Healing Homes. Ny film af Daniel Mackler

Healing Homes: An Alternative, Swedish Model for Healing Psychosis er den første af to nye film af Daniel Mackler (Take These Broken Wings) om psykiatrialternativer. Filmen dokumenterer Familjevårdsstiftelsen i Göteborg, Sverige. Læs mere om filmen og bestil den her.

Bogfilmatiseringer - A Beautiful Mind og I Never Promised You a Rose Garden

Almindeligvis er jeg ikke den største tilhænger af bogfilmatiseringer. Specielt, hvis jeg har læst bogen, filmen baserer på, inden jeg ser filmen, og når bogens hovedvægt ligger på, at skildre mere komplekse psykologiske sammenhænge, har filmen ofte efterladt mig med en lidt flad fornemmelse. Et godt eksempel på et sådant, i mine øjne mere eller mindre mislykket, projekt er A Beautiful Mind med sin noget overdreven og fordrejet fremstilling af "hallucinationer", ment til at hjælpe publikum til en nemmere forståelse af fænomenet, der imidlertid må siges, at være mest egnet til at opnå den modsatte effekt. Og egentligt et stilistisk faux pas, som man skulle mene, filmregisseurer som Bergman og Tarkovsky f.eks. har lært filmen at undgå for lang tid siden. Men, ok, på den ene side har vi Bergman's og Tarkovsky's sans for de fine nuancer, på den anden Hollywood's forkærlighed for de brede penselstrøg. Som at sammenligne æbler med appelsiner.

En anden ting, der kan give mig en flad fornemmelse, er når filmen bevidst fordrejer bogens "budskab" indholdsmæssigt, bogens, forfatterens eller protagonistens popularitet udnyttende for at få sit eget "budskab" frem. Også dette er A Beautiful Mind jo et glimrende eksempel på, når den misbruger John Nash's celebrity-status, og lader ham udtale, at han tager "de nyere medikamenter", da han i 1994 får at vide, at han vil modtage Nobelprisen i økonomisk videnskab. Mens John Nash i det virkelige liv aldrig har taget neuroleptika, hverken nyere eller gamle, andet, end når han var pinedød nødt til det, såsom under indlæggelser, og slet ikke efter 1970.

Filmproducenterne undskyldte denne forfalskning af facts ved at sige, at man ikke ville have, folk skulle smide deres piller ud. Imidlertid fremgår det på intet tidspunkt direkte af filmen, at John Nash ikke tog "medicin" i længere, sammenhængende perioder. Der findes altså ingen grund til overhovedet at nævne emnet. Andet, end hvis man altså ønskede, at udnytte John Nash's popularitet, og lade hans navn gøre lidt reklame for farmaindustrien.

Så, alt i alt var det med forbehold at jeg i går kastede mig ud i at se filmatiseringen af Joanne Greenberg's autobiografiske roman I Never Promised You a Rose Garden, som en venlig sjæl sidste måned har uploaded på YouTube i sin helhed.

På nær i et enkelt tilfælde, er visualiseringen af protagonisten Deborah's "hallucinationer" noget mere subtilt gennemført, end i A Beautiful Mind, og derfor en del mere udholdelig og troværdig. Generelt undgår filmen de alt for brede penselstrøg, bortset fra i de sidste sekvenser, der både virker lidt forhastede - mens man nok skal huske på, at standardlængden for spillefilm i 1977, filmens produktionsår, lå på omkring 90 minutter, der helst ikke blev overskredet - og, især i forhold til romanen, lidt overfladisk happy-ending-agtige.

Med et så komplekst tekstgrundlag som Joanne Greenberg's roman, kan en filmatisering næsten kun komme til kort. Specielt når filmatiseringen altså, som i dette tilfælde, prøver, ikke at overskride de 90 standardminutter væsentligt. Ikke desto mindre formår filmen i mine øjne overordnet at få det bedste ud af sine 96 næsten-standardminutter, både fordi den lykkes med at udvælge nogle af de mest essentielle af bogens mange aspekter til sine emner, og ikke mindst også takket fremragende skuespillerpræstationer (Kathleen Quinlan, Bibi Andersson), og jeg var positivt overrasket over at se, at man havde valgt, at lade bogens "budskab" uforfalsket stå.

Som jeg svarede på en YT-kommentar, der mener, hvad bogen lærer os er, at vi skal have "compassion" med "the mentally ill" (what?! vel, alt kan åbenbart blive misforstået, også Joanne Greenberg):

"What both the book and the movie teach us is that so-called "mental illness" is a choice (out of necessity though). Not a chronic brain disease. And they both teach us that we should make it possible for people to choose freedom, like Frieda Fromm-Reichmann made it possible for Joanne Greenberg. Instead of indefinitely locking them up in helplessness and dependency with toxic chemicals and hopeless messages about defective genes and chronic brain disorders."*

Men jeg havde nu også et øjeblik glemt alt om filmens produktionsår, 1977, dvs. om at filmen blev optaget på et tidspunkt i historien, da psykofarmaka ikke spillede den alt andet overskyggende rolle, de spiller i dag, og da man stadigt var åben for psykologiske respektive psykosociale forklaringsmodeller. Interessant og positivt overraskende er i denne sammenhæng også, at filmen undgår, at køre rundt i diagnoser og deslige usmageligt. Bortset fra, at "psykotisk" lejlighedsvis dukker op i dialogen, nævnes "skizofreni" f.eks. ikke en eneste gang. Dejligt! Men vist også dette et 1977-fænomen.

Alt i alt en ganske seværdig filmatisering af Joanne Greenberg's autobiografiske roman, der dog ikke kan erstatte læsningen af bogen.

Se filmen her. (Engelsk tale, ingen undertekster)
_______________

*Man kunne lidt sarkastisk, men sikkert ikke helt urealistisk, tilføje, at, som jeg skrev til en veninde, et 2009-Hollywood-remake formodentligt politisk korrekt ville erstatte Dr. Fried's part med en æske Zyprexa eller Abilify, og lade happy ending'en udspille sig på et bosted, hvor Deborah sidder, lykkeligt "compliant" og indsigtsfuldt zombificeret...

Offret

Introen til og et par klip fra Andrei Tarkovsky's Offret:







"Vi är helt enkelt blinda. Vi ser ingenting."

Med tak til Abysmal Musings. Synchronicity? Og en association: "Det er synd om människorna." - August Strindberg, Ett drömspel.

J.S. Bach, "Erbarme dich mein Gott" med Julia Hamari i fuld længde her. "Out of this world", eller guddommeligt, ja.

"Åbenhed gør stærk" - En film om skizofreni

Lad mig sige det med detsamme: jeg har ikke selv set den af PsykInfo⁴ udgivede film Åbenhed gør stærk, og jeg påtænker heller ikke at se den, da jeg synes, at selv 100 kroner, som jo er en forholdsvis fornuftig pris for en DVD, er 100 kroner for meget i det her tilfælde. Og dermed har jeg egentligt allerede sagt om filmen, hvad der efter min mening er at sige om den. Jeg vil dog lige komme lidt nærmere ind på, hvad det specifikt er, der får mig til at vælge denne film fra.

I følge anmeldelserne fortæller filmen "solskinshistorien" om to unge, Helle og Emil, begge midt i tyverne, der er stemplede med en "skizofreni"diagnose, mens "skizofreni" defineres af filmens "ekspert"konsulent overlæge Gertrud Krarup fra OPUS-projektet i Århus, som værende en sygdom i hjernen. Citat, taget fra Kurt Ladefoged's anmeldelse af filmen i Socialpædagogen¹:

"Den kan opstå, hvis man er genetisk disponeret for sygdommen. Man ved i dag, at der er flere gener, der er koblet til sygdommen, og man kan altså have en større eller mindre sårbarhed over for sygdommen, afhængig af, hvor mange af disse sygdomsgen, man har."

"Den genetiske sårbarhed medfører, at der sker en fejludvikling i hjernen. Det er dog ikke alle med denne arvelige belastning, der får sygdommen. Der skal andre belastninger til, for at sygdommen kan komme til udbrud."

Faktum er, at man i dag ved lige så lidt, som for hundrede år siden. Man har hverken fundet et eller flere gener, der kan bringes i forbindelse med såkaldt "skizofreni". Genteorien er, ja, en teori, og mangler som sådan ethvert videnskabeligt bevis for sin gyldighed. Detsamme gælder teorien om en fejludvikling i hjernen. Sagt på dansk: Gertrud Krarup, som så mange af hendes kollegaer, fortæller os en løgnhistorie, når hun formulerer en ren antagelse som om det drejede sig om et videnskabeligt bevist faktum.

Mens overlæge Lennart Jansson faktisk er på sporet af noget, der må betegnes som langt mere korrekt, end Gertrud Krarups udtalelser, når han i hans anmeldelse² af Åbenhed gør stærk skriver: "Her burde det nok understreges, at psykosen er slutresultatet af en længere sygdomsudvikling, hvor f.eks. traumer kan spille ind."

At traumer ikke bare kan spille ind, men med stor sandsynlighed er årsag til den posttraumatiske stressreaktion, der af psykiatrien kaldes for "skizofreni", er der i nyere tid igen en del forskning, der er nået frem til.

Men, som Lennart Jansson, mht. filmens "læs-let-niveau", også skriver: "Forenklingen kan være nødvendig af pædagogiske grunde for at se fremad, indgyde håb og fjerne skyldsfølelsen hos de unge og deres familier. Dette er måske et af filmens vigtigste formål." (Min fremhævelse)

"Biologisk forårsagede hjernesygdomme' er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Vi er alle bare hjælpeløst fanget i en hvirvel af hjernepatologi, som ingen, bortset fra DNA'en, har ansvaret for."

Det er vist ikke bare "måske", men med stor sikkerhed filmens vigtigste formål, at levere denne ingen-skyld-forsikring, som Loren Mosher kalder genteorien i hans "Letter of Resignation from the American Psychiatric Association".

Mens det eneste "håb" man som kriseramt, "skizofren", står tilbage med, hvis man lader sig narre til at tro på en biologisk hjernesygdom, der skyldes defekte gener, er at den såkaldte "medicin" måske kan forhindre tilbagefald, og at man kan lære at leve med en kronisk sygdom. Det er ikke recovery-orientering, som Inger-Liss Christoffersen betegner det i hendes anmeldelse³ i LAP's medlemsblad, det er ikke at "indgive håb", som Lennart Jansson skriver. Det er endnu en opfordring til at resignere og finde sig i en skæbne med livslang sygdom, det er endnu en opfordring til at overlade styringen af ens liv til "eksperterne" og deres "ekspertise", i stedet for at lytte til sin egen intuition, og tage ansvar for sit eget liv. Det er disempowerment, for at bruge recovery-bevægelsens terminologi.

Ligesom det ikke er en "forløsning", som Kurt Ladefoged skriver, en af de to i filmen portrætterede unge kalder det, at have fået diagnosen, at have fået "sat ord på og få svar på det, der har været uafklaret for dig i store dele af dit liv", men en bortforklaring af det uafklarede:

“(…) Alle har behov for at skabe en mening med deres liv. Mennesker er skabninger der bebor såvel tid som rum - andre skabninger lever meget mere i øjeblikket med kun lidt sans for for- og fremtid. Vi har behov for at skabe en topografi af tiden, et kort over livet, og det er vores historie. Herfra stammer vores fascination for historier og historiefortælling - fra dette behov for at kortlægge tiden og finde vores plads i den.

En diagnose er en erstatning for en personlig fortælling. Det er et forsøg på, at give nogen en historie når de ikke kan finde mening selv, men den er i sagens natur utilfredsstillende. Den placerer personen i en kasse og tilpasser individet til historien i stedet for at historien tilpasses individet. Del af recovery-processen er processen af at kræve din egen historie tilbage - den historie, der giver mening i dit liv, ikke i nogen andens. (…)” som "Pablo" skriver her.

Det er helt afgjort både en lettelse og en nødvendighed for at komme sig helt, at få sat ord på det uafklarede, når dette uafklarede selv baner sig vej ind i ens bevidsthed og oversvømmer den, som det sker i "psykosen". Det er en lettelse og en nødvendighed for at komme sig helt, at bevidstgøre og skabe mening i det uafklarede. Kun ad den vej kan man nogensinde opnå acceptance, og, som følge af denne, forandring og altså recovery. Fuld recovery.

Diagnosebegreber som "psykose" og "skizofreni" bliver i kombination med budskaber om genetisk betinget, biologisk hjernesygdom til synonymer for "meningsløs". Og forløser dermed ingenting. Tværtimod. I det øjeblik ordet "psykose" accepteres som endegyldig forklaring på de "psykotiske" oplevelser man har, bliver enhver søgen efter en dybere mening meningsløs. Og det "psykotiske" menneske bliver låst fast i meningsløsheden, med en kronificering af "psykosen" til følge.

Det ser ud til, at Åbenhed gør stærk benytter sig af lignende formelle virkemidler (krydsklip, interviews) som Daniel Mackler's Take These Broken Wings. Men mens Lennart Jansson mener, at "Den [filmen Åbenhed gør stærk] kan varmt anbefales til patienter og pårørende. Filmen anbefales også til psykiatrisk personale, medicinske studenter og læger," tænker jeg, at det snarere må frarådes alle på det kraftigste, at kaste 100 kroner ud af vinduet. Med mindre man synes, man trænger til en gang massiv indoktrination med håbløse, inkorrekte budskaber om ubalancer i transmitterstofskiftet, fejludviklede hjerner, defekte gener, nødvendigheden af livslang "vedligeholdelsesmedicinering", og en recoverychance, der nærmer sig nul (mht. virkelig recovery, ikke mht. psykiatriens udvandede fejlfortolkning af begrebet), eller med mindre man synes, man mangler dokumentation for, hvordan establishmentet diskriminerer og undertrykker kriseramte mennesker.

For, det er netop hvad budskabet i Åbenhed gør stærk er. Diskriminering og undertrykkelse af kriseramte mennesker som værende genetisk defekte, og afhængige af "ekspert"hjælp for livet.

På den ene side er det meget rosværdigt, at filmen lader kriseramte mennesker selv komme til orde. På den anden sider lader heller ikke denne film, lige så lidt som mainstreammedierne ellers, et eneste af de mennesker komme til orde, der er kommet sig helt, men tyr "politisk korrekt" til at interviewe et par af den psykiatriske imperialisme kolonialiserede mennesker og deres lige så kolonialiserede pårørende. Men, selvfølgeligt, fuld recovery findes ikke i psykiatriens bevidsthed, da den kun opnås af mennesker, der magter at befrie sig fra vor tids diskriminerende og undertrykkende system, og gå alternative veje. Det kunne nu være interessant at høre Gertrud Krarup, for eksempel, forklare tilfældet Joanne Greenberg, eller Catherine Penney, Ron Bassman, Dorothea Buck, Rufus May eller eller eller... For vi er mange, os, der er kommet sig helt. Men vi har jo nok bare været "fejldiagnsticeret", eller også skal vi bare vente og se, det sker sikkert (IKKE!) igen...

At på den måde, som filmen gør det, alene ty til udsagn fra kolonialiserede kriseramte mennesker, er således ikke andet end et forsøg på, at dække over filmens forudindtagethed. Det, vi hører, når Helle og Emil taler, er ikke deres egne, men systemets ord. Det er, hvad der kendetegner kolonialisering: at styre, erstatte eller udrydde det oprindelige. I stedet for at lade det oprindelige selv komme til udtryk, i stedet for at give plads til det oprindeliges eget sprog, som Daniel Mackler's film, og i øvrigt også Leo Regan's The Doctor Who Hears Voices , og Edgar Hagen's Someone Beside You, gør det, foregøgles seeren af Åbenhed gør stærk, at systemets budskab er det eneste sande budskab med hensyn til emotionelle kriser. Tilsyneladende underbygget af kriseramte mennesker selv.

Daniel Mackler spørger i Take These Broken Wings Joanne Greenberg, hvad hun tror, systemets "sandhed" og den deraf følgende tilgang til kriser havde gjort ved hende: "Lad os sige, du var ung i dag, lad os sige 14, 15, 16..."
Joanne Greenberg: "Gud forbyde!"
D.M.: "...og du havde skizofreni i dag..."
J.G.: "Det, der ville ske for mig i dag er, at jeg ville blive indlagt på en ungdomsafdeling et eller andet sted hen, og så ville jeg dø."

Joanne Greenberg blev psykiatriseret før de såkaldte "antipsykotika" fandt større udbredelse. Hun var indlagt på Chestnut Lodge, hvor hendes terapeut, Frieda Fromm-Reichmann successrigt prakticerede intensiv psykoterapi med som "skizofren" stemplede mennesker. Joanne Greenberg opnåede fuld recovery, blev verdenskendt forfatter (bl.a. I Never Promised You a Rose Garden) og professor i litteraturvidenskab.

Åbenhed gør stærk fortæller os, at Helle bor på et psykiatrisk bosted. Sandsynligheden for, at Helle og Emil bliver professor i hvad det end måtte være, er lig med nul. De vil højst sandsynligvis tilbringe deres liv med førtidspension, på bo- eller væresteder i udkanten af samfundet, kronisk syg og afhængig af systemets recoveryforhindrende,
hjerneskadende "behandling" resten af deres, takket være "behandlingen" med ca. 25 år forkortede, liv.

Daniel Mackler spørger i filmen Take These Broken Wings Joanne Greenberg også, hvad hun tror, Frieda Fromm-Reichmann ville sige til nutidens "behandling" af "skizofreni". "This is nonsense," er Joanne Greenberg's bud på Frieda Fromm-Reichmann's mest sandsynlige svar. Og nonsense er det. Ligesom filmen Åbenhed gør stærk.
_______________

¹ Kurt Ladefoged, "Skizofreni: Dert starter i de unge år"
² Lennart Jansson, Anette Vårlind, "Åbenhed gør stærk - om skizofreni i familien"
³ Inger-Liss Christoffersen, "Anmeldelse: 'Åbenhed gør stærk - om skizofreni i familien' "
⁴ PsykMISInfo? PsykMISInfo!!!

Take These Broken Wings - endnu en gang, og Bonnie's valg

Siden jeg var en smule uinspireret, da jeg skrev anmeldelsen af Take These Broken Wings i mandags, og siden jeg efterfølgende kom til at producere en lidt anderledes version, som jeg er noget mere glad for, til min engelske blog, følger her oversættelsen af denne, nyere version. Fulgt af et eksempel på, hvad en film som denne formår at bevirke.

Sidste måned postede Gianna en anmeldelse på sin blog, omhandlende Daniel Mackler's dokumentarfilm Take These Broken Wings. Recovery from Schizophrenia Without Medication.

Jeg kendte til Daniel Mackler's website, havde været der nogle gange, og var ikke i tvivl, at jeg måtte have fat i filmen. Den kunne kun være god.

Og god er den. Helt vildt god, faktisk! Filmen lægger sit hovedinteresse i at vise, at recovery fra det, psykiatrien kalder for "skizofreni", er muligt, at "skizofreni" ikke per definition er en livslang, kronisk sygdom, der kræver livslang - og i øvrigt ofte kronificerende - medicinering. Som filmen ser på de videnskabelige fakta, præsenteret af Robert Whitaker, Joanne Greenberg's og Catherine Penney's historier, fortalt af dem selv, og flere professionelles, som Peter Breggin, Ann-Louise Silver, Bertram Karon and Daniel Dorman, erfaringer, bliver det, atter en gang, tydeligt, at recovery, fuld recovery, fra "skizofreni" ikke bare er mulig, men faktisk noget, der burde forventes.



" 'Hvad har inspireret dig til at lave filmen Take These Broken Wings?'

'Hovedgrunden er at vise, at folk kan komme sig fra skizofreni. At det ikke er en livslang sygdom, at du ikke hænger på det. At det håbløse budskab, samfundet og det psykiatriske system og medierne kommer med, simpelthen ikke er sandt. Jeg vil bekæmpe det budskab. For, jeg er terapeut. Jeg har arbejdet med mange mennesker med skizofreni. Jeg har set adskillige komme sig. Og jeg har også set nogle mennesker ikke komme sig. Og jeg har undret mig: Hvorfor kommer de sig ikke? Og en af hovedårsagerne er, at disse mennesker er låst fast i deres tro på alt, hvad det psykiatriske system, alt hvad deres psykiater, deres kontaktperson, deres familier og medierne og alle de psykologibøger, de har læst, fortæller dem: at de ikke kan komme sig. Jeg ved, at det er en løgn, og jeg vil gøre mit bedste, for at afsløre den.' "

For mig var specielt to af de mange aspekter ved behandlingen og recoveryen, som Take These Broken Wings kommer ind på, interessante: kvalitetsforskellen mellem en recovery, der opnås uden brug af psykofarmaka, sammenlignet med en "recovery", der stadigt indbefatter brug af psykofarmaka - såfremt en recovery, der stadigt kræver vedligeholdelsesmedicinering, overhovedet kan kaldes for recovery - på den ene side,



"Når mennesker kan vokse igennem psykosen, når de, igennem det dynamiske arbejde, kan forstå, hvad der førte til sammenbruddet, og hvad der bidrager til den nye sammenhæng, giver det dem en stolthed i deres personlighed, og en fornemmelse af at være et centreret selv, der kan komme videre og takle udfordringer. Når et menneske føler sig holdt sammen af det tape, medicinen er, vil dette menneske være bange for at gå ud i regnvejret, af angst for, at regnen vasker tapen af, og mennesket ender tilbage på hospitalet."

og den grelle forskel mellem den behandling, der er standard i dag, og den slags hjælp for mennesker i krise, bl.a. Peter Breggin går ind for, på den anden:



"Nøglen til at hjælpe folk, det allervigtigste, er at hjælpe dem til at overkomme følelsen af hjælpeløshed. At hjælpe dem til at forstå, at de faktisk kan forstå tingene og træffe afgørelser og valg. Og du kan ikke gøre det, når du giver medicin. Fordi du siger til dem: 'Du kan ikke gøre det. Du har brug for et medikament.' Og det er meget trist, at vi ikke har steder, hvor folk kan tage hen og få omsorg. Som under den moralske æra i psykiatrien i det 18. og 19. århundrede, hvor vi havde sygehuse, specielt i England, hvor du kunne få den slags behandling, som en person som mig eller Loren Mosher ville give folk, der er meget forstyrret."

Hvad siger det mig om vores samfund generelt, om vores kulturs præferencer, at vi, på trods af en fundamental mangel på beviser for denne behandlings effektivitet, og på trods af, at alternativer, hvis effektivitet faktisk er bevist, ikke desto mindre bliver ved med at nærmest udelukkende behandle "de mest sårbare mennesker" (Peter Breggin) på den mest umennskelige måde man kan tænke sig?

Selv om filmen fokusserer på psykoterapi som behandling, nævner Daniel Mackler dog også, at den ikke er den eneste mulige vej til at opnå recovery fra "skizofreni". Alle veje fører til Rom, kunne man sige. Alle undtagen en.

Ligesom de fleste - om ikke alle - med "skizofreni" diagnosticerede menneskers livshistorie, så er også Joanne Greenberg's og Catherine Penney's historier historier om traumatiske barndomsoplevelser. Mens deres recoveryhistorier er historier om bevidstgørelsen, bearbejdningen og forståelsen af traumerne - og deres reaktioner på dem. Mens der altså er én vej, der mere effektivt end nogen anden undertrykker, ja endda reducerer bevidsthed og forståelse, og der viser sig, at være en blindgyde i det lange løb: livslang "vedligeholdelses"medicinering, kombineret med overbevisningen om, at "skizofreni" er en kronisk, biologisk hjernesygdom, forårsaget af en kemisk ubalance i transmitterstofskiftet, dens "symptomer" således værende helt uden betydning, og ikke værd, at blive gjort til genstand for en dybere, meningssøgende efterforskning - for eksempel vejledt og støttet af en psykoterapeut.



"Jeg gør ikke brug af den medicinske model. Jeg formulerer ikke nogen som helst diagnose overhovedet, når jeg sætter mig sammen med nogen. Jeg er ligeglad. Jeg tænker ikke engang på det. Jeg vil høre personens historie, og hvem vedkommende er, og hvad vedkommendes problemer er. Den medicinske model er en checkliste over symptomer, der så bliver samlet sammen i kategorier, og så behandlet som om det var et medicinsk problem. Som regel med medikamenter. Terapeuten kan være en pålidelig guide. En guide ind i sindet, ind i det forfærdende, og med hensyn til verdenens realiteter."

Take These Broken Wings er et brilliant plædoyer ikke bare for psykoterapi, men for alle alternative behandlingstilgange til kriser, der sigter mod forståelse snarere end mod den blotte undertrykkelse af "symptomer". Samtidigt klarer filmen, at navigere successrigt udenom fælderne af at polemisere mod psykiatrien og forherrlige kriser som sådan.



" 'Tror du, folk kan komme sig helt fra skizofreni og leve et liv uden nogen som helst medikamenter?'

'Absolut. For det første er der to måder, hvorpå du kan svare på dette spørgsmål. Den ene er: 'Jeg kender mange,' som du gør, 'der er blevet diagnosticeret med skizofreni, og der havde alvorlige, psykotiske episoder, der er kommet sig og ikke tager medikamenter.' Så, personlig erfaring siger dig, at det er muligt og kan ske. For det andet - og det er, hvad vi ikke ved noget om, vi glemmer det - hvis du ser på forskningslitteraturen er der... Recovery var endda almindelig. Og jeg mener recovery uden brug af medicin var almindelig. Før vi endte op med denne behandlingsmodel, der fortæller folk, at de skal tage medikamenter for livet, og at der ikke findes håb for, at de nogensinde vil komme sig. Tror du, unge psykiatere har hørt: 'Ved du, vi har fulgt skizofrenipatienter igennem 30 år, og vi har fundet ud af, at en tredjedel kommer sig helt. Nu er det sådan, at ingen af dem tog medikamenter. Så, hvad vi bør gøre, er at hjælpe folk til at trappe ud af deres medikamenter.' Fortæller man det til kandidater i psykiatrien? Ikke på vilkår."

Klipningen med sine forholdsvis hurtige skift mellem sekvenserne fra de forskellige interviews, der danner grundlag for Take These Broken Wings, dens subtile humor og poetiske billedvalg gør filmen også i kunstnerisk henseende til en fornøjelse at se.

Dokumentarens i mine øjne eneste svage punkt, den lidt uheldige terminologi, har jeg nævnt i mit forrige indlæg her på bloggen. Ligesom jeg har nævnt, at der findes en, acceptabel, om end stadigt ikke helt uproblematisk, forklaring på det. Jeg kan tilføje, at terminologien også blev valgt, for at gøre det nemmere at forstå for "ikke-indviede", hvad der er tale om. Hvilket dog heller ikke er helt uproblematisk. Men det er stof til et andet indlæg, og imidlertid er der også fyren i Washington Square Park, der siger: "Det er en gave, ikke en psykisk sygdom, en gave." Det er lige nøjagtigt hvad det er, ja.

Bestil filmen her, og se trailerne og flere klip på Daniel Mackler's YouTube channel.
_______________

Bonnie's valg

For godt og vel et år siden havde jeg en snarere ubehagelig diskussion med Kirsten Sefland (jeg tænker egentligt ikke, hun kan have noget imod, at blive nævnt ved navn, siden hun jo står offentligt frem med sine meninger), psykiatribruger og entusiastisk forsvarer af elektrochok og psykiatrisk "behandling" af livsproblemer generelt.

Jeg lagde ud med at bede Kirsten Sefland om at lade mig tilkomme hvad der måtte være af videnskabelige beviser for hendes påstande, mens jeg selv sendte hende adskillige links til studier og artikler, der underbyggede mine holdninger. Jeg fik aldrig så meget som et eneste link. Hvad jeg fik retur, var noget følelsesladede, tildels personlige angreb - flere, ja, og nej, jeg er bestemt heller ikke nogen engel; selv om jeg, stort set, bevarede roen under mail-korrespondencen, så gav jeg dog også i et vist omfang slip på den, da jeg skrev indlægget, jeg linker til foroven... - hvoraf det ene anklagede mig for at være én af de personer, på grund af hvilke "unge læger vælger psykiatrien fra som speciale". Jeg ønskede, det var sandt, men jeg tror nu, det er lidt for meget af æren, at antage, at mine skriverier her kunne have så stor indflydelse.

Der er imidlertid én, hvis værk har så stor indflydelse, som denne kommentar på Gianna's blog viser.

"Jeg så dit indlæg om Take These Broken Wings, jeg bestilte den med detsamme. Den var en af de afgørende faktorer for at jeg sagde mit job op, hvilket jeg havde overvejet i lang, lang tid. Jeg så den to gange, grinte, græd. Så den en tredje gang med min mand. Så tog jeg den med på arbejde, og viste den til nogle af mine forhenværende kollegaer...," skriver Bonnie, der altså nu har sagt sit job i psykiatrien op.

Og, medmindre man har tilstrækkeligt med frihed til at gøre tingene videstgående på ens egen måde, som for eksempel Rufus May har det, så er det, at forlade et system, der er såpas præget af mishandling og voldelighed som psykiatrien er det, vist også den eneste holdbare løsning på sigt. I hvert fald for den, der erkender mishandlingen og voldeligheden som den mishandling og den voldelighed de er.

Stærkt gået, Bonnie og Daniel!!!

"The Doctor Who Hears Voices" - En film om stemmehøring

Dokumentarfilmen "The Doctor Who Hears Voices" kan ses på YouTube eller her nedenunder i indlægget som playlist. Filmen omhandler den britiske terapeut Rufus May's tilgang til stemmehøring, mens den tager udgangspunkt i hans arbejde med en af hans klienter, den unge læge "Ruth". Ruth, der i virkeligheden hedder noget andet, og hvis part i dokumentaren spilles af en skuespillerske, for at garantere den virkelige Ruth anonymitet*, søger hjælp hos Rufus, fordi hun hører en stemme, der siger, hun skal tage livet af sig.

Rufus May er en meget kontroversiel figur i systemet. Til forskel for systemet, mener han ikke, at mennesker som Ruth hører hjemme i et psykiatrisk sygehus, mere eller mindre stærkt medicineret. Han mener heller ikke, at f.eks. "skizofreni" er en legitim diagnose. Han mener derimod, at "medicin kan ødelægge liv, og at alle psykiatriske sygehuse skulle lukkes."

Han spørges af Leo Regan, filmens direktør:
"Her er en kvinde, der kommer til dig i en krisetilstand. Du arbejder med hende, og (...) du tror, det er bedre, at hun ikke bruger medicin, bedre for hendes recovery. Ville nogle professionelle ikke mene, at det er meget uprofessionelt?"

Rufus May: "Jeg tænker, det er et forsøg værd..."

Leo Regan: "Sagen er, du opfordrer hende ikke til at tage medicin. Du opfordrer hende ikke til at søge..."

Rufus May: "Nej. Jeg mener, det er bare at neddæmpe alting, fortrænge de oplevelser, der så vil dukke op igen og igen."

Ved en podiumsdiskussion griber Rufus May chancen og konfronterer Trevor Turner, en af Storbritanniens førende psykiatere og forfatter af bl.a. bogen Schizophrenia: Your Questions Answered: "Der findes ikke noget i bogen om hvordan psykotiske oplevelser faktisk er meningsfulde. Når folk kommer frem med hvad du kalder 'ordsalat', kan du faktisk... og du virkeligt lytter til folks oplevelser, er der en mening i det. Du er nødt til at afkode den. Trevor, det er virkeligt..., du er en klog mand, ved du. Den [bogen] er velskrevet. Men der mangler en hel del. Meningen. 'Recovery' er ikke i indeksen."

På Rufus May's bemærkning, at Trevor Turner ikke lytter til sine "patienter", spørger Turner, om Rufus May nogensinde har været tilstede under en konsultation med ham, Turner. Rufus May svarer: "Ja." Og spurgt om hvornår, siger han: "Du var en af mine læger. For 20 år siden." Som 18-årig oplevede Rufus May selv en eksistentiel krise, blev stemplet som værende "skizofren", og fik at vide, at han aldrig ville komme sig, altid ville være nødt til at tage "medicin". Bl.a. altså af Trevor Turner.

I et forløb, der varer tolv måneder, lykkes det Ruth med hjælp fra Rufus May at få så meget selvindsigt og dermed kontrol over stemmen, at hun kan vende tilbage til sit arbejde. Stemmen er ikke forsvundet, men Ruth siger, at hendes oplevelse med stemmen og arbejdet med sig selv har gjort hende stærkere som personlighed. I sidste ende en oplevelse, hun har haft gavn af, er vokset af at have.

Lige siden Mary Maddock for nogle måneder siden gjorde opmærksom på filmen, har jeg ventet spændt på, at den skulle blive tilgængeligt i en eller anden form, så jeg kunne se den. Nogle passager var lidt barske at se. Meget "tæt på". Og jeg kan forestille mig, at de også er det for andre. Men uanset er filmen uden tvivl et meget vigtigt bidrag til en bedre forståelse af "psykotiske" oplevelser og især stemmehøring. Helt klart en af de film, jeg ville ønske blev vist i dansk fjernsyn også. I "prime time".

Her er filmen "The Doctor Who Hears Voices":


_______________

*Der findes mennesker, der mener, Ruth burde meldes til NHS, National Health Service, det britiske sundhedsvæsens øverste myndighed, og ikke have lov til at prakticere, da hun i deres øjne er "psykisk syg" og til fare for sine patienter.