Criticism Anxiety, del I

I forbindelse med Outsiderens debat om ect, der har kørt i bladet igennem det forløbne års tid, blev jeg bedt om at skrive en sammenfattende artikel ud fra ect-modstandernes synsvinkel. Artiklen skulle stå i bladet som modpol til en på et interview med en psykiater, og dermed en fortaler for ect, baseret artikel.

Efter gennemlæsning af min artikel, mente man på Outsideren at mine argumenter ville komme bedre til deres ret hvis man lavede et interview med mig, også, og skrev en artikel om interviewet, i stedet for at bringe min egen artikel. Selv havde jeg fra det øjeblik min artikel blev afvist, en lidt anden idé om hvorfor man valgte artiklen fra til fordel for et interview. Denne idé fik jeg imidlertid bekræftet i sidste uge, hvor man lod mig tilkomme udkastet til den interview-baserde artikel. Desværre kan jeg ikke bringe udkastet her pga. copyright. Det er planen, at Outsideren nr. 62, som formodentligt udkommer sidst i denne måned/primo december, skal indeholde ect-afslutningen og altså også interview-artiklen. Til den tid vil jeg kommentere artiklen her på denne blog.

Indtil da er her min egen artikel, som altså ikke vil blive trykt i Outsideren:


De chokkerende fakta - Hvorfor modstandere arbejder for at afskaffe ECT

Forskellige bruger- og interesseorganisationer arbejder internationalt for et verdensomfattende forbud mod ECT. I forlængelse af Outsiderens debat om behandlingsmetoden, ser denne artikel på deres argumenter, baggrund og deres motivation.

Af Marian B. Goldstein

75-årige Leonard Roy Frank er eks-bruger og aktivist. En af de mest fremtrædende personligheder i kampen mod ECT. Han har selv været udsat for behandling med ECT, skrevet en bog om elektrochokbehandlingens historie og vidnet ved høringer.

"Det var den mest smertefulde og nedværdigende oplevelse i mit liv", siger Leonard om sin erfaring med ECT, "Min erindring af de foregående tre år var væk. Min highschool- og collegeuddannelse var effektivt ødelagt. Jeg følte, at hver en del af mig var blevet reduceret i forhold til før."

Tidligere i år udkom der en studie, gennemført af bl.a. Harold Sackeim, en af USAs største fortalere for ECT, der viser uopretteligt hukommelsestab og vedvarende nedsatte kognitive evner hos personer, der har været usat for ECT. Studien konkluderer, at anvendelsen af bilateral ECT derfor ikke er forsvarligt og bør erstattes fuldt ud af unilateral ECT, som ifølge studiens resultater ikke har disse bivirkninger i samme omfang.

Den amerikanske psykiater Peter Breggin indvender, at unilateral ECT hovedsagligen påvirker de områder i hjernen, der relaterer til følelserne. Skaden er derfor ikke på samme måde målbar som nedsatte kognitive evner, og personen selv har sværere ved at ænse og give udtryk for tabet. Hvilket dog ikke gør tabet i sig selv mindre alvorligt.

Studiens resultater underbygger og aktualiserer, hvad modstanderne af ECT i årtier har påpeget.: At ECT "virker" fordi behandlingen forårsager en hjerneskade. Scanninger og tomografier viser blødninger i hjernen som følge af ECT, og såvel den efter behandlingen ofte observerede eufori, som kramperne og hukommelsestabet er identiske med symptomerne på alvorlige hovedlæsioner.

Psykologen og aktivisten John Breeding gør endvidere opmærksom på at dødeligheden med 1 ud af 200 er høj, at ECT ofte forårsager hjertekomplikationer og somme tider epilepsi, at virkningen ikke er bedre end den af foregivet ECT, og at selvmordsraten for de personer der har været udsat for ECT ikke er lavere end for dem, der ikke har været udsat for behandlingen.

Faktisk øger behandlingen med ECT i nogle tilfælde selvmordsrisikoen under behandlingstiden og i den direkte efterfølgende tid. "Jeg ønsker kun at dø", skrev min veninde til mig, da hun var indlagt.

Denne øgede selvmordsrisiko kan tilbageføres til den effekt, ECT ifølge modstanderne egentligt skal have: Den af et trauma oveni et trauma, som Dianne betegnede psykiatrien generelt ved Freedom Center's Bed Push '07. Den af en traumatisering, der overgår den oprindelige traumatisering, der førte til krisen, og derved trænger denne i baggrunden.

"Livs- og kropsangst kan overflødiggøre psykotisk angst", siger den tyske psykiater Klaus Dörner således. ECT, især anvendt under tvang, placerer de udsatte personer i en offerrolle, hjælpeløst og passivt afhængige og underkastede de professionelles vilkår.

ECT "virker" derfor ifølge dens modstandere efter desamme principper som tortur: Ved at skabe stærke følelser af angst, skam og fuldkommen hjælpeløshed, nedbrydes enhver form for modstand. Psykiatriske "symptomer" indeholder som udgangspunkt altid en aspekt af modstand, siger neurologen John M. Friedberg. Og han fortsætter: "Kan tortur overkomme modstand? Åbenlyst."

Under alle andre omstændigheder end de psykiatriske er det, at udsætte et menneske for strømstød, et brud mod menneskerettighederne. Det er tortur. ECT, ligesom alle andre psykiatriske behandlingsmetoder, er en straf forklædt som "hjælp", "et våben for social kontrol", siger den canadiske eks-bruger og aktivist Don Weitz. Hvad der kontrolleres og straffes bliver tydeligt, når man ser på de statistiker, der viser at både kvinder, børn og ældre er langt mere udsatte for psykiatrisering, medicinering og, lige på nær børn (i Danmark), behandling med ECT end mænd: afvigende, ubekvem adfærd.

Samlende kan man sige at modstandernes argumentation er, at ECT hverken er skånsom eller livreddende. Tværtimod. Ved siden af den ikke uvæsentlige, psykologisk nedbrydende effekt, især af ECT givet under tvang, indebærer ECT en uproportional høj sundhedsrisiko. Oplysningen om denne risiko er mangelfuld. Som enkelte bidrag til debatten i Outsideren og en rundtur på de danske mainstream-hjemmesider viser, bliver der til tider endda direkte løjet og/eller fortiet, således at der ikke kan være tale om "informeret samtykke" i dagens Danmark.

Minderne, også og ikke mindst de følelsesmæssige, og også de smertefulde, er det, der gør os til personligheder. Min egen erfaring er, at psykiske kriser er et resultat af at det bliver for smertefuldt at mindes minderne. Psykiatriens svar på denne smerte er at eliminere minderne. Enten direkte, ved at påføre mennesker en hjerneskade med hukommelsestab som følge, eller indirekte, ved at overgå den oprindelige traumatisering med en ny. Dette svar står i direkte sammenhæng med udviklingen i samfundet hen imod en preferance for "de hurtige og nemme løsninger". Hurtige og nemme løsninger, der i det lange løb gerne giver bagslag for den enkelte.

Psykiatriens svar på smerten afspejler i mine øjne et menneskesyn, der lader kun lidt plads til den kompleksitet menneskets sind er. Det reducerer mig til mine transmitterstoffer og gener, og tager i værste fald uigenkaldeligt de minder fra mig, der ville gøre det muligt for mig at finde frem til mit sande væren i nuet, min personlighed. Denne, min egen, personlige indsigt, har været motivation nok for mig, at tilslutte mig modstanderne.