Marion Aslan fra EleMental har lavet denne video for John:
Grainne Humphrys, Johns kone, skriver, at artiklen, Marion har brugt til videoen, er fra sidste år. John er altså i dag 28 år gammel og har været indespærret i Carraig Mor i fire år.
søndag den 29. november 2009
Selvstigmatisering
Igen og igen kan man jo læse overskrifter som "Psykisk syg gik amok med kniv og dræbte to". Helt bortset fra, at "de psykisk syge", rent statistisk set, har en noget lavere kriminalitetsrate end "almindelige" mennesker, mens de faktisk langt oftere er ofre for andres, "almindelige" menneskers, kriminalitet, så kan man også igen og igen læse blogindlæg, der beskæftiger sig med spørgsmålet om hvorvidt det overhovedet er relevant at nævne, at den pågældende person er "psykisk syg", respektive hvorvidt det mis-/bruges for at a) sælge historien, og b) diskriminere mod mennesker i krise. Det nævnes jo heller ikke, når en person, der har begået kriminalitet, f.eks. har kræft, diabetes eller fodsvamp, argumenteres der som regel. "Diabetiker gik amok og dræbte to"? Næppe en overskrift, man vil komme til at se nogen steder i medierne.
Jeg er helt enig i, at "den gale øksemorder"-journalistikken er både smagløs og yderst diskriminerende (men det er jo hensigten). Imidlertid mener jeg, at man egentligt ikke har ret til at føle sig krænket, diskrimineret af denne form for "journalistik", og til at fordømme den, hvis man samtidigt identificerer sig selv som en psykisk syg patient med behov for behandling i mainstreambetydningen. At stille spørgsmålstegn ved relevansen af at det nævnes, når en person, der har begået kriminalitet, er "psykisk syg", er paradoksalt, når man selv har overtaget systemets syn på sagen generelt, og dets definition af "psykisk sygdom" især.
Så, her til morgen skrev jeg følgende (nok atter en gang lidt provokerende) kommentar (her lettere redigeret) til et blogindlæg om emnet:
"Hvad i mennesket er det, der reagerer på et eller andet ved at dræbe et andet menneske? Hvad er det generelt, der får os til at reagere? Er det vores fødder, vores bugspytkirtel, vores lever, nyrer, knogler...? Nej, vel? Det er vores sind, vores tankeprocesser og følelser. Og i det øjeblik, hvor disse tankeprocesser og følelser anses som værende 'syge', i det øjeblik, hvor der sættes lighedstegn mellem sindet og hjernen, så bliver det allerhøjst relevant, at nævne det, f.eks. i en drabssammenhæng.
I sidste ende stigmatiserer - eller diskriminerer, et udtryk, jeg foretrækker - vi os selv. I det omfang, som vi erklærer os enige i teorier, der påstår, menneskets tankeprocesser og følelser kan være - og er, i tilfælde af 'psykisk sygdom' - reelt, bogstaveligt, og ikke bare i overført betydning, syge. Som i 'genetisk betinget, biologisk hjernesygdom', eller 'kemisk ubalance i hjernens transmitterstofskifte'."
Har jeg nogensinde været, eller er jeg, en "psykisk syg patient"? Nej. Jeg har været ubevidst, om mig selv og verdenen, og derfor har jeg trængt, ikke til "behandling", men til at spejle mig i et andet menneske, via anerkendende kommunikation, via det, alle mennesker har behov for, for at blive bevidste. At være ubevidst er ikke nogen sygdom. Det er et grundlæggende vilkår for alle mennesker. Det er den udfordring, der udgør "the human condition" per se. Og at være ubevidst går hånd i hånd med eksistentiel lidelse: "psykisk sygdom". En sygdom er det kun i overført, "kierkegaardsk", betydning. Ikke bogstaveligt talt.
Og med dette, mit syn på sagen, tager jeg mig friheden til at kalde ovennævnte "journalistik" for smagløs og diskriminerende.
Jeg er helt enig i, at "den gale øksemorder"-journalistikken er både smagløs og yderst diskriminerende (men det er jo hensigten). Imidlertid mener jeg, at man egentligt ikke har ret til at føle sig krænket, diskrimineret af denne form for "journalistik", og til at fordømme den, hvis man samtidigt identificerer sig selv som en psykisk syg patient med behov for behandling i mainstreambetydningen. At stille spørgsmålstegn ved relevansen af at det nævnes, når en person, der har begået kriminalitet, er "psykisk syg", er paradoksalt, når man selv har overtaget systemets syn på sagen generelt, og dets definition af "psykisk sygdom" især.
Så, her til morgen skrev jeg følgende (nok atter en gang lidt provokerende) kommentar (her lettere redigeret) til et blogindlæg om emnet:
"Hvad i mennesket er det, der reagerer på et eller andet ved at dræbe et andet menneske? Hvad er det generelt, der får os til at reagere? Er det vores fødder, vores bugspytkirtel, vores lever, nyrer, knogler...? Nej, vel? Det er vores sind, vores tankeprocesser og følelser. Og i det øjeblik, hvor disse tankeprocesser og følelser anses som værende 'syge', i det øjeblik, hvor der sættes lighedstegn mellem sindet og hjernen, så bliver det allerhøjst relevant, at nævne det, f.eks. i en drabssammenhæng.
I sidste ende stigmatiserer - eller diskriminerer, et udtryk, jeg foretrækker - vi os selv. I det omfang, som vi erklærer os enige i teorier, der påstår, menneskets tankeprocesser og følelser kan være - og er, i tilfælde af 'psykisk sygdom' - reelt, bogstaveligt, og ikke bare i overført betydning, syge. Som i 'genetisk betinget, biologisk hjernesygdom', eller 'kemisk ubalance i hjernens transmitterstofskifte'."
Har jeg nogensinde været, eller er jeg, en "psykisk syg patient"? Nej. Jeg har været ubevidst, om mig selv og verdenen, og derfor har jeg trængt, ikke til "behandling", men til at spejle mig i et andet menneske, via anerkendende kommunikation, via det, alle mennesker har behov for, for at blive bevidste. At være ubevidst er ikke nogen sygdom. Det er et grundlæggende vilkår for alle mennesker. Det er den udfordring, der udgør "the human condition" per se. Og at være ubevidst går hånd i hånd med eksistentiel lidelse: "psykisk sygdom". En sygdom er det kun i overført, "kierkegaardsk", betydning. Ikke bogstaveligt talt.
Og med dette, mit syn på sagen, tager jeg mig friheden til at kalde ovennævnte "journalistik" for smagløs og diskriminerende.
torsdag den 26. november 2009
Mere strøm til hjernen - Uppdrag gransknings andet program om elektrochok
I denne uge har det svenske TV-program Uppdrag granskning fulgt op på sidste uges ECT-tema. I den anden udsendelse om emnet møder vi bl.a. Solveig Wiberg, der blev udsat for flere end 100 ECT-"behandlinger" under tvang i løbet af en 18-måneders indlæggelse, og der som følge har mistet mindet om store dele af sit liv, og norske Mette Ellingsdalen, leder af We Shall Overcome og psykiatri/ECT-overlever.
Den for Solveig Wibergs "behandling" ansvarlige overlæge Louise Lundberg påstår i programmet, at Solveig ikke har fået ECT mod sin vilje, selv om Solveig fortæller, at hun hver gang bad om ikke at få flere ECT-"behandlinger", hvilket hendes journaloptegnelser bekræfter. Louise Lundberg begrunder sin opfattelse af Solveig som samtykkende i "behandlingen" med at Solveig hver gang frivilligt og modstandsløst fulgte med personalet til "behandlingen".
For mig grænser det til det kyniske, at en psykiatrisk overlæge indirekte påstår, Solveigs ønske om ikke at få ECT skulle være blevet taget seriøst og respekteret, bare hun havde gjort fysisk modstand mod at blive ført til ECT-rummet af personalet, mens der ikke tillagdes hendes ord nogen som helst betydning.
Tildels er det en indirekte opfordring til alle psykiatriserede mennesker om at give udtryk for deres eventuelle ønske om ikke at blive udsat for en bestemt "behandling" ved at ty til fysisk modstand, til fysisk vold. Tildels ved vi jo allesammen godt, hvad der sker, når psykiatriserede mennesker fysisk modsætter sig "behandling". I behandlernes øjne er det det ultimative tegn på, at det psykiatriserede menneske både mangler "sygdomsindsigt" og er "til fare for sig selv og andre", og således er det den ultimative berettigelse til at gennemføre "behandlingen", koste det, hvad det ville.
Louise Lundberg udtaler her klart og tydeligt, hvad der i overleverkredse er en længe kendt sandhed: behandlerne ønsker og fremprovokerer så udpræget modstand mod "behandlingen" som muligt hos det psykiatriserede menneske. Modstanden fortolkes siden af behandlerne som "symptomer", og "symptomer" berettiger psykiatrisk "behandling", der grundlæggende går ud på, at intimidere det psykiatriserede menneske til tavshed og ubetinget føjelighed. Hvad er Solveigs "forbrydelse", som hun skulle straffes så hårdt for? Hun ønskede psykologsamtaler i stedet for ECT. Dvs. hun ønskede, at komme til bunds i sine eksistentielle problemer, i stedet for at blive gjort mindesløs og dermed tavs og føjelig, og nem at håndtere.
Louise Lundberg forsvarer den tortur, hun har udsat Solveig for - og Solveig sammenligner selv "behandlingen" med tortur i Uppdrag granskning-programmet - ved at påstå, at "psykoser" er så hårdt ved kroppen, at det kunne have betydet Solveigs død, ikke at "behandle" hende med ECT. Og, ja, krop og sjæl hænger uløseligt sammen. Jeg husker selv, hvor udslidt jeg var, ikke bare psykisk men også fysisk, efter jeg i fjorten dage var gået uden mad og søvn og i konstant alarmberedskab. Imidlertid husker jeg også, hvad alene truslen om indespærring, om stempling som "sindssyg", om berøvelse af mine fundamentale menneskerettigheder, af min fysiske og psykiske integritet, af min stemme, gjorde ved mig. Både fysisk og psykisk. Alene tanken gjorde bestemt ikke situationen bedre.
Det, der definitivt gjorde situationen bedre, var netop det, Solveig ønskede sig, men hvad systemet nægtede hende: at blive lyttet til, taget alvorlig, respekteret som den, hun nu engang er. Taget de talrige dokumenteret positive erfaringer med respekterende psykiatrialternativer i betragtning, spørger jeg mig, hvor længe endnu vi skal høre på "ekspert"udsagn som Louise Lundbergs, før samfundet indrømmer den dagsorden, disse udsagn bunder i, og vender sig mod den.
Ja, og at det ikke kun sker i Sverige men også i Danmark, at psykiatriserede mennesker udsættes for ECT-"behandling" i et omfang, så de mister store dele til hele deres historie, og derudover muligheden til recovery gennem bevidstgørelse og bearbejdning, er "Sofie" jo et godt eksempel på. Og Solveig kan da også berette, at følgerne af den slags mishandling kan få mennesker til at begå selvmord. Apropos "ECT redder liv"...
Læs mere om Solveig her.
Uppdrag granskning taler i dette program også med norske Mette Ellingsdalen, der med sit valg om at stå offentligt frem og fortælle om sine erfaringer med ECT væsentligt har bidraget til at psykiatriserede mennesker i Norge har fået større retssikkerhed mht. ECT, end de har i både Sverige og Danmark. I Sverige som i Danmark kræves der nemlig i modsætning til i Norge ikke noget skriftligt samtykke til "behandlingen". Tværtimod så kan man her på sundhedsstyrelsens hjemmeside læse, at der også her i Danmark frem til 2006 fandtes et såkaldt "stiltiende samtykke", der i følge dokumentet "foreligger, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information." Aha, her har vi altså den danske udgave af Solveig Wibergs "samtykke", som hvilket Louise Lundberg valgte at tolke hendes manglende fysiske modstand mod "behandlingen". Og selv om teksten også nævner, at "en patients passivitet over for en foranstaltning ikke udgør et tilstrækkeligt informeret samtykke til at iværksætte en foranstaltning på et frivilligt grundlag", og at der ved "den mindste tvivl om, hvorvidt patienten tilslutter sig behandlingsforslaget, bør [indhentes] et mundtligt samtykke", så ved vi jo også godt, at sagen i praksis ofte så noget anderledes ud. Dvs. at "foranstaltningen" som regel blev iværksat. Med eller uden tydeligt udtalt "ja tak!" fra det psykiatriserede menneskes side.
I øvrigt kan jeg godt lide, at teksten taler om at "[e]fter lovændringen [vedtaget af Folketinget d. 02. juni 2006] vil der stadig være tale om frivillighed, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information [hvor "korrekt" informationen og vejledningen, der kan forventes, som regel er, kan man jo ved et blik på de af mig i mit foregående indlæg om Uppdrag gransknings dækning af ECT-emnet citerede danske kilder overbevise sig om] lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke," (min kursivering). Det er altså helt i orden, at overtale (læs: intimidere) et menneske til at gå med til en "behandling", dette menneske af gode grunde ikke ønsker at blive udsat for.
Som bemærket i mit foregående indlæg om emnet, kan der i mine øjne ikke være tale om et virkeligt frivilligt - som i "fri vilje" - samtykke, skriftligt eller ej, når a) det psykiatriserede menneske er under indflydelse af bevidsthedsforandrende stoffer som psykofarmaka, b) information tilbageholdes respektive forfalskes, og/eller c) de mennesker, der skal indhente samtykket, befinder sig i en sådan magtposition i forhold til den person, hvis samtykke skal opnås, som psykiatrisk personale befinder sig i overfor "patienten".
Interessant for resten også, at der hverken i Sverige eller Norge findes et register over indberettede bivirkninger af ECT. Hvilket svarer til en indirekte tilkendegivelse fra myndighedernes side om, at man er grundlæggende ligeglad med, om folk lider af bivirkninger, og af hvilken art og hvilket omfang disse er. Hvordan situationen mht. et sådant register er her i Danmark, har jeg ikke kunnet bringe i erfaring. En google-søgning gav umiddelbart intet resutat, og det må således antages, at vi heller ikke i Danmark registrerer bivirkninger af ECT.
Læs mere om Mette Ellingsdalen og "patient"rettigheder i Norge her.
Og her til sidst, så det hele ikke bliver alt for trist og deprimerende (sic!), en lille "bon mot", jeg fandt på psyknet.dk, i artiklen om ECT, under "Virkning": "Patienten bliver rolig, nærværende, selvmordstankerne forsvinder og begynder at ligne sig selv." LMAO! - Ansvarligt for brøleren: overlæge Søren Blinkenberg og overlæge Per B. Vendsborg, yup, netop, han, der i sin tid ikke havde andre "argumenter", end at jeg da måtte være scientolog - siden jeg kendte så meget til psykiatriens noget dystre historie (og nutid). :D
Tak til Sigrun for at gøre opmærksom på programmet - og til scientofobiske Per Vendsborg for at levere dagens grin.
Den for Solveig Wibergs "behandling" ansvarlige overlæge Louise Lundberg påstår i programmet, at Solveig ikke har fået ECT mod sin vilje, selv om Solveig fortæller, at hun hver gang bad om ikke at få flere ECT-"behandlinger", hvilket hendes journaloptegnelser bekræfter. Louise Lundberg begrunder sin opfattelse af Solveig som samtykkende i "behandlingen" med at Solveig hver gang frivilligt og modstandsløst fulgte med personalet til "behandlingen".
For mig grænser det til det kyniske, at en psykiatrisk overlæge indirekte påstår, Solveigs ønske om ikke at få ECT skulle være blevet taget seriøst og respekteret, bare hun havde gjort fysisk modstand mod at blive ført til ECT-rummet af personalet, mens der ikke tillagdes hendes ord nogen som helst betydning.
Tildels er det en indirekte opfordring til alle psykiatriserede mennesker om at give udtryk for deres eventuelle ønske om ikke at blive udsat for en bestemt "behandling" ved at ty til fysisk modstand, til fysisk vold. Tildels ved vi jo allesammen godt, hvad der sker, når psykiatriserede mennesker fysisk modsætter sig "behandling". I behandlernes øjne er det det ultimative tegn på, at det psykiatriserede menneske både mangler "sygdomsindsigt" og er "til fare for sig selv og andre", og således er det den ultimative berettigelse til at gennemføre "behandlingen", koste det, hvad det ville.
Louise Lundberg udtaler her klart og tydeligt, hvad der i overleverkredse er en længe kendt sandhed: behandlerne ønsker og fremprovokerer så udpræget modstand mod "behandlingen" som muligt hos det psykiatriserede menneske. Modstanden fortolkes siden af behandlerne som "symptomer", og "symptomer" berettiger psykiatrisk "behandling", der grundlæggende går ud på, at intimidere det psykiatriserede menneske til tavshed og ubetinget føjelighed. Hvad er Solveigs "forbrydelse", som hun skulle straffes så hårdt for? Hun ønskede psykologsamtaler i stedet for ECT. Dvs. hun ønskede, at komme til bunds i sine eksistentielle problemer, i stedet for at blive gjort mindesløs og dermed tavs og føjelig, og nem at håndtere.
Louise Lundberg forsvarer den tortur, hun har udsat Solveig for - og Solveig sammenligner selv "behandlingen" med tortur i Uppdrag granskning-programmet - ved at påstå, at "psykoser" er så hårdt ved kroppen, at det kunne have betydet Solveigs død, ikke at "behandle" hende med ECT. Og, ja, krop og sjæl hænger uløseligt sammen. Jeg husker selv, hvor udslidt jeg var, ikke bare psykisk men også fysisk, efter jeg i fjorten dage var gået uden mad og søvn og i konstant alarmberedskab. Imidlertid husker jeg også, hvad alene truslen om indespærring, om stempling som "sindssyg", om berøvelse af mine fundamentale menneskerettigheder, af min fysiske og psykiske integritet, af min stemme, gjorde ved mig. Både fysisk og psykisk. Alene tanken gjorde bestemt ikke situationen bedre.
Det, der definitivt gjorde situationen bedre, var netop det, Solveig ønskede sig, men hvad systemet nægtede hende: at blive lyttet til, taget alvorlig, respekteret som den, hun nu engang er. Taget de talrige dokumenteret positive erfaringer med respekterende psykiatrialternativer i betragtning, spørger jeg mig, hvor længe endnu vi skal høre på "ekspert"udsagn som Louise Lundbergs, før samfundet indrømmer den dagsorden, disse udsagn bunder i, og vender sig mod den.
Ja, og at det ikke kun sker i Sverige men også i Danmark, at psykiatriserede mennesker udsættes for ECT-"behandling" i et omfang, så de mister store dele til hele deres historie, og derudover muligheden til recovery gennem bevidstgørelse og bearbejdning, er "Sofie" jo et godt eksempel på. Og Solveig kan da også berette, at følgerne af den slags mishandling kan få mennesker til at begå selvmord. Apropos "ECT redder liv"...
Læs mere om Solveig her.
Uppdrag granskning taler i dette program også med norske Mette Ellingsdalen, der med sit valg om at stå offentligt frem og fortælle om sine erfaringer med ECT væsentligt har bidraget til at psykiatriserede mennesker i Norge har fået større retssikkerhed mht. ECT, end de har i både Sverige og Danmark. I Sverige som i Danmark kræves der nemlig i modsætning til i Norge ikke noget skriftligt samtykke til "behandlingen". Tværtimod så kan man her på sundhedsstyrelsens hjemmeside læse, at der også her i Danmark frem til 2006 fandtes et såkaldt "stiltiende samtykke", der i følge dokumentet "foreligger, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information." Aha, her har vi altså den danske udgave af Solveig Wibergs "samtykke", som hvilket Louise Lundberg valgte at tolke hendes manglende fysiske modstand mod "behandlingen". Og selv om teksten også nævner, at "en patients passivitet over for en foranstaltning ikke udgør et tilstrækkeligt informeret samtykke til at iværksætte en foranstaltning på et frivilligt grundlag", og at der ved "den mindste tvivl om, hvorvidt patienten tilslutter sig behandlingsforslaget, bør [indhentes] et mundtligt samtykke", så ved vi jo også godt, at sagen i praksis ofte så noget anderledes ud. Dvs. at "foranstaltningen" som regel blev iværksat. Med eller uden tydeligt udtalt "ja tak!" fra det psykiatriserede menneskes side.
I øvrigt kan jeg godt lide, at teksten taler om at "[e]fter lovændringen [vedtaget af Folketinget d. 02. juni 2006] vil der stadig være tale om frivillighed, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information [hvor "korrekt" informationen og vejledningen, der kan forventes, som regel er, kan man jo ved et blik på de af mig i mit foregående indlæg om Uppdrag gransknings dækning af ECT-emnet citerede danske kilder overbevise sig om] lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke," (min kursivering). Det er altså helt i orden, at overtale (læs: intimidere) et menneske til at gå med til en "behandling", dette menneske af gode grunde ikke ønsker at blive udsat for.
Som bemærket i mit foregående indlæg om emnet, kan der i mine øjne ikke være tale om et virkeligt frivilligt - som i "fri vilje" - samtykke, skriftligt eller ej, når a) det psykiatriserede menneske er under indflydelse af bevidsthedsforandrende stoffer som psykofarmaka, b) information tilbageholdes respektive forfalskes, og/eller c) de mennesker, der skal indhente samtykket, befinder sig i en sådan magtposition i forhold til den person, hvis samtykke skal opnås, som psykiatrisk personale befinder sig i overfor "patienten".
Interessant for resten også, at der hverken i Sverige eller Norge findes et register over indberettede bivirkninger af ECT. Hvilket svarer til en indirekte tilkendegivelse fra myndighedernes side om, at man er grundlæggende ligeglad med, om folk lider af bivirkninger, og af hvilken art og hvilket omfang disse er. Hvordan situationen mht. et sådant register er her i Danmark, har jeg ikke kunnet bringe i erfaring. En google-søgning gav umiddelbart intet resutat, og det må således antages, at vi heller ikke i Danmark registrerer bivirkninger af ECT.
Læs mere om Mette Ellingsdalen og "patient"rettigheder i Norge her.
Og her til sidst, så det hele ikke bliver alt for trist og deprimerende (sic!), en lille "bon mot", jeg fandt på psyknet.dk, i artiklen om ECT, under "Virkning": "Patienten bliver rolig, nærværende, selvmordstankerne forsvinder og begynder at ligne sig selv." LMAO! - Ansvarligt for brøleren: overlæge Søren Blinkenberg og overlæge Per B. Vendsborg, yup, netop, han, der i sin tid ikke havde andre "argumenter", end at jeg da måtte være scientolog - siden jeg kendte så meget til psykiatriens noget dystre historie (og nutid). :D
Tak til Sigrun for at gøre opmærksom på programmet - og til scientofobiske Per Vendsborg for at levere dagens grin.
tirsdag den 24. november 2009
Antipsykotika - antipsykotisk eller fordummende?
Her en interessant artikel om hvordan "antipsykotika" virker. Og på sin vis - og selv om vores "sidste psykiater" (gid han var det!) ikke er enig - også om, hvorfor allerede en brøkdel af den som regel ordinerede dosis kan have en for mennesket i krise - men nu ser vores "sidste psykiater" heller ikke tingene fra mennesket i krises perspektiv, men fra behandlernes/de pårørendes - tilfredsstillende effekt. Det største problem under krisen er jo mangel på sindsro, for at sige det sådan. Og det problem kan en lille dosis neuroleptika altså afhjælpe, hvis det absolut skal være.
"Antipsykotika" binder altså i følge artiklen først til H1 receptorer, hvilket giver den beroligende effekt, og sidst til dopaminreceptorerne, hvilket så i følge vores "sidste psykiater" skulle give den "antipsykotiske" effekt. Dvs. at der skal en vis dosis til, før alle H1, a1, etc. etc., receptorer er blokkeret og det kan blive dopaminreceptorernes tur til at blive det. Der skal en vis dosis til, fordi et enkelt molekyl Zyprexa eller Seroquel, eller hvilket firma det nu er, ens shrink får lommepenge af, altid kun kan binde til én enkel receptor, ikke til flere samtidigt. Så længe der er frie H1, a1, whatever, receptorer, vil molekylerne således binde til dem, ikke til dopaminreceptorerne.
Som sagt, en ganske interessant artikel, hvis man vil vide lidt mere om, hvordan "antipsykotika" virker, end hvad man sådan almindeligvis får at vide. Jeg har dog et problem med artiklen. Og det er, at vores "sidste psykiater", ligesom alle andre biopsykiatere, med den største selvfølge går ud fra, at dopamin forårsager "psykoser". Hvilket dopamin ikke gør. Dopamin "forårsager" kognition, motivation, følelser af velvære. Dopamin er af afgørende betydning for indlæring, hukommelse og problemløsning - og især mht. det sidstnævnte må det siges, at "antipsykotika", taget i en høj nok dosis, at den virker "antidopaminsk", så at sige, direkte modvirker en løsning af de problemer, man står med, når man er i krise. "Antipsykotika", taget som ordineret, modvirker altså en løsning af krisen via bevidstgørelse og bearbejdning. Simpelthen fordi det, at nedsætte mængden af dopamin i hjernen også nedsætter det vedkommende menneskes evne til at løse problemer.
Taget dopaminens betydning for de ovennævnte evner i betragtning, må man konkludere, at "antipsykotisk" er en vildledende eufemisme for "dumhed og ligegladhed fremmende". Ja. Og, let's face it, dum og ligeglad er jo netop, hvad omgivelserne, behandlerne som pårørende, som oftest ønsker, en person i krise skal blive. Dum og ligeglad er omtrent ensbetydende med nem og uproblematisk at håndtere. Mens bevidste personligheder jo kan være ret besværligt at have at gøre med... Et andet aspekt er at "antipsykotisk" sælger, både til pårørende og behandlere, der helst ønsker at undgå alt for store skyldfølelser, og selvfølgeligt også til brugerne selv. Det gør "dumhed og ligegyldighed fremmende" næppe, og da slet ikke til brugerne selv.
Nå men, jeg efterlod følgende kommentar på vores "sidste psykiaters" blog:
Nice article, yes. But as far as I know, dopamine doesn't cause "psychosis", it "causes" cognition, motivation, pleasure, etc. etc. So, IMHO, "anti-psychotics", even the part of them that binds to dopamine receptors, don't act "anti-psychotic", but simply by enhancing stupidity and indifference. Isn't it a bit of a misleading euphemism to call such an effect "anti-psychotic"?
Well, maybe it depends on the perspective...
Og vores "sidste psykiater", der godt nok ikke plejer at svare på alle kommentarer - ellers ville han nok ikke bestille meget andet - men dog plejer at protestere, når han har indvendinger, som han mener, "holder i retten", har ikke protesteret endnu.
"Antipsykotika" binder altså i følge artiklen først til H1 receptorer, hvilket giver den beroligende effekt, og sidst til dopaminreceptorerne, hvilket så i følge vores "sidste psykiater" skulle give den "antipsykotiske" effekt. Dvs. at der skal en vis dosis til, før alle H1, a1, etc. etc., receptorer er blokkeret og det kan blive dopaminreceptorernes tur til at blive det. Der skal en vis dosis til, fordi et enkelt molekyl Zyprexa eller Seroquel, eller hvilket firma det nu er, ens shrink får lommepenge af, altid kun kan binde til én enkel receptor, ikke til flere samtidigt. Så længe der er frie H1, a1, whatever, receptorer, vil molekylerne således binde til dem, ikke til dopaminreceptorerne.
Som sagt, en ganske interessant artikel, hvis man vil vide lidt mere om, hvordan "antipsykotika" virker, end hvad man sådan almindeligvis får at vide. Jeg har dog et problem med artiklen. Og det er, at vores "sidste psykiater", ligesom alle andre biopsykiatere, med den største selvfølge går ud fra, at dopamin forårsager "psykoser". Hvilket dopamin ikke gør. Dopamin "forårsager" kognition, motivation, følelser af velvære. Dopamin er af afgørende betydning for indlæring, hukommelse og problemløsning - og især mht. det sidstnævnte må det siges, at "antipsykotika", taget i en høj nok dosis, at den virker "antidopaminsk", så at sige, direkte modvirker en løsning af de problemer, man står med, når man er i krise. "Antipsykotika", taget som ordineret, modvirker altså en løsning af krisen via bevidstgørelse og bearbejdning. Simpelthen fordi det, at nedsætte mængden af dopamin i hjernen også nedsætter det vedkommende menneskes evne til at løse problemer.
Taget dopaminens betydning for de ovennævnte evner i betragtning, må man konkludere, at "antipsykotisk" er en vildledende eufemisme for "dumhed og ligegladhed fremmende". Ja. Og, let's face it, dum og ligeglad er jo netop, hvad omgivelserne, behandlerne som pårørende, som oftest ønsker, en person i krise skal blive. Dum og ligeglad er omtrent ensbetydende med nem og uproblematisk at håndtere. Mens bevidste personligheder jo kan være ret besværligt at have at gøre med... Et andet aspekt er at "antipsykotisk" sælger, både til pårørende og behandlere, der helst ønsker at undgå alt for store skyldfølelser, og selvfølgeligt også til brugerne selv. Det gør "dumhed og ligegyldighed fremmende" næppe, og da slet ikke til brugerne selv.
Nå men, jeg efterlod følgende kommentar på vores "sidste psykiaters" blog:
Nice article, yes. But as far as I know, dopamine doesn't cause "psychosis", it "causes" cognition, motivation, pleasure, etc. etc. So, IMHO, "anti-psychotics", even the part of them that binds to dopamine receptors, don't act "anti-psychotic", but simply by enhancing stupidity and indifference. Isn't it a bit of a misleading euphemism to call such an effect "anti-psychotic"?
Well, maybe it depends on the perspective...
Og vores "sidste psykiater", der godt nok ikke plejer at svare på alle kommentarer - ellers ville han nok ikke bestille meget andet - men dog plejer at protestere, når han har indvendinger, som han mener, "holder i retten", har ikke protesteret endnu.
mandag den 23. november 2009
"Jeg lider mere end du!"
Sidste måned skrev jeg hvad jeg valgte at kalde for "ikke en recovery story" for Gianna's blog. Et udkast, der især mod slutningen bærer lidt præg af tidsnød og også af det faktum, at det jeg beskriver ikke er en afsluttet proces, og at jeg blev en smule forskrækket over, hvad jeg var ved at gøre. Jeg understreger i teksten meget kraftigt, at det jo "bare er en til livshistorie, ligesom alle de andre. (...) Den sædvanlige misere. Marian's version af den." Men samtidigt er det selvfølgeligt også en meget personlig fortælling. Personlig nok til at selve skriveprocessen til tider føltes noget grænseoverskridende, og det gjorde tanken om at lade historien få sit eget liv i cyberspace ikke mindre.
Som sagt, så er det et udkast. Før jeg poster historien på min egen blog, er der ændringer og især tilføjelser, jeg har tænkt mig at foretage.
En af tilføjelserne, jeg har i tankerne, angår spørgsmålet i hvilket omfang man egentligt kan sige, at jeg har været udsat for traumatiserende overgreb. Jeg har jo faktisk aldrig været udsat for fysisk vold/mishandling eller seksuelle overgreb. Og så har jeg vel egentligt ikke lidt nogen videre overlast?
Jeg kom til at tænke på det - atter en gang - her til aften, fordi jeg et sted i blogland stødte på et par formuleringer, der godt kan forstås som at overgreb, vold, mishandling nødvendigvis må være af fysisk, respektive seksuel, karakter for at kunne virke traumatiserende. Den ene formulering gik ud på, at der er nogle børn i verdenen, der via national lovgivning, der forbyder fysisk afstraffelse, er beskyttede mod vold. Den anden betegnede fysiske/seksuelle overgreb som "ordentlige" overgreb. Så, det vil sige, jeg har ikke oplevet vold i nogen form, fordi vold altid kun kan være af fysisk art, og jeg har ikke været udsat for "ordentlige" overgreb, da sådanne altså også kun kan regnes som "ordentlige", hvis de er af fysisk/seksuel karakter.
Med andre ord, verbale overgreb, såvel som den endnu mere "usynlige" vold i form af emotionelle overgreb, respektive emotionel svigt, er helt ok. De har ikke nogen videre traumatiserende virkning: Tag dig sammen, hold op med at jamre, og kom videre med dit liv!
Det er jo en udbred holdning. At det kun virkeligt gør ondt, når det gør ondt på kroppen.
Til alle dem, der er af denne opfattelse, kan jeg kun sige, at det har taget mig godt og vel fire årtier, at finde ud af, hvorfor det gjorde så forbandet ondt, hvorfor jeg ikke kunne tage mig sammen og komme videre med mit liv. Jeg havde ikke nogen blå mærker, blødende sår, ar, eller brækkede knogler, jeg kunne forholde mig til, sætte en finger på, og sige: derfor. Jeg havde kun det, der af alle blev set som moderlig omsorg og kærlighed. Og det kunne jeg dårligt sætte en finger på og sige: derfor.
Nogle fagfolk er ved at få øjnene op for, at emotionel, psykologisk svigt/mishandling kan have lige så alvorlige følger som fysiske, respektive seksuelle overgreb. Enkelte mener endda, at emotionel omsorgssvigt er mere alvorligt, end fysiske og seksuelle overgreb. Netop fordi emotionel vold ikke efterlader nogen ar, er så usynlig, både for omgivelserne, og ikke sjældent også for offeret selv.
Jeg er ikke meget for, at veje, måle og sammenligne, og sige, det ene gør mere ondt, end det andet. Jeg har ikke noget behov for, at lide mere end alle andre, og jeg kan ikke finde nogen fidus i, at gøre lidelse til en konkurrence. Men jeg tænker, at hvis vi ikke anerkender volden der hvor den finder sted, uanset i hvilken form, så kommer vi den aldrig til livs.
Som sagt, så er det et udkast. Før jeg poster historien på min egen blog, er der ændringer og især tilføjelser, jeg har tænkt mig at foretage.
En af tilføjelserne, jeg har i tankerne, angår spørgsmålet i hvilket omfang man egentligt kan sige, at jeg har været udsat for traumatiserende overgreb. Jeg har jo faktisk aldrig været udsat for fysisk vold/mishandling eller seksuelle overgreb. Og så har jeg vel egentligt ikke lidt nogen videre overlast?
Jeg kom til at tænke på det - atter en gang - her til aften, fordi jeg et sted i blogland stødte på et par formuleringer, der godt kan forstås som at overgreb, vold, mishandling nødvendigvis må være af fysisk, respektive seksuel, karakter for at kunne virke traumatiserende. Den ene formulering gik ud på, at der er nogle børn i verdenen, der via national lovgivning, der forbyder fysisk afstraffelse, er beskyttede mod vold. Den anden betegnede fysiske/seksuelle overgreb som "ordentlige" overgreb. Så, det vil sige, jeg har ikke oplevet vold i nogen form, fordi vold altid kun kan være af fysisk art, og jeg har ikke været udsat for "ordentlige" overgreb, da sådanne altså også kun kan regnes som "ordentlige", hvis de er af fysisk/seksuel karakter.
Med andre ord, verbale overgreb, såvel som den endnu mere "usynlige" vold i form af emotionelle overgreb, respektive emotionel svigt, er helt ok. De har ikke nogen videre traumatiserende virkning: Tag dig sammen, hold op med at jamre, og kom videre med dit liv!
Det er jo en udbred holdning. At det kun virkeligt gør ondt, når det gør ondt på kroppen.
Til alle dem, der er af denne opfattelse, kan jeg kun sige, at det har taget mig godt og vel fire årtier, at finde ud af, hvorfor det gjorde så forbandet ondt, hvorfor jeg ikke kunne tage mig sammen og komme videre med mit liv. Jeg havde ikke nogen blå mærker, blødende sår, ar, eller brækkede knogler, jeg kunne forholde mig til, sætte en finger på, og sige: derfor. Jeg havde kun det, der af alle blev set som moderlig omsorg og kærlighed. Og det kunne jeg dårligt sætte en finger på og sige: derfor.
Nogle fagfolk er ved at få øjnene op for, at emotionel, psykologisk svigt/mishandling kan have lige så alvorlige følger som fysiske, respektive seksuelle overgreb. Enkelte mener endda, at emotionel omsorgssvigt er mere alvorligt, end fysiske og seksuelle overgreb. Netop fordi emotionel vold ikke efterlader nogen ar, er så usynlig, både for omgivelserne, og ikke sjældent også for offeret selv.
Jeg er ikke meget for, at veje, måle og sammenligne, og sige, det ene gør mere ondt, end det andet. Jeg har ikke noget behov for, at lide mere end alle andre, og jeg kan ikke finde nogen fidus i, at gøre lidelse til en konkurrence. Men jeg tænker, at hvis vi ikke anerkender volden der hvor den finder sted, uanset i hvilken form, så kommer vi den aldrig til livs.
torsdag den 19. november 2009
Uppdrag granskning, "Den stora glömskan" - et program om varigt hukommelsestab efter elektrochok, og om psykiatrisk misinformation
Det svenske TV-program Uppdrag granskning beskæftigede sig i går med den mangelfulde information om alvorlige bivirkninger ved elektrochok, ECT, "patienter" som oftest får. Uppdrag gransknings Janne Josefsson interviewer bl.a. Helena Brebäck, der har valgt, at stå frem og fortælle om omfattende og varigt hukommelsestab efter hun i 2004 blev udsat for ECT mod sin vilje. Læs om Helena her.
Desuden møder vi flere kvinder* i programmet "Den stora glömskan" (Den store glemslen), der har lidt hvad man må kalde for handicappende hukommelsestab af ECT. Sandra f.eks., der går fra at være højtlønnet akademiker til i dag at være konstant afhængig af hjælp, selv til hverdagslivets mest enkle ting. Læs mere her.
I anden halvdel af programmet tager Uppdrag granskning til USA, hvor debatten om ECTs sikkerhed og effektivitet er noget mere livligt, end i Europa. Janne Josefsson interviewer både fortalere (Kitty Dukakis) og modstandere (Linda Andre**) af ECT, og taler med Harold Sackeim, en af de største fortalere for ECT, og anset til at være verdens førende kapacitet på området. Hverken Kitty Dukakis eller Harold Sackeim fornægter imidlertid, at ECT kan resultere i varigt hukommelsestab. Læs mere om ECT-kritiken i USA her.
Mens den svenske psykiater Håkan Odeberg, der har udarbejdet informationsbrochurer om ECT til såvel "patienter" som læger, selv konfronteret med Harold Sackeims udtalelser, holder fast ved, at ECT alene forårsager kortvarigt, forbigående hukommelsestab, og vælger at tilskrive vedvarende hukommelsestab "patientens" subjektive oplevelse af sig selv, og altså værende uden objektiv, videnskabelig værdi. Noget som Harold Sackeim i udsendelsen betegner som "blame the victim", og noget, vi jo også her i Danmark igen og igen hører påstået fra "eksperternes" side.
Her er, hvad man kan læse på DepNet.dk om ECT:
"ECT er sikkert og de fleste patienter har overhovedet ingen bivirkninger. Der er dog nogle få patienter, der får et kortvarigt hukommelsestab efter behandlingen. Hvis du har svært ved at huske hændelser fra tiden under og omkring ECT-behandlingen, vil din hukommelse blive normal igen efter nogle få uger."
Bemærk, at siden er opdateret i dag, 19. november 2009, altså to og et halvt år efter Harold Sackeims studie "The Cognitive Effects of Electroconvulsive Therapy in Community Settings" udkom, der entydigt slog fast, at ECT kan forårsage varigt hukommelsestab og nedsatte kognitive evner.
Endnu længere går "informationen" på Netdoktor.dk, udarbejdet af Poul Videbech:
"Tværtimod vil man ofte kunne påvise en bedring af hukommelsen, hvilket skyldes, at depressionen er forsvundet. Hukommelsen fungerer nemlig meget dårligt, når man er deprimeret. Der findes også patienter, som stort set ikke oplever nogen af disse problemer i forbindelse med behandlingen. Det skal dog nævnes, at der findes mennesker, der efterfølgende kan berette om ”huller i deres hukommelse” fx for bestemte hændelser, hvilket kan være meget ubehageligt, men man har ikke kunnet påvise skader på indlæringsevnen. Det er meget svært at opnå fuldstændig klarhed over dette, fordi depression mens den står på som nævnt i sig selv medfører dårligere indlæring og hukommelse."
Spørgsmålet er, hvem Poul Videbech taler om, når han siger "man". Det kan i hvert fald ikke være Harold Sackeim. Skader på indlæringsevnen er nemligt lige præcis, hvad dennes omfattende studie fra 2007 entydigt har påvist.
På spørgsmålet, om ECT giver hjerneskader, svarer Poul Vidbech: "Mange mennesker har en forestilling om, at behandlingen medfører hjerneskader. I dag ved vi med sikkerhed, at det ikke er tilfældet."
Han henviser til undersøgelser af dyr, der blev udsat for ECT og efterfølgende obduceret, og til scanningsbilleder af mennesker, og påstår hverken obduktionerne eller scanningerne havde kunnet påvise hjerneskader. Det modsatte er tilfældet. Umiddelbart efter ECT foretaget, har talrige undersøgelser vist effekten af "behandlingen" på hjernen: små, punktuelle blødninger og deraf følgende celledød. Desuden anses et hukommelsestab, som det ECT forårsager, i alle andre sammenhænge end psykiatriske som et klart symptom på hjerneskade. Ligesom alle andre virkninger af ECT, såsom eufori, forvirring og kramper. Læs hertil om Uppdrag gransknings telefonsamtale med den svenske psykiater Johan Stiernsted, der kan fortælle om flere "patienter", der havde fået ECT, og som alle efterfølgende havde "store problemer med hukommelsen". Problemer, som Johan Stiernsted beskriver ligner langt mere dem, man kan observere efter hjerneskader som følge af hovedlæsioner, end dem, der opstår i forbindelse med "depression".
Interessant er også det følgende punkt i Poul Videbechs forklaring på, hvorfor ECT ikke anvendes i større omfang, når "behandlingen" nu er så ufarlig og effektiv: "ECT kan ikke kombineres med psykoterapi på grund af hukommelsespåvirkningen."
Jamen, når nu "hukommelsespåvirkningen" er af så kortvarig karakter, og "hullerne i hukommelsen" næppe skyldes "behandlingen", men snarere selve "sygdommen", som Videbech ellers påstår, så burde "behandlingen" da godt kunne kombineres med terapi?...
Faktum er, som selv Kitty Dukakis indrømmer, at man er nødt til at vælge: enten et "quick fix", der som regel ikke giver varig bedring, men skal gentages med jævne mellemrum, gerne også skal suppleres med antidepressiva, og der kan give alvorlige, varige "bivirkninger"***, eller den lange og ofte ikke helt nemme vej gennem bevidstgørelse og bearbejdning, der til gengæld har de modsatte "bivirkninger" som ECT, nemlig en øget bevidsthed.
Faktum er også, at mange ikke får muligheden for at træffe et reelt valg, enten fordi information tilbageholdes respektive forfalskes, også her i Danmark, fordi de udsættes for ECT under tvang, eller også fordi vedkommende er så påvirket af psykofarmaka, at der ikke kan være tale om et "informeret samtykke". Det er jo ikke altid, at ens omgivelser ønsker, at man husker for godt.
Se Uppdrag Granskning: "Den stora glömskan", og bliv informeret! - Eller (gen)se Gøgereden. Der er ikke noget væsentligt, der har ændret sig siden den gang.
Tak til Jan Olaf for at gøre opmærksom på udsendelsen.
_______________
*ca. tre fjerdedele af alle, der udsættes for ECT er kvinder. Er psykiatrien kvindefjentlig?...
** Linda Andre, der selv har været udsat for ECT og lidt varigt hukommelsestab, har skrevet bogen Doctors of Deception, der netop beskæftiger sig med psykiatriens manglende information, respektive fejlinformation, om proceduren til "patienter".
*** Hukommelsestabet efter ECT er ikke en bivirkning, men virkningen. Hvad man ikke kan huske, kan ikke gøre én deprimeret, angst, forvirret, etc.
Desuden møder vi flere kvinder* i programmet "Den stora glömskan" (Den store glemslen), der har lidt hvad man må kalde for handicappende hukommelsestab af ECT. Sandra f.eks., der går fra at være højtlønnet akademiker til i dag at være konstant afhængig af hjælp, selv til hverdagslivets mest enkle ting. Læs mere her.
I anden halvdel af programmet tager Uppdrag granskning til USA, hvor debatten om ECTs sikkerhed og effektivitet er noget mere livligt, end i Europa. Janne Josefsson interviewer både fortalere (Kitty Dukakis) og modstandere (Linda Andre**) af ECT, og taler med Harold Sackeim, en af de største fortalere for ECT, og anset til at være verdens førende kapacitet på området. Hverken Kitty Dukakis eller Harold Sackeim fornægter imidlertid, at ECT kan resultere i varigt hukommelsestab. Læs mere om ECT-kritiken i USA her.
Mens den svenske psykiater Håkan Odeberg, der har udarbejdet informationsbrochurer om ECT til såvel "patienter" som læger, selv konfronteret med Harold Sackeims udtalelser, holder fast ved, at ECT alene forårsager kortvarigt, forbigående hukommelsestab, og vælger at tilskrive vedvarende hukommelsestab "patientens" subjektive oplevelse af sig selv, og altså værende uden objektiv, videnskabelig værdi. Noget som Harold Sackeim i udsendelsen betegner som "blame the victim", og noget, vi jo også her i Danmark igen og igen hører påstået fra "eksperternes" side.
Her er, hvad man kan læse på DepNet.dk om ECT:
"ECT er sikkert og de fleste patienter har overhovedet ingen bivirkninger. Der er dog nogle få patienter, der får et kortvarigt hukommelsestab efter behandlingen. Hvis du har svært ved at huske hændelser fra tiden under og omkring ECT-behandlingen, vil din hukommelse blive normal igen efter nogle få uger."
Bemærk, at siden er opdateret i dag, 19. november 2009, altså to og et halvt år efter Harold Sackeims studie "The Cognitive Effects of Electroconvulsive Therapy in Community Settings" udkom, der entydigt slog fast, at ECT kan forårsage varigt hukommelsestab og nedsatte kognitive evner.
Endnu længere går "informationen" på Netdoktor.dk, udarbejdet af Poul Videbech:
"Tværtimod vil man ofte kunne påvise en bedring af hukommelsen, hvilket skyldes, at depressionen er forsvundet. Hukommelsen fungerer nemlig meget dårligt, når man er deprimeret. Der findes også patienter, som stort set ikke oplever nogen af disse problemer i forbindelse med behandlingen. Det skal dog nævnes, at der findes mennesker, der efterfølgende kan berette om ”huller i deres hukommelse” fx for bestemte hændelser, hvilket kan være meget ubehageligt, men man har ikke kunnet påvise skader på indlæringsevnen. Det er meget svært at opnå fuldstændig klarhed over dette, fordi depression mens den står på som nævnt i sig selv medfører dårligere indlæring og hukommelse."
Spørgsmålet er, hvem Poul Videbech taler om, når han siger "man". Det kan i hvert fald ikke være Harold Sackeim. Skader på indlæringsevnen er nemligt lige præcis, hvad dennes omfattende studie fra 2007 entydigt har påvist.
På spørgsmålet, om ECT giver hjerneskader, svarer Poul Vidbech: "Mange mennesker har en forestilling om, at behandlingen medfører hjerneskader. I dag ved vi med sikkerhed, at det ikke er tilfældet."
Han henviser til undersøgelser af dyr, der blev udsat for ECT og efterfølgende obduceret, og til scanningsbilleder af mennesker, og påstår hverken obduktionerne eller scanningerne havde kunnet påvise hjerneskader. Det modsatte er tilfældet. Umiddelbart efter ECT foretaget, har talrige undersøgelser vist effekten af "behandlingen" på hjernen: små, punktuelle blødninger og deraf følgende celledød. Desuden anses et hukommelsestab, som det ECT forårsager, i alle andre sammenhænge end psykiatriske som et klart symptom på hjerneskade. Ligesom alle andre virkninger af ECT, såsom eufori, forvirring og kramper. Læs hertil om Uppdrag gransknings telefonsamtale med den svenske psykiater Johan Stiernsted, der kan fortælle om flere "patienter", der havde fået ECT, og som alle efterfølgende havde "store problemer med hukommelsen". Problemer, som Johan Stiernsted beskriver ligner langt mere dem, man kan observere efter hjerneskader som følge af hovedlæsioner, end dem, der opstår i forbindelse med "depression".
Interessant er også det følgende punkt i Poul Videbechs forklaring på, hvorfor ECT ikke anvendes i større omfang, når "behandlingen" nu er så ufarlig og effektiv: "ECT kan ikke kombineres med psykoterapi på grund af hukommelsespåvirkningen."
Jamen, når nu "hukommelsespåvirkningen" er af så kortvarig karakter, og "hullerne i hukommelsen" næppe skyldes "behandlingen", men snarere selve "sygdommen", som Videbech ellers påstår, så burde "behandlingen" da godt kunne kombineres med terapi?...
Faktum er, som selv Kitty Dukakis indrømmer, at man er nødt til at vælge: enten et "quick fix", der som regel ikke giver varig bedring, men skal gentages med jævne mellemrum, gerne også skal suppleres med antidepressiva, og der kan give alvorlige, varige "bivirkninger"***, eller den lange og ofte ikke helt nemme vej gennem bevidstgørelse og bearbejdning, der til gengæld har de modsatte "bivirkninger" som ECT, nemlig en øget bevidsthed.
Faktum er også, at mange ikke får muligheden for at træffe et reelt valg, enten fordi information tilbageholdes respektive forfalskes, også her i Danmark, fordi de udsættes for ECT under tvang, eller også fordi vedkommende er så påvirket af psykofarmaka, at der ikke kan være tale om et "informeret samtykke". Det er jo ikke altid, at ens omgivelser ønsker, at man husker for godt.
Se Uppdrag Granskning: "Den stora glömskan", og bliv informeret! - Eller (gen)se Gøgereden. Der er ikke noget væsentligt, der har ændret sig siden den gang.
Tak til Jan Olaf for at gøre opmærksom på udsendelsen.
_______________
*ca. tre fjerdedele af alle, der udsættes for ECT er kvinder. Er psykiatrien kvindefjentlig?...
** Linda Andre, der selv har været udsat for ECT og lidt varigt hukommelsestab, har skrevet bogen Doctors of Deception, der netop beskæftiger sig med psykiatriens manglende information, respektive fejlinformation, om proceduren til "patienter".
*** Hukommelsestabet efter ECT er ikke en bivirkning, men virkningen. Hvad man ikke kan huske, kan ikke gøre én deprimeret, angst, forvirret, etc.
onsdag den 18. november 2009
Depression - kulturelt fænomen eller arvelig hjernesygdom?
Her på DR2 Deadline/2. sektions hjemmeside kan man se Allan Holmgren på suverænt vis takle Tom Bolwig*. Bemærk også kommunikationen hinsides ordene: den åbne, selvsikre invitation til dialog vs. det usikre, defensive undvigelsesmanøver.
Lige så blidt, men også eftertrykkeligt, lader Allan Holmgren alle Tom Bolwigs forsøg på at redde "depressionens" status som en arvelig, biologisk sygdom, uden nogen som helst årsagsforbindelse til kulturelle, samfundsmæssige forhold, falde til jorden.
Ærgerligt bare, at Allan Holmgren i hans imødekommenhed åbenbart ikke er bedre informeret, end at han siger god for en så skadelig og ineffektiv "behandling" som elektrochok. Her havde jeg ønsket mig, han helt havde undladt at decideret nævne "behandlings"muligheden.
Lidt ærgerligt også, at diskussionen, denne som så mange andre, ikke når videre ud over et af kulturelle, samfundsmæssige normer begrænset perspektiv. Noget, der specielt tydeligt kommer til udtryk, når værten Jes Stein Pedersen med den største selvfølge sætter lighedstegn mellem den moderne vestlige civilisation på den ene, og demokrati og respekt for individet på den anden side.
_______________
*Desværre er udsendelsen ikke længere tilgængeligt.
Lige så blidt, men også eftertrykkeligt, lader Allan Holmgren alle Tom Bolwigs forsøg på at redde "depressionens" status som en arvelig, biologisk sygdom, uden nogen som helst årsagsforbindelse til kulturelle, samfundsmæssige forhold, falde til jorden.
Ærgerligt bare, at Allan Holmgren i hans imødekommenhed åbenbart ikke er bedre informeret, end at han siger god for en så skadelig og ineffektiv "behandling" som elektrochok. Her havde jeg ønsket mig, han helt havde undladt at decideret nævne "behandlings"muligheden.
Lidt ærgerligt også, at diskussionen, denne som så mange andre, ikke når videre ud over et af kulturelle, samfundsmæssige normer begrænset perspektiv. Noget, der specielt tydeligt kommer til udtryk, når værten Jes Stein Pedersen med den største selvfølge sætter lighedstegn mellem den moderne vestlige civilisation på den ene, og demokrati og respekt for individet på den anden side.
_______________
*Desværre er udsendelsen ikke længere tilgængeligt.
mandag den 16. november 2009
Indtrængning
Så, betjenten, der ledte anholdelsen af den dræbte 34-årige "psykisk syge", var altså særligt uddannet og kendte de rigtige taktikker". Han betegnes som en "indtrængningsleder".
Chefpolitiinspektør Jørn Aabye citeres i ovenlinkede artikel på politiken.dk: "Han vidste alt om anholdelser af psykisk syge", og det konkluderes, at politiet næppe har gjort noget forkert.
Og det har politiet formodentligt heller ikke. Såfremt man mener, det er ok, at trænge sig ind på folk, der er rædselsslagne for enhver form for indtrængning på dem, fordi de har så rigeligt været udsat for indtrængning på dem i forvejen i deres liv. "Tænk hvilken utrolig fred der ville lægge sig hvis vi vidste at vi ville blive mødt anerkendende...", også med denne viden. I stedet for med taktikker og "efter reglerne", og af "indtrængningsledere".
Chefpolitiinspektør Jørn Aabye citeres i ovenlinkede artikel på politiken.dk: "Han vidste alt om anholdelser af psykisk syge", og det konkluderes, at politiet næppe har gjort noget forkert.
Og det har politiet formodentligt heller ikke. Såfremt man mener, det er ok, at trænge sig ind på folk, der er rædselsslagne for enhver form for indtrængning på dem, fordi de har så rigeligt været udsat for indtrængning på dem i forvejen i deres liv. "Tænk hvilken utrolig fred der ville lægge sig hvis vi vidste at vi ville blive mødt anerkendende...", også med denne viden. I stedet for med taktikker og "efter reglerne", og af "indtrængningsledere".
lørdag den 14. november 2009
Tvangspsykiatrien koster endnu et menneskeliv
Endnu en gang har tvangspsykiatrien kostet et menneskeliv. Den 34-årige stod i følge bl.a. denne artikel til at blive tvangsindlagt, og en nabo kan fortælle, at hans reaktion på truslen var at erklære, at det ville være hans sikre død, hvis han blev det. Hvilket han jo havde helt ret i. Hvis ikke i bogstavelig forstand, så i hvert fald i overført betydning, siden psykofarmaka altid dræber sjælen. Den spirituelle død. Og anden "hjælp", end at blive dopet fra sans og samling, kan et menneske i krise jo ikke forvente fra tvangspsykiatriens side.
Måske var det på tide, at anerkende sandheden i og legitimiteten af reaktioner som den 34-åriges, i stedet for fortsat at bortforklare dem som "paranoia", det rene galskab? Måske var det på tide, at se tvangspsykiatrien midler og metoder engang grundigt efter i sømmene, som Jan Olaf ihærdigt bliver ved med at kræve det? Måske var det på tide, at ikke bare på papiret, men i det virkelige liv anerkende CRPD'en?
Vi skal dog næppe regne med, at se hverken Politiken eller JP udvise så meget respekt for menneskerettighederne. Som man kan høre i denne udsendelse tilslutter de sig begge Ekstra Bladets hard core linie, kun at bringe stof, der lader "de psykisk syge" fremstå som utilregnelige øksemordere, indtil ambulant tvang er en realitet. Heksejagt?
Måske var det på tide, at anerkende sandheden i og legitimiteten af reaktioner som den 34-åriges, i stedet for fortsat at bortforklare dem som "paranoia", det rene galskab? Måske var det på tide, at se tvangspsykiatrien midler og metoder engang grundigt efter i sømmene, som Jan Olaf ihærdigt bliver ved med at kræve det? Måske var det på tide, at ikke bare på papiret, men i det virkelige liv anerkende CRPD'en?
Vi skal dog næppe regne med, at se hverken Politiken eller JP udvise så meget respekt for menneskerettighederne. Som man kan høre i denne udsendelse tilslutter de sig begge Ekstra Bladets hard core linie, kun at bringe stof, der lader "de psykisk syge" fremstå som utilregnelige øksemordere, indtil ambulant tvang er en realitet. Heksejagt?
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
