Det behøves ikke at være Effexor, og det behøves ikke kun at være problematisk. Det kan være decideret farligt, med alvorlige konsekvenser for éns fysiske helbred, som Gianna Kalis eksempel viser.
Gianna, som grundet de helbredsmæssige følger udtrapningen har haft for hende, har besluttet, at holde pause med at blogge, har skrevet en ADVARSEL som et af de foreløbigt sidste indlæg til sin blog.
Gianna skriver:
"Jeg er meget meget syg, og for det meste fulgte jeg psykiatriens regler for udtrapning - de få, der findes. Hvad jeg ikke altid gjorde, var at lytte til min krop - hvilket er en meget mere indviklet sag, end at følge nogle udprintede bekendtgørelser om god praksis. Min krop fortalte mig, at jeg var ved at blive syg, og havde jeg lyttet til en af mine vejledere, der altid insisterer, at man efter hver reducering skal vente til man har det lige så godt eller bedre end før den, ville jeg ikke være i den knibe, jeg er i nu.
Jeg lyttede ikke til det. Hvad jeg fulgte, var 10% eller mindre reglen. Ikke oftere end hveranden uge. Et medikament ad gangen. Det kan stadigt være alt for hurtigt. Specielt hvis man har en lang og kompliceret historie.
(...)
Da der ikke er mange, der kun i kort tid har taget medikamenterne, må det siges, at udtrapning er farlig og skulle gøres med den størst mulige omhu og forsigtighed.
Jeg har lært det på den hårde måde. Jeg er meget syg. Mit endokrine system er ødelagt, og jeg har nogle forfærdelige abstinenssymptomer. Jeg er svækket i et omfang, som jeg ikke ønsker nogen nogensinde må være.
Jeg lyttede ikke til min krop.
Jeg har faktisk fundet en læge som forstår. Udtrykte det bedre, end jeg selv havde kunnet. Hun sagde også til mig, at hun "måske" kunne hjælpe mig, men ikke kunne love noget. Hun sagde, min situation var alvorlig.
Alle de andre kvaksalvere jeg har set, havde lovet en mirakuløs og hurtig vending til det bedre. Generelt ved læger intet om udtrapning. Forlang at de skal sætte sig ind i tingene, hvis du vil trappe ud. Giv dem nogle af de bøger og artikler, jeg nævner.
Jeg stoler på en læge, der siger til mig, at hun ikke ved, om hun kan hjælpe mig det store - det er i mine øjne en dannet og ydmyg læge.
(...)
At trappe ud af psykofarmaka er farligt. Det kan gøre dig sindssyg, eller, som i mit tilfælde, ganske enkelt skade dit fysiske helbred.
Denne blog tilbyder stadigt værdifuld information, men gør dig selv en tjeneste og sæt dig omhyggeligt ind i sagen. Lad være med at gøre dig selv fortræd. Specielt hvis du har hørt nogle få historier fra folk som har gjort det på en dum måde og overlevet det.
Og kald mig bare en fanatiker, det er sket mange gange, men at spise sundt, ernæring, spiritualitet, motion og meditation vil få dig igennem. Ikke så meget som prøv at trappe ud, hvis du ikke påtænker at hjælpe din krop med disse midler. Din krop er blevet hærget af medikamenterne og har brug for speciel omsorg."
Gianna linker i sit indlæg til en artikel om risici ved udtrapning ud af psykofarmaka af Joanna Moncrieff og et tidligere indlæg på sin egen blog, hvor man kan finde mere information og flere links, bl.a. til den britiske organisation MIND, der på sin hjemmeside har en vejledning til udtrapning.
Andre gode ressourcer er Peter Lehmanns bog "Coming off Psychiatric Drugs", som findes på flere sprog, bl.a. også på tysk (ikke dansk), og Will Halls "Harm Reduction Guide to Coming Off Psychiatric Drugs", der er vederlagsfrit tilgængeligt på nettet som pdf, og inden ikke så længe vil blive tilgængeligt på dansk også (jeg vil blogge om hvor og hvornår).
De fleste udtrapningsvejledninger anbefaler, at man venter mindst 3, gerne 4 uger for hver gang, man har reduceret dosen med 10% af den oprindelige dosis. Ligesom det også ofte understreges, at man skal være meget opmærksom på kroppens signaler. Det er uforståeligt, og helt klart et tegn på hvad Gianna kalder "kvaksalveri", hvis en læge, imod hvad erfaringen har vist, mener, det kan gøres med 2-ugers-intervaller, og derudover ikke tager abstinenssymptomer alvorligt.
Nogle tanker i forbindelse med dette: Det kan igen og igen overraske mig, at se diskrepansen mellem det, de professionelle ynder at kalde for "livskvalitet", og hvad jeg selv ser psykofarmaka, deres konsum ligesom udtrapningen ud af dem, gør ved folks faktiske livskvalitet. På en måde mistænker jeg, at den livskvalitet, de professionelle egentligt snakker om, er alle andres end det menneskes, der er i krise.
Som jeg kan forestille mig det er sket for de fleste, måtte også jeg leve med et konstant knevren om at disse stoffer ville kunne øge min livskvalitet - vejledningen var yderst kompetent, ja, ikke perfekt! - Heldigvis var jeg strid, eller stædig (eller bare paranoid??) nok til at takke konsekvent nej til "tilbuddet". Og heldigvis blev dette i sidste ende respekteret. En af de ting, jeg i dag er mest taknemmelig for. De facto tror jeg, at hvis jeg den gang havde vist om psykofarmaka, hvad jeg ved i dag, så var jeg sandsynligvis gået min vej, uden nogensinde at vende tilbage. Min beslutning den gang var ren intuitiv: Stol altid på din intuition! Og, som Gianna opfordrer til i sit indlæg, på de signaler din krop sender dig.
Hvad virkeligt gør mig led og ked af det, er at se alt for mange (knapt så stride, stædige) mennesker få deres helbred, og derved deres livskvalitet, ødelagt af psykofarmaka. Nogle gange permanent. Nogle gange, og alt for ofte, med døden som følge. Døde Mikkel af druk, eller af diabetes? Nej, undskyld, men Mikkel døde af at tage Zyprexa. Er Sidse nødt til at leve med tiltagende fedme og forringelse af sit generelle helbred, OG den forringelse af sin livskvalitet disse forårsager, fordi hendes "psykiske sygdomme" (som "eksperterne" ikke engang kan blive helt enige om, hvilke er, hvorfor hun både er stemplet med det ene, det andre og det tredje, og selvfølgeligt proppet med de respektive tilhørende psykofarmaka!) er værre end en ødelagt livskvalitet (og måske, i fremtiden, det der er værre)? Er det ok, som Sundhedsstyrelsen mener, at Luise døde efter hun, imod sin vilje, fik en injektion med et psykofarmakon (et ud af de ni! "medikamenter" hun var på), hun ikke kunne tåle, hvilket personalet var udmærket bekendt med? Adskillige gange havde Luise sagt, at hun følte "medikamenterne" var ved at slå hende ihjel. Ingen hørte efter, ikke for andet end at stemple hende med "giftangst" også. Mens den "ekspert", der slog hende ihjel, i mellemtiden blev ansat i en ledende stilling i Patientklagenævnet, hvor han/hun vurderer sager, der ligner den, Luises mor indbragte imod ham/hende. Kan det, Gianna går igennem, på nogen måde retfærdiggøres?? Undskyld, men svaret er NEJ! Ingen definition af "livskvalitet" kan nogensinde retfærdiggøre noget af alt dette. "Primum non nocere"...
De mennesker, der ordinerer disse stoffer, påstår at være læger og at praktisere, hvad de selv gerne kalder for "lægekunst". Jeg mener, virkelig lægekunst er, når man er i stand til at se når folks livskvalitet forringes eller ødelægges pga. sygdom, og når man så gør alt i éns magt stående, for at genskabe livskvaliteten respektive for at forhindre forringelsen og ødelæggelsen i at finde sted overhovedet. Alt andet må efter min mening kaldes for ignorance, kvaksalveri - eller cynisme.
I videoen nedenunder fortæller den U.S.-amerikanske kiropraktor og ernæringsekspert Vincent Bellonzi om en patient han havde, en kvinde, som kom til ham for at få vejledning til at tabe sig og forbedre sit generelle helbred. Det viste sig, at hun var på psykofarmaka, som hendes psykiater havde sagt, hun skulle tage resten af sit liv.
Vincent Bellonzis første kritikpunkt: Som læge bør man altid tilstræbe, at ens patienter bliver helbredt. At fortælle nogen, at de altid vil være afhængige af medikamenter, og dermed ens service som læge, er simpelthen i strid med professionens grundlæggende værdier. Bellonzi taler hér om et forhold, der kan betegnes som "misbrugende" (magtmisbrug), og "overkontrollerende".
Ikke nok med at have bundet kvinden til sig på denne altså ret magtmisbrugende måde (psykiatere kan være god til psykologi - når det drejer sig om at indoktrinere i hvert fald), så fortalte psykiateren hende også, at hun ikke havde brug for andet, end hvad han kunne levere: elektrochok og neuroleptika, i dette tilfælde. Bellonzi havde fundet frem til, at hun manglede nogle vitaminer, havde usunde kolesteroltal m.v., som der sagtens kunne gøres noget ved ved hjælp af kostændringer og -tilskud. Psykiateren modsatte sig.
Bellonzis andet kritikpunkt: Hvad får en læge til at ignorere fakta mht. en patients fysiske helbred og modsætte sig tiltag, der kunne forbedre det?? Mit bud på et svar: Et sundere levevis havde over sigt kunnet føre til mindre stor afhængighed af psykiaterens "behandling" - "mens sane in corpore sano", som det jo også hedder på latin. "Et sundt sind i en sund krop."
Desværre var kvinden såpas tryllebundet af sin psykiater, som hun betragtede som sin frelser, som Bellonzi siger, og af både dennes "medikamenter" og elektrochok"behandling" (begge dele indvirker nedsættende på de højere hjernefunktioner og kan derved nedsætte et menneskes evne til at vurdere den egne situation), at hun valgte, at følge psykiaterens råd, ikke Bellonzis og sine venners, der godt kunne se, at hun ikke fungerede specielt godt.
"Det, der giver mig problemer, er ikke så meget længere, hvad der har været. Det er, hvad der er, hvad jeg ser foregå i denne verden, her og nu", sagde jeg i min sidste terapitime i december sidste år. Det var ment generelt. Men det vedrører så afgjort også, og ikke mindst!, hvad jeg ser foregå på psykiatriens område.
Noget, der derudover giver mig problemer er den vedvarende uvilje i samfundet, til at diskutere dette åbent. Specielt frustrerende er det for mig, at se uviljen i sammenhæng med et specielt "insider"-medie. Delvist er det årsag til min uvilje mod dette medie, som har kunnet observeres i tidligere indlæg.
Jeg vil dog tilføje, at jeg blev positiv overrasket over Julie Frederikke Feilbergs artikel ("psykiatriens enøjede syn på tingene" - wow! Men jeg havde nok valgt at skrive: "psykiatriens blindhed"...). Selv om jeg mener, tilbuddet ikke burde være begrænset til bocentre, og heller ikke til at være et supplement til medicinsk "behandling". Men nu har jeg visioner igen...
Ja, og selvfølgeligt håber vi alle, der kender Gianna, irl eller via cyberspace, at hun snart vender stærkt tilbage!
Opslag
