"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

Viser opslag med etiketten recension. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten recension. Vis alle opslag

tirsdag den 27. oktober 2009

Bogfilmatiseringer - A Beautiful Mind og I Never Promised You a Rose Garden

Almindeligvis er jeg ikke den største tilhænger af bogfilmatiseringer. Specielt, hvis jeg har læst bogen, filmen baserer på, inden jeg ser filmen, og når bogens hovedvægt ligger på, at skildre mere komplekse psykologiske sammenhænge, har filmen ofte efterladt mig med en lidt flad fornemmelse. Et godt eksempel på et sådant, i mine øjne mere eller mindre mislykket, projekt er A Beautiful Mind med sin noget overdreven og fordrejet fremstilling af "hallucinationer", ment til at hjælpe publikum til en nemmere forståelse af fænomenet, der imidlertid må siges, at være mest egnet til at opnå den modsatte effekt. Og egentligt et stilistisk faux pas, som man skulle mene, filmregisseurer som Bergman og Tarkovsky f.eks. har lært filmen at undgå for lang tid siden. Men, ok, på den ene side har vi Bergman's og Tarkovsky's sans for de fine nuancer, på den anden Hollywood's forkærlighed for de brede penselstrøg. Som at sammenligne æbler med appelsiner.

En anden ting, der kan give mig en flad fornemmelse, er når filmen bevidst fordrejer bogens "budskab" indholdsmæssigt, bogens, forfatterens eller protagonistens popularitet udnyttende for at få sit eget "budskab" frem. Også dette er A Beautiful Mind jo et glimrende eksempel på, når den misbruger John Nash's celebrity-status, og lader ham udtale, at han tager "de nyere medikamenter", da han i 1994 får at vide, at han vil modtage Nobelprisen i økonomisk videnskab. Mens John Nash i det virkelige liv aldrig har taget neuroleptika, hverken nyere eller gamle, andet, end når han var pinedød nødt til det, såsom under indlæggelser, og slet ikke efter 1970.

Filmproducenterne undskyldte denne forfalskning af facts ved at sige, at man ikke ville have, folk skulle smide deres piller ud. Imidlertid fremgår det på intet tidspunkt direkte af filmen, at John Nash ikke tog "medicin" i længere, sammenhængende perioder. Der findes altså ingen grund til overhovedet at nævne emnet. Andet, end hvis man altså ønskede, at udnytte John Nash's popularitet, og lade hans navn gøre lidt reklame for farmaindustrien.

Så, alt i alt var det med forbehold at jeg i går kastede mig ud i at se filmatiseringen af Joanne Greenberg's autobiografiske roman I Never Promised You a Rose Garden, som en venlig sjæl sidste måned har uploaded på YouTube i sin helhed.

På nær i et enkelt tilfælde, er visualiseringen af protagonisten Deborah's "hallucinationer" noget mere subtilt gennemført, end i A Beautiful Mind, og derfor en del mere udholdelig og troværdig. Generelt undgår filmen de alt for brede penselstrøg, bortset fra i de sidste sekvenser, der både virker lidt forhastede - mens man nok skal huske på, at standardlængden for spillefilm i 1977, filmens produktionsår, lå på omkring 90 minutter, der helst ikke blev overskredet - og, især i forhold til romanen, lidt overfladisk happy-ending-agtige.

Med et så komplekst tekstgrundlag som Joanne Greenberg's roman, kan en filmatisering næsten kun komme til kort. Specielt når filmatiseringen altså, som i dette tilfælde, prøver, ikke at overskride de 90 standardminutter væsentligt. Ikke desto mindre formår filmen i mine øjne overordnet at få det bedste ud af sine 96 næsten-standardminutter, både fordi den lykkes med at udvælge nogle af de mest essentielle af bogens mange aspekter til sine emner, og ikke mindst også takket fremragende skuespillerpræstationer (Kathleen Quinlan, Bibi Andersson), og jeg var positivt overrasket over at se, at man havde valgt, at lade bogens "budskab" uforfalsket stå.

Som jeg svarede på en YT-kommentar, der mener, hvad bogen lærer os er, at vi skal have "compassion" med "the mentally ill" (what?! vel, alt kan åbenbart blive misforstået, også Joanne Greenberg):

"What both the book and the movie teach us is that so-called "mental illness" is a choice (out of necessity though). Not a chronic brain disease. And they both teach us that we should make it possible for people to choose freedom, like Frieda Fromm-Reichmann made it possible for Joanne Greenberg. Instead of indefinitely locking them up in helplessness and dependency with toxic chemicals and hopeless messages about defective genes and chronic brain disorders."*

Men jeg havde nu også et øjeblik glemt alt om filmens produktionsår, 1977, dvs. om at filmen blev optaget på et tidspunkt i historien, da psykofarmaka ikke spillede den alt andet overskyggende rolle, de spiller i dag, og da man stadigt var åben for psykologiske respektive psykosociale forklaringsmodeller. Interessant og positivt overraskende er i denne sammenhæng også, at filmen undgår, at køre rundt i diagnoser og deslige usmageligt. Bortset fra, at "psykotisk" lejlighedsvis dukker op i dialogen, nævnes "skizofreni" f.eks. ikke en eneste gang. Dejligt! Men vist også dette et 1977-fænomen.

Alt i alt en ganske seværdig filmatisering af Joanne Greenberg's autobiografiske roman, der dog ikke kan erstatte læsningen af bogen.

Se filmen her. (Engelsk tale, ingen undertekster)
_______________

*Man kunne lidt sarkastisk, men sikkert ikke helt urealistisk, tilføje, at, som jeg skrev til en veninde, et 2009-Hollywood-remake formodentligt politisk korrekt ville erstatte Dr. Fried's part med en æske Zyprexa eller Abilify, og lade happy ending'en udspille sig på et bosted, hvor Deborah sidder, lykkeligt "compliant" og indsigtsfuldt zombificeret...

onsdag den 19. november 2008

"The Doctor Who Hears Voices" - En film om stemmehøring

Dokumentarfilmen "The Doctor Who Hears Voices" kan ses på YouTube eller her nedenunder i indlægget som playlist. Filmen omhandler den britiske terapeut Rufus May's tilgang til stemmehøring, mens den tager udgangspunkt i hans arbejde med en af hans klienter, den unge læge "Ruth". Ruth, der i virkeligheden hedder noget andet, og hvis part i dokumentaren spilles af en skuespillerske, for at garantere den virkelige Ruth anonymitet*, søger hjælp hos Rufus, fordi hun hører en stemme, der siger, hun skal tage livet af sig.

Rufus May er en meget kontroversiel figur i systemet. Til forskel for systemet, mener han ikke, at mennesker som Ruth hører hjemme i et psykiatrisk sygehus, mere eller mindre stærkt medicineret. Han mener heller ikke, at f.eks. "skizofreni" er en legitim diagnose. Han mener derimod, at "medicin kan ødelægge liv, og at alle psykiatriske sygehuse skulle lukkes."

Han spørges af Leo Regan, filmens direktør:
"Her er en kvinde, der kommer til dig i en krisetilstand. Du arbejder med hende, og (...) du tror, det er bedre, at hun ikke bruger medicin, bedre for hendes recovery. Ville nogle professionelle ikke mene, at det er meget uprofessionelt?"

Rufus May: "Jeg tænker, det er et forsøg værd..."

Leo Regan: "Sagen er, du opfordrer hende ikke til at tage medicin. Du opfordrer hende ikke til at søge..."

Rufus May: "Nej. Jeg mener, det er bare at neddæmpe alting, fortrænge de oplevelser, der så vil dukke op igen og igen."

Ved en podiumsdiskussion griber Rufus May chancen og konfronterer Trevor Turner, en af Storbritanniens førende psykiatere og forfatter af bl.a. bogen Schizophrenia: Your Questions Answered: "Der findes ikke noget i bogen om hvordan psykotiske oplevelser faktisk er meningsfulde. Når folk kommer frem med hvad du kalder 'ordsalat', kan du faktisk... og du virkeligt lytter til folks oplevelser, er der en mening i det. Du er nødt til at afkode den. Trevor, det er virkeligt..., du er en klog mand, ved du. Den [bogen] er velskrevet. Men der mangler en hel del. Meningen. 'Recovery' er ikke i indeksen."

På Rufus May's bemærkning, at Trevor Turner ikke lytter til sine "patienter", spørger Turner, om Rufus May nogensinde har været tilstede under en konsultation med ham, Turner. Rufus May svarer: "Ja." Og spurgt om hvornår, siger han: "Du var en af mine læger. For 20 år siden." Som 18-årig oplevede Rufus May selv en eksistentiel krise, blev stemplet som værende "skizofren", og fik at vide, at han aldrig ville komme sig, altid ville være nødt til at tage "medicin". Bl.a. altså af Trevor Turner.

I et forløb, der varer tolv måneder, lykkes det Ruth med hjælp fra Rufus May at få så meget selvindsigt og dermed kontrol over stemmen, at hun kan vende tilbage til sit arbejde. Stemmen er ikke forsvundet, men Ruth siger, at hendes oplevelse med stemmen og arbejdet med sig selv har gjort hende stærkere som personlighed. I sidste ende en oplevelse, hun har haft gavn af, er vokset af at have.

Lige siden Mary Maddock for nogle måneder siden gjorde opmærksom på filmen, har jeg ventet spændt på, at den skulle blive tilgængeligt i en eller anden form, så jeg kunne se den. Nogle passager var lidt barske at se. Meget "tæt på". Og jeg kan forestille mig, at de også er det for andre. Men uanset er filmen uden tvivl et meget vigtigt bidrag til en bedre forståelse af "psykotiske" oplevelser og især stemmehøring. Helt klart en af de film, jeg ville ønske blev vist i dansk fjernsyn også. I "prime time".

Her er filmen "The Doctor Who Hears Voices":


_______________

*Der findes mennesker, der mener, Ruth burde meldes til NHS, National Health Service, det britiske sundhedsvæsens øverste myndighed, og ikke have lov til at prakticere, da hun i deres øjne er "psykisk syg" og til fare for sine patienter.

tirsdag den 28. oktober 2008

fra glashuset

"Måske har vi alle sådan et poesisprog i en eller anden form som vi kan bruge til at lege med. Finde os selv med. Nå andre med.

Hvis vi altså kan høre det midt i alle konventionerne?"


"Finde os selv med." 'Ja', tænkte jeg, da jeg læste Jannes blogindlæg forleden dag. Genkendelse. På svensk i 90'erne, på engelsk før og i dag. I perioder på fransk. Og afstikkere til spansk og norsk. Bokmål og nynorsk. En søgen efter Ordet blandt ordene. Blandt lydene. En vandring gennem koncentriske labyrinter af vilkårlige mønstre. Klangmønstre. Lydbilleder. Og i midten altid stilheden. Silence. Sacred silence. Stillness.

"Nå andre med." 'Nå andre med?' Det poetiske sprog - eller et poetisk sprog - byder måske på flere genkendelsesmuligheder, end et helt rationelt sprog. Intuitiv genkendelse. Flere og flere muligheder for genkendelse, jo mere poetisk. Mening ikke i ordene, men mellem linierne, der står med større og større afstand, løsere og løsere sammenhæng, der kan rumme flere og flere meninger. Indtil ordene sprænger rationalitetens glasramme, falder, styrter ned i irrationalitetens afgrund, hvor ingen kan nå dem længere, og de ikke kan nå nogen længere. Fordi der ikke findes ord for det usigelige. Les mots pour les mots. Dada - eller vanvid. Hvor ordene finder deres mening. Finder sig selv. Og jeg finder mig i ordene. Når mig selv. Og måske andre.

Hvem kan sige, hvornår ordene falder og styrter? Over the edge? I afgrunden? Hvem andre end ordene selv? - "...todo se pasa, Dios no se muda,..." Teresa de Ávila. Jeg ville måske have læst denne bog. Jeg ville have læst den for fem, ti år siden. I dag viger jeg tilbage for den patologisering, bogen foretager af Teresas ord. Patologisering, ja. Ødipuskomplekset som den endelige patologisering af alt menneskeligt. Et kulturelt konstrukt, der forsøger at forklare det uforklarlige, og rationalisere det irrationelle. Jeg viger tilbage, forlader, efterlader. Ødipuskomplekset. Og tager Teresas ord med mig: "Nada te turbe, nada te espante, todo se pasa, Dios no se muda, la paciencia todo lo alcanza. Quien a Dios tiene, nada le falta. ¡Sólo Dios basta!" Hvorfor fordrive stilheden med 768 sider ord, når Ordet er lige dér, i stilheden mellem disse få linier, i stilheden hvis omrids ordenes mønster tegner? En søgen, måske. En søgen, der er gået sig vild i konventionernes rationelle tankeblindgyder.

'En søgen, eller en flugt måske?' tænkte jeg. Siden der ikke bare var ord, der ikke måtte findes, men hele sprog. Siden jeg valgte at vige tilbage, forlade, efterlade, flytte - eller flygte? Krydse en grænse, også en sproggrænse. Siden jeg valgte at krydse og overskride sproggrænser, falde, i ny og næ, styrte ned, af og til.

'Skizofrene kan ikke tænke abstrakt, tager alt bogstaveligt', hedder det. Jeg ser ordene styrte ned i afgrunden, ind i irrationalitetens hav. Hvor de opløses af saltvandet. Dér dukker et 'a' op af bølgerne, og dér, et 's' og et 'v'. Bogstaver. Bogstaveligt. Jeg ser djævlen og det dybe blå hav. Og ved, hvad jeg ville vælge. Selv om jeg nok har det som Teresa de Ávila, og ikke frygter djævlen nær så meget, som jeg frygter dem, der frygter ham. Og jeg ser et menneske sidde i et glashus og holde sten i hænderne. 'Nej!' Fordi glasskårene ville være fortabte som bogstaverne i havets saltvandsbølger. Fordi jeg gerne ville bo i et glashus. Mellem skårede lerpotter med basilikum og salvie og rosmarin og blomsterkarse. Og vinterrosens bløde blade, i flere meters højde. - Det vidste du måske ikke, at vinterroser kan blive fem meter høje? - Winter Rose - Rose Bay Willow Herb - A rose is a rose is a rose... Flight of thought. Flight of word. - Fordi jeg har brug for et hus, hvor lyset kan nå ind. Derfor må man ikke kaste med sten, når man bor i glashus. Forkert svar. Ifølge konventionerne. Mit svar. Ifølge mig.

Er det en modsigelse, at flygte fra konventionerne, fra den rationelle tanke, der overdøver - alt? For at finde sig selv, og nå andre? At frigøre sig fra et sprog, der ikke kan rumme én, og som man ikke kan rumme, og for-søge sig selv i et andet? Ikke 'eller', men 'og'. Ikke 'flygte', men 'frigøre'. For-søgen og frigøren.
_______________

Hvad er vigtigst for mig, mit budskab eller min stil? Ingen af delene. Jeg skriver mine ord, og mine ord skriver mig.

søndag den 27. juli 2008

E. Fuller Torrey og Treatment Advocacy Center - en parodi

I min update til gårsdagens indlæg om Esmin Elizabeth Green (og i min sidebar) linker jeg til bloggen Fascism Advocacy Center. For at forebygge eventuelle misforståelser, vil jeg understrege, at det i denne blog drejer sig om en, om end dybt alvorlig, parodi, en satire, på Treatment Advocacy Center (TAC).

For nogle måneder siden skrev jeg, hvad jeg vil kalde for "ikke en bogrecension" til Outsiderens blog om Edwin Fuller Torrey og Judy Millers bog "The Invisible Plague: The Rise of Mental Illness from 1750 to the Present". Denne "ikke en recension", der både indeholder information om Edwin Fuller Torrey og Treatment Advocacy Center, og derved nærmere belyser, hvad bloggen Fascism Advocacy Center parodierer, var mit svar på, at et af Outsiderens redaktionsmedlemmer havde taget bogen med til et møde, hvor hun fremstillede bogen som meget interessant læsning, og både bogens argumentation og konklusioner som troværdige og korrekte. Adspurgt om hun vidste, hvem Edwin Fuller Torrey er, og hvad han står for indenfor psykiatrien generelt, var svaret nej. Hvilket altså foranledigede mig til at se nærmere på bogens troværdighed og korrektheden i argumentationen, såvel som på Edwin Fuller Torreys personlige troværdighed som forsker og "ekspert".

Hér er "ikke en recension":


Er epidemien biologisk eller kulturel?

Advarsel: Jeg har ikke læst netop denne bog. Men jeg har læst en hel række artikler fra Edwin Fuller Torreys pen, jeg besøger både Treatment Advocacy Center's og Fuller Torreys fanklub schizophrenia.com's websites med jævne mellemrum (kend din fjende!), og jeg har både læst en del om ham og hans idéer, og diskuteret både personen og idéerne med mange mennesker. Jeg er altså udmærket bekendt med Fuller Torreys tankegang.

Jeg har set lidt på, hvad Edwin Fuller Torrey og Judy Miller påstår i deres bog “The Invisible Plague: The Rise of Mental Illness from 1750 to the Present” . Bogen har adskillige, fra en videnskabeligt synsvinkel set, meget svage punkter: Bl.a. ignoreres det faktum, at “vanvid” før 1750 gik under mange forskellige betegnelser, alt efter hvordan “sindssyge” mennesker blev opfattet af omverdenen: heks, besat, synsk, medium, shaman, orakel, landsbytosse, helgen, etc.  Det som bogen ikke tager højde for, er adskillige sociale faktorer, som at den medicinske profession begynder at interessere sig for fænomenet “anderledeshed” netop omkring 1750, og at det generelt i samfundet fra netop denne tid af og med alt hurtigere fart, bliver mere og mere trangt (industrialiseringen). Der bliver mindre og mindre plads til “anderledeshed” i samfundet, mennesker, der reagerer “anderledes” bliver i tiltagende grad til forstyrrende elementer i industrialiseringens maskineri, hvilket fører til etableringen af institutioner, der kan rumme disse mennesker, respektive befrie samfundet fra den byrde, de i tiltagende grad (!) opfattes som værende for det.

At slutte ud fra at “sindssyge” før 1750 blev betegnet,  opfattet og håndteret af samfundet på en anden måde end ved at løslade læger på disse “sindssyge”, at “skizofreni” og “bipolar lidelse” ikke fandtes, er uvidenskabelig spekulation. I et interview med forfatterne, siger disse, at der ikke findes konkrete data om det faktiske antal af “anderledes” tænkende, handlende mennesker op igennem tiderne. At samtidigt tale om en “epidemi”, er, igen, uvidenskabelig spekulation. Iøvrigt findes der data, tal. Og de viser, at netop mht. “skizofreni” og “bipolar lidelse”, tallene ikke har ændret sig op igennem tiderne. De områder, hvor tallene har ændret sig, er “depression”, “ADHD”, “bipolar lidelse” hos børn (i USA), og det, der førhen gik under fællesbetegnelsen “neuroser”. - Også et interessant samfundsfænomen iøvrigt: den tiltagende psykiatriske diagnosticering og “behandling” af børns adfærd.
 
Bemærkelsesværdigt er, at tilvæksten i antallet stillede diagnoser på disse områder korrelerer med tempoet, med hvilket samfundet som helhed bliver mere og mere trangt og fremmedgjort - og fremmedgørende, eller, sagt på dansk: mere og mere umenneskeligt at leve i. Og, ja, hér har forfatterne fat i noget: OGSÅ på et biologisk, biokemisk level, mht. giftstoffer i miljøet, ikke mindst også i føden.
 
Alt i alt glimrer bogens forfattere med en total ignorance når det kommer til historiske fakta og simpel sociologi. Fuller Torrey at his best: Ingen midler, heller ikke himmelskrigende uvidenskabelighed, skys, for at fremme idéen om biologisk defekte andenrangs-mennesker, der, til deres eget bedste, skal proppes med hjerneskadende kemi (apropos miljøgifte…) til bristepunktet, læs: til de ikke er i stand til at tænke en eneste “anderledes” tanke længere, om nødvendigt per domsafsagt tvang.

Edwin Fuller Torrey er USAs vel nok fremste, berømt-berygtede pro-psykiatri-ekstremist. Han er grundlægger af Treatment Advocacy Center, der sætter sig ind for, at alle mennesker med psykiatriske diagnoser vedvarende, “forebyggende”, skal behandles med psykofarmaka, og at dette sikres ved hjælp af love, der gør tvangsmedicinering, også i hjemmet, nemt og enkelt muligt for systemet.

Om privatpersonen Fuller Torrey skal det nævnes, at han har en søster, der er diagnosticeret med “skizofreni”, og der ikke ønsker medicinering. Efter eget udsagn var det svært for Fuller Torrey at acceptere, at de vidunderlige forældre, der havde givet ham selv den mest optimal tænkelige opvækst (enligt hans eget udsagn altså), skulle have begået fejl mht. søsterens opvækst. Hvorfor han afviser enhver indblanding af psykologiske eller sociale faktorer i opståelsen af “psykisk sygdom” konsekvent.

Det skal også nævnes, at Fuller Torrey i begyndelsen af sin professionelle karriere var 100% enig med Thomas Szasz i, at “psykisk sygdom” ikke eksisterer andet end som en metafor, og at årsagerne er af rent psykologisk og psykosocial karaktér. Fuller Torrey ytrede dengang ved flere lejligheder sin store beundring for Szasz og dennes indsigt. Kovendingen skete i det øjeblik, Fuller Torreys søster blev diagnosticeret…

Må JEG diagnosticere? Massive skyldfølelser, udpræget narcissistisk personlighedsstruktur, forældrekompleks og - manglende “sygdoms”indsigt - just kidding, eller?...

Ønsker man, at få sat det hele i perspektiv (og nyde virkelig videnskabelighed), kan jeg anbefale Robert Whitakers “Mad In America” og Mary Boyles “Schizophrenia. A Scientific Delusion?”
_______________


En rettelse til ovenstående, taget fra et opfølgende af mine indlæg på Outsiderens blog: ja, også antallet af voksne, der er stemplet “bipolar” er steget igennem de seneste ca. 15 år - i USA. Måske er den U.S.-amerikanske form for “bipolar lidelse” mere smitsom end den, der befalder mennesker i resten af verdenen?? (...) Den U.S.-amerikanske “bipolar”-eksplosion ligger i en størrelsesorden på ca. 100%. Antallet af “bipolar”-diagnoser er altså fordoblet igennem de seneste 15 år. En nyere undersøgelse viser nu, at ca. 50% af de “bipolar”-diagnosticerede højest sandsynligvis er fejldiagnosticeret. Den faktiske “stigning” i antallet tilfælde af “bipolaritet” er dermed - regne regne - 0%.

mandag den 23. juni 2008

Neuroleptika - psykose, hjerneskader og tidlig død på recept

Jeg har nævnt Joanna Moncrieffs bog The Myth of The Chemical Cure i et tidligere indlæg. Hér vil jeg bringe en lidt mere detailjeret anmeldelse, baseret på den britiske avis The Guardian's recension af denne must-read:

Den 2. marts 2008 kunne man i The Guardian læse en anmeldelse af bogen The Myth of The Chemical Cure . Bogen er skrevet af den britiske psykiater Joanna Moncrieff, som er medlem af Critical Psychiatry Network, og ser brugen af neuroleptika kritisk efter i sømmene.

Joanna Moncrieff når igennem en metaanalyse af flere årtiers studier frem til, at der ikke findes bevis for, at langtids-, "vedligeholdelses"-brug af neuroleptika har nogen effekt overhovedet, at der allerede efter et års anvendelse af neuroleptika kan påvises hjerneskader i form af svind af hjernematerie, og at dødeligheden for individer, der tager neuroleptika er to til tre gange så høj som for resten af befolkningen.

I forbindelse med "vedligeholdelses"-effekten af neuroleptika nævner anmeldelsen en amerikansk langtidsstudie fra 2007, der har vist at 65% af de individer, der tager neuroleptika, efter 15 år er psykotiske, mens det kun er 28% af dem, der ikke tager neuroleptika. Man må således slutte, at det er psykosen snarere end symptomfriheden, der ved hjælp af neuroleptika vedligeholdes.

I sin bog bemærker Joanna Moncrieff da også, at begrebet "antipsykotisk" er vildledende og et "smart (salgs-)trick". Desamme stoffer, der i dag går under betegnelsen "antipsykotika", blev i 1950'erne betegnet som "tranquillizer", dvs. beroligende midler, og bliver det den dag i dag indenfor veterinærmedicinen. Stofferne fjerner ikke psykotiske symptomer. De nedsætter bare individets evne til at registrere disse, og til at reagere på dem, ved at berolige individet. "Der er intet antipsykotisk over antipsykotika", hedder det i anmeldelsen.

Mht. svind af hjernematerie respektive celledød forårsaget af neuroleptika, udkom der i 2005 en amerikansk studie, der påviser henholdsvis et 8-11% og et 20% svind af hjernematerie efter mellem 17 og 27 måneders anvendelse af Haldol eller Zyprexa. I 2006 udkom der en opfølgningsstudie, der linker dette svind af hjernematerie til celledød.

Ifølge anmeldelsen beskylder Joanna Moncrieff psykiatrien for at "ignorere de negative beviser mht. antipsykotika", dvs. beviser for at neuroleptika ikke er effektive respektive er decideret skadelige, og "argumenterer, overbevisende, for at psykiatrien er skyldig i grov videnskabelig uredelighed."

Joanna Moncrieff mener ikke, at psykiatere burde have magten til at tvangsindlægge og -medicinere, og hun opfordrer til at etablere medicinfrie alternativer som Soteria.

Bogen koster godt nok ₤ 50.00, altså knap 500,- Dkr. Men de er sikkert meget godt investeret.

fredag den 26. oktober 2007

Man bider ikke den hånd, der fodrer en

For et par måneder siden så jeg mig konfronteret med en større udfordring. En ting er at besøge websites eller læse en artikel eller en bog bare for ens egen skyld. Orker man ikke mere, så lægger man bladet eller bogen jo bare væk, eller klikker sig et andet sted hen på nettet. For måske at vende tilbage senere, når gejsten er der igen. En helt anden ting er at skulle modstå fristelsen, trangen til at løbe skrigende sin vej, fordi man bare SKAL have læst det ene eller andet, og det NU.

Det var situationen, da jeg læste Karin Garde's bog "Køn, psykisk sygdom og behandling". Alene titlen gjorde at jeg så mig nødsaget til at gemme bogen, f.eks. lægge en trøje hen over den, hver gang jeg trængte til en pause. En pause fra at få brækfornemmelser ca. fem gange per side, fra at føle afmagt, vrede og desperation. Det lyder voldsomt, og det var det også. Men jeg fik læst værket . Og for at komme afmagten, vreden og desperationen til livs, gjorde jeg, hvad jeg altid gør i situationer som denne: Jeg skrev. En recension af bogen i dette tilfælde. Her er den.



Man bider ikke den hånd, der fodrer én
En recension af Karin Garde's "Køn, psykisk sygdom og behandling"

It is difficult to get a man to understand something if his
salary depends upon his not understanding it.
-Upton Sinclair

Kan der findes en feministisk psykiatri? En kvindevenlig psykiatri? En psykiatri som tager sit udgangspunkt ved behandlingen af kvinder i kvinden som kvinde? Med Kerstin Kempker kunne man også spørge: "Kan der findes et venligt uretssystem?"

I sin bog "Køn, psykisk sygdom og behandling" ser Karin Garde nærmere på psykiatriens tilstand mht. psykiatriserede kvinders vilkår og ligestillingsproblematiken i psykiatrien. Ifølge Garde drejer det sig ved den manglende ligestilling for psykiatriserede kvinder hovedsagligen om et paradigmespørgsmål.

Ikke anderledes end de fleste samfundsinstitutioner, går også psykiatrien i dag i sin tænkning og handling ud fra "den 40-årige, hvide mand" som grundlæggende norm. Det forbavser således ikke, at kvinder i langt højere grad end mænd er udsat for psykiatriske foranstaltninger, at kvinder i langt højere grad sygeliggøres, diagnosticeres og behandles. Men kan udvidelsen af den psykiatriske normhorisont om en kvindelig norm virkeligt være svaret på problemet, som Garde mener? Eller ville denne udvidelse, ganske mod Gardes hensigt, medføre en yderligere forfinet diskriminering af kvinder?

For at kunne svare på dette spørgsmål, må man indledningsvis se på spørgsmålet: Hvem eller hvad er det egentligt, der definerer, overordnet, vores samfundsnormer, kvindelige som mandlige, før som nu? Svaret falder nemt: Lovgivningen og samfundets institutioner i deres helhed. En lovgivning og institutioner, som næppe kan betegnes som frigjorte fra de udtalt patriarkalske værdiforestillinger, de ikke bare har været præget af igennem tiderne frem til i dag, men som de, de facto, er et produkt af.

Værdiforestillinger, som lader Garde f.eks. tale om "de vilkår for behandling, som karakteriserer et højt priviligeret samfund i den vestlige kultur". Hvor "højt priviligeret" dette samfund er på det psykiatriske behandlingsområde, viser bl.a. en WHO-undersøgelse, der konkluderer, at recoverychancen for "skizofreni" er dobbelt så høj i de knapt så priviligerede u-lande som den er i vores, ifølge Garde, ak så behandlingspriviligerede, vestlige kultur.

Garde giver med denne udtalelse allerede i bogens indledning et indblik i sine egne tankestrukturer som i allerhøjeste grad domineret af psykiatriens patriarkalske, totalitære dogmer. Og hun følger op på vores forventninger.

I de tysk- og engelsksproglige lande har man i de seneste år anstrengt sig at skelne knivskarpt og kvindevenligt mellem af "Dissociative Identity Disorder" (DID/MPS) lidende og "skizofrene". Hvorved man selvfølgeligt skal lade de første tilkomme enhver tænkelig form for hjælp, så de kan klare deres krise, mens man gør bedst i at parkere de sidste bagerst i psykiatrien respektive godt og grundigt dopet med livsforkortende og hjerneskadende neuroleptika i socialpsykiatrien, siden de alligevel per definition er håbløse tilfælde. Og så er det iøvrigt uhyre vigtigt at komme frem til den korrekte diagnose. Intet mere fatalt, end at tage fejl her, og stemple en "DID" som "skizofren"! Nej, vitterligt ikke. I hvert fald ikke under de bestående, "priviligerede" (behandlings)omstændigheder - under hvilke ethvert "skizofrent"stemplet menneske, kvinde eller mand, er et "skizofrent"stemplet menneske for meget!

Garde taler nu ikke om "DID", som ikke har vundet indgang på det danske psykiatriske marked i samme omfang endnu som det har det på de udenlandske. Hun taler om "eksistentielle kriser", som, knivskarpt og kvindevenligt, kan afgrænses mod "veldefineret psykisk sygdom". Det ville være interessant at høre, hvordan Garde definerer denne af eksistentielle kriser så forskellige "sindssygdom" så vel. Især siden hun andetsteds i bogen indrømmer, at den biologiske model - og her har vi den eneste måde, der generelt skelnes mellem de to kategorier på - mangler ethvert bevis på sin gyldighed.

Til trods for denne rosværdige erkendelse, som langt fra alle hendes kollegaer kan få sig selv til at indrømme, kommer hun patriarkalsk-dogmatisk nærmere ind på, hvad nøjagtigt hun betragter som den vestlige kulturs priviligerede behandling for "skizofreni":

"For kvinderne gælder, at medicinsk behandling virker bedre, fordi de oftere har symptomer, som medicinen virker på."

Sammen med mændenes større friheds-, autonomitetstrang, ser hun her en årsag til, at kvinder er bedre til at følge op på behandlingen. Godt nok advarer hun også mod "overmedicinering" hos kvinder, men, som begrebet "overmedicinering" implicerer, findes der altså under alle omstændigheder efter hendes mening et korrekt mål af medicinering som en nødvendighed, der skal overholdes. Og det, selv om det er et i "ekspert"kredse velkendt faktum, at medicinen (her altså neuroleptika) netop ikke virker på symptomer, men udelukkende har en dæmpende virkning på den almene livsenergi. Som dens eneste virkning, bortset fra bivirkningerne.

At medicineringen som en nødvendighed skal overholdes, bekræfter endvidere Gardes konstatering, at "kvinder klarer sig bedre", netop grundet deres større behandlingscompliance. Den moderne, biologiske, patriarkalsk-dogmatiske psykiatri har altid betragtet en reduceret livsenergi som det ønskede behandlingsmål, som "bedring". Og ligesådan Garde. Mens man kan spørge sig, om kvindernes større behandlingskompliance måske snarere er et resultat af deres undertrykte autonomitet, og den deraf følgende underordning under den lægelige autoritet, end af oplevelsen af at medicinen virker.

Interessant i en feministisk sammenhæng er også, at Garde godt nok nævner risikoen for tardiv dyskinesi og agranulocytose i forbindelse med anvendelsen af neuroleptika, men at hun, ved siden af en række andre ikke uvæsentlige risici, også undgår at nævne det 10-dobbelte brystkræftrisiko for kvinder, der tager neuroleptika.

På samme måde psykiatrisk ambivalent forholder hun sig til mændenes autonomitetstrang. Lige så positivt som hun vægter denne autonomitetstrang, når det kommer til, af psykiatrien accepterede, recovery-fremmende faktorer, såsom at tage initiativ til at blive selvforsørgende - og her spørger jeg mig, om Garde virkeligt er så naiv, at hun ikke ved, at jævnligt, "compliant" neuroleptika-indtagelse indebærer en 90%-chance for at ende som førtidspensionist - lige så negativt vægter hun den altså, når den går ud over den ifølge psykiatriens dogmer urørlige compliance.

Heller ikke anderledes dobbelttydigt stiller hun sig til inddragelsen af familien i behandlingen. Hun beklager, at især mænd har en tendense til at bryde med deres familie, som de opfatter som "omklamrende og en bremse på deres selvstændighed", og hun bemærker at "især mødre til skizofrene patienter betoner den biologiske årsag". Med begge observationer kommer hun farlig tæt på en tankegang, der kunne føre til Laing eller Bateson. Hun skynder sig da også at bakke ud: Familien er hellig for psykiatrien, da den nemlig kan sikre compliancen, den neuroleptiske. Ergo er der heller ikke her sympati at hente hos Garde, hvis man som kvinde ønsker at frigøre sig fra omklamrende og selvstændigheden bremsende familiebånd: kvinden hører til i hjemmet. og det gør den psykiatriserede mand også. Friheden, selvstændigheden, tilhører alene den 40-årige, hvide mand, og alle dem, der kritikløst har overtaget hans normer og værdier. Som Karin Garde.

Garde ser med andre ord, hvor problematisk netop den nærmeste familie kan være for et menneske i krise, men formår ikke at fuldføre tankegangen, da den kunne sætte spørgsmålstegn ved psykiatriens priviligerede behandlingsmetoder.

Dobbelttydigheden, Gardes feministisk psykiatriske venlighed, når sit udtalte højdepunkt, når hun beretter om den glæde, som "skizofrene" kvinder imødeser fødslen af et barn med:

"Det kan være hjerteskærende for omgivelserne, pårørende og personale, fordi man ved at kvindens forventninger om selv at kunne tage sig af barnet sjældent kan opfyldes."

"Fødslen af et barn ender desværre ofte med den mindst dårlige løsning, nemlig at barnet må fjernes ved fødslen med eller uden moderens tilsagn."

Selvsagt strejfer det ikke den feministisk psykiatriske venlighed at sætte spørgsmålstegn ved en behandling, der fejler, bl.a. OGSÅ, når det kommer til at sætte disse kvinder i stand til selv at tage sig af deres børn, og der således gør en (tvangs)fjernelse til en - kvindevenlig?? - nødvendighed. Senest hér begynder man at undre sig, om denne hjerteskærende kvindevenlighed skyldes dumhed eller kynisme.

Bogen er ærgerlig, ikke mindst også pga. den venlighed, den feministisk psykiatriske, med hvilken der bliver talt om psykiatriserede kvinder. Man bemærke: OM psykiatriserede kvinder, ja, ikke måske MED, nej.

Således bliver der f.eks. ræsonneret over, at "skizofrene" kvinder ifølge statistikerne mere har en hang til pyromane udfoldelser, mens mændene er mere til direkte personskade, når det kommer til vold. Så vidt så godt. Ræsonnementet slutter dog brat med bemærkningen: "Hvorfor det forholder sig sådan [at kvinderne har en hang til ildspåsættelse] (...) er ikke til at forklare" Nej. Og selvfølgeligt foreligger der ikke den ringeste grund til at beskæftige sig nærmere med sagen, for ikke at tale om at spørge en eller flere af disse kvindelige pyromaner efter deres motivation, siden man, når man ikke magter at frigøre sig fra psykiatriens totalitære kraepelinske tankestrukturer, ved hjælp af dens totalitære kraepelinske symptombeskrivelser, som sagt, knivskarpt kan skelne mellem en "eksistentiel problematik" og "sindssygdom". Og selvsagt drejer det sig ved "skizofreni" ikke om en eksistentiel krise, men helt afgjort om meningsløs galskab. Den mest meningsløse og motivationsløse af dem alle.

Alt i alt fejler Karin Garde i det punkt, hvor hun skulle have erkendt oprindelsen af psykiatriens grundlæggende værdier og derved dens samfundsmæssige rolle overfor dens klientel generelt og kvinden i særdeleshed som en total(itær) opdragelses- og straffeinstitution, fordi hun ikke nærmere analyserer, hvorfor psykiatrien ikke interesserer sig for kvinden som kvinde, hvorfor psykiatrien ikke interesserer sig for mennesket som menneske. Hun fejler her, fordi hendes syn er begrænset af selv at være udøvende i denne institution, fordi hun har internaliseret dens værdier, som hun så desperat prøver at give indtryk af, at hun har frigjort sig fra, og fordi hun derigennem heller ikke selv interesserer sig for kvinden som kvinde, mennesket som menneske. Det hun interesserer sig for er køn som kategori, psykisk sygdom som diagnose og (psykiatrisk) behandling som nødvendighed.

Hun forsøger sig med en kvindevenlig og dermed humanitær tilgang til psykiske kriser, men forliser ved sin egen humanistiske utilstrækkelighed. Hun taler om "eksistentielle kriser", som kun en person, der ikke ved hvad en eksistentiel krise er, kan afgrænse mod "psykisk sygdom" som Garde gør det. Ufortrødent og feministisk psykiatrisk forfægtende psykiatriens diagnosticerende og dehumaniserende dogmer.

Den eneste værdi hun sætter spørgsmålstegn ved, er den "40årige, hvide mand". Denne værdi er en lille brik i det store puslespil "psykiatri - samfund - kvinder - historie". Den er ikke andet end et enkelt symptom og som et sådant, som den kategori dette symptom udgør, ikke engang egnet til at definere en 40-årig, hvid mand som den personlighed han er. Lige så lidt som begreber som "hallucination", "vrangforestilling" eller "tvangstanke" er egnede til at definere psykiske kriser som de individuelle eksistensproblematiker de er.

At løfte blikket og se udover symptombehandlingens grænser, er Garde, på trods af lejlighedsvis antydede forsøg, lige så lidt muligt, som det er psykiatrien som sådan muligt. Helheden forsvinder af syne, igen og igen. Psykiatriserede kvinder står før som sidst ikke som integre individuer, frigjort til at definere sig selv, men kvindevenligt perfekt kategoriseret, normeret, reduceret og fremmedgjort af et diagnosticerende, definerende og dehumaniserende "ekspert"syn i ensomheden. Hos Garde mere end hos nogen anden.

Jeg vil berolige Karin Gardes mandlige kollegaer: Karin Garde forråder ikke jeres "broderskab". Tværtimod: Hun forsvarer, ja cementerer, dets dogmer på eksemparisk vis!
_______________

Relateret: "Skizofrene mødre"