Jeg så i går et ganske interessant pogram på DR1. Af og til falder jeg for fristelsen og udsætter mig for propagandaboksens sansebombardement, mens det jo er dejligt, at man ikke behøves at de facto have en stor boks alene til formålet stående og forurene miljøet visuelt, men kan se f.eks. DR online :) "Kærlighed og kaos" hedder serien, der egentligt er norsk, på dansk, og her på NRKs site kan man læse om programmet, jeg så i går. Programmet ledte mine tanker, atter en gang, hen til Madness Radio-interviewet med Derrick Jensen.
Will Hall be'r Derrick Jensen i interviewet om at fortælle lidt om hans syn på skolens rolle, mht. at vi, af vores kultur, bliver "indoktrineret ind i en falsk realitet" - Will Hall.
"Det er noget, der er sandt for de fleste mennesker jeg kender: jeg har altid elsket at lære noget, og det er også noget, der er sandt for de fleste mennesker jeg kender: jeg har altid hadet skolen. Hvorfor er det sådan? Skolen klarer at fuldføre denne overordentlige bedrift, der er (...) at den får os til at ikke kunne lide at lære noget, til at ikke værdsætte denne proces."
Derrick Jensen fortæller så, at han altid har undret sig meget, hvorfor skolegangen tager så lang tid, mens den faktiske viden, der formidles igennem al den tid sagtens kunne formidles på meget, meget kortere tid. Til at starte med troede han, det var fordi man også, ved siden af at formidle viden, måtte slås med elevernes uvane at dagdrømme. En uvane, han selv dyrkede rigtigt meget, og han er bestemt ikke alene om det! Hvilket jeg ved af egen erfaring...
"Til sidst forstod jeg, at grunden til at skolegangen tager så lang tid er, at børn ikke opgiver deres vilje så nemt. Det tager så lang tid, at knække deres vilje i tilstrækkeligt omfang, så de er klare til at gå ind i et liv præget af beskæftigelser, der er meget lidt fornøjelige.
Og hvad er den vigtigste mekaniske ting i et klasseværelse? Det er minutviseren på uret. Fordi formålet er, at lære alle elever densamme bøn: 'Kære Gud, lad denne tingest bevæge sig hurtigere!' "
"Let's get to the future. Fast." (ved 04.00 i videoen) -Eckhart Tolle. Vor kulturs credo: "Lad os komme til fremtiden. Hurtigt."
Hér kommer så programmet, jeg så i går, ind i billedet. Programmet havde et indslag, der viste en samisk familie. En af sønnerne i familien fortalte, at han havde fået en opdragelse, han havde oplevet som meget fri. Familien havde f.eks. ingen faste spisetider. Når man var sulten, gik man og tog noget mad i køleskabet. Samerne er oprindeligt nomader, og jægere og samlere. Så: "Sulten? Gå og fang/find noget spiseligt." I køleskabet. Siden civilisationen som bekendt efterhånden også har indhentet samerne. Vi er jo allesammen oprindeligt nomader, og jægere og samlere. Samerne har bare klaret, at bibeholde denne livsform, den eneste i menneskets historie, der nogensinde har vist sig, at være bæredygtig, som Derrick Jensen for resten påpeger, i noget længere tid, end de fleste af os.
Nu hører man jo konstant, hvor vigtigt det angiveligt er, at ens hverdag har struktur. Faste spisetider, faste sengetider - som den samiske familie i programmet heller ikke dyrkede - faste ditten-tider, faste datten-tider. Især når det kommer til børn, men også til folk med emotionelle problemer, lader det til, at det at skulle undvære et ur, ville grænse til intet mindre end en katastrofe. Roden til alt ondt: at mennesker i krise f.eks. ofte mangler enhver struktur i deres hverdag. De spiser, når det falder dem ind, og de sover, når de er trætte. I stedet for på klokkeslættet.
Og så må man jo "hjælpe dem med at strukturere deres hverdag". Så må man hjælpe dem, med at finde sig i, at blive tyranniseret af klokkeslæt - og datoer. Siden klokkeslæt er hellige i vores civilisation. Og det at rebellere mod dem dermed er blasfemi. - I øvrigt en tanke, der gav mig både myrekryb og mareridt, den gang, jeg følte, en (ufrivillig) indlæggelse var en mulighed, der ikke helt kunne udelukkes. At jeg i givet fald - også - havde været underlagt denne form for tyranni igen.
Mit personlige forhold til klokkeslæt er, og har altid været, yderst ambivalent, for at sige det mildt. Bortset fra de indbyggede ure, der automatisk følger med en computer eller en mobiltelefon, ejer jeg f.eks. ikke noget ur. Jeg spiser, når jeg er sulten, og jeg går i seng, når jeg er træt. Og i øvrigt orienterer jeg mig ved dagslyset, der giver mig en god fornemmelse af, hvad "klokken" virkeligt er. Dvs. hvad jeg f.eks. stadigt kan nå at få gjort udenfor, før det bliver mørkt. Et ur har jeg kun brug for om morgenen, og primært i den periode af året, hvor det stadigt er mørkt udenfor, når jeg skal stå op for at komme på arbejde.
I modsætning af hvad der ellers påstås mht. struktur, oplever jeg klokkeslæt, vores kulturs hellige tidsstruktur, som stressende. Meget stressende. Og fremmedgørende. Og jeg kan egentligt også kun undre mig, at man på den ene side forguder klokkeslæt som uundværlige, i form af struktur i hverdagen, mens man på den anden side ikke møder andet, end mennesker, der konstant føler, at tiden løber fra dem, mens de halser efter, respektive at den går alt for langsomt. Klokkeslættets, minutviserens tyranni. "Let's get to the future. Fast."
Og siden denne diskussion på fyldepennen.dk, eller måske skulle jeg sige: denne limpind, som jeg hoppede på..., tog en drejning fra at handle om akutte kriser til at handle om "ADHD": Måden at reagere på skolens indoktrination er individuelt forskelligt, alt efter, hvad ens forebilleder tidligere har lært én, og hvad der har vist sig, at være effektiv for én. Nogle vælger at dagdrømme, som Derrick Jensen gjorde, og som jeg selv gjorde. Andre vælger at protestere mere åbenlyst. Ved at udvise adfærd, der så kan diagnosticeres som "ADHD".
Nu vil nogle nok indvende, at vores civilisation jo ikke kan fungere uden klokkeslæt. Ja, netop.
_______________
Hvor ikke andet er angivet, stammer citaterne fra Madness Radio-interviewet.
mandag den 26. januar 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
3 kommentarer:
Associationerne vælter jo ligefrem op hér hos mig. :-)
fx kan jeg så tydeligt huske mine år i skolebestyrelsen hvor ethvert møde var præget af lærernes indbyggede femogfyrreminuttersur...
Eller da min søde og dengang stadig lidt naive veninde læste til lærer og havde forberedt en gang rigtig spændende lilleraturundervisning til de små poder med dertilhørende analyse og debat.
- Dybt chokeret kom hun hjem og fortalte at de små havde spurgt hende hvad de skulle mene! Med et slag var al hendes naive teori om selvstændig tænkning i folkeskolen slået fuldstændigt ud... :-(
(og selv er jeg meget ambivalent med struktur, for til den ene side fungerer jeg klart bedst med impulsiv spontanitet og uden faste aftaler - til den anden side er jeg knap så begejstret når ti andre mennesker bestemmer sig for at spontant ændre på mine planer og min struktur. :-) )
Selvfølgeligt er det drønirriterende, når man f.eks. har aftalt, at mødes med nogen kl.10, og så bliver klokken både 10.30 og 11.00, og denne nogen er stadigt ikke i sigte, uden at man har hørt et pip fra vedkommende. Men der er jo rigtigt mange ting i hverdagen, hvor det at skulle undvære faste klokkeslæt både er muligt uden at det behøves at irritere nogen, og hvor det måske også ville betyde mindre stress for alle. F.eks. sådant som at ræse rundt fordi alle skal mødes i hvert fald én gang om dagen, kl. 19 ved middagsbordet. Hvorfor? Man kan vel mødes til andre tidspunkter, og i andre sammenhænge,uden at det behøves at være planlagt på minuttet, vil jeg mene. Og jeg kan ved min bedste vilje ikke se nogen logik i, at man kun må spise på på forhånd fastlagte tider, f.eks., mens man på de tider så også skal spise, sulten eller ej.
Derrick Jensens pointe er selvfølgeligt, at det i det hele taget er det rene vanvid, at lade sig tyrannisere af strukturer, der i bund og grund kun er skabt for netop at tyrannisere, og holde os fast i afhængighed, gøre os til civilisationens slaver.
Minder mig for resten også om det du på et tidspunkt skrev om de der forældre, der flår deres børn væk, midt i en leg, de lige har gang i. Fordi nu er klokken sådan og sådan, så nu er det bare afsted. Mens der egentligt ikke er noget, der ikke kunne vente.
Tjah, der er jo rigtig mange roller i vor kultur, som fordrer nogen som er med på at indpasse sig som formbare tandhjul i et stort maskineri. Ikke at opdrage børnene til at passe ind ville da, i første omgang, medføre et kraftigt mismatch mellem de nye voksne, og samfundets præmisser. Da samfundet som automatisk mål har at opretholde sig selv og sine præmisser, bliver det påkrævet at sørge for at også næste generation er afrettede. Er tilfredse med præmisserne. Samfundet har så også brug for nogle som kan bryde de faste mønstre, men ikke for mange :-)
Send en kommentar