"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

onsdag den 26. november 2008

Revolution

Som nogle måske har overværet, havde jeg jo mine problemer med at finde mig tilrette på et sted og i en sammenhæng som Outsideren, ligesom jeg også stadigt har problemer med at finde mig tilrette blandt (og hér var jeg lige ved at skrive "omringet af", hvilket sådan set rammer min følelsesmæssige oplevelse af situationerne meget godt) psykiatribrugere generelt. Mens jeg knapt har så mange problemer, når jeg færdes i overleverkredse - hvis jeg endeligt skal kategorisere lidt, for en gangs skyld.

Jeg har vendt og drejet problematiken en del, fordi jeg havde på fornemmelsen, at der manglede nogle brikker i puslespillet, og i går fik jeg så langt om længe sat nogle ord på nogle af de manglende brikker. I form af en mail, som jeg i lettere redigeret form vil gengive forneden. Mailen er et svar på delvis bemærkningen, at der måske var noget, jeg fornægtede, og delvis spørgsmålet om hvordan jeg helt konkret ville gribe sagen an, hvis jeg stod f.eks. på et værested, og skulle formidle noget, der måske kunne skabe forandring.

Det hér er mailen, jeg skrev:

"Ja, jeg fornægter noget. Er, i hvert fald i perioder, et eller andet sted hen, nødt til det. Jeg kan simpelthen ikke klare afhængighed, hverken i den ene eller anden form, og uanset omfang.

Det er lidt et tveægget sværd. Man kan sige, min ekstreme uafhængighedstrang og manglende lyst til at gå ind i en offerrolle, har sørget for, at jeg har kunnet opbringe den energi det krævede, at knokle mig igennem og ud af krisen ("ud af" og "ud af"... det er jo nok et livsprojekt, men i hvert fald ud af hvad der kunne hedde "akut krise"). På den anden side har den gjort det (og gør det stadigt ofte) enormt svært for mig at acceptere, at jeg ikke er perfekt, og derfor af og til kan blive nødt til at be' om og modtage hjælp. Uden at det nødvendigvis hver gang behøves at indebære, at jeg havner i total afhængighed, og som offer.

Psykiatribrugerverdenen kommer ind i det hér billede, som du måske kan regne ud, i det omfang som jeg ser, at andre er fanget i en eller anden form for afhængighed af systemet (afhængighed af "medicin" f.eks.), og specielt når jeg ser, at denne afhængighed "godtages", at offerrollen god- og antages, f.eks. udtrykt i at man betegner sig selv som "patient", "psykisk syg", lidende af en sygdom, etc.etc. Jeg ser det, identificerer mig, og, vupti, så rejser nakkehårene sig: "Det kunne være mig." Skræk og rædsel. "Lad mig komme væk!" eller: "Næ nej, kamp til stregen!"

Nu mener jeg ikke, at jeg er heeelt forkert på den, når jeg tænker, at et stort skridt på vejen ville være, hvis folk kunne frigøre sig fra afhængigheden og offerrollen, i hvert fald i størst mulig omfang. Der er jo noget, der hedder "empowerment", og det har noget med det at frigøre sig af afhængigheder og offerrollen at gøre. Jeg mener heller ikke, at jeg er heeelt galt på den, når jeg anser psykiatrien som værende den samfundsinstitution, der er dygtigst til at skabe afhængighed og holde folk fast i en offerrolle, og at man måske skulle ruske lidt mere i folk, gøre dem opmærksomme på de her "slaveforhold", "empowere" dem. - Bortset fra, at folk selvfølgeligt heller ikke har ubegrænsede ressourcer ellers, ser jeg hér også en årsag til hvorfor den brugerstyrede psykiatri, eller bedre: brugerstyrede alternativer til psykiatrien, stadigt er så langt fra at være en realitet, som den/de er. Slaverne kan selvsagt ikke være dem, der styrer plantagen, så længe de er "slaverne", og da slet ikke, så længe de i deres egne øjne er "slaverne". 

Men selvfølgeligt behøvede jeg ikke hver gang at tage det så voldsomt personligt, når jeg ser mig konfronteret med denne afhængighed. At jeg gør det, siger noget om, hvor jeg selv er henne i det... At jeg ikke er så frigjort af mine egne afhængigheder, som jeg gerne vil være. Hvis jeg var det, ville jeg næppe så nemt føle, at min egen frihed stod på spil, og at jeg måtte drage i krig og forsvare den, bare fordi jeg genkender min egen afhængighed i andres.

Det er måske noget, jeg ville tage op til diskussion med folk på et værested, helt konkret: Hvorfor ikke tænke i lidt andre baner, end "sygdom"? Hvorfor er der nogle, der holder urokkelig fast ved deres identifikation som "syg"? Hvilke fordele har det, at være "syg", "offeret", afhængig af andre? Og hvad ville der ske, hvis man gav slip på det?

Og, også helt konkret, så ville jeg fortælle om diverse alternativer, der findes rundt omkring i verdenen. Alt fra Soteria til Vermont Recovery, eller/og sådant som Giannas og andres helt personlige vej ud af slaveriet. Der er alt for få virkelige recovery-historier derude. Folk aner jo ofte ikke, at det er muligt. Ingen fortæller dem det. (Recovery i modsætning til og som noget helt andet end rehabilitation, altså.)"

Frihed, uafhængighed, autonomitet, har altid betydet utroligt meget for mig. Måske mere, end noget andet. Det har det selvfølgeligt, fordi jeg har været enormt ufri, afhængig og fremmedstyret. Ikke bare i mine handlinger, men også i mine tanker og følelser. Bedømt og defineret af andre. Underlagt et totalitært styre. Årsagen til krisen som værende mit oprør, min revolution, mod totalitær styring. - Og så mener man, at det skulle være en hjælp for folk, når man pålægger dem endnu mere totalitær styring???

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Læst og påskrevet!!

Det er fandenfløjtemig stor selvindsigt, umådelig værdigt og meget, meget lærerigt at se dig, se dig selv. Og et eller andet sted ser du også mig se mig se mig selv.

Tak Marian

Janne Møller sagde ...

Åh, Marian, hatten af for dig! Hvem der bare så sig selv så klart og kunne og turde udtrykke det.

Og den der ser sig selv klart, ser også omverdenen klart, tror jeg. Det er en gave til os alle.

Mange tanker

Marian sagde ...

Silhuet & Janne: Selvindsigt: at se sig selv i dialogen med andre. Tak for at være nogle af mine "andre"!

Knus