"Venligst men bestemt"

Aha, så kom der en kommentar til mit indlæg om psykiatrisk "behandling" generelt og psykofarmaka i særdeleshed i LAPs medlemsblad nr. 2/2007.

Der er ikke meget andet at sige til Kirsten Seflands kommentar, end at den stort set gentager hvad hun allerede skrev i sit indlæg i medlemsbladet nr. 1/2007, som dannede grundlag for mit indlæg. Igen ser vi en generaliserende definition af livskvalitet og en mangel på objektiv research.

At bygge en argumentation op udelukkende på et fundament af ensidig information som den, mainstream-psykiatrien (og dermed Forskningsbiblioteket i Risskov) forsyner os med, er lige så uvidenskabeligt, som hele den psykiatriske "videnskab" i sig selv. Det burde Kirsten Sefland vide, siden hun så kraftigt understreger sin universitetsuddannelse. At Kirsten Sefland ikke har gjort sig den umage at se nærmere på psykiatrikritikens argumenter og kilder, fremgår tydeligt af hendes bemærkning, at hun slet ikke kan "genkende alle de modargumenter", jeg nævnte i mit indlæg.

Hvad livskvaliteten angår vil jeg give Kirsten Sefland for så vidt ret, at håb er et meget vigtigt, om ikke afgørende ingrediens i selvsamme livskvalitet. Det håb, som psykiatrien som oftest er så ud over alle grænser dygtig til at tage fra sit klientel, ved at indoktrinere om "kroniske hjernesygdomme", der kræver livslang medicinering og højst sandsynligvis (i Danmark altså med en 90%-sandsynlighed) næppe vil føre til mere end "social recovery" - hvilket i psykiatriens definition stort set er ensbetydende med at man lige nøjagtigt klarer det daglige besøg på værestedet og en tur i Netto en gang imellem - kombineret med førtidspension og altså et hav af "bi"virkninger af "medicinen".

Interessant er i denne sammenhæng at de fleste "psykotikere", efter den akutte krise er overstået, går ind i en "depression", som psykiatrien gerne fortæller os, skulle være en del af "sygdommens" forløb. Det er den imidlertid ikke. Hvem ville ikke blive deprimeret over at få budskaber angående sin fremtid som dem, psykiatrien disker op med? Konfronteret med psykiatriens opløftende profetier angående deres fremtid, kan mange, forståeligt nok, ikke længere opretholde håbet, hvilket resulterer i "depression" og, især blandt førstegangs"psykotikerne", en høj selvmordsrisiko.

Nu kan man vælge, om man vil sætte sin lid til psykiatriens pseudo-løsninger og affinde sig med en formentlig uundgåelig skæbne, noget psykiatrien velkomner som "sygdomsindsigt" og "compliance", eller om man vil gøre oprør og tage sit liv i egen hånd. Det sidste forekommer mig personligt langt mere OPTIMISTISK end det første.