Here's to my therapist - Mere om "skizofreni" og myten om det syge samfund

Nogle esoterisk elitære, sektereriske, eller bare storhedsvanvittige tanker om "skizofreni" som en genetisk betinget sygdom.

"Det kan ikke udelukkes, at gener spiller en rolle", sagde min terapeut ved vores sidste møde for godt et halvt år siden. Den gang var jeg lige ved at, atter en gang, blive voldsomt forarget, fordi jeg følte mig diskrimineret og, ja, faktisk truet af denne bemærkning, der stemplede mig som værende genetisk defekt. Defekt. Den gang valgte jeg at sluge min vrede. Jeg var alligevel på vej ud af døren, for sidste gang, so what.

I den mellemliggende tid har jeg spekuleret en del over en eventuel sammenhæng mellem "psykoser", gener og politik. Hér er nogle af mine spekulationer, i anledning af Thomas Werges og Establishmentets begejstring over muligvis at have fundet en biologisk, genetisk årsag til "skizofreni".

Hvis det nogensinde skulle vise sig at være rigtigt, at f. eks.nogle muterede kromosomer øger risikoen for at udvikle "skizofreni" (og jeg vil tro på det, når jeg hører folk som Grace Jackson eller Peter Breggin sige god for det, ikke før), er det stadigt ikke bevis på, at "skizofreni" er en sygdom, der skal "behandles", der skal slås så vidt muligt ned og "holdes i ave", som det så ofte forlyder fra Establishmentets side, ved at undertrykke oplevelsen af "symptomerne", og iøvrigt tystne og zombificiere "de skizofrene", med hjerneskadende nervegifte, også eufemistisk kaldet "anti-psykotika". Det er langt fra bevis på, at disse mutationer skal betragtes som defekter i arvemassen.

Som et af de af den moderne, vestlige verden gerne som "primitive" dømte samfund, ser Maorierne for eksempel "psykisk sygdom", altså eksistentielle kriser, som tegn på, at der er ting i samfundet, der ikke fungerer optimalt (jf. "skizofreni" som reaktion på et sygt samfund), og altså bør ændres.

I disse "primitive" samfund betragtes "skizofreni", "psykose" generelt, ikke som en sygdom, men som en særlig evne, der dog kræver, at individet, der har denne evne, lærer at håndtere og gøre konstruktivt brug af den. "Behandlingen" består følgeligt delvist i at lære individet at håndtere og gøre konstruktivt brug af sine evner, og delvist i at anerkende "symptomerne", reaktionerne på samfundet, undtagelsesløst som ubetinget meningsfulde, og tage dem meget seriøst. Især denne anden halvdel af "behandlingen" afgrænser f.eks. Maoriernes tilgang til "psykoser" mod vores moderne, vestlige samfunds tilgang, der blot og allerhøjest formidler såkaldte "mestringsstrategier", gerne via kognitiv terapi, der ikke er ment til at gøre andet, end at tilpasse individet såvidt muligt igen til et uforandret destruktivt fungerende samfund. Den generelt i en psykiatri-sammenhæng prakticerede form af kognitiv terapi, af "mestringsstrategierne", er designet til at forandre, tilpasse, dressere, individet på en måde, så samfundet slipper for kravet om forandring.

I sit blogindlæg "Speaking of Monkeys" skriver canadiske Patricia Lefave, som er stemplet "paranoid skizofren", som selv har arbejdet som psykiatrisk sygeplejerske, og hvis "psykose" blev udløst af mobning på arbejdspladsen, mens mobberne senere fremstillede Patricia's oplevelse af deres mobning som "vrangforestillinger":

"Jeg sagde engang til et medlem af mit 'team' af psykiatere og sagsbehandlere, at jeg tror, jeg er en smule mere bevidst end andre mennesker, og at det var grunden til, at jeg kunne se lidt mere end de fleste af hvad der foregik på hospitalet. Det var ved denne lejlighed, at jeg fik tilbudt 'lidt af noget til at reducere min bevidsthed' for mig."

Hun linker siden til et lille eksperiment, der inkluderer en gorilla, der tydeliggør, at de fleste mennesker faktisk kun ser, hvad de mener, der forventes af dem, at de skal se, og hun fortsætter:

"Jeg ser gorillaer.

Jeg ser dem, fordi jeg har set alle gorillaerne i billedet før, og nu er jeg meget bevidst om gorillaen i billedet mange andre steder, hvor de fleste aldrig ser dem. (...)

Denne bvidsthed om tilstedeværendet af samfundets gorillaer er hvad nogle mennesker betragter som 'synsk'."

Nu kunne man i stedet for at bruge ordet "gorilla" lige så godt bruge betegnelsen "ligene midt i stuen", eller "samfundets destruktive kræfter og adfærdsmønstre". Såsom krigsføring, ødelæggelse af miljøet og social uretfærdighed, heksejagten på anderledes tænkende og dermed "forstyrrende" mennesker ("de sindssyge", "narkomanerne", "de kriminelle") men også det enkelte individ diskriminerende og nedværdigende kommunikationsmønstre i et mikrosamfund, som familien er det (jf. Bateson og Laing), som allesammen er et resultat af den moderne, vestlige kulturs egocentriske (nyliberalistiske) og dermed utilfredsstillelige jagt efter mere og mere monetær profit og jegets profileringsneurose, dets utilfredsstillelige begær efter større og større berømmelse og magt, der danner grundlag for denne egocentriske kulturs oprindelse og fortsatte beståen.

Så, selv om der skulle findes biologiske, genetiske årsager til at nogle mennesker reagerer "psykotiske" på sider af samfundet, der ikke fungerer, er dette langt fra en carte blanche for Establishmentet til at diskriminere og bekæmpe disse mennesker, som det sker i dag i vores moderne, vestlige samfund - og som det er set så mange gange før ske, også inden psykiatrien blev opfundet for ca. 250 år siden. For eksempel i form af inkvisitionen.

Mennesker, der reagerer såpas følsomt på samfundet, at de bliver "psykotiske", hver gang samfundet udviser tilstrækkeligt destruktive adfærdsmønstre, har et enormt potentiale (måske altså endda et genetisk set større potentiale end "normale" mennesker) til at bidrage til positiv og konstruktiv forandring og udvikling i samfundet, der ville gøre samfundet mere, ja, menneskeligt at leve i for alle, både på et psykologisk, et socialt og et økologisk niveau. Alternativer som Soteria har vist, at ikke-medicinsk, ikke-psykiatrisk, behandling styrker og udvikler dette potentiale, mens psykiatrisk, medicinsk "behandling" undertrykker og i det lange løb ødelægger det. Én af grundene, hvorfor Establishmentet, ikke kun det psykiatriske, men også overordnet det politiske, ikke ønsker alternativer som Soteria. Én af grundene til at Establishmentet foretrækker at financiere et hav af "medicin"-skabte førtidspensionister, fremfor at give samfundsdissidenter et almenforståeligt sprog og dermed en stemme i samfundet.

Set i dette lys, er det kun et virkelig sygt samfund, der bestræber sig på, at stemple disse mennesker som værende syge (så samfundetet ikke selv fremstår som værende sygt), og der slår med en så altødelæggende magt ned på disse mennesker, som det moderne, vestlige samfund gør det i dag, bl.a. ved hjælp af psykiatrien. Alene med det mål for øje, at sikre det uforstyrrede fortsatte beståen af sin egen altødelæggende måde at "fungere" på.

Et meget udbredt "symptom" på "psykose" er "vrangforestillingen" om at man er udvalgt til at skulle redde menneskeheden fra undergangen. Et andet "symptom" er "vrangforestillingen" om at man bliver forfulgt - af forkæmperne for et destruktivt fungerende samfund, f.eks. symboliseret af CIA, men i nogle tilfælde også symboliseret af selve behandlingssystemet ("behandlerparanoia"). Er det "sindssyge" og altså værdi- og meningsløse "vrangforestillinger"? Eller ligger der måske en fundamental sandhed bag disse forestillinger?

Med fare for at lyde lidt esoterisk elitær, sektererisk, eller simpelthen storhedsvanvittig og paranoid (alt efter hvilke øjne der ser på det), må jeg indrømme, at jeg bliver mere og mere tilbøjeligt til at tro på Sean, der siger, fremtiden er vores - medmindre den altødelæggende, moderne vestlighed når at sørge for, at menneskeheden som helhed, og dermed heller ikke dem iblandt os, der måske har nogle muterede kromosomer, som gør at de ser "gorillaen", ikke har nogen fremtid. For eksempel ved hjælp af "forebyggende behandling til de personer, der har en høj risiko for at få sygdommen." Altså ved hjælp af at ikke bare uskadeliggøre de personer, der allerede udsender advarselssignaler igennem deres reaktioner på samfundet, men også de personer, der eventuelt kunne komme til det i fremtiden.

"Skizofreni" - slut med myten om det syge samfund?

Atter en gang er videnskaben lige ved og har næsten fundet årsagen til "skizofreni": nogle muterede kromosomer kan være årsag.

Artiklen "Tættere på skizofreniens årsag" citerer Thomas Werge, ansat på Forskningsinstitut for Biologisk Psykiatri på Psykiatrisk Center Sct. Hans:

"Skizofreni har været omgærdet af mange myter, f.eks. at det var en naturlig reaktion på et sygt samfund. I 20-30 år har vi vidst, at skizofreni med stor sandsynlighed var genetisk betinget. Men myterne har levet videre, og derfor er det meget glædeligt, at vi nu endelig har dokumenteret konkrete ændringer i vores arvemasse, som medfører en meget stor risiko for at en person udvikler skizofreni."

Og hvorfor skulle det være så glædeligt? Jo, fordi der selvfølgeligt ikke er noget mere fatalt for et samfund, der både betragter sig selv som ufejlbarligt og også gerne vil betragtes udefra som det bedste af alle tænkelige samfund, end hvis der sættes spørgsmålstegn ved ufejlbarligheden. For eksempel ved at nogle af dette samfunds medlemmer reagerer med "skizofreni" på den formentlige ufejlbarlighed.

Artiklen fortæller endvidere, at hvis de nye fund skulle vise sig at holde stik, at dette kunne danne grundlag for nemmere diagnosticering, forbedret "behandling" og endda "forebyggende behandling til de personer, der har en høj risiko for at få sygdommen".

"Forebyggende behandling"? Jeg har på fornemmelsen, at vi hér taler om at tage et skridt til i retning mod en "fager ny verden".

Ja, vi har jo hørt og læst det så mange gange før, igennem de sidste 20 - 30 år, at, hurra!, nu havde videnskaben fundet noget. Forrige gang var det noget med nogle "skizofrene" mus, f.eks. Hvad blev der egentligt af dem?... Sidst i artiklen skynder Thomas Werge sig således dog også at trække i land: "Nu ved vi, at nogle konkrete mutationer medfører en meget høj risiko for skizofreni, men dermed er ikke sagt, at det kan forklare alle tilfælde af skizofreni, for det gør det ikke."

Jeg har lyst til at spørge: Hvad nu? Har videnskaben fundet årsagen, eller har den ikke?

Sagen har dog også en helt anden aspekt. Men den vil jeg se på i et opfølgende indlæg.

E. Fuller Torrey og Treatment Advocacy Center - en parodi

I min update til gårsdagens indlæg om Esmin Elizabeth Green (og i min sidebar) linker jeg til bloggen Fascism Advocacy Center. For at forebygge eventuelle misforståelser, vil jeg understrege, at det i denne blog drejer sig om en, om end dybt alvorlig, parodi, en satire, på Treatment Advocacy Center (TAC).

For nogle måneder siden skrev jeg, hvad jeg vil kalde for "ikke en bogrecension" til Outsiderens blog om Edwin Fuller Torrey og Judy Millers bog "The Invisible Plague: The Rise of Mental Illness from 1750 to the Present". Denne "ikke en recension", der både indeholder information om Edwin Fuller Torrey og Treatment Advocacy Center, og derved nærmere belyser, hvad bloggen Fascism Advocacy Center parodierer, var mit svar på, at et af Outsiderens redaktionsmedlemmer havde taget bogen med til et møde, hvor hun fremstillede bogen som meget interessant læsning, og både bogens argumentation og konklusioner som troværdige og korrekte. Adspurgt om hun vidste, hvem Edwin Fuller Torrey er, og hvad han står for indenfor psykiatrien generelt, var svaret nej. Hvilket altså foranledigede mig til at se nærmere på bogens troværdighed og korrektheden i argumentationen, såvel som på Edwin Fuller Torreys personlige troværdighed som forsker og "ekspert".

Hér er "ikke en recension":


Er epidemien biologisk eller kulturel?

Advarsel: Jeg har ikke læst netop denne bog. Men jeg har læst en hel række artikler fra Edwin Fuller Torreys pen, jeg besøger både Treatment Advocacy Center's og Fuller Torreys fanklub schizophrenia.com's websites med jævne mellemrum (kend din fjende!), og jeg har både læst en del om ham og hans idéer, og diskuteret både personen og idéerne med mange mennesker. Jeg er altså udmærket bekendt med Fuller Torreys tankegang.

Jeg har set lidt på, hvad Edwin Fuller Torrey og Judy Miller påstår i deres bog “The Invisible Plague: The Rise of Mental Illness from 1750 to the Present” . Bogen har adskillige, fra en videnskabeligt synsvinkel set, meget svage punkter: Bl.a. ignoreres det faktum, at “vanvid” før 1750 gik under mange forskellige betegnelser, alt efter hvordan “sindssyge” mennesker blev opfattet af omverdenen: heks, besat, synsk, medium, shaman, orakel, landsbytosse, helgen, etc.  Det som bogen ikke tager højde for, er adskillige sociale faktorer, som at den medicinske profession begynder at interessere sig for fænomenet “anderledeshed” netop omkring 1750, og at det generelt i samfundet fra netop denne tid af og med alt hurtigere fart, bliver mere og mere trangt (industrialiseringen). Der bliver mindre og mindre plads til “anderledeshed” i samfundet, mennesker, der reagerer “anderledes” bliver i tiltagende grad til forstyrrende elementer i industrialiseringens maskineri, hvilket fører til etableringen af institutioner, der kan rumme disse mennesker, respektive befrie samfundet fra den byrde, de i tiltagende grad (!) opfattes som værende for det.

At slutte ud fra at “sindssyge” før 1750 blev betegnet,  opfattet og håndteret af samfundet på en anden måde end ved at løslade læger på disse “sindssyge”, at “skizofreni” og “bipolar lidelse” ikke fandtes, er uvidenskabelig spekulation. I et interview med forfatterne, siger disse, at der ikke findes konkrete data om det faktiske antal af “anderledes” tænkende, handlende mennesker op igennem tiderne. At samtidigt tale om en “epidemi”, er, igen, uvidenskabelig spekulation. Iøvrigt findes der data, tal. Og de viser, at netop mht. “skizofreni” og “bipolar lidelse”, tallene ikke har ændret sig op igennem tiderne. De områder, hvor tallene har ændret sig, er “depression”, “ADHD”, “bipolar lidelse” hos børn (i USA), og det, der førhen gik under fællesbetegnelsen “neuroser”. - Også et interessant samfundsfænomen iøvrigt: den tiltagende psykiatriske diagnosticering og “behandling” af børns adfærd.
 
Bemærkelsesværdigt er, at tilvæksten i antallet stillede diagnoser på disse områder korrelerer med tempoet, med hvilket samfundet som helhed bliver mere og mere trangt og fremmedgjort - og fremmedgørende, eller, sagt på dansk: mere og mere umenneskeligt at leve i. Og, ja, hér har forfatterne fat i noget: OGSÅ på et biologisk, biokemisk level, mht. giftstoffer i miljøet, ikke mindst også i føden.
 
Alt i alt glimrer bogens forfattere med en total ignorance når det kommer til historiske fakta og simpel sociologi. Fuller Torrey at his best: Ingen midler, heller ikke himmelskrigende uvidenskabelighed, skys, for at fremme idéen om biologisk defekte andenrangs-mennesker, der, til deres eget bedste, skal proppes med hjerneskadende kemi (apropos miljøgifte…) til bristepunktet, læs: til de ikke er i stand til at tænke en eneste “anderledes” tanke længere, om nødvendigt per domsafsagt tvang.

Edwin Fuller Torrey er USAs vel nok fremste, berømt-berygtede pro-psykiatri-ekstremist. Han er grundlægger af Treatment Advocacy Center, der sætter sig ind for, at alle mennesker med psykiatriske diagnoser vedvarende, “forebyggende”, skal behandles med psykofarmaka, og at dette sikres ved hjælp af love, der gør tvangsmedicinering, også i hjemmet, nemt og enkelt muligt for systemet.

Om privatpersonen Fuller Torrey skal det nævnes, at han har en søster, der er diagnosticeret med “skizofreni”, og der ikke ønsker medicinering. Efter eget udsagn var det svært for Fuller Torrey at acceptere, at de vidunderlige forældre, der havde givet ham selv den mest optimal tænkelige opvækst (enligt hans eget udsagn altså), skulle have begået fejl mht. søsterens opvækst. Hvorfor han afviser enhver indblanding af psykologiske eller sociale faktorer i opståelsen af “psykisk sygdom” konsekvent.

Det skal også nævnes, at Fuller Torrey i begyndelsen af sin professionelle karriere var 100% enig med Thomas Szasz i, at “psykisk sygdom” ikke eksisterer andet end som en metafor, og at årsagerne er af rent psykologisk og psykosocial karaktér. Fuller Torrey ytrede dengang ved flere lejligheder sin store beundring for Szasz og dennes indsigt. Kovendingen skete i det øjeblik, Fuller Torreys søster blev diagnosticeret…

Må JEG diagnosticere? Massive skyldfølelser, udpræget narcissistisk personlighedsstruktur, forældrekompleks og - manglende “sygdoms”indsigt - just kidding, eller?...

Ønsker man, at få sat det hele i perspektiv (og nyde virkelig videnskabelighed), kan jeg anbefale Robert Whitakers “Mad In America” og Mary Boyles “Schizophrenia. A Scientific Delusion?”
_______________


En rettelse til ovenstående, taget fra et opfølgende af mine indlæg på Outsiderens blog: ja, også antallet af voksne, der er stemplet “bipolar” er steget igennem de seneste ca. 15 år - i USA. Måske er den U.S.-amerikanske form for “bipolar lidelse” mere smitsom end den, der befalder mennesker i resten af verdenen?? (...) Den U.S.-amerikanske “bipolar”-eksplosion ligger i en størrelsesorden på ca. 100%. Antallet af “bipolar”-diagnoser er altså fordoblet igennem de seneste 15 år. En nyere undersøgelse viser nu, at ca. 50% af de “bipolar”-diagnosticerede højest sandsynligvis er fejldiagnosticeret. Den faktiske “stigning” i antallet tilfælde af “bipolaritet” er dermed - regne regne - 0%.

Et lys for Esmin Elizabeth Green

Jeg har tændt et lys hér til aften. For Esmin Elizabeth Green.

49-årige Esmin Elizabeth Green døde den 19. juni i år på Kings County Hospitals psykiatriske skadestue i Brooklyn, New York, hvor hun blev tilbageholdt mod sin vilje.

Få dage inden hun blev tilbageholdt på skadestuen som "psykotisk", havde den ellers meget vellidte og stille Esmin mistet sit job, og hendes lejlighed var blevet hende opsagt. Hun virkede oprevet på pastoren i den kirke, som Esmin tit frekventerede, og siden hun vidste, at Esmin en gang før i tiden havde kæmpet med emotionelle problemer, ringede hun 911. Noget, hun i dag fortryder.

Esmin Green havde siddet og ventet i næsten 24 timer på skadestuen, da hun gled af stolen og døde, sandsynligvis af lungeemboli, da Esmin led af blodpropper i benene.

Ikke nok med, at hun var blevet tvunget til at sidde og vente i næsten et døgn, så gik der også næsten en time fra Esmin døde til personalet på skadestuen reagerede.

Personalet prøvede sidenhen at dække over sin ligegyldighed ved at forfalske tidsangivelser i deres optegnelser, men videokameraerne afslørede sandheden. Esmins familie sagsøger nu hospitalet, og sagen er også blevet tilføjet til et søgsmål angående de mangelfulde tilstande på hospitalet.

Esmin Elizabeth Greens død betragtes af mange som endnu et tegn på systemets disrespekt og ligegyldighed overfor sit klientel, og den behandling, hun blev udsat for, som et klart brud på menneskerettighederne. Også af mig.

Der bliver i skrivende stund afholdt demonstrationer og nattevågener med levende lys for Esmin Green, bl.a. i Brooklyn, ved Kings County Hospital. Jeg er med, i tankerne.




Update, 27.07.08: Men, set ud fra dette perspektiv, så har hospitalet måske i virkeligheden bare ladet Esmin tilkomme optimal behandling? Immervæk, som Brain bemærker, blev hun "befriet fra sine symptomer af psykisk sygdom", og hun "vil aldrig komme ud for, at være hjemløs eller skulle spise af affaldscontainere".

"Der er ikke noget værre end (at lade en patient falde og dø på et hospitalsgulv mens man ser på) [original overstreget] ubehandlet psykisk sygdom." Hm, nej, sådan set...

Jønke og ordensmagten psykiatri, del II

Siden Jønke er i pressen igen i dag, vil jeg benytte lejligheden til at komme med et par flere bemærkninger om hans sag og psykiatriens politiske rolle som den ultimative ordensmagt i enhver stat.

Jeg har i et tidligere indlæg skrevet hvad jeg mener om sagen, og lagde mit indlæg dengang også ud på min 24 blog (der dog ret hurtigt mistede sin fascination, da 24 ikke bakker specielt meget op om Mac, hvilket ødelagde formateringen og dermed læsevenligheden), hvor det gav anledning til lidt diskussion.

Hér er, i lettere redigeret udgave, mit bidrag til denne diskussion:

"Thomas Szasz har nogle meget interessante synspunkter om emnet.

Nu er Thomas Szasz liberalist (og i modsætning til vores magthavere, en virkelig liberalist, der ikke bare sætter sin egen frihed over alt andet, men også mener andres frihed er urørlig), og mener altså, at det stort set udelukkende er det enkelte individs ansvar, at gøre noget ved sit eget liv. Helt sådan ser jeg det ikke. Jeg mener så afgjort, at også samfundet har en god del af ansvaret overfor sine enkelte medlemmer (no man is an island!) - og således burde spørge sig selv, hvilke mekanismer i samfundet der "producerer Jønker", eller "utilpassede", rebelske, voldelige unge, for den sags skyld.

Det, der dog gør Szasz' argumentation sympatisk er, at han, og her er jeg helt enig med ham, anser det som en grundret, ethvert menneske har, at få lov til at tage ansvar for sine egne handlinger. Uanset hvad. Faktisk betragter Szasz det som ethvert menneskes pligt, at tage dette ansvar.

I mine øjne forudsætter det dog, at samfundet skaber den basis, der skal til, for at alle kan tage det ansvar. Ved at gøre det muligt for alle, at få deres helt egne, konstruktive sprog.  Som jeg ser det, "fungerer" vores samfund i dag på den måde, at ethvert individ til ethvert tidspunkt - dvs. når som helst det passer øvrigheden - kan frarøves denne grundret delvist eller helt. Og kan det ikke lade sig gøre ved at ty til en fair proces, så kommer psykiatrien som den ultimativt umyndiggørende magt ind i billedet. Det er ikke demokrati. Det er totalitarisme.

Ligesom det i min verden er, ja, tortur, at frarøve dem, der måtte have det, deres sprog, og hindre dem, der ikke har deres eget sprog, i at finde det, og, i tillæg, at pacificere disse mennesker såpas, at de heller ikke længere kan gøre brug af de eneste udtryksmuligheder, de har til deres rådighed (altså vold, kriminalitet, psykiatriske "symptomer", etc.). Ene og alene for at slippe for, at skulle indlade sig på disse menneskers oplevelse af det samfund, de lever i (jf. hér psykiatriens definition af  en fra normen afvigende virkelighedsopfattelse som værende tegn, "symptom", på "sindssyge"). Og dermed slippe for, at skulle sætte spørgsmålstegn ved samfundets normer og værdier. Hvilket jo i sidste ende er, hvad Jønke, alle, der begår kriminalitet, er afhængige af stoffer, eller har psykiske problemer, gør: deres adfærd sætter spørgsmålstegn ved samfundets normer og værdier. (...)"

Alt i alt, under stregen, må der konkluderes, at der skal intet andet til, end at man protesterer en anelse for højlydt eller en gang for meget (efter omgivelsernes normer) mod de omstændigheder, man befinder sig i, så kan man altså til enhver tid blive "ryddet af vejen". Også i en "retsstat", et "demokrati". Også selv om det ikke er bevist, at man har brudt en skreven lov.

Jønkes familie og venner har sat hjemmesiden "Retten til at forsvare sig selv" op, og hér kan man erhverve §13 T-shirten.

Og nej, jeg er stadigt ikke ukritisk hverken overfor Jønke eller Hells Angels. Men jeg er lige så lidt ukritisk overfor en stat, der benytter sig af totalitære institutioner for at tystne "ubekvemme elementer", om de så hedder Jønke eller noget helt andet.

Flere samtaler - mindre tvang

"Tvang og fastspænding kan ofte erstattes af at tale mere med de psykiatriske patienter", hedder det i artiklen "Samtaler erstatter tvang i psykiatrien" på politiken.dk i dag.

Det lyder jo opbyggeligt, at man er kommet frem til, at brugen af tvang kan nedbringes med hele 20% såfremt man af og til veksler et par ord med de psykiatriske "patienter".

Straks mindre opbyggeligt er kendsgerningen, at der skulle et helt forsøgsprojekt til at finde frem til bare 20% af den sandhed, f.eks. Quakerne kendte 100% til, allerede for 200 år siden. Den sandhed, at samtaler ikke bare kan nedbringe tvangen med 20%, men faktisk kan erstatte psykiatrien - med eller uden tvang - 100%.

Og direkte usmageligt finder jeg, at desamme personer, der i første omgang har udøvet tvangen, og dermed har forvoldt individet endnu en traumtiserende oplevelse, efter endt traumatisering skal yde "krisehjælp". Ja, jeg prøver hér at forestille mig, hvordan jeg ville have det med at blive overfaldet, for så bagefter i den person, jeg opsøgte for at få krisehjælp, at møde min overfaldsmand ansigt til ansigt... Men dette moralske dilemma manøvrerer man selvfølgeligt mere eller mindre elegant udenom med det uundgåelige: "Det var bare til dit eget bedste."

"De farlige sindssyge" - om psykofarmakas voldsomme bivirkninger og abstinenssymptomer

"Den 40-årige var i psykiatrisk behandling for to år siden og har siden taget medicin, men var holdt op med at tage den for en måneds tid siden, oplyste han under grundlovsforhøret i eftermiddag i Retten i Århus", hedder det på jp.dk i dag om manden, der i nat stak sin kone ihjel. Ja, så var det vel fordi manden havde stoppet med at tage sin "medicin", at den derfor grusomt tilbagevendende sygdom gjorde ham så syg i hovedet, at han dræbte sin kone?

Hvad pressen generelt, men den danske i særdeleshed, ofte "glemmer" at fortælle i sådanne tilfælde, er

a) at alle psykofarmaka kan have den bivirkning, at individet der tager dem bliver "sindssyg" (psykotisk) af at tage dem. Fordi de skaber en ubalance i hjernekemien.

b) at alle psykofarmaka er fysisk vanedannende, netop fordi de forandrer hjernekemien, skaber en ubalance, og altså forårsager abstinenssymptomer, der ofte er langt værre, end dem der opleves ved ophør med indtagelsen af f.eks. heroin. Også abstinenssymptomerne omfatter bl.a. psykoser, og gør sig specielt bemærket ved pludseligt ophold med at tage stoffet.

Begge kendsgerninger "glemmer" ikke kun pressen at nævne. Også lægerne "glemmer" gerne at fortælle deres kunder om dem. Der er vel heller ingen grund til at advare imod dem, når nu det er så sikkert, som de fleste læger mener det er, at deres kunder er nødt til at tage deres "medicin" resten af livet?

Desværre er det også en kendsgerning, at ofte ikke engang "eksperterne", de psykiatriske, har forstand på, at vejlede igennem en korrekt udtrapning, eller er i stand til at erkende advarselssignalerne på abstinenssymptomer i tide.

Advarsel: Psykofarmaka er meget stærke stoffer. Pludseligt ophold med indtagelsen af psykofarmaka såvel som for hurtig udtrapning ud af dem, kan forårsage alvorlige psykiske og fysiske abstinenssymptomer. I værste fald kan disse være irreversible, dvs. blive ved over tid. Og: stol ikke på, at din læge, "ekspert" eller ej, er kompetent til at vejlede dig igennem en udtrapning.

På Gianna Kali's blog er der meget information at hente. Desværre også om hvad der kan ske, hvis man stoler på en "eksperts" angivelige ekspertise.

Engelske Keener's "Mental Health Story" fortæller om hendes - psykotiske! - erfaringer med en for hurtig udtrapning ud af Effexor og "eksperternes" uformåen at erkende problemets årsag. Til skræk og advarsel.

På dansk kan man læse om bivirkninger af såkaldt "antidepressiv medicin" m.m. på lykkepiller.info's hjemmeside, bl.a. hér.

Et godt overblik over forholdsregler ved udtrapning giver:

- The Icarus Project/Freedom Center, Harm Reduction Guide to Coming Off Psychiatric Drugs

- den største britiske brugerorganisation Mind's piece Making Sense of Coming Off Psychiatric Drugs

- Peter Lehmann's bog Coming Off Psychiatric Drugs, som også findes på tysk

- og på dansk, men desværre kun mht. benzoer, selv om anbefalingerne stort set er gældende for alle former for psykofarmaka, Benzoinfo's side om ud-/nedtrapning

Print eventuelt materialet ud og tag det med til din læge, så han/hun kan sætte sig ind i sagen.

Mere ADHD - og Ritalin

Så er Hanne Børner på mission igen, i dag. For "ADHD"-sagen, og for Novartis (what's in for you, Hanne??). "Cirka 12 procent af de henviste børn får stillet diagnosen, og det passer med forskning andre steder. Stigningen er udtryk for, at vi har udviklet os og er blevet bedre til at anerkende diagnosen, og at medicinen hjælper dem. Når forældrene opdager det, vil de gerne hjælpes," siger hun om den næsten tredobling i antallet af stillede "ADHD" diagnoser i 2007 i forhold til 2003.

Hér er lidt mere læsestof til dig, Hanne. Og skulle det knibe med det engelske, så har jeg et kort overblik over sagen, inklusive kommentar hér, på dansk.

Ser man på de støt stigende tal af stillede "ADHD" - og iøvrigt også andre psykiatriske - diagnoser, er der vist ingen tvivl om, at psykiatrien udvikler sig. Spørgsmålet er bare, i hvilken retning.

"Er ADHD en anerkendt diagnose?", noget om "reelle varige sindssygdomme", og hvorfor postnummeret bestemmer diagnosen

Lidt flere brølere - både psykiatriske, men også en psykologisk sådan:

"Er ADHD en anerkendt diagnose?" lyder spørgsmålet fra en bekymret forælder og lærer i tv 2 nyhedernes brevkasse. Og, "ja", forlyder det fra Susan Schlüter, der er cand. psych. (cand. bio-psych??). Hun sætter i det følgende godt nok ordet "sygdom" i anførelsestegn, men tøver dog ikke et sekund med at afgrænse såkaldt "ADHD" biopsykologisk skarpt mod hyperaktivitet og impulsivitet - ligesom man især i psykiatriske kredse så gerne afgrænser "sindssygdom" knivskarpt mod eksistentielle kriser, og med at betegne denne såkaldte "sygdom" som arveligt. Med overbevisende selvsikkerhed.

Hvor kommer denne selvsikkerhed fra? Et "ADHD"-gen har man indtil videre lige så lidt kunnet finde frem til, som de gener, der angiveligt er skyld i stort set alle de andre såkaldte "psykiske sygdomme". Mens det eneste kriterium, der eventuelt kunne afgrænse "ADHD" mod hyperaktivitet og impulsivitet, ved denne diagnose som ved alle andre psykiatriske diagnoser, består i (be-)dømmelsen af individets adfærd. Det vil sige, diagnosen stilles efter individets adfærd er blevet (be-)dømt på grundlag af et rent subjektivt skøn. Objektive videnskabelige tests findes ikke.

Således hedder det i Susan Schlüters svar til den bekymrede forælder og lærer angående tegn på "ADHD", at:
"Fx. behovet for nattesøvn, som er betydeligt minimeret, samt påbud, regler og "irettesættelser" hele tiden skal gentages."
Spørgsmålet bliver, hvorvidt dette kriterium og andre ligeså subjektivt (be-)dømmende kriteria overhovedet er egnet til at afgrænse "ADHD" knivskarpt mod hyperaktivitet og impulsivitet.

Hvilket leder mig til brøler nr. 2, der tydeligt viser, i hvor stor udstrækning psykiatrisk diagnosticering er bestemt af et subjektivt skøn, der mangler enhver objektiv videnskabelighed.

Ved brøler nr. 2 drejer det sig om de ekstremt store forskelle fra region til region i diagnosticeringen af børn, som man bl.a. kan læse om hér.

I denne sammenhæng er det så formanden for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Hanne Børner, der knivskarpt skelner mellem "ADHD", som biologisk, genetisk betinget sygdom, og miljøforårsagede adfærdsproblemer:

"Det [de store forskelle] viser, at man forstår børns symptomer på mange måder. Der er stadig nogen, der eksempelvis har svært ved at acceptere diagnosen ADHD (DAMP) og hellere vil forklare symptomerne med miljøet omkring barnet. Det handler om, at man skal acceptere, at børn også bliver psykisk syge," citerer artiklen Hanne Børner.

Det falder nu virkeligt lidt svært at acceptere "psykisk sygdom" som biologisk og genetisk betinget sygdom, ikke bare med hensyn til børn, men generelt, når forskningen til stadighed mangler, at frembringe relevante beviser for disse påstande, der, hvis jeg lige må minde om det, blev vedtaget som værende fakta i forbindelse med farmaindustriens salgsfremstød med hensyn til psykofarmaka (nærmere betegnet Prozac) sidst i 80'erne.

I modsætning til Hanne Børner, ser jeg i de store diagnosticeringsforskelle - der iøvrigt ikke kommer bag på mig - ikke andet end et yderligere bevis på psykiatriens status som en tro-det-eller-lad-være-"videnskab". Interessant i denne sammenhæng er for resten også, at psykiatrien er den eneste medicinske "videnskab", der vedtager respektive afviser diagnoser ved afstemning, og altså ikke fordi der skulle findes entydige, objektive og dermed virkeligt videnskabelige beviser for deres berettigelse...

En anden, ikke mindre knivskarp, men lige så tvivlsom, afgrænsning kan man bl.a. finde foretaget hér, hvor der, ganske i stil med Karin Garde iøvrigt, skelnes mellem "reel varig sindssygdom" (altså igen: biologisk, genetisk betinget og per se kronisk sygdom, andetsteds på nettet nærmere udspecificeret som værende f.eks. "skizofreni") og "belastningsskader som stress" (miljøbetingede, eksistentielle kriser).

Én ting er, at der for alle de ovennævnte psykiatriske såvel som bio-psykologiske påstande mangler enhver form for dokumentation - og jeg kunne være fristet til at anmode f.eks. Susan Schlüter om at lade mig eventuel relevant dokumentation tilkomme, men en sådan anmodning vil nok støde på en nærmest "kataton" (lamslået af skræk) tavshed fra hendes side, som det plejer at være tilfældet ved den slags forespørgsler.

En anden side af sagen, og hér specielt med hensyn til brøler nr. 3: "reel varig sindssygdom", er at disse betegnelser indeholder det ekstremt destruktive fordi "disempowering" budskab, at recovery ikke er muligt. I anbetragt af et hav af videnskabelige studier, der viser, at det modsatte er tilfældet (især for individer, der formår at undgå respektive undslippe psykiatrisk og bio-psykologisk "hjælp"), må det betragtes som både moralsk og videnskabeligt(!) uforsvarligt, at anvende denne terminologi.

Jeg kan kun anbefale Susan Schlüter, Hanne Børner og alle deres kolleger, de psykiatriske som de psykologiske, at aktualisere deres faglige viden, f.eks. ved at læse John Breedings The Wildest Colts make the Best Horses, og, angående den psykiatriske "videnskab" generelt, Steven Morgans artikel "The other side of mental health science".

Ligeledes ville det være glædeligt, hvis Danmarks journalistiske stand gik lidt mere i dybden med sin research, i stedet for at, gang på gang, ukritisk drøvtygge de selvbestaltede "eksperters" meninger og holdninger.

Criticism Anxiety, del III - Establishmentets journalistiske fodfolk

I diskussionen om min kritik på Outsiderens artikel "Psykoser er et forsvar" - og Outsideren nr. 64 i sin helhed - henviser bladets ansvarshavende redaktør til Outsiderens journalistiske retningslinier. Dér hedder det, som vigtigste punkt:

"Journalistik er aldrig de gode mod de onde. Det er altid de onde mod de onde, så vær ikke naiv"

Det kan nu meget vel være, selv om jeg ikke er meget for at bruge bedømmelser som "ondt" eller "godt", men jeg spørger mig dog, om det betyder, at journalistik simpelthen er kunsten at sælge establishmentets veletablerede løgne til endnu flere som "sandheder" - hvilket jeg er tilbøjeligt til at tro når jeg ser på mainstream-medierne generelt, ikke kun Outsideren - og om folk som Evelyn Pringle eller Pulitzer Prize-finalist Robert Whitaker så måske bare er naive, og slet ikke journalister? I så fald vil jeg altså også meget hellere være "naiv" end journalist.