Jeg har længe set med lidt blandede følelser på udviklingen i det engelsksproglige blogland. Det ser ikke umiddelbart ud til, at dillen har nået det danske blogland i samme udstrækning. I hvert fald har jeg ikke set ret mange awards endnu hér omkring. Hvem ved, måske færdes jeg bare på de "forkerte" blogs?
Det, på en måde frygtede, intraf i går: min engelske blog blev "awarded". Jeg burde have garderet mig. Men det er, som om jeg først skulle stå midt i situationen, for at blive helt afklaret med den: jeg har det ikke videre fedt med de hér awards. Tildels minder de ret så meget om kædebreve/-sms'er og deslige - har man fået den hér award, skal man selv dele fem af slagsen ud til andre bloggere - ja, og tildels kan jeg simpelthen ikke rigtigt se fidusen. Andet end at det er en måde at "show'e off" på.
Nu ikke for at stå frem som værende "holier than thou". Selvfølgeligt er det rart, at få anerkendelse. Og selvfølgeligt voksede jeg - eller mit ego - også fem centimeter forleden over at få en anerkendende kommentar fra "Murphy himself". Og, også selvfølgeligt, synes jeg, en blog som Gianna's fortjener alle de awards, den har fået, plus dem, den ikke har fået endnu. Jeg ved også, at Mark mener det, når han giver min blog en award. Hvorfor jeg vil tage denne ene imod.
Jeg synes bare, det hér award-ræs er ved at gå en smule over gevind. Lidt som der for nogle går sport i, at samle på "venner" på internetcommunities som facebook. Så, ja, jeg vil tage denne ene imod, og ikke flere.
_______________
P.S.: Lad mig høre fra dig, hvis du står og mangler en award. Jeg har fem at dele ud...
_______________
P.P.S.: Det må være det, der ellers hedder et "luksusproblem"...
Opslag
Lyme disease category page
4 dage siden
18 kommentarer:
Jeg har opfattelsen af at det er en dille som dels kommer og går, dels florerer mere i visse blogkredse end andre. Jeg har i min blogtid kun valgt at tage imod og videregive én award - andre bliver ignoreret på bloggen og besvaret med en pæn nejtak mail til afsenderen,hvilket antagelig er årsagen til at jeg sjældent modtager nogen nutildags. :-)
Så NEJ, jeg står ikke lige og mangler en, Faktisk synes jeg de er rimelig irriterende fordi de forlanger noget af mig, hvad enten dette noget så er at finde fem nye personer at sende skidtet videre til eller en høflig nejtakmail...
(at blive set og anerkendt er vel altid dejligt, når det er oprigtigt, hvad jeg jo så tvivler ganske seriøst på når det handler om de blogkredse hvor awardsene synes at dukke op i hvert og hvertandet indlæg)
Ups jeg glemte...pinligt...
TILLYKKE! :-)
Jeg er helt enig i at DU HAR fortjent en award. :-)
Netop også nogle tanker, jeg har mht. det hér. At jeg faktisk ikke gider at blive nærmest tvunget til at bruge tid og krudt på, at finde ud af, hvem jeg nu muligens kan belemre med det. Lige nu sidder jeg faktisk med ca. fem idéer til indlæg, som jeg godt kunne tænke mig at skrive. Men jeg bliver altså nødt til at reagere på awarden før jeg kan komme videre med det, der egentligt "bevæger" mig. I hvert fald på min engelske blog. Og at det mister sådan set sin betydning, i det, at der snart ikke er en eneste blog, der ikke er pyntet med et utal af awards i sidebar'en.
Dette indlæg er så også ment som en "vink med en vognstang": Awards? Nej tak! :)
"et vink" hedder det. Har vidst stadigt ikke fået sovet nok ;)
Hallo - hvor blev min anden kommentar af?
Lige hér, foroven. Som sagt, jeg har vidst ikke fået sovet nok...
Tak :)
Måske jeg skulle kompensere med noget Ritalin. Har du noget? ;)
Ikke som jeg vil af med - desværre. :-(
Hva` med noget Strattera?
Det ku' sikkert også gøre det. :)
Jeg er heller ikke vild med award-konceptet, netop fordi det er for meget kædebrev (og måske til dels pyramidespil).
Jo, det sker da at der er en eller anden grad af seriøsitet med i det, et klap på skulderen, og så kan det dog give en vis mening.
Jeg er bange for at baggrunden for den måde konceptet er skruet sammen på er Google m.v. En hjemmeside med mange links fra andre scorer point (pagerank) i formlerne for hvad der får en god placering i søgeresultaterne. Og links fra en hjemmeside med høj pagerank tæller mere. Hvis ingen manipulerede ville dette fungere godt, men de må gøre meget for at tage højde for manipulation.
Awards kan bruges som en form for manipulation her. Hvis jeg uddeler en award til blogs med høj pagerank, kan jeg måske "score" sidebar links (fra alle deres sider) der løfter min egen pagerank. Derudover kan det jo være at nogen klikker på dem. Envidere kan det jo tænkes at award-modtageren fatter interesse i den som uddelte "æren". Alt dette "blot" ved links fra ét indlæg hos mig. Balancen her er meget skæv.
Når det kan risikere at nærme sig pyramidespil tænker jeg på awards som har forventninger om sidebar links tilbage til den som skabte den. Det kan i princippet blive til et meget stort antal links.
Så hvis jeg skal "lege med" omkring at få en award (det har jeg gjort én gang), undlader jeg det med sidebar, og bøjer reglerne så jeg meget klart markerer at det er helt frivilligt om modtageren gør noget som helst. Så det var mig der fik lokket Harning til at lege med :-)
Der ville skulle være betydelig "tyngde" i en award for at jeg putte den i min sidebar. Det skulle være noget som jeg følte for at "prale" af. Men der er meget langt mellem awards som for modtageren har anden værdi end det sociale. Og det er da sådan set også udmærket for blogs hvis sigte er socialt.
Nu er jeg ikke specielt inde i det, men det virker på mig, som om man bare kan gå hen og kreere en award med de tilhørende regler - udformet ganske efter ens egen næse - og så starte med at uddele den. Og hvis man så er lidt snu - ligesom "opfinderne" af den, jeg fik, så gør man som du skriver: hver gang, nogen får den og modtager, skal de linke tilbage til "opfinderen". Pyramidespil, ja.
Der er én award, Gianna har i sin sidebar, som jeg godt kan lide. Det er den, hun fik fra byen, hun bor i (Asheville). Da er konceptet også lidt et andet, end ved de andre. Mere à la Oscar. Ikke noget med at videredistribuere, linke til den ene, anden og tredje, osv. Mht. de andre har hun for et stykke tid siden meldt ud, at hun modtager hvis det er, men ikke uddeler videre selv. Også en ok løsning på problemet - som det efterhånden i mine øjne er ved at være - synes jeg (og, klart, den ene af mine fem går til hende, hehe).
Haha, Marian: jeg syn's sgu bare du er så dejlig skarp!
Det er da nemlig bare kædebreve! (Nu har det meget bedre med at jeg aldrig har fået nogen - og nej tak, det er heller ikke nu jge vil begynde. Hahaha)
Jeg har det sådan at jeg - hvis jeg skulle få en award eller anden henvendelse i denne boldgade, hvad jeg aldrig har og sikkert heller aldrig får - at jeg ville tage imod på den måde at jeg ville anerkende hensigten bag. Sige pænt tak på en måde justeret efter hvor alvorligt ment jeg troede det var. Og bestemt værdsætte det som en gave og en værdsættelse hvis jeg tror det er ment sådan.
Men. Jeg ville aldrig sætte awarden på min blog, eller følge opfordringen til at fortsætte legen. Jeg kan godt finde en masse mere eller mindre principielle argumenter imod det, men til syvende og sidst er det bare fordi det slet ikke er min måde at kommunikere på. Jeg er heller ikke på facebook, og kommer det aldrig. Jeg sletter konsekvent kædebreve og massemails med vitser og sådan noget, det siger mig ingenting, og jeg føler ingen forpligtelse til at deltage i den form for upersonlig kommunikation. For mig virker det overfladisk, men det siger jeg selvfølgelig kun fordi jeg er den jeg er. Blandt andet ekstremt introvert. For andre er det sjovt, underholdende og en masse andre gode ting, og det er o.k. Jeg har bare ikke lyst til at være med, eller også kan jeg slet ikke rigtigt finde ud af det, det er måske der skoen trykker.
Jeg synes det er dejligt at der er nogen der gerne vil vise at de sætter pris på din tilstedeværelse blogverdenen - det gør jeg jo i den grad også selv :-). Nu siger jeg det bare her, og forsøger også selv at være til stede. Det må så være min måde at awarde på ..
Kærlige tanker
Heidi: Jeg tror ikke, du skal være spor ked af ikke at være blevet "awarded" med sådan en dims endnu! Jeg synes
Janne: har fuldstændigt ret med sine betragtninger omkring det.
Tak for at sætte netop de ord på også mine følelser omkring det, som jeg ledte efter, men havde lidt svært ved at finde, Janne. Et lille bitte "pip, jeg er her" siger mig faktisk mere, end hvad 17 awards nogensinde kunne sige mig.
Kædemails og -sms'er gør mig decideret vred, når jeg får dem. Det er "støj" i min verden. Og jeg kan ikke fordrage støj.
Detsamme gælder sådan set facebook og lignende internetcommunities. Men: Efter lang tids ihærdig modstand lod jeg mig alligevel lokke på facebook. Simpelthen fordi det er et ret enestående netværksredskab for aktivisme. Sker det, så sker det som regel på respektive via facebook. Men det er så også det. Og hvis det ikke var for det, så var jeg den dag i dag ikke på facebook. Over my dead body!
Og et eller andet sted hen overvejer jeg kraftigt, at alligevel sige nej tak, selv til denne ene award. De sidste par dage er jeg kredset omkring at skulle gøre noget ved det som katten om den varme grød, og har fået myrekryb hver gang, jeg så det obligatoriske takke- og viderefordelingsindlæg og dimsen i min sidebar foran mit indre øje...
Nogle gange helliger målet midlet :-). Jeg kom til at tænke på efter at jeg havde skrevet min kommentar, at jeg faktisk oprettede en profil på facebook for nogle lysår siden for at se hvad det var. Jeg deaktiverede den dog med det samme, for jeg kunne vist ikke slette den? Men altså .. på en måde er jeg der jo så alligevel.
Rigtig glædelig jul til dig, Marian.
Skulle ikke undre mig det mindste, hvis facebook også kører med den (bondefanger-) taktik, at man ikke kan slette sin profil.
God jul til dig også, Janne. Og til alle jer andre, der læser dette.
Og hér så mit "nej tak" til blog-awards.
Marian, bare et stort smil fra mig. You sure have a way with words.
Og så Happy Holidays - eller fridage, hvis du har nogle, selvfølgelig. Jeg fjols! (Jeg er i øvrigt hverken det ene eller det andet, nærmere det hele på en gang).
Kærlige tanker fra mig
Send en kommentar