"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

torsdag den 18. december 2008

Svar på tiltale

Ikke helt uforventet fik jeg selvfølgeligt svar på tiltale mht. min seneste kommentar på Outsiderens blog. Dog hverken på Outsiderens blog eller hér, på min, men via privat mail.

Svaret på tiltalen betegner sammenligningen af psykofarmaka med narkotika som "noget værre vrøvl". Med den begrundelse, at narkotika, i modsætning til psykofarmaka, skulle være euforiserende stoffer, og at man f.eks. ikke bliver spor opstemt af antidepressiva. Åh?? Tja, det er jo nu så sandt som det er sagt, men det er ikke alene opstemthed, der driver folk ind i et misbrug. Antidepressiva gør f.eks. noget helt andet, end at direkte forårsage eufori, opstemthed. De forøger effekten af metadon. Hvorfor de gerne mis-/bruges af mennesker, der altså tager metadon, med det mål, at få en lidt federe effekt ud af metadonen. Et andet eksempel er alkohol, der som bekendt heller ikke i alle tilfælde forårsager opstemthed, men i mange tilfælde derimod f.eks. aggressivitet. Hvilket ikke nødvendigvis får det mis-/brugende menneske til at droppe alkoholen.

Det afgørende, det der driver de fleste i et stofmisbrug, er ikke ønsket om at opleve lykke i form af jublende eufori. Det er ønsket om at opleve den lykke, flugten fra virkeligheden - en uudholdelig virkelighed - betyder. Og dertil egner sig alle bevidsthedsforandrende stoffer. De legale lige så vel som de illegale. Dem, der nemt kan fås af ens af samfundet officielt som legal anerkendte drugpusher lige så vel som dem, man skal begive sig ud i illegaliteten for at få fingrene i.

The Last Psychiatrist gør i øvrigt opmærksom på en ganske interessant bbc.co.uk-artikel om afhængighed. Om internetafhængighed, ja. Men jeg mener, grundprincippet kan anvendes på al afhængighed. Også den af at gøre brug af "støtteuniverser", af at reagere "psykotisk" og flygte fra en uudholdelig ind i ens egen, helt private virkelighed.

"Maybe I didn't really have that choice, then, but I do have it now. (...) Thus, there's a way out. I'd just have to make a choice... It just happens, things just happen, sometimes it just happens that I light a cigarette, a bad habit."

Bevidstgørelsen af at valget er mit, og mit alene, om jeg vil tænde den næste smøg, eller om jeg vil lade være, om jeg vil gå ind i et støtteunivers, eller ej, om jeg vil leve og lide i min fortid, eller ej, om jeg vil gøre som stemmerne siger, eller ej. Om jeg bare vil lade det ske, eller ej. Empowerment. Frigørelsen fra offerrollen.

En observation, der leder mig til en anden, desværre meget udbredt, misforståelse, mailen giver udtryk for. Nemlig den, at "det meste af det der gør os deprimerede [skulle være] fuldstændig uden for vores kontrol". En misforståelse, der selvfølgeligt og uundgåeligt må føre til den misforståelse, at holdbare løsninger på problemet ikke findes.

Desværre formidler systemet denne misforståelse stadigt som værende den eneste forståelse af eksistentielle kriser. Specielt igennem påstanden, at eksistentiel lidelse skulle være forårsaget af biologisk hjernesygdom. Disempowerment. Tildeling af offerrollen. Så systemet kan fremstå som redder. - Og interessant er, hvordan "offeret" i mailen bliver til "krænker", fordi jeg nægter at gå ind i rollen som "redder" og udvise bekræftende medlidenhed. Hvilket i øvrigt ikke kun sker i starten af mailen, men igen umiddelbart efterfølgende bemærkningen om, at "det meste af det der gør os deprimerede [skulle være] fuldstændig uden for vores kontrol".

Vred blev jeg ikke så meget på mig selv, som jeg blev det over forsøget, at gøre mig (læseren af blogindlægget på Outsiderens blog) til offer - igen. Over forsøget, at trække mig (læseren) ind i dramaet - igen. Men ligeså jeg indlader mig på vreden, indlader jeg mig også på en af rollerne i dramaet. Valget er mit.

4 kommentarer:

Harning sagde ...

Bare en tilføjelse for selvfølgelig har du reti at det ikke er "lykkerusen" folk søger - i samme grad som det fx er dulmen af smerte, virkeligheden, what ever..
Men - fx Ritalin bliver også brugt af de unge på gaden som en nem, forholdsvis billig og rimelig legal pille for at holde sig vågen og i gang i dagevis. (et ikke ligefrem lykkerus - men måske snarere bedre beskrevet som euforiserende manisk rus)
(Modsvarende anvender en del voksne amfetamin for at selvmedicinere sin udiagnosticerede ad-hd- fordi amfetaminen får dem til at slappe af. :D Hvorefter samfundet kriminaliserer dem - smider dem i fængsel - og giver dem receptpligtig Ritalin.....)

Marian sagde ...

Ja. Men det kunne nu også ses som en slags virkelighedsflugt. I tilfælde af studerende, der tager amfetaminer - om det er i form af "college crack", altså det, der ellers går under betegnelsen "medicin", eller de illegale varianter - flugten fra den virkelighed, at man ikke kan skrive f.eks. en opgave på 20 sider på 3 dage, inklusive recherche, fordi man har følt sig presset til at bruge de foregående uger på at være social og feste med de andre.

I tilfælde af voksne, flugten fra den virkelighed det er, når man har nogle problemer med sig selv, der gør det svært, at "fungere" efter samfundets forventninger, og leve op til dets krav.

Især dit sidste eksempel med de voksne med "ADHD" minder mig for resten meget om Jane ("Bipolar Recovery"), der i flere år - med success - har brugt cannabis for at holde sig gående på trods af "depression". Havde nogen opdaget det, havde også hun uvægerligt fået en dobbeltdiagnose - ganske på linie med samfundets dobbeltmoral på området - og en æske Zoloft eller Effexor... (men hun var nu så heldig, at bo i Californien, hvor cannabis kan fåes på apoteket, helt legalt).

Jeg er i øvrigt for så vidt enig med Julie, at også jeg ser, at det kan være meget svært, at se vores nuværende virkelighed ude i samfundet i øjnene med utilsløret bevidsthed, og uden at synet forårsager én mere eller mindre voldsom lidelse. Spørgsmålet for mig er, om det er svaret, den eneste "løsning", at dope sig selv ind i ubevidsthed. Tildels ved hjælp af bevidsthedsforandrende stoffer som psykofarmaka eller fritidsstoffer, tildels ved at identificere sig med offerrollen: "Jeg er problemet, fordi jeg er syg."

Det er uden tvivl "løsningen" for samfundet, der på denne måde undgår forandring. Men er det løsningen for menneskeheden som sådan? (Ugh, da er vi igen ved spørgsmålet, om utilpassethed passende bør diagnosticeres som den enkeltes "sygdom", eller ej... ;) )

Harning sagde ...

Ikke den eneste løsning, men en lejelighedsvis hyggelig løsning måske. (alt efter foretrukkent dope selvfølgelig) :-)

Marian sagde ...

:)