onsdag den 28. november 2007
Det var på tide!
Den, især i Danmark, meget udbredte og udprægede "Sådan har vi gjort de sidste 10/20/100 år, sådan bliver vi ved med at gøre"-mentalitet kan godt gøre det svært for nye trends at vinde frem her i landet. På nogle områder er danskerne dog efterhånden godt med.
Så kunne man den 25.11.07 f.eks. læse i "Erhverv på nettet", at "forbruget af antipsykotisk medicin sætter nye rekorder". Alene i det første halvår 2007 blev der ifølge artiklen omsat for 409 millioner kroner neuroleptika i Danmark. Og det, selv om sundhedsstyrelsen i forbindelse med flere dødsfald pga. overmedicinering respektive medicinering med et flertal af "medikamenter" på samme tid, anbefalede lægerne at holde igen.
På den ene side har vi her altså sundhedsstyrelsen, der bønfalder lægerne om at lægge bånd på sig, på den anden har vi medicinalindustriens salgsrepræsentanter, der vifter med et (tykt) bundt dollars foran næsen af samme læge. I USA topper psykiatere statistiken over hvor meget de forskellige speciallægegrupper scorer i belønning for en god salgsindsats. Hvad vælger lægen mon? At lytte til sundhedsstyrelsens bøn - og det aflagte lægeløfte om ikke at tilføje nogen skade - eller en pæn ekstraindkomst, der sikrer det næste ferieophold på Hawaii, med luksushotel og palmestrand?
Det overvejes nu kraftigt, at gribe til mere kontante midler end bøn fra sundhedsstyrelsens side og sætte i gang med en nøje overvågning. Spørgsmålet er dog, om dette kan have en effekt i et fag, som er såpas styret af tro og subjektiv vurdering i stedet for af videnskabelighed, som psykiatrien er det. Hvad har sundhedsstyrelsen tænkt sig at svare, når en" læge" f.eks. påstår at ni forskellige "medikamenter" er en nødvendighed, at mindre ikke kan gøre det, som sket i tilfældet Luise? Man har vel næppe tænkt sig at sætte spørgsmålstegn ved "eksperternes" ekspertisiske vurdering??
Et andet område på hvilket danskerne er ved at hale godt ind på den internationale, og her især US-amerikanske, standard, er psykiatriseringen af børn. "ADHD", "angst" og "OCD" hos børn og de uvægerligt tilhørende piller har vi jo kendt i en del år efterhånden. Det er dog gået lidt trægt med at få sat andre psykiatriske mærkater på børn og dermed få åbnet for nye afsætningsmarkeder for farmaindustrien.
Igennem de seneste fem år er den danske psykiatri dog tilsyneladende endeligt vågnet op af sin tornerosesøvn når det kommer til "depression" hos børn: Antallet af børn og unge, der udsættes for en "depressions"-diagnose er næsten fordoblet igennem de sidste fem år, fremgår det af en artikel i Kristeligt Dagblad. Og i en anden artikel på netdoktor.dk fortæller Per Hove Thomsen at mellem 50 og 70% af børnene med en "depressions"-diagnose, samt nærmest alle unge med en sådan, selvfølgeligt får "medicin". Selvfølgeligt, fordi "depression" jo er en biologisk sygdom, som vi alle ved, og derfor kræver medicinsk "behandling". "Nogle depressive tilstande er arvelige", hedder det så også i Netdoktorens artikel. Jeg vil her gerne give Netdoktor et fif: Vær mere påpasselige med jeres ordvalg! Farmaindustrien og psykiatrien plejer gerne at gøre brug af et diskret "antageligt" eller "formodentligt" i sådanne sætninger. Det forebygger, at nogen be'r om dokumentation, der underbygger påstanden videnskabeligt. Og som bekendt, er der jo ikke noget indenfor psykiatriens område, der er videnskabeligt bevist.
Børn og unge er altså lige så lidt kede af det som voksne. De lider af en "psykisk sygdom", læs: hjernesygdom, ved navn "depression", ja! De har lige så lidt brug for at en empatisk, forstående person giver dem noget af sin tid og lytter til deres problemer som voksne med en "depressions"-diagnose. De har brug for piller. Og så en smule opdragende terapi måske, ved siden af.
"Det er ikke udelukkende negativt, at forbruget af antidepressive præparater til børn og unge er steget. Forbruget har nemlig hidtil været minimalt", konstaterer Per Hove Thomsen. Nej, det er vitterligt også på tide, at vi bevæger os væk fra et minimumsforbrug af f.eks. Effexor! Det vil i hvert fald Wyeth, producent af Effexor og sponsor for sitet, synes. Og når bare Wyeths kasse stemmer, så betyder det knapt så meget, at børn og unges selvmordsrisiko øges betragteligt af den såkaldt "anti"depressive "medicin", og at den nemt kan gøre ens barn til en school-shooter eller psykotisk.
Sympatisk i denne sammenhæng er Gideon Zlotniks udtalelser til Kristeligt Dagblad. "Det er en uhyggelig udvikling", siger han om det stigende pilleforbrug. "Det kan ikke være rigtigt, at vi løser et samfundsproblem med medicin til børn", mener han, og: "Vi sætter en diagnose på noget, som bare er en del af livet. Der er ikke længere plads til, at vi må græde, eller at vi ikke har lyst til at spise eller gå ud af døren en dag. Vi lever i en kultur, hvor vi skal smile og føle os harmoniske hver dag."
Jeg kan kun give Gideon Zlotnik ret. At være ked af det, forvirret, angst eller vred hører lige så meget til livet, til det at være et levende menneske, som det at være glad. Men desværre bliver der mindre og mindre plads i vores fagre nye verden, vores kultur, til levende mennesker. Og psykiatrien sørger flittigt for, at der bliver endnu mindre plads til dem, og det bliver spændende at se, hvornår man har tænkt sig i Danmark at blive så dygtig til at diagnosticere, at man finder de første to-åringer med "bipolar affektiv lidelse". Så vi også her i landet snart kan få vores Rebecca Riley.
Så kunne man den 25.11.07 f.eks. læse i "Erhverv på nettet", at "forbruget af antipsykotisk medicin sætter nye rekorder". Alene i det første halvår 2007 blev der ifølge artiklen omsat for 409 millioner kroner neuroleptika i Danmark. Og det, selv om sundhedsstyrelsen i forbindelse med flere dødsfald pga. overmedicinering respektive medicinering med et flertal af "medikamenter" på samme tid, anbefalede lægerne at holde igen.
På den ene side har vi her altså sundhedsstyrelsen, der bønfalder lægerne om at lægge bånd på sig, på den anden har vi medicinalindustriens salgsrepræsentanter, der vifter med et (tykt) bundt dollars foran næsen af samme læge. I USA topper psykiatere statistiken over hvor meget de forskellige speciallægegrupper scorer i belønning for en god salgsindsats. Hvad vælger lægen mon? At lytte til sundhedsstyrelsens bøn - og det aflagte lægeløfte om ikke at tilføje nogen skade - eller en pæn ekstraindkomst, der sikrer det næste ferieophold på Hawaii, med luksushotel og palmestrand?
Det overvejes nu kraftigt, at gribe til mere kontante midler end bøn fra sundhedsstyrelsens side og sætte i gang med en nøje overvågning. Spørgsmålet er dog, om dette kan have en effekt i et fag, som er såpas styret af tro og subjektiv vurdering i stedet for af videnskabelighed, som psykiatrien er det. Hvad har sundhedsstyrelsen tænkt sig at svare, når en" læge" f.eks. påstår at ni forskellige "medikamenter" er en nødvendighed, at mindre ikke kan gøre det, som sket i tilfældet Luise? Man har vel næppe tænkt sig at sætte spørgsmålstegn ved "eksperternes" ekspertisiske vurdering??
Et andet område på hvilket danskerne er ved at hale godt ind på den internationale, og her især US-amerikanske, standard, er psykiatriseringen af børn. "ADHD", "angst" og "OCD" hos børn og de uvægerligt tilhørende piller har vi jo kendt i en del år efterhånden. Det er dog gået lidt trægt med at få sat andre psykiatriske mærkater på børn og dermed få åbnet for nye afsætningsmarkeder for farmaindustrien.
Igennem de seneste fem år er den danske psykiatri dog tilsyneladende endeligt vågnet op af sin tornerosesøvn når det kommer til "depression" hos børn: Antallet af børn og unge, der udsættes for en "depressions"-diagnose er næsten fordoblet igennem de sidste fem år, fremgår det af en artikel i Kristeligt Dagblad. Og i en anden artikel på netdoktor.dk fortæller Per Hove Thomsen at mellem 50 og 70% af børnene med en "depressions"-diagnose, samt nærmest alle unge med en sådan, selvfølgeligt får "medicin". Selvfølgeligt, fordi "depression" jo er en biologisk sygdom, som vi alle ved, og derfor kræver medicinsk "behandling". "Nogle depressive tilstande er arvelige", hedder det så også i Netdoktorens artikel. Jeg vil her gerne give Netdoktor et fif: Vær mere påpasselige med jeres ordvalg! Farmaindustrien og psykiatrien plejer gerne at gøre brug af et diskret "antageligt" eller "formodentligt" i sådanne sætninger. Det forebygger, at nogen be'r om dokumentation, der underbygger påstanden videnskabeligt. Og som bekendt, er der jo ikke noget indenfor psykiatriens område, der er videnskabeligt bevist.
Børn og unge er altså lige så lidt kede af det som voksne. De lider af en "psykisk sygdom", læs: hjernesygdom, ved navn "depression", ja! De har lige så lidt brug for at en empatisk, forstående person giver dem noget af sin tid og lytter til deres problemer som voksne med en "depressions"-diagnose. De har brug for piller. Og så en smule opdragende terapi måske, ved siden af.
"Det er ikke udelukkende negativt, at forbruget af antidepressive præparater til børn og unge er steget. Forbruget har nemlig hidtil været minimalt", konstaterer Per Hove Thomsen. Nej, det er vitterligt også på tide, at vi bevæger os væk fra et minimumsforbrug af f.eks. Effexor! Det vil i hvert fald Wyeth, producent af Effexor og sponsor for sitet, synes. Og når bare Wyeths kasse stemmer, så betyder det knapt så meget, at børn og unges selvmordsrisiko øges betragteligt af den såkaldt "anti"depressive "medicin", og at den nemt kan gøre ens barn til en school-shooter eller psykotisk.
Sympatisk i denne sammenhæng er Gideon Zlotniks udtalelser til Kristeligt Dagblad. "Det er en uhyggelig udvikling", siger han om det stigende pilleforbrug. "Det kan ikke være rigtigt, at vi løser et samfundsproblem med medicin til børn", mener han, og: "Vi sætter en diagnose på noget, som bare er en del af livet. Der er ikke længere plads til, at vi må græde, eller at vi ikke har lyst til at spise eller gå ud af døren en dag. Vi lever i en kultur, hvor vi skal smile og føle os harmoniske hver dag."
Jeg kan kun give Gideon Zlotnik ret. At være ked af det, forvirret, angst eller vred hører lige så meget til livet, til det at være et levende menneske, som det at være glad. Men desværre bliver der mindre og mindre plads i vores fagre nye verden, vores kultur, til levende mennesker. Og psykiatrien sørger flittigt for, at der bliver endnu mindre plads til dem, og det bliver spændende at se, hvornår man har tænkt sig i Danmark at blive så dygtig til at diagnosticere, at man finder de første to-åringer med "bipolar affektiv lidelse". Så vi også her i landet snart kan få vores Rebecca Riley.
Labels:
antidepressiva,
børn,
diagnoser,
farmaindustrien,
neuroleptika
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar