onsdag den 23. december 2009
"Han syntes"
"I skolen i Tyrkiet havde han det svært med autoriteter. Han gjorde modstand og syntes, han blev udsat for mange uretfærdigheder. Det gjorde ham vred og ked af det." -Özlem Sara Cekic om sin bror.
"Han syntes". Det er ikke noget, der har virkelighedsværdi, ikke noget, der måske burde være efterprøvet. Det var bare han, der syntes det. Men det havde jo ingen hold i realiteten. Konsensusrealiteten. Vel at mærke. Groupthink. Vi har vedtaget, at hans realitetsopfattelse er utroværdig, fordi det angriber skolen, autoriteterne, samfundet, familien, ..., os. Og vi behøves ikke at efterprøve, om hans realitetsopfattelse, det, han syntes, måske bunder i fakta, når først vi i fællesskab, som gruppe, har besluttet, at det ikke gør det (jf. punkterne 5 og 6 under "Symptoms of groupthink"/"practices of groupthink": ringe interesse i at opsøge information, og forudindtaget udvælgelse, når information indhentes). Ulogisk? Groupthink er per definition ulogisk. "TRAPPED IN PSYCHOTIC FAMILY VORTEX."
Punkt 4 under "Symptoms of groupthink" i Wikipediaartiklen om fænomenet nævner det, at klassificere modstandere af gruppen som "svag, ond, fordomsfuld, hadsk, grim, betydningsløs eller dum" som et symptom på groupthink. Tilføje til rækken af disse adjektiver kan man her "sindssyg" og alle variationer, såsom "skizo", "paranoid", "psykopat", etc. etc.
Han er stemplet som "syg", "skizofren". Özlem har kæmpet for det. Man gør, hvad man kan, for den gruppe, man gerne vil være medlem af, man gerne vil anerkendes af, hvis identitet man har gjort til sin egen. Og hvis identitet han var en trussel for, fordi han gjorde modstand mod at blive frataget sin individuelle identitet af gruppens autoriteter. Indtil han blev stemplet som utroværdig. Indtil hans opposition mod at opgive sin egen identitet til fordel for gruppens langt om længe officielt blev anerkendt som "syg".
"Hvad ville folk tænke? Ville de mon tænke, at det var vores skyld?" spørger Özlem. Bemærk: "vores". En af årsagerne til groupthink betegnes som provokativ situationsbetinget kontekst i Wikipediaartiklen: "high stress from external threats, recent failures, excessive difficulties on the decision-making task, moral dilemmas." Recent failures, moral dilemmas...
Jeg husker, at jeg efter "Bedre vilkår"-forhøringen stod og ventede på Miki, der lige skulle snakke lidt med Özlem. Jeg stod lige ved siden af, og jeg undrede mig, at Özlem virkede, som om hun meget bevidst prøvede, at undgå enhver øjenkontakt med mig. Når jeg i dag tænker på, hvad jeg sagde i min tale til forhøringen, så undrer jeg mig ikke mere. Det må have skræmt livet af Özlem. Men måske var det bare noget, jeg syntes, at hun virkede undvigende. Vi har det jo med at synes, se syner, se elefanter, hvor der slet slet ikke er nogen, vi "sindssyge"...
"Han syntes". Det er ikke noget, der har virkelighedsværdi, ikke noget, der måske burde være efterprøvet. Det var bare han, der syntes det. Men det havde jo ingen hold i realiteten. Konsensusrealiteten. Vel at mærke. Groupthink. Vi har vedtaget, at hans realitetsopfattelse er utroværdig, fordi det angriber skolen, autoriteterne, samfundet, familien, ..., os. Og vi behøves ikke at efterprøve, om hans realitetsopfattelse, det, han syntes, måske bunder i fakta, når først vi i fællesskab, som gruppe, har besluttet, at det ikke gør det (jf. punkterne 5 og 6 under "Symptoms of groupthink"/"practices of groupthink": ringe interesse i at opsøge information, og forudindtaget udvælgelse, når information indhentes). Ulogisk? Groupthink er per definition ulogisk. "TRAPPED IN PSYCHOTIC FAMILY VORTEX."
Punkt 4 under "Symptoms of groupthink" i Wikipediaartiklen om fænomenet nævner det, at klassificere modstandere af gruppen som "svag, ond, fordomsfuld, hadsk, grim, betydningsløs eller dum" som et symptom på groupthink. Tilføje til rækken af disse adjektiver kan man her "sindssyg" og alle variationer, såsom "skizo", "paranoid", "psykopat", etc. etc.
Han er stemplet som "syg", "skizofren". Özlem har kæmpet for det. Man gør, hvad man kan, for den gruppe, man gerne vil være medlem af, man gerne vil anerkendes af, hvis identitet man har gjort til sin egen. Og hvis identitet han var en trussel for, fordi han gjorde modstand mod at blive frataget sin individuelle identitet af gruppens autoriteter. Indtil han blev stemplet som utroværdig. Indtil hans opposition mod at opgive sin egen identitet til fordel for gruppens langt om længe officielt blev anerkendt som "syg".
"Hvad ville folk tænke? Ville de mon tænke, at det var vores skyld?" spørger Özlem. Bemærk: "vores". En af årsagerne til groupthink betegnes som provokativ situationsbetinget kontekst i Wikipediaartiklen: "high stress from external threats, recent failures, excessive difficulties on the decision-making task, moral dilemmas." Recent failures, moral dilemmas...
Jeg husker, at jeg efter "Bedre vilkår"-forhøringen stod og ventede på Miki, der lige skulle snakke lidt med Özlem. Jeg stod lige ved siden af, og jeg undrede mig, at Özlem virkede, som om hun meget bevidst prøvede, at undgå enhver øjenkontakt med mig. Når jeg i dag tænker på, hvad jeg sagde i min tale til forhøringen, så undrer jeg mig ikke mere. Det må have skræmt livet af Özlem. Men måske var det bare noget, jeg syntes, at hun virkede undvigende. Vi har det jo med at synes, se syner, se elefanter, hvor der slet slet ikke er nogen, vi "sindssyge"...
mandag den 21. december 2009
Juleferie i skizofrenifabrikken, og noget om respekt
"The flight from Massachusetts to Georgia creeps along grey and shrouded in fog. At several thousand feet, there is a brief moment of sunlight: best wishes from a kind angel soon very far away. I am going to visit my family for christmas.
Two hours in a car in downtown Atlanta with my father, mother, and brother, the first time we have been together in more than three years. There, there, that was open. No it wasn’t. Let’s turn around. Ok so keep going. Should we go back? I think I saw lights. Look what about that place? Closed. Ok keep going, there’s got to be something. I manage to text message a friend. TRAPPED IN PSYCHOTIC FAMILY VORTEX. DRIVING EMPTY STREETS LOOKING FOR PLACE TO EAT. My family and I ride in circles, on christmas day. Keep going, there’s got to be something.
By the time we find a table at a chinese by-the-pound buffet, I am in — I still don’t really know what to call it — one of my ‘dissociated paralysis states.’ My mind and body are seized by an overwhelming force, and I am acting and feeling the way that earned a schizophrenia diagnosis more than ten years before. The words of my mom and dad and brother claw at me. Coded tones of voice and a secret language of gestures and glances grab and pull me down. I stare blankly from farther and farther away, trying to resist, but across the growing distance something makes me listen closely. They talk about my father’s work, they talk about our farmhouse, they talk about relatives. Between gaps in sentences and pauses in eye contact, voices in my head begin to yell and taunt. Nasty, cruel, and vicious. With each shouted accusation and whispered insult I wince and withdraw deeper.
(...)
This is my family. They have the diabolical power to entrance me."
Det er begyndelsen på Will Hall's både stilistisk og indholdsmæssigt brillante fortælling om jul i "familiens trygge skød", eller, for hans og mange andres vedkommende, i skizofrenifabrikken. Læs hele fortællingen "Christmas vacation in the schizophrenia factory" her.
Et andet must-read er Amanda's essay om respekt - for katte og alt andet. Her et par citater:
"I think the argument about whether animals (including humans) have a nebulous and abstract quality called “personhood” (which seems to have to do with the values of a particular set of human cultures) is the entirely wrong way to go about giving respect to animals. Too often it is terribly ableist and depends upon whether the creature in question possesses certain traits valued by certain humans, and when you go down that road you end up creating a set of criteria that not even all humans let alone all the rest of animals meet. Then you end up creating a system that privileges people based on those traits."
"I believe that everything, human or not, animal or not, conventionally considered alive at all or not, is worthy of respect."
"Respect has to do with really listening to who someone is and treating them accordingly, even if that differs from how you would treat someone else with respect. Identical and equal are not the same."
Læs hele essayen her.
Labels:
diskriminering,
kategorisering,
normalitet,
overgreb,
R.D. Laing,
trauma,
Will Hall
søndag den 20. december 2009
PsykiskSårbar.dk - Hvad er meningen?
Nedenstående debatindlæg har jeg i dag postet på PsykiskSårbar.dk, ja, netop, denne fine nye hjemmeside, og påtænker også, at lade sidens administratorer/Poul Nyrup tilkomme en kopi per mail, i fald, de ikke følger med i debatterne på siden. Og helt efter Ron Unger's forebillede, der gjorde dette på sin arbejdsplads, med en opfordring om, at rette de påtalte ukorrektheder. (Og selv om det nok vidner om, at det i det her tilfælde er mig, der må være "mere end almindeligt naiv", hvis jeg tror, det kommer til at have den mindste effekt på socialdarwinisterne, suk). Her er mit debatindlæg:
"Der er ikke noget mystisk eller nødvendigvis uhelbredeligt i at være psykisk sårbar – og vores budskab er, at mange godt kan komme sig. Med betegnelsen psykisk syg følger der derimod en række fremmedgørende medbetydninger og fastlåste forestillinger om kroniske tilstande med – og vi tror, at de er med til at spænde ben for det enkelte menneskes vej mod det gode liv", læser jeg under "Derfor 'psykisk sårbar'", og jeg tænker: 'Jamen, det lyder jo fabelagtigt!', og kunne i bund og grund ikke være mere enig.
Men ak! Går jeg så ind under "Viden", og klikker på "Skizofreni", som det for mig personligt mest relevante stempel, så læser jeg dér: "Skizofreni er en blivende og alvorlig psykisk sygdom." ??? 'Hvad er nu det for noget at skrive på en hjemmeside, der angiveligt vil rydde op med fordommene og diskrimineringen mod "de psykisk syge", og i øvrigt give "de psykisk syge" håb?!' tænker jeg, 'Det hænger da ingen steder sammen.' Helt bortset fra, at en sådan påstand mangler ethvert hold i videnskabelige fakta.
Jeg må jo indrømme, at jeg allerede blev mistænksom, da jeg læste "diabetes", "kræft", hjertesygdomme" under "Mere dialog - nyt fokus". Ah, åh, ... "Psykisk sygdom er som diabetes" kan jeg ikke lade være med at associere. Hvis det er sådan, så kunne jeg da godt tænke mig, at se den, "skizofrenien" f.eks., engang under mikroskopet, eller på et scanningsbillede. Indtil videre er der ikke nogen, der har kunnet vise mig hverken den, eller en hvilken som helst anden "psykisk sygdom" via blodprøver, scanningsbilleder, eller nogen anden form for fysiologiske tests.
Kan man komme fordommene og diskrimineringen til livs, og samtidigt erklære "psykisk sygdom" som værende det samme som diabetes, kræft og hjertesygdomme? Den biologiske forklaringsmodel indebærer, at det "syge" menneskes tanker og følelser er forstyrrede pga. en fejlfunktion i hjernens transmitterstofskifte. Dette syn på "psykisk sygdom" fører uvægerligt til en opfattelse af det "syge" menneskes tanker og følelser (og dermed af dette menneske selv) som utilregnelige. Ikke opstående som en logisk konsekvens af (traumatiserende) miljøpåvirkninger, men af uigennemskuelige "kortslutninger" i vedkommendes hjerne. Meningsløst, ude af balance, ikke til at forstå, mystisk. Og siden det er menneskets sind, dets tanker og følelser, og ikke dets bugspytkirtel eller blodårer, der får det til at handle, er der vel ikke noget at sige til, hvis folk reagerer rædselsslagne, face to face med denne angivelige hjernesygdom, og straks associerer "den gale øksemorder".
Den biologiske model er diskriminerende i sig selv, og årsag til, at fordommene mod "de psykisk syge" stortrives. Det påstås, at modellen blev lanceret bl.a. for at reducere fordomme og diskrimineringen. Faktum er, at både fordomme og diskrimineringen har tiltaget med udbredelsen af modellen. Forståeligt nok, vil jeg mene.
Det eneste, den biologiske model har formået at reducere, er netop forståelsen for emotionel lidelse som en meget naturligt menneskelig og absolut meningsfuld reaktion på en umenneskelig verden. Hvis jeg ved, at f.eks. en "paranoid" reaktion er forårsaget af, at det "paranoide" menneskes grænser konsekvent og vedvarende igennem hele opvæksten er blevet krænket, vil det fremstå som en helt selvfølgelig reaktion, hvis vedkommende øjeblikkeligt går i forsvarsposition, lige så h*n føler sig trængt op i en krog, igen igen. F.eks. af det tvangspsykiatriske system. Hvis jeg ikke ser andet, end meningsløs hjernesygdom, vil jeg selv panikke, og situationen vil uvægerligt eskalere, og blive til endnu en "den gale øksemorder"-overskrift i medierne.
Teorierne om defekte gener og ubalancer i transmitterstofskiftet er netop det: teorier. Dopaminhypotesen blev allerede 1992 forkastet af Arvid Carlsson, der i sin tid var med til at lancere den, fordi man ikke var i stand til at finde videnskabelig evidens for dens korrekthed. Forskellige gener har igen og igen været under mistanke. Hver gang har det ved nærmere eftersyn vist sig, at være endnu en blindgyde.
Samtidigt har forskningen på det psyko-sociale område igen og igen kunnet påvise sammenhænge mellem barndomstraumer og "skizofreni". Senest Hammersley og Read's metastudie fra 2007, der viste en korrelation mellem seksuelle overgreb/fysisk mishandling/omsorgssvigt på mellem 51 og 97%. Hammersley og Read tager ikke højde for emotionel omsorgssvigt, og har ikke i alle tilfælde kunnet påvise overgreb/omsorgssvigt, da ikke alle individer i de af dem reviderede 40 studier var blevet adspurgt om deres livshistorie.
Så meget om "sygdom", læs: biologisk hjernesygdom. Hvad "blivende" angår, så kan jeg med min bedste vilje ikke se noget "blivende" ved en krise, som psykiatrialternativer som Vestlaplandsmodellen, Soteria, Diabasis, m.fl. formår at hjælpe folk med at overvinde helt i ca. 85% af tilfældene. Recovery* fra "skizofreni" og "psykoser" er ikke umuligt, eller bare undtagelsen, men at forvente. Forudsat, man får virkelig hjælp til at komme igennem og ud af krisen. Og at fortælle om "blivende sygdom" er i hvert fald ikke nogen videre hjælp. Tværtimod. Som Loren Mosher sagde, så er slaget allerede halvvejs vundet, hvis man tager udgangspunkt i troen på, at fuld recovery er sandsynlig. Mens det er mere end halvvejs tabt, hvis man fortæller ammestuehistorierne om "blivende sygdom". Ammestuefortællinger, for resten, der også er mere end velegnede til at lade især "førstegangspsykotikere" ofte vælge selvmord, fremfor et liv med "blivende og alvorlig sygdom", ofte som førtidspensionist, afhængig af systemets "hjælp" og "medicin" med invalidiserende bivirkninger, og parkeret i udkanten af samfundet med være- respektive bostedet som hovedomdrejningspunkt i tilværelsen.
Budskaber om biologisk og blivende hjernesygdom er både med til at opretholde og forstæke samfundets fordomme og diskriminering, og de forhindrer en løsning af krisen, og dermed recovery, fordi de på forhånd erklærer al søgen efter mening i og med "symptomerne" som et meningsløst foretagende.
Efter min (og Hippokrates') opfattelse er det etisk uforsvarligt, at hindre mennesker i at komme sig, på grundlag af noget, der ikke er andet, end en teori, og oven i købet en meget usandsynlig af slagsen, og jeg undrer, om meningen med psykisksaarbar.dk virkeligt er at "nedbryde tabuer og fordomme" og "skabe en ny forståelse", eller om det er at yderligere bekræfte fordommene og den biomedicinske (ikke-)forståelse, de er resultat af, med endnu en hjemmeside, der ensidigt biopsykiatrisk og socialdarwinistisk fremstiller mennesker i krise som defekte andenklasseseksistenser.
*Jeg definerer "recovery" ikke som "at lære at leve med en kronisk sygdom" - det har vi et andet ord til: rehabilitering, og evtl. social recovery -, men som at blive "symptom"fri, være uafhængig af systemets tjenester ("medicin"fri), være i lønnet eller frivilligt arbejde, og have et socialt liv som naboens (jf. Courtenay Harding, 1987).
_______________
P.S.: Må indrømme, at jeg blev lidt skuffet over at se Tine Bryld figurere under "Menneskene bag" PsykiskSårbar.dk. Havde egentligt højere tanker om hende, end som så...
"Der er ikke noget mystisk eller nødvendigvis uhelbredeligt i at være psykisk sårbar – og vores budskab er, at mange godt kan komme sig. Med betegnelsen psykisk syg følger der derimod en række fremmedgørende medbetydninger og fastlåste forestillinger om kroniske tilstande med – og vi tror, at de er med til at spænde ben for det enkelte menneskes vej mod det gode liv", læser jeg under "Derfor 'psykisk sårbar'", og jeg tænker: 'Jamen, det lyder jo fabelagtigt!', og kunne i bund og grund ikke være mere enig.
Men ak! Går jeg så ind under "Viden", og klikker på "Skizofreni", som det for mig personligt mest relevante stempel, så læser jeg dér: "Skizofreni er en blivende og alvorlig psykisk sygdom." ??? 'Hvad er nu det for noget at skrive på en hjemmeside, der angiveligt vil rydde op med fordommene og diskrimineringen mod "de psykisk syge", og i øvrigt give "de psykisk syge" håb?!' tænker jeg, 'Det hænger da ingen steder sammen.' Helt bortset fra, at en sådan påstand mangler ethvert hold i videnskabelige fakta.
Jeg må jo indrømme, at jeg allerede blev mistænksom, da jeg læste "diabetes", "kræft", hjertesygdomme" under "Mere dialog - nyt fokus". Ah, åh, ... "Psykisk sygdom er som diabetes" kan jeg ikke lade være med at associere. Hvis det er sådan, så kunne jeg da godt tænke mig, at se den, "skizofrenien" f.eks., engang under mikroskopet, eller på et scanningsbillede. Indtil videre er der ikke nogen, der har kunnet vise mig hverken den, eller en hvilken som helst anden "psykisk sygdom" via blodprøver, scanningsbilleder, eller nogen anden form for fysiologiske tests.
Kan man komme fordommene og diskrimineringen til livs, og samtidigt erklære "psykisk sygdom" som værende det samme som diabetes, kræft og hjertesygdomme? Den biologiske forklaringsmodel indebærer, at det "syge" menneskes tanker og følelser er forstyrrede pga. en fejlfunktion i hjernens transmitterstofskifte. Dette syn på "psykisk sygdom" fører uvægerligt til en opfattelse af det "syge" menneskes tanker og følelser (og dermed af dette menneske selv) som utilregnelige. Ikke opstående som en logisk konsekvens af (traumatiserende) miljøpåvirkninger, men af uigennemskuelige "kortslutninger" i vedkommendes hjerne. Meningsløst, ude af balance, ikke til at forstå, mystisk. Og siden det er menneskets sind, dets tanker og følelser, og ikke dets bugspytkirtel eller blodårer, der får det til at handle, er der vel ikke noget at sige til, hvis folk reagerer rædselsslagne, face to face med denne angivelige hjernesygdom, og straks associerer "den gale øksemorder".
Den biologiske model er diskriminerende i sig selv, og årsag til, at fordommene mod "de psykisk syge" stortrives. Det påstås, at modellen blev lanceret bl.a. for at reducere fordomme og diskrimineringen. Faktum er, at både fordomme og diskrimineringen har tiltaget med udbredelsen af modellen. Forståeligt nok, vil jeg mene.
Det eneste, den biologiske model har formået at reducere, er netop forståelsen for emotionel lidelse som en meget naturligt menneskelig og absolut meningsfuld reaktion på en umenneskelig verden. Hvis jeg ved, at f.eks. en "paranoid" reaktion er forårsaget af, at det "paranoide" menneskes grænser konsekvent og vedvarende igennem hele opvæksten er blevet krænket, vil det fremstå som en helt selvfølgelig reaktion, hvis vedkommende øjeblikkeligt går i forsvarsposition, lige så h*n føler sig trængt op i en krog, igen igen. F.eks. af det tvangspsykiatriske system. Hvis jeg ikke ser andet, end meningsløs hjernesygdom, vil jeg selv panikke, og situationen vil uvægerligt eskalere, og blive til endnu en "den gale øksemorder"-overskrift i medierne.
Teorierne om defekte gener og ubalancer i transmitterstofskiftet er netop det: teorier. Dopaminhypotesen blev allerede 1992 forkastet af Arvid Carlsson, der i sin tid var med til at lancere den, fordi man ikke var i stand til at finde videnskabelig evidens for dens korrekthed. Forskellige gener har igen og igen været under mistanke. Hver gang har det ved nærmere eftersyn vist sig, at være endnu en blindgyde.
Samtidigt har forskningen på det psyko-sociale område igen og igen kunnet påvise sammenhænge mellem barndomstraumer og "skizofreni". Senest Hammersley og Read's metastudie fra 2007, der viste en korrelation mellem seksuelle overgreb/fysisk mishandling/omsorgssvigt på mellem 51 og 97%. Hammersley og Read tager ikke højde for emotionel omsorgssvigt, og har ikke i alle tilfælde kunnet påvise overgreb/omsorgssvigt, da ikke alle individer i de af dem reviderede 40 studier var blevet adspurgt om deres livshistorie.
Så meget om "sygdom", læs: biologisk hjernesygdom. Hvad "blivende" angår, så kan jeg med min bedste vilje ikke se noget "blivende" ved en krise, som psykiatrialternativer som Vestlaplandsmodellen, Soteria, Diabasis, m.fl. formår at hjælpe folk med at overvinde helt i ca. 85% af tilfældene. Recovery* fra "skizofreni" og "psykoser" er ikke umuligt, eller bare undtagelsen, men at forvente. Forudsat, man får virkelig hjælp til at komme igennem og ud af krisen. Og at fortælle om "blivende sygdom" er i hvert fald ikke nogen videre hjælp. Tværtimod. Som Loren Mosher sagde, så er slaget allerede halvvejs vundet, hvis man tager udgangspunkt i troen på, at fuld recovery er sandsynlig. Mens det er mere end halvvejs tabt, hvis man fortæller ammestuehistorierne om "blivende sygdom". Ammestuefortællinger, for resten, der også er mere end velegnede til at lade især "førstegangspsykotikere" ofte vælge selvmord, fremfor et liv med "blivende og alvorlig sygdom", ofte som førtidspensionist, afhængig af systemets "hjælp" og "medicin" med invalidiserende bivirkninger, og parkeret i udkanten af samfundet med være- respektive bostedet som hovedomdrejningspunkt i tilværelsen.
Budskaber om biologisk og blivende hjernesygdom er både med til at opretholde og forstæke samfundets fordomme og diskriminering, og de forhindrer en løsning af krisen, og dermed recovery, fordi de på forhånd erklærer al søgen efter mening i og med "symptomerne" som et meningsløst foretagende.
Efter min (og Hippokrates') opfattelse er det etisk uforsvarligt, at hindre mennesker i at komme sig, på grundlag af noget, der ikke er andet, end en teori, og oven i købet en meget usandsynlig af slagsen, og jeg undrer, om meningen med psykisksaarbar.dk virkeligt er at "nedbryde tabuer og fordomme" og "skabe en ny forståelse", eller om det er at yderligere bekræfte fordommene og den biomedicinske (ikke-)forståelse, de er resultat af, med endnu en hjemmeside, der ensidigt biopsykiatrisk og socialdarwinistisk fremstiller mennesker i krise som defekte andenklasseseksistenser.
*Jeg definerer "recovery" ikke som "at lære at leve med en kronisk sygdom" - det har vi et andet ord til: rehabilitering, og evtl. social recovery -, men som at blive "symptom"fri, være uafhængig af systemets tjenester ("medicin"fri), være i lønnet eller frivilligt arbejde, og have et socialt liv som naboens (jf. Courtenay Harding, 1987).
_______________
P.S.: Må indrømme, at jeg blev lidt skuffet over at se Tine Bryld figurere under "Menneskene bag" PsykiskSårbar.dk. Havde egentligt højere tanker om hende, end som så...
tirsdag den 15. december 2009
Livsglæde i helvedets forgård
Fra en pressemeddelelse fra LAP, angående planlagt sygehusbyggeri i Skejby ved Aarhus, der fra 2015 også kommer til at omfatte modtagelsen indenfor psykiatrien:
"På møderne har LAP’s repræsentant markeret sig ved bl.a. at foreslå, at der skal være et livsglæderum, hvor patienter og pårørende kan gå hen og finde ny mental energi. Der kan f.eks. være flotte malerier på væggene, bolde man kan lege med, musik man kan lytte til, store bamser osv."
Jeg synes, det er en rigtigt god idé med musik, passende kunne tilbuddet omfatte denne og denne cd.
Mange flotte billeder kan man finde her, for eksempel dette
Og hvad med noget inspirerende læsestof til de ventende?
Mens disse vinduer med sikkerhed yderligere vil bidrage til en munter atmosfære i "livsglæderummet"!
Hvad bamserne angår, så havde dette firma for nogle år siden den helt rigtige model på lager. Desværre er modellen pga. nogle snæversynede aktivisters protest gået ud af produktion, men mon ikke firmaet ved en tilstrækkeligt stor ordre og formålet taget i betragtning er villig til at genoptage produktionen midlertidigt?
_______________
Og hvad skal jeg tagge med? Naivitet? Eller hykleri, eller kynisme?...
"På møderne har LAP’s repræsentant markeret sig ved bl.a. at foreslå, at der skal være et livsglæderum, hvor patienter og pårørende kan gå hen og finde ny mental energi. Der kan f.eks. være flotte malerier på væggene, bolde man kan lege med, musik man kan lytte til, store bamser osv."
Jeg synes, det er en rigtigt god idé med musik, passende kunne tilbuddet omfatte denne og denne cd.
Mange flotte billeder kan man finde her, for eksempel dette
Og hvad med noget inspirerende læsestof til de ventende?
Mens disse vinduer med sikkerhed yderligere vil bidrage til en munter atmosfære i "livsglæderummet"!
Hvad bamserne angår, så havde dette firma for nogle år siden den helt rigtige model på lager. Desværre er modellen pga. nogle snæversynede aktivisters protest gået ud af produktion, men mon ikke firmaet ved en tilstrækkeligt stor ordre og formålet taget i betragtning er villig til at genoptage produktionen midlertidigt?
_______________
Og hvad skal jeg tagge med? Naivitet? Eller hykleri, eller kynisme?...
Labels:
en "overfølsom" dag,
LAP
mandag den 14. december 2009
lørdag den 12. december 2009
Vrede, skyld og undskyldninger
Her en historie - en af mange lignende - fra det virkelige liv: vores hovedperson, oprindeligt stemplet med "depression", efter en "manisk" reaktion på "medicinen" mod "depression" stemplet som "bipolar", går til sin psykiater, og fortæller vedkommende åbent og ærligt, at h*n har valgt, at stoppe med at tage sin "antipsykotiske medicin", pga. bivirkningerne, og fordi h*n er bange for de skader, specielt mht. de kognitive evner, "medicinen" jo som bekendt kan forårsage ved langtidsbrug.
Psykiaterens reaktion er at fortælle vores hovedperson, at dette ikke kan accepteres. Vores hovedperson bliver i det følgende tvangs"medicineret" med et langtidsvirkende "antipsykotikon", og h*n sættes under ambulant tvang.
Det afgørende er, at, da psykiateren lader vores hovedperson tvangs"medicinere" med det langtidsvirkende "antipsykotikon", sker dette, mens psykiateren "smiler ad hans/hendes (vores hovedpersons) fortvivlelse (over tvangs"medicineringen")".
Gang på gang hører jeg, at jeg ikke må beskylde de professionelle "hjælpere" for bevidst at ville skade mennesker i krise. "De vil bare vores bedste." - "De tror virkeligt, at de hjælper os." - "Du må tilgive dem, de gør det ikke med vilje. De ved bare ikke bedre." Åh?! Jeg er ked af det, men jeg er altså godt og grundigt træt af at skulle høre på det, hm ja, bullshit.
Jeg vil mene, det er på tide, at vi ser sandheden i øjnene. De fleste behandlere ved udmærket godt, at de skader os. Jeg nægter at tro, at noget menneske kan være så blind, at det ikke ser, at f.eks. en "behandling", som den, Abdulle Ahmed bliver udsat for, er ekstremt skadeligt, og potentielt drabeligt, for ham. Ikke desto mindre udsættes millioner af mennesker verdenen over dagligt for en sådan "behandling", i mere eller mindre udpræget grad. Jeg nægter også at tro, at "eksperterne" ikke har kendskab til den videnskabelige forskning, der entydigt beviser, at psykofarmaka og elektrochok stort set er ineffektive, har et hav af yderst skadelige, tildels invalidiserende, og tildels dødelige bivirkninger, og at ikke-medicinske alternativer derimod er effektive, stort set bivirkningsfrie, og forholdsvis nemme og billige at etablere. Langt nemmere og billigere, end sengepladser i psykiatrien i hvert fald.
Psykiatrien fører krig. Mod de mennesker, samfundet har udpeget til at repræsentere en af sine egne skyggesider. Ligesom andre samfundsinstitutioner fører krig mod andre grupper af mennesker, der er udpeget som "sorte får".
Og hvad gør vi? Vi drukner nærmest i skyldfølelser, bare vi så meget som tænker den åh så onde tanke, at holde de for krigsføringen ansvarlige ansvarligt. For ikke at tale om den skyld og skam, der overvælder os, når vi føler bare den mindste lille bitte vrede komme op i os. Samme skyld og skam, vi følte hver gang, når vi blev det mindste lille bitte vred på de overgribere, der har sørget for, at vi er havnet i krise. De vidste jo bare ikke bedre, de gjorde så godt de kunne, de elskede os jo, på trods af alt, ikke? Bullshit. Man forgriber sig ikke på nogen, man virkeligt elsker. Man smiler ikke ad nogens fortvivlelse, hvis man virkeligt holder af dette menneske og bare vil hjælpe det. Man smiler ad fjendens fortvivlelse, ad fortvivlelsen til den, man foragter, og ønsker at skade, og se lide.
Jeg foragter ikke de ansvarlige, jeg vil ikke skade dem og se dem lide. Jeg vil ikke have hævn. Men jeg mener, at jeg så afgjort har ret til at være vred, og til at holde ansvarligt. Uden at skulle føle den mindste skyld over det.
Så længe vi bliver ved med at føle os skyldige og undskylde de ansvarlige, vil overgrebene blive ved med at ske.
Så, inden der næste gang er nogen, der prøver at fortælle mig, at jeg ikke må beskylde ( = holde ansvarligt). at jeg må have "compassion" og tilgive, tænk jer om! Og spørg jer selv, hvor jeres skyldfølelser kommer fra.
Psykiaterens reaktion er at fortælle vores hovedperson, at dette ikke kan accepteres. Vores hovedperson bliver i det følgende tvangs"medicineret" med et langtidsvirkende "antipsykotikon", og h*n sættes under ambulant tvang.
Det afgørende er, at, da psykiateren lader vores hovedperson tvangs"medicinere" med det langtidsvirkende "antipsykotikon", sker dette, mens psykiateren "smiler ad hans/hendes (vores hovedpersons) fortvivlelse (over tvangs"medicineringen")".
Gang på gang hører jeg, at jeg ikke må beskylde de professionelle "hjælpere" for bevidst at ville skade mennesker i krise. "De vil bare vores bedste." - "De tror virkeligt, at de hjælper os." - "Du må tilgive dem, de gør det ikke med vilje. De ved bare ikke bedre." Åh?! Jeg er ked af det, men jeg er altså godt og grundigt træt af at skulle høre på det, hm ja, bullshit.
Jeg vil mene, det er på tide, at vi ser sandheden i øjnene. De fleste behandlere ved udmærket godt, at de skader os. Jeg nægter at tro, at noget menneske kan være så blind, at det ikke ser, at f.eks. en "behandling", som den, Abdulle Ahmed bliver udsat for, er ekstremt skadeligt, og potentielt drabeligt, for ham. Ikke desto mindre udsættes millioner af mennesker verdenen over dagligt for en sådan "behandling", i mere eller mindre udpræget grad. Jeg nægter også at tro, at "eksperterne" ikke har kendskab til den videnskabelige forskning, der entydigt beviser, at psykofarmaka og elektrochok stort set er ineffektive, har et hav af yderst skadelige, tildels invalidiserende, og tildels dødelige bivirkninger, og at ikke-medicinske alternativer derimod er effektive, stort set bivirkningsfrie, og forholdsvis nemme og billige at etablere. Langt nemmere og billigere, end sengepladser i psykiatrien i hvert fald.
Psykiatrien fører krig. Mod de mennesker, samfundet har udpeget til at repræsentere en af sine egne skyggesider. Ligesom andre samfundsinstitutioner fører krig mod andre grupper af mennesker, der er udpeget som "sorte får".
Og hvad gør vi? Vi drukner nærmest i skyldfølelser, bare vi så meget som tænker den åh så onde tanke, at holde de for krigsføringen ansvarlige ansvarligt. For ikke at tale om den skyld og skam, der overvælder os, når vi føler bare den mindste lille bitte vrede komme op i os. Samme skyld og skam, vi følte hver gang, når vi blev det mindste lille bitte vred på de overgribere, der har sørget for, at vi er havnet i krise. De vidste jo bare ikke bedre, de gjorde så godt de kunne, de elskede os jo, på trods af alt, ikke? Bullshit. Man forgriber sig ikke på nogen, man virkeligt elsker. Man smiler ikke ad nogens fortvivlelse, hvis man virkeligt holder af dette menneske og bare vil hjælpe det. Man smiler ad fjendens fortvivlelse, ad fortvivlelsen til den, man foragter, og ønsker at skade, og se lide.
Jeg foragter ikke de ansvarlige, jeg vil ikke skade dem og se dem lide. Jeg vil ikke have hævn. Men jeg mener, at jeg så afgjort har ret til at være vred, og til at holde ansvarligt. Uden at skulle føle den mindste skyld over det.
Så længe vi bliver ved med at føle os skyldige og undskylde de ansvarlige, vil overgrebene blive ved med at ske.
Så, inden der næste gang er nogen, der prøver at fortælle mig, at jeg ikke må beskylde ( = holde ansvarligt). at jeg må have "compassion" og tilgive, tænk jer om! Og spørg jer selv, hvor jeres skyldfølelser kommer fra.
fredag den 11. december 2009
HSP'er eller syg i hovedet?
I går fik jeg en mail med en invitation til et arrangement med Elaine Aron, psykolog og forfatter af bogen The Highly Sensitive Person. Nu ser det, at være "HSP'er" for mig ud til at være et i tiltagende grad populært samfundsfænomen og jeg kender da også en række mennesker privat, der identificerer sig selv som HSP'er.
Så, jeg havde jo hørt om HSP før, men, samtidigt med, at den af HSP-folkene som Elaine Aron repræsenterede, positive indstilling til HSP som værende en "gave" snarere end et "onde", selvfølgeligt er tiltalende, så var jeg også rent intuitivt lidt skeptisk overfor dette endnu et stempel, positivt eller ej, og har egentligt ikke følt et ønske om at beskæftige mig mere indgående med emnet, end at aflægge f.eks. Elaine Aron's hjemmeside et par korte besøg.
I kølvandet på invitationen til arrangementet med Elaine Aron gik jeg imidlertid i dag i gang med at se lidt nærmere på sagen.
Jeg lagde ud med at tage Self test'en på Elaine Aron's hjemmeside, hvor jeg helt klart kunne svare bekræftende på 23 ud af de 27 oplistede punkter, mens jeg valgte, at ikke sætte kryds ved de sidste fire, da jeg hér ikke kunne svare entydigt bekræftende. Under stregen kan det dog konkluderes, at jeg ret entydigt matcher kriterierne for en HSP'er. I allerhøjeste grad, faktisk.
Men hvad er en HSP'er egentligt? Og, for mig specielt interessant, hvad betragtes at være årsag til HSP?
"According to Elaine N. Aron and colleagues as well as other researchers, highly sensitive people, who comprise about a fifth of the population, process sensory data much more deeply and thoroughly due to a biological difference in their nervous systems," (min kursivering) læser jeg i Wikipedia-artiklen om HSP. Ahhh... biologien...
Endvidere hedder det i samme artikel: "The term 'highly sensitive person' was coined by Dr. Elaine N. Aron in 1996, and the name is gaining popularity because it presents the trait in a positive light. It posits that shyness, inhibition, and fearfulness may or may not be acquired by highly sensitive people and animals, depending on environmental challenges," og at HSP også bl.a. refereres til som "hypervigilance", ekstrem årvågenhed. Ligesom i "PTSD". Og ser man på checklisten over "symptomer" på HSP på Elaine Aron's hjemmeside, så må det da også konstateres, at der er påfaldende mange overensstemmelser med listen over PTSD-symptomer, at HSP fremstår som en mild form for PTSD.
Det er hér, Elaine Aron bliver problematisk for mig. For selv om der tales om "environmental challenges" i Wikipedia-artiklen, så forudsættes det, at man er HSP'er, før disse udfordringer resulterer i generthed, hæmmethed og frygtsomhed. Dvs., man skal være biologisk prædisponeret, siden HSP betragtes som en biologisk afvigelse (fra "normalen"). Stress-sårbarhedsmodellen, ja. Der tjener hovedsagligen til at fornægte det fulde omfang af traumatiseringers destruktive potentiale: uanset hvad man måtte blive udsat for af overgreb, ingen overgreb i vores samfund er så destruktive, at de alene, uden at individet samtidigt er biologisk prædisponeret, kunne være årsag til så voldsomme reaktioner som PTSD, eller, for den sags skyld, "skizofreni", "psykoser". Overgrebene kan allerhøjst være den udløsende faktor, aldrig den tilbundsliggende årsag, for så ekstreme reaktioner som "psykisk sygdom" repræsenterer dem. Det er overgrebene simpelthen ikke ekstreme nok til.
Elaine Aron vender nu med sit HSP-begreb sagen fra at være en "defekt", en "sygdom" eller "brist", hos individet til at være et konstruktivt træk, en "gave". Og det er forsåvidt meget sympatisk. Jeg spørger mig dog, om ikke også Elaine Aron ville skelne knivskarpt, og biodeterministisk-socialdarwinistisk, mellem HSP og "psykisk sygdom" såsom "skizofreni", f.eks., som Odette Nightsky kalder for "acute sensitivity". - Jf. også hendes blogindlæg "Definitions: Time for Change". - Jeg spørger mig, om hun ville skelne knivskarpt mellem det, hun ser som en gave, en berigelse, og det, der generelt af mainstreamen betragtes som en "horror".
Ja, og samtidigt spørger jeg mig, om det er hensigtsmæssigt, at se HSP'ere som en slags kanariefugle i kulminen, udstyret med en "sixth sense" for de fine udsving i miljøet, uden altså at anerkende, at disse fine udsving, det, der af samfundet betragtes som helt "normalt" og ikke spor traumatiserende, kan være dybt traumatiserende.
Det er helt sikkert at foretrække, at fortælle HSP-historien fremfor at fortælle f.eks. "skizofreni"-historien om sig selv. Ikke desto mindre navigerer begge historier lige konsekvent udenom, at skulle komme til bunds i forholdet mellem årsag og virkning, at skulle komme til bunds i hvilke miljøpåvirkninger det er, der lader nogle mennesker blive til kanariefugle.
_______________
Kun de dovne klikker ikke på links'ene... :D
Så, jeg havde jo hørt om HSP før, men, samtidigt med, at den af HSP-folkene som Elaine Aron repræsenterede, positive indstilling til HSP som værende en "gave" snarere end et "onde", selvfølgeligt er tiltalende, så var jeg også rent intuitivt lidt skeptisk overfor dette endnu et stempel, positivt eller ej, og har egentligt ikke følt et ønske om at beskæftige mig mere indgående med emnet, end at aflægge f.eks. Elaine Aron's hjemmeside et par korte besøg.
I kølvandet på invitationen til arrangementet med Elaine Aron gik jeg imidlertid i dag i gang med at se lidt nærmere på sagen.
Jeg lagde ud med at tage Self test'en på Elaine Aron's hjemmeside, hvor jeg helt klart kunne svare bekræftende på 23 ud af de 27 oplistede punkter, mens jeg valgte, at ikke sætte kryds ved de sidste fire, da jeg hér ikke kunne svare entydigt bekræftende. Under stregen kan det dog konkluderes, at jeg ret entydigt matcher kriterierne for en HSP'er. I allerhøjeste grad, faktisk.
Men hvad er en HSP'er egentligt? Og, for mig specielt interessant, hvad betragtes at være årsag til HSP?
"According to Elaine N. Aron and colleagues as well as other researchers, highly sensitive people, who comprise about a fifth of the population, process sensory data much more deeply and thoroughly due to a biological difference in their nervous systems," (min kursivering) læser jeg i Wikipedia-artiklen om HSP. Ahhh... biologien...
Endvidere hedder det i samme artikel: "The term 'highly sensitive person' was coined by Dr. Elaine N. Aron in 1996, and the name is gaining popularity because it presents the trait in a positive light. It posits that shyness, inhibition, and fearfulness may or may not be acquired by highly sensitive people and animals, depending on environmental challenges," og at HSP også bl.a. refereres til som "hypervigilance", ekstrem årvågenhed. Ligesom i "PTSD". Og ser man på checklisten over "symptomer" på HSP på Elaine Aron's hjemmeside, så må det da også konstateres, at der er påfaldende mange overensstemmelser med listen over PTSD-symptomer, at HSP fremstår som en mild form for PTSD.
Det er hér, Elaine Aron bliver problematisk for mig. For selv om der tales om "environmental challenges" i Wikipedia-artiklen, så forudsættes det, at man er HSP'er, før disse udfordringer resulterer i generthed, hæmmethed og frygtsomhed. Dvs., man skal være biologisk prædisponeret, siden HSP betragtes som en biologisk afvigelse (fra "normalen"). Stress-sårbarhedsmodellen, ja. Der tjener hovedsagligen til at fornægte det fulde omfang af traumatiseringers destruktive potentiale: uanset hvad man måtte blive udsat for af overgreb, ingen overgreb i vores samfund er så destruktive, at de alene, uden at individet samtidigt er biologisk prædisponeret, kunne være årsag til så voldsomme reaktioner som PTSD, eller, for den sags skyld, "skizofreni", "psykoser". Overgrebene kan allerhøjst være den udløsende faktor, aldrig den tilbundsliggende årsag, for så ekstreme reaktioner som "psykisk sygdom" repræsenterer dem. Det er overgrebene simpelthen ikke ekstreme nok til.
Elaine Aron vender nu med sit HSP-begreb sagen fra at være en "defekt", en "sygdom" eller "brist", hos individet til at være et konstruktivt træk, en "gave". Og det er forsåvidt meget sympatisk. Jeg spørger mig dog, om ikke også Elaine Aron ville skelne knivskarpt, og biodeterministisk-socialdarwinistisk, mellem HSP og "psykisk sygdom" såsom "skizofreni", f.eks., som Odette Nightsky kalder for "acute sensitivity". - Jf. også hendes blogindlæg "Definitions: Time for Change". - Jeg spørger mig, om hun ville skelne knivskarpt mellem det, hun ser som en gave, en berigelse, og det, der generelt af mainstreamen betragtes som en "horror".
Ja, og samtidigt spørger jeg mig, om det er hensigtsmæssigt, at se HSP'ere som en slags kanariefugle i kulminen, udstyret med en "sixth sense" for de fine udsving i miljøet, uden altså at anerkende, at disse fine udsving, det, der af samfundet betragtes som helt "normalt" og ikke spor traumatiserende, kan være dybt traumatiserende.
Det er helt sikkert at foretrække, at fortælle HSP-historien fremfor at fortælle f.eks. "skizofreni"-historien om sig selv. Ikke desto mindre navigerer begge historier lige konsekvent udenom, at skulle komme til bunds i forholdet mellem årsag og virkning, at skulle komme til bunds i hvilke miljøpåvirkninger det er, der lader nogle mennesker blive til kanariefugle.
_______________
Kun de dovne klikker ikke på links'ene... :D
Labels:
diagnoser,
ego-identifikation,
HSP,
normalitet,
overgreb,
PTSD,
trauma
torsdag den 10. december 2009
onsdag den 9. december 2009
Seroxat og graviditet (Google søgning)
...er en meget, meget dårligt kombination!!! Her finder man Manie's Blog, hvor man kan læse om, hvad der kan ske, når man tager SSRIs (antidepressiva) under graviditeten. Manie's mor tog netop Seroxat, i USA solgt under navnet Paxil, under de første tre måneder af hendes graviditet. Det resulterede i, at Manie blev født med TGA, transposition af de store arterier.
Manie overlevede, men måtte igennem et sandt behandlingshelvede for det. SSRIs, taget under graviditeten, kan forårsage spontan abort og misdannelser, som hjertefejl, hos barnet. Lad være med at tage dem, hvis du er gravid!
_______________
Relateret:
"Effexor-babies" - Hvor sikkert er det, at tage antidepressiva under graviditeten?
Screening af gravide for "depression" - kun amerikansk vanvid?
Manie overlevede, men måtte igennem et sandt behandlingshelvede for det. SSRIs, taget under graviditeten, kan forårsage spontan abort og misdannelser, som hjertefejl, hos barnet. Lad være med at tage dem, hvis du er gravid!
_______________
Relateret:
"Effexor-babies" - Hvor sikkert er det, at tage antidepressiva under graviditeten?
Screening af gravide for "depression" - kun amerikansk vanvid?
Labels:
antidepressiva,
bivirkninger,
børn,
GlaxoSmithKline,
Seroxat
søndag den 6. december 2009
Recoveret til døden. Hvordan psykiatriens forvrængning af recoverykonceptet koster liv.
Her kan man læse om et arrangement på bostedet Skovvænget, et "botilbud til voksne med sindslidelse", som det står på hjemmesiden. Det er Standup recovery, der i maj 2006 optrådte på Skovvænget. Et af de tre medlemmer af gruppen Standup recovery var Dorthe Raffenberg, som jeg kender fra min tid hos Outsideren.
I anmeldelsen på Skovvængets hjemmeside hedder det bl.a.: "Trioen havde under foredraget på Skovvænget fokus på, at det er muligt at komme sig, men det kræver en accept af sin sygdom", og: "Under foredraget blev det tydeligt, at der er flere forskellige elementer, der har haft betydning for, at Dorte, Christian og Martin hver især har formået at komme sig." Det vil altså sige, at Dorthe i maj 2006 var "recoveret".
Jeg har haft tilknytning til Outsideren fra foråret 2007 til sommeren 2008, og der gik sjældent et redaktionsmøde, hvor Dorthe ikke var til stede. På mig virkede hun tydeligt påvirket af det "antipsykotikon", Leponex, hun tog, og selv om jeg ikke har kendt hende andet end under indflydelse af Leponex, så var der ingen tvivl for mig, at den Dorthe, jeg oplevede til redaktionsmøderne, ikke var andet end en skygge af den Dorthe, der kunne have været, hvis... Hvis hun havde fået hjælp, i stedet for Leponex.
"Dorte fortæller en barsk historie om overgreb, selvmordsforsøg,...", hedder det også i Skovvængets anmeldelse. Overgreb. Jeg husker, at Dorthe til et af redaktionsmøderne fortalte om sine "vrangforestillinger". Det var der flere, der gjorde. For sjov. Det var jo simpelthen til at dø af grin over, hvor rablende sindssyg man var, den gang, ikke? Den gang, inden Leponex'en gjorde sin virkning, og satte en stopper for ens ubevidstes reaktioner på f.eks. overgrebene. Jo, alle syntes, det var hamrende sjovt, morede sig gevaldigt over så megen meningsløs galskab. Alle undtagen mig. Jeg fik det faktisk dårligt. Havde mest lyst til at forlade mødet, overlade de tilstedeværende til deres "sygdomsindsigt", deres indsigt om at deres defekte gener og defekte hjernekemi var årsag til så megen hamrende sjov og meningsløs galskab. "Jeg gjorde/tænkte/følte sådan og sådan, fordi jeg er paranoid skizofren, hahaha!" Hylende morsomt, ja. I stedet for et "Jeg er vred, angst og desperat, fordi jeg har været udsat for overgreb", der kunne føre til, at nogen andre end nogle gener og transmitterstoffer risikerede, at blive gjort ansvarligt. Knapt så sjovt jo, det dér med ansvaret.
Ifølge anmeldelsen på Skovvængets hjemmeside kræver det "en accept af sin sygdom", at komme sig. Dorthe har haft denne accept. Hun tog, accepterende, sit Leponex - og var således ikke recoveret, men allerhøjst rehabiliteret, socialt, og kun socialt, recoveret. Dorthe døde den 19. november i år, 41 år "gammel". Og jeg er ikke i tvivl om dødsårsagen: accept af sin sygdom. Og den deraf følgende jævnlige indtagelse af Leponex.
Det kræver accept, at komme sig, ja. Men det kræver altså ikke accept af en mysteriøs, organisk hjernesygdom ved navn "paranoid skizofreni". Det kræver accept af det faktum, at man har været udsat for overgreb.
I anmeldelsen på Skovvængets hjemmeside hedder det bl.a.: "Trioen havde under foredraget på Skovvænget fokus på, at det er muligt at komme sig, men det kræver en accept af sin sygdom", og: "Under foredraget blev det tydeligt, at der er flere forskellige elementer, der har haft betydning for, at Dorte, Christian og Martin hver især har formået at komme sig." Det vil altså sige, at Dorthe i maj 2006 var "recoveret".
Jeg har haft tilknytning til Outsideren fra foråret 2007 til sommeren 2008, og der gik sjældent et redaktionsmøde, hvor Dorthe ikke var til stede. På mig virkede hun tydeligt påvirket af det "antipsykotikon", Leponex, hun tog, og selv om jeg ikke har kendt hende andet end under indflydelse af Leponex, så var der ingen tvivl for mig, at den Dorthe, jeg oplevede til redaktionsmøderne, ikke var andet end en skygge af den Dorthe, der kunne have været, hvis... Hvis hun havde fået hjælp, i stedet for Leponex.
"Dorte fortæller en barsk historie om overgreb, selvmordsforsøg,...", hedder det også i Skovvængets anmeldelse. Overgreb. Jeg husker, at Dorthe til et af redaktionsmøderne fortalte om sine "vrangforestillinger". Det var der flere, der gjorde. For sjov. Det var jo simpelthen til at dø af grin over, hvor rablende sindssyg man var, den gang, ikke? Den gang, inden Leponex'en gjorde sin virkning, og satte en stopper for ens ubevidstes reaktioner på f.eks. overgrebene. Jo, alle syntes, det var hamrende sjovt, morede sig gevaldigt over så megen meningsløs galskab. Alle undtagen mig. Jeg fik det faktisk dårligt. Havde mest lyst til at forlade mødet, overlade de tilstedeværende til deres "sygdomsindsigt", deres indsigt om at deres defekte gener og defekte hjernekemi var årsag til så megen hamrende sjov og meningsløs galskab. "Jeg gjorde/tænkte/følte sådan og sådan, fordi jeg er paranoid skizofren, hahaha!" Hylende morsomt, ja. I stedet for et "Jeg er vred, angst og desperat, fordi jeg har været udsat for overgreb", der kunne føre til, at nogen andre end nogle gener og transmitterstoffer risikerede, at blive gjort ansvarligt. Knapt så sjovt jo, det dér med ansvaret.
Ifølge anmeldelsen på Skovvængets hjemmeside kræver det "en accept af sin sygdom", at komme sig. Dorthe har haft denne accept. Hun tog, accepterende, sit Leponex - og var således ikke recoveret, men allerhøjst rehabiliteret, socialt, og kun socialt, recoveret. Dorthe døde den 19. november i år, 41 år "gammel". Og jeg er ikke i tvivl om dødsårsagen: accept af sin sygdom. Og den deraf følgende jævnlige indtagelse af Leponex.
Det kræver accept, at komme sig, ja. Men det kræver altså ikke accept af en mysteriøs, organisk hjernesygdom ved navn "paranoid skizofreni". Det kræver accept af det faktum, at man har været udsat for overgreb.
Labels:
bevidsthed,
bivirkninger,
diagnoser,
hjernevask,
neuroleptika,
overgreb,
recovery,
social kontrol
Abonner på:
Opslag (Atom)