En julehilsen fra Det Sociale Netværk til alle "psykisk sårbare"

Hvis du ikke allerede har det skidt nok med dig selv, fortvivl ikke! Der er hjælp at hente hos Det Sociale Netværk. Denne artikel på hjemmesiden vil med sikkerhed kunne forsyne dig med eventuelt manglende skyldfølelser over at være til, og lade dig opleve den ultimative elendighed.

Her et par citater:

"Pauser er ekstra vigtige for pårørende. 
Julen er hektisk nok i sig selv med lange to-do lister, indkøb og arrangementer. Når man så samtidig er pårørende til en psykisk sårbar, så er der lagt ekstra vægt på skuldrene."

"Pårørende bliver nemt overset - eller skubber egne behov til side - fordi al fokus er på den psykisk sårbare. Uanset om den pårørende er kæreste, forælder, storebror eller lillesøster, så er det en belastning at være tæt på en psykisk sårbar, der har det svært."

"Lis Lyngbjerg Steffensen peger på, at det kan være en god øvelse for både pårørende - og psykisk sårbare - at skrive fem gode ting ned, som man har oplevet hver dag. Mange sårbare vil sige, at der ikke er noget at glæde sig over."

Nej, det er ikke nemt, at være omkring dig, din lyseslukker! Og hvis du tror, at det er vigtigere, end juleindkøb og -frokoster, når din verden er ved at falde i grus, så lider du vist af vrangforestillinger. -- Gid dog, politikerne ville sørge for, alle de nedlagte sengepladser i psykiatrien blev genoprettet, så vi kunne slippe for, at skulle se på dig og din elendighed! Bare her i julen! Godt, at vi har Det Sociale Netværk, der kan give os gode råd, hvordan vi kan genoplade batterierne, så vi siden kan dyrke selvmedlidenheden med fornyet energi.

Det her er en kommentar til artiklen fra en pårørende:

"
The writer captures beautifully the navel gazing of the family, family support groups, etc. It's all about their tragedy, their horror. Boo hoo. If you want to really help your relative, lightening up is a good start. Putting yourself in their shoes is next. We hear about this on a daily basis, the 'tragedy of schizophrenia, the burden of schizophrenia, the horror of schizophrenia.' How is anybody supposed to believe in the power of recovery when they are put down every step of the way?"

Ja. Og måske ville der være endda flere end fem ting hver dag at glæde sig over for de "psykisk sårbare", hvis de "kære" pårørende overvandt deres trang til navlebeskuelse og til at nedgøre deres "psykisk sårbare" familiemedlem i ét væk.

Læs også Sylvia Caras, "The Downside of the Family-Organized Mental Illness Advocacy Movement"

Og hvis du ikke er på Facebook og Facebook-ven med mig, respektive læser flittigt med på Det Sociale Netværks side dér, så er det nok gået din opmærksomhed forbi, at jeg igennem et stykke tid jævnligt har postet til biopsykiatrien kritiske, pro-recovery- og pro-empowerment-kommentarer på Det Sociale Netværks Facebook-side. For hvilket jeg fornyligt, ikke overraskende, blev censureret, og, siden man ikke sådan bare censurer mig, opfølgende "smidt ud" (faktisk en direkte reaktion på, at jeg dristede mig til at citere Alice Miller og R.D. Laing), både fra Facebook-siden og (!) fra "Grupperne" på psykisksaarbar.dk: recovery, empowerment, en åben diskussion om traumer og om biopsykiatrien -- nej tak! Ikke hos Det Sociale Netværk (heller).

Brugermedvirkning i Det Sociale Netværk...

...ser sådan her ud. Og det, selv om en stor del af medlemmerne af de organisationer, der er samlet under Det Soiale Netværk, er brugere.

Som man kan se, er også LAP involveret. Jeg kan undre mig lidt. Hvad er det egentligt, man vil i LAP? At flere, der, grundet mangel på egen erfaring, ikke aner, hvad de taler om, udtaler sig "om og for de psykisk syge"? Har vi ikke allerede mere end nok af den slags? Var det ikke måske på tide, at lade ignoranterne tale så meget, som de nu har lyst til "om og for de psykisk syge", og, i stedet for at stå tavs ved siden af, finde den egne stemme frem, og løfte den?

Before you exploit someone you have to silence them. -Derrick Jensen

Merete Nordentoft bagatelliserer overgreb

Merete Nordentoft, citeret i Lise Juls artikel "Man bliver ikke syg af ingenting" fra 2007:

"Udsættes man for et seksuelt overgreb, tyder nye, engelske undersøgelser på at flere får en psykose senere. Men vil man bevise en sammenhæng, skal man være helt sikker på at det er på grund af dette eller hint at en given hændelse er indtruffet. Ud over et seksuelt overgreb kan der være mange andre problemer i familien".

De der udvikler en psykose, kommer i tre ud af fire tilfælde fra ganske almindelige familier, siger hun.

"Ingen går gennem livet uden prøvelser. Størstedelen af patienterne har ikke været udsat for andet end hvad alle mulige andre oplever. Der er hverken tale om seksuelle eller fysiske overgreb. Hverken forældre der ikke kom hjem, eller hjem præget af et voldsomt alkoholmisbrug. Gik man under deres skolegang ind i de flestes klasser, ville man ikke kunne få øje på noget bemærkelsesværdigt, hverken i deres familier eller hos dem selv."

Ahhh, åhhh, det vil dels sige, at overgreb er "prøvelser", som man ligesom må tage i stiv arm, og kan man ikke det, ja, så må man sgu finde sig i at få en "skizofreni"-diagnose smidt i hovedet, og blive erklæret for genetisk defekt. Og dels vil det sige, at, hvis der ikke er tale om, at man er blevet gennemtævet, respektive seksuelt misbrugt tre gange dagligt, og hvis ens forældre ikke har drukket mindst tre flasker billig sprut dagligt, hver, ja, så kan der umuligt være tale om overgreb eller svigt. For alt andet, såsom verbale og emotionelle overgreb og svigt, er jo bare normalt, "ganske almindeligt", ikke? Ja, desværre er det vist ganske almindeligt og normalt i vores overgribersamfund. Mens Merete Nordentoft med et sådant udsagn klart tilkendegiver sin egen overgribermentalitet. Tillykke Merete!



Iøvrigt synes jeg, det er ret interessant, at en sammenhæng mellem traumer og "psykisk sygdom" ikke kan anerkendes, før denne er entydigt bevist, mens det åbenbart ikke kræver andet, end nogle pengegriske farmakoncerners og nogle magtsyge behandleres hjernespind som legitimation for en "behandling", der ødelægger liv på stribevis.

Når overgreb ikke er overgreb. Hvordan forældre kan få børnepsykiatrien til at gøre det beskidte arbejde færdigt for dem.

Anno 2010 i Danmark overlader man afgørelsen, om ofrene for overgreb og omsorgssvigt skal udsættes for flere overgreb og svigt - denne gang helt professionelt gennemført - til de personer, der er hovedansvarlige for de overgreb og den omsorgssvigt, der i første omgang har ført til, at de professionelle blev indblandet: "Tvang i børnepsykiatrien mørkelagt".

Ubetinget registreringspligt vil sandsynligvis resultere i en mangedobling af de 237 tilfælde af registreret tvang i børnepsykiatrien i 2007. Men at registreringspligten vil nedbringe antallet af tilfældene, hvor i forvejen traumatiserede børn på nyt udsættes for overgreb, er usandsynligt, så længe overgribersamfundet uanfægtet - og endda bakket op af en avis som Kristeligt Dagblad - kan blive ved med at stemple tiårige børn, der protesterer i afmægtig desperation mod overgrebene respektive omsorgssvigtet som "psykotisk", syge i hovedet, hvorved retraumatiseringen igennem psykiatrisk tvang nemt kan undskyldes som værende nødvendig, eventuel livreddende, hvis man vil drive kynismen på spidsen, behandling mod meningsløs hjernesygdom. Det er jo en utænkelighed, at forældre, der køber f.eks. dyre trommesæt til deres tiårige søn, kunne finde på, at svigte ham på nogen måde, ikk'? Det er åbenbart en meget vigtig detailje, at trommesættet var dyrt. Det kaldes også for at købe sig til en god samvittighed, når man ellers er godt klar over, at man har svigtet som forælder.

Der er næppe noget, der er mere dobbeltmoralsk, end at en statslig institution, psykiatrien, alene på grundlag af forældrenes samtykke har ret til at begå voldelige overgreb mod børn på stribevis, og uden at det så meget som skal registreres, i et land, hvor forældre angiveligt ikke må krumme så meget som et hår på deres børns hoveder, uden at risikere retsforfølgelse.

"Han syntes"

"I skolen i Tyrkiet havde han det svært med autoriteter. Han gjorde modstand og syntes, han blev udsat for mange uretfærdigheder. Det gjorde ham vred og ked af det." -Özlem Sara Cekic om sin bror.

"Han syntes". Det er ikke noget, der har virkelighedsværdi, ikke noget, der måske burde være efterprøvet. Det var bare han, der syntes det. Men det havde jo ingen hold i realiteten. Konsensusrealiteten. Vel at mærke. Groupthink. Vi har vedtaget, at hans realitetsopfattelse er utroværdig, fordi det angriber skolen, autoriteterne, samfundet, familien, ..., os. Og vi behøves ikke at efterprøve, om hans realitetsopfattelse, det, han syntes, måske bunder i fakta, når først vi i fællesskab, som gruppe, har besluttet, at det ikke gør det (jf. punkterne 5 og 6 under "Symptoms of groupthink"/"practices of groupthink": ringe interesse i at opsøge information, og forudindtaget udvælgelse, når information indhentes). Ulogisk? Groupthink er per definition ulogisk. "TRAPPED IN PSYCHOTIC FAMILY VORTEX."

Punkt 4 under "Symptoms of groupthink" i Wikipediaartiklen om fænomenet nævner det, at klassificere modstandere af gruppen som "svag, ond, fordomsfuld, hadsk, grim, betydningsløs eller dum" som et symptom på groupthink. Tilføje til rækken af disse adjektiver kan man her "sindssyg" og alle variationer, såsom "skizo", "paranoid", "psykopat", etc. etc.

Han er stemplet som "syg", "skizofren". Özlem har kæmpet for det. Man gør, hvad man kan, for den gruppe, man gerne vil være medlem af, man gerne vil anerkendes af, hvis identitet man har gjort til sin egen. Og hvis identitet han var en trussel for, fordi han gjorde modstand mod at blive frataget sin individuelle identitet af gruppens autoriteter. Indtil han blev stemplet som utroværdig. Indtil hans opposition mod at opgive sin egen identitet til fordel for gruppens langt om længe officielt blev anerkendt som "syg".

"Hvad ville folk tænke? Ville de mon tænke, at det var vores skyld?" spørger Özlem. Bemærk: "vores". En af årsagerne til groupthink betegnes som provokativ situationsbetinget kontekst i Wikipediaartiklen: "high stress from external threats, recent failures, excessive difficulties on the decision-making task, moral dilemmas." Recent failures, moral dilemmas...

Jeg husker, at jeg efter "Bedre vilkår"-forhøringen stod og ventede på Miki, der lige skulle snakke lidt med Özlem. Jeg stod lige ved siden af, og jeg undrede mig, at Özlem virkede, som om hun meget bevidst prøvede, at undgå enhver øjenkontakt med mig. Når jeg i dag tænker på, hvad jeg sagde i min tale til forhøringen, så undrer jeg mig ikke mere. Det må have skræmt livet af Özlem. Men måske var det bare noget, jeg syntes, at hun virkede undvigende. Vi har det jo med at synes, se syner, se elefanter, hvor der slet slet ikke er nogen, vi "sindssyge"...

PsykiskSårbar.dk - Hvad er meningen?

Nedenstående debatindlæg har jeg i dag postet på PsykiskSårbar.dk, ja, netop, denne fine nye hjemmeside, og påtænker også, at lade sidens administratorer/Poul Nyrup tilkomme en kopi per mail, i fald, de ikke følger med i debatterne på siden. Og helt efter Ron Unger's forebillede, der gjorde dette på sin arbejdsplads, med en opfordring om, at rette de påtalte ukorrektheder. (Og selv om det nok vidner om, at det i det her tilfælde er mig, der må være "mere end almindeligt naiv", hvis jeg tror, det kommer til at have den mindste effekt på socialdarwinisterne, suk). Her er mit debatindlæg:

"Der er ikke noget mystisk eller nødvendigvis uhelbredeligt i at være psykisk sårbar – og vores budskab er, at mange godt kan komme sig.  Med betegnelsen psykisk syg følger der derimod en række fremmedgørende medbetydninger og fastlåste forestillinger om kroniske tilstande med – og vi tror, at de er med til at spænde ben for det enkelte menneskes vej mod det gode liv", læser jeg under "Derfor 'psykisk sårbar'", og jeg tænker: 'Jamen, det lyder jo fabelagtigt!', og kunne i bund og grund ikke være mere enig.
 
Men ak! Går jeg så ind under "Viden", og klikker på "Skizofreni", som det for mig personligt mest relevante stempel, så læser jeg dér: "Skizofreni er en blivende og alvorlig psykisk sygdom." ??? 'Hvad er nu det for noget at skrive på en hjemmeside, der angiveligt vil rydde op med fordommene og diskrimineringen mod "de psykisk syge", og i øvrigt give "de psykisk syge" håb?!' tænker jeg, 'Det hænger da ingen steder sammen.' Helt bortset fra, at en sådan påstand mangler ethvert hold i videnskabelige fakta.
 
Jeg må jo indrømme, at jeg allerede blev mistænksom, da jeg læste "diabetes", "kræft", hjertesygdomme" under "Mere dialog - nyt fokus". Ah, åh, ... "Psykisk sygdom er som diabetes" kan jeg ikke lade være med at associere. Hvis det er sådan, så kunne jeg da godt tænke mig, at se den, "skizofrenien" f.eks., engang under mikroskopet, eller på et scanningsbillede. Indtil videre er der ikke nogen, der har kunnet vise mig hverken den, eller en hvilken som helst anden "psykisk sygdom" via blodprøver, scanningsbilleder, eller nogen anden form for fysiologiske tests.
 
Kan man komme fordommene og diskrimineringen til livs, og samtidigt erklære "psykisk sygdom" som værende det samme som diabetes, kræft og hjertesygdomme? Den biologiske forklaringsmodel indebærer, at det "syge" menneskes tanker og følelser er forstyrrede pga. en fejlfunktion i hjernens transmitterstofskifte. Dette syn på "psykisk sygdom" fører uvægerligt til en opfattelse af det "syge" menneskes tanker og følelser (og dermed af dette menneske selv) som utilregnelige. Ikke opstående som en logisk konsekvens af (traumatiserende) miljøpåvirkninger, men af uigennemskuelige "kortslutninger" i vedkommendes hjerne. Meningsløst, ude af balance, ikke til at forstå, mystisk. Og siden det er menneskets sind, dets tanker og følelser, og ikke dets bugspytkirtel eller blodårer, der får det til at handle, er der vel ikke noget at sige til, hvis folk reagerer rædselsslagne, face to face med denne angivelige hjernesygdom, og straks associerer "den gale øksemorder".
 
Den biologiske model er diskriminerende i sig selv, og årsag til, at fordommene mod "de psykisk syge" stortrives. Det påstås, at modellen blev lanceret bl.a. for at reducere fordomme og diskrimineringen. Faktum er, at både fordomme og diskrimineringen har tiltaget med udbredelsen af modellen. Forståeligt nok, vil jeg mene.
 
Det eneste, den biologiske model har formået at reducere, er netop forståelsen for emotionel lidelse som en meget naturligt menneskelig og absolut meningsfuld reaktion på en umenneskelig verden. Hvis jeg ved, at f.eks. en "paranoid" reaktion er forårsaget af, at det "paranoide" menneskes grænser konsekvent og vedvarende igennem hele opvæksten er blevet krænket, vil det fremstå som en helt selvfølgelig reaktion, hvis vedkommende øjeblikkeligt går i forsvarsposition, lige så h*n føler sig trængt op i en krog, igen igen. F.eks. af det tvangspsykiatriske system. Hvis jeg ikke ser andet, end meningsløs hjernesygdom, vil jeg selv panikke, og situationen vil uvægerligt eskalere, og blive til endnu en "den gale øksemorder"-overskrift i medierne.
 
Teorierne om defekte gener og ubalancer i transmitterstofskiftet er netop det: teorier. Dopaminhypotesen blev allerede 1992 forkastet af Arvid Carlsson, der i sin tid var med til at lancere den, fordi man ikke var i stand til at finde videnskabelig evidens for dens korrekthed. Forskellige gener har igen og igen været under mistanke. Hver gang har det ved nærmere eftersyn vist sig, at være endnu en blindgyde.
 
Samtidigt har forskningen på det psyko-sociale område igen og igen kunnet påvise sammenhænge mellem barndomstraumer og "skizofreni". Senest Hammersley og Read's metastudie fra 2007, der viste en korrelation mellem seksuelle overgreb/fysisk mishandling/omsorgssvigt på mellem 51 og 97%. Hammersley og Read tager ikke højde for emotionel omsorgssvigt, og har ikke i alle tilfælde kunnet påvise overgreb/omsorgssvigt, da ikke alle individer i de af dem reviderede 40 studier var blevet adspurgt om deres livshistorie.
 
Så meget om "sygdom", læs: biologisk hjernesygdom. Hvad "blivende" angår, så kan jeg med min bedste vilje ikke se noget "blivende" ved en krise, som psykiatrialternativer som Vestlaplandsmodellen, Soteria, Diabasis, m.fl. formår at hjælpe folk med at overvinde helt i ca. 85% af tilfældene. Recovery* fra "skizofreni" og "psykoser" er ikke umuligt, eller bare undtagelsen, men at forvente. Forudsat, man får virkelig hjælp til at komme igennem og ud af krisen. Og at fortælle om "blivende sygdom" er i hvert fald ikke nogen videre hjælp. Tværtimod. Som Loren Mosher sagde, så er slaget allerede halvvejs vundet, hvis man tager udgangspunkt i troen på, at fuld recovery er sandsynlig. Mens det er mere end halvvejs tabt, hvis man fortæller ammestuehistorierne om "blivende sygdom". Ammestuefortællinger, for resten, der også er mere end velegnede til at lade især "førstegangspsykotikere" ofte vælge selvmord, fremfor et liv med "blivende og alvorlig sygdom", ofte som førtidspensionist, afhængig af systemets "hjælp" og "medicin" med invalidiserende bivirkninger, og parkeret i udkanten af samfundet med være- respektive bostedet som hovedomdrejningspunkt i tilværelsen.
 
Budskaber om biologisk og blivende hjernesygdom er både med til at opretholde og forstæke samfundets fordomme og diskriminering, og de forhindrer en løsning af krisen, og dermed recovery, fordi de på forhånd erklærer al søgen efter mening i og med "symptomerne" som et meningsløst foretagende.
 
Efter min (og Hippokrates') opfattelse er det etisk uforsvarligt, at hindre mennesker i at komme sig, på grundlag af noget, der ikke er andet, end en teori, og oven i købet en meget usandsynlig af slagsen, og jeg undrer, om meningen med psykisksaarbar.dk virkeligt er at "nedbryde tabuer og fordomme" og "skabe en ny forståelse", eller om det er at yderligere bekræfte fordommene og den biomedicinske (ikke-)forståelse, de er resultat af, med endnu en hjemmeside, der ensidigt biopsykiatrisk og socialdarwinistisk fremstiller mennesker i krise som defekte andenklasseseksistenser.
 
*Jeg definerer "recovery" ikke som "at lære at leve med en kronisk sygdom" - det har vi et andet ord til: rehabilitering, og evtl. social recovery -, men som at blive "symptom"fri, være uafhængig af systemets tjenester ("medicin"fri), være i lønnet eller frivilligt arbejde, og have et socialt liv som naboens (jf. Courtenay Harding, 1987).
_______________

P.S.: Må indrømme, at jeg blev lidt skuffet over at se Tine Bryld figurere under "Menneskene bag" PsykiskSårbar.dk. Havde egentligt højere tanker om hende, end som så...

Antipsykotika - antipsykotisk eller fordummende?

Her en interessant artikel om hvordan "antipsykotika" virker. Og på sin vis - og selv om vores "sidste psykiater" (gid han var det!) ikke er enig - også om, hvorfor allerede en brøkdel af den som regel ordinerede dosis kan have en for mennesket i krise - men nu ser vores "sidste psykiater" heller ikke tingene fra mennesket i krises perspektiv, men fra behandlernes/de pårørendes - tilfredsstillende effekt. Det største problem under krisen er jo mangel på sindsro, for at sige det sådan. Og det problem kan en lille dosis neuroleptika altså afhjælpe, hvis det absolut skal være.

"Antipsykotika" binder altså i følge artiklen først til H1 receptorer, hvilket giver den beroligende effekt, og sidst til dopaminreceptorerne, hvilket så i følge vores "sidste psykiater" skulle give den "antipsykotiske" effekt. Dvs. at der skal en vis dosis til, før alle H1, a1, etc. etc., receptorer er blokkeret og det kan blive dopaminreceptorernes tur til at blive det. Der skal en vis dosis til, fordi et enkelt molekyl Zyprexa eller Seroquel, eller hvilket firma det nu er, ens shrink får lommepenge af, altid kun kan binde til én enkel receptor, ikke til flere samtidigt. Så længe der er frie H1, a1, whatever, receptorer, vil molekylerne således binde til dem, ikke til dopaminreceptorerne.

Som sagt, en ganske interessant artikel, hvis man vil vide lidt mere om, hvordan "antipsykotika" virker, end hvad man sådan almindeligvis får at vide. Jeg har dog et problem med artiklen. Og det er, at vores "sidste psykiater", ligesom alle andre biopsykiatere, med den største selvfølge går ud fra, at dopamin forårsager "psykoser". Hvilket dopamin ikke gør. Dopamin "forårsager" kognition, motivation, følelser af velvære. Dopamin er af afgørende betydning for indlæring, hukommelse og problemløsning - og især mht. det sidstnævnte må det siges, at "antipsykotika", taget i en høj nok dosis, at den virker "antidopaminsk", så at sige, direkte modvirker en løsning af de problemer, man står med, når man er i krise. "Antipsykotika", taget som ordineret, modvirker altså en løsning af krisen via bevidstgørelse og bearbejdning. Simpelthen fordi det, at nedsætte mængden af dopamin i hjernen også nedsætter det vedkommende menneskes evne til at løse problemer.

Taget dopaminens betydning for de ovennævnte evner i betragtning, må man konkludere, at "antipsykotisk" er en vildledende eufemisme for "dumhed og ligegladhed fremmende". Ja. Og, let's face it, dum og ligeglad er jo netop, hvad omgivelserne, behandlerne som pårørende, som oftest ønsker, en person i krise skal blive. Dum og ligeglad er omtrent ensbetydende med nem og uproblematisk at håndtere. Mens bevidste personligheder jo kan være ret besværligt at have at gøre med... Et andet aspekt er at "antipsykotisk" sælger, både til pårørende og behandlere, der helst ønsker at undgå alt for store skyldfølelser, og selvfølgeligt også til brugerne selv. Det gør "dumhed og ligegyldighed fremmende" næppe, og da slet ikke til brugerne selv.

Nå men, jeg efterlod følgende kommentar på vores "sidste psykiaters" blog:

Nice article, yes. But as far as I know, dopamine doesn't cause "psychosis", it "causes" cognition, motivation, pleasure, etc. etc. So, IMHO, "anti-psychotics", even the part of them that binds to dopamine receptors, don't act "anti-psychotic", but simply by enhancing stupidity and indifference. Isn't it a bit of a misleading euphemism to call such an effect "anti-psychotic"?

Well, maybe it depends on the perspective...

Og vores "sidste psykiater", der godt nok ikke plejer at svare på alle kommentarer - ellers ville han nok ikke bestille meget andet - men dog plejer at protestere, når han har indvendinger, som han mener, "holder i retten", har ikke protesteret endnu.

Kan det betale sig, at konfrontere sine forældre?

Få skilsmisse!

"You can divorce an abusive spouse. You can call it quits if your lover mistreats you. But what can you do if the source of your misery is your own parent?" spørger psykiater Richard A. Friedman i denne artikel i New York Times.

Og jeg tænker, at han har ret ikke bare med hensyn til terapeuter, men generelt, når han siger: "All too often, I think, therapists have a bias to salvage relationships, even those that might be harmful to a patient. Instead, it is crucial to be open-minded and to consider whether maintaining the relationship is really healthy and desirable.

Likewise, the assumption that parents are predisposed to love their children unconditionally and protect them from harm is not universally true."

Så, mens systemet har travlt med at overbevise dig om, at dine problemer i hvert fald ikke kan skyldes dine forældre, der jo, siden de er dine forældre, ikke kan andet end elske dig højt og inderligt og helt uselvisk, er det måske en idé, at revurdere sagen - og søge om skilsmisse. Da en revurdering som oftest jo vil afsløre, at de kære pårørende ikke er så kære alligevel.

Bortset fra det nærmest uundgåelige "antidepressiva er godt for din hjerne"-nonsense sidst i artiklen, en overraskende radikal og helt klart meget nødvendig betragtning af Dr. Friedman.

Åbent brev fra Intervoice til Oprah Winfrey

På Intervoice's hjemmeside kan man læse "Open letter to Oprah Winfrey in response to the programme about "The 7-Year-Old Schizophrenic". Brevet er en reaktion på Oprah Winfrey's ekstremt ensidige fremstilling af sagen omkring den syvårige January (Jani) Schofield, der hører stemmer og er stemplet som "skizofren" - efter hendes far, Michael Schofield, har "kæmpet", som han selv siger, for at Jani skal få netop denne diagnose.

Faren er også den, der på sin blog detaljeret har beskrevet hvordan han, især op igennem Jani's første seks leveår, gentagne gange har slået hende (og også Jani's mor Susan, der dog selv også har været med til at begå overgreb mod sin datter) "i blind raseri" (hans egne ord), sultet hende, og f.eks. taget hendes legetøj fra hende, "for at knække hende" (igen farens egne ord). Bloggen er imidlertid taget af nettet i sin oprindelige form, efter den pådrog sig en del negativ/kritisk opmærksomhed, og lige i rette tid, inden opmærksomheden - som Michael Schofield ellers ikke kan få nok af... - kulminerede i kølvandet af Oprah's show fra den 6. Oktober i år, omhandlende Jani. Originalcitater fra bloggen kan dog stadigt læses f.eks. her, og her. Jeg har skrevet om sagen på min engelske blog, under label'et"Jani".

Hvis du er enig i vores syn på sagen, kan du tilføje din underskrift til brevet via Facebook-gruppen "Intervoice", kontakt Paul Baker (admin). Du må også meget gerne gøre andre opmærksom på initiativet, både på internettet og andre steder.

Poul Nyrup Rasmussen "taler de psykisk syges sag" - mens jeg foretrækker at lytte til Jim van Os

Siden jeg i dag er i et meget lidt "enlightened" humør, og simpelthen trænger til at splitte et par madrasser ad: Her kan man få fornøjelsen af at lytte til en overordentligt rørstrømsk Poul Nyrup Rasmussen, der på forebilledligt tårevædende manér "taler de psykisk syges sag" - og, og det ikke mindst!, de kære pårørendes - mens man som seer af programmet sidder som på nåle, fordi man frygter, stakkels Poul hvert øjeblik kunne drukne i sin egen selvmedlidenhed.

Ja, Poul, det er frygteligt - at både du og alle de andre kære pårørende derude har et ansvar. Ikke mindst også for de psykiske lidelser i har forvoldt jeres "psykisk syge" familiemedlemmer. Hvor er det synd for jer!

Poul Nyrup Rasmussen vil gerne række en hånd ud til "de psykisk syge". Poul, du kan stå med hånden rakt ud så længe du vil. Jeg kommer i hvert fald aldrig til at tage den hånd! - Men nu identificerer jeg mig jo heller ikke som "psykisk syg", så...

NAMI is alive - også i Danmark. For de, der ikke kender til NAMI's historie: Pårørendeorganisationen blev grundlagt tilbage i 1970erne af to mødre til "psykisk syge", der var trætte af, at blive gjort ansvarlige for deres børns psykiske ve og vel. Det gjorde psykiatrien nemlig stadigt den gang. At holde de pårørende, især mødre, i hvert fald tildels ansvarlige. Overflødigt at nævne, at organisationens "Vi er uskyldige ofre!"-budskab fandt overvældende tilslutning, og gjorde NAMI til USA's største nationale pårørendeorganisation i løbet af ingen tid. Og også overflødigt at nævne, at NAMI i dag har et gnidningsfrit samarbejde med både biobiobiopsykiatrien og farmaindustrien...
_______________

En, især sammenlignet med Poul Nyrup Rasmussens usmagelige pårørende-patos, noget mere opbyggelig oplevelse er forskellige foredrag fra Hearing Voices Congress, som Will Hall har postet her på Madness Radio's blog. Her kan man bl.a. lytte til Ron Coleman og den hollandske psykiater Jim van Os' intet mindre end brilliante foredrag. Desværre er lydkvaliteten ikke ligefrem i top, og ja, selvfølgeligt, sproget er engelsk.

Seksårige Jani: "skizofren", eller endnu et overgrebsoffer?!

'Hva' sa' jeg?!' var jeg lige ved at sige, da jeg læste det følgende på Stephany's blog:

"Det gør mig ked af det, for at sige det mildt, at læse på Jani's fars blog, at faren snakker om at slå og sulte Jani, tage hendes legetøj fra hende, og slutteligt medicinere hendes væsen (for at knække hende). Før dette barn blev sat på psykofarmaka, blev dette barn udsat for mishandling."

Jeg havde tidligere i går aflagt farens blog et besøg, og læst dette indlæg med opfølgende kommentarer. Dvs. jeg nåede frem til kommentar nr. 11, Jani's fars svar til David Oaks, der slog mig pga. sin udtalte fjentlighed, oven i det lige så udtalt patetiske i selve indlægget - Peter Gabriel, Don't Give Up... herregud! - to ting, der ved første øjenkast kan virke som modsætninger, men faktisk er to sider af samme sag.

Når man læser indlægget, kunne man måske umiddelbart være fristet til at tro på de altopofrende, til sammenbruddets grænse medtagne forældre, der elsker deres Jani af hele deres hjerte, og ville gøre alt for hende. Billedet bliver lidt et andet, senest når man når ned til nævnte svar til David fra Jani's far: ja, forældrene ville gøre alt for Jani, selv det, at banke hende igennem , lade hende sulte og tage legetøjet fra hende. Alt det ville de gøre, og har de gjort mod et barn, der ikke har eller har haft den mindste chance for at forstå, hvad der foregår.

Og ikke nok med det, nej. Forældrene er endda parate til gå så langt som til at ofre Jani for det, de virkeligt er forelskede i: deres egen lidelse. For, det mangler jo ikke med advarsler om neuroleptikas farlighed, eller tilbud om information angående alternativer. Men mens en mor som Stephany i sin tid sagde: "Hey, det lyder interessant, lad mig høre mere!", mens hun indrømmer sine fejltagelser, accepterer sin andel af ansvar for sin datter, og i dag kæmper for at kunne tilgive sig selv, så vælger Jani's far altså at reagere ved at både afvise alle tilbud om støtte på forhånd, benægte enhver fejltagelse, frasige sig ethvert ansvar, og gå i forsvarsposition. Forsvarende hvad? Tja, forældrenes egen lidelse, og muligheden til at drukne i selvmedlidenhed over den. Metalidelse. Narcissisternes specialitet.

"Det er ikke slemt, at gøre noget forkert," husker jeg at Ewa Jälmbrant sagde ved rideseminaret sidste måned, "men det er utilgiveligt, at gøre noget forkert, og så bagefter påstå at det var det rigtige man gjorde, selv om man ved, at det var forkert." Fordi man ikke er i stand til at tilgive sig selv, har jeg lyst til at tilføje.
_______________

Flere overgreb (fra "About Me" på Jani's fars blog):

"Volden [han mener Jani's reaktioner på forældrenes overgreb...] blev så slem, at Susan [Jani's mor] og jeg begge mistede besindelsen og slog Jani så hårdt som vi kunne. Vi slog i blindt raseri.

(...)

I dag er Jani ikke længere en møgunge. I dag er Jani skizofren."

"Skizofreni", eller: gør offeret ansvarligt!

Noget, der virkeligt virker forstyrrende på mig, er folk, der synes det er forstyrrende, at en seksåring zombificeres med massive doser hjernegift, aka "psykofarmaka", mens desamme folk misser at se det overgreb det er på seksåringen at blive stemplet med "skizofreni" - et stempel, der, ligesom alle psykiatriske stempler, mangler ethvert videnskabeligt bevis for sin gyldighed - og således misser at se, at det er gør-offeret-ansvarligt-stemplet, der retfærdiggør luk-munden-på-offeret-dopingen.

Censur på politiken.dk

Nogen hos Politiken kan åbenbart ikke tåle sandheden. I såpas stor omfang, at vedkommende glemmer alt om demokrati og ytringsfrihed.

Hey, måske er du:

Search Engine Phrase: zyprexa dødsfald
Search Engine Name: www.google.com
Search Engine Host: Google
IP Address: 81.19.246.10
Country: Denmark
Region: Staden København
City: Copenhaen
ISP: A/s Dagbladet Politiken
Visit Length: Multiple visits over more than one day
Browser: IE 7.0
Operating System: WinXP (pc? yikes!)
13th May 2009 11:36:26 Page View admin.twingly.com/UserPages/Abuse.aspx
silentspheres.blogspot.com/2009/05/selvflgeligt-har-psykofarmaka-slaet.html

selv på Zyprexa?? Nåhr nej, næppe. Usandsynligt siden du arbejder. Hm, måske er du aktionær i Eli Lilly? AstraZeneca? Bristol Myers Squibb? ...? Måske en af dine "loved ones" er på Zyprexa? Og du frygter, vedkommende kunne falde over sandheden, og begynde at sætte spørgsmålstegn ved dopingen? Oj, nej, det ville virkeligt ikke være godt - for de "kære" pårørende!

Eller måske synes du ganske enkelt, at demokrati og ytringsfrihed alligevel ikke gælder, så snart det kommer til "de psykisk syge"?

En hilsen til pårørende til "psykisk syge"

Her en meget god analyse af "NAMI-forældre", forældre, der har købt den biologiske forklaringsmodel af "psykisk sygdom", og den lidelse, de ved at tro på biologien forvolder deres "psykisk syge" børn. Skrevet af den amerikanske psykolog Ty Colbert.

Ret underholdende for resten at se, hvordan selv en artikel, der gør alt, der i mine øjne næsten gør for meget, for at undgå at beskylde forældre, stadigt kan få nogle af disse forældre til at gå helt op i limningen. Efter mottoet "Don't!"

Og her vil jeg så lige tilføje, at det selvfølgeligt skal ses som en beskyldning, ja, når jeg i en af mine kommentarer derovre skriver, at mange forældre åbenbart frygter det, at erkende og anerkende deres egne traumatiseringer, mere end de frygter, at tilføje deres børn skade.

Merete Nordentoft, OPUS-projektet og The International Society for the Psychological Treatments of the Schizophrenias and other Psychoses, ISPS

Jeg må jo indrømme, at jeg blev en smule glad, da jeg så, at The International Society for the Psychological Treatments of the Schizophrenias and Other Psychoses, ISPS, også har en dansk afdeling. "De gemmer sig godt," skrev jeg til Daniel Mackler.

Men bortset altså fra, at man selv i en organisation, der prioriterer psykoterapi respektive -analyse meget højt som hjælpeforanstaltning ved ekstreme sindstilstande, har sine problemer med at se bort fra en patologisering af individet, troede jeg, naiv som jeg en gang imellem godt kan være, at der i Danmark måske virkeligt fandtes ikke bare nogle få enkelte hjælpere (der nok kan tælles på fingrene af én hånd...), men måske endda en hel organisation af hjælpere, der tog mennesker, der oplever ekstreme sindstilstande, seriøst, og der virkeligt satte sig ind for at tilbyde disse mennesker hjælp efter deres præmisser. Og patologiseringen, den kan vi jo i sidste ende takke Freud for, ligesom vi kan takke ham for psykoanalysen, så...

Men jeg må vist tro om.

Et øjeblik overvejede jeg, at linke til ISPS fra min sidebar, og ja, den US-amerikanske afdeling af organisationen har da nogle meget interessante artikler på hjemmesiden, og på startsiden kan man læse: "Vi støtter en human, vidtspændende og dybdegående behandling af psykotiske forstyrrelser." Meget tiltalende. Så, måske var der her et link til min samling af links til læsværdige danske hjemmesider?

Nu linker jeg ikke bare til noget, uden at først undersøge lidt nærmere, hvad det er, jeg anbefaler. - Hvilket ikke betyder, at jeg udelukkende går efter 100% overensstemmelse med mine synspunkter. Men der er altså grænser for galskaben, som man siger.

Det første navn, jeg faldt over, var, som tidligere bemærket Bent Rosenbaum. Det gav en mixed-emotions-resonans hos mig. Det næste navn gav ikke længere en mixed-emotions, men en rød-alarm-resonans: Merete Nordentoft.

Hvorfor rød alarm? Merete Nordentoft, et navn, vi jo nok er en del, der genkender fra medierne, er initiativtager til OPUS-projektet. Akronymet "OPUS" står for "tidlig opsporing og behandling af unge psykotiske", og det siger mig allerede en del. Alene ordvalget: de ("psykotiske") - og os.

Men lad os lige se på, hvad dette, angiveligt så revolutionerende, projekt går ud på. Ifølge den rapport, jeg linker til foroven, består behandlingen af fem forskellige tiltag: Individuelle samtaler, medikamentel behandling, psykoedukation, social færdighedstræning og familiearbejde.

'Ah,' tænker man så, 'individuelle samtaler. Det lyder jo lovende.' Men lad mig sige det med det samme, jeg må skuffe. Af en anden projektbeskrivelse, der imidlertid er forsvundet fra nettet, fremgik det, at de individuelle samtaler under den maksimalt toårige tilknytning til projektet, man kan have, er begrænsede til 12 - TOLV! - i visse tilfælde til allerhøjst 24 - FIRE OG TYVE! - samtaler med en terapeut, og at samtaleemnerne gerne skal aftales på forhånd. Ja, det er - desværre - ikke en joke. Men samtalerne i sig selv, de bliver altså til en joke under disse omstændigheder.

Mit eget forløb omfattede 45 samtaler, fordelt over en periode på tre og et halvt år. Et (absolut) minimum, når vi taler "psykoser". Og kun muligt, fordi jeg a) ikke længere var 20 år gammel, men godt og vel to gange 20 år, med den deraf følgende livserfaring og en vis baggrundsviden indenfor relevante fagområder (såsom filosofi, litteratur og, ja, psykologi/-analyse).

Fordi jeg b) var så motiveret, som man bare kan være - aldeles ikke til at lære at leve med en begrænsende, kronisk sygdom, men til at erkende, forstå og løse min eksistentielle problematik.

Fordi jeg c) skrev - stort set 24/7 ("Jeg plejer at sige, at en psykose ikke passer ind i en 50-minutters-session - fordi den foregår 24 timer." -Loren Mosher) og ikke til skrivebordsskuffen, men for min terapeut at læse. Dvs. jeg kunne til enhver tid have en godt nok imaginær men dog også ret så konkret samtale med min terapeut, på papiret. Også kl. 3 om natten, hvis det var det, der skulle til.

Fordi jeg d) ikke blev yderligere traumatiseret af et ophold på den lukkede respektive af det tillidsbrud, det havde været fra min terapeuts side, at arrangere et sådant ophold mod min udtalte vilje. Noget, der uvægerligt ikke bare havde kastet mig betydeligt tilbage med hensyn til recovery'en, men under alle omstændigheder en for alle gange havde ødelagt tillidsforholdet til min terapeut. Og til enhver anden professionel hjælper med. Mens jeg samtidigt var ret afklaret med, hvad jeg i givet fald ville foretage mig, skulle det vise sig, at man altså åbenbart ikke kan stole på menneskeheden overhovedet. "Suicide was my ticket out," siger Catherine Penney i Take These Broken Wings, adspurgt om, hvordan hun tror, det var gået, havde hun ikke mødt Daniel Dorman. Det var også min billet ud.

Fordi jeg e) ikke var medicineret på noget tidspunkt,

fordi der f) ikke blev aftalt noget som helst på forhånd - andet end tid og dato for den næste terapitime,

og sidst men bestemt ikke mindst fordi jeg g) ikke hoppede på den biologiske limpind, bortset fra i en, heldigvis meget kort, periode, hvor jeg, takket være den massive propaganda alle vegne, havde mine tvivl. I øvrigt den eneste periode nogensinde i mit liv, hvor jeg seriøst overvejede selvmord: man ændrer ikke uden videre på sine gener, og heller ikke på en kronisk ubalance i transmitterstofskiftet. Man kan alene passivt håbe på, at "medicinen" virker. Men man kan altid blive aktiv, og ændre på tillærd adfærd - og komme sig helt.

Hvorved vi er ved OPUS-projektet igen. Af rapporten fremgår det, at de individuelle samtaler, der nævnes her, er ugentlige samtaler med det, der hedder en kontaktperson. Begrebet "terapeut" er altså fra denne, åbenbart nyere, rapport helt forsvundet. Men hvad, det var jo alligevel bare en joke, ikk'?

Og her i rapporten hedder det så under "Individuelle samtaler" bl.a.:

"Samtalebehandlingen kan indeholde mange elementer: rådgivning, vejledning, kriseintervention, psykoedukation, tilbagefaldsforebyggelse, psykologisk støtte til indsigt og egentlig kognitiv terapi [Ah, da er de måske alligevel, de 12, maks 24 psykologtimer??? Jamen, fabelagtigt!].

Generelt kan samtalerne skematiseres efter den fase, patienten befinder sig i, således:
Akut fase:
Der skabes kontakt og etableres en behandlingsalliance. Samtalerne har overvejende støttende og psykoedukativ karakter, (...)
Stabiliseringsfase:
Patienten støttes i at fortsætte med at følge behandlingen, selv om han har fået det bedre. Der ydes psykologisk støtte til indsigt og accept, (...)
Vedligeholdelsesfase:
Der ydes støtte til at fortsætte behandlingen. (...)"

Under "Medikamentel behandling" kan man så læse nøjagtigt hvad der så målrettet og ihærdigt skal støttes:

"Hos størsteparten af patienterne har der været indikation for antipsykotisk medikamentel behandling."

Og rigtigt hyggeligt bliver det lidt længere nede, hvor der konstateres, at mange kriseramte mennesker har "depressive" perioder - meget besynderligt, at de bliver så kede af at få indbildt, de har en kronisk biologisk hjernesygdom - der jo så selvfølgeligt gerne behandles med antidepressiva, SSRIs, ifølge rapporten. Siden "depressionen" jo må anses at være del af den biologiske sygdom, og bestemt ikke resultat af både nedværdigende og desillusionerende budskaber fra hjælpernes side, der efterlader det kriseramte menneske fuldstændigt magtes- og hjælpeløst, nej nej! Og så har de jo vist sig, at være så effektive, SSRIs'ene, ja! Og, nej nej, det er heller ikke den såkaldt "antipsykotiske medicin", der kan have nedtrykthed som bivirkning!

Ja, og siden både "psykotiske og depressive tilstande kan være forbundet med megen angst" - nej nej, det er i hvert fald ikke en bivirkning af de anbefalede SSRIs! - så rører vi da også lige nogle benzoer ind i cocktailen, der ved konstateret misbrug (og et sådant må vi ved daglig indtagelse af tre forskellige typer psykoaktive stoffer på ubegrænset tid - det er kronisk, remember?! - vist under alle omstændigheder tale om) yderligere kan krydres med lidt metadon eller lignende. Velbekomme!

Hvis man så er heldig, så ender man som Gianna, der efter knap 20 år i et medicinsk tågedis gennemskuede charaden, og nu i sit femte år, fysisk svært skadet af "medicinen", kæmper for at komme ud af det lægeordinerede misbrugshelvede. Hvis man er knapt så heldig, så ender man som mere eller mindre total grøntsag på et bosted - eller som Luise.

Og hvis man nu skulle være indehaver af en sund portion skepsis, så har OPUS også en løsning på det problem:

"Det forekommer hyppigt, at patienter ikke ønsker at tage medicin, specielt den antipsykotiske medicin. (...) I OPUS har filosofien været, at når patienten ikke ville have den medicin, der fandtes nødvendig for ham, havde patienten sine grunde til det, og det var personalets opgave at undersøge baggrunden, undervise om, hvad medicinen kunne bruges til og hvilke bivirkninger der kunne forventes, og forsøge stadig at motivere for at modtage den relevante behandling. Erfaringen har været, at de fleste patienter alligevel efter nogen tid har accepteret behandlingen." Ja, og så ender man alligevel som Gianna, eller Luise. Når man, i sin i forvejen ret så sårbare sindstilstand, ikke orker psykoterroren (at blive "motiveret") længere. Sund skepsis eller ej.

Bemærk, at "behandling" her fuldstændigt sidestilles med "medicin". Anden behandling skal man altså heller ikke i OPUS-projektet regne med at kunne få, og de ugentlige samtaler er mindre ment som "behandling" i en virkeligt terapeutisk betydning, end i en indoktrinerende betydning. Hvilket sådan set er det modsatte af terapeutisk.

Endeligt afgået ved døden som et "mesterværk" er OPUS for mig med følgende citat, hvilket man betegnende nok, kan finde under "Familiearbejde", der ifølge rapporten omfatter "individuelle møder ved behandlingsstart" med de pårørende, "uden patienten, men med patientens accept" - Hvad prøver man her at redde? "Intet om os uden os"-konceptet? Jeg er ked af det, det er en ommer! Se dertil foroven, psykoterror af mennesker i meget sårbare sindstilstande - :

"- psykoedukation med vægt på en biologisk årsagsmodel (skyldreducerende)"

Hvad var det lige, Loren Mosher sagde? "Biologisk forårsagede hjernesygdomme er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Og: "Biologiske forskelle 'gør dem grundlæggende anderledes end os,' siger han. 'De er på en måde lidt en anden race end os.' Mosher tænker, at det hele er 'en måde at forsigtigt sige, ' Disse mennesker er virkeligt anderledes. Og derfor har vi ret til at gøre med dem hvad fanden vi ønsker.' ' "

Eller, sagt på en anden måde: Om det så koster "de skizofrene" livet - "medicin"betinget, eller fordi det, ganske logisk og ikke spor sygt, som jeg vil mene, er billetten ud af en tilværelse med kronisk hjernesygdom - hovedsagen er, at læger og pårørende kan vaske deres hænder.

Meget mere passende, end man umiddelbart skulle tro, at Merete Nordentoft fik tildelt Den Gyldne Skalpel for OPUS-projektet. Det minder mig om en vis Nobelpristager...

Og dermed, med denne ret så uforbeholdent tilkendegivne ringeagtning af mennesker i krise, er den danske afdeling af ISPS, som Merete Nordentoft som nævnt, er medlem af, og ved hvis internationale symposium i København i juni 2009 hun deltager i det lokale videnskabelige komité, også afgået ved døden i sin form som en glædelig overraskelse og et potentielt link i min sidebar.
_______________

Hvad anden end den "indsigts-" og "compliance-"fremmende "støtte", OPUS tilbyder, angår: Jeg havde en bekendt, der blev tilknyttet OPUS. "Et sted at bo? Det kan vi desværre ikke hjælpe med. Et job? Det kan vi desværre ikke hjælpe med." Men pillerne fik han med hjem. Uden omsvøb. Og helt gratis. Han behøvede ikke engang at spørge efter dem.

Det må virkeligt kaldes for eksemplarisk støtte af mennesker i krise.

Og nej, jeg tog fejl. De gemmer sig slet ikke. De er der, synligt for alle, midt i biobiobiopsykiatrien stortrives de biobiobiopsykiatrisk. ISPS' medlemmer. Når "psykologiske behandlinger" skal fremmes, menes der således åbenbart ikke så meget andet, end at "the slightly more sophisticated" version af den kulsort-pædagogiske psykoedukation skal finde mere udbredelse. Trist men sandt. Men i sidste ende jo ikke så overraskende igen, i dette jantelovens land.

I øvrigt er også Lene Falgaard Eplov, der mener, recovery ikke kan være andet, end at lære at leve med en kronisk sygdom, og biopsykolog Torben Schjødt medlemmer af ISPS' danske afdeling. Uhm, jah. R.I.P., ISPS Danmark.
_______________

P.S.: Bemærk, hvis du læser rapporten om OPUS-projektet, at der på intet tidspunkt er tale om at behandlingen bare så meget som eventuelt kan omfatte traumerelateret terapi. At emotionel lidelse kan være resultat af traumatiserende oplevelser, udelukkes dermed på forhånd. Apropos at overgribere til enhver tid vil gøre alt i deres magt stående, for at forhindre offeret - og omgivelserne - i at gennemskue misbruget/mishandlingen.
_______________

P.P.S.: Merete Nordentofts navn kan man for resten også finde på denne liste over læger med en så intens tilknytning til farmaindustrien - i Merete Nordentofts tilfælde til bare alt for velkendte Eli Lilly, producent af Zyprexa - at de så sig nødsaget til at søge om tilladelse for deres lille bierhverv. Som salgsrepræsentant for firmaet.

Özlem Cekic - Mere om de "kære" pårørende

Der er en grund til, at jeg nævner Özlem Cekic ved navn i mit seneste indlæg. Grunden er den, at jeg har overværet Özlem fortælle om hvor hårdt det er - for hende og andre - at være pårørende til en "psykisk syg". Ved "Bedre vilkår"-forhøringen i marts i år. Jeg har hørt hende fortælle om hendes hårde skæbne og alle hendes gode intentioner som politiker - til at forbedre skæbnen, skabe "bedre vilkår", mens hun var på kanten til at græde krokodilletårer.

Men på trods af en Oscar-værdig præstation fra Özlems side, skal man ikke gå galt i byen: det er ikke så meget "de psykisk syges" vilkår, Özlem vil gøre alt for at forbedre. Det er de pårørendes. Syn for sagen kan man få på Özlems hjemmeside, bl.a. her.

Det Özlem stejler over, er at pårørende bliver holdt ansvarlige, når deres familiemedlem bryder sammen, efter at have været familiens sorte får i årevis, efter at være blevet misbrugt af resten af familien i årevis.

"Den slags bemærkninger ville man aldrig høre, hvis man var pårørende til en kræftpatient eller en nyrepatient eller en patient med enhver anden sygdom, der rammer kroppen og ikke sjælen !" udråber Özlem fornærmet i klummen, med henblik på udtalelser, der drister sig at antyde et gran af sandhed, og gøre de pårørende - mindst - medansvarlige. Udtalelser, man af og til kan være heldig at fornemme, i et ellers mere og mere øredøvende brægen om genetisk betingede, biologiske hjernesygdomme.

Nej, det ville man ikke. Og det er også for dårligt, siden fysiske sygdomme som kræft f.eks. er menneskekroppens reaktioner på miljøgifte. Miljøgifte, som politikerne tillader der tilsættes f.eks. madvarer i form af konserveringsmidler og kunstige søde-, farve- og aromastoffer. Mens "psykisk sygdom" er sjælens reaktion på miljøgifte. I form af misbrug, seksuel og/eller emotionel misbrug, og/eller dysfunktionelle kommunikationsmønstre, der er meget velegnede til at udløse reaktioner, der af "eksperterne" så kan stemples som "skizofreni" f.eks. Men også i form af en fremmedgørende, umenneskelig verden, der får flere og flere mennesker til at reagere på en måde, der så af "eksperterne" kan stemples som "ADHD" eller "depression" f.eks. Og, vupti, så er der ikke længere nogen, der er ansvarlig. Bortset fra det "syge" individs gener.

Selv mener jeg, at man som pårørende, og her især som forældre, er fuldt ansvarlig for det, når man udsætter sine børn for miljøgifte, om det er i form af junk-food med et utal af kunstige tilsætningsstoffer, eller om det er i form af de egne projektioner, den egne narcissisme, der kræver et udpeget sort får, som man i den egne selvgladheds navn kan nedgøre og distancere sig fra, igen og igen.

Nu er Özlem ikke bare pårørende, men har derudover også en karriere indenfor faget. Ja, altså på den "rigtige" side af faget, selvsagt! Så hun ved i hvert fald, hvad hun taler om, når hun taler om "psykisk sygdom", og om de "psykisk syge".

Men uden den holdning, Özlem tilkendegiver på sin hjemmeside, ville hun heller næppe være nået så langt som til at blive SF's psykiatriordfører. Hvad der sker karrieremæssigt med mennesker, der har selvindsigt, og storhed nok, til at stå frem og fortælle sandheden, i stedet for at have selvmedlidenhed nok, til at stå frem og fortælle "hvor ondt det gør" på dem selv som pårørende (og måske også som en stakkels, stakkels ansat i psykiatrien, der er nødt til at udøve tvang??), er og bliver Loren Mosher jo et fremragende, om end langt fra det eneste, eksempel på.

Selv synes jeg ikke, det er specielt pinligt, at de pårørende bliver ansvarliggjort. Jeg synes derimod, det er mere end pinligt, at de pårørende, her i Özlem Cekic's person, synes det er pinligt i stedet for nødvendigt at tage ansvar for deres misbrug af familiemedlemmer. Og jeg mener heller ikke, det er nødvendigt med yderligere ståen frem og afgiven af ingen-skyld-erklæringer fra de pårørendes side. Derimod er det vist mere end nødvendigt med et ståen frem og fortællen fra kriseramte menneskers egen side. Fra de kriseramte menneskers side, for hvem det lykkedes at undgå at blive "kolonialiseret", indoktrineret, hjernevasket af psykiatrien, politikerne, de "kære" krokodilletåregrædende pårørende, og offentligheden som helhed.

Hermed et ståen frem fra et ikke-kolonialiseret, forhenværende sort får. Jeg håber ikke, det gjorde for ondt, Özlem! Og ellers kan du jo græde et par krokodilletårer, ikke?

Projektioner II

"Of all tyrannies, a tyranny exercised for the good of its victims may be the most oppressive. It may be better to live under robber barons than under omnipotent moral busybodies. The robber baron's cruelty may sometimes sleep, his cupidity may at some point be satiated; but those who torment us for our own good will torment us without end, for they do so with the approval of their own conscience." -C.S. Lewis

(Blandt alle tyrannier er en tyranni, der udføres til offerets bedste måske den mest undertrykkende. Det kan være bedre at leve under hensynsløse egoister end under almægtige moralapostler. Den hensynsløse egoists grusomhed kan sove til tider, hans begærlighed kan være tilfredsstillet på et punkt; men de der plager os til vores eget bedste, vil plage os uden ende, for de gør det med deres egen samvittigheds godkendelse.)

De pårørende som allierede i psykiatriens kamp mod kriseramte mennesker

Mens jeg har fokus på de "kære" pårørende: jeg blev gjort opmærksom på en artikel på politiken.dk, der i den trykte version af Politiken, fredag 24. oktober 2008, følges op af to artikler i 1. sektion, side 5. Alle tre artikler formidler detsamme budskab om hvor vigtigt det er, at inddrage de pårørende.

Jeg har to ting at sige til dette. For det første mener jeg, at det kriseramte menneskes eventuelle ønske om ikke at få sine pårørende involveret, skal respekteres. Ubetinget. Som regel er de pårørende ikke uvæsentligt medansvarlige for krisens opståen, og siden kriser, om de nu stemples som "skizofreni", "bipolar lidelse" eller hvad det end måtte være, således er en posttraumatisk belastningsreaktion på dysfunktionelle kommunikationsmønstre og lignende, er det kriseramte menneskes eventuelle ønske om ikke-indblanding af sine dysfunktionelt kommunikerende pårørende mere end forståeligt, og, i hvert fald indtil de traumatiserende oplevelser er nogenlunde bevidstgjort og bearbejdet, kun hensigtsmæssigt. Den "geografiske kur", at få lagt en fysisk afstand til det "stof" (de pårørendes dysfunktionalitet), der har forgiftet ens sjæl, ens væren, er for mange et vigtigt, om end ikke det afgørende, skridt på vejen til recovery. Med det afgørende skridt at være psykisk, emotionel afstandtagen fra "giftstoffet".

Min personlige erfaring er, at alene nævnelsen af det traumatiserende element i mit liv kunne få mig til at reagere kraftigt og lade "symptomatiken" tiltage betydeligt. I øvrigt en reaktion, som bl.a. især Gregory Bateson beskriver eksplicit i hans artikel "Towards a Theory of Schizophrenia". Jeg var selv i lang tid hverken i stand til at udtale eller skrive benævnelsen på dette traumatiserende element i mit liv: ordet "mor".

I starten af mit terapiforløb blev jeg spurgt, hvor mine forældre levede. Selvfølgeligt med den "bagtanke" at kontakte og inddrage dem. Min umiddelbare reaktion var at stivne af skræk. De få skræksekunder, inden det gik op for mig, at det var umuligt at kontakte og inddrage mine forældre som begge i årevis havde været døde på tidspunktet, føltes som en evighed.

Et par måneder senere svarede jeg på spørgsmålet, om jeg havde fortalt min mor om mit problem, hvis det havde været muligt: "Nej, faktisk tror jeg ikke jeg havde fortalt hende det... ikke med mindre jeg havde opnået uafhængighed fra hende... sådan at jeg, i tillæg, kunne have bedt hende om at skride, forsvinde, fise af... Mand, hvor jeg havde nydt det!" Hævn - og sikkerhed, som Jane siger. Langt om længe, efter et helt liv hvor det var mig, der, om end ubevidst så dog systematisk, var blevet nægtet et følelsesliv, en emotionel identitet, hvor jeg var blevet "jordet" gang på gang, ville jeg måske endeligt for en gangs skyld have været den, der "jordede", tilintetgørende, endegyldigt. Og samtidigt frigjorde mig, en for alle gange, fra yderligere "jordning". At den egentlige frigørelse ikke så meget finder sted på et sådant fysisk plan, men snarere netop på det emotionelle plan, at den ikke er et resultat af at "skubbe væk", fortrænge, men snarere af at se og acceptere, var noget, der krævede en hel del bearbejdning og tid at nå frem til.

I dag, godt fire år senere, er jeg ved at forstå, at f.eks. Loren Mosher har ret, når han siger, at de fleste forældre gør deres bedste, at "de prøver", men går "galt i byen", fordi de ofte selv er ofre for dysfunktionaliteten. Den dysfunktionalitet, man finder overalt i vores samfund, i vores kultur. I allerhøjeste grad også i psykiatrien, den institution, der foregiver at ville hjælpe de af dysfunktionaliteten skadede, mens den de facto kun hjælper dysfunktionaliteten selv i at bestå.

Jeg har ikke tilgivet. Jeg er stadigt ofte "såret", er ikke færdig med at bearbejde. Men jeg er mindst lige så ofte, og oftere og oftere, også taknemmeligt. Uden at direkte selv have oplevet dysfunktionaliteten, er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde havde fået øjnene op for hverken dysfunktionaliteten eller vejen ud af den. "It was just perfect", siger Jon Kabat-Zinn om hans "ulykkelige", traumatiserende opvækst i en dysfunktionel familie.

Men, og her kommer jeg til den anden ting, jeg vil sige om inddragelsen af de pårørende, jeg havde måske heller aldrig fået øjnene op, hvis jeg var havnet i systemet.

Hvad f.eks. Bateson også bemærker, er at det kan føre til en spontan løsning af krisen, hvis de pårørende kan opbringe modet til at se sig selv i spejlet og vedkende sig deres egen dysfunktionalitet. I stedet for at holde spejlet op foran de pårørende, gør systemet dog desværre det, at det dækker spejlet til: der findes ingen dysfunktionalitet i vores perfekte samfund. Kriser skyldes udelukkende individets gener og en mystisk hjernesygdom, som ingen har ansvar for. Og siden ingen har ansvar for den, kan heller ingen tage dette ansvar og komme sig: "Din bror er skizofren, og du skal ikke regne med, at han nogensinde får et normalt liv,..." hedder det i artiklen "Min bror har ingen fremtid" i Politiken, fredag 24. oktober 2008, 1. sektion, side 5. Og alt i alt beklager artiklen intet andet, end at søsteren til denne "skizofrene" bror ikke har fået dette at vide langt før hun fik det at vide. Jeg beklager meget, at hun overhovedet får en sådan løgn serveret. En løgn, som både hende og Politikens journalist, gerne, tror på. Siden det nu er "eksperterne", der har serveret den. "Gerne", fordi løgnene om biologisk hjernesygdom, som Loren Mosher siger, "er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar", og dermed meget belejligt for såvel samfundet som den enkelte pårørende.

Jeg finder det intet mindre end uhyrligt, at man bliver ved med at frejdigt fortælle folk disse løgne, selv om der ikke findes et eneste videnskabeligt bevis for, at de er holdbare. Tværtimod. Når broren siger til sin søster at "hun er en 'dum tøs', der ikke aner hvad hun snakker om" (Politiken, op.cit.), når hun prøver at overbevise ham om, at "eksperterne" har ret, når de påstår han skulle være "syg", er det ham der faktisk har ret. Han er ikke "syg". Han er kørt fast i en krisesituation, fordi systemet holder ham fast i netop denne krisesituation via den eneste "hjælp" psykiatrien har at byde på: "medicin", og ved at undlade at informere om og tilbyde menneskeligt hjælp.

Under de bestående omstændigheder - fastholdelse af kriseramte mennesker i krisesituationen i stedet for hjælp til at komme igennem og ud af den - vil en udvidet inddragelse af de pårørende kun kunne gøre én ting: sikre "sygdomsindsigten" og "behandlingscompliancen". Altså indsigten i at man ingen fremtid har, og compliancen med en "behandling", der definitivt sørger for, at man ingen fremtid har. Så længe systemet ikke holder op med at fortælle sine løgne, og så længe de pårørende blind tror på disse løgne, vil inddragelsen af de pårørende kun være til yderligere skade end til gavn for det kriseramte menneske.

Projektioner I

Ron Unger efterlyser i et af sine blogindlæg en bog for mennesker med en psykdiagnose om hvordan man som et sådant menneske "håndterer" sine pårørende. Mens der findes utallige bøger, kapitler i bøger og piecer om hvordan man som pårørende håndterer "psykisk syge" familiemedlemmer, ser det ikke ud til, at der findes meget om, hvordan man som den håndterede håndterer sine pårørendes håndtering af en selv.

Som jeg skrev i min kommentar til Ron's indlæg, overrasker det mig ikke. Er man først blevet officielt defineret og afstemplet som værende en sygdom, en ansamling af symptomer, i stedet for et menneske, så giver det sig selv, at denne ansamling af symptomer skal håndteres. Mens ansamlingen af symptomer helst ikke skal håndtere noget som helst, bare skal lade sig håndtere. Jo mere passivt, jo bedre. Ting og abstrakte begreber skal håndteres. Mennesker skal respekteres, ikke håndteres. En syg krop gør ikke et menneske til en ting. En angiveligt "syg" adfærd og tænkning, et angiveligt "sygt" følelsesliv gør.

Begrebet "håndtere" ("to manage" på engelsk) indeholder et forholdsvis stærkt element af "kontrollere". I modsætning til "respektere", der indeholder snarere et element af "give plads" - den plads, enhver livsform har behov for at have til rådighed for at kunne være sig selv. Amanda ovre på Ballastexistenz har skrevet et brilliant indlæg om emnet. Læs det!

Et ønske om kontrol opstår ud af oplevelsen af usikkerhed. Et ønske om at kontrollere sine omgivelser, sine medmennesker, opstår når man projicerer årsagerne til sin egen selvusikkerhed ind i omverdenen, ind i sine medmennesker. En selvbeskyttelsesmekanisme: når det ikke er egne, ubevidste indhold, der skræmmer og forusikrer, men derimod ting i omverdenen, inklusive medmenneskerne, så undgår man at skulle konfrontere sig selv med sin egen selvusikkerhed, med sig selv. Hvilket nok er den mest skræmmende konfrontation, man kan komme ud for. Man kan nemlig ikke løbe fra sig selv. Men man kan løbe fra ting i omverdenen og sine medmennesker. F.eks. ved at udpege tingene som angiveligt værende en mystisk hjernesygdom ("lortet"), og ens medmennesker som bærere af denne hjernesygdom, som den form, den angivelige "sygdom" kommer til udtryk på ("de sindssyge").

Så, ja, jeg forstår godt, hvorfor der findes så meget information til pårørende om, hvordan de bedst håndterer deres egne, i omverdenen og i medmenneskerne projicerede rædsler. Og jeg forstår næsten endnu bedre, hvorfor der stort set ikke findes information til "projektionsofrene" om, hvordan man frigør sig af projektionen. For, hvad skulle de "kære" pårørende gøre, hvis dem, de har udpeget til at være alle deres egne indre rædslers ydre projektion, unddrog sig projektionen, ved at unddrage sig kontrollen? Og jeg forstår også den bitterhed, jeg ofte ser blandt pårørende over psykiatrien, når denne "svigter", når denne ikke lever op til forventningerne og ikke muliggør den ultimative kontrol. F.eks. ved umyndiggørelse og domsafsagt tvangsbehandling. F.eks. ved at stille en seng på den lukkede til rådighed i ubegrænset tid, for det udpegede "projektionsoffer", det udpegede sorte får.

Problemet er, at uanset hvor meget hjælp og støtte psykiatrien end tilbød de pårørende, så ville det aldrig være nok. Rædslernes kilde er ikke tingene, en mystisk hjernesygdom, "lortet", eller medmenneskerne, "de sindssyge". Kilden er den egne, ikke-konfronterede, ubearbejdede sårethed, som man ville være nødt til at kaste et åbent og fordomsfrit blik i spejlet for at se. I stedet for at kaste et forudindtaget, distanceret og fordømmende blik på "lortet" og "de sindssyge". Det kræver mod at se i spejlet uden afstandtagende forudindtagethed og fordomme. Mod til forandring og udvikling, til at tage chancer, til at tage ansvar, til at møde sig selv. Det er det mest skræmmende af alle tænkelige møder. Mødet med sig selv. Det er unægteligt meget nemmere at løbe fra det. Ligesom det er noget nemmere, at løbe fra det ansvar, man har som menneske, overfor sig selv, overfor andre og også overfor tingene. Ligesom det er nemmere at forhindre enhver form for forandring og udvikling. Hos sig selv og andre. Så man kan opretholde illusionen om uforanderlig sikkerhed i tilværelsen: "You will either step forward into growth, or you will step backward into safety." (Enten tager du skridtet frem mod udvikling, eller også tager du skridtet tilbage mod sikkerhed.) -Abraham Maslow. Skridtet frem havde været/ville være at vedkende sig sig selv. Det ville være at indrømme, at man ikke magter andres menneskelige problemer, fordi man ikke er afklaret med sine egne i tilstrækkeligt omfang. At udpege det eller de sorte får og distancere sig igennem diskriminerende ord og handlinger, er at tage skridtet tilbage. Ind i en fastlåst og fastlåsende s-/tilstand af - formentlig - sikkerhed. Hvor man dårligt kan trække vejret. Fordi enhver udvidelse af den skarpt afgrænsede sikkerhed, om end bare så meget, at man kunne trække vejret, nemt kunne medføre at grænserne sprængtes og rædslerne fik frit spil. "Hvis du har et forstand, kan du miste det."

Det er hér, vi har den virkelige regression. I et mere fordømmende end respekterende samfund, i vores mere kontrollerende og projicerende end åbne, pladsgivende kultur, i de pårørendes ønske om kontrol af deres "sindssyge" familiemedlemmer, og i psykiatriens fastlåsende, i ordret og overført betydning indespærrende "behandlings"metoder. Ikke i kriseramte menneskers dykken ned i de dybeste lag af deres grænseløse væren på deres søgen efter sig selv. Ikke i deres forsøg på at tage skridtet frem og frigøre sig. At betegne dette forsøg på progression som regression, er regressivt i sig selv.

Det er på tide med en bog til alle de udpegede og fastlåste, indespærrede sorte får. En bog med tips og fif om, hvordan man kan emancipere sig fra kontrollerende, projicerende pårørende. Ikke bare for de sorte fårs skyld.