Torsdag den 13.12.07 afholder LAP demonstrationer i København, Århus og Odense. Demonstrationerne skal gøre opmærksom på "sindslidendes" vilkår og deres ønsker til en forbedring af disse. Samtidigt skal der afleveres en underskriftsindsamling, som brugere på Sindnet har initieret. Brugernes ønskeliste omfatter 12 punkter, hvoraf jeg uden problemer kan støtte de 11. Det 12. punkt gør imidlertid, at jeg hverken har underskrevet indsamlingen eller vil deltage i demonstrationen. Punktet hedder: "Vi ønsker flere sengepladser på psykiatriske afdelinger."
Jeg ønsker nemlig alt andet end flere sengepladser på psykiatriske afdelinger. Det jeg i stedet for ønsker mig, og som jeg desuden mener mangler på listen, er psykiatri-alternativer, såsom krise-centre, indretninger som Soteria, Windhorse eller Weglaufhaus i Berlin.
Jeg mener ikke, at mennesker i krise har noget at gøre på et sygehus. Sygehusatmosfæren, uanset hvor pastelfarvet-nymalet væggene måtte være, formidler en selvopfattelse af at være "syg": hjælpeløs, afhængig af omsorg og pleje, ikke i stand til at tage vare på sig selv. Dette står i grel kontrast til recovery'ens første og vigtigste forudsætning: empowerment.
Selvfølgeligt er jeg, ikke mindst af egen erfaring, udmærket godt klar over, at mennesker i krise kan have meget svært ved at skulle tage ansvar for sig selv og vare på sig selv. Hvorfor de uden tvivl har brug for støtte til det. Men at placere mennesker i krise på et sygehus, er altså ikke at støtte dem i at genfinde de ressourcer, der skal til, så de igen kan tage deres liv i egne hænder. At anbringe mennesker i krise på et sygehus er at bestyrke deres selvopfattelse af at være utilstrækkelige, svage, syge, og med det sidste er det ikke andet end endnu et budskab om den biologiske hjernesygdom, psykiatrien så gerne vil have sine brugere til at tro på for at kunne sælge sin "behandling", sine piller til dem.
Set på denne måde, falder ønsket om mere terapi og gratis psykologer til jorden. Samtaler med en psykolog kan ikke helbrede en organisk sygdom. Samtaler med en psykolog kan løse emotionale, eksistentielle problemstillinger. Men, hvad laver mennesker med emotionale, eksistentielle problemstillinger på et sygehus? De er jo ikke organisk syge. Eller er vores fagre nye verden virkeligt allerede nået dertil, at det at være et tænkende, følende, levende menneske er en organisk sygdom?? I så fald er der vist heller ikke brug for psykologer længere i denne fagre nye verden. Og heller ikke for "mere psykoterapeutisk og analytisk uddannelse af behandlere/psykiatere". I så fald er der udelukkende brug for flere piller, mere ect og gerne også implantater og psykokirurgi. Og, selvfølgeligt, flere sengepladser på psykiatriske afdelinger.
Et ønske om alternativer fri for psykiatrisk indoktrination og "medicin", havde pyntet gevaldigt på listen og fået mig til både at underskrive og deltage i demonstrationen. Ønsket om flere sengepladser på psykiatriske afdelinger derimod, kan og vil jeg ikke bakke op om.
fredag den 30. november 2007
torsdag den 29. november 2007
Salvation Syndrome
Siden jeg taggede mit opråb til farmaindustrien - og psykiatrien - fra den 20.11. med "Salvation Syndrome", må jeg vist hellere forklare, hvad jeg mener med det.
Jeg har igennem noget tid spekuleret over, hvad det mon er, der får mennesker i krise til at tro at psykiatrien skulle være en institution, der blev etableret og bliver opretholdt for at hjælpe DEM, alt imens jeg synes, det er ret så åbenlyst, at denne institution blev etableret og bliver opretholdt ene og alene for at hjælpe alle andre end mennesket i krise. At den blev etableret og bliver opretholdt i det øjemed at beskytte samfundet mod (af samfundet) forstyrrede og (samfundet) forstyrrende elementer.
Blandt andet, som jeg vil komme ind på i et senere indlæg, kom jeg frem til det, jeg valgte at kalde for "Salvation Syndrome" - for en gangs skyld betjener jeg mig en nærmest psykiatrisk kategorisering og terminologi. Jeg håber, jeg vil blive tilgivet!
For at illustrere konceptet, vil jeg citere fra svaret på mit bidrag til Outsiderens ect-debat. Svaret blev trykt i Outsideren nr.60/2007 under overskriften "Elektrochok redder liv!" Jeg vil ikke her nævne indlæggets forfatter ved navn. Outsiderens læsere ved, hvem forfatteren er. I parentes mine anmærkninger.
"Den vagthavende psykiater kendte mig ikke, men det gjorde afdelingssygeplejersken. Psykiateren mente, at jeg var almindelig ked af det (uhørt! "Almindelig ked"! Hvordan KAN han!) og var parat til at sende mig hjem. Men afdelingssygeplejersken syntes ikke om min tilstand og ville observere mig i 24 timer (ja, afdelingssygeplejersken KENDER K., og VIDSTE hvad K. havde behov for og længtedes efter). Hurtigt viste det sig, at jeg udviklede manisk delirium,..." (Det var på et hængende hår, men takket være afdelingssygeplejersken fik K. alligevel adgang til den psykiatriske magts hellige haller, og så måtte hun jo hellere skynde sig og udvise alle tegn, læs "symptomer", på, at hun var berettiget til frelsning, læs "behandling", så hun derved kunne blive bevaret fra at skulle gå igennem sin personlige udgave af den dybt menneskelige, men også, tilstået, meget smertefulde og triste oplevelse det er at blive konfronteret med følelser af indre tomhed og meningsløshed.)
Dér har vi det: Salvation Syndrome, eller: "Frels mig fra at skulle være et selv- og ansvarsbevidst menneske!"
Faktisk er K.s ordvalg noget af det mest religiøs-patetiske (i ordets virkelige, retoriske betydning), jeg nogensinde er stødt på. "Halvbevidstløs, som jeg var, fornemmede jeg dog min rare plejer Finns tillidsvækkende stemme og suset fra gangene, der føltes som svanevinger mod min kind", beskriver K. transporten til ect-rummet. Et religiøs-patetisk og underligt fremmedbestemt sprog.
Som antydet foroven, betvivler jeg ikke at K. var ked af det, meget ked, og i virkeligt stor smerte, da hun opsøgte psykiatrien. Men desværre havde også K., under tidligere kontakt med denne psykiatri, købt dens pseudo-løsninger for sin tristhed og smerte som de eneste mulige og gyldige. Lige nøjagtigt som folk accepterer reklameindustriens budskaber om at man kan blive en personlighed hvis man køber et "Invita"-køkken, at man kan opnå frihed igennem en trådløs internetforbindelse, eller at man kan opleve livet hvis man drikker en Cola, så accepterer folk psykiatriens budskab om at man kan undgå at skulle tage itu med sine emotionale og eksistentielle problemer, at man kan undgå at skulle være et levende menneske, ved at købe dens diagnoser og "behandling". Hvad alle disse budskaber ikke fortæller er, at deres pseudo-løsninger for ens behov og længsler, pga. deres provisoriske såvel som fremmedgørende karakter, uvægerligt vil skabe alt større behov og længsler indeni én, som uvægerligt vil gøre én alt mere afhængig af de anprisede varer. Alt imens man får at vide, at ens tiltagende smerte, den tiltagende tomhed og meningsløshed, man føler, netop fordi ens behov og længsler aldrig virkeligt bliver tilgodeset, skyldes en kronificering af ens "psykiske sygdom", og derfor kræver køb af endnu flere varer, læs diagnoser og "behandling": Tag en Cola til, eller to, eller tre... og bliv frelst, endnu en gang.
K. endte med at få 11 ect-"behandlinger" på en enkel uge. Hun er sikker på, at det reddede hendes liv. I dag er hun en af psykiatriens og ect'ens mest udtalte forkæmpere i Danmark, hun holder "foredrag om sygdommens ("bipolar affektiv lidelse") forløb og elektrostimulationens effektivitet", og det er blevet hende foreslået at skrive en bog om hendes erfaringer. Danmarks Kitty Dukakis.
Jeg tvivler ikke på, at ect har reddet noget for K. Men jeg er aldeles ikke sikker på, at dette noget er hendes liv.
Jeg har igennem noget tid spekuleret over, hvad det mon er, der får mennesker i krise til at tro at psykiatrien skulle være en institution, der blev etableret og bliver opretholdt for at hjælpe DEM, alt imens jeg synes, det er ret så åbenlyst, at denne institution blev etableret og bliver opretholdt ene og alene for at hjælpe alle andre end mennesket i krise. At den blev etableret og bliver opretholdt i det øjemed at beskytte samfundet mod (af samfundet) forstyrrede og (samfundet) forstyrrende elementer.
Blandt andet, som jeg vil komme ind på i et senere indlæg, kom jeg frem til det, jeg valgte at kalde for "Salvation Syndrome" - for en gangs skyld betjener jeg mig en nærmest psykiatrisk kategorisering og terminologi. Jeg håber, jeg vil blive tilgivet!
For at illustrere konceptet, vil jeg citere fra svaret på mit bidrag til Outsiderens ect-debat. Svaret blev trykt i Outsideren nr.60/2007 under overskriften "Elektrochok redder liv!" Jeg vil ikke her nævne indlæggets forfatter ved navn. Outsiderens læsere ved, hvem forfatteren er. I parentes mine anmærkninger.
"Den vagthavende psykiater kendte mig ikke, men det gjorde afdelingssygeplejersken. Psykiateren mente, at jeg var almindelig ked af det (uhørt! "Almindelig ked"! Hvordan KAN han!) og var parat til at sende mig hjem. Men afdelingssygeplejersken syntes ikke om min tilstand og ville observere mig i 24 timer (ja, afdelingssygeplejersken KENDER K., og VIDSTE hvad K. havde behov for og længtedes efter). Hurtigt viste det sig, at jeg udviklede manisk delirium,..." (Det var på et hængende hår, men takket være afdelingssygeplejersken fik K. alligevel adgang til den psykiatriske magts hellige haller, og så måtte hun jo hellere skynde sig og udvise alle tegn, læs "symptomer", på, at hun var berettiget til frelsning, læs "behandling", så hun derved kunne blive bevaret fra at skulle gå igennem sin personlige udgave af den dybt menneskelige, men også, tilstået, meget smertefulde og triste oplevelse det er at blive konfronteret med følelser af indre tomhed og meningsløshed.)
Dér har vi det: Salvation Syndrome, eller: "Frels mig fra at skulle være et selv- og ansvarsbevidst menneske!"
Faktisk er K.s ordvalg noget af det mest religiøs-patetiske (i ordets virkelige, retoriske betydning), jeg nogensinde er stødt på. "Halvbevidstløs, som jeg var, fornemmede jeg dog min rare plejer Finns tillidsvækkende stemme og suset fra gangene, der føltes som svanevinger mod min kind", beskriver K. transporten til ect-rummet. Et religiøs-patetisk og underligt fremmedbestemt sprog.
Som antydet foroven, betvivler jeg ikke at K. var ked af det, meget ked, og i virkeligt stor smerte, da hun opsøgte psykiatrien. Men desværre havde også K., under tidligere kontakt med denne psykiatri, købt dens pseudo-løsninger for sin tristhed og smerte som de eneste mulige og gyldige. Lige nøjagtigt som folk accepterer reklameindustriens budskaber om at man kan blive en personlighed hvis man køber et "Invita"-køkken, at man kan opnå frihed igennem en trådløs internetforbindelse, eller at man kan opleve livet hvis man drikker en Cola, så accepterer folk psykiatriens budskab om at man kan undgå at skulle tage itu med sine emotionale og eksistentielle problemer, at man kan undgå at skulle være et levende menneske, ved at købe dens diagnoser og "behandling". Hvad alle disse budskaber ikke fortæller er, at deres pseudo-løsninger for ens behov og længsler, pga. deres provisoriske såvel som fremmedgørende karakter, uvægerligt vil skabe alt større behov og længsler indeni én, som uvægerligt vil gøre én alt mere afhængig af de anprisede varer. Alt imens man får at vide, at ens tiltagende smerte, den tiltagende tomhed og meningsløshed, man føler, netop fordi ens behov og længsler aldrig virkeligt bliver tilgodeset, skyldes en kronificering af ens "psykiske sygdom", og derfor kræver køb af endnu flere varer, læs diagnoser og "behandling": Tag en Cola til, eller to, eller tre... og bliv frelst, endnu en gang.
K. endte med at få 11 ect-"behandlinger" på en enkel uge. Hun er sikker på, at det reddede hendes liv. I dag er hun en af psykiatriens og ect'ens mest udtalte forkæmpere i Danmark, hun holder "foredrag om sygdommens ("bipolar affektiv lidelse") forløb og elektrostimulationens effektivitet", og det er blevet hende foreslået at skrive en bog om hendes erfaringer. Danmarks Kitty Dukakis.
Jeg tvivler ikke på, at ect har reddet noget for K. Men jeg er aldeles ikke sikker på, at dette noget er hendes liv.
Det var på tide! - P.S.
Her en lille tilføjelse til gårsdagens post, som sådan set besvarer spørgsmålet om, hvorvidt man har tænkt sig fra sundhedsstyrelsens side at sætte spørgsmålstegn ved "eksperternes" ekspertisiske vurdering. På tysk har man et ordsprog: "En krage hakker ikke den anden et øje ud"
onsdag den 28. november 2007
Det var på tide!
Den, især i Danmark, meget udbredte og udprægede "Sådan har vi gjort de sidste 10/20/100 år, sådan bliver vi ved med at gøre"-mentalitet kan godt gøre det svært for nye trends at vinde frem her i landet. På nogle områder er danskerne dog efterhånden godt med.
Så kunne man den 25.11.07 f.eks. læse i "Erhverv på nettet", at "forbruget af antipsykotisk medicin sætter nye rekorder". Alene i det første halvår 2007 blev der ifølge artiklen omsat for 409 millioner kroner neuroleptika i Danmark. Og det, selv om sundhedsstyrelsen i forbindelse med flere dødsfald pga. overmedicinering respektive medicinering med et flertal af "medikamenter" på samme tid, anbefalede lægerne at holde igen.
På den ene side har vi her altså sundhedsstyrelsen, der bønfalder lægerne om at lægge bånd på sig, på den anden har vi medicinalindustriens salgsrepræsentanter, der vifter med et (tykt) bundt dollars foran næsen af samme læge. I USA topper psykiatere statistiken over hvor meget de forskellige speciallægegrupper scorer i belønning for en god salgsindsats. Hvad vælger lægen mon? At lytte til sundhedsstyrelsens bøn - og det aflagte lægeløfte om ikke at tilføje nogen skade - eller en pæn ekstraindkomst, der sikrer det næste ferieophold på Hawaii, med luksushotel og palmestrand?
Det overvejes nu kraftigt, at gribe til mere kontante midler end bøn fra sundhedsstyrelsens side og sætte i gang med en nøje overvågning. Spørgsmålet er dog, om dette kan have en effekt i et fag, som er såpas styret af tro og subjektiv vurdering i stedet for af videnskabelighed, som psykiatrien er det. Hvad har sundhedsstyrelsen tænkt sig at svare, når en" læge" f.eks. påstår at ni forskellige "medikamenter" er en nødvendighed, at mindre ikke kan gøre det, som sket i tilfældet Luise? Man har vel næppe tænkt sig at sætte spørgsmålstegn ved "eksperternes" ekspertisiske vurdering??
Et andet område på hvilket danskerne er ved at hale godt ind på den internationale, og her især US-amerikanske, standard, er psykiatriseringen af børn. "ADHD", "angst" og "OCD" hos børn og de uvægerligt tilhørende piller har vi jo kendt i en del år efterhånden. Det er dog gået lidt trægt med at få sat andre psykiatriske mærkater på børn og dermed få åbnet for nye afsætningsmarkeder for farmaindustrien.
Igennem de seneste fem år er den danske psykiatri dog tilsyneladende endeligt vågnet op af sin tornerosesøvn når det kommer til "depression" hos børn: Antallet af børn og unge, der udsættes for en "depressions"-diagnose er næsten fordoblet igennem de sidste fem år, fremgår det af en artikel i Kristeligt Dagblad. Og i en anden artikel på netdoktor.dk fortæller Per Hove Thomsen at mellem 50 og 70% af børnene med en "depressions"-diagnose, samt nærmest alle unge med en sådan, selvfølgeligt får "medicin". Selvfølgeligt, fordi "depression" jo er en biologisk sygdom, som vi alle ved, og derfor kræver medicinsk "behandling". "Nogle depressive tilstande er arvelige", hedder det så også i Netdoktorens artikel. Jeg vil her gerne give Netdoktor et fif: Vær mere påpasselige med jeres ordvalg! Farmaindustrien og psykiatrien plejer gerne at gøre brug af et diskret "antageligt" eller "formodentligt" i sådanne sætninger. Det forebygger, at nogen be'r om dokumentation, der underbygger påstanden videnskabeligt. Og som bekendt, er der jo ikke noget indenfor psykiatriens område, der er videnskabeligt bevist.
Børn og unge er altså lige så lidt kede af det som voksne. De lider af en "psykisk sygdom", læs: hjernesygdom, ved navn "depression", ja! De har lige så lidt brug for at en empatisk, forstående person giver dem noget af sin tid og lytter til deres problemer som voksne med en "depressions"-diagnose. De har brug for piller. Og så en smule opdragende terapi måske, ved siden af.
"Det er ikke udelukkende negativt, at forbruget af antidepressive præparater til børn og unge er steget. Forbruget har nemlig hidtil været minimalt", konstaterer Per Hove Thomsen. Nej, det er vitterligt også på tide, at vi bevæger os væk fra et minimumsforbrug af f.eks. Effexor! Det vil i hvert fald Wyeth, producent af Effexor og sponsor for sitet, synes. Og når bare Wyeths kasse stemmer, så betyder det knapt så meget, at børn og unges selvmordsrisiko øges betragteligt af den såkaldt "anti"depressive "medicin", og at den nemt kan gøre ens barn til en school-shooter eller psykotisk.
Sympatisk i denne sammenhæng er Gideon Zlotniks udtalelser til Kristeligt Dagblad. "Det er en uhyggelig udvikling", siger han om det stigende pilleforbrug. "Det kan ikke være rigtigt, at vi løser et samfundsproblem med medicin til børn", mener han, og: "Vi sætter en diagnose på noget, som bare er en del af livet. Der er ikke længere plads til, at vi må græde, eller at vi ikke har lyst til at spise eller gå ud af døren en dag. Vi lever i en kultur, hvor vi skal smile og føle os harmoniske hver dag."
Jeg kan kun give Gideon Zlotnik ret. At være ked af det, forvirret, angst eller vred hører lige så meget til livet, til det at være et levende menneske, som det at være glad. Men desværre bliver der mindre og mindre plads i vores fagre nye verden, vores kultur, til levende mennesker. Og psykiatrien sørger flittigt for, at der bliver endnu mindre plads til dem, og det bliver spændende at se, hvornår man har tænkt sig i Danmark at blive så dygtig til at diagnosticere, at man finder de første to-åringer med "bipolar affektiv lidelse". Så vi også her i landet snart kan få vores Rebecca Riley.
Så kunne man den 25.11.07 f.eks. læse i "Erhverv på nettet", at "forbruget af antipsykotisk medicin sætter nye rekorder". Alene i det første halvår 2007 blev der ifølge artiklen omsat for 409 millioner kroner neuroleptika i Danmark. Og det, selv om sundhedsstyrelsen i forbindelse med flere dødsfald pga. overmedicinering respektive medicinering med et flertal af "medikamenter" på samme tid, anbefalede lægerne at holde igen.
På den ene side har vi her altså sundhedsstyrelsen, der bønfalder lægerne om at lægge bånd på sig, på den anden har vi medicinalindustriens salgsrepræsentanter, der vifter med et (tykt) bundt dollars foran næsen af samme læge. I USA topper psykiatere statistiken over hvor meget de forskellige speciallægegrupper scorer i belønning for en god salgsindsats. Hvad vælger lægen mon? At lytte til sundhedsstyrelsens bøn - og det aflagte lægeløfte om ikke at tilføje nogen skade - eller en pæn ekstraindkomst, der sikrer det næste ferieophold på Hawaii, med luksushotel og palmestrand?
Det overvejes nu kraftigt, at gribe til mere kontante midler end bøn fra sundhedsstyrelsens side og sætte i gang med en nøje overvågning. Spørgsmålet er dog, om dette kan have en effekt i et fag, som er såpas styret af tro og subjektiv vurdering i stedet for af videnskabelighed, som psykiatrien er det. Hvad har sundhedsstyrelsen tænkt sig at svare, når en" læge" f.eks. påstår at ni forskellige "medikamenter" er en nødvendighed, at mindre ikke kan gøre det, som sket i tilfældet Luise? Man har vel næppe tænkt sig at sætte spørgsmålstegn ved "eksperternes" ekspertisiske vurdering??
Et andet område på hvilket danskerne er ved at hale godt ind på den internationale, og her især US-amerikanske, standard, er psykiatriseringen af børn. "ADHD", "angst" og "OCD" hos børn og de uvægerligt tilhørende piller har vi jo kendt i en del år efterhånden. Det er dog gået lidt trægt med at få sat andre psykiatriske mærkater på børn og dermed få åbnet for nye afsætningsmarkeder for farmaindustrien.
Igennem de seneste fem år er den danske psykiatri dog tilsyneladende endeligt vågnet op af sin tornerosesøvn når det kommer til "depression" hos børn: Antallet af børn og unge, der udsættes for en "depressions"-diagnose er næsten fordoblet igennem de sidste fem år, fremgår det af en artikel i Kristeligt Dagblad. Og i en anden artikel på netdoktor.dk fortæller Per Hove Thomsen at mellem 50 og 70% af børnene med en "depressions"-diagnose, samt nærmest alle unge med en sådan, selvfølgeligt får "medicin". Selvfølgeligt, fordi "depression" jo er en biologisk sygdom, som vi alle ved, og derfor kræver medicinsk "behandling". "Nogle depressive tilstande er arvelige", hedder det så også i Netdoktorens artikel. Jeg vil her gerne give Netdoktor et fif: Vær mere påpasselige med jeres ordvalg! Farmaindustrien og psykiatrien plejer gerne at gøre brug af et diskret "antageligt" eller "formodentligt" i sådanne sætninger. Det forebygger, at nogen be'r om dokumentation, der underbygger påstanden videnskabeligt. Og som bekendt, er der jo ikke noget indenfor psykiatriens område, der er videnskabeligt bevist.
Børn og unge er altså lige så lidt kede af det som voksne. De lider af en "psykisk sygdom", læs: hjernesygdom, ved navn "depression", ja! De har lige så lidt brug for at en empatisk, forstående person giver dem noget af sin tid og lytter til deres problemer som voksne med en "depressions"-diagnose. De har brug for piller. Og så en smule opdragende terapi måske, ved siden af.
"Det er ikke udelukkende negativt, at forbruget af antidepressive præparater til børn og unge er steget. Forbruget har nemlig hidtil været minimalt", konstaterer Per Hove Thomsen. Nej, det er vitterligt også på tide, at vi bevæger os væk fra et minimumsforbrug af f.eks. Effexor! Det vil i hvert fald Wyeth, producent af Effexor og sponsor for sitet, synes. Og når bare Wyeths kasse stemmer, så betyder det knapt så meget, at børn og unges selvmordsrisiko øges betragteligt af den såkaldt "anti"depressive "medicin", og at den nemt kan gøre ens barn til en school-shooter eller psykotisk.
Sympatisk i denne sammenhæng er Gideon Zlotniks udtalelser til Kristeligt Dagblad. "Det er en uhyggelig udvikling", siger han om det stigende pilleforbrug. "Det kan ikke være rigtigt, at vi løser et samfundsproblem med medicin til børn", mener han, og: "Vi sætter en diagnose på noget, som bare er en del af livet. Der er ikke længere plads til, at vi må græde, eller at vi ikke har lyst til at spise eller gå ud af døren en dag. Vi lever i en kultur, hvor vi skal smile og føle os harmoniske hver dag."
Jeg kan kun give Gideon Zlotnik ret. At være ked af det, forvirret, angst eller vred hører lige så meget til livet, til det at være et levende menneske, som det at være glad. Men desværre bliver der mindre og mindre plads i vores fagre nye verden, vores kultur, til levende mennesker. Og psykiatrien sørger flittigt for, at der bliver endnu mindre plads til dem, og det bliver spændende at se, hvornår man har tænkt sig i Danmark at blive så dygtig til at diagnosticere, at man finder de første to-åringer med "bipolar affektiv lidelse". Så vi også her i landet snart kan få vores Rebecca Riley.
søndag den 25. november 2007
Fra asken i ilden - eller: Fra et misbrug til et andet
På Fyn jubler man: 7 ud af 10 alkoholikere kommer af med deres misbrug, når de bliver behandlet hos Alkoholbehandlingscenter Fyn. Her gør man nemlig det, at man sender alkoholikerne bl.a. til en psykiater. Mange misbrugere er jo "psykisk syge", som vi ved, og deres misbrug kan derfor betragtes som selvmedicinering.
Ja, alkoholikerne sendes altså til en psykiater, og denne finder så gerne frem til en eller anden diagnose. Gerne "angst" eller "depression". Og så er det selvfølgeligt om at komme i gang med pillerne, hurtigst muligt. Pilleindtagelsen betegnes selvsagt ikke som "misbrug" men som "behandling", selv om deres virkning overordnet set ikke er anderledes end alkoholens: De påvirker en persons sindstilstand ved at skabe en ubalance (dette er ikke en stavefejl, der skal virkeligt stå et "u" foran "balance") i hjernekemien og sørger, ligesom alkoholen, for at personen ikke er i stand til at fornemme sig selv og sine følelsesmæssige reaktioner som i upåvirket tilstand.
Pillerne betegnes som "medicin", selv om de fleste psykofarmaka, og her især benzoerne, er langt mere vanedannende end fritidsstoffer som hash, heroin, kokain og altså alkohol, og gerne forårsager mere eller mindre alvorlige, fysiske abstinenssymptomer, når man, på trods af psykiatriens "gode" råd om at blive ved med at tage dem livet ud, skulle prøve på at lægge dem på hylden. Heroin, ja. Det er bevist, at det er nemmere at stoppe med et H-misbrug, end at stoppe med psykofarmaka.
Pillerne betegnes som "medicin", selv om alle psykofarmaka, ligesom syntetisk fremstillede fritidsstoffer som Ecstasy, ved længervarende, daglig brug forårsager hjerneskader (svind af hjernematerie, celledød) i mindst lige så stor om ikke større omfang end f.eks. alkohol. Men det er selvfølgeligt, ligesom med al psykiatrisk "behandling", det ønskede behandlingsmål.
Fordelen ved psykiatrisk ordineret pillemisbrug overfor selvstyret, privat alkoholmisbrug er, at det psykiatrisk ordinerede pillemisbrug igennem samfundsinstitutionen psykiatri giver samfundet fuld kontrol over individuets misbrug og dermed over individuet som sådant. Noget, der ikke kan siges om et privat alkohol- eller stofmisbrug.
Fordelen for individuet er, at den eftertragtede, selvbedøvende effekt ved hjælp af lægeligt ordinerede piller ikke koster individuet nær så meget som et alkohol- eller stofmisbrug. Sygesikringen betaler, delvist eller helt, afhængig af individuets personlige økonomi.
Fra privat til statsligt sponsoreret (og kontrolleret) misbrug. Det må vel nok kaldes for success!
Kilde: TV2, nyhederne: Alkoholikere sendes til psykiater, 25.11.07
Ja, alkoholikerne sendes altså til en psykiater, og denne finder så gerne frem til en eller anden diagnose. Gerne "angst" eller "depression". Og så er det selvfølgeligt om at komme i gang med pillerne, hurtigst muligt. Pilleindtagelsen betegnes selvsagt ikke som "misbrug" men som "behandling", selv om deres virkning overordnet set ikke er anderledes end alkoholens: De påvirker en persons sindstilstand ved at skabe en ubalance (dette er ikke en stavefejl, der skal virkeligt stå et "u" foran "balance") i hjernekemien og sørger, ligesom alkoholen, for at personen ikke er i stand til at fornemme sig selv og sine følelsesmæssige reaktioner som i upåvirket tilstand.
Pillerne betegnes som "medicin", selv om de fleste psykofarmaka, og her især benzoerne, er langt mere vanedannende end fritidsstoffer som hash, heroin, kokain og altså alkohol, og gerne forårsager mere eller mindre alvorlige, fysiske abstinenssymptomer, når man, på trods af psykiatriens "gode" råd om at blive ved med at tage dem livet ud, skulle prøve på at lægge dem på hylden. Heroin, ja. Det er bevist, at det er nemmere at stoppe med et H-misbrug, end at stoppe med psykofarmaka.
Pillerne betegnes som "medicin", selv om alle psykofarmaka, ligesom syntetisk fremstillede fritidsstoffer som Ecstasy, ved længervarende, daglig brug forårsager hjerneskader (svind af hjernematerie, celledød) i mindst lige så stor om ikke større omfang end f.eks. alkohol. Men det er selvfølgeligt, ligesom med al psykiatrisk "behandling", det ønskede behandlingsmål.
Fordelen ved psykiatrisk ordineret pillemisbrug overfor selvstyret, privat alkoholmisbrug er, at det psykiatrisk ordinerede pillemisbrug igennem samfundsinstitutionen psykiatri giver samfundet fuld kontrol over individuets misbrug og dermed over individuet som sådant. Noget, der ikke kan siges om et privat alkohol- eller stofmisbrug.
Fordelen for individuet er, at den eftertragtede, selvbedøvende effekt ved hjælp af lægeligt ordinerede piller ikke koster individuet nær så meget som et alkohol- eller stofmisbrug. Sygesikringen betaler, delvist eller helt, afhængig af individuets personlige økonomi.
Fra privat til statsligt sponsoreret (og kontrolleret) misbrug. Det må vel nok kaldes for success!
Kilde: TV2, nyhederne: Alkoholikere sendes til psykiater, 25.11.07
lørdag den 24. november 2007
Ord, del I
Det er et nærmest gennemgående fænomen at individuer, der har fået en psykiatrisk diagnose betegner sig selv som "psykisk syg" eller "sindslidende". Psykiatriens sygdomsterminologi bliver af de fleste kritikløst overtaget, delvis endda af dem, der ellers siger, de ikke umiddelbart tror på gen- respektive transmitterstofhistorien, og altså ikke på "psykisk sygdom" som fysiologisk sygdom.
Åbenbart mener man, at ord, begreb ikke betyder det store. Det er en fejl. Sprog er et magt- og identifikationsmiddel som ikke kan overvurderes. Ikke uden grund er rhetorik og semiotik f.eks. videnskaber for sig selv.
Mine ord, mit ordvalg, definerer mig selv. De ER mig. Ofte læser man i debatfora og på websites det velmendte råd, at man ikke skal identificere sig med sin "sygdom", siden man jo ikke ER sin sygdom. Gerne udtalt af desamme personer, der så andetsteds i detsamme forum skriver: "Jeg ER psykisk syg".
Nu kan vi vist hurtigt blive enige om, at når en person siger: "Jeg er diabetiker", så gør det ikke personen til en "syg" personlighed. Det gør ikke denne persons psyke, hans eller hendes tanker, følelser og handlinger "syge". Desværre forholder det sig lidt anderledes, når det kommer til "psykisk sygdom". Fordi både en persons personlighed men også evtl. "psykisk sygdom" lokaliseres i personens hjerne. Altså må det være personens personlighed, der er syg. Kan man tage en person alvorligt hvis psyke, hvis tanker, følelser og de deraf følgende handlinger er syge? Nej, vel? Ikke desto mindre er det netop det, de "psykisk syge" kræver: At blive lyttet til og taget alvorligt. På lige fod med ikke "psykisk syge" mennesker. Med hvilken ret?
Det er som med slaven, der betegner sig selv som "slave" og samtidigt kræver at blive behandlet som en fri mand/kvinde. Et urimeligt krav. At overtage "herrens", psykiatriens, terminologi, gør mig til det, "herren", psykiatrien, betragter mig som at være: en "slave", en "psykisk sygdom", en diagnose. En utilregnelig, "syg", defekt og derved værdiløs ting, som der ikke er nogen som helst grund til at lytte til eller tage alvorligt. Ikke kun i psykiatriens, men, bevidst eller ubevidst, også i mine egne øjne. En ud af mange grunde, hvorfor jeg selv har valgt begreber som "psykisk syg", "sindslidende" og lignende (hjerne-)sygdomsrelaterede begreber fra, når det kommer til min person.
Åbenbart mener man, at ord, begreb ikke betyder det store. Det er en fejl. Sprog er et magt- og identifikationsmiddel som ikke kan overvurderes. Ikke uden grund er rhetorik og semiotik f.eks. videnskaber for sig selv.
Mine ord, mit ordvalg, definerer mig selv. De ER mig. Ofte læser man i debatfora og på websites det velmendte råd, at man ikke skal identificere sig med sin "sygdom", siden man jo ikke ER sin sygdom. Gerne udtalt af desamme personer, der så andetsteds i detsamme forum skriver: "Jeg ER psykisk syg".
Nu kan vi vist hurtigt blive enige om, at når en person siger: "Jeg er diabetiker", så gør det ikke personen til en "syg" personlighed. Det gør ikke denne persons psyke, hans eller hendes tanker, følelser og handlinger "syge". Desværre forholder det sig lidt anderledes, når det kommer til "psykisk sygdom". Fordi både en persons personlighed men også evtl. "psykisk sygdom" lokaliseres i personens hjerne. Altså må det være personens personlighed, der er syg. Kan man tage en person alvorligt hvis psyke, hvis tanker, følelser og de deraf følgende handlinger er syge? Nej, vel? Ikke desto mindre er det netop det, de "psykisk syge" kræver: At blive lyttet til og taget alvorligt. På lige fod med ikke "psykisk syge" mennesker. Med hvilken ret?
Det er som med slaven, der betegner sig selv som "slave" og samtidigt kræver at blive behandlet som en fri mand/kvinde. Et urimeligt krav. At overtage "herrens", psykiatriens, terminologi, gør mig til det, "herren", psykiatrien, betragter mig som at være: en "slave", en "psykisk sygdom", en diagnose. En utilregnelig, "syg", defekt og derved værdiløs ting, som der ikke er nogen som helst grund til at lytte til eller tage alvorligt. Ikke kun i psykiatriens, men, bevidst eller ubevidst, også i mine egne øjne. En ud af mange grunde, hvorfor jeg selv har valgt begreber som "psykisk syg", "sindslidende" og lignende (hjerne-)sygdomsrelaterede begreber fra, når det kommer til min person.
Risperdal - lige så sikker og effektiv som Haldol
"Psykiatrifonden siger god for Risperdal, så bare bliv ved med at tage det", lød det for et stykke tid siden på et debatforum, jeg af og til opsøger, som svar på spørgsmålet, om det nu var en god idé med Risperdal'en, i længden.
Jeg burde måske have kommenteret, men gjorde det ikke pga. lettere opgivethed. Grundet selvsamme lettere opgivethed besøger jeg dette debatforum efterhånden kun sporadisk. Jeg bliver simpelthen deprimeret af at, gang på gang, læse den ovennævnte slags budskaber. Men det er nu stof til et helt andet indlæg.
Psykiatrifonden er sponsoreret af farmaindustrien, også af Janssen Pharmaceutica (JP)/Johnson&Johnson (J&J), en af verdens største farmakoncerner, og altså producent af Risperdal.
Som en af efterhånden 11 delstater i USA der sagsøger forskellige medicinalfirmaer (Eli Lilly for Zyprexa, Astra Seneca for Seroquel og altså JP/J&J for Risperdal), lagde Arkansas den 20.11.07 sag an mod JP/J&J. Anklagerne lyder bl.a. på "off-label"-markedsføring af Risperdal, dvs. at firmaet igennem sine salgsrepræsentanter har promoveret Risperdal for en hel del diagnoser, midlet ikke er godkendt for. Risperdal er i USA godkendt for "behandlingen" af "skizofreni" og "bipolar affektiv lidelse". Ifølge US-amerikansk lovgivning er det ikke ulovligt for en læge at skrive en recept for Risperdal f.eks. ved hovedpine, men det er ulovligt for producenten at markedsføre midlet som egnet mod hovedpine, og derved få lægen til at skrive denne recept.
Ikke desto mindre markedsfører alle producenter af de nyere neuroleptika flittigt deres vidundermidler off-label. Sidst i september indgik således Bristol-Myers Squibb Co. et forlig over 515 millioner US-dollars for at undgå yderligere juridiske konsekvenser af deres off-label-markedsføring af Abilify. Og nej, hverken Risperdal eller Abilify blev markedsført som løsningen på hovdpine. Derimod lod producenterne sig ikke afskrække af lovgivningen til at markedsføre stofferne for diagnoser som ADHD, ADD, aldersbetinget demens, OCD etc.etc.
En anden af anklagerne lyder på, at JP/J&J, ganske i stil med Eli Lilly, holdt forskningsresultater tilbage, der viser, at Risperdal ikke er på noget punkt bedre end de ældre neuroleptika (f.eks. Haldol), når det kommer til ekstrapyramidale bivirkninger (parkinsonisme, dystoni, dyskinesi). De eneste forskningsresultater firmaet valgte at offentliggøre i 1994, da Risperdal kom på markedet, var dem, der ikke viste ekstrapyramidale bivirkninger.
I anklageskriften hedder det således:
"Risperdal's kliniske førsalgs-forsøg understøttede ikke påstanden at det skulle forårsage EPS (ekstrapyramidale bivirkninger) i mindre omfang end traditionelle antipsykotika... Sagsøgtes forsøg var designet til at producere lignende antal tilfælde af EPS både for patienter, der fik placebo som for dem, der fik Risperdal. For at opnå deres ønskede resultat, udvalgte sagsøgte patienter til placebo-grupperne, der allerede var under behandling med høje doser af typiske antipsykotika..."
"Sagsøgte påstod i deres markedsføring at patienter, der tog Risperdal havde lige stor sandsynlighed for at udvikle EPS som patienter, der tog ingenting og derfor havde mindre stor sandsynlighed for EPS som patienter, der tog traditionelle antipsykotika."
Derudover har vi anklagepunktet angående risikoen for vægtøgning og diabetes ved anvendelsen af Risperdal. Helt i stil med Eli Lilly, valgte JP/J&J at fortie denne risiko. Hér hedder det i anklageskriften:
"På trods af årelangt kendskab til potentialet for dødelige, diabetes-relaterede bivirkninger, valgte sagsøgte at foretage et minimum af kliniske forsøg, i tidsbegrænset omfang, således at ingen bivirkninger ville blive afsløret."
Statsadvokaten Dustin McDaniel betegner Risperdal som "mangelfuld, urimelig farlig og risikabel" og siger, at JP/J&J vidste dette, da Risperdal kom på markedet.
JP/J&J sagsøges for bedrag mod den statslige, US-amerikanske sygesikring "Medicaid", Arkansas' markedsføringslov, uagtsomhed, bedrag og misvisende information generelt, og ulovlig berigelse.
Risperdal, det mestsolgte neuroleptikon på verdensplan, bringes ifølge statistikerne i forbindelse med over 1.000 dødsfald alene i USA. Hvilken retfærighed lader personer, der, på verdensplan, har dræbt langt over 1.000 mennesker stadigt gå frit omkring? Og hvordan kan det være at de danske medier styrer deres sensationslyst så mønsterhaft og hyller sig i tavshed lige så det kommer til denne form for "skandaler"??? Tja...
Kilde: Philip Dawdy, "Atypical Nation: J&J's Risperdal "Defective," Company Lied, Thousands Died", blogpost fra den 21.11.07
Jeg burde måske have kommenteret, men gjorde det ikke pga. lettere opgivethed. Grundet selvsamme lettere opgivethed besøger jeg dette debatforum efterhånden kun sporadisk. Jeg bliver simpelthen deprimeret af at, gang på gang, læse den ovennævnte slags budskaber. Men det er nu stof til et helt andet indlæg.
Psykiatrifonden er sponsoreret af farmaindustrien, også af Janssen Pharmaceutica (JP)/Johnson&Johnson (J&J), en af verdens største farmakoncerner, og altså producent af Risperdal.
Som en af efterhånden 11 delstater i USA der sagsøger forskellige medicinalfirmaer (Eli Lilly for Zyprexa, Astra Seneca for Seroquel og altså JP/J&J for Risperdal), lagde Arkansas den 20.11.07 sag an mod JP/J&J. Anklagerne lyder bl.a. på "off-label"-markedsføring af Risperdal, dvs. at firmaet igennem sine salgsrepræsentanter har promoveret Risperdal for en hel del diagnoser, midlet ikke er godkendt for. Risperdal er i USA godkendt for "behandlingen" af "skizofreni" og "bipolar affektiv lidelse". Ifølge US-amerikansk lovgivning er det ikke ulovligt for en læge at skrive en recept for Risperdal f.eks. ved hovedpine, men det er ulovligt for producenten at markedsføre midlet som egnet mod hovedpine, og derved få lægen til at skrive denne recept.
Ikke desto mindre markedsfører alle producenter af de nyere neuroleptika flittigt deres vidundermidler off-label. Sidst i september indgik således Bristol-Myers Squibb Co. et forlig over 515 millioner US-dollars for at undgå yderligere juridiske konsekvenser af deres off-label-markedsføring af Abilify. Og nej, hverken Risperdal eller Abilify blev markedsført som løsningen på hovdpine. Derimod lod producenterne sig ikke afskrække af lovgivningen til at markedsføre stofferne for diagnoser som ADHD, ADD, aldersbetinget demens, OCD etc.etc.
En anden af anklagerne lyder på, at JP/J&J, ganske i stil med Eli Lilly, holdt forskningsresultater tilbage, der viser, at Risperdal ikke er på noget punkt bedre end de ældre neuroleptika (f.eks. Haldol), når det kommer til ekstrapyramidale bivirkninger (parkinsonisme, dystoni, dyskinesi). De eneste forskningsresultater firmaet valgte at offentliggøre i 1994, da Risperdal kom på markedet, var dem, der ikke viste ekstrapyramidale bivirkninger.
I anklageskriften hedder det således:
"Risperdal's kliniske førsalgs-forsøg understøttede ikke påstanden at det skulle forårsage EPS (ekstrapyramidale bivirkninger) i mindre omfang end traditionelle antipsykotika... Sagsøgtes forsøg var designet til at producere lignende antal tilfælde af EPS både for patienter, der fik placebo som for dem, der fik Risperdal. For at opnå deres ønskede resultat, udvalgte sagsøgte patienter til placebo-grupperne, der allerede var under behandling med høje doser af typiske antipsykotika..."
"Sagsøgte påstod i deres markedsføring at patienter, der tog Risperdal havde lige stor sandsynlighed for at udvikle EPS som patienter, der tog ingenting og derfor havde mindre stor sandsynlighed for EPS som patienter, der tog traditionelle antipsykotika."
Derudover har vi anklagepunktet angående risikoen for vægtøgning og diabetes ved anvendelsen af Risperdal. Helt i stil med Eli Lilly, valgte JP/J&J at fortie denne risiko. Hér hedder det i anklageskriften:
"På trods af årelangt kendskab til potentialet for dødelige, diabetes-relaterede bivirkninger, valgte sagsøgte at foretage et minimum af kliniske forsøg, i tidsbegrænset omfang, således at ingen bivirkninger ville blive afsløret."
Statsadvokaten Dustin McDaniel betegner Risperdal som "mangelfuld, urimelig farlig og risikabel" og siger, at JP/J&J vidste dette, da Risperdal kom på markedet.
JP/J&J sagsøges for bedrag mod den statslige, US-amerikanske sygesikring "Medicaid", Arkansas' markedsføringslov, uagtsomhed, bedrag og misvisende information generelt, og ulovlig berigelse.
Risperdal, det mestsolgte neuroleptikon på verdensplan, bringes ifølge statistikerne i forbindelse med over 1.000 dødsfald alene i USA. Hvilken retfærighed lader personer, der, på verdensplan, har dræbt langt over 1.000 mennesker stadigt gå frit omkring? Og hvordan kan det være at de danske medier styrer deres sensationslyst så mønsterhaft og hyller sig i tavshed lige så det kommer til denne form for "skandaler"??? Tja...
Kilde: Philip Dawdy, "Atypical Nation: J&J's Risperdal "Defective," Company Lied, Thousands Died", blogpost fra den 21.11.07
tirsdag den 20. november 2007
Et opråb til farmaindustrien - og psykiatrien
I USA har man kendt til "sygdommen" et stykke tid. Nu er den også kommet til Danmark: "Købemani". At "sygdommen" ikke officielt er anerkendt som "sygdom" endnu, er stort set farmaindustriens skyld. Kan i så komme i gang og udvikle et "medikament" mod denne fatale "sygdom"! Så vi kan få den godkendt og optaget i ICD'en, kapitel V. Det er simpelthen for dårligt, at folk, som trofast er fulgt reklamernes opfordringer til konsum, folk som er blevet så gode forbrugere af alskens hverdags- og luksusgoder, at de ikke engang selv synes, det er sjovt længere, skal helt undvære fornøjelsen ved at forbruge, fordi i ikke kan levere varen!
Foreløbigt vil jeg anbefale psykiatrien at tilvejebringe en nødløsning for disse stakkels mennesker. Få diagnosen godkendt! De stakkels "købemani"-ramte har i det mindste krav på at kunne konsumere en diagnose. Og pillerne skal så nok komme, før eller siden.
Foreløbigt vil jeg anbefale psykiatrien at tilvejebringe en nødløsning for disse stakkels mennesker. Få diagnosen godkendt! De stakkels "købemani"-ramte har i det mindste krav på at kunne konsumere en diagnose. Og pillerne skal så nok komme, før eller siden.
søndag den 18. november 2007
"Ikke for at være racistisk..."
Jeg var en tur i Netto i dag. Ved kassen sad der en ung mand af tydeligt anden etnisk baggrund end dansk. Ind fra gaden kommer der en mand, godt op i sine 50'ere og henvender sig til den unge mand ved kassen. Han fortæller noget om nogle sedler, som han altså havde fået besked på at henvende sig ved kassen med. Den unge mand spørger på flydende svensk: "Vilka sedlar?" Hvorpå det farer ud af vores 50+ årige kunde: "Ak, du forstår jo ikke hvad jeg siger!" "Jo, jag förstår godt. Men vilka sedlar menar du?" siger den unge mand venligt. "Du forstår ikke hvad jeg siger", bliver 50+ med tiltagende stridslyst ved. "Det er ikke for at være racistisk, men du forstår altså ikke! Men glem det, det er ligemeget! - Og tænk sig hvis man kom på sygehus, og så står der en eller anden polak, og så er det hele nødt til at foregå på engelsk eller tysk!" Hvorpå han forlader butikken. I vrede.
Jeg undrer lidt, hvad det mon er for nogle problemer, uafklarede spørgsmål omkring sig selv og sit liv, 50+ her projicerede på den stakkels unge kasseassistent i Netto. De kan ikke være i småtingsafdelingen. Problemet var jo ikke at den unge mand ikke forstod. Lige så lidt som problemet var at 50+, her i Nordsjælland og lige ved Øresundet, ikke forstod nogle få flydende og tydeligt talte ord svensk. Problemet var at 50+ ikke ville have den unge mand skulle forstå. Og hvorfor minder episoden mig om både (verdens)politik men også om psykiatrisk praksis??
Jeg undrer lidt, hvad det mon er for nogle problemer, uafklarede spørgsmål omkring sig selv og sit liv, 50+ her projicerede på den stakkels unge kasseassistent i Netto. De kan ikke være i småtingsafdelingen. Problemet var jo ikke at den unge mand ikke forstod. Lige så lidt som problemet var at 50+, her i Nordsjælland og lige ved Øresundet, ikke forstod nogle få flydende og tydeligt talte ord svensk. Problemet var at 50+ ikke ville have den unge mand skulle forstå. Og hvorfor minder episoden mig om både (verdens)politik men også om psykiatrisk praksis??
fredag den 16. november 2007
"ADHD": Ritalin & Co. mere til skade end til gavn
Den 13. november kunne man på MSN UK News Editor læse om en ny studie, der viser at børn, der bliver "behandlet" for "ADHD" med Ritalin, Concerta, Adderall etc. i det lange løb ikke klarer sig bedre end børn, der bliver behandlet med adfærdsterapi eller endda slet ikke får nogen form for behandling.
I 1999 viste en studie, der fulgte børn med en "ADHD"-diagnose over et år, at medicinsk "behandling" gav bedre resultater end terapi. Den nye studie, som er gennemført af desamme personer som 1999-studien, ser på resultaterne efter et treårigt forløb. Og hér viser det sig altså, at det, der lige umiddelbart så ud til at være Columbus' æg, i det lange løb er mere til skade end til gavn. Ikke bare er præparater som Ritalin ikke mere effektive efter tre år end terapi eller ingen behandling overhovedet, men de børn, der tog "medicin", havde i forhold til dem, der ikke gjorde, tydelige deficits i deres fysiske udvikling. Det kommer nu ikke bagpå mig. Virkstoffet i Ritalin (metylfenidat) er på det kemiske niveau stort set identisk med kokain. Og hvad daglig konsum af kokain kan gøre ved en persons fysik, ved vi jo godt.
Jeg er enig med MSN-editorialens forfatter, Laura J. Snook, at "ADHD" i bund og grund ikke er andet end endnu et af psykiatriens - og medicinalindustriens - talrige fantasifostre, fabrikeret alene i det øjemed at stemple afvigende, ubekvem adfærd som værende en genetisk betinget, fysiologisk sygdom. Og således undgå ubekvemmeligheden af at skulle se nærmere på hvilke miljøfaktorer der fremkalder hyperaktivitet hos børn (og voksne). Men om det nu er så nemt, som Laura J. Snook vil have det, når hun skriver: "...denne såkaldte forstyrrelse er egentligt resultat af en kombination af ekstremt livlige børn med kriminelt dårlige opdragelsesevner - noget af en Molotov-cocktail", ved jeg ikke. Hverken kommer "kriminelt dårlige opdragelsesevner" ud af den blå luft, eller kan man klandre forældrene alene, efter min mening.
Ærgerligt også, at Laura J. Snook tyr til at citere Fred Baugham som ekspert for sin afvisning af "ADHD" som sygdom. Fred Baugham er lægekonsulent for Citizens Commission on Human Rights (CCHR), en Scientology-organisation. Der findes en række eksperter på området, der ikke har en Scientology-baggrund som Baugham's, og derfor, efter min mening, ville have været noget mere troværdige at citere. John Breeding eller Peter Breggin f.eks.
Laura J. Snook's editorial "High on life: the biggest health care fraud in history?" kan læses her. Læs også Philip Dawdy's kritiske kommentar til artiklen.
I 1999 viste en studie, der fulgte børn med en "ADHD"-diagnose over et år, at medicinsk "behandling" gav bedre resultater end terapi. Den nye studie, som er gennemført af desamme personer som 1999-studien, ser på resultaterne efter et treårigt forløb. Og hér viser det sig altså, at det, der lige umiddelbart så ud til at være Columbus' æg, i det lange løb er mere til skade end til gavn. Ikke bare er præparater som Ritalin ikke mere effektive efter tre år end terapi eller ingen behandling overhovedet, men de børn, der tog "medicin", havde i forhold til dem, der ikke gjorde, tydelige deficits i deres fysiske udvikling. Det kommer nu ikke bagpå mig. Virkstoffet i Ritalin (metylfenidat) er på det kemiske niveau stort set identisk med kokain. Og hvad daglig konsum af kokain kan gøre ved en persons fysik, ved vi jo godt.
Jeg er enig med MSN-editorialens forfatter, Laura J. Snook, at "ADHD" i bund og grund ikke er andet end endnu et af psykiatriens - og medicinalindustriens - talrige fantasifostre, fabrikeret alene i det øjemed at stemple afvigende, ubekvem adfærd som værende en genetisk betinget, fysiologisk sygdom. Og således undgå ubekvemmeligheden af at skulle se nærmere på hvilke miljøfaktorer der fremkalder hyperaktivitet hos børn (og voksne). Men om det nu er så nemt, som Laura J. Snook vil have det, når hun skriver: "...denne såkaldte forstyrrelse er egentligt resultat af en kombination af ekstremt livlige børn med kriminelt dårlige opdragelsesevner - noget af en Molotov-cocktail", ved jeg ikke. Hverken kommer "kriminelt dårlige opdragelsesevner" ud af den blå luft, eller kan man klandre forældrene alene, efter min mening.
Ærgerligt også, at Laura J. Snook tyr til at citere Fred Baugham som ekspert for sin afvisning af "ADHD" som sygdom. Fred Baugham er lægekonsulent for Citizens Commission on Human Rights (CCHR), en Scientology-organisation. Der findes en række eksperter på området, der ikke har en Scientology-baggrund som Baugham's, og derfor, efter min mening, ville have været noget mere troværdige at citere. John Breeding eller Peter Breggin f.eks.
Laura J. Snook's editorial "High on life: the biggest health care fraud in history?" kan læses her. Læs også Philip Dawdy's kritiske kommentar til artiklen.
mandag den 12. november 2007
Mikkel Dorph
Læserne af Outsideren vil genkende navnet. Mikkel var den første i Danmark til at klage til patientforsikringen, da han havde fået diabetes II af Zyprexa. Outsideren fulgte hans sag. Han fik afslag med den begrundelse at hans "psykiske sygdom" var værre end diabetes II, og han derfor måtte leve med/dø af??? diabetes II som en acceptabel bivirkning af "behandlingen".
Mikkel havde desværre "købt" psykiatriens fabler om biologiske hjernesygdomme, der kun kan behandles medicinsk. Han var selv gået med til "behandlingen" med Zyprexa og stod derfor svagt overfor en sådan afgørelse. Mikkels sag blev behandlet inden Eli Lilly's hemmelige papirer blev gjort tilgængelige for offentligheden af Jim Gottstein i december sidste år. Derfor var det nemt for psykiatrien at påstå, man ikke havde viden om at Zyprexa forårsager diabetes II.
Mikkel døde den 7. november 2007.
Jeg kendte ikke Mikkel andet end fra Outsiderens redaktionsmøder. Men ud fra dette kendskab kan jeg sige, at han var en meget fin fyr som jeg kommer til at savne at møde i fremtiden og lære bedre at kende.
Endnu et af en uendelig lang række ofre, psykiatrien bliver ved med at kræve, dækket af myndighederne. Hvor mange lig skal der til, før dette massemord stoppes?
Mikkel havde desværre "købt" psykiatriens fabler om biologiske hjernesygdomme, der kun kan behandles medicinsk. Han var selv gået med til "behandlingen" med Zyprexa og stod derfor svagt overfor en sådan afgørelse. Mikkels sag blev behandlet inden Eli Lilly's hemmelige papirer blev gjort tilgængelige for offentligheden af Jim Gottstein i december sidste år. Derfor var det nemt for psykiatrien at påstå, man ikke havde viden om at Zyprexa forårsager diabetes II.
Mikkel døde den 7. november 2007.
Jeg kendte ikke Mikkel andet end fra Outsiderens redaktionsmøder. Men ud fra dette kendskab kan jeg sige, at han var en meget fin fyr som jeg kommer til at savne at møde i fremtiden og lære bedre at kende.
Endnu et af en uendelig lang række ofre, psykiatrien bliver ved med at kræve, dækket af myndighederne. Hvor mange lig skal der til, før dette massemord stoppes?
torsdag den 8. november 2007
Det niende offer
Det var bare et spørgsmål om tid. Og nu skete det altså, i Finland. Som det stod at forvente, er reaktionerne desamme som ved school shootings'ene i USA: Lad os have friere adgang til våben, så vi kan forsvare os mod sådanne psykopater! lyder det på debatfora, og chefpsykolog Jørn Beckmann udtaler, at "enhver med forstand på psykologi vil sige, at ham her skal vi have i behandling eller spærret inde." Der kan ikke være megen tvivl, hvilken form for "behandling" Jørn Beckmann, som iøvrigt også er læge, hvilket lader mig formode, at vi hos ham har at gøre med fænomenet "biopsykologi", mener. Psykiatrisk "behandling", dvs. medicinsk "behandling" selvsagt.
Desværre er det en kendsgerning at psykiatrisk, medicinsk "behandling" spillede en ikke uvæsentlig rolle i de fleste school shootings i USA. Størsteparten af USA's school shooters var enten på gerningstidspunktet eller umiddelbart før i "behandling" med psykofarmaka. Det er en kendt bivirkning, især af de nyere antidepressiva, SSRIs som Zoloft, Effexor, Prozac og Cymbalta, at man kan blive rastløs, aggressiv og endda homo- og/eller suicidal. Bivirkningen gør sig især bemærket hos børn og unge. Og sammen med "medikamenternes" ligegladgørende effekt, får vi en højt eksplosiv, fatal cocktail. Hvorfor stod "antidepressive midler" på Pekka-Eric's liste over ting han hadede? Vi får det vist aldrig at vide. Det er nemlig så meget mere bekvemt og ufarligt, at kræve "behandling" og indespærring end at sætte spørgsmålstegn ved et samfund, der "fungerer" ved at dope ubekvemme elementer fra sans og mening respektive spærrer dem inde - ude af øje, ude af sind.
Jørn Beckmann siger også at "der er et massivt svigt i den her sag". Han har ret. Hvad han imidlertid ikke har ret i, er svigtets natur. Pekka-Eric blev ikke svigtet i det at han ikke blev spottet som værende en "tikkende bombe (...) der skulle have været vurderet af professionelle for lang, lang tid siden", med psykiatrisering som uundgåelig følge. Han blev svigtet i det at ingen har erkendt, at han mistrivedes i den grad i samfundet, som han gjorde, og tog hans mistrivsel og ham selv alvorligt.
Pekka-Eric betegnede sig selv som "dissident", og det er hvad han var: en dissident. Desværre har samfundet heller ikke i hans tilfælde formået, at sætte ham i stand til at tænke og føle selvstændigt og at give ham et konstruktivt sprog. Det har gjort ham til et nemt offer for destruktive, fascistiske ideologier og deres forherligelse af vold. Desamme destruktive, fascistiske ideologier, der lader visse mennesker råbe på en friere våbenpolitik, så de kan forsvare deres lørdag-aften- "Hit med sangen"-fred og kan være fri for at skulle tage deres del af ansvaret for, at en Pekka-Eric mistrives i den grad i samfundet, at han ser sig nødsaget til at gå til yderligheder. Og desamme destruktive, fascistiske ideologier, der lader Jørn Beckmann udtale "Han er jo hamrende syg". Det er nemlig så meget mere bekvemt og ufarligt, at betragte mistrivsel som "psykopati", "sindssyge", en sygdom i det hele taget, end at skulle tage fænomenet og personen der mistrives alvorligt. Det er så meget mere bekvemt og ufarligt, end at skulle se sig selv i spejlet.
Tragedien i Tusby har ikke otte ofre, den har ni.
Desværre er det en kendsgerning at psykiatrisk, medicinsk "behandling" spillede en ikke uvæsentlig rolle i de fleste school shootings i USA. Størsteparten af USA's school shooters var enten på gerningstidspunktet eller umiddelbart før i "behandling" med psykofarmaka. Det er en kendt bivirkning, især af de nyere antidepressiva, SSRIs som Zoloft, Effexor, Prozac og Cymbalta, at man kan blive rastløs, aggressiv og endda homo- og/eller suicidal. Bivirkningen gør sig især bemærket hos børn og unge. Og sammen med "medikamenternes" ligegladgørende effekt, får vi en højt eksplosiv, fatal cocktail. Hvorfor stod "antidepressive midler" på Pekka-Eric's liste over ting han hadede? Vi får det vist aldrig at vide. Det er nemlig så meget mere bekvemt og ufarligt, at kræve "behandling" og indespærring end at sætte spørgsmålstegn ved et samfund, der "fungerer" ved at dope ubekvemme elementer fra sans og mening respektive spærrer dem inde - ude af øje, ude af sind.
Jørn Beckmann siger også at "der er et massivt svigt i den her sag". Han har ret. Hvad han imidlertid ikke har ret i, er svigtets natur. Pekka-Eric blev ikke svigtet i det at han ikke blev spottet som værende en "tikkende bombe (...) der skulle have været vurderet af professionelle for lang, lang tid siden", med psykiatrisering som uundgåelig følge. Han blev svigtet i det at ingen har erkendt, at han mistrivedes i den grad i samfundet, som han gjorde, og tog hans mistrivsel og ham selv alvorligt.
Pekka-Eric betegnede sig selv som "dissident", og det er hvad han var: en dissident. Desværre har samfundet heller ikke i hans tilfælde formået, at sætte ham i stand til at tænke og føle selvstændigt og at give ham et konstruktivt sprog. Det har gjort ham til et nemt offer for destruktive, fascistiske ideologier og deres forherligelse af vold. Desamme destruktive, fascistiske ideologier, der lader visse mennesker råbe på en friere våbenpolitik, så de kan forsvare deres lørdag-aften- "Hit med sangen"-fred og kan være fri for at skulle tage deres del af ansvaret for, at en Pekka-Eric mistrives i den grad i samfundet, at han ser sig nødsaget til at gå til yderligheder. Og desamme destruktive, fascistiske ideologier, der lader Jørn Beckmann udtale "Han er jo hamrende syg". Det er nemlig så meget mere bekvemt og ufarligt, at betragte mistrivsel som "psykopati", "sindssyge", en sygdom i det hele taget, end at skulle tage fænomenet og personen der mistrives alvorligt. Det er så meget mere bekvemt og ufarligt, end at skulle se sig selv i spejlet.
Tragedien i Tusby har ikke otte ofre, den har ni.
søndag den 4. november 2007
Criticism Anxiety, del I
I forbindelse med Outsiderens debat om ect, der har kørt i bladet igennem det forløbne års tid, blev jeg bedt om at skrive en sammenfattende artikel ud fra ect-modstandernes synsvinkel. Artiklen skulle stå i bladet som modpol til en på et interview med en psykiater, og dermed en fortaler for ect, baseret artikel.
Efter gennemlæsning af min artikel, mente man på Outsideren at mine argumenter ville komme bedre til deres ret hvis man lavede et interview med mig, også, og skrev en artikel om interviewet, i stedet for at bringe min egen artikel. Selv havde jeg fra det øjeblik min artikel blev afvist, en lidt anden idé om hvorfor man valgte artiklen fra til fordel for et interview. Denne idé fik jeg imidlertid bekræftet i sidste uge, hvor man lod mig tilkomme udkastet til den interview-baserde artikel. Desværre kan jeg ikke bringe udkastet her pga. copyright. Det er planen, at Outsideren nr. 62, som formodentligt udkommer sidst i denne måned/primo december, skal indeholde ect-afslutningen og altså også interview-artiklen. Til den tid vil jeg kommentere artiklen her på denne blog.
Indtil da er her min egen artikel, som altså ikke vil blive trykt i Outsideren:
De chokkerende fakta - Hvorfor modstandere arbejder for at afskaffe ECT
Forskellige bruger- og interesseorganisationer arbejder internationalt for et verdensomfattende forbud mod ECT. I forlængelse af Outsiderens debat om behandlingsmetoden, ser denne artikel på deres argumenter, baggrund og deres motivation.
Af Marian B. Goldstein
75-årige Leonard Roy Frank er eks-bruger og aktivist. En af de mest fremtrædende personligheder i kampen mod ECT. Han har selv været udsat for behandling med ECT, skrevet en bog om elektrochokbehandlingens historie og vidnet ved høringer.
"Det var den mest smertefulde og nedværdigende oplevelse i mit liv", siger Leonard om sin erfaring med ECT, "Min erindring af de foregående tre år var væk. Min highschool- og collegeuddannelse var effektivt ødelagt. Jeg følte, at hver en del af mig var blevet reduceret i forhold til før."
Tidligere i år udkom der en studie, gennemført af bl.a. Harold Sackeim, en af USAs største fortalere for ECT, der viser uopretteligt hukommelsestab og vedvarende nedsatte kognitive evner hos personer, der har været usat for ECT. Studien konkluderer, at anvendelsen af bilateral ECT derfor ikke er forsvarligt og bør erstattes fuldt ud af unilateral ECT, som ifølge studiens resultater ikke har disse bivirkninger i samme omfang.
Den amerikanske psykiater Peter Breggin indvender, at unilateral ECT hovedsagligen påvirker de områder i hjernen, der relaterer til følelserne. Skaden er derfor ikke på samme måde målbar som nedsatte kognitive evner, og personen selv har sværere ved at ænse og give udtryk for tabet. Hvilket dog ikke gør tabet i sig selv mindre alvorligt.
Studiens resultater underbygger og aktualiserer, hvad modstanderne af ECT i årtier har påpeget.: At ECT "virker" fordi behandlingen forårsager en hjerneskade. Scanninger og tomografier viser blødninger i hjernen som følge af ECT, og såvel den efter behandlingen ofte observerede eufori, som kramperne og hukommelsestabet er identiske med symptomerne på alvorlige hovedlæsioner.
Psykologen og aktivisten John Breeding gør endvidere opmærksom på at dødeligheden med 1 ud af 200 er høj, at ECT ofte forårsager hjertekomplikationer og somme tider epilepsi, at virkningen ikke er bedre end den af foregivet ECT, og at selvmordsraten for de personer der har været udsat for ECT ikke er lavere end for dem, der ikke har været udsat for behandlingen.
Faktisk øger behandlingen med ECT i nogle tilfælde selvmordsrisikoen under behandlingstiden og i den direkte efterfølgende tid. "Jeg ønsker kun at dø", skrev min veninde til mig, da hun var indlagt.
Denne øgede selvmordsrisiko kan tilbageføres til den effekt, ECT ifølge modstanderne egentligt skal have: Den af et trauma oveni et trauma, som Dianne betegnede psykiatrien generelt ved Freedom Center's Bed Push '07. Den af en traumatisering, der overgår den oprindelige traumatisering, der førte til krisen, og derved trænger denne i baggrunden.
"Livs- og kropsangst kan overflødiggøre psykotisk angst", siger den tyske psykiater Klaus Dörner således. ECT, især anvendt under tvang, placerer de udsatte personer i en offerrolle, hjælpeløst og passivt afhængige og underkastede de professionelles vilkår.
ECT "virker" derfor ifølge dens modstandere efter desamme principper som tortur: Ved at skabe stærke følelser af angst, skam og fuldkommen hjælpeløshed, nedbrydes enhver form for modstand. Psykiatriske "symptomer" indeholder som udgangspunkt altid en aspekt af modstand, siger neurologen John M. Friedberg. Og han fortsætter: "Kan tortur overkomme modstand? Åbenlyst."
Under alle andre omstændigheder end de psykiatriske er det, at udsætte et menneske for strømstød, et brud mod menneskerettighederne. Det er tortur. ECT, ligesom alle andre psykiatriske behandlingsmetoder, er en straf forklædt som "hjælp", "et våben for social kontrol", siger den canadiske eks-bruger og aktivist Don Weitz. Hvad der kontrolleres og straffes bliver tydeligt, når man ser på de statistiker, der viser at både kvinder, børn og ældre er langt mere udsatte for psykiatrisering, medicinering og, lige på nær børn (i Danmark), behandling med ECT end mænd: afvigende, ubekvem adfærd.
Samlende kan man sige at modstandernes argumentation er, at ECT hverken er skånsom eller livreddende. Tværtimod. Ved siden af den ikke uvæsentlige, psykologisk nedbrydende effekt, især af ECT givet under tvang, indebærer ECT en uproportional høj sundhedsrisiko. Oplysningen om denne risiko er mangelfuld. Som enkelte bidrag til debatten i Outsideren og en rundtur på de danske mainstream-hjemmesider viser, bliver der til tider endda direkte løjet og/eller fortiet, således at der ikke kan være tale om "informeret samtykke" i dagens Danmark.
Minderne, også og ikke mindst de følelsesmæssige, og også de smertefulde, er det, der gør os til personligheder. Min egen erfaring er, at psykiske kriser er et resultat af at det bliver for smertefuldt at mindes minderne. Psykiatriens svar på denne smerte er at eliminere minderne. Enten direkte, ved at påføre mennesker en hjerneskade med hukommelsestab som følge, eller indirekte, ved at overgå den oprindelige traumatisering med en ny. Dette svar står i direkte sammenhæng med udviklingen i samfundet hen imod en preferance for "de hurtige og nemme løsninger". Hurtige og nemme løsninger, der i det lange løb gerne giver bagslag for den enkelte.
Psykiatriens svar på smerten afspejler i mine øjne et menneskesyn, der lader kun lidt plads til den kompleksitet menneskets sind er. Det reducerer mig til mine transmitterstoffer og gener, og tager i værste fald uigenkaldeligt de minder fra mig, der ville gøre det muligt for mig at finde frem til mit sande væren i nuet, min personlighed. Denne, min egen, personlige indsigt, har været motivation nok for mig, at tilslutte mig modstanderne.
Efter gennemlæsning af min artikel, mente man på Outsideren at mine argumenter ville komme bedre til deres ret hvis man lavede et interview med mig, også, og skrev en artikel om interviewet, i stedet for at bringe min egen artikel. Selv havde jeg fra det øjeblik min artikel blev afvist, en lidt anden idé om hvorfor man valgte artiklen fra til fordel for et interview. Denne idé fik jeg imidlertid bekræftet i sidste uge, hvor man lod mig tilkomme udkastet til den interview-baserde artikel. Desværre kan jeg ikke bringe udkastet her pga. copyright. Det er planen, at Outsideren nr. 62, som formodentligt udkommer sidst i denne måned/primo december, skal indeholde ect-afslutningen og altså også interview-artiklen. Til den tid vil jeg kommentere artiklen her på denne blog.
Indtil da er her min egen artikel, som altså ikke vil blive trykt i Outsideren:
De chokkerende fakta - Hvorfor modstandere arbejder for at afskaffe ECT
Forskellige bruger- og interesseorganisationer arbejder internationalt for et verdensomfattende forbud mod ECT. I forlængelse af Outsiderens debat om behandlingsmetoden, ser denne artikel på deres argumenter, baggrund og deres motivation.
Af Marian B. Goldstein
75-årige Leonard Roy Frank er eks-bruger og aktivist. En af de mest fremtrædende personligheder i kampen mod ECT. Han har selv været udsat for behandling med ECT, skrevet en bog om elektrochokbehandlingens historie og vidnet ved høringer.
"Det var den mest smertefulde og nedværdigende oplevelse i mit liv", siger Leonard om sin erfaring med ECT, "Min erindring af de foregående tre år var væk. Min highschool- og collegeuddannelse var effektivt ødelagt. Jeg følte, at hver en del af mig var blevet reduceret i forhold til før."
Tidligere i år udkom der en studie, gennemført af bl.a. Harold Sackeim, en af USAs største fortalere for ECT, der viser uopretteligt hukommelsestab og vedvarende nedsatte kognitive evner hos personer, der har været usat for ECT. Studien konkluderer, at anvendelsen af bilateral ECT derfor ikke er forsvarligt og bør erstattes fuldt ud af unilateral ECT, som ifølge studiens resultater ikke har disse bivirkninger i samme omfang.
Den amerikanske psykiater Peter Breggin indvender, at unilateral ECT hovedsagligen påvirker de områder i hjernen, der relaterer til følelserne. Skaden er derfor ikke på samme måde målbar som nedsatte kognitive evner, og personen selv har sværere ved at ænse og give udtryk for tabet. Hvilket dog ikke gør tabet i sig selv mindre alvorligt.
Studiens resultater underbygger og aktualiserer, hvad modstanderne af ECT i årtier har påpeget.: At ECT "virker" fordi behandlingen forårsager en hjerneskade. Scanninger og tomografier viser blødninger i hjernen som følge af ECT, og såvel den efter behandlingen ofte observerede eufori, som kramperne og hukommelsestabet er identiske med symptomerne på alvorlige hovedlæsioner.
Psykologen og aktivisten John Breeding gør endvidere opmærksom på at dødeligheden med 1 ud af 200 er høj, at ECT ofte forårsager hjertekomplikationer og somme tider epilepsi, at virkningen ikke er bedre end den af foregivet ECT, og at selvmordsraten for de personer der har været udsat for ECT ikke er lavere end for dem, der ikke har været udsat for behandlingen.
Faktisk øger behandlingen med ECT i nogle tilfælde selvmordsrisikoen under behandlingstiden og i den direkte efterfølgende tid. "Jeg ønsker kun at dø", skrev min veninde til mig, da hun var indlagt.
Denne øgede selvmordsrisiko kan tilbageføres til den effekt, ECT ifølge modstanderne egentligt skal have: Den af et trauma oveni et trauma, som Dianne betegnede psykiatrien generelt ved Freedom Center's Bed Push '07. Den af en traumatisering, der overgår den oprindelige traumatisering, der førte til krisen, og derved trænger denne i baggrunden.
"Livs- og kropsangst kan overflødiggøre psykotisk angst", siger den tyske psykiater Klaus Dörner således. ECT, især anvendt under tvang, placerer de udsatte personer i en offerrolle, hjælpeløst og passivt afhængige og underkastede de professionelles vilkår.
ECT "virker" derfor ifølge dens modstandere efter desamme principper som tortur: Ved at skabe stærke følelser af angst, skam og fuldkommen hjælpeløshed, nedbrydes enhver form for modstand. Psykiatriske "symptomer" indeholder som udgangspunkt altid en aspekt af modstand, siger neurologen John M. Friedberg. Og han fortsætter: "Kan tortur overkomme modstand? Åbenlyst."
Under alle andre omstændigheder end de psykiatriske er det, at udsætte et menneske for strømstød, et brud mod menneskerettighederne. Det er tortur. ECT, ligesom alle andre psykiatriske behandlingsmetoder, er en straf forklædt som "hjælp", "et våben for social kontrol", siger den canadiske eks-bruger og aktivist Don Weitz. Hvad der kontrolleres og straffes bliver tydeligt, når man ser på de statistiker, der viser at både kvinder, børn og ældre er langt mere udsatte for psykiatrisering, medicinering og, lige på nær børn (i Danmark), behandling med ECT end mænd: afvigende, ubekvem adfærd.
Samlende kan man sige at modstandernes argumentation er, at ECT hverken er skånsom eller livreddende. Tværtimod. Ved siden af den ikke uvæsentlige, psykologisk nedbrydende effekt, især af ECT givet under tvang, indebærer ECT en uproportional høj sundhedsrisiko. Oplysningen om denne risiko er mangelfuld. Som enkelte bidrag til debatten i Outsideren og en rundtur på de danske mainstream-hjemmesider viser, bliver der til tider endda direkte løjet og/eller fortiet, således at der ikke kan være tale om "informeret samtykke" i dagens Danmark.
Minderne, også og ikke mindst de følelsesmæssige, og også de smertefulde, er det, der gør os til personligheder. Min egen erfaring er, at psykiske kriser er et resultat af at det bliver for smertefuldt at mindes minderne. Psykiatriens svar på denne smerte er at eliminere minderne. Enten direkte, ved at påføre mennesker en hjerneskade med hukommelsestab som følge, eller indirekte, ved at overgå den oprindelige traumatisering med en ny. Dette svar står i direkte sammenhæng med udviklingen i samfundet hen imod en preferance for "de hurtige og nemme løsninger". Hurtige og nemme løsninger, der i det lange løb gerne giver bagslag for den enkelte.
Psykiatriens svar på smerten afspejler i mine øjne et menneskesyn, der lader kun lidt plads til den kompleksitet menneskets sind er. Det reducerer mig til mine transmitterstoffer og gener, og tager i værste fald uigenkaldeligt de minder fra mig, der ville gøre det muligt for mig at finde frem til mit sande væren i nuet, min personlighed. Denne, min egen, personlige indsigt, har været motivation nok for mig, at tilslutte mig modstanderne.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
