Jeg læste i går en kommentar på Gianna's blog, der fortæller en af de desværre talrige historier om hvordan alle de mis- og ikke-forståelser (eller måske skulle man sige: al den uforstand), der både præger systemet og er årsag til, at systemet overhovedet blev skabt, førte til - endnu et - selvmord. I stedet for at minimere risikoen for, at selvmord overhovedet blev til en mulig udvej.
I Storbritannien tager en ung familiefar livet af sig, efter at være blevet tvangsindlagt (frihedsberøvet) og tvangs"behandlet" ("dopet fra sans og samling", som det står i kommentaren). Efter udskrivelsen fortsatte tvangs"behandlingen" med neuroleptika (ambulant tvang er lovlig i Storbritannien). Bivirkningerne (akatesi, rastløshed) blev uudholdelige, og manden valgte til sidst, efter knapt et år med psykiatrisk "behandling", at springe ud fra altanen i familiens højhuslejlighed.
Manden havde været i "behandling" på Homerton Hospital, hvor selvsamme Trevor Turner, der er én af de stemmer, der betegner Rufus May's tilgang som uforsvarlig, er ansat.
"...psykiatrien havde ikke bare ødelagt ét liv, men livet for en hel familie", hedder det i kommentaren på Gianna's blog. Og: "Nu har vi beviset, at din slags er den virkelige trussel, Dr. Turner", slutter kommentaren. Ja. I hvert fald er det psykiatriens urokkelige tro på alle sine mis- og ikke-forståelsers (eller: hele sit uforstands) korrekthed, der udgør den største fare for mennesker i krise. En langt større fare, end krisen i sig selv nogensinde kunne udgøre. Mens en sidste, kæmpestor misforståelse som en uovervindelig mur står i vejen for, at psykiatrien kan erkende sin fejltagelse: misforståelsen, der hedder at psykiatriserede mennesker begår selvmord som følge af det, der i psykiatriens uforstandige øjne umisforståeligt er ikke-forståelig hjernesygdom.
søndag den 18. januar 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
11 kommentarer:
Altså Marian - jeg synes at du bliver ved med at holde fast i din naive misforståelse af at det er de "psykisk syge" som skal hjælpes. Det er det altså ikke - det er hjælperne.
Forestil dig lige engang hvordan det ville være for søde psykiater Jørgensen hvis han var nødt til at gå hjem til konen Jørgensen og sige at ingen havde brug for hans hjælp. Han ville jo få ødelagt hele sin eksistensberettigelse, potensen og ægteskabet tillige. Se, det går jo slet ikke!
Du har en pointe, Harning. Måske skulle jeg tænke lidt mere på den selvmordsrisiko, det ville indebære for psykiater Jørgensen - eller Turner, eller Sundgren, eller Lundberg, eller eller eller ... - når samfundets idsigt i deres inkompetence førte til, at de ikke længere kunne tjene til smør på brødet ved at drive andre mennesker i selvmordet. Og det, efter de har knoklet i det meste af ti år med at tilegne sig den dertil fornødne uforstand...
Netop-lidt empati. :-)
(Hm...min danske stavekontrol kan ikke stave til empati - den erklærer ordet for ikkeeksisterende...min svenske kan godt..hm.. )
Hm - også hér. Efter at jeg nu har læst hele Sydsvenskan-artiklen, undrer det mig dog lidt, at din svenske stavekontrol ikke også erklærer "empati" for ikke-eksisterende...
Et gæt ville være at folkene bag den svenske stavekontrol aldrig har været i nærheden af psyk. :-)
Det kan kun være det, yep.
For vel et år siden kom en tidligere norsk helseminister, Ansgar Gabrielsen, ut med en bok om psykiatrien. Boken var resultat av utallige henvendelser han hadde fått fra pasienter og pårørende mens han var minister.
Der kan man lese at selvmordsraten innenfor psykiatriske institusjoner er minst 100 ganger høyere enn utenfor! Dette er mildt sagt et paradoks, i og med at folk legges inn for å forhindre selvmord.
Norge er forøvrig en versting i Europa når det gjelder antall tvangsinnleggelser.
Hej og velkommen til, Sigrun. :)
Har godt hørt, at Norge klarer sig formidabelt, hvad placeringen i "tvangs-top-ti'en" angår. Danmark ligger nu heller ikke som nummer sidst. :(
Og, nej, man begriber det jo ikke, hvad der foregår oppe mellem ørerne hos de professionelle. Eller, jo, det må være nogle gedigne fortrængnings- og fornæktelsesmekanismer, der er på spil. Nogle sammenligner det med den måde, der tænkes og argumenteres i sekter. De har som bekendt ofte deres helt egen, interne logik, der ikke har meget med faktisk logik at gøre. Hvorfor man meget nemt kan komme til at stå med en flad fornemmelse af "kamp mod vindmøller" tilbage, når man prøver, at trænge igennem med faktisk logik (for burhøns).
For god ordens skyld må jeg vist lige oplyse, hvilken artikel på sydsvenskan.se jeg refererer til i min kommentar foroven:
Psykiatrichef: "Tvångsvård är patientomsorg"
(min kommentar blev væk - så jeg prøver lige igen. :-) )
Og for god ordens skyld må jeg vist påpege at der
i Sverige findes en enkelt eller to indenfor psykiatrien som i hvert fald er 99% enige med mig når det drejer sig om børn og tvang. :-)
Harning, hvad laver du dog klokken halv to om natten på nettet???
Bortset fra det er jeg i hvert fald også 99% enig. Tænker bare, at hvis nu de tilbød "medicin"fri hjælp, uanset problem, så ville børnene og de unge nok ikke tøve med at henvende sig, overhovedet.
Og så synes jeg, det er helt enormt ærgerligt, at det kuldsejler fordi de professionelle fastholder i et koncept, der siger, det skal være på et - megadyrt - sygehus, med - megadyrt - personale. Når nu det så fint, og sååå meget billigere, kan gøres à la Soteria. Suk!
Send en kommentar