For noget tid siden fortalte en ven af mig om noget, der var sket på et diskussionsforum, nærmere betegnet i forumets chat room. Nogen annoncerede, at han ville tage livet af sig, hér og nu, mens han var online. Alle blev selvfølgeligt meget rystede, og gjorde alt, for at finde ud af, hvem han var, hvor han boede hen. Jeg ved ikke, om det lykkedes. Tanken var selvfølgeligt, at kontakte politiet og få dem til at checke op om ham, og, i givet fald, få ham indlagt.
Hver gang, når jeg hører om den slags situationer, om det drejer sig om selvmord eller "bare" om en "manisk"/"psykotisk" episode, ser det ud til at folks første reaktion er at kontakte politiet, respektive få vedkommende fragtet på psyk-skadestue i en vis fart.
Det var i midten af 80'erne. Jeg var i tyverne, læste i München, boede midt i byen, hvor jeg lejede et værelse i en kvindes, G.'s, lejlighed, beliggende mellem stueetage og første sal, "bel étage". Jeg sad i køkkenet, klokken var omkring 23, og jeg havde lige overvejet, at gå i seng, siden jeg var hundetræt og havde en tidlig forelæsning næste dag. G. var ikke hjemme, var ikke ventet før næste dag. Det ringede på døren. 'Nu?' tænkte jeg, 'Næh, undskyld altså.' Der gik et par øjeblikke, så kunne jeg høre en kvindestemme råbe G.'s navn nede i gaden, lige under køkkenvinduet. Tre gange, så gik jeg hen, åbnede vinduet: "Hvad er der dog? G. er ikke hjemme," nåede jeg at sige, før jeg bemærkede det forvirrede og angste udtryk i den unge kvindes ansigt og tilføjede: "Men du må gerne komme ind og få en kop te, hvis det er." Det var.
Vi snakkede lidt, eller: hun snakkede, jeg lyttede, før jeg fik spurgt hende, hvad hun egentligt hed. "S." Jeg havde hørt navnet blive nævnt et par få gange før. I sammenhæng med begrebet "skizofreni". Begrebet sagde mig ikke meget. Jeg havde læst lidt Jung, lidt Alice Miller, den slags, men jeg havde ikke nogen idé om psykiatriens definition af begrebet. Faktisk så havde jeg knapt nok en idé om psykiatrien som sådan. Så, alt i alt var det eneste, jeg kunne forholde mig til S. selv.
Vi sad og snakkede - hun snakkede - i et par timer. S. var tydeligt ude af sig selv, talte meget hurtigt, af og til lidt usammenhængende, men dog i alt helt forståeligt. Jeg tilbød hende, at blive natten over, sove på G.'s sofa, hvilket hun gerne ville. Så jeg udstyrede hende med pude og tæppe, og gik ind på mit eget værelse. Fejl. Ti minutter senere stod S. ved min seng - eller, rettere sagt: min madras - og fortalte mig, tydeligvis skrækslagen, at hun mente, hun var telefonen, eller et slags medium i hvert fald. Ordet "vrøvl" fór umiddelbart igennem mine tanker. Og selvom der også fór et "Nej, slet ikke vrøvl!" igennem mit hoved samtidigt, nåede jeg at sige det: "Vrøvl." Anden fejl. Heldigvis tog S. det ikke tungt, og jeg foreslog noget mere te og noget mere snak. På vej til køkkenet kom vi forbi telefonen. Jeg kastede et blik på den og tænkte: 'Aldrig i livet. Det ville være det ultimative bedrag.' Ingen fejl.
Vi sad yderligere en times tid i køkkenet og snakkede. Jeg begik min tredje fejl, da hun fortalte om sin familie og jeg spurgte til hendes far. Hvilket resulterede i noget "ord-salat". Åbenbart problemets kerne. Hendes far. Jeg kan kun gætte... Jeg skiftede samtaleemne, og, voilà, ikke mere "ord-salat".
Langt om længe gik vi i seng igen. Denne gang blev jeg siddende ved sofaen indtil jeg var sikker, at hun var faldet i søvn. Dagen efter havde hun det rimeligt ok, og gik hjem.
Vi holdt kontakt et stykke tid bagefter, så flyttede jeg og mistede hende af syne.
Hvad virkeligt gjorde mig vred og ked af det, var G.'s reaktion, da jeg fortalte hende, hvad der var sket. G. var en af de "oplyste". Læste Tao'en, I Ching'en, Jung, etc. Og hun rørte dårligt selv så meget som en enkel Aspirin nogensinde, siden hun mente, al medicin var gift. Hvilket den faktisk er. Ikke desto mindre, det hér er hvad hun sagde: "Åh nej! Hun er en belastning. Hun har piller derhjemme, men hun vil jo ikke tage dem. Det er helt hendes egen skyld. Jeg gider hende ikke." Jeg vidste heller ikke noget videre om "pillerne", den gang. Hvad jeg vidste var at piller umuligt kunne være svaret på S.'s problemer. Specielt ikke set med åh så oplyste øjne. Så meget for G. som værende "enlightened".
_______________
Og hvorfor er det ikke vrøvl, hvis nogen mener, de er telefonen, eller et medium af en art? Fordi, hvis man aldrig har fået lov til at etablere sit eget sprog, hvis ens følelser og tanker konsekvent er blevet fornægtet af andre, mens disse andre fortalte én hvad man skulle føle og tænke, så begynder man på et tidspunkt kun at kunne føle og tænke de andres følelser og tanker. Man bliver et medium igennem hvilket de andre føler og tænker. Man bliver telefonen igennem hvilken de andre taler.
Detsamme gælder for troen, at tanker bliver sat ind i éns hoved. Det blev de. En gang i éns fortid. Det gælder også for troen, at andre kan læse éns tanker. Når det menneske, man har været totalt afhængig af i tidernes morgen, åbenbart kunne læse éns tanker, hvorfor skulle alle andre så ikke også kunne det?
Begrebet "skizofreni" siger mig til stadighed ikke det store. Jeg har oplevet S., og et par andre mennesker, og jeg har oplevet mig selv. Men hvad jeg har oplevet var ikke "skizofreni", "sindssyge". Det var, omstændighederne taget i betragtning, helt fornuftig, helt sund, forvirring, angst og vrede.
mandag den 13. oktober 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
14 kommentarer:
Meget smuk fortælling om medmenneskelighed.
Dog må jeg tilstå, at til vis grad kunne føle også med G, for hvis S har haft for vane at dukke op og tale natten lang - så kan det vel også blive belastende for G som måske er nødt til at være frisk og udhvilet. - Hvorfor en kommentar om at så tag dog de piller - måske let smutter ud.
Lidt ligesom mødre som efter måneders af kolikskrigende børn kommer til at sige, at de helst smed dem ud af vinduet. Dermed ikke sagt at de ikke elsker deres børn - de er bare trætte.
Og hvad med dette spørgsmål:
Går S`liv forud for Gs?
`Hvem skal tage hensyn til hvem? Og hvordan ved vi, at det ikke ville knække G følelsesmæssigt, sende hende ud i en personlig krise - at skulle forholde sig til S?
Men smuk historie - og smukt ville det være hvis vi alle havde bedre tid og overskud og rummelighed til at vise vores medmennesker omsorg.
Jeg sad faktisk og tænkte, om jeg skulle skrive det. Men gjorde det ikke - og regnede nærmest med, at nogen ville indvende det, du indvender her.
Jeg har totalt forståelse for, hvis folk melder ud at de ikke har ork. Det er anstrengende. Og jeg kom jo heller ikke til min forelæsning dagen efter. Man skal være meget fleksibel for at kunne indlade sig på sådan noget som det her. Og ikke kun tidsmæssigt.
Det der gjorde mig vred og ked af det, var måden udmeldingen kom på. Det havde været helt fint med mig, hvis G. havde sagt at hun selv hverken havde tid eller mentalt overskud til at være der for S. Som sagt, fair nok. Men udmeldingen kom altså med himlende øjne og det hele, hvis du kan forestille dig... Så det var måden den kom på. Ikke så meget indholdet. En måde, der gjorde det tydeligt, at der selv i G.s, den ak så oplystes, verden fandtes to slags mennesker: dem - og os.
NEMLIG Marian!!!!!!
Dem og Os
Det er dér, det fejler.
"Vi er os
hinanden
hver især"
Jeg håber det er DIN dør, jeg banker på, den dag krisen kradser.
Knus
Du behøves ikke at banke på. Døren står åbent for alle blådykkere :)
Knus
Kære Marian,
Jeg læser din blog for at få indblik i en verden, som jeg kender meget lidt til. Jeg møder sjældent de, som kaldes psykiatriske patienter i min praksis og jeg henviser på min hjemmeside til at min metode ikke er egnet, hvis man kæmper med den slags udfordringer. Når det er sagt møder jeg alligevel en del, som har grænseproblematikker.
Min supervisor har udviklet en fantastisk diagnostiseringsmodel, som bygger på at vi alle sammen oplever mini-kriser, hver enste dag og vi vil alle rummer muligheden for at ned igennem de forskeelige lag i personligheden, helt ned til det psykotiske. Jeg kender godt min egen psykotiske side, hvor alt er i kaos.
Modellen giver en stor frihed, fordi den netop ikke er statisk, men understreger at man bevæger sig IMELLEM lagene, så man altid har mulighed for at vende tilbage til det velintegrede lag.
Det vil føre for vidt at beskrive modellen i detaljer. Du skal bare vide, at der er mennesker, som arbejder med dynamiske modeller over sindet.
Det bliver heldigvis bliver mere og mere anerkndt, at det er RELATIONEN, som helbreder. Når jeg kan stille mig på mine klienters side, se dem og anerkende dem præcis som de er, begynder en helbredelsesproces. Alt efter hvor "meget de er ude af den"går det langsomt eller hurtigt. Dette skal tages bogstaveligt. At være ude og sig selv, ikke at kontakt med sig selv, betyder selvfølgelig at der er lang vej hjem.
Jeg arbejder med at være tilstede som en aktiv medspiller i terapien. Det vil sige, at jeg bruger de informationer, jeg selv MÆRKER i den måde, jeg giver repons til klienten. Det har krævet et laaangt forberedelsesarbejde for at kende mig selv og turde stole på det, jeg mærker.
Det er også det, som de allerfleste klienter fremhæver som meget positivt. At jeg er et MENNESKE, som sidder overfor dem, og ikke en ekspert, som uddeler manualer til livet.
Hvis den bedring, som klienten efterspørger, skal være varig, skal løsningen komme inde fra dem selv og jeg m¨nlot stole på processen.
Fik du fat i, hvad jeg egentlig ville sige? Jeg synes, du gav noget meget smukt til S. og hun var i stand til at tage imod det.
Hvis du skulle have arbejdet videre med hende, ville jeg spørge ind til dine grænser...
Mange hilsner
Heidi
Tak for at dele denne oplevelse, der er megen stof til eftertanke at hente i den, synes jeg.
Jeg ved ikke noget om psykiatri eller om mennesker hvis livsudtryk bliver tolket som hørende hjemme her, lad det være sagt med det samme. Men for mig bliver denne historie først og fremmest en historie om at uanset hvad et menneske gør, så er der en slags logik eller en form for rationale bag som gælder inden for dette særlige menneskes system. Jeg tror på (ikke et ord om viden her :-)), at der bag ethvert menneskes adfærd findes en grund, som indeholder potentialet til helbredelse. Vi vil jo alle sammen livet, men nogle gange er der noget der forhindrer os i at gribe det uden omsvøb, og så tyr vi måske til nogle for andre ikke-acceptable udtryk for dog at bevare det.
Så når G, S, du og jeg og alle andre gør som vi gør, har det et formål i forhold til hvad der rører sig i os, og hvad der er vigtigt for os. Og dette formål tror jeg i de mange tilfælde er et beskytte os selv. Måske kunne man også kalde det overlevelsesstrategi. Selvom det nogle gange ligner en døds- eller destruktionsstrategi, set udefra.
Det store er nok at kunne se bag om adfærden, eller det ydre udtryk, og det tror jeg kræver både fx fantasi, nærvær, indlevelsesevne og ikke mindst evne til at tolke konkrete ting og hændelser symbolsk. Det kan være krævende, både ressource- og tidsmæssigt, og jeg kender alt til ikke at have overskud til det. Hvem har fx ikke stået over for en unge med den mest irriterende adfærd og prøvet at stoppe den med en eller anden form for magt, selvom man nok fornemmer at bag den ligger en måske ganske forfærdelig oplevelse, og at det man burde gøre, var at lytte, spørge indtil, forstå. Det kunne måske stoppe den irriterende adfærd for altid.
Jeg kendte engang et barn der i anden klasse fik nye lærere, og de her lærere var anderledes autoritære og kontante end klassen havde været vant til før. Dette barn begyndte så at sige ’vov’ og lægge sig ned og logre med numsen, når situationen tilspidsedes i klassen, og det høstede han så mange skældud for at han til sidst var ved at gå helt i stykker. En dag var der dog heldigvis et menneske der ’så’ den symbolske dimension i den irriterende adfærd - noget med hierarki, hakkeorden, magtudfoldelse, under- og overhunde og så videre - og så kom der gang i oprydningen i hvordan man skulle opføre sig i klassen. Dette barn, som syntes fuldkommen håbløst, havde faktisk nøglen til at forstå de komplekse og meget uhensigtsmæssige magtforhold der var ved at vokse frem i dette fællesskab, men denne nøgle blev udtrykt symbolsk, og det gjorde budskabet utilgængeligt for de mennesker der var omkring ham.
Til sidst bare en krølle som ordet ’enlightened’ laver i mit hoved. Bliver vi nogensinde oplyste nok til at undslippe vores egen menneskelighed? Jeg tror det ikke. Ingen af os. Selvom det er vildt irriterende til tider, hø, hø.
Heidi: Der ligger en video på YouTube, som jeg grinede noget af, da jeg så den. Det er Ron Unger, der holder et foredrag, hvor han slår fast at "psykose" jo defineres som "ikke at være i kontakt med realiteten". Hvorpå han spørger de tilstedeværende, hvor mange af dem mente, de var i kontakt med realiteten, sådan 100%...
Samtidigt kan jeg ikke lade være med at undre: hvilken realitet? Som jeg ser det, så forlader man ikke én realitet uden at i tilsvarende omfang gå ind i en anden. Og hvem bestemmer, hvilken af dem der er mere virkeligt end de andre? Tja... Det mener mange professionelle jo så, at deres uddannelse giver dem ret til at afgøre. Selv mener jeg, alle realiteter, ligemeget hvor personlige de måtte være, har samme berettigelse, samme realitetsværdi. Men det er selvfølgeligt dér problemet ligger. Hvis jeg anerkender en realitet, der ikke har meget tilfælles med min egen, som lige så gyldig som min egen, så bliver jeg jo samtidigt konfronteret med det faktum, at min egen realitet ikke har absolut, men kun relativ gyldighed. Og at der ikke findes en almengyldig, uforanderlig realitet. Angstprovokerende.
Tyske Dorothea Buck skriver i sin autobiografiske fortælling Auf der Spur des Morgensterns, at hun aldrig har følt sig så hel som i "psykosen". Og jeg havde det egentligt på samme måde. "Egentligt", fordi alt det, der oversvømmer bevidstheden i "psykosen", og der før lå gemt langt væk i ubevidsthedens fjerne afkroge, ikke umiddelbart, ikke for alle, er genkendeligt som dele af helheden. Selv om jeg før altid havde haft en vag fornemmelse af, at der manglede noget, noget afgørende faktisk, for at jeg kunne være hel som menneske, faktisk for at jeg kunne være menneske overhovedet, blev jeg også meget angst, oversvømmet af alt det, der havde manglet. Alt det, andre integrerer gradvist igennem en hel opvækst, kom simpelthen væltende frem på få uger og krævede ubetinget opmærksomhed. Man kan give slip, som Dorothea Buck gjorde, eller man kan kæmpe imod, hvad de fleste prøver at gøre, ofte bestyrket af behandlerne (især de psykiatriske).
"Ude af sig selv" er strengt taget kun en passende beskrivelse, hvis man definerer "selv" som det, andre tror/ser/vil have man er, det "falske selv" med Laing. Mens man er meget, meget dybt inde i sit "sande selv".
Jeg tror, at hvis man vil indlade sig på sig selv og vil finde vej i det der emotionale kaos, der på en måde er én selv, så er det en uvurderlig hjælp, at have et andet MENNESKE, der ikke er bange for at mærke sig selv, der stoler på sig selv, ved sin side, som man kan spejle sig selv i. Det var det i hvert fald for mig - og du kan tro, jeg reagerede, ligeså der kom noget "manualagtigt" på bane ;) Hvilket jo også af og til skete. Coping strategier... Fint nok. Men det er altså ikke det, der LØSER problematiken. Jeg vil ikke insinuere noget, men jeg er bange for, at hvis jeg ikke fra starten af havde gjort det meget tydeligt, at "quick fixes" ikke var, hvad jeg ledte efter, så var det måske ikke kommet så langt ud over formidlingen af coping strategier - og et besøg hos en shrink for at få en recept på et eller andet "våben" til at kæmpe imod med...
Når jeg ser på udviklingen, så ser også jeg, at den delvis går i "den rette retning". Ron Unger er et godt eksempel på det. Men jeg ser også, at det skræmmer "modstanderen", og provokerer til alt mere drastiske tiltag fra dennes side, såsom at proklamere som en absolut sandhed, at nu har man fundet årsagen til "skizofreni".
Mht. mine grænser, så tror jeg, at jeg havde måske kunnet holde kontakten, selv efter jeg var flyttet. Men jeg var ikke klar til det. På den ene side tror jeg, at det netop var en slags "genkendelse", der overhovedet gjorde det muligt for mig, at indlade mig på S., i stedet for at jeg løb skrigende bort. På den anden side var det en ubevidst genkendelse. Og det duer ikke i længden.
Janne: Det "sjove" er, at psykiatrien (nu får du lidt indblik i psykiatrisk dogmatik :) - og hvor meget "sjovt" der egentligt er ved den, ved jeg ikke... mere tragisk, i mine øjne) beskriver det som et "symptom" på "sindssyge", når et menneske tager alting bogstaveligt. I en diagnosticeringsproces kan man f.eks. blive spurgt, hvad det betyder, at man ikke må kaste med sten, når man selv sidder i glashus. Og ve den, der svarer, at man ikke må det, fordi glashuset så går i stykker... Så er "psykose"stemplet hjemme, så at sige. Mens psykiatrien selv er mere eller mindre fuldstændigt ude af stand til at se det symbolske i et menneskes oplevelser med sig selv, og tager det hele bogstaveligt. Og når man tager en "psykotisk" oplevelse, "psykotisk" adfærd, bogstaveligt, så kan den ikke andet end fremstå som uforståelig, meningsløs galskab. På ydersiden, bogstaveligt taget, var det jo klart og tydeligt at se, at S. ikke var telefonen... - Ligesom med drengen, du skriver om: en meget reduktionistisk måde, at se mennesket og verdenen på. Men også klart nemmere at overskue og noget mere betryggende, end at skulle indlade sig på tilværelsens dybere lag...
Kan kun give dig ret mht. enlightenment. Lige så lidt som alt andet i tilværelsen, er det en tilstand, som man kan opnå én gang for alle, og så "færdigt arbejde". Man kan godt have momenter af enlightenment. Men de smutter lige så hurtigt som de er kommet, er lige så flygtige som livet selv. Irriterende, ja. Men nok også det, der holder os i gang. Og så hedder det jo også: vejen er målet :)
Øh, det er vist godt jeg ikke (endnu) har haft noget møde med psykiatrien, for så var jeg vist meget hurtigt blevet stemplet :-).
Ja, irriterende nogle gange ikke at kunne føle sig permanent oplyst, eller tro på at man kan blive det, men også: "jeg elsker at rejse, men hader at ankomme", som Einstein vist engang har sagt (uden sammenligning ellers overhovedet ..).
Hov, nu smuttede det med symbolerne igen.
Hvor bliver man klog af at følge med her, jeg nyder det sådan.
Når jeg tænker mig om, så er det måske mest irriterende, når man skal "bruge" sin "enlightenment" for at markere sig selv som værende "holier than thou". Og det var jo så den "enlightenment", når man skal mis-/bruge den til det ;)
Og psykiatrien - det er virkeligt et emne heeelt for sig selv. Med hensyn til selve institutionen kan jeg kun sige: RUN!!! (Einstein var garanteret heller ikke kommet derfra uden et stempel, og en recept.)
Marian, det med 'enlightenment', det forstod jeg godt, tror jeg. Det er nok mig der har forplumret det, jeg ville egentlig bare give dig ret.
Og jeg har fulgt med her længe nok til at forstå at det om at komme væk fra psykiatrien som institution :-).
Og nu skal jeg ikke lave mere kludder eller sludder her .. Bare tak for nu.
Marian: nej oplysning er desværre ikke et smykke, man kan tage på - selvom jeg godt nok synes, der er mange som forsøger. LOL
Når jeg bruger begrebet "ude af sig selv" er det min personlige oplevelse, når jeg er det lag, som jeg har lært at kende som det psykotiske. Jeg har mistet centreringen og kropsfornemmelse er ad h.til. Tanker og følerser befinder sig i et skiftenmde kaos og jeg tager alt for mange indtryk ind.
Janne: Selv tak :) Jeg forstod dig egentligt også godt. Og egentligt ville jeg også bare give dig - og Einstein - ret med min sidste kommentar.
Heidi: Ja. Den der med at "stå ved siden af sig selv", og blive "grænseløs" osv. Men da tænker jeg, at også det, ligesom "selvmordstankerne", på en måde er ens ubevidste, der igennem kropsoplevelsen gerne vil fortælle én noget ganske vigtigt. Nemlig at man jo ikke er sin krop, men at man har en krop. Ligesom man ikke er sine tanker og følelser, men har tanker og følelser.
I mine øjne er det dér, mange retninger indenfor psykologien går lidt galt i byen. Ved at mene, at jeget, egoet, og dermed identifikationen med kroppen, tankerne, følelserne osv. er alfa og omega at genopbygge. "Jegstyrkende terapi". Også fint nok, og nødvendigt. Men det er, i mine - lidt buddhistiske, taoistiske, whatever - øjne (og efter min erfaring) ikke det ultimative. Og det er egentligt kun den transpersonelle psykologi, der tager skridtet videre (selv om Ron Unger, som kognitiv terapeut, faktisk er ved at "opdage" noget dér ;) ). Mens de andre ofte "nøjes" med at bygge et nyt, men dog igen falsk selv (=ego) op, der så risikerer, at til enhver tid måske krakelere igen. Sådan helt firekantet sagt, tænker jeg, at en "psykose" er "ubevidst Satori". Eller enlightenment, om man vil. Men siden det er ubevidst, er det samtidigt også det stik modsatte af Satori/enlightenment. - Kompleks emne. Tag det som et Zenbuddhistisk paradoks :)
Jeg ville haft skrevet det i min første kommentar til dig, men kom bort fra det, fordi arbejdet kaldte - højlydt - på mig: jeg tror, du kunne være rigtig god til at arbejde med "psykotiske" mennesker. Men problemet er selvfølgeligt at de fleste af dem er godt og grundigt "medicineret i bund", plus at man har banket det ind i deres hoveder, at de har en hjernesygdom, før de første gang møder en psykolog. Hvilket gør det svært at nå dem med ret meget andet end coping strategier. Og bortset fra det, ville du nok også falde i unåde, hvis nogen fandt ud af, at du prøvede andet, end at formidle disse coping strategier.... :(
Haha, ja det er nemt at falde i unåde, når man ikke altid følger de gængse normer.
Jeg er uenig med dig i forhold til at man ikke ER sin krop. Det mener jeg netop, vi (jeg!) er. LOL.
Men fred være det. Vi må hver følge vores vej, og jeg har ikke brug for at overbevise dig om mine overbevisninger:-)
Det er nok også et definitionsspørgsmål. Man kan vist godt sige, at man har den krop, man nu har. Accept af det. (Mens accept dog ikke er helt detsamme som identifikation.)
Send en kommentar