En julehilsen fra Det Sociale Netværk til alle "psykisk sårbare"

Hvis du ikke allerede har det skidt nok med dig selv, fortvivl ikke! Der er hjælp at hente hos Det Sociale Netværk. Denne artikel på hjemmesiden vil med sikkerhed kunne forsyne dig med eventuelt manglende skyldfølelser over at være til, og lade dig opleve den ultimative elendighed.

Her et par citater:

"Pauser er ekstra vigtige for pårørende. 
Julen er hektisk nok i sig selv med lange to-do lister, indkøb og arrangementer. Når man så samtidig er pårørende til en psykisk sårbar, så er der lagt ekstra vægt på skuldrene."

"Pårørende bliver nemt overset - eller skubber egne behov til side - fordi al fokus er på den psykisk sårbare. Uanset om den pårørende er kæreste, forælder, storebror eller lillesøster, så er det en belastning at være tæt på en psykisk sårbar, der har det svært."

"Lis Lyngbjerg Steffensen peger på, at det kan være en god øvelse for både pårørende - og psykisk sårbare - at skrive fem gode ting ned, som man har oplevet hver dag. Mange sårbare vil sige, at der ikke er noget at glæde sig over."

Nej, det er ikke nemt, at være omkring dig, din lyseslukker! Og hvis du tror, at det er vigtigere, end juleindkøb og -frokoster, når din verden er ved at falde i grus, så lider du vist af vrangforestillinger. -- Gid dog, politikerne ville sørge for, alle de nedlagte sengepladser i psykiatrien blev genoprettet, så vi kunne slippe for, at skulle se på dig og din elendighed! Bare her i julen! Godt, at vi har Det Sociale Netværk, der kan give os gode råd, hvordan vi kan genoplade batterierne, så vi siden kan dyrke selvmedlidenheden med fornyet energi.

Det her er en kommentar til artiklen fra en pårørende:

"
The writer captures beautifully the navel gazing of the family, family support groups, etc. It's all about their tragedy, their horror. Boo hoo. If you want to really help your relative, lightening up is a good start. Putting yourself in their shoes is next. We hear about this on a daily basis, the 'tragedy of schizophrenia, the burden of schizophrenia, the horror of schizophrenia.' How is anybody supposed to believe in the power of recovery when they are put down every step of the way?"

Ja. Og måske ville der være endda flere end fem ting hver dag at glæde sig over for de "psykisk sårbare", hvis de "kære" pårørende overvandt deres trang til navlebeskuelse og til at nedgøre deres "psykisk sårbare" familiemedlem i ét væk.

Læs også Sylvia Caras, "The Downside of the Family-Organized Mental Illness Advocacy Movement"

Og hvis du ikke er på Facebook og Facebook-ven med mig, respektive læser flittigt med på Det Sociale Netværks side dér, så er det nok gået din opmærksomhed forbi, at jeg igennem et stykke tid jævnligt har postet til biopsykiatrien kritiske, pro-recovery- og pro-empowerment-kommentarer på Det Sociale Netværks Facebook-side. For hvilket jeg fornyligt, ikke overraskende, blev censureret, og, siden man ikke sådan bare censurer mig, opfølgende "smidt ud" (faktisk en direkte reaktion på, at jeg dristede mig til at citere Alice Miller og R.D. Laing), både fra Facebook-siden og (!) fra "Grupperne" på psykisksaarbar.dk: recovery, empowerment, en åben diskussion om traumer og om biopsykiatrien -- nej tak! Ikke hos Det Sociale Netværk (heller).

Brugermedvirkning i Det Sociale Netværk...

...ser sådan her ud. Og det, selv om en stor del af medlemmerne af de organisationer, der er samlet under Det Soiale Netværk, er brugere.

Som man kan se, er også LAP involveret. Jeg kan undre mig lidt. Hvad er det egentligt, man vil i LAP? At flere, der, grundet mangel på egen erfaring, ikke aner, hvad de taler om, udtaler sig "om og for de psykisk syge"? Har vi ikke allerede mere end nok af den slags? Var det ikke måske på tide, at lade ignoranterne tale så meget, som de nu har lyst til "om og for de psykisk syge", og, i stedet for at stå tavs ved siden af, finde den egne stemme frem, og løfte den?

Before you exploit someone you have to silence them. -Derrick Jensen

"Psykisk syge oplever massiv diskrimination"

Sådan lyder overskriften af en artikel på politiken.dk fra i går. Ja, det er vist så sandt som det er sagt, at der diskrimineres massivt mod mennesker, der oplever eksistentielle kriser. Og én af de første til at diskriminere mod dem, der oplever disse kriser i form af ekstreme sindstilstande, er Poul Nyrup Rasmussen, når han mener, at alle med diagnoser som "depression", "angst", osv. bør tilbydes psykologhjælp, mens folk med "tunge psykiatriske lidelser" bør langtids-frihedsberøves. Uden at nævne, at disse mennesker bør tilbydes psykologhjælp på lige linie med resten. Næh nej. De her ikke-helt-mennesker kan få lidt psykoedukation, og ellers kan de værsgo' æde deres piller og holde kæft. Så vi ikke risikerer, at skulle høre på de uhyrligheder, de har været udsatte for i form af overgreb fra deres kære pårørendes side, som Poul Nyrup jo er én af selv.

Genetik eller eugenik?

I sin artikel om Thomas Werges foredrag skriver Inger-Liss Christoffersen:

"Grundlaget for at få Werge ind over var affødt af den artikel, JyllandsPosten lancerede om Thomas Werges studium i genetik inden for skizofreni sidste efterår. Desværre gav artiklen anledning til en del misforståelser - også hos LAP-medlemmer - da avisen beskrev Werges videnskabelige undersøgelse nærmest som Aldous Huxley-romanen ”Fagre nye verden”. Det endte op i avisens påstand om, at man i fosterstadiet ville blive frasorteret, hvis der kunne ses den mindste mulighed for, at der måtte være arveanlæg for skizofreni. I begyndelsen af september sidste år blev et af vore medlemmer refereret i JyllandsPosten for påstande om at Werges forskning handlede om racehygiejne, genpleje, populærvidenskab af værste skuffe – og at man på dette grundlag måtte afvise den forskning fuldstændig. Det skabte efterfølgende en del uenighed i LAP-regi. Derfor var det en rigtig god ide at få Thomas Werges version og forklaring om denne nye viden."

Hvad jeg hertil lige umiddelbart kan finde på nettet, er denne artikel i JyllandsPosten, indeholdende nogle kritiske udtalelser fra Birgit Petersson, psykiater og medlem af abortankenævnet, og denne artikel i Kristeligt Dagblad, der bl.a. citerer Knud Kristensen, næstformand i Sind. Hvor den i Inger-Liss Christoffersens artikel omtalte JyllandsPosten-artikel gemmer sig - who knows.

Anyhow. Det interessante er, at Inger-Liss Christoffersen taler om misforståelser, og at jeg desuden også har hørt en fugl synge, at Thomas Werge selv mener, han blev misforstået, ja endda forkert citeret. Jeg går ud fra, at det ved det angiveligt forkerte citat drejer sig hovedsagligt om følgende udtalelse:

"Det [muligheden for at screene fostre for de angiveligt for "skizofreni" ansvarlige kromosomforandringer, og for abort i tilfælde af at forandringerne er tilstede] kan blive begyndelsen på, at vi kan begrænse antallet af folk, der skal lide af psykiske sygdomme."

Denne udtalelse af Thomas Werge bliver stort set gennemgående citeret af alle danske medier sidste efterår. Selv har jeg svært ved at se, hvordan udtalelsen kan misforstås. Den fremstår meget klart og tydeligt for mig mht. sin betydning. Hvordan ellers end ved "frasortering i fosterstadiet" skulle man kunne "begrænse antallet af folk, der skal lide af psykiske sygdomme"? Og hvad en eventuel fejlcitering angår, så virker det mildest talt utroværdigt på mig, at man ikke omgående forlanger et dementi af pressen, især når den angivelige fejlcitering er så omfangsrig, som i det hér tilfælde, og altså omfatter næsten alle de store danske medier. Og siden der ikke nogen steder bliver dementeret, må man vist gå ud fra, at der hverken er blevet misforstået eller fejlciteret noget som helst hér.

Så, ja, Thomas Werge mener vist, hvad han siger. Mens han, vanen tro, ikke fejler i at pakke hele sin eugeniske tankegang ind, så den fremstår som den rene medmenneskelighed: alt hvad han ønsker, er jo bare at spare mennesker, at skulle opleve "skizofreni", denne rædselsfulde sygdom, der er ansvarligt for så frygtelig lidelse. Det er hér, vi finder double bind'en, den obligatoriske når det kommer til Thomas Werge. Rædselsfuld og frygtelig er "skizofreni" først og fremst for omgivelserne. I hvert fald for omgivelser, der ikke ønsker, at blive konfronteret med deres egen rædselsfulde og frygtelige dysfunktionalitet.

For den, der oplever "skizofreni", er denne oplevelse som udgangspunkt ikke en "alvorlig sygdom", der skal bekæmpes med alle midler - om det så er, at man altså er nødt til at dræbe personen, der oplever den, selv (hvilket den nuværende "behandling" jo gør, før eller siden, og hvilket vi i fremtiden måske kan gøre allerede i fosterstadiet) - men derimod ofte det "største", det mest betydningsfulde, der nogensinde er sket for vedkommende. Overvældende og skræmmende stort og betydningsfuldt, ja, og forvirrende ud over alle grænser, men stadigt stort og betydningsfuldt. Og for den, der får hjælp til at forstå betydningen af sin "skizofreni", bliver det, der i starten var intuition til vished.

Det er jo ikke bare sådan, som Knud Kristensen siger, at nogle "er i stand til at leve et fornuftigt liv" med "skizofreni", altså forstået som sygdom. Men der findes jo faktisk en del mennesker med et "skizofreni"-stempel, der enten aldrig har set sig selv som værende syg, lidende af en biologisk hjernesygdom, eller der har fået hjælp til at frigøre sig fra psykiatriens definitioner af deres oplevelse og dem selv, og således til at finde tilbage til sig selv, og der derfor har kunnet bruge deres krise konstruktivt til at opnå større bevidsthed. Både om sig selv og verdenen.

Så, når også Morten Kvist fra Det Etiske Råd taler om "alvorlig sygdom", så er spørgsmålet, om det egentligt er etisk forsvarligt, at bruge denne, psykiatriens, definition, når den nu står i så grel kontrast til hvordan mennesker, der ikke blev indoktrineret af psykiatrien til at tro på genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, respektive mennesker, der har fået hjælp til at frigøre sig fra denne indoktrination, definerer deres oplevelse. Hvad giver både Thomas Werge, Knud Kristensen og, især, Morten Kvist ret til at definere andre menneskers oplevelser for dem? Hvad giver disse personer ret til at definere andre mennesker? Det kan ikke være videnskaben, for videnskaben har indtil videre, og uanset hvad der måtte påstås, ikke formået, at bevise, at "skizofreni" er en genetisk betinget, biologisk hjernesygdom. Så, det eneste, der kunne give de nævnte personer (såvel som psykiatrien og samfundet i sin helhed) ret til at postulere deres definitioner som de eneste sande, er tro. Er det etisk forsvarligt, at dræbe, enten, som det gøres i dag, langsomt og nærmest umærkeligt, igennem det, der kaldes for "behandling", eller i fremtiden måske endda før mennesker overhovedet har fået den mindste chance for at frigøre sig, definere sig selv, og finde frem til den enorme kreative og konstruktive kraft, der ligger i det, der kaldes for "skizofreni", på grundlag af, hvad der ikke er andet, end ren og skær tro?

Nu prøver Thomas Werge ikke bare at sælge os sine eugeniske idéer ved at sige, at muligheden for screening og eventuel abort ville spare mennesker, at skulle gå igennem en krise, som han mangler ethvert bevis for, at den faktisk repræsenterer en alvorlig sygdom, og altså ikke en helt naturlig, menneskelig reaktion på traumatisering, og dertil en enestående mulighed for personlig vækst og udvikling. Nej, han synes også, at det jo er så synd for alle de "skizofrene", der måske ønsker sig et barn, men ikke tør, at få børn, fordi de er bange for, at barnet arver "skizofrenien". Jaha.

Som sagt i et tidligere indlæg, synes jeg egentligt, at man måske gør bedst i, at holde sig fra at få børn, hvis man har købt den biologiske model, og altså næppe har bevidstgjort og bearbejdet sine traumer. For, dem giver man i så fald med nærmest 100% sikkerhed videre til sine børn, og om disse nu er født med kromosomforandringer, eller ej, så vil de nok reagere. Med den ene eller anden form for "psykisk sygdom". Også på det genetiske plan.

Den anden side af sagen er, at også det, at indbilde folk, deres eksistentielle lidelse er absolut meningsløs hjernesygdom, uden at man har beviser for påstandens korrekthed, og så foregive, at man jo bare vil være til hjælp, er en gedigen double bind.

Vil man virkeligt være til hjælp, lægger man, taget både forskningens stand og ikke mindst også personlige erfaringer (Kerstin Kempker er mor til to; ingen af dem er "psykisk syg") i betragtning, slet ikke ud med, at indbilde folk historier om genetisk betinget, biologisk hjernesygdom, men respekterer deres egen oplevelse af dem selv. Ubetinget. Men det er selvfølgeligt netop det, psykiatrien aldrig har gjort, og sandsynligvis aldrig vil gøre, siden den blev etableret alene for at kunne ugyldigerklære folks egen oplevelse af dem selv. Hver og én psykiatrisk diagnose er således en ugyldigerklæring (patologisering) af folks egen oplevelse af dem selv. Og ikke andet.

Et par andre eksempler på netop denne form for double bind finder man iøvrigt i Karin Gardes bog Køn, psykisk sygdom og behandling, der jo bl.a. udmærker sig ved en total ignorance overfor alternative tilgange som Lilla Sachses "Biotop Mosbach", og, helt aktuelt, i både Bertel Haarders og Nordfyns Kommunes borgmester Morten Andersens udtalelser om hvor angiveligt "etisk og moralsk forkert" det er, at behandle psykiatrisk stemplede mennesker ligeværdigt - mens det er netop den invalidiserende "behandling", politikerne, inklusive Bertel Haarder og Morten Andersen, mener, må være den alene rigtige for psykiatrisk stemplede mennesker, der er årsag til, hvis forældreparret "aldrig bliver i stand til at tage vare på" deres barn. - Og ja, selvfølgeligt må også de i kølvandet på denne sag varslede lovændringer betegnes som eugeniske tiltag, sneget ind ad bagdøren, og forklædt som den rene næstekærlighed. Ifølge psykiatriens definition er "skizofreni" jo en kronisk sygdom, og alle dem, der er kommet igennem og ud af deres eksistentielle krise, har vel bare været fejldiagnosticeret, eller også så skal de bare vente og se, "sygdommen" er kun i "remission". Den skal nok vende frygteligt tilbage en skøn dag!... Og siden ingen kan vide, om stemplet var forkert, eller om "sygdommen" bare er i "remission", så må vi vist hellere lade være med, at give nogen med "skizofreni" stemplede mennesker overhovedet lov til kunstig befrugtning, ikke? Ligegyldigt, hvor "symptom"frie, selvforsørgende, og uafhængige af systemet de måtte være.

Hm. Jeg foreslår at droppe de rørstrømske floskler om hvor synd det er for forældrene (og barnet). Troværdig er de alligevel ikke, så længe man samtidigt med at flittigt gøre brug af dem, nægter psykiatrisk stemplede mennesker virkelig hjælp. Det eneste, der virker nogenlunde troværdigt hér, er Morten Andersens suk over, at sagen kommer til at "belaste os [Nordfyns Kommune] hårdt" økonomisk. Men også denne hårde, økonomiske belastning kunne man jo være foruden, hvis man tilbød virkelig hjælp. Dog kunne man så selvfølgeligt ikke længere misbruge "de psykisk syge" som syndebukke, og projicere de egne traumer i denne befolkningsgruppe.

Psykiatrisk tvang skal nedbringe psykiatrisk tvang

Nyt er jo hverken emnet eller denne artikel om det. Men da jeg tilfældigvis faldt over den i går, syntes jeg faktisk, den, respektive Jakob Axel Nielsen, var så hylende morsom, at det er værd, at blive delt på bloggen her.

"Med tvungen opfølgning håber jeg simpelthen, at vi kan nedbringe brugen af tvang for de her patienter," har Jakob Axel Nielsen åbenbart udtalt overfor DRs journalist, angående hans lovforslag om indførelsen af ambulant tvang.

Diagnosespecifik diskriminering

"I krisen har vi brug for at tale eksistens" - men kun, når krisen af "eksperterne" er stemplet med "depression", "angst" eller, simpelthen, "eksistentiel krise". I hvert fald ifølge Jørgen Due Madsen, grundlæggeren af Center for Psykiatri og Eksistens, der i Kristeligt Dagbladets artikel også citeres: "Oftest behandles depression med medicin og forhåbentligt kognitiv terapi, men det er også vigtigt at tale med den deprimerede om, hvad vedkommende skal lære af sin depression." Fuldstændigt ligegyldigt er det åbenbart, når det kriseramte menneske er stemplet med "skizofreni", eller "psykose" sådan i al almindelighed. Ligesom det er helt uhørt, at "folk, som får en depression, kommer ind på en afdeling sammen med skizofrene og andre psykoser." De sidstnævnte har jo kun godt af at blive zombificeret, og så lige hjernevasket lidt med kognitiv adfærdsdressur: "Husk at tage dine piller!" Men den slags kan vi altså ikke være bekendt overfor de deprimerede. De er trods alt stadigt også mennesker.

Således er det en "ressource", når de deprimerede mennesker "[begynder] at bede den gamle aftenbøn, som deres mor lærte dem for tredive år siden", mens det vist må betegnes som den rene galimatias (som i "meningsløs hjernesygdom"), når en "psykose" (interessant reducering af mennesker til intet andet end deres stempel) hører Gud tale til sig. Ja, for det er kendetegnende for mennesker, "at vi tænker over livet, og især når vi kommer i krise." Mens de dér gendefekte, transmitterstofubalancerede, tankeforstyrrede "skizofrene og andre psykoser", som ikke værende helt mennesker, men altså "skizofrene" respektive "psykoser", selvfølgeligt ikke tænker over noget som helst, og da slet ikke over livet. Det skal man jo være menneske for at kunne gøre. Ikke en sygdom.

"If you talk to God, you are praying; If God talks to you, you have schizophrenia." -Thomas Szasz.

Bottom line: religiøsitet (at anerkende og underordne sig en ekstern autoritet, Gud) er en ressource, spiritualitet (at erkende sit eget værens natur, "Gud") er et symptom på meningsløs hjernesygdom.

PsykiskSårbar.dk - Hvad er meningen?

Nedenstående debatindlæg har jeg i dag postet på PsykiskSårbar.dk, ja, netop, denne fine nye hjemmeside, og påtænker også, at lade sidens administratorer/Poul Nyrup tilkomme en kopi per mail, i fald, de ikke følger med i debatterne på siden. Og helt efter Ron Unger's forebillede, der gjorde dette på sin arbejdsplads, med en opfordring om, at rette de påtalte ukorrektheder. (Og selv om det nok vidner om, at det i det her tilfælde er mig, der må være "mere end almindeligt naiv", hvis jeg tror, det kommer til at have den mindste effekt på socialdarwinisterne, suk). Her er mit debatindlæg:

"Der er ikke noget mystisk eller nødvendigvis uhelbredeligt i at være psykisk sårbar – og vores budskab er, at mange godt kan komme sig.  Med betegnelsen psykisk syg følger der derimod en række fremmedgørende medbetydninger og fastlåste forestillinger om kroniske tilstande med – og vi tror, at de er med til at spænde ben for det enkelte menneskes vej mod det gode liv", læser jeg under "Derfor 'psykisk sårbar'", og jeg tænker: 'Jamen, det lyder jo fabelagtigt!', og kunne i bund og grund ikke være mere enig.
 
Men ak! Går jeg så ind under "Viden", og klikker på "Skizofreni", som det for mig personligt mest relevante stempel, så læser jeg dér: "Skizofreni er en blivende og alvorlig psykisk sygdom." ??? 'Hvad er nu det for noget at skrive på en hjemmeside, der angiveligt vil rydde op med fordommene og diskrimineringen mod "de psykisk syge", og i øvrigt give "de psykisk syge" håb?!' tænker jeg, 'Det hænger da ingen steder sammen.' Helt bortset fra, at en sådan påstand mangler ethvert hold i videnskabelige fakta.
 
Jeg må jo indrømme, at jeg allerede blev mistænksom, da jeg læste "diabetes", "kræft", hjertesygdomme" under "Mere dialog - nyt fokus". Ah, åh, ... "Psykisk sygdom er som diabetes" kan jeg ikke lade være med at associere. Hvis det er sådan, så kunne jeg da godt tænke mig, at se den, "skizofrenien" f.eks., engang under mikroskopet, eller på et scanningsbillede. Indtil videre er der ikke nogen, der har kunnet vise mig hverken den, eller en hvilken som helst anden "psykisk sygdom" via blodprøver, scanningsbilleder, eller nogen anden form for fysiologiske tests.
 
Kan man komme fordommene og diskrimineringen til livs, og samtidigt erklære "psykisk sygdom" som værende det samme som diabetes, kræft og hjertesygdomme? Den biologiske forklaringsmodel indebærer, at det "syge" menneskes tanker og følelser er forstyrrede pga. en fejlfunktion i hjernens transmitterstofskifte. Dette syn på "psykisk sygdom" fører uvægerligt til en opfattelse af det "syge" menneskes tanker og følelser (og dermed af dette menneske selv) som utilregnelige. Ikke opstående som en logisk konsekvens af (traumatiserende) miljøpåvirkninger, men af uigennemskuelige "kortslutninger" i vedkommendes hjerne. Meningsløst, ude af balance, ikke til at forstå, mystisk. Og siden det er menneskets sind, dets tanker og følelser, og ikke dets bugspytkirtel eller blodårer, der får det til at handle, er der vel ikke noget at sige til, hvis folk reagerer rædselsslagne, face to face med denne angivelige hjernesygdom, og straks associerer "den gale øksemorder".
 
Den biologiske model er diskriminerende i sig selv, og årsag til, at fordommene mod "de psykisk syge" stortrives. Det påstås, at modellen blev lanceret bl.a. for at reducere fordomme og diskrimineringen. Faktum er, at både fordomme og diskrimineringen har tiltaget med udbredelsen af modellen. Forståeligt nok, vil jeg mene.
 
Det eneste, den biologiske model har formået at reducere, er netop forståelsen for emotionel lidelse som en meget naturligt menneskelig og absolut meningsfuld reaktion på en umenneskelig verden. Hvis jeg ved, at f.eks. en "paranoid" reaktion er forårsaget af, at det "paranoide" menneskes grænser konsekvent og vedvarende igennem hele opvæksten er blevet krænket, vil det fremstå som en helt selvfølgelig reaktion, hvis vedkommende øjeblikkeligt går i forsvarsposition, lige så h*n føler sig trængt op i en krog, igen igen. F.eks. af det tvangspsykiatriske system. Hvis jeg ikke ser andet, end meningsløs hjernesygdom, vil jeg selv panikke, og situationen vil uvægerligt eskalere, og blive til endnu en "den gale øksemorder"-overskrift i medierne.
 
Teorierne om defekte gener og ubalancer i transmitterstofskiftet er netop det: teorier. Dopaminhypotesen blev allerede 1992 forkastet af Arvid Carlsson, der i sin tid var med til at lancere den, fordi man ikke var i stand til at finde videnskabelig evidens for dens korrekthed. Forskellige gener har igen og igen været under mistanke. Hver gang har det ved nærmere eftersyn vist sig, at være endnu en blindgyde.
 
Samtidigt har forskningen på det psyko-sociale område igen og igen kunnet påvise sammenhænge mellem barndomstraumer og "skizofreni". Senest Hammersley og Read's metastudie fra 2007, der viste en korrelation mellem seksuelle overgreb/fysisk mishandling/omsorgssvigt på mellem 51 og 97%. Hammersley og Read tager ikke højde for emotionel omsorgssvigt, og har ikke i alle tilfælde kunnet påvise overgreb/omsorgssvigt, da ikke alle individer i de af dem reviderede 40 studier var blevet adspurgt om deres livshistorie.
 
Så meget om "sygdom", læs: biologisk hjernesygdom. Hvad "blivende" angår, så kan jeg med min bedste vilje ikke se noget "blivende" ved en krise, som psykiatrialternativer som Vestlaplandsmodellen, Soteria, Diabasis, m.fl. formår at hjælpe folk med at overvinde helt i ca. 85% af tilfældene. Recovery* fra "skizofreni" og "psykoser" er ikke umuligt, eller bare undtagelsen, men at forvente. Forudsat, man får virkelig hjælp til at komme igennem og ud af krisen. Og at fortælle om "blivende sygdom" er i hvert fald ikke nogen videre hjælp. Tværtimod. Som Loren Mosher sagde, så er slaget allerede halvvejs vundet, hvis man tager udgangspunkt i troen på, at fuld recovery er sandsynlig. Mens det er mere end halvvejs tabt, hvis man fortæller ammestuehistorierne om "blivende sygdom". Ammestuefortællinger, for resten, der også er mere end velegnede til at lade især "førstegangspsykotikere" ofte vælge selvmord, fremfor et liv med "blivende og alvorlig sygdom", ofte som førtidspensionist, afhængig af systemets "hjælp" og "medicin" med invalidiserende bivirkninger, og parkeret i udkanten af samfundet med være- respektive bostedet som hovedomdrejningspunkt i tilværelsen.
 
Budskaber om biologisk og blivende hjernesygdom er både med til at opretholde og forstæke samfundets fordomme og diskriminering, og de forhindrer en løsning af krisen, og dermed recovery, fordi de på forhånd erklærer al søgen efter mening i og med "symptomerne" som et meningsløst foretagende.
 
Efter min (og Hippokrates') opfattelse er det etisk uforsvarligt, at hindre mennesker i at komme sig, på grundlag af noget, der ikke er andet, end en teori, og oven i købet en meget usandsynlig af slagsen, og jeg undrer, om meningen med psykisksaarbar.dk virkeligt er at "nedbryde tabuer og fordomme" og "skabe en ny forståelse", eller om det er at yderligere bekræfte fordommene og den biomedicinske (ikke-)forståelse, de er resultat af, med endnu en hjemmeside, der ensidigt biopsykiatrisk og socialdarwinistisk fremstiller mennesker i krise som defekte andenklasseseksistenser.
 
*Jeg definerer "recovery" ikke som "at lære at leve med en kronisk sygdom" - det har vi et andet ord til: rehabilitering, og evtl. social recovery -, men som at blive "symptom"fri, være uafhængig af systemets tjenester ("medicin"fri), være i lønnet eller frivilligt arbejde, og have et socialt liv som naboens (jf. Courtenay Harding, 1987).
_______________

P.S.: Må indrømme, at jeg blev lidt skuffet over at se Tine Bryld figurere under "Menneskene bag" PsykiskSårbar.dk. Havde egentligt højere tanker om hende, end som så...

Poul Nyrup Rasmussen "taler de psykisk syges sag" - mens jeg foretrækker at lytte til Jim van Os

Siden jeg i dag er i et meget lidt "enlightened" humør, og simpelthen trænger til at splitte et par madrasser ad: Her kan man få fornøjelsen af at lytte til en overordentligt rørstrømsk Poul Nyrup Rasmussen, der på forebilledligt tårevædende manér "taler de psykisk syges sag" - og, og det ikke mindst!, de kære pårørendes - mens man som seer af programmet sidder som på nåle, fordi man frygter, stakkels Poul hvert øjeblik kunne drukne i sin egen selvmedlidenhed.

Ja, Poul, det er frygteligt - at både du og alle de andre kære pårørende derude har et ansvar. Ikke mindst også for de psykiske lidelser i har forvoldt jeres "psykisk syge" familiemedlemmer. Hvor er det synd for jer!

Poul Nyrup Rasmussen vil gerne række en hånd ud til "de psykisk syge". Poul, du kan stå med hånden rakt ud så længe du vil. Jeg kommer i hvert fald aldrig til at tage den hånd! - Men nu identificerer jeg mig jo heller ikke som "psykisk syg", så...

NAMI is alive - også i Danmark. For de, der ikke kender til NAMI's historie: Pårørendeorganisationen blev grundlagt tilbage i 1970erne af to mødre til "psykisk syge", der var trætte af, at blive gjort ansvarlige for deres børns psykiske ve og vel. Det gjorde psykiatrien nemlig stadigt den gang. At holde de pårørende, især mødre, i hvert fald tildels ansvarlige. Overflødigt at nævne, at organisationens "Vi er uskyldige ofre!"-budskab fandt overvældende tilslutning, og gjorde NAMI til USA's største nationale pårørendeorganisation i løbet af ingen tid. Og også overflødigt at nævne, at NAMI i dag har et gnidningsfrit samarbejde med både biobiobiopsykiatrien og farmaindustrien...
_______________

En, især sammenlignet med Poul Nyrup Rasmussens usmagelige pårørende-patos, noget mere opbyggelig oplevelse er forskellige foredrag fra Hearing Voices Congress, som Will Hall har postet her på Madness Radio's blog. Her kan man bl.a. lytte til Ron Coleman og den hollandske psykiater Jim van Os' intet mindre end brilliante foredrag. Desværre er lydkvaliteten ikke ligefrem i top, og ja, selvfølgeligt, sproget er engelsk.

Gummiceller og tvangstrøjere tilbage ind i psykiatrien!

Ja, de har jo nu aldrig været helt ude af psykiatrien, gummicellerne og tvangstrøjerne. De er bare i en årrække gået under andre betegnelser. Såsom "medicin", og "skærmning". Men siden holdningen i samfundet, takket være bl.a. mediernes skrækpropaganda, ser ud til at tiltagende være den, at målet helliger midlerne i kampen mod "de psykisk syge", så kan man vel også roligt kalde en spade for en spade igen, og i øvrigt også ruste yderligere op. Uden at risikere det store ramaskrig i medmenneskelighedens navn.

Det hele er selvfølgeligt kun og udelukkende ment til "de psykisk syges" bedste. Vi ved jo allesammen godt, at disse skabninger fungerer efter love, nærmest diametralt modsat dem, der gælder for jordiske skabninger som mennesker og dyr. Så, ja, tortur er godt for dem!

Der fandtes for resten en "gummicelle" i Diabasis, et rum med en masse gamle madrasser og lignende, som beboerne kunne opsøge sammen med et personalemedlem, når de følte behov for at udleve noget vrede eller frustration. For at kunne udleve sine følelser virkeligt effektivt, så de ikke indhenter én igen og igen, og tager magten, så er det jo en vigtig detailje, at man har vidner, der kan se og anerkende dem.

Rummet i Diabasis blev imidlertid kun sjældent brugt. Så sjældent, at man, som John Weir Perry sagde, godt kunne have undværet det helt. Fordi beboerne generelt blev behandlet med så megen respekt, at der dårligt opstod situationer, der skabte så megen vrede og frustration, at det gjorde det nødvendigt, at splitte en madras, eller to, ad.

Men, som artiklen på politiken.dk slår fast, gummicellerne i den danske tvangspsykiatri er inspireret af tvangspsykiatrien i en række andre europæiske lande. Ikke af John Weir Perry's tvangsfrie psykiatrialternativ Diabasis. Så de kan næppe betegnes som et frirum, hvor ekstreme følelser kan udleves og blive, respekterende, anerkendt. De vil, tværtimod, skabe mere og mere vrede og frustration hos den i gummicellen efterladte "psykisk syge". Vrede og frustration, der, fordi de netop ikke ses og anerkendes, uvægerligt kastes tilbage fra gummivæggene på "den psykisk syge", som en boomerang, og med tidobbelt styrke, og derved udgør et effektivt middel til at få "den psykisk syge" til at bekæmpe sig selv.

Og så er det at jeg spørger mig, om beslutninger som denne hér, angående psykiatriens "behandlings"metoder, skyldes en himmelskrigende mangel på viden om menneskets psykologi, eller om de måske snarere skyldes meget indgående viden om selvsamme...

Cool

...syntes mit lille ego det her det var.

I øvrigt, mht. risikospørgsmålet (jf. min IMDb-kommentar), så var det egentligt først forleden, at det gik op for mig, hvor stor en risiko en hjælper skal være parat til at løbe, da en bekendt fortalte, at det faktisk var kikset for vedkommende. Ikke på grund af vedkommendes hjælpeindsats, men fordi mennesket i krise i en periode netop var afskåret fra at modtage vedkommendes hjælp. En lille detailje, som myndighederne har det med at overse, når de skal finde syndebukken i sådanne tilfælde. Og der så kan koste vedkommende ikke bare karrieren, men i værste tilfælde friheden. Mens bl.a. Luises drabsmand/-kvinde stadigt render frit omkring, med sin license to kill (autorisation som psykiater) i bedste behold.

Respekt til de hjælpere, der, som min og Rufus May, har integritet nok, til at løbe denne risiko!

Jakob Axel Nielsen's psykiatriske fremtidsplaner: at medicinere vores børn - men ikke kun vores børn - til døde

Apropos angiveligt "skizofrene" seksåringer og apropos Jakob Axel Nielsens planer om, at få antallet af "psykisk syge" børn og unge hurtigst muligt bragt op på - ja, hvor mange procent, Jakob? Kan 100 procent gøre det monstro? - her noget interessant læsestof til ansvarsbevidste forældre:

Den forhenværende salgsrepræsentant for den farmaceutiske industri Gwen Olsen har skrevet artiklen "Drugging Our Children to Death", der kan læses her på HealthNewsDigest.com.

Et par citater fra artiklen:

"I apriludgaven af Pediatrics opfordrede regeringens U.S. Preventive Services Task Force (arbejdsgruppe for forebyggende services) læger til at screene alle amerikanske teenagere rutinemæssigt for depression, under anvendelse af uvidenskabelige spørgeskemaer, der producerer en høj rate af falske diagnoser på psykisk sygdom. En diagnose er lig med en anbefaling for behandling. Behandling er lig med piller og udsætter vores børn for farerne, der er forbundet med bevidsthedsforandrende kemikalier, hvis effekt er blevet bevist at være ubetydeligt."

"Omfanget af den kollektive grådighed og ondskab har efterhånden nået epidemiske proportioner, og kan, trist nok, måles i dødsfald, hvoraf mange vedrører vores børn."

Siden det altså ser ud til, at Jakob Axel Nielsen ønsker at bringe epidemien også til Danmark, kan jeg egentligt kun anbefale ansvarsbevidste forældre, at overveje emigrering til - tja, i hvert fald ikke til Canada! I USA er det nemlig sådan, at man meget hurtigt kan miste forældremyndigheden, hvis man modsætter sig "anbefalingerne" for "behandling". "Omsorgssvigt" hedder det derovre, når man prøver, at beskytte sine børn mod de bevidsthedsforandrende, og ikke så sjældent altså også drabelige, kemikalier, som "eksperterne" "anbefaler" at man zombificerer sine børn med. Og jeg har indtryk af, at Jakob Axel Nielsen ser ansvarsbevidste forældre med meget amerikanske øjne. Siden billedunderskriften på politiken.dk fortæller, at han mener, alle kun vil have glæde af hans Big Brother-tiltag.

Mail til Sophie Løhde

Kære Sophie Løhde,

i artiklen "Psykisk syge skal tvinges i behandling", http://politiken.dk/indland/article731522.ece, citeres du: "Det handler om at hjælpe nogle meget syge mennesker, som ikke ønsker hjælp, men har et dybt behov for, at vi hjælper dem. Vi gør samfundet og patienterne en bjørnetjeneste, hvis vi stikker hovedet i busken og siger, at alt bare skal være status quo".

Lad mig først og fremst slå fast, at en sådan ambulant tvang klart ville være i strid med menneskerettighederne, som Danmark via at signere Menneskerettighedskonventionen for mennesker med handicap, CRPD (http://www.un.org/disabilities/convention/conventionfull.shtml) den 30. marts 2007, har valgt at anerkende også for mennesker med "psyko-sociale hadicaps", dvs. "psykisk syge" mennesker.

FN-Special Rapporteur Manfred Nowak skriver derudover i "Report of the Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment on “Protecting Persons with Disabilities from Torture”." (http://www2.ohchr.org/english/issues/disability/torture.htm), at "Personer med handicap bliver udsat for medicinske eksperimenter og indgribende og irreversibel medicinsk behandling uden deres samtykke (f.eks. sterilisation, abort og indgreb, der sigter mod at korrigere eller lindre et handicap, såsom elektrochok behandling og psykoaktive stoffer inklusive neuroleptika)" (punkt 40 i rapporten), og at "Specialobservatøren er bekymret, at sådanne praktiker bliver uopdaget eller retfærdiggjort, hvis de forøves mod personer med handicap, og ikke anerkendes som tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf." (punkt 41 i rapporten) (min oversættelse og fremhævelse)

Manfred Nowak har god grund til at være bekymret! Ligesom mennesker i emotionelle kriser har al grund til at afvise medicinsk "behandling".

For det første baserer medicinsk "behandling" af emotionelle problemer på en årsagsmodel, den biologisk-genetiske, der er en ren teori, der den dag i dag mangler ethvert videnskabeligt bevis for sin gyldighed, der af internationalt førende forskere på området forlængst er erklæret for ikke længere holdbart (Arvid Carlsson, 1992), og der desuden igennem den seneste tid, grundet forskningsresultater, der tydeligt viser, at psykosociale miljøpåvirkninger spiller en afgørende rolle ved udviklingen af "psykisk sygdom", yderligere har mistet troværdighed.

For det andet mangler der til stadighed videnskabeligt holdbare beviser for, at medicinsk "behandling" af emotionelle kriser skulle være effektiv. Faktum er, at stort set alle langtidsstudier, der sammenligner medicinsk med ikke-medicinsk behandling, viser, tildels langt, bedre resultater for ikke-medicinske behandlingstiltag som Soteria (http://www.moshersoteria.com), eller Vestlaplandsmodellen.

Og for det tredje har forskning påvist en lang række skadelige, tildels livstruende, bivirkninger af neuroleptika. Deribland på kort sigt nedsat hjernefunktion, på længere sigt svind af hjernematerie og celledød i pandelapregionen, dvs. den hjerneregion, der gør mennesket til menneske, den hjerneregion, hvor kompleks kognitiv adfærd, såsom at kontrollere social adfærd og træffe beslutninger, lokaliseres. Det er denne hjerneregion, der er afgørende for, om årsagerne til emotionelle kriser kan bevidstgøres og bearbejdes, så det kriseramte menneske kan komme sig. Det må således konkluderes, at neuroleptika forhindrer recovery, hvilket underbygges af resultaterne af de ovennævnte langtidsstudier.

Det er mig en gåde, hvordan man, taget alle disse fakta i betragtning, overhovedet så meget som kan overveje, at udsætte mennesker for tvangs"behandling" med stoffer, der med ca. 90% sikkerhed vil gøre disse mennesker til hjerneskadede førtidspensionister, mod deres udtalte ønske.

Det er mig en endnu større gåde, hvordan man kan overveje en sådan grov krænkelse af menneskerettighederne overfor mennesker, der ikke viser tegn på "psykose", der altså meget vel kan være i en recoveryproces, respektive faktisk recoveret, og derved udsætte disse mennesker for nærmest sikker tilbagefald.

Sidst men ikke mindst er det mig en gåde, hvordan det kan være, at man har råd til at iværksætte denne grove krænkelse af menneskerettighederne, mens man ikke har en halvtredsøre til at etablere af mange "psykisk syge" ønskede, frivillige og "medicin"frie psykiatrialternativer.

For mig at se, er budskabet, at man i Danmark fra politikernes side åbenbart vægter social kontrol noget højere, end den enkeltes menneskerettigheder, respektive det, at tilbyde mennesker i emotionelle kriser virkelig hjælp. Om det så koster nok så mange menneskeliv. Specielt usmageligt bliver det for mig set i lyset af den tyske regerings beslutning om at erklære psykiatriske forhåndserklæringer for juridisk bindende (jf.: http://silentspheres.blogspot.com/2009/06/tyskland-erklrer-psykiatriske.html). Korrigér mig, hvis jeg skulle tage fejl mht. danske politikeres motiver.
_______________

En lignende mail gik til regionsformand Bent Hansen, angående hans udtalelser citeret i artiklen "Sygehusenes chef er klar til at medicinere med tvang", http://politiken.dk/indland/article731838.ece.

Det vil sige, den går til Bent Hansen. Såfremt det lykkes "postmaster'en" at aflevere min mail på Bent Hansen adresse, der i øvrigt lå gemt i en afkrog af Danske Regioners hjemmeside, hverken, som det er - og som jeg mener, det bør være - tilfælde med emailadresser til personer i hans position, dukkede op i de første tre eller i det mindste tredive målrettede Google-søgeresultater, og altså var eminent svært, at finde frem til. En politiker, en regionsformand, der ikke har en nemt tilgængelig og velfungerende emailadresse?... Hm. Så må det jo blive snail mail.

Frivillig tvang

Af et nyhedsbrev fra LAP, der lige drattede ind ad min mail-inbox, fremgår det, at Venstres Sophie Løhde ifølge Ekstra Bladet, søndag, ønsker "frivillig tvangsopfølgning" indført for personer med emotionelle problemer. What??? Ja, altså, det er jo meget fint med den her buddhistagtige forestilling om, at modsætninger kan finde sammen og blive til en højere enhed, men frivillig tvang - da sætter det et eller andet sted hen ud for mig, kære Sophie.

Hvor det for resten også sætter ud for mig, er mht. nyhedsbrevets/LAPs konstatering, at det skulle være "ærgerligt at psykiatrien som institution ikke får politisk opbakning". Personligt synes jeg kun, det er glædeligt, når psykiatrien som institution ikke får opbakning. Politisk eller anden. Som den ordensmagt - og ikke andet - den er.

"Evidensbaseret behandling" i psykiatrien: Det der ikke virker skal vi have mere af!

Jeg sidder her og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om det her.

Thorstein Theilgaard fra Bedre Psykiatri citeres i nyhedsnotitsen: "Den alvorlige kriminalitet sker, mens de psykisk syge er under behandling og det viser jo med al tydelighed. at systemet ikke fungerer."

Mens Lena Gravesen fra sundhedsstyrelsen siger: "I vores undersøgelser har vi undret os over, at en række patienter ikke blev tvangsindlagt, selv om de ikke tog deres medicin, var stærkt psykotiske og havde et klart behandlingsbehov."

Jamen, hvad nu? Var de i "behandling", altså: tog de deres "medicin", eller ej??

Nå men, inden jeg vil forlade skærmen her, og udplante nogle jordbærplanter, mener jeg alligevel noget:

Piller løser hverken sociale, økonomiske eller psykologiske problemer. Så nej, systemet fungerer ikke. Som hjælp til kriseramte mennesker, altså. Men jo, det kan man selvfølgeligt godt til en vis grad dække over for, ved at vende tilbage til at spærre disse mennesker inde og smide nøglen væk. Så fungerer systemet da i det mindste som en hjælp til alle dem, der ikke gider at tage ansvar. Som Brian Mikkelsen for eksempel. Eller Lena Gravesen.

Interessant også, at medierne ufortrødent bliver ved med at tale om en "eksplosion" mht. kriminalitet begået af "psykisk syge". Mens "eksplosionen" stort set udelukkende skyldes det faktum, at man i dag slæber folk i retten og dømmer dem, når de i selvforsvar har puffet til en plejer, f.eks. Noget, man nogle få år tilbage ikke blev straffet for. I hvert fald ikke andet end ved hjælp af mere "behandling" ( i form af bæltefiksering f.eks.) alene.

Big Brother will be watching you - endnu mere, end nogensinde før

Denne artikel fortæller om en silikon-mikrochip i superminiformat, der kan "indbygges" i tabletter. Når pillen indtages og fordøjes, sendes der et signal fra mikrochippen, der, via mobiltelefonen, fortæller din læge, at du artigt har slugt din daglige portion kemi.

I artiklen hedder det, surprise surprise!, at chippen vil være specielt interessant for de ældre og - tadaaaa! bingo! "psykiatriske patienter".

Chippen vil blive klinisk testet i Storbritannien indenfor de næste tolv måneder. Artiklen citerer kardiologen Nick Peters, der kalder chippen for "empowering" for patienterne. Jeg er enig med én af kommentatorerne: "At kalde det for 'empowering' for patienten, er pervers."

Læs også Philip Dawdy's post Microchip Tells Docs If Patients Have Taken Their Drugs, Why That's Scary

Dyr behandles bedre end "psykisk syge" mennesker

Vidst har vi det jo længe. Og her kunne man så sent som i går få syn for sagen, atter en gang.

"Alle adfærdsmæssige undersøgelser viser, at det gør nogle heste, og at årsagen i alle tilfælde er frustration af forskellige årsager. Det kan være mangel på motion, uro i stalden, uvenskab med nabohesten og så videre," citerer nyhedsnotitsen dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse Jens Svenningsen, angående en omstridt gummiplade, der hænges op i hestens boks og giver sparkende heste stød. Med det mål, at få dem til at holde op med at vise deres mistrivsel i tilværelsen via spark.
Videre hedder det i notitsen: "Jens Svenningsen sammenligner gummipladen med at give et menneske håndjern på, så det ikke kan klø sig på ryggen, og at kalde det menneskevelfærd."

Ja. Eller også kunne gummipladen sammenlignes med den psykiatriske "behandling", mennesker i krise jo nu må regne med, at blive lidt mere massivt udsat for igen, især, hvis de skulle have dristet sig til at f.eks. forsvare sig mod overgreb fra personalets side. Som bekendt er det kriminelt at forsvare sig selv, når man regnes som værende "psykisk syg", og kan altså hurtigt resultere i en behandlingsdom.

Så, hvis du er stemplet som værende "psykisk syg", så gør du bedst i at sluge din frustration, og iøvrigt finde dig modstandsløst i mishandlingen fra psykpersonalets side. Der findes nemlig godt nok en forening, der protesterer højlydt mod dyremishandling, men der findes altså ingen, der gør det samme for mennesker, der mishandles. Her bliver mishandlingen faktisk kaldt "menneskevelfærd", aka "behandling" og "omsorg".

Jeg kan gang på gang igen undre mig, hvilken kortslutning i både behandlernes, politikernes og offentlighedens hjerner der egentligt er ansvarligt for, at "psykisk syge" betragtes som noget nær modsat naturligt reagerende væsener af disse personer. Mon det har noget at gøre med, at dyr trods alt ikke kan tale menneskesprog, hvilket gør dem relativt ufarlige i establishmentets øjne, mens det at hjælpe mennesker i krise til at finde deres eget sprog, meget vel kunne føre til en målrettet, konstruktiv kritik på establishmentet fra disse menneskers kant? Og mon det også har noget at gøre med, at det at holde dyrevelfærden højt, kan dække over det faktum, at mennesker på stribevis mishandles på det groveste? For, personer, der er så optaget af at dyrene har det godt, de ville vel aldrig tillade at et eneste menneske blev mishandlet?...