søndag den 22. maj 2011
Scandinavian Center for Shamanic Studies, Åsbacka, Annette Høst, Jonathan Horwitz -- erfaringer efterlyses
På vegne af en ven: kender du noget til, har du erfaringer med Scandinavian Center for Shamanic Studies, og/eller Åsbacka Center for Shamanic Healing, Annette Høst, Jonathan Horwitz, må du meget gerne lægge en kommentar her, eller sende mig en mail: marian(dot)bgst(snabel a)gmail(dot)com
lørdag den 30. april 2011
PSP-samarbejdet: vejen til mere effektiv diskriminering mod psykiatrisk stemplede mennesker
"PSP" står for Politi, Socialforvaltning, og Psykiatri. Samarbejdet mellem disse tre aktører startede som et projekt i Frederiksberg Kommune i 2004, og er efterfølgende i 2009 blevet til en landsdækkende realitet. Idéen bag PSP-samarbejdet er angiveligt, at kunne yde en mere effektiv, koordineret indsats for borgere med sociale problemer, respektive psykiatriske stempler, der kommer i kontakt med politiet. Og det lyder jo nok umiddelbart som en god idé i de flestes ører.
Men men men... Her er en lille historie fra det virkelige liv, der fortæller noget om, hvad PSP-samarbejdet egentligt er ment til at muliggøre: X har et erhvervskørekort, og får midlertidigt frataget både dette og sit private kørekort, efter en ret alvorlig overskridelse af fartsbegrænsningen. X har nu, da perioden er gået, mulighed for at aflægge en ny køreprøve og generhverve begge kørekort. Og så ville der jo ikke være så meget mere i det, hvis det ikke var for at X også har et psykiatrisk stempel, og hvis det ikke var for PSP-samarbejdet, der sikrer, at politiet informeres om X' psykiatriske stempel, og derfor, i henhold til PSP-samarbejdet, indhenter en vurdering fra Sundhedsstyrelsen, angående hvorvidt X nu egentligt overhovedet skal kunne få sine kørekort tilbage, eller ej. "Eksperten" fra Sundhedsstyrelsen udtaler, uden at have mødt og talt med X en eneste gang, at det, grundet stemplet og det faktum, at X i længere tid ikke har ønsket, at modtage psykiatrisk "hjælp" for sine emotionelle problemer, ikke er hensigtsmæssigt at give X mulighed for at få sit erhvervskørekort tilbage, og at returneringen af X' private kørekort skal gøres afhængig af at X, der har fået god hjælp for sine emotionelle problemer fra anden end psykiatrisk kant, går med til at igen lade sig behandle i psykiatrien, hvilket X aldrig har oplevet som særligt hjælpsomt, og denne gang gerne med depotmedikamenter. For at være på den helt sikre side, at X nu også virkeligt er godt dopet til, når X sætter sig bag ratten i bilen...
Her har vi altså en person, der er så motiveret, som man bare kan være for at a) få hjælp til sine emotionelle problemer, og b) blive selvforsørgende igen, via et erhvervskørekort. Og hvad gør myndighederne?? Myndighederne gør, hvad der står i deres, af PSP-samarbejdet betragteligt forøgede, magt for at a) gøre X til kronisk syg svingdørspatient i psykiatrien og konsument af medicinalindustriens produkt på livstid, og for at b) derved, og ved at nægte X et erhvervskørekort, sikre, at X chancer for at blive selvforsørgende reduceres til noget nær 0. Gud forbyde, at "de sindssyge" undslipper systemets jerngreb og opsøger andre udfordringer her i livet, end et job med løntilskud som trappevasker eller returflaskesorterer! Gud forbyde, at "de sindssyge" undslipper samfundets kontrol!
Der var en gang, hvor man som psykiatrisk stemplet person faktisk fik et stempel i sit pas. Ganske i stil med et vist armbind nogle mennesker blev tvunget til at bære i 1930ernes og 1940ernes Tyskland. Med etableringen af PSP-samarbejdet har vi i dagens Danmark, hvor ingen kan råbe højt nok om "afstigmatisering" af "psykisk sygdom", taget et stort skridt hen mod genindførelsen af den slags tilstande.
Men men men... Her er en lille historie fra det virkelige liv, der fortæller noget om, hvad PSP-samarbejdet egentligt er ment til at muliggøre: X har et erhvervskørekort, og får midlertidigt frataget både dette og sit private kørekort, efter en ret alvorlig overskridelse af fartsbegrænsningen. X har nu, da perioden er gået, mulighed for at aflægge en ny køreprøve og generhverve begge kørekort. Og så ville der jo ikke være så meget mere i det, hvis det ikke var for at X også har et psykiatrisk stempel, og hvis det ikke var for PSP-samarbejdet, der sikrer, at politiet informeres om X' psykiatriske stempel, og derfor, i henhold til PSP-samarbejdet, indhenter en vurdering fra Sundhedsstyrelsen, angående hvorvidt X nu egentligt overhovedet skal kunne få sine kørekort tilbage, eller ej. "Eksperten" fra Sundhedsstyrelsen udtaler, uden at have mødt og talt med X en eneste gang, at det, grundet stemplet og det faktum, at X i længere tid ikke har ønsket, at modtage psykiatrisk "hjælp" for sine emotionelle problemer, ikke er hensigtsmæssigt at give X mulighed for at få sit erhvervskørekort tilbage, og at returneringen af X' private kørekort skal gøres afhængig af at X, der har fået god hjælp for sine emotionelle problemer fra anden end psykiatrisk kant, går med til at igen lade sig behandle i psykiatrien, hvilket X aldrig har oplevet som særligt hjælpsomt, og denne gang gerne med depotmedikamenter. For at være på den helt sikre side, at X nu også virkeligt er godt dopet til, når X sætter sig bag ratten i bilen...
Her har vi altså en person, der er så motiveret, som man bare kan være for at a) få hjælp til sine emotionelle problemer, og b) blive selvforsørgende igen, via et erhvervskørekort. Og hvad gør myndighederne?? Myndighederne gør, hvad der står i deres, af PSP-samarbejdet betragteligt forøgede, magt for at a) gøre X til kronisk syg svingdørspatient i psykiatrien og konsument af medicinalindustriens produkt på livstid, og for at b) derved, og ved at nægte X et erhvervskørekort, sikre, at X chancer for at blive selvforsørgende reduceres til noget nær 0. Gud forbyde, at "de sindssyge" undslipper systemets jerngreb og opsøger andre udfordringer her i livet, end et job med løntilskud som trappevasker eller returflaskesorterer! Gud forbyde, at "de sindssyge" undslipper samfundets kontrol!
Der var en gang, hvor man som psykiatrisk stemplet person faktisk fik et stempel i sit pas. Ganske i stil med et vist armbind nogle mennesker blev tvunget til at bære i 1930ernes og 1940ernes Tyskland. Med etableringen af PSP-samarbejdet har vi i dagens Danmark, hvor ingen kan råbe højt nok om "afstigmatisering" af "psykisk sygdom", taget et stort skridt hen mod genindførelsen af den slags tilstande.
tirsdag den 12. april 2011
MB'er og brugerlærer: systemts stikirenddreng
Det er jo blevet hip og trendy igennem de senere år, at uddanne sig til brugerlærer, respektive MB'er, medarbejder med brugererfaring, det, der på engelsk kaldes for "peer" som i "peer support" f.eks., når man har oplevet kriser og er blevet "recoveret".
Idéen bag, at mennesker, der selv har oplevet kriser og har overvundet disse, står med en insiderviden, der kan være til stor gavn for andre, der oplever kriser, er ikke ny. Traditionelt er healere som de sibirske shamaner f.eks. folk, der selv er "gået igennem ild og vand", før de har opnået status som guide for andre, der kommer ud for den samme udfordring. Det er deres personlige erfaring, der kvalificerer dem, ikke nogen teoretisk viden.
Men det er ikke kun erfaringen som sådan, der kvalificerer et menneske, der er "gået igennem ild og vand", til at blive shaman. Det er i allerhøjeste grad også, hvad vedkommende gør med denne erfaring. Om den bruges til at opnå indsigt og visdom, om den fører til en større grad af selv-/bevidsthed. Det er i indsigten, i bevidstgørelsen, erfaringens værdi ligger. Og det er her, det bliver problematisk, når vi taler brugerlærere og MB'ere. For, godt nok har disse mennesker gennemgået kriser, men spørgsmålet er, hvorvidt kriserne er blevet brugt til at opnå indsigt og større selv-/bevidsthed, når uddannelserne til MB'er og brugerlærer er tilrettelagt af et system, der definerer kriser som sygdom, og det at komme sig, som at lære at leve med denne sygdom, der definerer indsigt som sygdomsindsigt, og hvis generelle opfattelse af kriser er, at disse er et onde, der bør bekæmpes med alle midler, og ikke, som i shamaismen f.eks., en udfordring, der bør tages op, en chance til at opnå større selv-/bevidsthed, og dermed snarere en "gave", end den "forbandelse", systemet definerer kriser til at være.
Ved at tage idéen om at egen erfaring med kriser kan kvalificere én til at agere guide for andre mennesker i krise op på den måde, som systemet har gjort det, dvs. ved at vende hele konceptet på hovedet, ganske som det er sket med recoverybegrebet, har systemet med uddannelserne til MB'er og brugerlærer formået at rekruttere et infanteriregiment af forholdsvis lavtlønnede stikirenddrenge blandt brugerne. Billig arbejdskraft, der, ved at henvise til egen erfaring, kan virke overbevisende, især på dem, der måtte trække teoretikernes ekspertise og autoritet i tvivl, netop under henvisning til deres manglende erfaring indefra. Mens ingen bemærker, at erfaring i en sådan sammenhæng er et tomt begreb, at den ikke er brugt til noget, men at det for dens egentlige mening tømte begreb misbruges til at udstyre systemets budskab med større troværdighed. Undertrykkelse udøvet af de undertrykte selv.
Fra beskrivelsen på YouTube: "We see too many Service Users who sell out their brothers and sisters by trying to gain kudos through working as maintainance monkeys. They tinker around the edges whilst pretending to be recovery experts. Many of these so called "recovery" experts continue to take their meds, buy into medical models of illness and only talk about symptom management - i.e. maintenance. They gain fame and dosh by never challenging the status quo of the medical model, tinkering around the edges, becoming pseudo-professionals in research, academia and peer support. They have a loud voice but no mandate! They join the Rat Race. Thank God for the real radicals, the people who change systems, fight for the human rights of the oppressed, don't do it for the money, fame or glory and who actually know about recovery and thriving. They don't just write about it, they live it."
Idéen bag, at mennesker, der selv har oplevet kriser og har overvundet disse, står med en insiderviden, der kan være til stor gavn for andre, der oplever kriser, er ikke ny. Traditionelt er healere som de sibirske shamaner f.eks. folk, der selv er "gået igennem ild og vand", før de har opnået status som guide for andre, der kommer ud for den samme udfordring. Det er deres personlige erfaring, der kvalificerer dem, ikke nogen teoretisk viden.
Men det er ikke kun erfaringen som sådan, der kvalificerer et menneske, der er "gået igennem ild og vand", til at blive shaman. Det er i allerhøjeste grad også, hvad vedkommende gør med denne erfaring. Om den bruges til at opnå indsigt og visdom, om den fører til en større grad af selv-/bevidsthed. Det er i indsigten, i bevidstgørelsen, erfaringens værdi ligger. Og det er her, det bliver problematisk, når vi taler brugerlærere og MB'ere. For, godt nok har disse mennesker gennemgået kriser, men spørgsmålet er, hvorvidt kriserne er blevet brugt til at opnå indsigt og større selv-/bevidsthed, når uddannelserne til MB'er og brugerlærer er tilrettelagt af et system, der definerer kriser som sygdom, og det at komme sig, som at lære at leve med denne sygdom, der definerer indsigt som sygdomsindsigt, og hvis generelle opfattelse af kriser er, at disse er et onde, der bør bekæmpes med alle midler, og ikke, som i shamaismen f.eks., en udfordring, der bør tages op, en chance til at opnå større selv-/bevidsthed, og dermed snarere en "gave", end den "forbandelse", systemet definerer kriser til at være.
Ved at tage idéen om at egen erfaring med kriser kan kvalificere én til at agere guide for andre mennesker i krise op på den måde, som systemet har gjort det, dvs. ved at vende hele konceptet på hovedet, ganske som det er sket med recoverybegrebet, har systemet med uddannelserne til MB'er og brugerlærer formået at rekruttere et infanteriregiment af forholdsvis lavtlønnede stikirenddrenge blandt brugerne. Billig arbejdskraft, der, ved at henvise til egen erfaring, kan virke overbevisende, især på dem, der måtte trække teoretikernes ekspertise og autoritet i tvivl, netop under henvisning til deres manglende erfaring indefra. Mens ingen bemærker, at erfaring i en sådan sammenhæng er et tomt begreb, at den ikke er brugt til noget, men at det for dens egentlige mening tømte begreb misbruges til at udstyre systemets budskab med større troværdighed. Undertrykkelse udøvet af de undertrykte selv.
Fra beskrivelsen på YouTube: "We see too many Service Users who sell out their brothers and sisters by trying to gain kudos through working as maintainance monkeys. They tinker around the edges whilst pretending to be recovery experts. Many of these so called "recovery" experts continue to take their meds, buy into medical models of illness and only talk about symptom management - i.e. maintenance. They gain fame and dosh by never challenging the status quo of the medical model, tinkering around the edges, becoming pseudo-professionals in research, academia and peer support. They have a loud voice but no mandate! They join the Rat Race. Thank God for the real radicals, the people who change systems, fight for the human rights of the oppressed, don't do it for the money, fame or glory and who actually know about recovery and thriving. They don't just write about it, they live it."
onsdag den 23. marts 2011
onsdag den 16. marts 2011
onsdag den 2. marts 2011
tirsdag den 15. februar 2011
Healing Homes. Ny film af Daniel Mackler
Healing Homes: An Alternative, Swedish Model for Healing Psychosis er den første af to nye film af Daniel Mackler (Take These Broken Wings) om psykiatrialternativer. Filmen dokumenterer Familjevårdsstiftelsen i Göteborg, Sverige. Læs mere om filmen og bestil den her.
torsdag den 23. december 2010
En julehilsen fra Det Sociale Netværk til alle "psykisk sårbare"
Hvis du ikke allerede har det skidt nok med dig selv, fortvivl ikke! Der er hjælp at hente hos Det Sociale Netværk. Denne artikel på hjemmesiden vil med sikkerhed kunne forsyne dig med eventuelt manglende skyldfølelser over at være til, og lade dig opleve den ultimative elendighed.
Her et par citater:
"Pauser er ekstra vigtige for pårørende. Julen er hektisk nok i sig selv med lange to-do lister, indkøb og arrangementer. Når man så samtidig er pårørende til en psykisk sårbar, så er der lagt ekstra vægt på skuldrene."
"Pårørende bliver nemt overset - eller skubber egne behov til side - fordi al fokus er på den psykisk sårbare. Uanset om den pårørende er kæreste, forælder, storebror eller lillesøster, så er det en belastning at være tæt på en psykisk sårbar, der har det svært."
"Lis Lyngbjerg Steffensen peger på, at det kan være en god øvelse for både pårørende - og psykisk sårbare - at skrive fem gode ting ned, som man har oplevet hver dag. Mange sårbare vil sige, at der ikke er noget at glæde sig over."
Nej, det er ikke nemt, at være omkring dig, din lyseslukker! Og hvis du tror, at det er vigtigere, end juleindkøb og -frokoster, når din verden er ved at falde i grus, så lider du vist af vrangforestillinger. -- Gid dog, politikerne ville sørge for, alle de nedlagte sengepladser i psykiatrien blev genoprettet, så vi kunne slippe for, at skulle se på dig og din elendighed! Bare her i julen! Godt, at vi har Det Sociale Netværk, der kan give os gode råd, hvordan vi kan genoplade batterierne, så vi siden kan dyrke selvmedlidenheden med fornyet energi.
Det her er en kommentar til artiklen fra en pårørende:
" The writer captures beautifully the navel gazing of the family, family support groups, etc. It's all about their tragedy, their horror. Boo hoo. If you want to really help your relative, lightening up is a good start. Putting yourself in their shoes is next. We hear about this on a daily basis, the 'tragedy of schizophrenia, the burden of schizophrenia, the horror of schizophrenia.' How is anybody supposed to believe in the power of recovery when they are put down every step of the way?"
Ja. Og måske ville der være endda flere end fem ting hver dag at glæde sig over for de "psykisk sårbare", hvis de "kære" pårørende overvandt deres trang til navlebeskuelse og til at nedgøre deres "psykisk sårbare" familiemedlem i ét væk.
Læs også Sylvia Caras, "The Downside of the Family-Organized Mental Illness Advocacy Movement"
Og hvis du ikke er på Facebook og Facebook-ven med mig, respektive læser flittigt med på Det Sociale Netværks side dér, så er det nok gået din opmærksomhed forbi, at jeg igennem et stykke tid jævnligt har postet til biopsykiatrien kritiske, pro-recovery- og pro-empowerment-kommentarer på Det Sociale Netværks Facebook-side. For hvilket jeg fornyligt, ikke overraskende, blev censureret, og, siden man ikke sådan bare censurer mig, opfølgende "smidt ud" (faktisk en direkte reaktion på, at jeg dristede mig til at citere Alice Miller og R.D. Laing), både fra Facebook-siden og (!) fra "Grupperne" på psykisksaarbar.dk: recovery, empowerment, en åben diskussion om traumer og om biopsykiatrien -- nej tak! Ikke hos Det Sociale Netværk (heller).
Her et par citater:
"Pauser er ekstra vigtige for pårørende. Julen er hektisk nok i sig selv med lange to-do lister, indkøb og arrangementer. Når man så samtidig er pårørende til en psykisk sårbar, så er der lagt ekstra vægt på skuldrene."
"Pårørende bliver nemt overset - eller skubber egne behov til side - fordi al fokus er på den psykisk sårbare. Uanset om den pårørende er kæreste, forælder, storebror eller lillesøster, så er det en belastning at være tæt på en psykisk sårbar, der har det svært."
"Lis Lyngbjerg Steffensen peger på, at det kan være en god øvelse for både pårørende - og psykisk sårbare - at skrive fem gode ting ned, som man har oplevet hver dag. Mange sårbare vil sige, at der ikke er noget at glæde sig over."
Nej, det er ikke nemt, at være omkring dig, din lyseslukker! Og hvis du tror, at det er vigtigere, end juleindkøb og -frokoster, når din verden er ved at falde i grus, så lider du vist af vrangforestillinger. -- Gid dog, politikerne ville sørge for, alle de nedlagte sengepladser i psykiatrien blev genoprettet, så vi kunne slippe for, at skulle se på dig og din elendighed! Bare her i julen! Godt, at vi har Det Sociale Netværk, der kan give os gode råd, hvordan vi kan genoplade batterierne, så vi siden kan dyrke selvmedlidenheden med fornyet energi.
Det her er en kommentar til artiklen fra en pårørende:
" The writer captures beautifully the navel gazing of the family, family support groups, etc. It's all about their tragedy, their horror. Boo hoo. If you want to really help your relative, lightening up is a good start. Putting yourself in their shoes is next. We hear about this on a daily basis, the 'tragedy of schizophrenia, the burden of schizophrenia, the horror of schizophrenia.' How is anybody supposed to believe in the power of recovery when they are put down every step of the way?"
Ja. Og måske ville der være endda flere end fem ting hver dag at glæde sig over for de "psykisk sårbare", hvis de "kære" pårørende overvandt deres trang til navlebeskuelse og til at nedgøre deres "psykisk sårbare" familiemedlem i ét væk.
Læs også Sylvia Caras, "The Downside of the Family-Organized Mental Illness Advocacy Movement"
Og hvis du ikke er på Facebook og Facebook-ven med mig, respektive læser flittigt med på Det Sociale Netværks side dér, så er det nok gået din opmærksomhed forbi, at jeg igennem et stykke tid jævnligt har postet til biopsykiatrien kritiske, pro-recovery- og pro-empowerment-kommentarer på Det Sociale Netværks Facebook-side. For hvilket jeg fornyligt, ikke overraskende, blev censureret, og, siden man ikke sådan bare censurer mig, opfølgende "smidt ud" (faktisk en direkte reaktion på, at jeg dristede mig til at citere Alice Miller og R.D. Laing), både fra Facebook-siden og (!) fra "Grupperne" på psykisksaarbar.dk: recovery, empowerment, en åben diskussion om traumer og om biopsykiatrien -- nej tak! Ikke hos Det Sociale Netværk (heller).
fredag den 8. oktober 2010
Robert Whitaker, Keynote at Alternatives 2010
(Desværre på amerikansk.)
Robert Whitaker - Alternatives Keynote from National Empowerment Center on Vimeo.
onsdag den 8. september 2010
"Kære Bertel Haarder, giv os penge til at behandle de sindssyge længere med den medicin, der slår dem 15 - 20 år for tidligt ihjel!" - Biopsykiatrisk propaganda på DR2 med overlæge Ulla Bartels
I går kunne man i Deadline 22.30 nyde endnu en udgave af biopsykiatriens allesteds nærværende propaganda, denne gang serveret af bl.a. overlæge Ulla Bartels for vores sundhedsminister Bertel Haarder.
Også i Deadline-udsendelsen forsømte Ulla Bartels ikke, at ty til tåreperseren "Psykisk syge dør 15-20 år for tidligt", i håb om, at blødgøre Bertel Haarder bare en lille smule, så han måske alligevel finder lidt flere kroner i statskassen til financieringen af den "behandling", der slår "de sindssyge", som Ulla Bartels i udsendelsen også så overordentligt respekterende vælger at betegne mennesker i emotionelle kriser, 15 - 20 år for tidligt ihjel.
For, det forsømmer Ulla Bartels selvfølgeligt både i Deadline-udsendelsen og i Dagens Medicins artikel at fortælle: at de sygdomme, "de psykisk syge" som oftest dør 15 - 20 år for tidligt af, nemlig diabetes, metabolsk syndrom og hjerte-kar-sygdomme, er velkendte, og ret så hyppige bivirkninger af neuroleptika, de såkaldte "antipsykotika", og således forårsaget af den "behandling", som Ulla Bartels påstår, skulle forhindre dem, hvis vi bare kunne intensivere "behandlingen" lidt via længerevarende indlæggelser.
Til Dagens Medicin siger Ulla Bartels også, yderligere ekspertisisk forklarende, at "sygdommen", den angivelige, jo gør, at folk ikke så godt fornemmer sig selv, respektive deres krop. Hvorfor de ikke selv opdager i tide, når deres krop ikke har det så godt. Neuroleptika er, som bekendt, stærkt beroligende stoffer. De indvirker stærkt beroligende på nervesystemet. Det vil sige, de sætter det system, der gør, at vi kan fornemme os selv, vores krop, mere eller mindre ud af spil. Så nej, det er som oftest ikke "sygdommen", der gør, at folks kropsfornemmelse er nedsat. Det er "behandlingen" for denne "sygdom", der gør det. Hvor mange gange har jeg ikke hørt folk fortælle, at de ikke kunne fornemme sig selv, mens de var på "medicin". Kropsfornemmelsen vendte tilbage, når de stoppede med at tage "medicinen".
En overlæge i psykiatri, der hverken kender til bivirkninger eller virkning til den "medicin", hun dagligt omgås? Inkompetent må vel være den mest passende betegnelse her.
Og apropos "inkompetent", så var der selvfølgeligt heller ikke i Deadlines propagandaudsendelse en eneste medvirkende tilstede, der kunne have givet Ulla Bartels kompetent modspil, og Bertel Haarder et mere sandfærdigt billede af tingenes tilstand. Hvor er de danske Robert Whitakers, Joanna Moncrieffs, Grace E. Jacksons,... ? Tja, hvis de overhovedet findes, så var de i hvert fald ikke inviteret til at deltage i udsendelsen. Men så havde denne jo heller ikke længere været så meget propaganda, som den havde været lidt mere seriøs journalistik.
Bortset fra alt det, var jeg en smule positiv overrasket over både at høre Bertel Haarder spørge, hvor mon alle de "psykisk syge" kommer fra, der pludseligt kræver psykiatrisk "behandling", og over at høre ham sige, at man jo ikke bliver rask af at ligge i en sygehusseng. Til hans spørgsmål, hvor alle de "psykisk syge" pludseligt kommer fra, kan jeg kun sige: kig dig omkring, Bertel, og se hvordan "psykisk sygdom" efterhånden snart er på udsalg ved hvert gadehjørne. Dette her, for eksempel. Og nej, man bliver bestemt ikke rask af at ligge i en sygehusseng. Slet ikke, hvis man aldrig har været syg til at starte med.
Og så kan man jo kun undre sig over både DR-journalistens, som stort set alle andre danske journalisters, uvidenhed. Ifølge Nynne Bjerre Christensen udskrives "de psykisk syge" "før de er raske". Kære Nynne, den danske biopsykiatri har ikke helbredt så mange som en eneste af sine "patienter" endnu. Tværtimod. Man bliver ikke rask af at ligge i en sygehusseng, og slet ikke, hvis éns "sygdom", der ikke tilnærmelsesvis opfylder de kriterier, der stilles af lægevidenskaben til en tilstand, før den må betegnes som sygdom, "behandles" med "medicin", der forårsager somatisk sygdom og 15 - 20 år for tidlig død, og derudover kronificering af tilstanden. Jo længere man "behandles" biopsykiatrisk, jo sygere bliver man.
_______________
P.S.: Og så kan man jo undre sig, hvordan det hænger sammen, at kalde andre mennesker for "sindssyge", mens man samtidigt gør en Oscar-værdig indsats for at foregive, at man jo ikke har andet, end disse "sindssyges" bedste i sinde. Hvis det da hænger sammen...
Også i Deadline-udsendelsen forsømte Ulla Bartels ikke, at ty til tåreperseren "Psykisk syge dør 15-20 år for tidligt", i håb om, at blødgøre Bertel Haarder bare en lille smule, så han måske alligevel finder lidt flere kroner i statskassen til financieringen af den "behandling", der slår "de sindssyge", som Ulla Bartels i udsendelsen også så overordentligt respekterende vælger at betegne mennesker i emotionelle kriser, 15 - 20 år for tidligt ihjel.
For, det forsømmer Ulla Bartels selvfølgeligt både i Deadline-udsendelsen og i Dagens Medicins artikel at fortælle: at de sygdomme, "de psykisk syge" som oftest dør 15 - 20 år for tidligt af, nemlig diabetes, metabolsk syndrom og hjerte-kar-sygdomme, er velkendte, og ret så hyppige bivirkninger af neuroleptika, de såkaldte "antipsykotika", og således forårsaget af den "behandling", som Ulla Bartels påstår, skulle forhindre dem, hvis vi bare kunne intensivere "behandlingen" lidt via længerevarende indlæggelser.
Til Dagens Medicin siger Ulla Bartels også, yderligere ekspertisisk forklarende, at "sygdommen", den angivelige, jo gør, at folk ikke så godt fornemmer sig selv, respektive deres krop. Hvorfor de ikke selv opdager i tide, når deres krop ikke har det så godt. Neuroleptika er, som bekendt, stærkt beroligende stoffer. De indvirker stærkt beroligende på nervesystemet. Det vil sige, de sætter det system, der gør, at vi kan fornemme os selv, vores krop, mere eller mindre ud af spil. Så nej, det er som oftest ikke "sygdommen", der gør, at folks kropsfornemmelse er nedsat. Det er "behandlingen" for denne "sygdom", der gør det. Hvor mange gange har jeg ikke hørt folk fortælle, at de ikke kunne fornemme sig selv, mens de var på "medicin". Kropsfornemmelsen vendte tilbage, når de stoppede med at tage "medicinen".
En overlæge i psykiatri, der hverken kender til bivirkninger eller virkning til den "medicin", hun dagligt omgås? Inkompetent må vel være den mest passende betegnelse her.
Og apropos "inkompetent", så var der selvfølgeligt heller ikke i Deadlines propagandaudsendelse en eneste medvirkende tilstede, der kunne have givet Ulla Bartels kompetent modspil, og Bertel Haarder et mere sandfærdigt billede af tingenes tilstand. Hvor er de danske Robert Whitakers, Joanna Moncrieffs, Grace E. Jacksons,... ? Tja, hvis de overhovedet findes, så var de i hvert fald ikke inviteret til at deltage i udsendelsen. Men så havde denne jo heller ikke længere været så meget propaganda, som den havde været lidt mere seriøs journalistik.
Bortset fra alt det, var jeg en smule positiv overrasket over både at høre Bertel Haarder spørge, hvor mon alle de "psykisk syge" kommer fra, der pludseligt kræver psykiatrisk "behandling", og over at høre ham sige, at man jo ikke bliver rask af at ligge i en sygehusseng. Til hans spørgsmål, hvor alle de "psykisk syge" pludseligt kommer fra, kan jeg kun sige: kig dig omkring, Bertel, og se hvordan "psykisk sygdom" efterhånden snart er på udsalg ved hvert gadehjørne. Dette her, for eksempel. Og nej, man bliver bestemt ikke rask af at ligge i en sygehusseng. Slet ikke, hvis man aldrig har været syg til at starte med.
Og så kan man jo kun undre sig over både DR-journalistens, som stort set alle andre danske journalisters, uvidenhed. Ifølge Nynne Bjerre Christensen udskrives "de psykisk syge" "før de er raske". Kære Nynne, den danske biopsykiatri har ikke helbredt så mange som en eneste af sine "patienter" endnu. Tværtimod. Man bliver ikke rask af at ligge i en sygehusseng, og slet ikke, hvis éns "sygdom", der ikke tilnærmelsesvis opfylder de kriterier, der stilles af lægevidenskaben til en tilstand, før den må betegnes som sygdom, "behandles" med "medicin", der forårsager somatisk sygdom og 15 - 20 år for tidlig død, og derudover kronificering af tilstanden. Jo længere man "behandles" biopsykiatrisk, jo sygere bliver man.
_______________
P.S.: Og så kan man jo undre sig, hvordan det hænger sammen, at kalde andre mennesker for "sindssyge", mens man samtidigt gør en Oscar-værdig indsats for at foregive, at man jo ikke har andet, end disse "sindssyges" bedste i sinde. Hvis det da hænger sammen...
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
