Salvation Syndrome

Siden jeg taggede mit opråb til farmaindustrien - og psykiatrien - fra den 20.11. med "Salvation Syndrome", må jeg vist hellere forklare, hvad jeg mener med det.

Jeg har igennem noget tid spekuleret over, hvad det mon er, der får mennesker i krise til at tro at psykiatrien skulle være en institution, der blev etableret og bliver opretholdt for at hjælpe DEM, alt imens jeg synes, det er ret så åbenlyst, at denne institution blev etableret og bliver opretholdt ene og alene for at hjælpe alle andre end mennesket i krise. At den blev etableret og bliver opretholdt i det øjemed at beskytte samfundet mod (af samfundet) forstyrrede og (samfundet) forstyrrende elementer.

Blandt andet, som jeg vil komme ind på i et senere indlæg, kom jeg frem til det, jeg valgte at kalde for "Salvation Syndrome" - for en gangs skyld betjener jeg mig en nærmest psykiatrisk kategorisering og terminologi. Jeg håber, jeg vil blive tilgivet!

For at illustrere konceptet, vil jeg citere fra svaret på mit bidrag til Outsiderens ect-debat. Svaret blev trykt i Outsideren nr.60/2007 under overskriften "Elektrochok redder liv!" Jeg vil ikke her nævne indlæggets forfatter ved navn. Outsiderens læsere ved, hvem forfatteren er. I parentes mine anmærkninger.

"Den vagthavende psykiater kendte mig ikke, men det gjorde afdelingssygeplejersken. Psykiateren mente, at jeg var almindelig ked af det (uhørt! "Almindelig ked"! Hvordan KAN han!) og var parat til at sende mig hjem. Men afdelingssygeplejersken syntes ikke om min tilstand og ville observere mig i 24 timer (ja, afdelingssygeplejersken KENDER K., og VIDSTE hvad K. havde behov for og længtedes efter). Hurtigt viste det sig, at jeg udviklede manisk delirium,..." (Det var på et hængende hår, men takket være afdelingssygeplejersken fik K. alligevel adgang til den psykiatriske magts hellige haller, og så måtte hun jo hellere skynde sig og udvise alle tegn, læs "symptomer", på, at hun var berettiget til frelsning, læs "behandling", så hun derved kunne blive bevaret fra at skulle gå igennem sin personlige udgave af den dybt menneskelige, men også, tilstået, meget smertefulde og triste oplevelse det er at blive konfronteret med følelser af indre tomhed og meningsløshed.)

Dér har vi det: Salvation Syndrome, eller: "Frels mig fra at skulle være et selv- og ansvarsbevidst menneske!"

Faktisk er K.s ordvalg noget af det mest religiøs-patetiske (i ordets virkelige, retoriske betydning), jeg nogensinde er stødt på. "Halvbevidstløs, som jeg var, fornemmede jeg dog min rare plejer Finns tillidsvækkende stemme og suset fra gangene, der føltes som svanevinger mod min kind", beskriver K. transporten til ect-rummet. Et religiøs-patetisk og underligt fremmedbestemt sprog.

Som antydet foroven, betvivler jeg ikke at K. var ked af det, meget ked, og i virkeligt stor smerte, da hun opsøgte psykiatrien. Men desværre havde også K., under tidligere kontakt med denne psykiatri, købt dens pseudo-løsninger for sin tristhed og smerte som de eneste mulige og gyldige. Lige nøjagtigt som folk accepterer reklameindustriens budskaber om at man kan blive en personlighed hvis man køber et "Invita"-køkken, at man kan opnå frihed igennem en trådløs internetforbindelse, eller at man kan opleve livet hvis man drikker en Cola, så accepterer folk psykiatriens budskab om at man kan undgå at skulle tage itu med sine emotionale og eksistentielle problemer, at man kan undgå at skulle være et levende menneske, ved at købe dens diagnoser og "behandling". Hvad alle disse budskaber ikke fortæller er, at deres pseudo-løsninger for ens behov og længsler, pga. deres provisoriske såvel som fremmedgørende karakter, uvægerligt vil skabe alt større behov og længsler indeni én, som uvægerligt vil gøre én alt mere afhængig af de anprisede varer. Alt imens man får at vide, at ens tiltagende smerte, den tiltagende tomhed og meningsløshed, man føler, netop fordi ens behov og længsler aldrig virkeligt bliver tilgodeset, skyldes en kronificering af ens "psykiske sygdom", og derfor kræver køb af endnu flere varer, læs diagnoser og "behandling": Tag en Cola til, eller to, eller tre... og bliv frelst, endnu en gang.

K. endte med at få 11 ect-"behandlinger" på en enkel uge. Hun er sikker på, at det reddede hendes liv. I dag er hun en af psykiatriens og ect'ens mest udtalte forkæmpere i Danmark, hun holder "foredrag om sygdommens ("bipolar affektiv lidelse") forløb og elektrostimulationens effektivitet", og det er blevet hende foreslået at skrive en bog om hendes erfaringer. Danmarks Kitty Dukakis.

Jeg tvivler ikke på, at ect har reddet noget for K. Men jeg er aldeles ikke sikker på, at dette noget er hendes liv.