Business as usual

I 1980'erne var jeg medlem af A.I.D.A. (Association Internationale de Défense des Artistes), en med Amnesty samarbejdende organisation, der engagerede sig for politisk forfulgte kunstnere. Folk som Orhan Taylan, Karl Gaspar og Wei Jingsheng.

I 1986 oversatte jeg i forbindelse med iscenesættelsen af Ariane Mnouchkine's Processen mod Wei Jingsheng i München nogle tekster om og af Wei Jingsheng. Undtagen i en kort periode i 1993 tilbragte Wei mellem 1979 og 1997 næsten 19 år i fangenskab, deraf fem år i isolation.

Isolationsfængsling var hans situation i 1986, da jeg lavede oversættelserne. Jeg læste om en lille celle med et vindue højt oppe, der tillod Wei at se en firkant af himmel. Der herskede stor bekymring, om Wei ville blive "skør" under disse omstændigheder.

Hvis noget ved mig er "unormalt", så er det min evne til at identificere mig. Med ofrene for uretfærdighed, vold, bedrag, misbrug... you name it. Og, for resten, det gør ingen forskel, om det drejer sig om et menneske, et dyr, en plante, en ting, eller hvad det måtte være. Jeg identificerer mig. Jeg bliver til offeret. Jeg lider. Hvorfor? Fordi jeg selv har været offer. Jeg vidste det ikke den gang. Det tog mange år og adskillige kriser at finde ud af det. Kriser: frihedskampe, uafhængighedskampe, retfærdighedskampe. Revolutioner. Politisk, ja. Kriser er altid også politiske. Hvad er forskellen mellem en dissident og en tosse? Dissidenten er bevidst om, hvad han/hun kæmper mod.

Jeg gik omkring, spærret inde i en lille celle, med bare en firkant af himmel at se. Jeg var ved at blive "skør". Jeg blev "skør", til en vis grad. Resten af graden kunne jeg udagere i form af aktivisme.

En tanke blev ved med at kværne rundt i mit hoved: Jeg måtte tage til Kina og befri Wei. Nu! Befri Wei. Befri mig.

En lignende tanke gik igennem mit hoved i går aftes, da jeg fik nyhederne om Ray. Nogle gange er det ikke så ligetil at lave identifikation om til accept og compassion.

Jeg spørger mig, hvornår det vil gå op for almenheden, at det der kaldes for "hjælp" til "de psykisk syge" ikke er andet end yderligere, og ofte den ultimative, undertrykkelse af mennesker, der er blevet gjort til ofre og er blevet berøvet et konstruktivt sprog, deres eget sprog.

Hvad jeg har hørt om Ray's høring minder mig skræmmende om Wei's proces: En gennemført farce. Udfaldet på forhånd afgjort.

Mens de selvudnævnte "demokratier" i denne verden højlydt protesterer mod og fordømmer menneskerettighedskrænkelser i lande som Kina, er de forbavsende blind overfor menneskerettighedskrænkelserne, der foregår midt imellem dem, i deres egen befolkning. Business as usual.

Dette er for alle dissidenter, der er blevet nægtet deres eget sprog, og der forfølges politisk i "hjælpens" navn:

Peter Gabriel Biko Live 1986



"You can blow out a candle
But you can't blow out a fire"