Svar på tiltale

Ikke helt uforventet fik jeg selvfølgeligt svar på tiltale mht. min seneste kommentar på Outsiderens blog. Dog hverken på Outsiderens blog eller hér, på min, men via privat mail.

Svaret på tiltalen betegner sammenligningen af psykofarmaka med narkotika som "noget værre vrøvl". Med den begrundelse, at narkotika, i modsætning til psykofarmaka, skulle være euforiserende stoffer, og at man f.eks. ikke bliver spor opstemt af antidepressiva. Åh?? Tja, det er jo nu så sandt som det er sagt, men det er ikke alene opstemthed, der driver folk ind i et misbrug. Antidepressiva gør f.eks. noget helt andet, end at direkte forårsage eufori, opstemthed. De forøger effekten af metadon. Hvorfor de gerne mis-/bruges af mennesker, der altså tager metadon, med det mål, at få en lidt federe effekt ud af metadonen. Et andet eksempel er alkohol, der som bekendt heller ikke i alle tilfælde forårsager opstemthed, men i mange tilfælde derimod f.eks. aggressivitet. Hvilket ikke nødvendigvis får det mis-/brugende menneske til at droppe alkoholen.

Det afgørende, det der driver de fleste i et stofmisbrug, er ikke ønsket om at opleve lykke i form af jublende eufori. Det er ønsket om at opleve den lykke, flugten fra virkeligheden - en uudholdelig virkelighed - betyder. Og dertil egner sig alle bevidsthedsforandrende stoffer. De legale lige så vel som de illegale. Dem, der nemt kan fås af ens af samfundet officielt som legal anerkendte drugpusher lige så vel som dem, man skal begive sig ud i illegaliteten for at få fingrene i.

The Last Psychiatrist gør i øvrigt opmærksom på en ganske interessant bbc.co.uk-artikel om afhængighed. Om internetafhængighed, ja. Men jeg mener, grundprincippet kan anvendes på al afhængighed. Også den af at gøre brug af "støtteuniverser", af at reagere "psykotisk" og flygte fra en uudholdelig ind i ens egen, helt private virkelighed.

"Maybe I didn't really have that choice, then, but I do have it now. (...) Thus, there's a way out. I'd just have to make a choice... It just happens, things just happen, sometimes it just happens that I light a cigarette, a bad habit."

Bevidstgørelsen af at valget er mit, og mit alene, om jeg vil tænde den næste smøg, eller om jeg vil lade være, om jeg vil gå ind i et støtteunivers, eller ej, om jeg vil leve og lide i min fortid, eller ej, om jeg vil gøre som stemmerne siger, eller ej. Om jeg bare vil lade det ske, eller ej. Empowerment. Frigørelsen fra offerrollen.

En observation, der leder mig til en anden, desværre meget udbredt, misforståelse, mailen giver udtryk for. Nemlig den, at "det meste af det der gør os deprimerede [skulle være] fuldstændig uden for vores kontrol". En misforståelse, der selvfølgeligt og uundgåeligt må føre til den misforståelse, at holdbare løsninger på problemet ikke findes.

Desværre formidler systemet denne misforståelse stadigt som værende den eneste forståelse af eksistentielle kriser. Specielt igennem påstanden, at eksistentiel lidelse skulle være forårsaget af biologisk hjernesygdom. Disempowerment. Tildeling af offerrollen. Så systemet kan fremstå som redder. - Og interessant er, hvordan "offeret" i mailen bliver til "krænker", fordi jeg nægter at gå ind i rollen som "redder" og udvise bekræftende medlidenhed. Hvilket i øvrigt ikke kun sker i starten af mailen, men igen umiddelbart efterfølgende bemærkningen om, at "det meste af det der gør os deprimerede [skulle være] fuldstændig uden for vores kontrol".

Vred blev jeg ikke så meget på mig selv, som jeg blev det over forsøget, at gøre mig (læseren af blogindlægget på Outsiderens blog) til offer - igen. Over forsøget, at trække mig (læseren) ind i dramaet - igen. Men ligeså jeg indlader mig på vreden, indlader jeg mig også på en af rollerne i dramaet. Valget er mit.

Projektioner I

Ron Unger efterlyser i et af sine blogindlæg en bog for mennesker med en psykdiagnose om hvordan man som et sådant menneske "håndterer" sine pårørende. Mens der findes utallige bøger, kapitler i bøger og piecer om hvordan man som pårørende håndterer "psykisk syge" familiemedlemmer, ser det ikke ud til, at der findes meget om, hvordan man som den håndterede håndterer sine pårørendes håndtering af en selv.

Som jeg skrev i min kommentar til Ron's indlæg, overrasker det mig ikke. Er man først blevet officielt defineret og afstemplet som værende en sygdom, en ansamling af symptomer, i stedet for et menneske, så giver det sig selv, at denne ansamling af symptomer skal håndteres. Mens ansamlingen af symptomer helst ikke skal håndtere noget som helst, bare skal lade sig håndtere. Jo mere passivt, jo bedre. Ting og abstrakte begreber skal håndteres. Mennesker skal respekteres, ikke håndteres. En syg krop gør ikke et menneske til en ting. En angiveligt "syg" adfærd og tænkning, et angiveligt "sygt" følelsesliv gør.

Begrebet "håndtere" ("to manage" på engelsk) indeholder et forholdsvis stærkt element af "kontrollere". I modsætning til "respektere", der indeholder snarere et element af "give plads" - den plads, enhver livsform har behov for at have til rådighed for at kunne være sig selv. Amanda ovre på Ballastexistenz har skrevet et brilliant indlæg om emnet. Læs det!

Et ønske om kontrol opstår ud af oplevelsen af usikkerhed. Et ønske om at kontrollere sine omgivelser, sine medmennesker, opstår når man projicerer årsagerne til sin egen selvusikkerhed ind i omverdenen, ind i sine medmennesker. En selvbeskyttelsesmekanisme: når det ikke er egne, ubevidste indhold, der skræmmer og forusikrer, men derimod ting i omverdenen, inklusive medmenneskerne, så undgår man at skulle konfrontere sig selv med sin egen selvusikkerhed, med sig selv. Hvilket nok er den mest skræmmende konfrontation, man kan komme ud for. Man kan nemlig ikke løbe fra sig selv. Men man kan løbe fra ting i omverdenen og sine medmennesker. F.eks. ved at udpege tingene som angiveligt værende en mystisk hjernesygdom ("lortet"), og ens medmennesker som bærere af denne hjernesygdom, som den form, den angivelige "sygdom" kommer til udtryk på ("de sindssyge").

Så, ja, jeg forstår godt, hvorfor der findes så meget information til pårørende om, hvordan de bedst håndterer deres egne, i omverdenen og i medmenneskerne projicerede rædsler. Og jeg forstår næsten endnu bedre, hvorfor der stort set ikke findes information til "projektionsofrene" om, hvordan man frigør sig af projektionen. For, hvad skulle de "kære" pårørende gøre, hvis dem, de har udpeget til at være alle deres egne indre rædslers ydre projektion, unddrog sig projektionen, ved at unddrage sig kontrollen? Og jeg forstår også den bitterhed, jeg ofte ser blandt pårørende over psykiatrien, når denne "svigter", når denne ikke lever op til forventningerne og ikke muliggør den ultimative kontrol. F.eks. ved umyndiggørelse og domsafsagt tvangsbehandling. F.eks. ved at stille en seng på den lukkede til rådighed i ubegrænset tid, for det udpegede "projektionsoffer", det udpegede sorte får.

Problemet er, at uanset hvor meget hjælp og støtte psykiatrien end tilbød de pårørende, så ville det aldrig være nok. Rædslernes kilde er ikke tingene, en mystisk hjernesygdom, "lortet", eller medmenneskerne, "de sindssyge". Kilden er den egne, ikke-konfronterede, ubearbejdede sårethed, som man ville være nødt til at kaste et åbent og fordomsfrit blik i spejlet for at se. I stedet for at kaste et forudindtaget, distanceret og fordømmende blik på "lortet" og "de sindssyge". Det kræver mod at se i spejlet uden afstandtagende forudindtagethed og fordomme. Mod til forandring og udvikling, til at tage chancer, til at tage ansvar, til at møde sig selv. Det er det mest skræmmende af alle tænkelige møder. Mødet med sig selv. Det er unægteligt meget nemmere at løbe fra det. Ligesom det er noget nemmere, at løbe fra det ansvar, man har som menneske, overfor sig selv, overfor andre og også overfor tingene. Ligesom det er nemmere at forhindre enhver form for forandring og udvikling. Hos sig selv og andre. Så man kan opretholde illusionen om uforanderlig sikkerhed i tilværelsen: "You will either step forward into growth, or you will step backward into safety." (Enten tager du skridtet frem mod udvikling, eller også tager du skridtet tilbage mod sikkerhed.) -Abraham Maslow. Skridtet frem havde været/ville være at vedkende sig sig selv. Det ville være at indrømme, at man ikke magter andres menneskelige problemer, fordi man ikke er afklaret med sine egne i tilstrækkeligt omfang. At udpege det eller de sorte får og distancere sig igennem diskriminerende ord og handlinger, er at tage skridtet tilbage. Ind i en fastlåst og fastlåsende s-/tilstand af - formentlig - sikkerhed. Hvor man dårligt kan trække vejret. Fordi enhver udvidelse af den skarpt afgrænsede sikkerhed, om end bare så meget, at man kunne trække vejret, nemt kunne medføre at grænserne sprængtes og rædslerne fik frit spil. "Hvis du har et forstand, kan du miste det."

Det er hér, vi har den virkelige regression. I et mere fordømmende end respekterende samfund, i vores mere kontrollerende og projicerende end åbne, pladsgivende kultur, i de pårørendes ønske om kontrol af deres "sindssyge" familiemedlemmer, og i psykiatriens fastlåsende, i ordret og overført betydning indespærrende "behandlings"metoder. Ikke i kriseramte menneskers dykken ned i de dybeste lag af deres grænseløse væren på deres søgen efter sig selv. Ikke i deres forsøg på at tage skridtet frem og frigøre sig. At betegne dette forsøg på progression som regression, er regressivt i sig selv.

Det er på tide med en bog til alle de udpegede og fastlåste, indespærrede sorte får. En bog med tips og fif om, hvordan man kan emancipere sig fra kontrollerende, projicerende pårørende. Ikke bare for de sorte fårs skyld.

"Please Call Me by My True Names"

Jeg havnede forleden dag på en blog, jeg af og til besøger, udelukkende fordi den bl.a. beskæftiger sig med et emne, som intet har med politik eller samfund at gøre, men alligevel er af en vis interesse for mig. Som sagt, så beskæftiger bloggen sig bl.a. med dette emne. Dvs., den omhandler også politiske og samfundsmæssige emner, i ny og næ. Dog på en måde, der for mig som regel er mindre relevant. Ikke desto mindre kom jeg altså til at læse et meget tankevækkende indlæg om et samfundsrelateret emne forleden, om manden der har begået nogle seksualforbrydelser, og nu er på fri fod for fjerde gang, flygtet, ikke løsladt.

Det der var tankevækkende for mig var ikke så meget sagen i sig selv. Det var måden, manden i indlægget blev omtalt af bloggens forfatter.

Jeg vil her på stedet hverken nævne navne eller citere direkte, bortset fra at jeg vil nævne, at indlægget gør brug af densamme retorik som Ekstra Bladet og B.T. er kendt for: "udyr". Derudover indeholder indlæggets ca. 8 linier såpas meget og såpas intens aggressivitet, at den for mig nærmest blev fysisk mærkbar under læsningen af de ca. 8 linier, og at jeg undrer hvor langt fra at selv være et "udyr" forfatteren egentligt er. Via netop denne retorik men også mht. indlæggets øvrige indhold.

En veninde af mig konstaterede en gang, at det der afholdt de fleste af os fra at slå naboen ihjel med noget andet end blikke og lejlighedsvise, spidse bemærkninger, for noget som f.eks. at anskaffe en hund, der af og til til vores store forargelse siger "vov", jo bare var nogle meget skrøbelige, kulturelle, moralske normer. Et "beskyttelseslag" tyndt som pergamentpapir.

Alene betegnelsen "udyr" berøver manden hans menneskelighed, og slår ham dermed ihjel. Som det menneske han er. Og et menneske, en af os, er og bliver han, uanset hvad han måtte have gjort mod andre. Mens jeg tænker, at det netop er angsten ved tanken om hvor meget vi faktisk har tilfælles med ham, at vi faktisk har så meget tilfælles med ham, at forskellen er mikroskopisk, næsten ikke til at få øje på, der driver os ud i et desperat forsøg på afgrænsning: "udyr" vs. "menneske". Eller: "Jeg er medlem af den samfundsgruppe, der udpeger og dømmer 'de sorte får'. Du er 'det sorte får'. "

Densamme dynamik kan observeres når det drejer sig om "de psykisk syge", eller "indvandrerne", eller eller eller. Vi lever ikke i et demokrati. Vi lever i et klassesamfund, der består af "den rette slags" og "den dårlige slags". Og selvfølgeligt ligger magten til at definere, hvem der tilhører hvilken slags udelukkende ved "den rette slags". Meget gerne "videnskabeligt" retfærdiggjort via genforskningen. Foreløbigt dog primært baseret på angiveligt medicinsk ekspertise, der angiveligt på baggrund af videnskabeligt objektivitet kan udpege bestemte adfærdsmønstre som værende syge, "dårlige".

For at vende tilbage til "udyret" så er der jo nogle, der siger, vi er vores handlinger. Her kunne den så slutte, og manden ville de facto fremstå som et "udyr". Men den slutter altså ikke her. Vores individuelle handlinger er nemlig allesammen en reaktion på og et produkt af den konditionering vi har fået, af samfundet, af den kultur, vi lever i. Og dermed er vi allesammen også denne mand, som blogindlæggets forfatter omtaler på en måde, der ikke lader nogen tvivl om hvor gerne han/hun vil se sig selv som værende grundlæggende forskelligt fra ham, men der samtidigt gør ham/hende til en til forveksling lignende udgave af manden, ligeværdige mennesker.

"Jeg har et digt til dig. Dette digt handler om tre af os. Den første er en tolvårig pige, en af boat-people'ne på vej over Golfen af Siam. Hun blev voldtaget af en søpirat, og bagefter kastede hun sig i havet. Den anden er søpiraten, der blev født i en afsides liggende landsby i Thailand. Og den tredje person er jeg. Jeg blev meget vred, selvfølgeligt. Men jeg kunne ikke vælge side mod søpiraten. Hvis jeg havde kunnet, havde det været enklere, men jeg kunne ikke. Jeg forstod, at hvis jeg var blevet født i hans landsby og havde levet et lignende liv - økonomisk, uddannelsesmæssigt, og så videre - er det meget sandsynligt, at jeg ville være denne søpirat nu. Så, det er ikke nemt, at vælge side. Ud af min lidelse skrev jeg dette digt. Det hedder 'Please Call Me by My True Names' (Vær sød at kalde mig ved mine sande navne), fordi jeg har mange navne, og hvis du kalder mig ved et hvilket som helst af dem, må jeg svare 'Ja'." -Thich Nhat Hanh

Hvis du stadigt tror, at "skizofreni" forårsager svind af hjernematerie...

...så kan du blive klogere af dette New York Times interview med Nancy C. Andreasen, der siden 1989 har fulgt en gruppe som "skizofren" stemplede mennesker og en rask kontrolgruppe, for at finde ud af, om "sygdommen" faktisk forårsager svind af hjernematerie eller ej.

Allerede for flere år siden stod resultatet af hendes forskning klart for Nancy C. Andreasen: Ikke "sygdommen" men "behandlingen", neuroleptika, forårsager svind af hjernematerie.

Neuroleptika blokkerer for at specielt pandelapperne, den region i hjernen, hvor de kognitive evner, hukommelsen, personligheden etc. lokaliseres, dvs. den del af hjernen, der gør mennesket til menneske, bliver stimuleret. Som følge af denne mangel på stimulation svinder hjernen i denne region ind.

Nancy C. Andreasen har holdt resultaterne tilbage, da hendes "største frygt var, at mennesker, der har behov for disse medikamenter, vil holde op med at tage dem".

Ron Unger mener hertil: "Jeg tænker, det er for ærgerligt, at hun ikke overvejede, hvordan det at blive siddende på disse data kunne bidrage til at millioner af mennesker fik mere af disse medikamenter, end nødvendigt, og hvordan udviklingen af alternativer blev forsinket af folk, der troede, at disse stoffer er helt ufarlige og alternativer ikke er nødvendige."

I konklusionen på hans blog skriver Ron Unger endvidere: "Det er lidt af en trist spøg at tale om at 'empowere' brugere, og så at gøre en indsats for at holde dem på medikamenter, der forårsager svind i den hjernedel, der gør det muligt for dem, at træffe beslutninger. Det duer simpelthen ikke. Vi er nødt til at sigte mod, at få folk væk fra disse medikamenter, ikke hensynsløst, men metodisk. Og vi er nødt til at sigte mod, at behandle andre uden nogensinde at få dem startet på så farlige medikamenter overhovedet."

Han citerer i det følgende fra Wikipedia-artiklen om pandelapperne: "Denne hjerneregion er indblandet i planlægningen af kompleks kognitiv adfærd, udtrykke personligheden, og styre korrekt social adfærd. Den grundlæggende aktivitet menes at være harmoniseringen af tanker og handlinger i forhold til interne målsætninger." Bl.a. lokaliseres her også evnen til "at arbejde hen imod et bestemt mål, til at forudsige resultater, til at forbinde handlinger med bestemte forventninger, og til social 'kontrol' (evnen til at undertrykke drifter, der, hvis ikke undertrykt, kunne føre til socialt ikke-acceptable resultater)."

Det er altså netop i denne region, de evner lokaliseres, der er så vigtige for at et menneske kan arbejde målrettet hen imod recovery, for eksempel.

Ørnen Sofie og hønsene, del II

Sofie fik bl.a. ECT, og får det nu hovedsagligen, fordi hun, hvis hun ikke får det, ser orme i sin mad, og følgeligt ikke vil spise. "Hallucinationer" kalder psykiatrien disse orme i Sofies mad. Og "hallucinationer" er jo, som vi alle ved, og per definition, ikke andet end et produkt af og et umiskendeligt tegn på en hjernekemi i ubalance. "Hallucinationer" har ingen dybere mening. De er ikke metaforer, der står for noget andet, noget meningsfuldt, noget, mennesket i krise kan have svært ved at erkende meningen af, fordi det er så svært, at abstrahere fra en sanseoplevelses, en tankes, et billedes direkte indhold og erkende det metaforiske ved metaforen, når man er i krise.

"Hallucinationer er abnormale sensoriske opfattelser, der optræder mens en person er vågen og ved bevidsthed, og som er uden sammenhæng til ydre begivenheder; med andre ord, at se eller høre ting, der ikke er der", hedder det på Healthline.com, indrammet af en Geodon-reklame. Ja, så må man vel hellere overbevise Sofie om, at ormene i hendes mad ikke er virkelige, at hun ser dem, fordi hun er syg i hovedet, eller i hjernen, nærmere betegnet, og at ECT derfor er en nødvendighed. Fordi det vil lade hende glemme alt om ormene - og mange andre ting. Man må overbevise Sofie om, at hendes virkelighedsopfattelse, hendes tanker, følelser og forestillinger, er syge, ikke har hold i (psykiatriens) virkelighed, at de følgeligt er værdiløse, ikke til at stole på, det pure vanvid, uden sans og mening, og at de derfor bedst fjernes.

Men hvad er Sofie som personlighed, hvis både hendes tanker, følelser og forestillinger, hvis hele hendes virkelighedsopfattelse er syg, ikke har hold i (psykiatriens) virkelighed, hvis den er værdiløs, ikke til at stole på, det pure vanvid, uden sans og mening, og oplevelsen af den og erindringen på den følgeligt bliver til et "symptom", der skal fjernes??

Når Sofie så siger at, "nåhhhr, så er jeg altså syg, værdiløs, ikke til at stole på, et produkt af det pure vanvid, uden sans og mening", hvis hun fornægter sin egen virkelighed til fordel for andres (psykiatriens, den "sorte" terapis) virkelighed, så udviser hun "sygdomsindsigt". Ifølge psykiatrien. Og ifølge den "sorte terapi". Og hvis der skulle snige sig den mindste tvivl ind, et eller andet sted dybt nede i Sofie, ja, så er denne tvivl selvfølgeligt også bare produkt af det pure vanvid, og ikke til at stole på. Det kan Sofie da godt se, ikke? Den "sorte" terapis coping strategies: Fornægt dig selv.

Sandsynligvis har Sofie aldrig fået andet at vide igennem sit liv, end at hendes virkelighedsopfattelse, hendes tanker, følelser og forestillinger, og dermed hele hende selv, er syg, ikke til at stole på, det pure vanvid, uden sans og mening, og uden hold i (omverdenens) virkelighed. I forhold til resten af Sofies omverden, har psykiatrien, og med den den "sorte" terapi, den uvurderlige fordel, at man har videnskaben på sin side. Man kan overbevise Sofie ved hjælp af videnskabelige fakta, fakta om hjernesygdomme, ubalancer i hjernekemien, gener. At det, man her prøver at sælge Sofie, og så mange andre, som "fakta", i sig selv ikke er andet end det pure vanvid, uden sans og mening, ikke til at stole på, værdiløst, og uden hold i (nogen som helst) virkelighed, at der ikke findes dokumentation, videnskabelige beviser for disse "fakta", og at Sofies eventuelle tvivl dermed er mere end berettigede, undlader man selvfølgeligt at oplyse hende om. Hun kunne komme til at tro på ormene i maden som virkelige igen, og stille spørgsmålstegn ved, at ECT skulle være "den helt rigtige behandling til netop (hendes) problem".

Men, også her, bare roligt. I det konkrete tilfælde "Sofie" er der efterhånden godt og grundigt sørget for, at Sofie slet ikke er i stand til at tænke, føle eller forestille sig noget i den retning længere. Denne mulighed ER fjernet.

Jeg fortalte en gang en veninde, at jeg ikke mente, jeg var et menneske. Hun grinede ikke. Hun rystede ikke på hovedet. Hun skyndte sig heller ikke at ringe 112. Hun kiggede bare interesseret på mig og spurgte: "Hvis du ikke er et menneske, hvad er du så?" Befriende. Mange andre, og psykiatrien helt sikkert, havde sagt: "Du er jo syg i hovedet! Vi kan da se, at du er et menneske." Og dermed havde sagen været afgjort og afsluttet for dem. Tja, mit ydre lignede nok til forveksling det af et menneske. Men indeni var jeg såpas fremmedgjort fra den del af det særegent menneskelige, der udgjorde min personlighed, at det forekom mig som en umulighed, at jeg overhovedet skulle være et menneske. Jeg VAR faktisk ikke noget menneske. Jeg led ikke af "hallucinationer" eller "vrangforestillinger". Mine forestillinger var tværtimod fuldstændig korrekte. Jeg havde bare svært ved at erkende metaforiken i dem. Altså tog jeg dem bogstaveligt. At erkende metaforiken i sine forestillinger kræver, at man kan sætte ord på den. At umulige, ikke-eksisterende ord bliver mulige og eksisterende i bevidstheden.

Hvis Sofie ser orme i sin mad, så ER der "orme" i hendes "mad". Det eneste, der havde kunnet overbevise hende om, at der ikke er orme i hendes mad, det eneste, der havde kunnet befri hende fra at se orme i sin mad, havde været at acceptere ormene i maden som Sofies virkelighed, en lige så gyldig og meningsfuld virkelighed som alle andres. Hverken syg eller værdiløs eller det pure vanvid, men fuldt ud til at stole på og indeholdende lige så meget sans og mening som enhver anden virkelighed. At acceptere hendes virkelighed, havde gjort det muligt for Sofie at acceptere den selv. Og derfra at udforske den: Er "ormene" orme? Eller er de måske en metafor for noget helt andet, og i så fald for hvad? Og er "maden" maden? Måske har hendes terapeut prøvet. Det fortæller historien, artiklen "Dag for dag uden i går" i Outsideren, ikke noget om. Men uden minder og gjort ligeglad af psykofarmaka respektive jævnlige ECT-"behandlinger" havde Sofie ikke nogen chance.

Vejen til et eget sprog, til at finde og muliggøre sine egne ord, går igennem minderne. Minder af begivenheder, følelser, fornemmelser. Ufiltrerede minder. Befrielse er ikke at få etableret et (nyt) filter, eller en (ny) ligegladhed. Befrielse er at finde et konstruktivt, kreativt sprog, der overflødiggør det destruktive, når de ting, der går én på, ufiltreret, skal benævnes. Et menneskes personlighed udgøres af dette menneskets livshistorie. Jo mere man kender til denne livshistorie, jo mere man bliver sig selv bevidst, jo større chance for frihed. Uden livshistorie, uden minder, ingen personlighed. Og uden selvbevidst personlighed ingen frihed. Befrielse er ikke at få klippet vingerne. Det er at erkende og acceptere ørnen indeni, lære den at flyve, og slippe den fri. Af terapeuten kræver det, at han/hun er villig og i stand til at erkende og acceptere (ørnen i) sig selv. Vingeklippede høns, for hvilke flyvende ørne er en umulighed og ikke-eksisterende, kan ikke hjælpe en ørn at lære at flyve. Vingeklippede høns kan kun sørge for, at ørnen indeni bliver filtreret fra bevidstheden, igen og igen, og somme tider altså en for alle gange. Som i Sofies tilfælde.