Hvor mange vilde dyr ser du? - Mere om vrangforestillinger, og noget om psykoser, civilisation, misbrug og dinosaurer

Da jeg forleden hørte om kvinden, der var blevet fundet i en skov i Schweiz, efter at hun havde været savnet i tolv år, kom jeg til at tænke på Madness Radio-interviewet med Derrick Jensen, som jeg også har citeret fra i mit sidste indlæg her, og lyttede altså til det igen, siden det er næsten et år siden, at jeg hørte det første gang. Hvor ikke andet er angivet, er citaterne taget fra Madness Radio-interviewet.

I tv2's nyhedsnotits hedder det: "Hun [kvinden, der blev fundet i skoven] kunne føre en almindelig samtale, men hun talte også om en mission, hun skulle fuldføre," (min fremhævelse) og videre, at hun "skal have et ordentligt sted at bo". Det gav mig anledning til at fundere over, hvorfor det egentligt skulle være en modsigelse - "men" - at kvinden kunne føre en almindelig samtale og at hun talte om sin mission. Ligesom det gav mig anledning til at se nærmere på, hvad det har med dette "ordentligt" på sig.

Af en artikel på sueddeutsche.de fremgår det, at myndighederne overvejede, at få kvinden indlagt på en psykiatrisk klinik, ganske som jeg havde anet. Heldigvis fortæller artiklen også, at man alligevel vil se bort fra en indlæggelse. Kvinden opfordres bare til at forlade skoven. Hun bliver altså hverken psykiatriseret eller anbragt i en eller anden "ordentlig" étværelses i en eller anden "ordentlig" 70'er-social-boligbyggeri-betonklods. Mirakler sker.

I min kommentar ovre på Different Thoughts skriver jeg også, at jeg har den dybeste respekt for kvindens mission, og at jeg ønskede, jeg selv "ikke var så spoleret af vores civilisation og/eller havde modet til at gøre noget så radikalt som det, denne kvinde har gjort." Jeg har mange gange været tæt på. Følt et "kald". Jeg har dog nøjedes med at flygte fra civilisationen indad, i stedet for også bogstaveligt at flygte ud af den. "Virkelighedsflugt" kaldes det. Og det er unormalt. Men er det virkeligt en virkelighedsflugt?
_______________

"Fra fødslens øjeblik af, når stenalderbabyen konfronteres med den 20. århundrede-mor, er babyen underkastet disse kræfter af vold, kaldt kærlighed, ligesom dens mor og far har været det før den. Disse kæfter er hovedsagligen beskæftiget med at ødelægge størsteparten af dens potentiale. Foretagendet er i det store og hele successfuldt." -R.D. Laing
_______________

Nytårsaften, som jeg tilbragte med min kollega, hendes kæreste og et par af deres venner, kom vi på et tidspunkt til at snakke musik. Få dage forinden var min kollega kommet forbi hos mig mens jeg sad og lyttede til Paul Van Dyk's remix af Ghostland/Sinéad O'Connor, Guide Me God for fuld udblæsning, og nu spurgte hun, hvad det egentligt havde været, jeg den dag havde siddet og lyttet til. Da jeg sagde: "Sinéad O'Connor", så hun spørgende på mig: "Hvem?" Det blev selvfølgeligt aftenens brøler, for min kollegas vedkommende, og griner for alle os andre. Alle vidste jo godt, hvem Sinéad O'Connor er. Alle undtagen min kollega altså. Og det ved "man" da, ikke? Ligesom "man" ved, om det er mandag, tirsdag eller fredag, hvad dato det er, og/eller hvad statsministeren hedder.

Det er vel bare normalt, at vide disse ting, ikke? Ligesom det er normalt, at sætte færdigretten i microovnen, hvor det tager maks fem minutter før den er transformeret fra frossen tilstand til rygende varm, chatte lidt med én, der bor godt 7.000 km langt væk i USA, og tage et varmt brusebad, selv om det kun har et par grader over nul udenfor.

Det er vel bare normalt, at bo i en firkantet betonæske, omgivet af flere firkantede betonæsker, der tilsammens udgør en firkantet betonklods, omgivet af andre firkantede betonklodser, indimellem dem firkantede og firkantet korttrimmede grønne pletter. Det er vel bare normalt, at kende forskellen mellem en Grand Vitara og en Grand Vitara Van, og vide, hvor langt de kører på literen, og det er da også helt normalt, at kunne høre om det er vaskemaskinen eller støvsugeren, der kører mens det er mindst lige så normalt, hvis man aldrig har hørt en musvåge skrige, og dårligt aner, hvad en sådan lever af, vel? Og det er da også helt normalt, at synes E 627 og E 631 smager delikat, mens man synes, det er helt vildt klamt, når musvågerne slås om et afdødt rådyr, ikke? - Ja, de spiser også større dyr, der er døde af en eller anden årsag, musvågerne. De recycler. Og de skriger. Også om natten.

Derrick Jensen opfordrer til et eksperiment i interviewet: Se dig omkring, der hvor du sidder, og læg mærke til hvor mange maskiner du ser i en radius af tre, fire meter omkring dig. Og læg så mærke til, hvor mange vilde dyr du ser i en radius af 30 meter omkring dig.

Det er vel bare normalt, at synes, det er unormalt, at vende microovnen, computeren, det varme vand fra hanen, betonæsken, blikkassen på fire hjul og alle E'erne ryggen, og f.eks. flytte ud i en skov. Ud til musvågerne og rådyrene. Uden avanceret trekkingudstyr. Eller uden at vende tilbage til microovnen og alt det andet, når E-ditten- og E-datten-forsyningerne i den avancerede trekkingudstyrs avancerede rygsæk slipper op. Ligesom det er normalt at synes, det er unormalt, når nogle reagerer med angst på civilisationens lyde og syn. På civilisationens øredøvende larm og store armbevægelser.

Blandt dyr betyder øredøvende larm og store armbevægelser én ting: fare på færde. Men siden mennesket er dyrene så meget overlegent, så nej, så må man altså som menneske ikke overreagere på øredøvende larm og store armbevægelser. Man må helst slet ikke reagere, andet end på den slags øredøvende larm og den slags store armbevægelser, som i vores kultur officielt er anerkendt som faresignaler. Medmindre man gerne vil blive stemplet som "unormal", må man altså lade som ingenting, helst sørge for, at blive såpas afstumpet, at man ikke en gang behøves at lade som om mere, men simpelthen ikke hører og ser støjen længere. Faktisk er blevet blind og døv. Så er man civiliseret, kultiveret. Og normal. At reagere på civilisationens støj er et symptom. På unormalhed.

Man må endeligt ikke lade sig forstyrre af dobbeltbudskaber, double binds, og lignende, påpege dem, og reagere forstyrret - og normaliteten forstyrrende - på dem. Naturen kender ikke til dobbeltbudskaber. Dobbeltbudskaber er et resultat af kulturen. Især af vores moderne, vestlige kultur. "R.D. Laing siger, at den første regel i dysfunktionelle familier er: Regel A er Du skal ikke. Regel A1 er Regel A eksisterer ikke, og Regel A2 er Diskutér aldrig eksistensen eller ikke-eksistensen af Reglerne A, A1 eller A2, så hvad det betyder er at du må tale om alt det du vil, undtagen om den voldelighed, du må lade som om ikke eksisterer. Det er hvordan alle dysfunktionelle familier foregiver ikke at være dysfunktionelle, de ignorerer ganske enkelt alle de meget åbenlyse ting lige foran næsen på dem." -Derrick Jensen, citeret i artiklen "Derrick Jensen on Sexual Abuse" Og det, der gælder for dysfunktionelle familier, gælder selvfølgeligt også i en større sammenhæng, for dysfunktionelle kulturer.

Man må heller ikke tro, at dyrene, planterne, floden, havet, skyerne, månen, naturen i det hele taget måske har et budskab til én. At de ved noget, der kunne være værd at lytte til. Og at naturen, gud, har udvalgt én til at høre dette budskab, denne visdom, og viderebringe det. At tro noget sådant, er et symptom. På unormalhed. "Før man kan udnytte noget, er det første man må gøre, at gøre det tavs. (...) Det har fra starten af været den fundamentale arrogance af denne kultur [den moderne, vestlige civilisation], at alt og alle er hér for os til at udnytte."

Og man må så afgjort ikke i passiv modstand trække sig tilbage, når civilisationen med al sin akustiske, visuelle og ideologiske støj truer med at tage lydhørheden fra én og kvæle éns menneskelighed, ens menneskelige natur, til fordel for normaliteten. Og man må endeligt heller ikke finde den ro og fordybelse, der skal til for at bevidstgøre og forstå. Tilbagetrækning er et symptom. På unormalhed. Og så skal man aktiveres. På et værested, for eksempel.

"Siden hvornår er du overfølsom overfor lyde?" blev jeg i sin tid spurgt. Jeg har aldrig nogensinde været overfølsom. Men jeg har altid været følsom overfor lyde. Og overfor store armbevægelser. Overfor støj. Overfor akustisk, visuel og ikke mindst også ideologisk støj. Jeg er nemlig liv. Ligesom al natur.

Det er vel også bare normalt, at vide hvem Brad og Angelina er, men ikke at ane, hvad ens nabo hedder. Og det er vist lige så normalt, at vide, hvad en pakke Senseo koster i Netto, Brugsen, eller hvor det nu er, man handler, men ikke at kunne nævne ti spiselige planter respektive svampe, der gror i en omkreds af hundrede meter af ens hjem.

Jo, det er helt normalt.

"Jeg taler om [ved foredrag], hvor sindssygt det er, at jeg ved hvem Brad og Angelina er (...) og at jeg på samme tid ikke kan nævne ti spiselige planter og svampe, der gror indenfor hundrede meter fra mit hjem."

Det kaldes for "fremmedgørelse". Fremmedgørelse fra den virkelige verden. Fra vores sande selv. Fra naturen. Fra livet. Og det er helt normalt. Og at være normal er vel detsamme som at være glad, ikke? (svar #19) Hvis man skal tro på, hvad "eksperterne" fortæller os, nemlig at med mindre vi er konstant og stabilt tilpas glade, så er vi diagnosticerbar defekte, unormale, så ja, så er normal detsamme som glad. Lige tilpas glad. For, når vi bliver for glade, duer det heller ikke. Så er vi "hypomane", eller simpelthen "maniske", alt efter hvor meget for glade vi er. Og så er vi altså også defekte, unormale.

Hverken i DSM'en eller i ICD-10, kapitel V, findes der en definition af "normalitet". Det vil sige, "normalitet" findes ikke. I hvert fald ikke i normalitetens egne øjne. Og for en gangs skyld rammer normaliteten dermed plet. "Normal" findes ikke. Normalitetens realitet er en vrangforestilling, en hallucination. En kollektiv massehallucination. "Normalitet" er et kunstigt konstrukt, konstrueret på basis af et forvrængt verdensbillede, på basis af en vrangforestilling, en fantasi, der tages som virkelighed. Normalitet er som at "gå ind i et ekkorum, hvor den eneste stemme du hører, er din egen", det vil sige civilisationens altoverdøvende stemme.

"Vi identificerer os mere med denne måde at leve [civilisationen], end med livet selv."

"Man kan også sige, at et menneske, som har en psykose, ikke kan skelne mellem fantasi og virkelighed. Evnen til at afgøre, hvad der er virkelighed, er forsvundet." -fra psyknet.dk

"Det er ikke muligt at overbevise patienten om det forkerte i vrangforestillingen." -fra psykiatrifonden.dk

"Normalitet", vores civilisation, er således en kollektiv massepsykose. Som nogle reagerer på. Naturligt. Man kunne måske godt sige, at det er naturen selv, der reagerer. Men siden vores kultur nu er så arrogant, at den tror, den er fuldstændigt hævet over naturen, siden den er så arrogant, at den tror, det, der udgør et kultiveret, civiliseret og normalt menneske er at dette menneske har overvundet naturen, sin natur, så betegner den naturens reaktion som "syg", "defekt". "Psykisk sygdom".

Jeg er enig med Derrick Jensen: Det er ikke "de sindssyge", der er sindssyge. Det er en kultur, der udnytter og mishandler naturen hensynsløst, og der betegner den som "sindssyg", når den reagerer naturligt på udnyttelsen og mishandlingen, der er sindssyg. - For, det der sker, de dynamiker, der er på spil, på et overordnet niveau, på verdensplan, er ikke andet end det, der sker i en familie, hvor der misbruges. - Og ligesom han, ser jeg at vores civilisations kamp mod naturen vil ende med, at mennesket som art går samme vej som dinosaurerne. Og, ja, som Derrick Jensen siger, det er faktisk meget, meget værre, det der sker i dag, end det, der skete i dinosaurernes dage. I modsætning til dinosaurerne har mennesket nemlig potentialet (teknologien) - og er godt i gang med - at tage en stor del af naturen med i faldet. Vi har faktisk teknologien til at tage hele planeten jord med i faldet.

Intet er for evigt. Ikke engang universet. Hvorfor skulle menneskeheden så være det? Ingen kan kæmpe mod naturen, mod livet, og vinde.

Skynd jer, at tænde for fjerneren, eller surfe lidt på nettet. Skynd jer, at spekulere over finanskrisen, klimakatastrofen, Gaza*, eller over Trine Michelsen - eller Brad og Angelina. Eller skynd jer på værestedet. Skynd jer, at få tankerne adspredt af den kollektive massepsykoses vrangforestillinger, og afledt fra virkeligheden. Skynd jer, at flygte fra den virkelige virkelighed. Hvis i ikke vil betragtes som unormale.

"What the age needs is awakening." -Kierkegaard. (Desværre har jeg ikke lige det danske originalcitat her.)
_______________

*Misforstå mig ikke. Selvfølgeligt er det vigtigt at se på ting som finanskrisen, klimakatastrofen, og ikke mindst Gaza. Et problem ser jeg dog, når det, der er enkelte brikker i det store puslespil, tages for hele billedet. Så bliver selv så forfærdelige ting som Gaza til dope, der mere hindrer os i at vågne op af den kollektive massepsykose, end at ruske os op.
_______________

Jeg kunne for resten rigtigt godt lide, at mine kommentarer til debatten på fyldepennen.dk, som jeg har kastet mig ud i de sidste par dage, blev betegnet som virkelighedsfjerne (svar #23). For nogle vil sikkert også dette indlæg, og mange andre her på bloggen, virke virkelighedsfjern. Jeg tager det imidlertid som et kompliment, da det jo viser mig, at jeg faktisk har formået, at fjerne mig tilstrækkeligt fra vor civilisations kollektive massepsykoses vrangforestillingsvirkelighed, til at det bemærkes.

Business as usual

I 1980'erne var jeg medlem af A.I.D.A. (Association Internationale de Défense des Artistes), en med Amnesty samarbejdende organisation, der engagerede sig for politisk forfulgte kunstnere. Folk som Orhan Taylan, Karl Gaspar og Wei Jingsheng.

I 1986 oversatte jeg i forbindelse med iscenesættelsen af Ariane Mnouchkine's Processen mod Wei Jingsheng i München nogle tekster om og af Wei Jingsheng. Undtagen i en kort periode i 1993 tilbragte Wei mellem 1979 og 1997 næsten 19 år i fangenskab, deraf fem år i isolation.

Isolationsfængsling var hans situation i 1986, da jeg lavede oversættelserne. Jeg læste om en lille celle med et vindue højt oppe, der tillod Wei at se en firkant af himmel. Der herskede stor bekymring, om Wei ville blive "skør" under disse omstændigheder.

Hvis noget ved mig er "unormalt", så er det min evne til at identificere mig. Med ofrene for uretfærdighed, vold, bedrag, misbrug... you name it. Og, for resten, det gør ingen forskel, om det drejer sig om et menneske, et dyr, en plante, en ting, eller hvad det måtte være. Jeg identificerer mig. Jeg bliver til offeret. Jeg lider. Hvorfor? Fordi jeg selv har været offer. Jeg vidste det ikke den gang. Det tog mange år og adskillige kriser at finde ud af det. Kriser: frihedskampe, uafhængighedskampe, retfærdighedskampe. Revolutioner. Politisk, ja. Kriser er altid også politiske. Hvad er forskellen mellem en dissident og en tosse? Dissidenten er bevidst om, hvad han/hun kæmper mod.

Jeg gik omkring, spærret inde i en lille celle, med bare en firkant af himmel at se. Jeg var ved at blive "skør". Jeg blev "skør", til en vis grad. Resten af graden kunne jeg udagere i form af aktivisme.

En tanke blev ved med at kværne rundt i mit hoved: Jeg måtte tage til Kina og befri Wei. Nu! Befri Wei. Befri mig.

En lignende tanke gik igennem mit hoved i går aftes, da jeg fik nyhederne om Ray. Nogle gange er det ikke så ligetil at lave identifikation om til accept og compassion.

Jeg spørger mig, hvornår det vil gå op for almenheden, at det der kaldes for "hjælp" til "de psykisk syge" ikke er andet end yderligere, og ofte den ultimative, undertrykkelse af mennesker, der er blevet gjort til ofre og er blevet berøvet et konstruktivt sprog, deres eget sprog.

Hvad jeg har hørt om Ray's høring minder mig skræmmende om Wei's proces: En gennemført farce. Udfaldet på forhånd afgjort.

Mens de selvudnævnte "demokratier" i denne verden højlydt protesterer mod og fordømmer menneskerettighedskrænkelser i lande som Kina, er de forbavsende blind overfor menneskerettighedskrænkelserne, der foregår midt imellem dem, i deres egen befolkning. Business as usual.

Dette er for alle dissidenter, der er blevet nægtet deres eget sprog, og der forfølges politisk i "hjælpens" navn:

Peter Gabriel Biko Live 1986



"You can blow out a candle
But you can't blow out a fire"

Svar på tiltale

Ikke helt uforventet fik jeg selvfølgeligt svar på tiltale mht. min seneste kommentar på Outsiderens blog. Dog hverken på Outsiderens blog eller hér, på min, men via privat mail.

Svaret på tiltalen betegner sammenligningen af psykofarmaka med narkotika som "noget værre vrøvl". Med den begrundelse, at narkotika, i modsætning til psykofarmaka, skulle være euforiserende stoffer, og at man f.eks. ikke bliver spor opstemt af antidepressiva. Åh?? Tja, det er jo nu så sandt som det er sagt, men det er ikke alene opstemthed, der driver folk ind i et misbrug. Antidepressiva gør f.eks. noget helt andet, end at direkte forårsage eufori, opstemthed. De forøger effekten af metadon. Hvorfor de gerne mis-/bruges af mennesker, der altså tager metadon, med det mål, at få en lidt federe effekt ud af metadonen. Et andet eksempel er alkohol, der som bekendt heller ikke i alle tilfælde forårsager opstemthed, men i mange tilfælde derimod f.eks. aggressivitet. Hvilket ikke nødvendigvis får det mis-/brugende menneske til at droppe alkoholen.

Det afgørende, det der driver de fleste i et stofmisbrug, er ikke ønsket om at opleve lykke i form af jublende eufori. Det er ønsket om at opleve den lykke, flugten fra virkeligheden - en uudholdelig virkelighed - betyder. Og dertil egner sig alle bevidsthedsforandrende stoffer. De legale lige så vel som de illegale. Dem, der nemt kan fås af ens af samfundet officielt som legal anerkendte drugpusher lige så vel som dem, man skal begive sig ud i illegaliteten for at få fingrene i.

The Last Psychiatrist gør i øvrigt opmærksom på en ganske interessant bbc.co.uk-artikel om afhængighed. Om internetafhængighed, ja. Men jeg mener, grundprincippet kan anvendes på al afhængighed. Også den af at gøre brug af "støtteuniverser", af at reagere "psykotisk" og flygte fra en uudholdelig ind i ens egen, helt private virkelighed.

"Maybe I didn't really have that choice, then, but I do have it now. (...) Thus, there's a way out. I'd just have to make a choice... It just happens, things just happen, sometimes it just happens that I light a cigarette, a bad habit."

Bevidstgørelsen af at valget er mit, og mit alene, om jeg vil tænde den næste smøg, eller om jeg vil lade være, om jeg vil gå ind i et støtteunivers, eller ej, om jeg vil leve og lide i min fortid, eller ej, om jeg vil gøre som stemmerne siger, eller ej. Om jeg bare vil lade det ske, eller ej. Empowerment. Frigørelsen fra offerrollen.

En observation, der leder mig til en anden, desværre meget udbredt, misforståelse, mailen giver udtryk for. Nemlig den, at "det meste af det der gør os deprimerede [skulle være] fuldstændig uden for vores kontrol". En misforståelse, der selvfølgeligt og uundgåeligt må føre til den misforståelse, at holdbare løsninger på problemet ikke findes.

Desværre formidler systemet denne misforståelse stadigt som værende den eneste forståelse af eksistentielle kriser. Specielt igennem påstanden, at eksistentiel lidelse skulle være forårsaget af biologisk hjernesygdom. Disempowerment. Tildeling af offerrollen. Så systemet kan fremstå som redder. - Og interessant er, hvordan "offeret" i mailen bliver til "krænker", fordi jeg nægter at gå ind i rollen som "redder" og udvise bekræftende medlidenhed. Hvilket i øvrigt ikke kun sker i starten af mailen, men igen umiddelbart efterfølgende bemærkningen om, at "det meste af det der gør os deprimerede [skulle være] fuldstændig uden for vores kontrol".

Vred blev jeg ikke så meget på mig selv, som jeg blev det over forsøget, at gøre mig (læseren af blogindlægget på Outsiderens blog) til offer - igen. Over forsøget, at trække mig (læseren) ind i dramaet - igen. Men ligeså jeg indlader mig på vreden, indlader jeg mig også på en af rollerne i dramaet. Valget er mit.

Jeg blev vred

Ja. Jeg blev lidt vred over dette indlæg på Outsiderens blog. Men det, jeg egentligt blev vred over, var nok mere det billede af mig selv, jeg så foran mig. Jeg selv, fanget i mine egne onde cirkler af ubevidsthed. Hele tiden på kanten, næsten og lige ved, og så alligevel ikke. Det eneste, jeg ikke kommenterede, selv om jeg vidste... og ved... at kanten ikke duer, at vejen ud går igennem midten...

Ord, del I

Det er et nærmest gennemgående fænomen at individuer, der har fået en psykiatrisk diagnose betegner sig selv som "psykisk syg" eller "sindslidende". Psykiatriens sygdomsterminologi bliver af de fleste kritikløst overtaget, delvis endda af dem, der ellers siger, de ikke umiddelbart tror på gen- respektive transmitterstofhistorien, og altså ikke på "psykisk sygdom" som fysiologisk sygdom.

Åbenbart mener man, at ord, begreb ikke betyder det store. Det er en fejl. Sprog er et magt- og identifikationsmiddel som ikke kan overvurderes. Ikke uden grund er rhetorik og semiotik f.eks. videnskaber for sig selv.

Mine ord, mit ordvalg, definerer mig selv. De ER mig. Ofte læser man i debatfora og på websites det velmendte råd, at man ikke skal identificere sig med sin "sygdom", siden man jo ikke ER sin sygdom. Gerne udtalt af desamme personer, der så andetsteds i detsamme forum skriver: "Jeg ER psykisk syg".

Nu kan vi vist hurtigt blive enige om, at når en person siger: "Jeg er diabetiker", så gør det ikke personen til en "syg" personlighed. Det gør ikke denne persons psyke, hans eller hendes tanker, følelser og handlinger "syge". Desværre forholder det sig lidt anderledes, når det kommer til "psykisk sygdom". Fordi både en persons personlighed men også evtl. "psykisk sygdom" lokaliseres i personens hjerne. Altså må det være personens personlighed, der er syg. Kan man tage en person alvorligt hvis psyke, hvis tanker, følelser og de deraf følgende handlinger er syge? Nej, vel? Ikke desto mindre er det netop det, de "psykisk syge" kræver: At blive lyttet til og taget alvorligt. På lige fod med ikke "psykisk syge" mennesker. Med hvilken ret?

Det er som med slaven, der betegner sig selv som "slave" og samtidigt kræver at blive behandlet som en fri mand/kvinde. Et urimeligt krav. At overtage "herrens", psykiatriens, terminologi, gør mig til det, "herren", psykiatrien, betragter mig som at være: en "slave", en "psykisk sygdom", en diagnose. En utilregnelig, "syg", defekt og derved værdiløs ting, som der ikke er nogen som helst grund til at lytte til eller tage alvorligt. Ikke kun i psykiatriens, men, bevidst eller ubevidst, også i mine egne øjne. En ud af mange grunde, hvorfor jeg selv har valgt begreber som "psykisk syg", "sindslidende" og lignende (hjerne-)sygdomsrelaterede begreber fra, når det kommer til min person.