"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

tirsdag den 9. december 2008

Et lille video-intermezzo om panikmageri

For noget tid siden blev spørgsmålet "Sælger angst og katastrofer virkelig så meget?" drøftet ovre hos Harning. Jeg må indrømme, at jeg ikke ligefrem er fan af panikmageri. Ikke mindst siden jeg tvivler, at, selv om jeg havde den ene søvnløse nat efter den anden, det ville kunne ændre det mindste, ville være konstruktivt på nogen måde.

På den anden side er der for mig stadigt lang vej fra det at se skeptisk på mediernes - ubestridte - panikmageri - yep, angst og katastrofer sælger i den grad! - til det at f.eks. kalde Al Gore for "dybt latterlig" - og vælge at stikke hovedet i sandet. Derfor kan jeg rigtig godt lide denne video, som Pia har sendt mig i dag:

How It All Ends



Ja. Og så er der for resten for mig at se både panikmageri og panikmageri. Mens jeg selv nok er mest skeptisk overfor den panikmageri, der har det med at udpege sorte får...

9 kommentarer:

Pia Qu sagde ...

Uha, jeg bliver jo nødt til at indrømme at det er svært for mig at få fat i det hele han siger, han taler jo vildt hurtigt! Men jeg har da fat i essensen af det..
Nu har jeg den også på min youtubeprofil og kan se og lytte flere gange.
Jeg har nu allerede i årevis tænkt over at spare på jordens resourcer og min egen andel i hvordan verdens fremtid ser ud.
En ting der gør mig stiktosset er at store rige firmaer, som f.eks.rederierne, bl.a. vores danske Mærsk, ikke er med i Kyoto-aftalen. Og at DONG har fået tilladelse af den danske regering til at producere kul i Tyskland.
De ting skal der gøres noget ved også og folk skal oplyses mere om sådan nogle ting i fremtiden.

Marian sagde ...

Essensen, kunne man sige, er at ingen ved med sikkerhed, hvem der nu egentligt har ret, Lomborg (som jeg nævner hér fordi det var ham, der blev nævnt i diskussionen ovre hos Harning), eller Al Gore, eller...? Og vi kan ikke vide det, før det er sket. Der er altså i sidste ende kun én vej, at finde ud af det. Nemlig ved at vente indtil det er en hér-og-nu-realitet. Spørgsmålet er bare, om man i mellemtiden skal læne sig behageligt tilbage, og lade stå til, fordi det kunne være Lomborg, der har ret, eller om man måske skulle gøre, hvad man nu kan - uden derfor at gå totalt i panik og give afkald på sin nattesøvn... - fordi det lige så vel kunne være, at Al Gore har ret...

Harning sagde ...

Apropos panikmageri - så et det en kilde til evig undren - at de ting som jeg anser at vi burde gå i panik over på det nærmeste bliver ignoreret.
Fx. måden hvorpå vi behandler hinanden, måden hvorpå systemet behandler borgerne som imbecile idioter, måden hvorpå staten gang på gang tilsidesætter elementære menneskelige rettigheder osv.osv.
Alt sammen helt reelt, ikke tale om at ingen ved eller at det først er noget vi vil opdage om nogle hundrede måske tusinde år.
Men derimod noget som vi har helt konkrete beviser på sker idag - hvorfor går ingen i panik over det?
Ja, jeg undres bare...

Marian sagde ...

Forskellen er nok at visse ting a) fremstilles som nødvendige, uundgåelige onder (f.eks. for at sikre os mod terrorister, må vi kunne aflytte og overvåge alt og alle), og/eller b) fremstilles som kun overgående en minoritet af befolkningen, der i øvrigt ikke har bedre fortjent (indvandrerne etc.).

Marian sagde ...

...og så er der alle de ting, som du og jeg synes, er lige til at gå i panik over, men som mælammene - takket være propagandaapparatet (medierne) - altså er fast overbeviste om, ikke kan stilles det mindste spørgsmålstegn ved, whatsoever.

Harning sagde ...

Jamen ikke nok med at de ikke mener at der kan stilles spørgsmål - rigtig mange synes jo desuden at være af den overbevisning at staten aldrig har fejl og at den altid, ikke bare vil os det bedste, men også altid handler til vores bedste!
Særlig interessant finder jeg det nogen gange når folk anklager mig for at være rethaverisk, hvorefter de en dag befinder sig i en situation hvor de pludselig gerne vil have min hjælp - men så alligevel handler stik imod mine råd - fordi tanken om at staten/myndighederne vil dem det bedste er så uendeligt grundfæstet, at selv når forældre oplever at få deres børn uretmæssigt fjernet (aldrig har set en aktindsigt eller fået en afgørelse på skrift el.lign) - så vedholder de, at de selvfølgelig ikke skal klage over de stakkels myndigheder som jo bare vil dem det vel!
Besynderligt.
(håber ikke det blev for rodet...)

Marian sagde ...

For mig at se er det ulempen med velfærdsstaten - der i DKs tilfælde har "videreudviklet" sig til en mønstergyldig Big Brother-stat (mens velfærden langsomt men sikkert afvikles). Og det lader ikke til, at særligt mange har bemærket noget, nej. Staten er da til for borgernes skyld, har vi jo lært (dvs. ikke "vi" men danskerne i det hér tilfælde, da jeg ikke er dansker og ikke opvokset hér). Og det kan vel umuligt være anderledes.

Virker på mig som at være lidt detsamme fænomen som mellem børn og forældre. Jeg hørte en gang en af de der dansk-top jodlere (spørg mig ikke hvem det var, jeg går ellers ikke op i dansk-top, det hér var en tilfældighed), mand omkring de 45 - 50, hjemme hos moar boende, sige, at man jo ikke kanandet end elske sin mor, fordi hun er éns mor. Jeg troede først ikke rigtigt mine egne ører, men, jo, jeg havde hørt ganske rigtigt.

Nu kender jeg ham ikke personligt og kan således ikke sige noget om lige netop ham, men generelt undrer jeg mig tit, hvad folk ikke altsammens finder sig i af både fysisk og psykisk misbrug/-handling, bare for at undgå de skyldfølelser, der vanker når man bare så meget som tænker ordet "oprør". - Noget jeg for resten også tit ser meget udpræget i psykiatribrugerkredse. Man taler helst ikke om barndomsoplevelser og deslige. Det ville jo se ud, som om man bebrejder de ufejlbarlige (familien, især forældrene) at have været knapt så ufejlbarlig. Og uha uha, det gør man altså bare ikke!

Harning sagde ...

og man kan for øvrigt heller ikke andet end at elske sine børn....
Apropos hvilket jeg for nylig læste det et lille interessant bidrag til den familieære lykkedebatt hvor nogen (har glemt hvem, sorry) havde undersøgt det der med lykke - og havde konstateret at mennesker som fik børn i langt højere grad var ulykkelige - end mennesker uden børn....

Marian sagde ...

Det undrer mig så til gengæld ikke så meget, i et samfund, hvor man ikke bare selv - og både på job og som forælder - forventes at være intet mindre end perfekt, men også éns børn skal leve op til samfundets normer og værdier i det omfang, de skal det efterhånden. Der skal jo snart intet til, før der, i hvert fald ifølge norm- og værdipolitiet, er grund til bekymring. Samtidigt med, at de krav der stilles - især for børn - bliver mere og mere umenneskelige. Nederlag er sådan set forprogrammeret. (Et eller andet sted hen kan jeg sagtens følge Julie i det ræsonnement hun foretager sidst i det indlæg, der fik mig til at se lidt rødt. Jeg er bare så slet ikke enig i konklusionen.)