Ray bliver fortsat mishandlet med elektrochok mod hans vilje, om end "kun" hveranden uge nu. Næste gang han skal udsættes for denne tortur er onsdag den 10. december, dvs. samme dag, som det er international menneskerettighedsdag...Ray er stemplet som "bipolar", og har været ind og ud af psykiatrien igennem de seneste 30 år, uden at psykiatrien har kunnet hjælpe ham (surprise, surprise!). Psykofarmaka har ikke haft nogen virkning, og siden systemet ikke har andet at byde på end kemi eller elektricitet, er Ray, der ikke ønskede "behandling" med elektrochok, på trods af at han ikke har været i konflikt med loven, blevet dømt til elektrochok"behandling".
Fra nedenstående alert:
"De gode nyheder angående kampagnen for Ray:
* Guvernørens kontor meddeler, at man har modtaget "hundredvis" af protester. Tak til jer alle!
* Tre agenturer arbejder nu på, at erstatte Ray's desinteresserede, af retten beskikkede advokat med en anden advokat.
* Et landsdækkende [USA] medie har endeligt interviewet Ray til en kommende udsendelse.
De dårlige nyheder: Det er ikke nok! Gør noget nu!"
Du kan ringe til Minnesota's guvernør Tim Pawlenty på telefon nr. +1 651 296 3391 (+1 er landekoden til USA ved selvvalg), og bede ham høfligt men bestemt om at tage stilling. Telefontid: alle hverdage (mandag til fredag) mellem kl. 8.00 og kl. 16.30 Central Time, hvilket svarer til mellem kl. 15.00 og kl. 23.30 dansk tid. Det bedste er selvfølgeligt, at kime guvernøren ned umiddelbart før Ray står til endnu en omgang mishandling med ECT, dvs. næste gang tirsdag den 9. december.
Formodentligt vil du blive omdirigeret til en telefonsvarer, når du nævner hvorfor du ringer. I enkelte tilfælde er der også blevet lagt på. Hvad du kan gøre for alligevel at opnå størst mulig effekt, kan du se i nedenstående alert nr. 5.
"Det er på tide at blive kreativ!
* Ray giver ikke op!
* Vi giver ikke op!
* Du må heller ikke give op!"
som det hedder i alert nr.5.
_______________
Når jeg nu er ved det: Indlægget på Gianna's blog Beyond Meds omhandler de seneste afsløringer af GlaxoSmithKline's tilbageholdelse af studier, der viser at Lamictal ikke virker bedre end placebo. Ja, altså bortset fra bivirkningerne. Da slår Lamictal placebo med flere længder... Yay! Hurra for det! Hist og her på nettet kan man se GlaxoSmithKline omtalt som GlobalSerialKillers. Primært i forbindelse med Paxil/Seroxat, men men men...
Opslag
12 kommentarer:
Vielen Dank :-)
(Og hvis nogen danskere nu ringer, så vil jeg vildt gerne vide hvad de havde at sige til det derover på den anden side af det store vand. :-) )
(Jeg frygtede lige et øjeblik at du nu også ville have en tysk udgave.)
Tja Harning, du kan jo ringe. Så hører du helt selv, hvad de har at sige. ;)
Nja.. nu er jeg jo sådan en hardcore oplysningsfreak -så jeg gør nødig noget aktivt på vegne af andres uden at have haft mulighed for at sætte mig grundigt ind i alle sagsakter...
Men det er jo bare mig der er lidt til en side:-)
Udenfor kontekst.
Men har du set
det her?!!
Nej, havde jeg ikke set. Men jeg har desværre godt hørt om, at ting som disse forekommer. Så meget udenfor kontekst er det jo heller ikke. I sidste ende er både den "behandling" Ray - og så mange andre - udsættes for og dette det logiske resultat af vor tids syn på galskaben.
Det er selvfølgelig rigtig - historien fra dk er for mig dog nærmest dobbeltop (hvis man overhoved kan vurdere på den måde... ) fordi der er tale om et mindreårigt barn hvor forældrene nødvendigvis burde have påtaget sig et ansvar sådan at barnet ikke blev svigtet af både familie og samfund..
Selv undres jeg hver gang, at der går så lang tid før folk reagerer. Hvorfor først råbe op og gribe ind efter et helt år?? En enkel bæltefiksering i nogle timer kan give folk PTSD. Voksne mennesker. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan pigen må have det... Jeg tænker bare: 'Mærket for livet.' Og umiddelbart tænker jeg også, at det bare skulle være overgået mit barn en eneste gang, så var jeg skredet til - drastiske - handlinger for at stoppe det omgående. Men nu er jeg også et menneske, der har lært, at man stort set ikke kan have den mindste tiltro til andre, for ikke at nævne "autoriteter". - Dette på godt og ondt. - Så, jeg må jo tage med i overvejelserne, at andre nok har mere tendense til at tro hvad som helst, bare det er en "autoritet", der siger det. Og hvis "autoriteten" så stiller sig op og siger: "Jamen, det hér er hvad vi kan gøre for jeres datter", eller måske endda: "Vi er desværre nødt til det" (hvilket "autoriteter" - især de psykiatriske - jo gerne gør), så skal man måske først se datteren gå mere og mere i hundene i et helt år, før man begynder at stille spørgsmålstegn ved, om det nu også kan have sin rigtighed.
En anden ting er jo, at datteren måske nok har "brokket sig", men at man specielt i en psykiatrisk sammenhæng har det med at feje "brok" af bordet som bare endnu et "symptom" - efter mottoet: 'Hun skaber sig bare, fordi hun vil have opmærksomhed.' Mens ønsket om opmærksomhed vel at mærke som det "symptom" på "sygdom" det anses som, selvfølgeligt er fuldstændigt ubegrundet, og den eneste fagligt korrekte respons således må være mere "behandling"... Nævnte jeg, at jeg synes dette system er kafkaesk?...
Ja, jeg tænker også - hvis det havde været mit barn!
At fastholde børn synes jeg er grundlæggende forkert uanset - og det må nødvendigvis kun ske i den umiddelbare stund for at forhindre at barnet gør skade på sig selv eller andre.
Punktum.
Især børn, men også voksne. Al tvang er traumatiserende, forårsager PTSD, er dermed et trauma oveni et trauma. Og ikke hjælp. (Og hvis nu nogen kommer og siger noget à la: "Tvang har reddet mit liv", så siger jeg: "Stockholm syndrom." Så strid er jeg faktisk.) Der er noget grundlæggende og rivende galt med et system, der mener ikke at kunne klare sig uden at udsætte mennesker for tortur.
Både med Ray og den langtidsfikserede pige ser jeg at noget helt grundlæggende der går galt er at der ikke bliver udvist respekt for det menneske der har brug for hjælp. Jo, hvis de vil følge systemets skemaer frivilligt. Ellers er systemet så bedrevidende at målestokken for "at hjælpe" helliger midlerne.
En stor grund til den manglende respekt er at det tager tid. Nogen gange lang tid. Til at lytte og forstå. Ikke derfor være enig og snakke efter munden. Men at forstår hvor den som er i krise er. Min erfaring er at der ikke er nogen som er for stride når de bliver mødt med reelle forsøg på at forstå dem. Og respekt.
F.eks. på en lejr engang. En meget vred mand ankom, med nogle ting som han mente skulle laves om. I fuldskab kørte situationen op i en spids med slagsmål, og at han bemægtigede sig en vigtig nøgle efter at være blevet sparket ud. Jeg kom til at snakke med ham, lyttede til hvad han havde at sige, uden at solidarisere mig med ham. "Når du har oplevet det som xxx, kan jeg godt forstå at du føler yyy". En god snak, og han var ikke spor svær at snakke fornuftigt med. For mig. Og han gik på eget initiativ hen og hentede den kritiske nøgle til mig, før han rejste hjem.
Hvis han havde teet sig sådan på psyk .... wham!
Og du Marian - jeg har da slet ikke oplevet dig som strid eller noget. Men jeg kommer jo også som søgende for at forstå, og udviser respekt. For selvfølgelig er du da værd at forstå og respektere. Det kan da godt være at jeg ikke på alle punkter er helt enig med dig, men det er jo ikke noget problem at være uenige, uden derfor at føle sig truet/ramt af hinandens synspunkter - også hvis de måtte blive udtrykt lidt skarpt :-)
Du tager jo ansvaret for dig selv, og har fat i hvordan du kommer videre. Det ser det jo ud til at du godt kan finde ud af, og du kæmper godt for dine synspunkter.
Men jeg prøver jo heller ikke på at presse mennesker ind i min egen forståelsesramme for hvad der er "korrekt". Det ville da være respektløst.
Når respekten er der, er der mange andre ting som går så nemt :-)
Johnnie: Ja, det er nemlig også min erfaring, at man altid kan nå frem til en fredelig løsning af en konflikt ved at udvise respekt. At det kan tage lidt længere tid, end at fluks tilkalde fire, fem bodybuildere og få "modstanderen og hans/hendes modstand slået ned" i et snuptag, er én side af sagen. En anden er, at mange mennesker mangler den selvrespekt, der er forudsætning for, at man overhovedet kan udvise respekt for andre. Og så er volden på forhånd dømt til at eskalere.
Tak for dine respekterende ord om og til mig! :) Jeg spekulerer bare meget over, hvorvidt jeg måske alligevel kunne betegnes som værende lidt respektløs - eller strid - når jeg vælger at godt nok forstå, men ikke godtage de psykiatribrugeres udtalelser, der f.eks. siger, at tvang har reddet deres liv, og derfor må betragtes som en nødvendighed i nogle sammenhænge. - Men det er stof til et selvstændigt indlæg, som jeg har tænkt længe på at skrive. Måske senere i dag. I stedet for en kommentar til denne artikel, der bare ville få mig til at ryge lige igennem loftet, igen, hvis jeg skulle beskæftige mig mere indgående med emnet, især med Finn Graa Jakobsens udmeldinger. Jeg ved sq godt, hvorfor jeg ikke er medlem af SIND!
...og apropos SIND, så husker jeg, at både TheMemoryArtist og Brain havde en kategori på deres blogs - der desværre er slettede, øv! - der hed "NAMI doesn't speak for me". Måske skulle jeg etablere en kategori, der hedder "SIND taler ikke på mine vegne" :D
Send en kommentar