Ritalin - så meget nemmere end at være forælder

I november sidste år kommenterede jeg på en MSN UK-artikel, der omhandler en ny studie, der viser at "ADHD"-diagnosticerede børn i det lange løb klarer sig bedre uden medicinsk behandling end med.

Nu er studien jo ikke helt så ny mere. Ikke desto mindre har man i Danmark åbenbart til stadighed ikke kendskab til studien, ikke engang i "ekspert"kredse, som bl.a. denne nyhedsnotits viser. "Svaret for mange børn med ADHD er medicin, fordi vi ved, der er god effekt", citeres Per Hove Thomsen, der på trods af sin stilling som professor ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter i Risskov altså tilsyneladende aldeles ikke er up to date med den internationale forskning.

Ifølge nyhedsnotitsen skal der nu blæses til angreb mod "ADHD" - eller for at sige det, som det er: mod alle de børn, der ikke uden problemer kan finde sig tilrette i et samfund, der efterhånden er så egocentreret, at snart enhver form for menneskelighed bliver stemplet som "sygdom" eller "udviklingsforstyrrelse". "ADHD" er ikke en "udviklingsforstyrrelse", "ADHD" er "udviklingsforstyrrende": "ADHD" er en forstyrrelse i samfundets udvikling væk fra det menneskelige, og hen imod det robotiseret egocentriske.



Takket være personer som Per Hove Thomsen kan både forældre, pædagoger og samfundet som sådan ånde lettet op: "Det [det planlagte "referanceprogram", der skal hjælpe med at stemple endnu flere børn i fremtiden med "ADHD"-kimæren, og få dem dopet fra deres individualitet og ind i dejlig tilpasset underdanighed] understøtter, at der er tale om en sygdom, som kan behandles, i stedet for, at man bare får at vide, at man ikke evner at opdrage sine børn", forlyder det fra moren til to "ADHD"-stemplede drenge, Marianne Dinsen, ifølge nyhedsnotitsen.

Tja, det er vist noget nemmere, at lukke munden på de små ubekvemme individualister med amfetaminer - i USA kendes Adderall f.eks. også som "college crack" - end at tage ansvar og være forælder, pædagog, et menneskeligt samfund. Og når man er så i den grad blottet for enhver ansvarsfølelse, som dette vores samfund efterhånden er det, så bekymrer man sig selvfølgeligt heller ikke det mindste om de lægeligt ordinerede amfetaminers potentiale til at forårsage alvorlige hjerteproblemer, en øget kræftrisiko, og en øget risiko for at blive psykotisk. Lige så lidt som man bekymrer sig om, at disse stoffer, ligesom de ulovlige amfetaminer, er vanedannende.

Historien om Luise

Pia gjorde mig i dag opmærksom på en kronik i Politiken fra den 5. april 2002. Kroniken er altså ikke ligefrem skrevet i går, og der er sket en del siden den stod at læse i Politiken, netop i den sag, den omhandler. Ikke desto mindre mener jeg ikke, den har mistet det mindste af sin aktualitet, og vil give Pia helt ret i, at emnet burde diskuteres lidt mere indgående.

"Historien om Lone" er kronikens overskrift, mens historien faktisk omhandler Luise Hjerming Christensen, der døde i 2005, godt tre år efter denne kronik blev skrevet. Lægerne forsøgte den gang i 2005, med held, at bortforklare Luises død ved at give følgerne af et epileptisk anfald skylden. Mens Luise aldrig har haft en epilepsi-diagnose og med stor sikkerhed de facto døde af neuroleptikaforgiftning.

Den ansvarlige læge i sagen stod den gang til en ansættelse i Patientklagenævnet. Patientklagenævnet mente ikke, spørgsmålene omkring Luises død var grund nok til at udsætte ansættelsen. Senere afgjorde Sundhedsstyrelsen, at lægen ikke havde begået fejl i sin "behandling" af Luise, og dermed ikke kunne gøres ansvarlig for hendes død. Det må altså antages, at denne læge i dag sidder lunt og trygt i Patientklagenævnet, hvor vedkommende vurderer sager, som den, Luises mor Dorrit Cato Christensen i sin tid anlagde mod ham/hende. - Og hvis jeg kendte til vedkommendes navn, ville det måske stå hér. Skrevet med store bogstaver som en advarsel mod en inkompetent læge. Men jeg kender ikke til navnet.

"Måske" fordi Luise-sagen desværre ikke, som man umiddelbart kunne komme til at tro, er et enkelttilfælde. Lige så lidt som den ansvarlige læge altså er et enkelttilfælde af inkompetence blandt ellers mere eller mindre kompetente kolleger.

EKSPERTER I DEN MENNESKELIGE PSYKE

For at vende tilbage til kroniken: Langt hen af vejen er jeg enig med Luises mor i dennes vurdering af behandlingssytemet. Dog ikke i alle punkter. Således skriver Dorrit Cato Christensen at "[p]sykiatere er eksperter, hvad angår den menneskelige psyke."

At psykiatere skulle være eksperter i den menneskelige psyke på et eksistentielt niveau, kan et enkelt blik på psykiatriens historie afsløre som fejltagelse. Psykiatere er læger, deres interesse dermed af rent biologisk, fysiologisk - mekanisk - karaktér. Det menneskelige, på et eksistentielt, filosofisk niveau, har ikke interesse. Undtagen for psykiatere som Loren Mosher, R.D. Laing eller Grace Jackson. Og hér må man konstatere, at deres interesse for det menneskelige altså er et filosofisk et, ikke et psykiatrisk.

Virkelige eksperter i den menneskelige psyke finder man sjældent blandt psykiatere. Hvis man finder dem blandt "professionelle", så er sandsynligheden størst blandt dem med en humanistisk baggrund, som psykologer og lignende.

"De healere, de moralbyggere, jeg har mødt, har sjældent været professionelle indenfor psykiatrien. De har befundet sig udenfor dette område. Og de eneste, der befandt sig indenfor det, var igen folk, som på en måde har været rebeller, modstandere. Og en stor del af de bedste healere jeg har kendt mens jeg gik på graduate school [videregående universitetsuddannelse efter første eksamen], eller mennesker jeg har kendt, der var kandidater i psykiatri, de droppede ud, fordi de simpelthen ikke passede ind. De følte sig utrolig fremmed indenfor denne form for mekanisk, ikke-healende model, de blev introduceret til og undervist i", sagde den amerikanske psykolog og forfatter Bruce Levine ved en præsentation af sin bog "Surviving America's Depression Epidemic" i Amherst/Massachusetts d. 25.03.08.

Psykiatere er ikke engang eksperter i den menneskelige hjerne. Det er neurologerne, der er det. "De [psykiaterne] ved" netop ikke, "hvordan de forskellige medicinske præparater virker ind på de forskellige centre i hjernen," andet end antydningsvis, og prøver sig derfor famlende frem. På bekostning af deres klientel, der, grundet dets status som værende utilregneligt, ikke i stand til at vurdere sin situation det mindste selv, noget nemmere end i enhver anden sammenhæng kan gøres til forsøgskaniner, i givet fald også imod klientelets udtalte vilje - et utilregneligt stemplet menneskes vilje er per definition intet værd, og kan problemløst ignoreres.

Iøvrigt har vi hér også at gøre med et paradoks mht. psykiatriske forhåndserklæringer, der som regel indeholder et stillingtagen til, om man evtl. er villig til at deltage i forsøg. Udover tilkendegivelsen omkring "behandling", altså. Al psykiatrisk "behandling" er sådan set et eneste forsøg.

Mere om psykiatriens "ekspertise" mht. dens definitioner og "behandlings"metoder af "psykisk sygdom" kan bl.a. læses hér. Og nej, der er ikke sket noget som helst, der kunne redde psykiatriens ære siden 2003.

ORD - IGEN

Jeg er heller ikke enig i Dorrit Cato Christensens ordvalg. Hendes datter var uden tvivl en meget "forsigtig og poetisk pige", et meget følsomt og sårbart menneske, ja. Men derfor var hun altså ikke "syg" - i hovedet, eller "skizofren". Disse adjektiver bliver udelukkende brugt af samfundet og dets eksekutive psykiatrien for at retfærdiggøre selvsamme behandlingssytemets måde, at køre meget følsomme og sårbare mennesker ned med en damptromle, "skyde med kanoner på spurve", som tyskerne udtrykker det så træffende. De bliver udelukkende brugt i et dehumaniserende øjemed, der frarøver det således betegnede menneske definitivt sin menneskelighed.

Adjektiverne bliver brugt til at bortforklare utilpasset, og for samfundet ubekvem adfærd, og til at unddrage sig, fraskrive sig ethvert ansvar for, at der er mennesker, der ikke trives i samfundet og derfor er nødt til at søge tilflugt i "støtteuniverser". Især hvis disse mennesker ikke har redskaberne til at sublimere deres vantrivsel, og lade den komme til et for dem selv kreativt, konstruktivt og for samfundet acceptabelt udtryk.

Følsomt og sårbart bliver et menneske hvis følelser er blevet såret. Og jo mere vedvarende og voldsomt et menneskes følelser såres, jo mere følsomt og sårbart bliver dette menneske. At Dorrit Cato Christensen ikke affejer sin datters støtteuniverser som "symptom" på meningsløs galskab, som psykiatrien og de fleste pårørende i reglen gør det i sådanne tilfælde, må man regne hende til stor fortjeneste. Ikke desto mindre navigerer også hun elegant uden om at se dem som andet end en reaktion på den "behandling", hendes datter er udsat for i psykiatrien. Hvilket de også uden tvivl er. Også. Støtteuniverserne eksisterer nemlig allerede før Luises møde med psykiatrien, og kan derfor ikke være blevet et nødvendigt tilflugtssted pga. dette møde. Noget i Luises livshistorie har gjort etableringen af støtteuniverser nødvendigt for hende, allerede før hun kom i kontakt med psykiatrien: følsomme, sårbare mennesker er mennesker, hvis følelser er blevet såret.

At Luises flugt ind i støtteuniverserne antog de former, den gjorde, og at støtteuniverserne mere og mere afspejlede hendes traumatisering som følge af hendes psykiatrisering, er ikke et enestående fænomen. "Ethvert psykiatrisk symptom indeholder et element af modstand. Kan tortur overkomme modstand? Åbenlyst", som John M. Friedberg siger. Men inden modstanden er overkommet, mennesket, det menneskelige, besejret, øger torturen modstanden, "symptomerne" tager til, kvalitativt og kvantitativt.

Sidst men ikke mindst er jeg meget uenig i at "[d]e fleste [mennesker i krise] skal have medicinsk behandling". Udover det i Danmark velkendte "Vestlaplandsmodellen", er der internationalt en række andre, lignende tiltag og studier, der entydigt beviser det modsatte, der faktisk beviser, at medicinsk behandling som regel kronificerer krisetilstanden og derved gør fuld recovery umuligt, mens de mennesker, der formår at undgå medicinsk behandling, ikke sjældent opnår fuld recovery.

TOPPEN AF ISBJERGET

Luise-sagen er ikke et enkelttilfælde. Den er toppen af isbjerget. Det isbjerg, psykiatrien som sådan er. Nærkontakt med psykiatrien er livsfarlig. Både ECT og psykofarmaka er bevist hjerneskadende "behandlings"tiltag, mennesker, der længerevarigt udsættes for "behandling" med neuroleptika, dør efterhånden i gennemsnit 25 år tidligere end dem, der ikke tager disse stoffer, længerevarig "behandling" med litiumpræparater giver gerne alvorlige nyreskader, SSRIs gør folk suicidale og forårsager livstruende skader på fostret, hvis de tages af gravide, et utal af mennesker er døde pga. bæltefiksering, tvang generelt er traumatiserende, og sidst men ikke mindst ender stort set alle, der bliver erklæret for "alvorlig psykisk syg" med førtidspension som svingdørspatienter og på bo- respektive væresteder: opmagasineret i sikker afstand fra resten af samfundet, ved hjælp af "behandling","medicin", sat ude af stand til at gøre sig bemærket, frarøvet deres stemme, deres værdighed, deres menneskelighed, og enhver mulighed for nogensinde at generobre disse. Det langsomme, udramatiske og nærmest usynlige drab vi aldrig hører om i medierne, der finder sted i sikker afstand fra resten af samfundet. Hver dag. Utallige gange. Verdenen over. Også i Danmark.

Psykiatrien som institution er udmærket klar over, at dens funktion ikke er anden end den, at skulle befrie samfundet fra de individer, der reagerer mere følsomt og sårbart på samfundet, det samfund, der har såret deres følelser, end hvad dette samfund, end hvad "normaliteten" kan acceptere, om nødvendigt med disse individers død til følge. Forholdt det sig anderledes, havde Dorrit Cato Christensen uden den mindste tvivl fået medhold mht. sin klage over Luises "behandling".

FRIHEDSKAMPE

Luise kæmpede til det sidste mod overmagten og for sin menneskelighed, sit liv, sig selv. Men jo mere hun kæmpede, jo hårdere slog systemet ned på hende. Med slagene forklædt som "behandling", "hjælp".

I en psykiatrisk sammenhæng er et menneskes kamp for sin menneskelighed en "sygdom", der skal "behandles", slåes ned, om det så koster menneskets liv. Ligesom det en gang i USA blev betragtet som en "sygdom", når en slave flygtede fra slaveriet. Slaven var syg. Ikke et samfund, der gjorde mennesker til slaver og nægtede dem deres værdighed som mennesker pga. deres hudfarve... Også de "syge" slaver blev der slået meget hårdt ned på, for at "kurere" dem, og også hér ikke sjældent med slavens død som følge.

Luise fik aldrig en chance, nåede aldrig til den indsigt, der reddede f.eks. Judi Chamberlins liv: "Jeg har været en god patient, og jeg har været en dårlig patient, og tro mig, at være en god patient er det, der hjælper dig til at komme ud af sygehuset, men at være en dårlig patient er det, der hjælper dig til at komme tilbage til det virkelige liv."

Når jeg læser "Historien om Lone", slår det mig igen, hvor tæt jeg selv har været på at dø, at blive dræbt. I bogstaveligt forstand, eller i overført betydning. Jeg er en meget oprørsk natur, som Luise var det. Og kriserne, ja, det har netop været de perioder i mit liv, hvor det oprørske overtog styringen, over "fornuften", hvor de mindste krænkelser af min menneskelighed, de mindste overgreb på mig selv, førte til voldsomme og spontane protestreaktioner. At læse "Historien om Lone" lader mig meget tydeligt se, hvor nemt min udprægede overlevelsesvilje og frihedstrang havde kunnet koste mig livet i en psykiatrisk "behandlings"sammenhæng.
_______________

Update til "Historien om Luise"
_______________

Luise's mor Dorrit Cato blogger hér, bl.a. om sine erfaringer med patientklagenævnet: Dorrit Cato's Blog

Diagnoser vs. livshistorier

Det hér følgende indlæg havde jeg oprindeligt skrevet til Outsiderens blog, hvor det kan ses hér. Den nedenstående version af indlægget er lettere redigeret og udvidet i forhold til originalen. Emnet "epidemi" relaterer til mit tidligere indlæg på Outsiderens blog "Er epidemien biologisk eller kulturel?" som (ikke) er en recension af E. Fuller Torreys bog "The Invisible Plague. The Rise of Mental Illness from 1750 to the Present". At jeg nævner katten i min kommentar til Giannas indlæg bunder i at Fuller Torrey har en teori om at nærkontakt med katte, især med deres efterladenskaber, kan forårsage "skizofreni"... Meget skal man høre før ørerne falder af, ja! Især fra Fuller Torreys side.


Diagnoser, livshistorier og lidt mere epidemi

Gianna har gjort det igen (herligt at se, at hun alligevel stadigt har ork til at komme med sine guldkorn!): skrevet et yderst tankevækkende indlæg til sin blog.

Apropos epidemi: ja, også antallet af voksne, der er stemplet "bipolar" er steget igennem de seneste ca. 15 år - i USA. Måske er den U.S.-amerikanske form for "bipolar lidelse" mere smitsom end den, der angriber mennesker i resten af verdenen?? En specielt smitsom variant af viruset?? Tør jeg tage turen (forhåbentligt til næste år!) og besøge netop nogle af de allermest kontaminerede steder som Freedom Center og MindFreedom under disse omstændigheder?? Jeg kan se alle Outsiderne rykke forskrækket tilbage:"Vig fra os indtil vi med sikkerhed ved, at du ikke er inficeret!" Og hvornår er det så mon? Når jeg en dag falder død om uden at have været det mindste "manisk"?? Hm.

Nu ser det dog imidlertid ud til, at det ikke så meget drejer sig om en epidemi mht. "bipolar lidelse", men derimod mere om en epidemi mht. hvad man vist godt kunne kalde"psykiatrisk bipolar-diagnosticeringsvanvid", en form for OCD, der, som navnet indikerer, udelukkende angriber psykiatere - i USA. Så, bare slap af, medmindre du er psykiater - og holder til over there!

Den U.S.-amerikanske "bipolar"-eksplosion ligger i en størrelsesorden på ca. 100%. Antallet af "bipolar"-diagnoser er altså fordoblet igennem de seneste 15 år. En nyere undersøgelse viser nu, at ca. 50% af de "bipolar"-diagnosticerede højest sandsynligvis er fejldiagnosticeret. Den faktiske "stigning" i antallet tilfælde af "bipolaritet" er dermed - regne regne - 0%. Jeg kan vist roligt tage turen...

Blandt mange andre tanker, vækkede Giannas indlæg for mit vedkommende en del tanker omkring stempling ("diagnosticering") som sådan, og jeg kommenterede:

"Stempler, tja, jeg er ikke officielt stemplet, men hvis, så var det "med sikkerhed" blevet til et "skiz"-stempel. Det hjalp i et enkelt henseende: igennem mit kendskab til de tanker og erfaringer, folk som Lacan, John Weir Perry, Laing og enhver anden, der nogensinde har prøvet at forstå hvad der virkeligt ligger til bunds for de problemer, psykiatrien ynder at stemple "skiz" (og det er så det - ingen videregående forståelse påkrævet) har nedfældet på papir, blev jeg endeligt sat i stand til at stille mig selv de rette spørgsmål og lære mig selv bedre at kende, hvilket på sin side bragte mig på vejen til reovery. I ethvert andet henseende oplever jeg stemplet som et overgreb på min menneskelighed. Faktisk var jeg, i en tilstand af akut følsomhed, ikke engang i stand til at skrive ordet ned (jeg kunne vitterligt ikke få pennen ned på papiret respektive trykke tasterne), for ikke at tale om at skulle høre på min terapeut sige det, uden at føle mig selv, eller: mit selv, reduceret til noget i nærheden af nul. Et trauma oveni et trauma.

Heller ikke hér: ingen familiehistorie mht. "galskab". Kun en grænseoverskridende, overkontrollerende mor (som jeg ikke har tilgivet: børn betyder ansvar, også det ansvar at man af og til, og især når det er ved at gå galt, gransker sine forældre-kvalifikationer kritisk), og en konfliktsky, fraværende far - den "klassiske" setting, om du vil. Men, åh, det havde jeg nær glemt: vi havde faktisk en kat!..."



Nu var min modvilje mod stemplet ikke undgået min terapeuts opmærksomhed. Vi ved jo allesammen, at "manglende sygdomsindsigt" er et udbredt "symptom" på netop denne "sygdom". Således også min terapeut. Ordet blev kun direkte udtalt nogle ganske få gange. Målet i denne, terapeuiske, sammenhæng var jo ikke, som desværre så ofte i en psykiatrisk sammenhæng, at få mig definitivt reduceret til noget i nærheden af nul.

Men: selvølgeligt skulle der også i denne, terapeutiske, sammenhæng checkes for og gerne opnås "sygdomsindsigt". Så min sjælefred på den front blev vedvarende forstyrret: "Hvad tror du, det kunne være?", "Tror du, det er noget alvorligt?" osv. i den duren. I ugevis holdt jeg stand: "Det ved jeg ikke.", "Aner jeg ikke." Mens jeg blev mere og mere irriteret: "Så hold dog op med at belemre mig! Sig det selv, hvis du synes, det absolut skal udtales!" Men næh nej, så ville vi jo ikke have opnået nogen "sygdomsindsigt", vel?!

Ca. samtidigt med, at jeg sad og bryggede på min kommentar til Giannas indlæg, sad også Pablo og skrev:

"(...) Alle har behov for at skabe en mening med deres liv. Mennesker er skabninger der bebor såvel tid som rum - andre skabninger lever meget mere i øjeblikket med kun lidt sans for for- og fremtid. Vi har behov for at skabe en topografi af tiden, et kort over livet, og det er vores historie. Herfra stammer vores fascination for historier og historiefortælling - fra dette behov for at kortlægge tiden og finde vores plads i den.

En diagnose er en erstatning for en personlig fortælling. Det er et forsøg på, at give nogen en historie når de ikke kan finde mening selv, men den er i sagens natur utilfredsstillende. Den placerer personen i en kasse og tilpasser individet til historien i stedet for at historien tilpasses individet. Del af recovery-processen er processen af at kræve din egen historie tilbage - den historie, der giver mening i dit liv, ikke i nogen andens. (...)"

Jeg vil gerne supplere Pablos kommentar med Grace Jacksons svar på Larry Simons spørgsmål efter årsagerne for, at emotionelle kriser så ofte ender i livslang, kronisk "sygdom". Ved siden af at nævne sociale og biologiske ("medicin"-relaterede) årsager taler Grace Jackson om psykologiske årsager til kronificeringen af krisetilstande: "...det kan blive meget attraktivt for et menneske, der ikke har nogen anden identitet i livet, eller nogen anden Mening - med stort M - en eksistentiel grund til at eksistere, at faktisk antage en rolle, der ikke bare giver mening for mennesket selv, men også for andre. Så, hvis jeg faktisk bliver vigtig for Nanny eller Chad, eller bliver vigtig i min familie, eller bliver vigtig for min psykiater, fordi jeg antager denne rolle, som alle siger jeg har, og hvis jeg får en bestemt værdi fordi jeg accepterer dette stempel, så har vi psykologiske årsager, der gør den [krisen] livslang, eller mere kronisk."

Iøvrigt er den U.S.-amerikanske psykologiprofessor Larry Simons indtil videre to interviews med den U.S.-amerikanske dissident-psykiater Grace Jackson virkelige highlights i hans også ellers meget interessante og anbefalelsesværdige række af radioblog-udsendelser "Stories We Live By". Find og nyd dem hér.

Irriteret, angst og vred og ude af stand til at skrive ordet ned blev jeg, fordi jeg, der hele mit liv havde levet andres historier, i netop det øjeblik, hvor jeg var begyndt at gøre krav på min egen historie, igen blev bedt om at leve en andens historie - og give afkald på min egen.

At kræve "sygdomsindsigt", som behandlingssytemet gør det, via identifikationen med et stempel, er detsamme som at kræve, at individet i krise reducerer sig selv til noget i nærheden af nul. Igen.

Jeg gav mig i sin tid. Det gjorde usigelig ondt. Selv om sammenhængen altså ikke engang var "officiel". Og selv om jeg inderst inde gjorde, som jeg altid havde gjort, når selvreducering, eller nærmere betegnet selvfornægtelse, var blevet krævet af mig, og råbte til mig selv: "NEJ!!!" Intet inderst inde nok så højt råbt nej kan gøre det skrevne ord uskrevet. Når jeg skriver, skriver jeg min egen historie. Og jeg havde måttet skrive ordet, og dermed en andens historie, ind i min egen historie. Atter en gang. Et Trauma oveni et trauma.

"UN"-what??

Så skete det for mig igen. Det sker altså af og til - at jeg har svært ved at huske, at danskerne oversætter stort set alt. Også navne, eller hvad man vist godt kunne betegne som et navn. "Donald Duck", f.eks., og således også "United Nations", der på dansk bliver til "Forente Nationer": "FN"...

UN-konvention for mennesker med handikaps' rettigheder

Nu er jeg ikke specielt entusiastisk over at se mennesker, der går igennem emotionelle kriser betegnet som "handikappede", men der er situationer, hvor det er værd at bide i det sure æble. I mangel på bedre. En af situationerne er helt afgjort UN-konventionen for mennesker med handikaps' rettigheder, der trådte i kraft den 03. maj 2008. Konventionen er udformet til at sikre mennesker med handikaps deres fulde menneskerettigheder og værdighed. Og den omfatter altså også mennesker med "psykiske handikaps", dvs. med psykiatriske diagnoser.

Konventionen sikrer bl.a. retten til frit og informeret samtykke, retten til frihed fra tortur, eller grusom, umenneskelig og degraderende behandling eller afstraffelse, og retten til fysisk og psykisk integritet på lige fod med alle andre menneskers. I praksis vil dette kunne betyde en ende på enhver direkte form for psykiatrisk tvangsbehandling, også den, der foregår i form af tilbageholdt information respektive misinformation om skadelige virkninger af psykiatrisk behandling.

Danmark har underskrevet selve konventionen, dog ikke protokollen endnu. Desuden mangler Danmark at ratificere konventionen. Det forundrer desværre ikke at se, at det er specielt de "højt priviligerede samfund i den vestlige verden", der mangler at ratificere en konvention, der vil sikre hvad disse højt priviligerede samfund gerne betragter og behandler som andenklassesmennesker, desamme grundlæggende menneskerettigheder som alle andre.

I går, på 60-årsdagen for UN's erklæring af menneskerettighederne, blev der afholdt en festlighed i UN-bygningen i New York. - "Hvorfor tog det egentligt hele 60 år, at få disse fundamentale menneskerettigheder også erklæret for mennesker med handikaps?" som én af talerne spørger. - Arrangementet kan ses på UN's website hér, under: 12 May 08, "Commemorative event..."

Mere om konventionen kan man læse hér på UN's website.

MindFreedom var med en egen delegation direkte involveret i udformningen af konventionen. Mere om MindFreedom's engagement bl.a.hér.

Og så er det bare at afvente, at også "det højt priviligerede" danske samfund ratificerer en konvention, der sikrer alle mennesker, uanset eventuelle handikaps, desamme rettigheder, hvilket i og for sig ikke skulle gøre en konvention nødvendigt overhovedet, hvis dette samfund virkeligt var så "højt priviligeret", som Karin Garde mener. Men Karin Garde mener jo også, at tortur, og grusom, umenneskelig og degraderende behandling respektive afstraffelse i form af psykiatrisk tvangsbehandling er "højt priviligeret".

Nyliberalisme à la Enhedslisten

Jaja, knapt nok havde jeg i går nået at skrive, at jeg nyder at være undervejs, og altså et levende menneske, i fuld gang med at lære at leve livet, og klikke på "publish post", så drattede der den månedlige opdateringsmail fra Gaderummet ind ad min inbox. Bl.a. med link til to læserbreve, publiceret hhv. den 24.04. og den 03.05.2008 i Dagbladet Arbejderen. Det ene, "Når Enhedslisten sparker nedad" (pdf) skrevet af nogle af Gaderummets brugere, det andre, "Gaderummet som fortsat fristed" (pdf) Rikke Lauritzens og Mikkel Warmings svar på det førstnævnte.

"Det, der giver mig problemer, er ikke så meget længere, hvad der har været. Det er, hvad der er, hvad jeg ser foregå i denne verden, her og nu." "Over"følsom? "Symptomer"?? Tja, hvis det er en sygdom, at være et levende menneske med den tilhørende evne til at mærke, føle og tænke selvstændigt, så må jeg vist hellere skynde mig hen, og få noget mere behandling! Og denne gang skulle jeg måske vælge den slags, som der virkeligt er "evidens" for, at den "virker", og lade både mine selvstændige tanker, sanser og følelser blive dopet godt og grundigt i sænk. Så jeg ikke risikerer, at nogensinde kunne reagere igen, på noget som helst.

Hvad var det, der fik sindet i kog, denne gang? Det var sætninger som disse hér: "Vi synes til hver en tid, at det er meget vigtigt, at kommunens sociale tilbud er så brede og mangfoldige som overhovedet muligt. Kun derved kan vi sikre, at flest muligt får den rigtige individuelle hjælp, de har behov for."

Eller disse: "Og vi ønsker, at Gadeummet skal fortsætte, som det oprindeligt var tænkt: Som et sted, hvor der er højt til loftet og selvtilrettelæggelse. Et sted, hvor der ikke er stærke ledere, og hvor sårbare unge kan komme og være sig selv, samtidigt med at de får den behandling, som en del af dem har brug for."

Hvor "brede og mangfoldige" kommunens tilbud er, kan tydeligt ses på et sted som "Nødrummet". Man kan vælge helt frit mellem at holde kæft og makke ret enligt de herskende, umyndiggørende regler på stedet, og gider man ikke det, ja så er det a) enten ud på gaden i en vis fart igen, i givet fald assisteret af politiet, eller b) med ca. samme, visse fart afsted til den nærmeste lukkede, hvor man kan se frem til, at få netop den "rigtige individuelle hjælp", systemet (apropos "stærke ledere") mener, man har så hårdt brug for: en eller anden umyndiggørende diagnose, afhængigt af, hvilket humør den ansvarlige psykiater lige er i, og de tilhørende velkomst-piller, respektive, hvis man skulle vise sig at være så utaknemmeligt at afvise "hjælpen", den tilhørende velkomst-sprøjte, der doper én ufejlbarligt ind i et kemisk tågedis og fra enhver sans og mening (= fra enhver "over"følsomhed og ethvert "symptom"). Det må virkeligt kaldes for et "bredt og mangfoldigt tilbud"!

Jeg spørger mig, under disse omstændigheder, hvad "højt til loftet" i Rikke Lauritzens og Mikkel Warmings verden betyder. Jeg formoder, at hvis jeg ser et loft ca. i krybehøjde foran mig hér, så skal jeg måske bare prøve, at se på det ud fra alle de menneskers perspektiv, der allerede er tromlet godt og grundigt ned af nyliberalismens vejtromler, for at få øje på noget, der kunne betegnes som "højde".

"Den noget hæretiske tanke kom mig, at hvad nytter det at anstrenge sig og knokle sig igennem en krise uden den mildnende virkning af kemiske stoffer, og opnå derigennem selvforståelse og derigennem igen en større forståelse af verdenen, hvis det man så forstår er, at verdenen faktisk er et ret så umenneskeligt sted at være i??? Er det måske, i sidste ende, alligevel den bedre løsning, at vegetere derudad, i et neuroleptisk tågedis, der holder en på ubegrænset tid, eller i hvert fald så længe som man er 'compliant' i lykkelig uvidenhed?" Tja, både Rikke Lauritzen og Mikkel Warming ser, i skønneste harmoni med den herskende, nyliberalistiske kæft-trit-og-retning-ideologi, ud til at mene, det er den bedre løsning.

Mere recovery

"Recovery" kan stå for to forskellige ting: Det kan være et mål, man sætter sig, og det kan være den udvikling, der fører til dette mål. Vejen er målet, hedder det. Men mister man målet ude af syne, mens man er på vejen, fordi man tror, man er nået så langt, som man nu kan komme og derfor stopper op undervejs, vil man selvsagt aldrig komme videre. Man vil ikke være undervejs, man vil ikke være på vej(en) længere.

Udvikling, forandring, fremskridt, er muligt igennem hele livet. Udvikling, forandring, er livet. Også mht. recovery. At standse denne udvikling, f.eks. ved at tro, eller få et andet menneske til at tro, at yderligere forandring ikke kan opnås, at enden af vejen er nået, er drabeligt.

Jeg er enig med Ron Unger i, at, for at stoppe en yderligere udvanding af recovery-konceptet, bør fuld recovery, som et mål, hvor man er helt uafhængig af systemets serviceydelser, stå som det, enhver recovery-proces sigter mod.

En af de vel nok mest udtalte modstandere af en sådan opfattelse af recovery er den U.S.-amerikanske psykiatri-ekstremist E. Fuller Torrey. I et tidligere indlæg på sin blog gengiver Ron Unger sin artikel om recovery, der blev trykt i avisen The Register-Guard, og E. Fuller Torreys svar på samme.

I sit svar citerer Fuller Torrey bl.a. de recovery-kriteria, som Courtney Harding stillede op til sin langtidsstudie "The Vermont Longtudinal Study of Persons with Mental Illness" (1987):

• having a social life indistinguishable from your neighbor (at have et socialt liv ikke forskelligt fra naboens)
• holding a job for pay or volunteering (at være i betalt eller frivilligt arbejde)
• being symptom free, and (at være symptomfri, og)
• being off medication. (ikke at tage medicin)

(Mere om denne og lignende studier kan man læse i Edward L. Knights artikel "Recovery".)

For Fuller Torrey er specielt det sidste punkt på listen en rød klud, og han skriver: "Hvis recovery betyder at vi bevæger os hen imod et psykiatrisk behandlingssystem uden medicinering ... er vi allesammen i vanskeligheder." Ja, fordi psykiatrien som sådan ikke har andet at byde på som "behandling", end medicinering, ECT, og - i heldigvis i dag meget begrænset omfang! - "psykokirurgi" - læs: lobotomi. Eventuelle andre tiltag, såsom samtaleterapi, er ikke psykiatriske, selv om de måtte blive tilbudt indenfor psykiatriens/socialpsykiatriens ydre rammer. Et psykiatrisk behandlingssytem, der ikke længere havde medicinering som "behandling" til sin rådighed, ville næppe være overlevelsesdygtig, berøvet det vigtigste af alle sine til rådighed stående redskaber til at udøve social kontrol med.

"Vi må redde det psykiatriske behandlingssytem", fortsætter Fuller Torrey da også ganske rigtigt sit kampopråb (= call to arms). "Lad ikke de selvretfærdige fanatikere [recovery-fortalerne] skræmme dig. Stil spørgsmål og stop vanviddet."

For Fuller Torrey og hans tilhængere er "recovery" ensbetydende med sygdomsindsigt og den deraf følgende, selvfølgeligt medicinske, neuroleptiske, behandlingscompliance. Recovery er for ham netop ensbetydende med, at en person finder sig i sin skæbne og lærer at leve med "de begrænsninger en kronisk sygdom giver". Hvilket altså ikke er recovery, men rehabilitering. Allerhøjest.

Siden det nu ville være lidt pinligt at måtte indrømme, at man simpelthen frygter for sin professions overlevelse, sit job, forsvares dette standpunkt ved at ethvert recovery-koncept, der måtte gå ud over rehabiliteringens grænser, "giver dem [af brugerne] urealistiske forhåbninger, der aldrig vil recovere, uanset hvor meget de prøver, fordi deres sygdom er så alvorlig." (Sally Satel og Mary Zdanowicz, "Commission's Omission. The President's Mental-Health-commission In Denial")

Mit spørgsmål i denne sammenhæng er, hvad der skulle kunne give nogen retten til at nægte alle chancen for recovery, bare fordi der eventuelt er enkelte, som man for øvrigt umuligt kan vide på forhånd, hvem vil være, der aldrig opnår uafhængighed fra behandlingssytemet?? Måske skulle man også generelt forbyde folk at leve livet, siden der altid er nogle, der kommer galt afsted med det??...

Man kan hvad man vil, hedder det også. Det er så sandt som det er sagt. I hvert fald mht. et menneskes personlige udvikling. Begrænset er denne kun af døden, den fysiske, og af den, der er resultat af at man lader sig lokke i en blindgyde og parkere dér på ubestemt tid.

Selv har jeg valgt en recovery-definition, der holder mulighederne for videre udvikling ubegrænset åbent. I overensstemmelse med Ron Ungers kriterium om uafhængighed fra enhver støtte fra en behandler, ville jeg kunne betegnes som "recoveret" på nuværende tidspunkt. Men, kan jeg læne mig mageligt tilbage og sige, at jeg har lært at leve, med eller uden handicap? Har jeg lært at leve livet? Har jeg lært at leve med mig selv? Har jeg lært, at leve med det eneste "handicap", den eneste "kroniske sygdom" mht. mit sind, jeg nogensinde har haft, nemlig den, at jeg er mig? Har jeg lært alt, der skal og kan læres? Er jeg nået til vejens ende?

Ser man, som jeg gør det, i overensstemmelse med f.eks. Laing, "psykisk sygdom" som eksistentielle kriser, selvets forsøg på at komme i gang med den udvikling, den proces, livet i sin helhed er, ser man det som et forsøg på, at finde fra blindgyden tilbage til vejen, må svaret nødvendigvis være nej.

En af mine undervisere i ridning fortalte engang en lille sjov anekdote fra den Spanske Rideskole i Wien: Der blev holdt et arrangement for overberideren, der var blevet pensioneret. En reporter spørger overberideren, hvor lang tid det tager, at lære at ride. Overberideren svarer: "Tja, lad mig se: jeg har haft de bedste læremestre, der findes, har fået lov til at ride de bedste elevheste, man kan komme ud for, og jeg har haft talent. Under de omstændigheder vil jeg skyde på ca. 200 år."

Jeg er ikke recoveret. Jeg er i gang med at recovere: med at lære at leve med mig selv. Med at lære at leve livet. Det vil jeg blive ved med at være i gang med i, i hvert fald, de næste ca. 200 år endnu - eller mere, siden jeg ikke altid har haft desamme fordelagtige omstændigheder som overberideren. Og jeg nyder faktisk at være undervejs!

Hvordan bør "recovery" defineres? II

Nogle opfølgende tanker til Ron Ungers blogindlæg om recovery:

Definitionen på recovery, som Day Poulsen m.fl. gør brug af i deres artikel "Recovery og rehabilitering i psykiatrien", er hentet fra og sammenkogt efter Anthony, William A., "Recovery from mental illness: The guiding vision of the mental health service system in the 1990s" (pdf) Artiklen blev oprindeligt trykt i Psychosocial Rehabilitation Journal (min fremhævelse), 16(4), 11-23. William Anthony er leder ved Center for Psychiatric Rehabilitation (min fremhævelse), en statslig financieret institution, der hører til under Boston University.

I artiklen beskriver Anthony recovery som " a deeply personal, unique process of changing one’s attitudes, values, feelings, goals, skills and/or roles. It is a way of living a satisfying, hopeful, and contributing life even with limitations caused by the illness." (...en dybt personlig, unik proces hvor man ændrer sine holdninger, værdier, følelser, målsætninger, evner og /eller roller. Det er en måde, at leve et tilfredsstillende, bidragende liv præget af håb, selv med begrænsninger forårsaget af psykisk sygdom.) Bemærk at Anthony ikke benytter sig af begrebet "kronisk". Ikke desto mindre mener dog heller ikke han, som leder af en statslig subventioneret institution, der altså arbejder tæt sammen med psykiatrien, at recovery er andet, end at en person lærer at leve med en handicappende sygdom, der gør ham/hende afhængig af systemets serviceydelser ("medicin") for livet. Så kort kan det nemlig siges, det, Anthony ellers bruger side op og side ned med ekstremt patetisk retorik på.

Ifølge Anthony er forskellen mellem "rehabilitering" og "recovery" den, at rehabilitering er den service, systemet yder for at en person kan recovere. Det er altså systemet, der rehabiliterer, mens det er individet, der recoverer. Ja, så nemt kan man altså gøre rehabilitering og recovery til to sider af samme sag, og derved tømme recovery-konceptet for sin oprindelige mening - for at fylde det med psykiatriens mening, der altid har udelukket og til stadighed udelukker, at fuld recovery mht. psykoser er mulig. Med dette mål for øje, er Anthony heller ikke bleg for at påstå, at "recovery" fra fysisk sygdom ikke nødvendigvis må betyde uafhængighed fra behandlingssystemet. Netop den påstand, som Ron Unger med rette kalder for "bedragerisk og inkompetent". Og selvfølgeligt er det netop denne definition, den danske psykiatri, repræsenteret af bl.a. Day Poulsen, tryller frem af hatten. I et desperat forsøg på, at gøre recovery-konceptet spiseligt for systemet.

Både Anthony og den danske artikel undlader da også omhyggeligt, at bringe "fuld recovery", altså fuld uafhængighed af systemet ("medicin"), som det endelige mål af enhver recovery-proces, på banen. En sådan uafhængighed eksisterer ikke i systemets begrebsapparat. Psykoser er per definition kroniske sygdomme, der kræver livslang behandling (medicinering). Mens de mennesker der, som Dan Fisher for eksempel, opnår fuld recovery, nok aldrig har været "rigtig" psykotiske alligevel ("fejldiagnosticeret"), eller selv tager helt fejl, hvis de tror, det ikke til enhver tid kan ske igen, bare fordi de tilfældigvis (!) i en periode er i stand til at klare sig uden systemets støtte ("medicin"): Psykoser er kroniske sygdomme, fuld recovery er ikke muligt.

Det problematiske, uspiselige, ved recovery-konceptet ligger for systemet ikke så meget i tanken om, at mennesker kan komme sig helt. Det mest problematiske, uspiselige, ligger i kendsgerningen, at det som oftest er alle andre end de medicinske behandlingstiltag, der gør fuld recovery mulig for folk.

Hvis det var "medicinen", der hjalp folk med at recovere, ville systemet øjeblikkeligt være med på, at fuld recovery, også fra psykoser, er mulig. Men det er det altså ikke. Tværtimod. Som oftest er det netop personer, der enten undgår medicinering helt, eller anvender den meget sparsommeligt og tidsbegrænset, der opnår fuld recovery. "Medicinen" står faktisk i direkte sammenhæng med recovery-chancerne: Jo højere dosering i jo længere tid, desto mindre bliver chancen for fuld recovery.

Detsamme kan siges om den bag "medicinen" liggende filosofi, den biologiske forklaringsmodel: Jo større tro på biologien, jo mindre chance for fuld recovery. Fuld recovery er nemlig som oftest noget, man opnår i takt med at man opnår indsigt i hvad der har forårsaget problematiken, på et eksistentielt niveau. Uden selv-/indsigt er rehabilitering, "social recovery", mulig. Men altså ikke fuld recovery, eller det, der kan siges at være egentlig recovery.

Ron Ungers blogindlæg er en reaktion på hvad Daniel Fisher bl.a. i artiklen "A New Vision of Recovery: People can fully recover from mental illness; it is not a life-long process", giver udtryk for. Dan Fisher afgrænser godt nok hvad han kalder for "the Empowerment Vision" (fuld recovery, og dog...) mod et "Rehabilitation View" ("social recovery", rehabilitering) af "recovery" (sammenlign med Day Poulsen med fleres definition af "recovery" i forhold til rehabilitering). Men han slækker dog såpas på fordringerne, at han selv ved "the Empowerment Vision", som en noget mere radikal opfattelse af "recovery" end "Rehabilitation View"et, indrømmer medicinering en vis eksistensberettigelse. Det er denne indrømmelse, Ron Unger med rette protesterer imod.

Konklusionen er, at der findes rehabilitering i psykiatrien, og recovery udenfor densamme. "Recovery" er til stadighed ikke anerkendt i psykiatrien, andet end som et nyt ord for rehabilitering. Mens selve konceptet til stadighed holdes mere eller mindre konsekvent udenfor. Med fare for at gå i glemmebogen. Hvis vi lader os fortsat besnære af psykiatriens patetiske retorik.

Here's to Mary Maddock, and The Independent!

Just a note for everyone who understands English: The Irish are far ahead of Denmark when it comes to recognizing and fighting human rights violations. When will the Danish public and media wake up from their bewitched - by psychiatry - sleep??

Hvordan bør "recovery" defineres?

I Ugeskrift for Læger, nr.11, 2005, kan man læse artiklen "Recovery og rehabilitering i psykiatrien" af bl.a. Lene Falgaard Eplov og vores alles Henrik Day Poulsen.

"Er recovery en helt ny måde at forholde sig til psykisk lidelse, som ikke tidligere har haft rum i det psykiatriske behandlersystem? Eller er recovery blot et nyt ord for psykiatrisk rehabilitering?" spørges der indlednde i artiklen.

Artiklens forfattere (alle psykiatere, selvfølgeligt) definerer recovery-begrebet efterfølgende således:

"Recovery beskrives som en dyb personlig unik proces, hvor man tilstræber, at en person kan leve et tilfredsstillende liv, selv med de begrænsninger en kronisk sygdom giver." (min fremhævelse)

Forfatterne konkluderer tilsvarende, at recovery-konceptet ikke er andet, end "gammel vin på nye flasker", ikke andet, end psykiatriens velkendte rehabilitering.

At det, artiklen betegner som "recovery" ikke er recovery, og konklusionen derved er fejlagtigt, tydeliggøres af nedenstående indlæg ,der oprindeligt er offentliggjort af Ron Unger på hans blog Recovery from "schizophrenia" and other "psychotic disorders" den 28. april 2008. Indlægget tydeliggør også, hvorfor det er så vigtigt, at holde fast ved det oprindelige recovery-koncept, og ikke lade hverken psykiatrien eller en misforstået godhed overfor nogle brugere udvande definitionen af recovery.

Tak til Ron for hans tilladelse til at oversætte hans blogindlæg og offentliggøre det hér!
___________________

Ron Unger er Licensed Clinical Social Worker (LCSW). Ron arbejder i Eugene, Oregon (USA) som kognitiv terapeut med mennesker, der er diagnosticeret med "skizofreni" eller en anden "psykotisk forstyrrelse". Han er også koordinator for MindFreedom International i Lane County (en region i Oregon).

National Empowerment Center (NEC) er en U.S.-amerikansk organisation, der arbejder for at fremme recovery-konceptet.

Dan Fisher er direktør af NEC. Efter han blev fuldt recoveret fra "skizofreni" uddannede han sig til psykiater. Også Dan Fisher er medlem af MindFreedom.
____________________

Hvordan bør "recovery" defineres?
Af Ron Unger LCSW

Nedenunder et brev, jeg skrev til Daniel Fisher, direktør af National Empowerment Center (NEC). NEC har gjort en del godt arbejde, men jeg tror, organisationen tillader en hel del af sin effektivitet at blive kompromitteret ved at tillade at ekstremt udvandede definitioner af "recovery" opfattes som acceptable.

Fra brevet:

> En ting, der bekymrer mig, er når "recovery" defineres som muligvis stadigt krævende medicin og/eller terapi. Jeg betragter det som radikalt forventningerne til recovery indskrænkende. For eksempel, i sundhedsministeriet her i vores land taler klinikere om, at personer er "recoveret" når de ikke længere har behov for sagsbehandlere for at overleve i samfundet, og når de stadigt er på flere slags stærk og farlig medicin, så længe de bare er i stand til at gå og få disse medikamenter hos deres egen læge. Selvfølgeligt har disse personer stadigt brug for deres diagnose, så de kan få recepten, men systemet kan vaske sine hænder og sige at personerne er "recoveret".

> Jeg forstår godt dit argument, at mange anvender medicin og/eller terapi, men dog ikke anser sig selv som "psykisk syg". Hverken du eller jeg mener selvfølgeligt, at nogen overhovedet skulle anse sig selv som "psykisk syg", så jeg taler bestemt ikke for at alle, der tager medicin, skulle anse sig selv som psykisk syg! Alligevel, disse mennesker lider nok til at have behov for det psykiatriske systems støtte, og jeg mener, vi skulle definere fuld recovery som ensbetydende med, at man ikke længere har behov for denne støtte, punktum. (Man kan stadigt få behov for en sådan støtte på et eller andet tidspunkt i fremtiden, men det kan alle mennesker.) Det ville være mere i overensstemmelse med en fornuftig definition af fuld recovery, siden vi kunne anvende begrebet på enhver anden tilstand, på ethvert andet problem også.

> Det ville være meningsfuldt at tale om grader af recovery, og at tale om, hvilken del af recovery'en der skal fokusseres på først. Uden tvivl skulle det overordnede fokus være på livskvaliteten og på at opnå et meningsfuldt liv. Hvis et menneske er alvorligt fysisk skadet og derfor hindret i at gå, er det vigtigste, at mennesket kan bevæge sig igen i samfundet, på den ene eller anden måde. Men et sundhedssystem, der fortalte en person han/hun var "fuld recoveret", mens vedkommende triller igennem gaderne i en kørestol, selv om muligheden fandtes, at vedkommende med kompetent assistance kunne blive i stand til at gå igen, ville med rette blive kaldt for bedragerisk og inkompetent. Jeg frygter, at hvis vi tillader "fuld recovery" at blive defineret som opnået mens personen stadigt betragtes som behøvende farlige medikamenter, bliver vi medskyldige i netop et sådant bedrag.

> Din "tre cirkler"-diagram indeholder nogle grader af recovery. I venstre side er personen svært funktionsnedsat, i midten mindre funktionsnedsættelse, i højre side ikke funktionsnedsat. Når mennesker flytter sig fra venstre til midten, kan de stadigt have behov for en form for behandling, men de har en meget mindre funktionsnedsættelse. Mens dette er en grad af recovery, er det dog ikke fuld recovery: folk skulle være opmærksomme på, at der findes yderligere grader af recovery, der er mulige, eller i diagrammen, at man kan komme helt over i højre side.

> Jeg ved godt, at der er et pres fra folk som stadigt er på medicin om at definitionen af fuld recovery skal inkludere dem. Og nogle af dem, der er endnu mere afhængig af det psykiatriske system, vil også gerne se dem selv som recoveret - jeg har for eksempel en bror, der stadigt tager Clozaril [svarer til Leponex] i høj dosering, bor på bocenter og tilbringer det meste af dagen på et værested, og gerne betragter sig selv som "recoveret". (De psykiatriske behandlere, der har med ham at gøre, går glædeligt med til denne definition af "recovery", siden det betyder, at de ikke behøves gøre noget andet end det de gør, eller yde nogen som helst anden assistance end den de yder.) Jeg vil ikke forringe de fremskridt min bror har gjort, men jeg vil heller ikke have ham til at tro, at han er recoveret så meget som det er muligt for ham. (Med min støtte har han arbejdet med sin læge på at gradvist nedsætte dosen af Clozaril, så han bevæger sig stadigt fremad.) Vi kan godt værdsætte de grader af recovery, folk har opnået, mens vi dog også bemærker, at yderligere recovery er muligt for dem. Vi kan anerkende folks fremskridt mod recovery, uden at udvande vores definition af "fuld recovery" til at betyde mindre end at man har et fuldt liv uden behov for behandling.

> Jeg ved, at det vil være en udfordring for National Empowerment Center at ændre sin definition af fuld recovery til at betyde, at man er i stand til at leve et fuldt liv i samfundet uden nogen støtte fra det psykiatriske system, men jeg tror, at det er en ændring, der er tvingende nødvendigt. Dan, du har opnået netop denne form for recovery, og jeg mener, specielt med de data, der findes over at medikamenterne forkorter så mange menneskers livsforventning, at vi er nødt til at tilbyde håb om at fuld recovery er mulig. Dette budskab kan kun komme klart og tydeligt frem, hvis vi sikrer os, at ordene "fuld recovery" betyder at have et fuldt liv uden behov for behandling. Tak for at du tager dette kritiske punkt op til eftertanke!

Ron Unger LCSW