Det niende offer

Det var bare et spørgsmål om tid. Og nu skete det altså, i Finland. Som det stod at forvente, er reaktionerne desamme som ved school shootings'ene i USA: Lad os have friere adgang til våben, så vi kan forsvare os mod sådanne psykopater! lyder det på debatfora, og chefpsykolog Jørn Beckmann udtaler, at "enhver med forstand på psykologi vil sige, at ham her skal vi have i behandling eller spærret inde." Der kan ikke være megen tvivl, hvilken form for "behandling" Jørn Beckmann, som iøvrigt også er læge, hvilket lader mig formode, at vi hos ham har at gøre med fænomenet "biopsykologi", mener. Psykiatrisk "behandling", dvs. medicinsk "behandling" selvsagt.

Desværre er det en kendsgerning at psykiatrisk, medicinsk "behandling" spillede en ikke uvæsentlig rolle i de fleste school shootings i USA. Størsteparten af USA's school shooters var enten på gerningstidspunktet eller umiddelbart før i "behandling" med psykofarmaka. Det er en kendt bivirkning, især af de nyere antidepressiva, SSRIs som Zoloft, Effexor, Prozac og Cymbalta, at man kan blive rastløs, aggressiv og endda homo- og/eller suicidal. Bivirkningen gør sig især bemærket hos børn og unge. Og sammen med "medikamenternes" ligegladgørende effekt, får vi en højt eksplosiv, fatal cocktail. Hvorfor stod "antidepressive midler" på Pekka-Eric's liste over ting han hadede? Vi får det vist aldrig at vide. Det er nemlig så meget mere bekvemt og ufarligt, at kræve "behandling" og indespærring end at sætte spørgsmålstegn ved et samfund, der "fungerer" ved at dope ubekvemme elementer fra sans og mening respektive spærrer dem inde - ude af øje, ude af sind.

Jørn Beckmann siger også at "der er et massivt svigt i den her sag". Han har ret. Hvad han imidlertid ikke har ret i, er svigtets natur. Pekka-Eric blev ikke svigtet i det at han ikke blev spottet som værende en "tikkende bombe (...) der skulle have været vurderet af professionelle for lang, lang tid siden", med psykiatrisering som uundgåelig følge. Han blev svigtet i det at ingen har erkendt, at han mistrivedes i den grad i samfundet, som han gjorde, og tog hans mistrivsel og ham selv alvorligt.

Pekka-Eric betegnede sig selv som "dissident", og det er hvad han var: en dissident. Desværre har samfundet heller ikke i hans tilfælde formået, at sætte ham i stand til at tænke og føle selvstændigt og at give ham et konstruktivt sprog. Det har gjort ham til et nemt offer for destruktive, fascistiske ideologier og deres forherligelse af vold. Desamme destruktive, fascistiske ideologier, der lader visse mennesker råbe på en friere våbenpolitik, så de kan forsvare deres lørdag-aften- "Hit med sangen"-fred og kan være fri for at skulle tage deres del af ansvaret for, at en Pekka-Eric mistrives i den grad i samfundet, at han ser sig nødsaget til at gå til yderligheder. Og desamme destruktive, fascistiske ideologier, der lader Jørn Beckmann udtale "Han er jo hamrende syg". Det er nemlig så meget mere bekvemt og ufarligt, at betragte mistrivsel som "psykopati", "sindssyge", en sygdom i det hele taget, end at skulle tage fænomenet og personen der mistrives alvorligt. Det er så meget mere bekvemt og ufarligt, end at skulle se sig selv i spejlet.

Tragedien i Tusby har ikke otte ofre, den har ni.