"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

onsdag den 17. september 2008

Og så råbes der selvfølgeligt efter flere sengepladser i psykiatrien igen...

Selvfølgeligt benytter man sig af de seneste dages fokus i pressen på selvmord i forbindelse med psykiatrisk "behandling" til - også og igen igen - at komme med det uundgåelige ramaskrig over nedlæggelsen af sengepladser.

En seng på en psykiatrisk afdeling koster ca. 5.000,- Dkr. om dagen - femtusinde, ja, om dagen, ja - og hvis nogen tror, at prisen skulle inkludere "behandling", så kan de godt tro om. De mere end rundhåndet til højre og venstre uddelte nervegifte, psykiatrien betegner som "medicin", koster ekstra.

Mens jeg sidder hér og drømmer: hvad kunne man ikke altsammens gøre for 5.000,- om dagen for jeg ved ikke hvor mange, men uden tvivl flere end et, kriseramte mennesker i et Soteria- eller lignende setting! Dertil med gode udsigter til at virkeligt kunne hjælpe. I stedet for bare at parkere i en seng i omgivelser, der, såfremt man ikke allerede er dybt deprimeret, sørger for, at man bliver det i løbet af no time.

Min terapeut nævnte en gang kaffepolitiken på Sct. Hans, hvor der, ifølge hende, findes én slags kaffe - og jeg formoder vi taler automatkaffe hér - for de indsatte, mens der findes en anden - jeg formoder vi ikke taler automatkaffe - for de ansatte. Mine tanker omkring dette og andet miljørelateret:

"Det er ikke mindre end uhyrligt, de ydre omstændigheder mennesker i krise som oftest udsættes for: Mad (kaffe inklusive) af elendig kvalitet, mens der ikke tages det mindste hensyn til en sund ernærings betydning også for sjælen - specielt kaffe, sukker og tilsætningsstoffer kan forårsage, at "symptomerne" tiltager. Kurvefletning som den eneste fritidsbeskæftigelse - dette oplevede [en veninde af mig i midten af 1990'erne], og da hun sagde, hun ikke havde lyst til kurvefletning, blev hun slæbt derhen, med vold og magt (...) . Matt Morrissey fortæller, at da Full Spectrum Center skulle indrettes, blev der taget udgangspunkt i tanken, at mennesker i emotionelle kriser fortjener et smukt opholdssted. Men, klart, et smukt sted, sund og lækker mad, og et bredt udvalg af muligheder for at blive kreativ, når man selv har lyst til at blive det, gør det ikke ligefrem nemmere, at overkomme modstanden... [Jeg hentyder hér til John M. Friedberg: "Ethvert psykiatrisk symptom indeholder et element af modstand. Kan modstand overkommes med tortur? Åbenbart."]. Masser af tredjerangs kaffe, en trist, grå sygehusatmosfære, hvor man er stuvet i et værelse med fem andre mennesker i krise - (...) mens det, man allermest har behov for er privatliv, fred og ro - og tvungen kurvefletning, måske suppleret med lidt ergoterapi og kognitiv terapi, der konditionerer ["konditionering" som i "Pavlov", eller som i "dressere", for dem, der ikke lige kan forbinde navnet Pavlov med noget, netop] mennesket i krise til at passe sin sengetid, ordne vasketøjet og tage sine piller, gør."

Det skal bemærkes, at "tvangskurvefletningen", der er overgået min, i øvrigt frivilligt (!) indlagte, veninde, i denne sammenhæng nærmest kan stå som et synonym for alle de regler, der generelt præger de fleste institutioner, og især psykiatriske institutioner. Regler, der både er egnede til at gøre livet let for personalet, men også til at give personalet et meget håndgribeligt magtmiddel, egnet til at yderligere dehumanisere det institutionaliserede individ ved at omfanget af individets selvbestemmelsesret minimeres til noget i nærheden af 0.

Regler, der må betragtes som den rene chikane, og ofte også bliver oplevet af det institutionaliserede individ som sådan, er egnede til at fremprovokere konflikter. Konflikter, der giver personalet rig mulighed til magtdemonstration og til at iværksætte "terapeutiske behandlingstiltag" såsom bæltefiksering, der i sidste ende er afgørende for, om den af John M. Friedberg omtalte modstand kan overkommes, om det institutionaliserede individs vilje og personlighed kan knækkes. Se hértil i øvrigt Loren Mosher's observationer omkring de faktorer, der forårsager aggressivitet.

En institution, og hér især et sygehus, men også et bosted, er det mindst egnede opholdssted for mennesker i eksistentielle kriser. Forudsat man ønsker at give disse mennesker en reel chance for recovery, og ikke at straffe, underkaste og kontrollere disse mennesker, som man nemt kunne være fristet til at tro er ønsket i dagens Danmark, når man ser på den "behandling" og de omgivelser og almene omstændigheder, mennesker i krise her udsættes for - koste det, hvad det ville. F.eks. 5.000,- Dkr. per dag, alene for en sengeplads.

Så, nej, jeg er ikke engang enig med Vibeke Storm Rasmussen, der i politiken.dk's artikel citeres: "Vi skal tilstræbe, at de sindslidende får en så almindelig tilværelse som muligt, og i den forbindelse er det da bedre at bo på en institution end på et hospital". Ingen institution vil nogensinde kunne muliggøre en "almindelig tilværelse" - medmindre man altså anser det for "almindeligt", som individuum at befinde sig konstant under den ene eller anden autoritets kontrol, og udleveret dens vilkår, på godt og, især i en psykiatrisk sammenhæng desværre ofte, på ondt. Og jeg kan undre mig - igen og igen - at det ikke falder nogen her i landet ind, at tænke "alternativt", at tænke "Soteria", eller i det mindste "Vestlaplandsmodellen". Ligesom jeg - igen og igen - kan undre mig over en tilsyneladende grænseløs naivitet, der tror, et par flere sengepladser kunne løse alle psykiatriens problemer, mens problemet så åbenlyst er psykiatrien i sig selv. Ikke et par sengepladser mere eller mindre.

12 kommentarer:

Marian sagde ...

Kære S. Nielsen, jeg er ked af det, men jeg offentliggør ikke destruktiv kritik. Hvis du vil have en kommentar på denne blog, bliver du nødt til at komme med relevante begrundelser/eksempler for dine udtalelser - sådan som jeg gør det mht. mine udtalelser. Sorry.

Anonym sagde ...

Nu er jeg nysgerrig Marian. :-) For den der S.Nielsen må virkelig have været noget for sig selv.....

Bortset fra det, så har jeg jo også været nødt til at nægte enkelte kommentarer på min blog - hvilket resulterede i den lille boks jeg nu har vedr. kommentarpolitik. Og det er bare så ærgligt at være nødt til at sætte den slags regler op - bare fordi folk ikke har et minimum af pli.

Marian sagde ...

Nu har jeg godt nok hørt/læst ting, der er (langt) værre, rent sprogligt. Hvorfor jeg var et sekund i tvivl, hvad jeg skulle stille op. Men, selv om uddannelsessystemet måske heller ikke var helt i top den gang, og selv om jeg ikke hele vejen igennem sad i forrerste række, med hånden i vejret konstant, så har dog lært, at man ikke bare siger: "Det hér er skod", uden at kunne begrunde sin holdning. Hvis man mener, jeg er helt forkert på den, må man kunne komme med begrundelser, sådan som du har gjort, f.eks., fornyligt. Og så overflødiggør begrundelserne vel også et "Det hér er skod", tænker jeg.

Marian sagde ...

"Det hér er skod" er bare et eksempel. Den nøjagtige ordlyd var noget à la, men altså ikke præcis sådan.

Anonym sagde ...

begrundelse for argumenter og holdninger synes desværre at være en almen mangelvare...

(Og jeg skal nok udvise lidt pli, og lade være med at fortælle hvad jeg synes om en person der bare konstaterer "Det hér er skod". :-) "

Marian sagde ...

Det er jo som regel netop når man står og mangler en god begrundelse, at man griber tilbage til "skod"-argumentet... Det er lidt af samme skuffe som Scientology-argumentet.

Anonym sagde ...

Hvis det var et "grynt" i stil med hvad du skrev, er det jo uklart om den var rettet mod dit indlæg, eller måske var ment som en sympatitilkendegivelse i kraft af at skyde på den situation som du selv problematiserer. :-)

Jeg har heldigvis ikke selv oplevet destruktive kommentarer - forestiller mig at moderationen får broklystne til at tænke sig om en ekstra gang. En enkelt pointless kommentar har jeg dog nakket, sammen med ganske lidt spam. Jeg har ikke følt behov for at plage læserne med "gummibogstaverne" når jeg modererer kommentarer først.

-----

Jeg ser råbet om sengepladser som udtryk for den sædvanlige danske kassetænkning - hvis der er problemer, må det være de professionelle indenfor området der har forstand på hvad der skal til. Og indenfor psykiatriens model er det jo et problem at der ikke afsættes penge til at behandle ud fra de vedtagne koncepter.

Så er det jo en ganske anden sag om andre koncepter kunne give noget mere effekt for pengene.... :-)

Marian sagde ...

Paragraf 71-udvalget var jo i Vestlapland - var det nu sidste eller forrige år?? Alzheimer light... - og kom tilbage klar til at revolutionere den danske psykiatri. De blev mødt med et næsten enstemmigt ramaskrig (der kommer mange ramaskrig fra den kant...) fra den samlede danske psykiatri (kunne "nydes" i Dagens Medicin, men er desværre forsvundet fra nettet). "Hvor kommer vi hen, hvis vi ikke bare kan stikke folk en pille - eller flere - længere, men bliver nødt til at lytte?!?!?!"

At Vestlaplandsmodellen er langt billigere og langt mere effektiv end den danske biobiobiopsykiatri, er jo ikke nogen hemmelighed, men et faktum.

"Gryntet" var nu entydigt nok. Jeg oplever det heldigvis heller ikke ofte. Det hér var sådan set første gang, bortset fra en enkel kommentar som jeg afviste, fordi den indeholdt fuldstændig irrelevante og ikke beviste personlige beskyldninger mod tredjepersoner. Det er vist som du siger godkendelsesprocessen, der afskrækker. Folk ved jo som regel godt...

Heidi sagde ...

Hej Marian
Jeg har tidligere prøvet at kommentere dit indlæg, hvor kommentaren desværre forsvandt (nej jeg sgade ikke noget med skod el.l. :-))

Nå, jeg prøver lige igen: Jeg synes simpelthen, du er så velformuleret og præcis i din kritik. Jeg håber du er medlem af SIND eller en anden organisation, som kan bruge det konstruktivt og bringe det bordet, hvor det hører til.

Jeg tror desværre nok, at vi kæmper forgæves, når vi kæmper disse kampe alene. Der skal fælles kræfter til.

Jeg ønsker dig masser af gode kræfter...

Marian sagde ...

Tak for rosende ord, Heidi. Jeg har dog også måttet høre en del for, at somme tider bevæge mig for langt ind i "højere luftlag" med, og blive lidt svær at følge i, mine resonnementer.*

Jeg valgte i sin tid, at blive medlem af LAP, på grundlag af LAPs principprogram. Har da også været lidt aktiv, navligt hér i foråret til "Bedre vilkår" arrangementet, og producerer af og til et skriv til medlemsbladet.

For mig er både LAP og SIND dog problematiske, da medlemmerne holdningsmæssigt repræsenterer alt fra antipsykiatri til totalt "kolonialiseret" - af den psykiatriske imperialisme ;) Dermed er man desværre ikke sjældent udsat for heftig kritik (fint nok) helt hen til direkte, personlige angreb (aldeles ikke fint nok) fra "de egne rækker". Især det sidste har jeg stadigt store problemer med (snak om "triggere"...), og tænker også, at det sluger simpelthen for meget energi, der kunne bruges meget mere konstruktivt. Hvorfor jeg holder mit foreningsengagement på et meget lavt blus - et skriv i LAPs medlemsblad en gang imellem, that's it. Man kan måske også sige, at bloggen jo kan være et indirekte bidrag, lidt inspiration måske, til de ligesindede blandt medlemmerne i hvert fald (nok mere en "forargelse" for de "kolonialiserede").

Jeg føler mig meget mere "hjemme" i MindFreedom, hvor jeg også er medlem, og drømmer om et dansk MindFreedom... Men janteloven har sat dybe spor i danskernes hoveder, så, om det nogensinde kan blive til noget, må guderne vide.

* En lille anekdote, jeg stadigt kan grine af: Jeg havde skrevet en artikel til Outsideren hvori jeg kom til at nævne 4 eller 5 forskellige (amerikanske) personer ved navn. Kommentar fra Outsiderens ansvarshavende redaktør: "For mange navne." Hvilket mindede mig om filmen "Amadeus": "For mange noder." - Uden at jeg vil sammenligne mig med Mozart!

Pia Qu sagde ...

Afskaf psykiatrien som leder af behandling!

Brug pengene man sparer på nogle smukke harmoniske fredelige steder og ansæt psykologer, filosoffer, håndværkere, gartnere og i øvrigt mennesker med harmoniske sind, benene på jorden, kreativ tænkning og livserfaringer.

Lad disse følge personerne så langt til dørs hjem igen, efter fælles overenskomst, som vedkommende har lyst til og brug for selv. Så behandlingen fortsætter hjemme, på vandreture i skoven eller på stranden, whatever..

Så vil der i løbet af få år ikke være mangel på sengepladser!
For medicinbrug vil være væsentligt reduceret og vi vil få færre og færre "kronisk" syge.

Marian sagde ...

Pia: netop :)