Og så råbes der selvfølgeligt efter flere sengepladser i psykiatrien igen...

Selvfølgeligt benytter man sig af de seneste dages fokus i pressen på selvmord i forbindelse med psykiatrisk "behandling" til - også og igen igen - at komme med det uundgåelige ramaskrig over nedlæggelsen af sengepladser.

En seng på en psykiatrisk afdeling koster ca. 5.000,- Dkr. om dagen - femtusinde, ja, om dagen, ja - og hvis nogen tror, at prisen skulle inkludere "behandling", så kan de godt tro om. De mere end rundhåndet til højre og venstre uddelte nervegifte, psykiatrien betegner som "medicin", koster ekstra.

Mens jeg sidder hér og drømmer: hvad kunne man ikke altsammens gøre for 5.000,- om dagen for jeg ved ikke hvor mange, men uden tvivl flere end et, kriseramte mennesker i et Soteria- eller lignende setting! Dertil med gode udsigter til at virkeligt kunne hjælpe. I stedet for bare at parkere i en seng i omgivelser, der, såfremt man ikke allerede er dybt deprimeret, sørger for, at man bliver det i løbet af no time.

Min terapeut nævnte en gang kaffepolitiken på Sct. Hans, hvor der, ifølge hende, findes én slags kaffe - og jeg formoder vi taler automatkaffe hér - for de indsatte, mens der findes en anden - jeg formoder vi ikke taler automatkaffe - for de ansatte. Mine tanker omkring dette og andet miljørelateret:

"Det er ikke mindre end uhyrligt, de ydre omstændigheder mennesker i krise som oftest udsættes for: Mad (kaffe inklusive) af elendig kvalitet, mens der ikke tages det mindste hensyn til en sund ernærings betydning også for sjælen - specielt kaffe, sukker og tilsætningsstoffer kan forårsage, at "symptomerne" tiltager. Kurvefletning som den eneste fritidsbeskæftigelse - dette oplevede [en veninde af mig i midten af 1990'erne], og da hun sagde, hun ikke havde lyst til kurvefletning, blev hun slæbt derhen, med vold og magt (...) . Matt Morrissey fortæller, at da Full Spectrum Center skulle indrettes, blev der taget udgangspunkt i tanken, at mennesker i emotionelle kriser fortjener et smukt opholdssted. Men, klart, et smukt sted, sund og lækker mad, og et bredt udvalg af muligheder for at blive kreativ, når man selv har lyst til at blive det, gør det ikke ligefrem nemmere, at overkomme modstanden... [Jeg hentyder hér til John M. Friedberg: "Ethvert psykiatrisk symptom indeholder et element af modstand. Kan modstand overkommes med tortur? Åbenbart."]. Masser af tredjerangs kaffe, en trist, grå sygehusatmosfære, hvor man er stuvet i et værelse med fem andre mennesker i krise - (...) mens det, man allermest har behov for er privatliv, fred og ro - og tvungen kurvefletning, måske suppleret med lidt ergoterapi og kognitiv terapi, der konditionerer ["konditionering" som i "Pavlov", eller som i "dressere", for dem, der ikke lige kan forbinde navnet Pavlov med noget, netop] mennesket i krise til at passe sin sengetid, ordne vasketøjet og tage sine piller, gør."

Det skal bemærkes, at "tvangskurvefletningen", der er overgået min, i øvrigt frivilligt (!) indlagte, veninde, i denne sammenhæng nærmest kan stå som et synonym for alle de regler, der generelt præger de fleste institutioner, og især psykiatriske institutioner. Regler, der både er egnede til at gøre livet let for personalet, men også til at give personalet et meget håndgribeligt magtmiddel, egnet til at yderligere dehumanisere det institutionaliserede individ ved at omfanget af individets selvbestemmelsesret minimeres til noget i nærheden af 0.

Regler, der må betragtes som den rene chikane, og ofte også bliver oplevet af det institutionaliserede individ som sådan, er egnede til at fremprovokere konflikter. Konflikter, der giver personalet rig mulighed til magtdemonstration og til at iværksætte "terapeutiske behandlingstiltag" såsom bæltefiksering, der i sidste ende er afgørende for, om den af John M. Friedberg omtalte modstand kan overkommes, om det institutionaliserede individs vilje og personlighed kan knækkes. Se hértil i øvrigt Loren Mosher's observationer omkring de faktorer, der forårsager aggressivitet.

En institution, og hér især et sygehus, men også et bosted, er det mindst egnede opholdssted for mennesker i eksistentielle kriser. Forudsat man ønsker at give disse mennesker en reel chance for recovery, og ikke at straffe, underkaste og kontrollere disse mennesker, som man nemt kunne være fristet til at tro er ønsket i dagens Danmark, når man ser på den "behandling" og de omgivelser og almene omstændigheder, mennesker i krise her udsættes for - koste det, hvad det ville. F.eks. 5.000,- Dkr. per dag, alene for en sengeplads.

Så, nej, jeg er ikke engang enig med Vibeke Storm Rasmussen, der i politiken.dk's artikel citeres: "Vi skal tilstræbe, at de sindslidende får en så almindelig tilværelse som muligt, og i den forbindelse er det da bedre at bo på en institution end på et hospital". Ingen institution vil nogensinde kunne muliggøre en "almindelig tilværelse" - medmindre man altså anser det for "almindeligt", som individuum at befinde sig konstant under den ene eller anden autoritets kontrol, og udleveret dens vilkår, på godt og, især i en psykiatrisk sammenhæng desværre ofte, på ondt. Og jeg kan undre mig - igen og igen - at det ikke falder nogen her i landet ind, at tænke "alternativt", at tænke "Soteria", eller i det mindste "Vestlaplandsmodellen". Ligesom jeg - igen og igen - kan undre mig over en tilsyneladende grænseløs naivitet, der tror, et par flere sengepladser kunne løse alle psykiatriens problemer, mens problemet så åbenlyst er psykiatrien i sig selv. Ikke et par sengepladser mere eller mindre.

Mere om selvmord i psykiatrien

I går havde politiken.dk en opfølgende og uddybende artikel om selvmord på psykiatriske afdelinger, især omhandlende et konkret tilfælde.

Det der for mig er mest iøjenfaldende, er formuleringen "kampen mod selvmord", der, i en nøddeskal så at sige, gengiver systemets holdning til problematiken som en holdning, der vender det essentielle i problematiken på hovedet - og på denne måde mere eller mindre elegant dækker over det essentielle som over systemets uvilje og uformåen at indlade sig konstruktivt på det.

Selvmord er altid det ultimative "nej" til verdenen og til den egne identitet. En verden og en identitet, mennesket der vælger selvmord ikke længere kan klare at skulle leve i og med. At føre en "kamp mod selvmord" ved hjælp af mere vurderende observation og skærpet opsyn, tager det sidste mulige valg fra dette menneske, det er en kamp mod dette menneske selv. I stedet for at det giver mennesket valgmuligheden for at definere sig selv og verdenen på en ny, livsbekræftende måde.

Modstand kan brydes. Ved at bryde modstanderens vilje. Modstand kan også omdannes til samarbejdsvilje. Ved at respektere den. Et liv kan kun den redde, der ønsker at leve det. Det er ikke om at tvinge en biologisk eksistens til at fortsætte. Det er om at få et muligt liv til at ønske sig selv.
_______________

P.S.: Hér er nogle betragtninger fra Jane's side om emnet, der også fylder meget i de U.S. amerikanske medier, igen og igen, dog mere med fokus på skydevåben, og om mennesker med en psykiatrisk diagnose skulle registreres og forbydes at eje våben. Hvilket nogle mener, ville forebygge selvmord. Ganske som man hér i Danmark mener, skærpet opsyn ville kunne forebygge.

Suicide prevention? Let's get real
af Jane Alexander



New York Times artiklen, Jane taler om, kan læses hér.

Hér er Jane's tilhørende blogindlæg om emnet.

En "Peter Gabriel-fan-blog"? Hvorfor ikke...

Den hér kunne jeg lytte til igen og igen og igen... den gang i 1977, og jeg kan lytte til den igen og igen og igen... i dag.

Hér i to udgaver (den tredje må så blive den med rolator :D)

Skal vi have flere lukkede døre og mere tvang - aka "skærpet opsyn" - for at forhindre selvmord på psykiatriske afdelinger?

Ifølge en artikel på politiken.dk har indtil videre ti personer i år begået selvmord under indlæggelsen på en psykiatrisk afdeling. Sundhedsstyrelsen mener, at en øget indsats mht. vurderingen af selvmordsfaren og et efterfølgende skærpet opsyn med de som selvmordstruede vurderede personer må være løsningen på problemet.

"Indsatsen er aldrig god nok, så længe indlagte patienter begår selvmord", citers sundhedsstyrelsens Jesper Fisker i artiklen, og jeg vil give ham ret. Hvad jeg bestemt ikke vil give hverken ham eller nogen anden ret i, er at mere vurdering og mere skærpet opsyn skulle være løsningen.

Af de 200 mennesker, der blev behandlet indenfor rammerne af Loren Mosher's Soteria-projekt, var der ikke én, der begik selvmord under sit ophold på stedet. Og det, selv om dørene aldrig var låste, og selv om der både var elpærer og andre "brugbare" genstande frit tilgængeligt for alle.

I sin bog Soteria. Through Madness to Deliverance beskriver Mosher årsagerne til aggressivitet, også den, der måtte rette sig mod personen selv, som bl.a. frustration, f.eks. over at få afslået et ønske, og vrede, f.eks. over at få overskredet personlige grænser, eller over at blive afvist.

Jeg spørger bare: hvor mange af de, måske somme tider lidt "sære" ønsker, som f.eks. at få lov til at stå på rulleskøjter i køkkenet kl. 03.00 om natten, mennesker i krise kan have, får man opfyldt på en psykiatrisk afdeling - især hvis man skulle være under "skærpet opsyn"?? Og jeg spørger endvidere: i hvor stor omfang er personalet på en psykiatrisk afdeling gearet, menneskeligt i stand, til at give et menneske i krise netop den opmærksomhed og det nærvær, men også netop den respekt og den personlige plads, dette menneske har så meget mere behov for, end for noget som helst andet (medicinsk "behandling" inkluderet)??

Indsatsen er ikke god nok, nej. Og den vil aldrig være det, uanset hvor meget vurdering og skærpet opsyn, så længe mennesker i emotionelle kriser bliver både rent fysisk, men også i allerhøjeste grad psykisk mishandlet, som de bliver det i det psykiatriske system.

Se i øvrigt dette indlæg ovre hos Johnnie for flere interessante betragtninger om emnet.

Psykdiagnonsense - II

Torsdagens indlæg kom til at hedde "Psykdiagnonsense - I", da jeg havde i tankerne, at skrive i hvert fald et opfølgende indlæg om emnet. Imidlertid har jeg vist sagt, hvad der er at sige om emnet i kommentarerne til torsdagens indlæg.

Så, i stedet for et yderligere indlæg om et mindre glædeligt emne, hér lidt totalt genialt og vildt glad "vanvid", både musikalsk, lyrisk og visuelt:


Genesis with Peter Gabriel - Live at Shepperton 1973

Psykdiagnonsense - I

Jeg har ikke fundet helt tilbage til min Buddhistiske ro endnu. Er dermed ikke i stand til at skrive en længere, sammenhængende betragtning om psykiatriske diagnoser. Da emnet nu alligevel ikke ville lade mine tanker være i fred, har jeg fundet nogle citater frem. Udtalelser fra mennesker, der selv, på deres egen krop og deres eget sind har oplevet, hvad psykiatrisk diagnosticering - som den ultimative stempling af et menneske de er - gør ved det stemplede menneske.
_______________

"Magtfulde ord med meget og lidt mening. De hjælper med at klassificere, men ikke med at forstå. De er undskyldninger, men ikke svar. de gør det nemt at beskrive, men ikke at virkeligt forklare. De adskiller os fra os selv og andre. Så, frygter du mig eller stoler du på mig, hjælper du mig eller straffer du mig, tror du på mig eller kalder du mig en løgner hvis jeg er diagnosticeret med et af disse klistremærker? Tror du ikke, det gør ondt på mig at være mærket på denne måde? Tror du ikke, det tager min værdighed, mit håb, og mit initiativ til at gøre det bedre og bedre i livet fra mig?" - Janie Lee, M. Ed.
_______________


"Psykiatriske diagnoser som skizofreni risikerer altid at skade mennesker, risikerer altid at blive til en selvopfyldende profeti, nægter mennesker altid at definere og forstå sig selv for sig selv, vildleder altid mennesker angående de fakta om hvad der er kendt og ikke kendt om psykisk sygdom, reklamerer altid for snæver medicinsk behandling i modsætning til holistiske alternativer, og pålægger altid en forståelse, der er baseret på underordning under magten. Psykiatriske diagnoser forfølger en lang tradition af mishandling af psykisk syge, der skulle anerkendes som mennesker, fortjenende fuld værdighed, ikke stemples som værende i stykker og anderledes.

Jeg er overbevist om, at vores system af hjælp for mennesker med ekstreme bevidsthedstilstande og alvorlig lidelse kan og burde komme af med pseudovidenskabelige psykiatriske diagnoser. Jeg er overbevist om, at vi kan finde muligheder, at tage os af mennesker uden at skade dem." - Will Hall, medgrundlægger af Freedom Center
_______________

"Jeg havde en oplevelse i de tidlige 1950'ere, kort efter jeg var startet i privat praksis, af hvordan psykiatrisk diagnosticering kan skade. En ung mor var blevet henvist til mig for opfølgende behandling efter hun var blevet udskrevet fra Hillside Hospital, hvor jeg havde været under min uddannelse og hvor jeg også havde været ansat. Vi mødtes, jeg så på hendes historie og så ingen hindring i at arbejde psykoterapeutisk med hende.

Til sidst under mødet spurgte hun mig om hendes diagnose og jeg fortalte hende 'skizofreni' - hendes hospitalsdiagnose som jeg, selv på det tidspunkt, ikke anså som værende irreversibel. Men det er åbenbart som hun så det, siden hun tog hjem og hængte sig.

Siden den dag har jeg aldrig anvendt begrebet overfor en patient eller familien; mht. dem, der er forvirret nok til at opfylde diagnosekriterierne, siger jeg bare, at de er noget forvirret og at vores terapeutiske opgave er at få ryddet op i forvirringen.

Det grundlæggende problem med psykiatriske diagnoser er, som jeg ser det, deres fornægtelse af den lethed med hvilken menneskers sind kan ændre sig. Et menneske i en vanskelig situation kan være bange mandag, deprimeret tirsdag og lidt forvirret - 'skizo' - onsdag. Hvilken dag mennesket ses af en psykiater afgør 'diagnosen', der på sin side vil forøge de relaterede symptomer og dæmpe de andre.

Endnu mere vigtigt er den bestandighed en 'diagnose' (skizofreni specielt) angiveligt har. Selv om jeg havde en skizofren episode (min reaktion på medicineringen er beskrevet i Bob Whitaker's fantastiske bog 'Mad In America'), insisterede mange af mine psykiatriske kollegaer, at diagnosen måtte have været forkert, da jeg var kommet mig. Det betyder, at når som helst disse kollegaer diagnosticerer et menneske med 'skizofreni', er de af hele deres hjerte overbevist om, at patienten aldrig vil komme sig. Denne holdning er næppe hjælpfuld for deres patienter!" - Nathaniel S. Lehrman, M.D.
_______________

En bemærkning til Nathaniel S. Lehrman's betragtning: Såkaldt "skizofreni" - psykiatriens hellige ko - er altid blevet betragtet som en uhelbredelig sygdom, en "dom for livet", og bliver det den dag i dag af psykiatrien - uagtet det store antal mennesker, der altid er kommet sig helt og den dag i dag kommer sig helt. Som nævnt i andre sammenhænge før, så er det dog kun de mennesker, der enten magter at undgå systemet helt, eller der magter at forlade systemet, der kommer sig helt. Mennesker der forbliver i systemet kommer sig ikke helt. Det er dermed kun dem, der figurerer i psykiatriens statistiker, og således gør 'skizofreni' til en uhelbredelig sygdom.

Fra psykiatriens side tøver man den dag i dag ikke med at fortælle enhver med en "skizofreni"diagnose, at denne diagnose er irreversibel, en "dom for livet". Mens man samtidigt prøver at bortforklare den høje procentdel især blandt førstegangspsykotikere, der tager deres liv, som værende et "symptom" af "sygdommen" - snarere end at erkende, at selvmord er en helt naturlig og meget rationel - ikke spor "sindssyg" - reaktion på at få budskabet om livslang, uhelbredelig hjernesygdom, anerkende muligheden for fuld recovery og tage konsekvensen af det efterhånden mere end veldokumenterede faktum, at psykiatrisk "behandling" forhindrer fuld recovery. I stedet for går man i bogstaveligste forstand over lig for at legitimere sig selv som "lægevidenskab"... 
"Forgive them, for they don't know what they do"?

De ovenstående citater er taget fra Paula J. Caplan's website, PsychDiagnosis.net. Paula Caplan har været medlem af udarbejdelseskommitéen for DSM V - med DSM'en værende det amerikanske modstykke til ICD'en, kapitel V, psykiaternes bibel - men forlod kommitéen i protest, da hun så på hvilke uvidenskabelige grundlag diagnoser blev godkendt respektive afvist af kommittéen. Det skal hér nævnes igen, at psykiatrien er den eneste "lægevidenskab", der godkender respektive afviser diagnoser ved afstemning, og altså ikke på grundlag af at en hvilken som helst given adfærd skulle være videnskabeligt beviseligt et symptom på sygdom, eller at der skulle findes andre videnskabeligt beviselige kriteria for diagnosticeringen af "psykisk sygdom". Et interview med Paula Caplan kan lyttes til hér.

Jeg vil kontrastere de ovenstående citater med et citat fra en artikel på helse.dk, der i mine øjne meget godt gengiver den af psykiatrien og dens diagnoser fremmede falske ego-identifikation, der på afgørende vis er med til at låse det diagnosticerede menneske fast i uforanderlig krise, "kronisk psykisk sygdom":

"Jacob bliver herefter indlagt på en psykiatrisk afdeling og får efter tre måneders indlæggelse at vide, at han har skizofreni.

»Herefter stiftede jeg bekendtskab med projekt OPUS og kom i gang med den såkaldt sociale færdighedstræning sammen med fire andre unge psykisk syge«. Han beskriver selv sine erfaringer med OPUS således: »Jeg oplevede det som en opvågning…det var som om, jeg fandt min identitet, en forklaring på de følelser og tanker jeg havde. Fra før at føle mig udenfor, var det som om, jeg var kommet på den rette hylde«."

Eksemplet er taget fra J.A. Larsen (ed.), Sindets Labyrinter. Seks beretninger fra mødet med psykiatrien. Hans Reitzels Forlag, 2002.

Ja, Jacob fandt en identitet - som "skizofren". Men er det hans identitet? Og hvad sker der i det øjeblik, Jacob realiserer, at han er blevet offer for et kæmpestort selv-/bedrag, samtidigt med at han realiserer, at han ikke kan forlade den hylde, han er kommet på - som "skizofren"?

Oh boy!

Ja, her kommer et indlæg mere. Erfaringen viser, at folk ofte misser det førstpostede indlæg, når man poster et lige oveni. Så: gå ikke glip af indlægget om "Psykoaktive stoffer og meditation" nedenunder dette indlæg!
_______________

Atter en gang ser jeg mig konfronteret med en vist nok ret så urokkelig tro på den angiveligt "videnskabelige" forskning, der skulle finde sted indenfor psykiatrien, og der angiveligt skulle have frembragt beviser på, at "psykisk sygdom" er biologisk hjernesygdom.

Nu har jeg gjort indehaveren af den vist nok ret så urokkelige tro opmærksom på faglitteratur, der entydigt beviser, at dette ikke er tilfældet:

Robert Whitaker, Mad In America. Recension hér. Interview med Robert Whitaker hér. Dog kommer man - selvsagt - ikke helt udenom at læse bogen, for at få hele argumentationen med.

Mary Boyle, Schizophrenia. A Scientific Delusion?. Recension hér. Den ultimative afsløring af psykiatrisk "videnskab" som junk-videnskab. Desværre både videnskabeligt og sprogligt noget krævende.

Ja, og så er der Bruce Lipton, hvis foredrag "The Biology of Perception" jeg har samlet sammen til en playlist på YouTube.

Skal der virkeligt mere til?

Ok. Se hér:

"The symptoms of schizophrenia are thought to be caused by an imbalance of chemicals in the brain." (min kursivering) - Fra abilify.com

"Doctors and researchers believe that it [bipolar disorder] may be caused by chemicals imbalances in the brain." (min kursivering) - Fra seroquel.com

"It is believed that ADHD is caused by either a lower level, or an imbalance, of chemicals, called neurotransmitters." (min kursivering) - Fra concerta.net

"There are many theories about the cause of depression. One of the most commonly accepted theories suggests that two naturally occurring substances, serotonin and norepinephrine, are believed to affect core mood and pain symptoms of depression." (min kursivering) - Fra cymbalta.com

"Two natural chemicals in the brain, serotonin and norepinephrine, are thought to be linked to this condition, as well as to other anxiety disorders and depression. Prescription medications that affect these chemicals may help eliminate the symptoms of GAD." (min kursivering; GAD = General Anxiety Disorder) - Fra effexor.com

Jeg kunne blive ved. Der er ikke én af disse websites, der ikke helgarderer sig med formuleringer som de i citaterne kursiverede. Tror indehaveren af den vist nok ret så urokkelige tro virkeligt, at man ville gøre sig denne umage - og derudover risikere, at læserne snublede over den, hvilket de fleste desværre ikke gør - hvis ikke der var grund til at anvende disse helgarderende (mod retsforfølgelse) formuleringer?! Hvis der f.eks. fandtes entydige, videnskabelige beviser for, at "psykisk sygdom" var genetisk betinget, biologisk sygdom?

Det der dog straks er meget, meget værre er at jeg også ser mig, atter en gang, direkte konfronteret med en opfattelse af min person som værende genetisk defekt, syg i hovedet. Og en dertil relaterende opfattelse af psykiatrisk diagnosticering som værende god for den diagnosticerede. Oh boy!!! Jeg har bebudet nogle betragtninger i form af et indlæg, også om dette emne. Men det kræver, at jeg først finder tilbage til min Buddhistiske ro, der er så dejligt ligeglad med, hvad andre måtte mene om mig og min hjerne. Desværre er ting som denne konfrontation til stadighed major triggers - trigger, som i trauma, ja - for mig. Må se, at få mediteret noget mere.
_______________

P.S.: Når jeg ser, at man hos AstraZeneca ikke engang er i stand til at stave korrekt i en tekst, der ligger offentligt tilgængeligt på nettet, repræsentativt for firmaet, så at sige, (jeg har brugt copy-paste-metoden til citaterne), mens disse firmaer som oftest selv står for den "forskning", der gennemføres vedrørende deres egne "medikamenter", så spørger jeg mig, hvor dygtig man så måske er til denne "forskning"...

Psykoaktive stoffer og meditation

I et kort klip på YouTube, der desværre ikke længere er tilgængeligt, fra en workshop med Eckhart Tolle, taler han om psykoaktive stoffers potentiale til at frembringe en vis lindring af den lidelse det er, at være et ego-identificeret individ i vores moderne, vestlige verden.

Ved at tage udgangspunkt i alkoholen, siger han:

"Det [at drikke alkohol] får larmmaskinen i hovedet [sindet] til at falde til ro i et stykke tid. Men der er en omkostning. Omkostningen er, at du bevæger dig hen imod ubevidstheden. Men på din vej hen til ubevidstheden føler du dig lidt bedre tilpas. Så, stoffer, hvilke det end måtte være, smøger - tag en smøg! - selvfølgeligt er pot ikke et stof, det er et blad, så... Så, det blad kan give dig lidt befrielse fra sindet. Men prisen du betaler, er at du bevæger dig hen imod ubevidstheden. (...) Der er en anden vej [end at opsøge en tilstand af ubevidsthed igennem indtagelsen af psykoaktive stoffer] til at blive fri [af lidelsen] ..." (min kursivering)

Jeg faldt over klippet mens jeg egentligt planlagde et indlæg om videoen forneden. Klippet giver en indledende afklaring angående nogle desværre meget udbredte misforståelser med hensyn til psykofarmaka og meditation, og meditationens potentiale til at føre til en højere bevidsthed, "enlightenment" - ligesom med hensyn til psykofarmaka og terapi, og terapiens potentiale til at føre til fuld recovery - mens det samtidigt giver svaret på spørgsmålet, om det er muligt, at opnå fuld recovery fra emotionel lidelse ("psykisk sygdom") ved at bruge psykofarmaka - eller andre psykoaktive stoffer - eller ej.

Det korte svar, som Eckhart Tolle giver i talen, er nej, det er ikke muligt at opnå recovery fra emotionel lidelse mens et individs bevidsthed er under indflydelse af psykoaktive stoffer. Simpelthen fordi disse stoffer hindrer individet, der befinder sig under deres indflydelse, i at komme i kontakt med sit sande selv, fordi disse stoffer hindrer individet i at blive bevidst. Alle psykoaktive stoffer "virker" ved at øge ubevidstheden. Stofferne står som en uovervindelig mur mellem individet og dets sande selv.

Mens vedvarende emotionel lidelse meget vel kan skabe en personlighed, en ego-identitet, der er præget af en negativitet, der på sin side igen, skaber mere og mere lidelse, og derved nedbryder personligheden, er det dog også netop denne tiltagende lidelse, der er forudsætning for at lidelsen kan vedvarende overvindes, netop ved at egoet, personligheden, nedbrydes.

"...den medicin vi giver i dag, medvirker til at bevare personligheden", siger psykiater Jan Nielsen (Outsideren nr. 64, s.11) næsten korrekt. Psykofarmaka bevarer individets identifikation med sit ego og sin lidelse, altså individets personlighed, ved at fryse lidelsen fast på et ubevidst og derfor tåleligt niveau. Prisen er, at individet som oftest forbliver kemisk låst fast i ubevidsthed, i sin lidelse, i "kronisk psykisk sygdom", og at transcendens, fuld recovery, forbliver umuligt at opnå. Mens prisen somme tider, og ikke sjældent, endda er, at selv det falske selv, personligheden, langsomt men sikkert nedbrydes, ikke for at vige for en højere bevidsthed, men for at vige for tiltagende ubevidsthed, som resultat af en reduceret hjernekapacitet.

Interessant er, at Jan Nielsen, om end ubevidst og altså ufrivilligt, afslører sig selv som "sindslidende", lidende under sit sind, sin ego-identifikation: "Hvis du altid er stresset af for eksempel stemmer eller - Jan Nielsen kigger sig ironisk omkring - din arbejdsplads,..." (Loc.cit.)

Jan Nielsen lider dog ikke nok (endnu) til at han ikke længere er i stand til at opretholde illusionen om en velfungerende personlighed. En illusion, han stadigt klarer at opretholde ved at afgrænse sig selv mod "de sindslidende", sit klientel. Han er låst fast i ubevidsthed, måske ikke af psykofarmaka, men af sin professionalisme, sin formentlige ekspertise, illusionen om at udføre et meningsfuldt arbejde og derigennem om at være noget/nogen - og derudover af den drink, han måske i ny og næ skænker sig selv, når han vender hjem fra atter en slidsom arbejdsdag, atter et slidsomt felttog mod den opvågning, der er så ekstremt nedbrydende for egoet, for personligheden, ikke mindst for hans egen personlighed. Atter en dag, hvor det lykkedes at kæmpe x antal (hans eget) ego-truende opvågninger ned med en gedigen dosis Zyprexa. Skål på det!

Mens enhver seriøs spirituel lærer ved, at psykoaktive stoffer og meditation ikke går godt sammen, ligesom Loren Mosher vidste at psykofarmaka og terapi ikke går godt sammen, mener de fleste psykiatere, psykologer og andre behandlere indenfor psykiatrien stadigt, at, ligemeget hvilken form for emotionel krise, så må en kombination af "medicin" med terapi, en kombination altså af to diametralt modsat virkende behandlingstiltag, være den optimale tilgang.

Forståeligt er dette kun, hvis man ser det i sammenhæng med samfundets, og dermed psykiatriens, eksistentielle angst for de ego-nedbrydende opvågningsprocesser eksistentielle kriser er. Mens denne angst til stadighed lader de angste behandlere fornægte eksistensen af muligheden for fuld recovery, anerkender spirituelle lærere ikke bare mulighedens eksistens, men sigter med al deres gøren og laden faktisk netop mod fuld recovery, eller "enlightenment", med et spirituelt begreb.

Konsekvensen af psykiatriens fornægtelse af at et højere bevidsthedsniveau er muligt at opnå, der på sin side er en konsekvens af psykiatriens definition af kriser som værende kroniske, biologiske hjernesygdomme, er at psykiatrien sigter mod det stik modsatte af hvad en spirituel lærer ville sigte mod, og altså prøver med alle midler at reducere det kriseramte individs tiltagende - eller vågnende - bevidsthed. Ikke bare "back to normal", men desværre som oftest på et niveau langt under "normal", og lige så ofte vedvarende, igennem "vedligeholdelsesmedicinering" med meget stærke kemiske nervegifte, som ikke kun reducerer hjernens kapacitet mens de tages, men som også forårsager hjerneskader, og således reducerer hjernens kapacitet permanent og i tiltagende grad jo længere stoffet tages.

Så, hvis du er ved at vågne op, hvis du går igennem en emotionel krise, så pas på med psykoaktive stoffer, specielt kemiske substanser, såsom alle psykofarmaka, hvis hjerneskadende potentiale er noget større end rene, naturlige stoffers, såsom "bladets".

I videoen forneden siger Jane bl.a. at specielt stimulerende stoffer som koffein og amfetamin, altså speed men også "ADHD-medikamenter", ikke går godt sammen med meditation. Simpelthen fordi de gør det meget svært, om ikke umuligt, at nå til den indre stilhed, der er grundforudsætningen for meditation. Janes konklusion angående brug af psykoaktive stoffer i forbindelse med meditation er derudover:

"At tage hallucinogener og meditere samtidigt er som at køre med en fod på bremsen og den anden på gassen samtidigt: held og lykke! Men jeg anbefaler det altså ikke.

Uanset hvor meget kemi du måtte have i din krop, vil du gøre nogle fremskridt, hvis du bliver ved med det [at meditere]. Men du vil også nå til en grænse, hvor du ikke kommer videre, hvis du beholder stofferne i dit system. Og dette gælder alle stoffer, og det er hvorfor jeg må give dig den skuffende nyhed. Så, dette gælder hvis du ryger hash og elsker pot, og det gælder hvis psykofarmaka er din ting. Hvis du er på antipsykotika eller antidepressiva eller hvad det måtte være, eller hvis du ryger pot 24 timer i døgnet, eller hvad det måtte være, så har du forurenet dit sind med en bestemt forestilling, en hallucination, en falsk virkelighed.

Og det er, hvad meditation be'r os om at gøre, at fritlægge virkeligheden, at tillade virkeligheden..., at tillade vores sanser at åbne op for en virkelig oplevelse af vores subjektive realitet.

Den eneste vej, hvordan du vil få et sandt billede af hvad der er virkeligt, er hvis du mediterer med udgangspunkt i hvordan du er kommet i denne verden. Og hvis dine forældre overhovedet interesserede sig for dig, blev du formodentligt født med et minimum af stoffer, hvis overhovedet nogen, i din krop. Hvis dine forældre ikke interesserede sig for dig, eller din mor ikke kunne lide sig selv særligt godt, eller hvad ellers, blev du måske født under indflydelse af alle mulige stoffer. Men faktum er: du behøver dem ikke, og de forvrænger dit mentale billede og dine indre sansninger.

Så, grundlæggende, hvilke stoffer du er på, ligemeget hvilke det er, syre eller..., pot eller..., hvis du gør ikke andet end at drikke kaffe og ryge cigaretter, eller hvis du tager seks forskellige slags psykofarmaka, alle disse substanser agerer som begrænsning, som regulator for hvor dybt ind i meditationen du kan komme. Fordi før eller siden vil du være nødt til at bryde igennem disse lag af tåge for at nå frem til sandheden. Og når den dag kommer, og du prøver at finde dig selv, og går dybere og dybere og dybere, og tættere og tættere, vil du finde dig bogstaveligt talt afskåret fra din indre verden af dine stoffer. Hvilke de end måtte være.

Så, ja, du kan anvende stoffer og meditere. Det er ok. Ja, du kan få noget ud af det. Det kan hjælpe, helt sikkert. Jeg siger ikke, at det ikke gør. Men der kommer et punkt, hvor vi må give slip på stoffernes støtte og gå selv i meditationen.

Og indtil du er klar til at opgive dine psykofarmaka permanent, eller opgive dit pot permanent, eller i det mindste så længe det er nødvendigt, vil du altid opleve disse forvrængninger inde i din virkelighed. Og de vil skjule dit sande selv. Meditationsoplevelserne vil være fejlagtige og farvede, fordi de vil være begrænsede af stofferne.

Så, hvis du virkeligt vil nå til dit inderste indre, hvis du vil finde universet, eller Tao'en, eller hvad det nu er, du er ude efter, hvad du vil få ud af meditationen, må du komme af med stofferne, før eller siden. Og det kan være en svær beslutning at skulle tage. Men du er nødt til det. Der er ingen vej udenom."


Meditation, spirituality and drug effects
af Jane Alexander

Hvorfor så mange "psykisk syge" dropper "behandlingen"

"I Danmark mangler vi kurser og netværkssamtaler og andre tilbud til den sindslidende og pårørende, der kan medvirke til et bedre forløb," citeres Anders Fink Jensen i en nyhedsnotits på tv2 nyheder i går mht. det store antal mennesker, der dropper psykiatrisk, medicinsk "behandling" af deres problemer.

Med "et bedre forløb" menes hér selvfølgeligt, som altid i en psykiatrisk sammenhæng, at kriseramte mennesker holdes nede i et medicinsk tågedis, og under fuld kontrol af deres omgivelser. Dvs. "et bedre forløb" for omgivelserne, ikke for det kriseramte menneske selv.

I sin bog A Fight To Be citerer Ron Bassman en artikel i Washington Post om en af den amerikanske regering financieret studie:

"Denne 67 millioner dollar dyre, statsligt financierede studie... tegner et nøgternt billede af behandlingstilbudets tilstand mht. skizofreni, [...]: Alle medikamenter, ældre som nye, forårsagede alvorlige bivirkninger, og størsteparten af patienterne holdt op med at tage dem. [...]

Studien kan meget vel give næring til en af de mest kontroversielle diskussioner i psykiatrien - om medicinsk behandling skal påtvinges uvillige patienter. Det faktum, at tre fjerdedele af patienterne afbrød behandlingen på grund af bivirkningerne eller manglende positiv effekt, viste, at patienter der 'prøvede at sige nej til tvungen neuroleptika-behandling havde en bedre forståelse af virkeligheden, end den medicinske profession', siger David Oaks [grundlægger og formand for MindFreedom International], en talsmand for patienter, der selv blev behandlet med fem forskellige antipsykotika på forskellige tidspunkter og for forskellige diagnoser, deriblandt skizofreni."

Ron Bassman fortsætter med at konstatere, at der er alt for lidt fokus på alle de mange mennesker, der har droppet "behandlingen", og er kommet sig helt. Uden brug af "medicin" altså. Langtidsstudier som for eksempel Martin Harrow og Thomas H. Jobe's viser, at disse mennesker ikke bare findes, men at de faktisk er de eneste, der opnår fuld recovery. "Medicin", neuroleptika, anvendt som "forebyggende" langtids"behandling", udelukker muligheden for fuld recovery. Men jo, de er dermed også den eneste "behandling", der, tilsammen med den medicinske model, som de er den logiske følge af, sikrer omgivelsernes ubegrænsede kontrol over det kriseramte menneske, ved at holde dette menneske fast i hjælpeløs afhængighed af behandlingsapparatet. For livet.

At så mange dropper den medicinske "behandling" er for mig knapt så meget tegn på, at vi skulle mangle "kurser og netværkssamtaler og andre tilbud til den sindslidende og pårørende". Det er for mig, som for David Oaks, et tydeligt tegn på, at kriseramte mennesker udmærket godt ved, hvad der er bedst for dem. Og det er i hvert fald ikke "behandling" med højt giftige, hjerneskadende stoffer, der forhindrer, at man kan komme sig helt.

Men også hér: jo, flere "kurser og netværkssamtaler og andre tilbud til den sindslidende og pårørende" ville selvfølgeligt give større mulighed for hjernevask. Og dermed større mulighed for at holde kriseramte mennesker fast i for omgivelserne fuldt kontrollerbar hjælpeløs afhængighed.

"De farlige sindssyge" - Kronisk psykose og hjerneskader på recept

Dette indlæg kunne også hedde: "Hvad 'antipsykotika' gør ved dig og din hjerne. - Et illustrativt eksempel."

Som alle andre steder i verden, så udkæmpes der også jævnligt kampe på YouTube. Indenfor en af mine foretrukne genrer på YouTube blev der således for ikke så lang tid siden blæst til angreb på bl.a. Mike og Jane. Angrebet kom fra Mel, der åbenbart har et stort problem med mennesker, der siger deres uforbeholdne mening. Især når denne mening ikke svarer 100% til hendes egen.

Men Mel har også et andet problem. Hun er nemlig stemplet som værende "skizofren", og - og dette er hendes største problem - hun er en "god patient". Mel tror på "eksperterne" og tager artigt sin "medicin". Det har hun gjort i lang tid. Så, dette hér er altså ikke, som mange intetanende sikkert ville tro, et resultat af, at hun ikke skulle være "medicineret" og derfor skulle være "syg i hjernen". Tværtimod. Det er resultatet af mangeårig konsum af såkaldte "antipsykotika": Mel er kronisk psykotisk, og hendes kognitive evner, hendes koncentrationsevne, hukommelse, etc. er tydeligt nedsat. "Antipsykotika" forhindrer en løsning af krisen , og de skader hjernen, ja.

Det skal lige bemærkes, at hverken Mike eller Jane har noget med stopthelying at gøre. Videoen, hvor Mel truer bl.a. Mike og Jane, er blevet fjernet fra YouTube. Den var af ca.samme skuffe som den, jeg i dette indlæg linker til.
_______________

P.S.: "Jeg mener, at den medicin vi giver i dag, medvirker til at bevare personligheden", citeres "ekspert" Jan Nielsen i Outsideren nr.64, s. 11. Én ting er sikkert: hvad jeg ser i Mel's video, er desværre (eller måske skulle jeg sige: heldigvis) ikke Mel's sande personlighed. Det jeg ser, er ruinerne, der er tilbage af hendes personlighed. Efter mange år på "antipsykotika" har ødelagt Mel's sande personlighed. Så meget for at den "medicin" der gives i dag skulle medvirke til at "bevare personligheden".