Sex og "psykisk sygdom"

Rossa Forbes fra Holistic Recovery from Schizophrenia har et interessant indlæg om "Psychiatric home remedies", det psykiatriske husapotek, på sin blog i dag. Dér kan man bl.a. læse, at en god orgasme kan virke traumeforløsende. Én ting er jo intellektuel bevidstgørelse og bearbejdning. Uden tvivl et vigtigt skridt på vejen. Men traumer har det med også at sætte sig i kroppen, ikke bare i tankerne. Og lige så vigtigt det er, at frigøre sindet fra de traumeskabte tankemønstre, lige så vigtigt er det, at mærke kroppen, og frigøre den fra de traumeskabte spændinger og blokeringer.

Rossas indlæg fik mig til at tænke på, at jeg, set i forhold til emnets status som nærmest tabu, ret ofte har hørt folk fortælle om en tiltaget libido under krisen. - Iøvrigt også et symptom på en Kundalinirejsning. - Ganske ligesom mange oplever, at de ikke kan lade være med at græde i ét væk. Også gråd virker traumeforløsende. Kroppen ved, hvad der skal til. Mens psykiatrien betegner både en øget libido og tilsyneladende umotiveret gråd som symptomer, der skal behandles med "medicin", der bl.a. har den "bi"virkning, at den reducerer libidoen, hvis den ikke helt gør den til en by i Rusland. Snak om "behandling", der forhindrer en løsning af krisen og dermed recovery. Også på dette niveau.

Nu er der nogle, der kræver, at det offentlige skal betale for deres bordelbesøg, når nu de er "psykisk syge", og derfor har svært ved at finde en partner, respektive ved at indgå et så nært forhold til et andet menneske, at sex kan komme på tale. Dertil kan jeg kun sige, at købesex er en "toxic mimicry" af naturlig sex, og således traumatiserende i sig selv. Har man ikke en partner, er der altid DIY-metoden. God fornøjelse! :)

Endnu en ny pille mod "skizofreni"

Farmakoncernen Schering-Plough søger lige p.t. om godkendelse for sit neuroleptikon Sycrest, der i USA hedder Saphris, både i USA og i Europa. Sycrest er et såkaldt "atypisk antipsykotikon", ligesom alle de andre, og dog... Stoffet påvirker en række forskellige receptorer, både for serotonin, dopamin m.fl., og er dermed vitterligt noget af en kanon - at skyde efter spurve med. Og hvad sker der med spurvene, når man skyder med kanoner efter dem? Stephany har fundet svaret frem på side 895 af de 1067 sider materiale som USA's lægemiddelstyrelse FDA er i besiddelse af:

"Død af asenapine (Saphris) [Sycrest] kan indtræffe pludseligt og uden advarsel hos ellers unge og sunde individer, forårsaget af hjertearytmier og slagtilfælde."

Ikke desto mindre ser det ud til, at også Sycrest/Saphris nok vil blive godkendt. Først til "behandling" af "skizofreni" og "manier", senere sikkert også som tillægs"behandling" ved "depression", og så kan midlet passende ordineres off-label mod søvnløshed, angst, "OCD", rygsmerter,... Hm, er der noget, det ikke passende kunne ordineres mod? Ja, og så, som Philip Dawdy skriver, om nogle år, vil de første beretninger om "patienter", der døde og blev skadet af stoffet komme frem. Jeg kan heller ikke vente. - Måske skulle jeg i mellemtiden investere i nogle Schering-Plough-aktier, som jeg så om et par år kan sælge med astronomisk gevinst og tids nok, inden der er alt for mange spurve, der er blevet ramt plet af kanonen.

Mail til Sophie Løhde

Kære Sophie Løhde,

i artiklen "Psykisk syge skal tvinges i behandling", http://politiken.dk/indland/article731522.ece, citeres du: "Det handler om at hjælpe nogle meget syge mennesker, som ikke ønsker hjælp, men har et dybt behov for, at vi hjælper dem. Vi gør samfundet og patienterne en bjørnetjeneste, hvis vi stikker hovedet i busken og siger, at alt bare skal være status quo".

Lad mig først og fremst slå fast, at en sådan ambulant tvang klart ville være i strid med menneskerettighederne, som Danmark via at signere Menneskerettighedskonventionen for mennesker med handicap, CRPD (http://www.un.org/disabilities/convention/conventionfull.shtml) den 30. marts 2007, har valgt at anerkende også for mennesker med "psyko-sociale hadicaps", dvs. "psykisk syge" mennesker.

FN-Special Rapporteur Manfred Nowak skriver derudover i "Report of the Special Rapporteur on torture and other cruel, inhuman or degrading treatment or punishment on “Protecting Persons with Disabilities from Torture”." (http://www2.ohchr.org/english/issues/disability/torture.htm), at "Personer med handicap bliver udsat for medicinske eksperimenter og indgribende og irreversibel medicinsk behandling uden deres samtykke (f.eks. sterilisation, abort og indgreb, der sigter mod at korrigere eller lindre et handicap, såsom elektrochok behandling og psykoaktive stoffer inklusive neuroleptika)" (punkt 40 i rapporten), og at "Specialobservatøren er bekymret, at sådanne praktiker bliver uopdaget eller retfærdiggjort, hvis de forøves mod personer med handicap, og ikke anerkendes som tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf." (punkt 41 i rapporten) (min oversættelse og fremhævelse)

Manfred Nowak har god grund til at være bekymret! Ligesom mennesker i emotionelle kriser har al grund til at afvise medicinsk "behandling".

For det første baserer medicinsk "behandling" af emotionelle problemer på en årsagsmodel, den biologisk-genetiske, der er en ren teori, der den dag i dag mangler ethvert videnskabeligt bevis for sin gyldighed, der af internationalt førende forskere på området forlængst er erklæret for ikke længere holdbart (Arvid Carlsson, 1992), og der desuden igennem den seneste tid, grundet forskningsresultater, der tydeligt viser, at psykosociale miljøpåvirkninger spiller en afgørende rolle ved udviklingen af "psykisk sygdom", yderligere har mistet troværdighed.

For det andet mangler der til stadighed videnskabeligt holdbare beviser for, at medicinsk "behandling" af emotionelle kriser skulle være effektiv. Faktum er, at stort set alle langtidsstudier, der sammenligner medicinsk med ikke-medicinsk behandling, viser, tildels langt, bedre resultater for ikke-medicinske behandlingstiltag som Soteria (http://www.moshersoteria.com), eller Vestlaplandsmodellen.

Og for det tredje har forskning påvist en lang række skadelige, tildels livstruende, bivirkninger af neuroleptika. Deribland på kort sigt nedsat hjernefunktion, på længere sigt svind af hjernematerie og celledød i pandelapregionen, dvs. den hjerneregion, der gør mennesket til menneske, den hjerneregion, hvor kompleks kognitiv adfærd, såsom at kontrollere social adfærd og træffe beslutninger, lokaliseres. Det er denne hjerneregion, der er afgørende for, om årsagerne til emotionelle kriser kan bevidstgøres og bearbejdes, så det kriseramte menneske kan komme sig. Det må således konkluderes, at neuroleptika forhindrer recovery, hvilket underbygges af resultaterne af de ovennævnte langtidsstudier.

Det er mig en gåde, hvordan man, taget alle disse fakta i betragtning, overhovedet så meget som kan overveje, at udsætte mennesker for tvangs"behandling" med stoffer, der med ca. 90% sikkerhed vil gøre disse mennesker til hjerneskadede førtidspensionister, mod deres udtalte ønske.

Det er mig en endnu større gåde, hvordan man kan overveje en sådan grov krænkelse af menneskerettighederne overfor mennesker, der ikke viser tegn på "psykose", der altså meget vel kan være i en recoveryproces, respektive faktisk recoveret, og derved udsætte disse mennesker for nærmest sikker tilbagefald.

Sidst men ikke mindst er det mig en gåde, hvordan det kan være, at man har råd til at iværksætte denne grove krænkelse af menneskerettighederne, mens man ikke har en halvtredsøre til at etablere af mange "psykisk syge" ønskede, frivillige og "medicin"frie psykiatrialternativer.

For mig at se, er budskabet, at man i Danmark fra politikernes side åbenbart vægter social kontrol noget højere, end den enkeltes menneskerettigheder, respektive det, at tilbyde mennesker i emotionelle kriser virkelig hjælp. Om det så koster nok så mange menneskeliv. Specielt usmageligt bliver det for mig set i lyset af den tyske regerings beslutning om at erklære psykiatriske forhåndserklæringer for juridisk bindende (jf.: http://silentspheres.blogspot.com/2009/06/tyskland-erklrer-psykiatriske.html). Korrigér mig, hvis jeg skulle tage fejl mht. danske politikeres motiver.
_______________

En lignende mail gik til regionsformand Bent Hansen, angående hans udtalelser citeret i artiklen "Sygehusenes chef er klar til at medicinere med tvang", http://politiken.dk/indland/article731838.ece.

Det vil sige, den går til Bent Hansen. Såfremt det lykkes "postmaster'en" at aflevere min mail på Bent Hansen adresse, der i øvrigt lå gemt i en afkrog af Danske Regioners hjemmeside, hverken, som det er - og som jeg mener, det bør være - tilfælde med emailadresser til personer i hans position, dukkede op i de første tre eller i det mindste tredive målrettede Google-søgeresultater, og altså var eminent svært, at finde frem til. En politiker, en regionsformand, der ikke har en nemt tilgængelig og velfungerende emailadresse?... Hm. Så må det jo blive snail mail.

Welcome to my blog, Pfizer!

I hope, you enjoy yourself, guys.

Hvad med en "hit list", ligesom Merck's: "Vi kan blive nødt til, at finde frem til dem [læger, der var kritiske overfor firmaet og/eller Vioxx] og knuse dem, der hvor de opholder sig." (Fra en Merck-intern e-mail.)

Selvfølgeligt har psykofarmaka slået "psykisk syge" ihjel - og ikke kun 46 af dem

Hjernen styrer livsvigtige, fysiske funktioner, såsom vejrtrækning og hjertets funktion. Psykofarmaka virker tilpas uspecifikt, enten bedøvende eller opkvikkende, at de også virker bedøvende respektive opkvikkende på disse livsvigtige funktioner. Og det slår altså mennesker ihjel. På stribevis.

»Medicin er selvfølgelig ikke det eneste saliggørende, men der er bred enighed om, at det er centralt placeret i behandlingen af mennesker med psykotiske tilstande. Der er en del terapiformer, du slet ikke kan komme igennem med, hvis patienten er så psykotisk, at han hører stemmer hele tiden«, citeres Anders Fink-Jensen i denne artikel på politiken.dk. Og mener alle ikke-medicinske terapiformer. Som f.eks. Soteria. Der havde en recoveryrate på 86%. Mod biopsykiatriens, hm tja, desværre 0%.

Uden tvivl kan der ikke være andet end "bred enighed" blandt af farmaindustrien købte "eksperter" om, at selvsamme farmaindustriens produkt må stå øverst på listen over behandlingsmuligheder.

Uden tvivl er det "vigtigt at holde bivirkninger op mod, hvor forpinte" Anders Fink-Jensen og hans kollegaer "ville være uden medicin", dvs.uden mulighed for at neutralisere det, der udfordrer dem til at se sig selv i spejlet.

Menneskets angst for sit eget spejlbillede er nok det, der slår de fleste mennesker ihjel. Også i form af psykiatrisk "behandling".

Zyprexa - The killing continues

Takket være denne post på Gianna's blog endte jeg alligevel hos Philip Dawdy her til aften.

Philip skriver, at han har kigget lidt i nogle FDA (Food and Drug Administration, den amerikanske levneds- og lægemiddelstyrelse) dokumenter, af hvilke det fremgår at 3.455 mennesker*er døde af bivirkninger, forårsaget af Zyprexa i perioden mellem 1997 til forår 2008. I perioden 1998 til 2005 døde 1.005 mennesker af Zyprexa, de resterende 2.450 døde altså alene i 1997 og i perioden 2005 til forår 2008. De fleste af dem formodentligt i det sidstnævnte tidsrum, hvor Zyprexas markedsandele, på trods af afsløringerne omkring stoffets sundhedsskadelighed, bare steg og steg.

Philip spørger meget relevant: "Hvorfor får Vioxx** ubegrænset opmærksomhed fra mediernes side, mens Zyprexa ikke gør? Hvorfor er Zyprexa stadigt på markedet, med omkring 4 milliarder dollar i årlig omsætning, mens Vioxx er taget af markedet? Hvorfor i al verden er dette middel blevet markedsført for tilfældig brug langt ud over dets oprindelige anvendelsesområde som neuroleptikon?"

Eli Lilly har i øvrigt søgt om at få Zyprexa godkendt også til brug for børn og unge, der er stemplet som "skizofrene". Grådigheden kender ingen grænser.

Og man kan vidst godt sige, at Philip giver svaret på spørgsmålene selv: 4 milliarder dollars. Mens det - selvfølgeligt! - ved sådanne summer må betragtes som en ubetydelighed, at det koster nogle mennesker livet, at andre kan tjene dem. Især - og det er den afgørende forskel til sagen om Vioxx - når dem, der betaler med deres liv, egentligt ikke rigtigt er mennesker, men "farlige sindssyge", som samfundet mere end gerne vil af med i forvejen. Så, hurra for Zyprexa, og muligheden for at slå to fluer med et smæk!

I øvrigt skal det lige nævnes, at det "argument", jeg hører igen og igen, at Zyprexa skulle være mere effektiv og virke hurtigere end andre neuroleptika, mangler enhver basis i videnskabelige fakta. Zyprexa bliver af Eli Lilly markedsført som værende mere effektiv og hurtigere virkende end andre neuroleptika. Men der er altså væsentlig forskel mellem markedsføring og videnskabelig (og etisk) redelighed. I hvert fald i min verden. Men åbenbart altså ikke i psykiaternes.
_______________

*Og dette er kun de dødsfald, der er indberettet til den amerikanske FDA. Dertil kommer dødsfald blandt mennesker af anden end US-amerikansk nationalitet - og en del af dem, hvor dødsårsagen blev bortforklaret med "psykose"...

**Gigtmidlet Vioxx forårsagede i sin tid 932 dødsfald, hvilket gav anledning til hvad der nærmest må kaldes en skandale, der førte til, at midlet blev taget af markedet.

ECT-nyhederne

På MindFreedom's blog kan du læse nyt om Ray Sandford's situation. Hvis du har nerver til det, så klik på linket og læs om 2002-dommen. Femten elektrochok"behandlinger" om ugen i fem uger. Det giver i alt 75, FEMOGHALVFJERDS, elektrochok"behandlinger" på fem uger. Jeg er ret sikker på, at det vil "afhjælpe den indstævnedes psykose (...); forbedre den indstævnedes sociale tilbagetrækning; og føre til forenkling af hendes medicineringsprogram ved at reducere antallet af neuroleptika, hun vil være nødt til at tage for at kontrollere hendes symptomer." Ja. Hvor der ikke er nogen personlighed, kan der dårligt være "symptomer" på "psykose". Eller: "The operation was a success, but the patient died."
_______________

Hvis man er lidt skrap til engelsk, så findes der på Philip Dawdy's blog Furious Seasons en ganske interessant diskussion om elektrochok givet under tvang, i kommentarerne til indlægget "Neuroscientist Defends Forced ECT". Interessant er specielt det syn på sagen, mange af dem, der selv har været ofre for tvangs"behandling" med elektrochok, giver til kende. - Mindre interessant, men derfor ikke desto mindre ret så opslidende, er skærmydslen mellem "E" og en vis "Marian". Suk!
_______________

Og til sidst, selv om jeg egentligt ikke havde til hensigt, at kommentere, så her alligevel et par, eller tre, bemærkninger til 24timer-artiklen "Flere tvinges til elektrochok", der citerer Jes Gerlach: "Successraten [for elektrochok] er højere end for medicin, og de forskningsresultater, jeg er bekendt med, viser, at forstyrrelserne i hjernen kun er midlertidige." Dette ytret som svar til Karl Bach's (LAP) konstatering, at elektrochok "kan forårsage varige hjerneskader".

1. "Success" ser ud til at være lidt af et gummibegreb. Hvis det anses som en "success", at det chokkede individs hukommelse ødelægges tilstrækkeligt, at vedkommende også glemmer, at han/hun egentligt var blevet såpas meget invaderet, dehumaniseret, diskrimineret, traumatiseret, trådt på, svigtet, etc.etc., at der var grundlag for at blive dybt deprimeret, og/eller gøre modstand, f.eks. i form af at lukke helt ned, ja, så har vi vidst med en sand success at gøre, når det kommer til elektrochok.

2. Åbenbart er Jes Gerlach, "ekspert" på området, kun bekendt med et meget begrænset udpluk af forskningsresultater angående "bi"virkninger af elektrochok. Forskningsresultater, der viser varige hjerneskader, forårsaget af elektrochok, er talrige og derudover ikke svære, at finde frem til. Hvis man vil være bekendt med dem, altså. Den seneste kan læses i sin fulde længde her, flere litteraturhenvisninger findes her og her. - I øvrigt et interessant fænomen, man igen og igen kan observere på psykiatriens område, at mange psykiatrierfarne, såsom Karl Bach, ved mere, end "eksperterne"...

3. ...hvilket fører mig til min sidste, meget korte, bemærkning til Gerlach-citatet: "informeret ??? samtykke"...

De pårørende som allierede i psykiatriens kamp mod kriseramte mennesker

Mens jeg har fokus på de "kære" pårørende: jeg blev gjort opmærksom på en artikel på politiken.dk, der i den trykte version af Politiken, fredag 24. oktober 2008, følges op af to artikler i 1. sektion, side 5. Alle tre artikler formidler detsamme budskab om hvor vigtigt det er, at inddrage de pårørende.

Jeg har to ting at sige til dette. For det første mener jeg, at det kriseramte menneskes eventuelle ønske om ikke at få sine pårørende involveret, skal respekteres. Ubetinget. Som regel er de pårørende ikke uvæsentligt medansvarlige for krisens opståen, og siden kriser, om de nu stemples som "skizofreni", "bipolar lidelse" eller hvad det end måtte være, således er en posttraumatisk belastningsreaktion på dysfunktionelle kommunikationsmønstre og lignende, er det kriseramte menneskes eventuelle ønske om ikke-indblanding af sine dysfunktionelt kommunikerende pårørende mere end forståeligt, og, i hvert fald indtil de traumatiserende oplevelser er nogenlunde bevidstgjort og bearbejdet, kun hensigtsmæssigt. Den "geografiske kur", at få lagt en fysisk afstand til det "stof" (de pårørendes dysfunktionalitet), der har forgiftet ens sjæl, ens væren, er for mange et vigtigt, om end ikke det afgørende, skridt på vejen til recovery. Med det afgørende skridt at være psykisk, emotionel afstandtagen fra "giftstoffet".

Min personlige erfaring er, at alene nævnelsen af det traumatiserende element i mit liv kunne få mig til at reagere kraftigt og lade "symptomatiken" tiltage betydeligt. I øvrigt en reaktion, som bl.a. især Gregory Bateson beskriver eksplicit i hans artikel "Towards a Theory of Schizophrenia". Jeg var selv i lang tid hverken i stand til at udtale eller skrive benævnelsen på dette traumatiserende element i mit liv: ordet "mor".

I starten af mit terapiforløb blev jeg spurgt, hvor mine forældre levede. Selvfølgeligt med den "bagtanke" at kontakte og inddrage dem. Min umiddelbare reaktion var at stivne af skræk. De få skræksekunder, inden det gik op for mig, at det var umuligt at kontakte og inddrage mine forældre som begge i årevis havde været døde på tidspunktet, føltes som en evighed.

Et par måneder senere svarede jeg på spørgsmålet, om jeg havde fortalt min mor om mit problem, hvis det havde været muligt: "Nej, faktisk tror jeg ikke jeg havde fortalt hende det... ikke med mindre jeg havde opnået uafhængighed fra hende... sådan at jeg, i tillæg, kunne have bedt hende om at skride, forsvinde, fise af... Mand, hvor jeg havde nydt det!" Hævn - og sikkerhed, som Jane siger. Langt om længe, efter et helt liv hvor det var mig, der, om end ubevidst så dog systematisk, var blevet nægtet et følelsesliv, en emotionel identitet, hvor jeg var blevet "jordet" gang på gang, ville jeg måske endeligt for en gangs skyld have været den, der "jordede", tilintetgørende, endegyldigt. Og samtidigt frigjorde mig, en for alle gange, fra yderligere "jordning". At den egentlige frigørelse ikke så meget finder sted på et sådant fysisk plan, men snarere netop på det emotionelle plan, at den ikke er et resultat af at "skubbe væk", fortrænge, men snarere af at se og acceptere, var noget, der krævede en hel del bearbejdning og tid at nå frem til.

I dag, godt fire år senere, er jeg ved at forstå, at f.eks. Loren Mosher har ret, når han siger, at de fleste forældre gør deres bedste, at "de prøver", men går "galt i byen", fordi de ofte selv er ofre for dysfunktionaliteten. Den dysfunktionalitet, man finder overalt i vores samfund, i vores kultur. I allerhøjeste grad også i psykiatrien, den institution, der foregiver at ville hjælpe de af dysfunktionaliteten skadede, mens den de facto kun hjælper dysfunktionaliteten selv i at bestå.

Jeg har ikke tilgivet. Jeg er stadigt ofte "såret", er ikke færdig med at bearbejde. Men jeg er mindst lige så ofte, og oftere og oftere, også taknemmeligt. Uden at direkte selv have oplevet dysfunktionaliteten, er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde havde fået øjnene op for hverken dysfunktionaliteten eller vejen ud af den. "It was just perfect", siger Jon Kabat-Zinn om hans "ulykkelige", traumatiserende opvækst i en dysfunktionel familie.

Men, og her kommer jeg til den anden ting, jeg vil sige om inddragelsen af de pårørende, jeg havde måske heller aldrig fået øjnene op, hvis jeg var havnet i systemet.

Hvad f.eks. Bateson også bemærker, er at det kan føre til en spontan løsning af krisen, hvis de pårørende kan opbringe modet til at se sig selv i spejlet og vedkende sig deres egen dysfunktionalitet. I stedet for at holde spejlet op foran de pårørende, gør systemet dog desværre det, at det dækker spejlet til: der findes ingen dysfunktionalitet i vores perfekte samfund. Kriser skyldes udelukkende individets gener og en mystisk hjernesygdom, som ingen har ansvar for. Og siden ingen har ansvar for den, kan heller ingen tage dette ansvar og komme sig: "Din bror er skizofren, og du skal ikke regne med, at han nogensinde får et normalt liv,..." hedder det i artiklen "Min bror har ingen fremtid" i Politiken, fredag 24. oktober 2008, 1. sektion, side 5. Og alt i alt beklager artiklen intet andet, end at søsteren til denne "skizofrene" bror ikke har fået dette at vide langt før hun fik det at vide. Jeg beklager meget, at hun overhovedet får en sådan løgn serveret. En løgn, som både hende og Politikens journalist, gerne, tror på. Siden det nu er "eksperterne", der har serveret den. "Gerne", fordi løgnene om biologisk hjernesygdom, som Loren Mosher siger, "er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar", og dermed meget belejligt for såvel samfundet som den enkelte pårørende.

Jeg finder det intet mindre end uhyrligt, at man bliver ved med at frejdigt fortælle folk disse løgne, selv om der ikke findes et eneste videnskabeligt bevis for, at de er holdbare. Tværtimod. Når broren siger til sin søster at "hun er en 'dum tøs', der ikke aner hvad hun snakker om" (Politiken, op.cit.), når hun prøver at overbevise ham om, at "eksperterne" har ret, når de påstår han skulle være "syg", er det ham der faktisk har ret. Han er ikke "syg". Han er kørt fast i en krisesituation, fordi systemet holder ham fast i netop denne krisesituation via den eneste "hjælp" psykiatrien har at byde på: "medicin", og ved at undlade at informere om og tilbyde menneskeligt hjælp.

Under de bestående omstændigheder - fastholdelse af kriseramte mennesker i krisesituationen i stedet for hjælp til at komme igennem og ud af den - vil en udvidet inddragelse af de pårørende kun kunne gøre én ting: sikre "sygdomsindsigten" og "behandlingscompliancen". Altså indsigten i at man ingen fremtid har, og compliancen med en "behandling", der definitivt sørger for, at man ingen fremtid har. Så længe systemet ikke holder op med at fortælle sine løgne, og så længe de pårørende blind tror på disse løgne, vil inddragelsen af de pårørende kun være til yderligere skade end til gavn for det kriseramte menneske.

Registrering af "skizofrene" på "medicin" - en glimrende hovsaløsning

Skal vi registrere "skizofrene" på medicin? Igen et forslag, som brugerne selvfølgeligt stejler over. Og selvfølgeligt med rette.

Men jeg kan nu ikke lade være med at synes, at registrering ved nærmere betragtning dog, for én gangs skyld, ville være en ganske glimrende hovsaløsning, blandt alle de mange mindre glimrende hovsaløsninger fra regeringens side.

Netop fordi det muligvis kunne få endnu flere "skizofrene" til at lade være med at konsumere den daglige dosis nervegift, aka "medicin", der, blandt andre "bivirkninger", også sørger for, at de, der indtager den jævnligt, "compliant", dør i gennemsnit 25 år før tid.

Problemet med indtagelsen af disse stoffer er mindst lige så meget at de fleste indtager stofferne i årevis, op til hele deres liv, på en daglig basis, som det er at mange indtager flere end ét af slagsen. Med andre ord: problemet er, at man fra "eksperternes" side stadigt alt for gerne påstår, "vedligeholdelsesmedicinering" skulle være en nødvendighed, fordi den angivelige "sygdom" per se skulle være kronisk, uhelbredelig.

Effekten af denne "vedligeholdelsesmedicinering", om den nu foregår med ét eller flere af stofferne, er densamme som ved Van Gogh's jævnlige konsum af blyholdig maling og absinth: langsom men sikker forgiftning.

Al medicin er i sidste ende gift. Om indtagelsen forårsager alvorlige skader, afhænger både af doseringen og om stoffet indtages jævnligt og vedvarende, eller kun i en kortere periode. Hvorfor der som regel advares mod længerevarende, jævnlig konsum af medicin, som f.eks. hovedpinetabletter. Og hvorfor stoffer, der er beregnet til jævnlig, længerevarende indtagelse men hvis jævnlige, længerevarende indtagelse viser sig at have densamme dødelighed til følge som neuroleptika, i den somatiske medicin ikke er tilladt, respektive tages af markedet (Vioxx f.eks.) . - Også i dette punkt halter sammenligningen af "skizofreni" med diabetes i øvrigt gevaldigt: insulin er ikke medicin, det er et kropseget stof. Neuroleptika derimod er kemiske, ikke-kropsegne stoffer, og dermed gift.

Alt i alt må dette lovforslag dog betegnes som endnu et eksempel på hvordan uden enhver form for omtanke eller research lynhurtigt fremtryllede lovforslag rammer milevidt forbi målskiven. Mens de samtidigt egner sig fortrinligt til at gemme sig bagved for politikerne: "Se, vi har jo gjort noget!"
_______________

Og bortset fra, at nyhedsnotitsen omtaler en glimrende hovsaløsning, så glimrer den i sig selv med endnu et eksempel på sproglig diskriminering: "de skizofrene". Dem - og os: "Vi er alle bange for at blive forrykt. Og så længe vi har nogen derude, der så at sige kan gøre det for os, er det ikke vores bekymring." (Loren Mosher) Så, ja, lad os endeligt trække skillelinien skarpt og tydeligt! Jeg er ked af det, men jeg må ødelægge idyllen, ved hjælp af en anden af pionererne indenfor faget, Edward Podvoll (nederst på siden): "Hvis du har et forstand, kan du miste det." Selv om du er journalist.
_______________

Læs også Harning's samfundsbetragtning omkring lovforslaget.

"De farlige sindssyge" - Kronisk psykose og hjerneskader på recept

Dette indlæg kunne også hedde: "Hvad 'antipsykotika' gør ved dig og din hjerne. - Et illustrativt eksempel."

Som alle andre steder i verden, så udkæmpes der også jævnligt kampe på YouTube. Indenfor en af mine foretrukne genrer på YouTube blev der således for ikke så lang tid siden blæst til angreb på bl.a. Mike og Jane. Angrebet kom fra Mel, der åbenbart har et stort problem med mennesker, der siger deres uforbeholdne mening. Især når denne mening ikke svarer 100% til hendes egen.

Men Mel har også et andet problem. Hun er nemlig stemplet som værende "skizofren", og - og dette er hendes største problem - hun er en "god patient". Mel tror på "eksperterne" og tager artigt sin "medicin". Det har hun gjort i lang tid. Så, dette hér er altså ikke, som mange intetanende sikkert ville tro, et resultat af, at hun ikke skulle være "medicineret" og derfor skulle være "syg i hjernen". Tværtimod. Det er resultatet af mangeårig konsum af såkaldte "antipsykotika": Mel er kronisk psykotisk, og hendes kognitive evner, hendes koncentrationsevne, hukommelse, etc. er tydeligt nedsat. "Antipsykotika" forhindrer en løsning af krisen , og de skader hjernen, ja.

Det skal lige bemærkes, at hverken Mike eller Jane har noget med stopthelying at gøre. Videoen, hvor Mel truer bl.a. Mike og Jane, er blevet fjernet fra YouTube. Den var af ca.samme skuffe som den, jeg i dette indlæg linker til.
_______________

P.S.: "Jeg mener, at den medicin vi giver i dag, medvirker til at bevare personligheden", citeres "ekspert" Jan Nielsen i Outsideren nr.64, s. 11. Én ting er sikkert: hvad jeg ser i Mel's video, er desværre (eller måske skulle jeg sige: heldigvis) ikke Mel's sande personlighed. Det jeg ser, er ruinerne, der er tilbage af hendes personlighed. Efter mange år på "antipsykotika" har ødelagt Mel's sande personlighed. Så meget for at den "medicin" der gives i dag skulle medvirke til at "bevare personligheden".

"Uforklarlige" dødsfald i psykiatrien

Ja, det er godt nok et mysterium med alle de pludselige dødsfald i psykiatrien. Eller er det??

Hvad kritikerne af neuroleptika har forsøgt at gøre opmærksom på i efterhånden årtier, ser nu endeligt ud til at være videnskabeligt bevist: "Mennesker der tager antipsykotika har næsten dobbelt så stor risiko for at få slagtilfælde end dem, der ikke får denne behandling", er hvad en britisk studie er nået frem til fornyligt.

Og risikoen består ikke bare mens disse "medikamenter" tages, men bliver bestående, selv om "behandlingen" med neuroleptika kun har stået på i et begrænset tidsrum.

Hvis du altså på noget tidspunkt i dit liv har taget neuroleptika, har du ifølge studien et 1,7 gange højere risiko for at få et slagtilfælde, end mennesker, der aldrig har taget disse stoffer. For ældre mennesker, der gerne får stofferne som "behandling" for demens, er risikoen endda 3,5 gange større. Og det er for resten ligemeget, om det drejer sig om de ældre "typiske" stoffer, som Haldol, eller de nyere, "atypiske", som Risperdal, Seroquel, Abilify etc.

Interessant bliver både at se, om og, hvis overhovedet, hvordan den danske presse vil reagere, og hvilke søforklaringer psykiatrien vil trylle frem af hatten for at bagatellisere. Det ville jo ikke forbavse, hvis det blev noget à la "Skizofreni/bipolar lidelse etc. er meget værre, end et 1,7 gange større risiko for at få hjertestop og dø." Længe leve cynismen!

Atter en gang føler jeg en uimodståelig trang til at takke min terapeut. Både sarkastisk, for hendes ihærdige forsøg, at give mig et næsten fordoblet risiko for slagtilfælde, men også helt ærligt og fra hjertet (sic), for i sidste ende alligevel at have respekteret mit ønske om "medicin"frihed: Tak! Og tak!!!
_______________

Update: Studien kan ses hér. Hvad nyhedsnotitsen ikke fortæller er at risikoen for slagtilfælde dog normaliserer sig i løbet af et halvt år efter endt "behandling", men også at de nyere, "atypiske" stoffer er under mistanke for at øge risikoen for slagtilfælde i større omfang, end de gamle, "typiske".

Tvang i psykiatrien - Opskriften på krise og selvmord

"Give me liberty or give me death" Felice Eliscu

Tre gange dagligt fik Felice Eliscu ventede gæster. Morgen, middag og aften. De kom, så og gik igen. De var ventet, men ikke ønsket. Til sidst var de så lidt ønsket, at Felice tog en overdosis. Ikke dødeligt, bare som et råb til gæsterne om at holde sig væk, og lade hende være i fred. Desperat. "Det var ikke ment som et selvmordsforsøg. Det var ment som et radikalt stillingtagen."

Det blev tolket som et selvmordsforsøg, og Felice blev indlagt. Hun er fri for at få gæster, men hun er ikke fri for det, der drev hende ud i ekstremerne: tvangsmedicinering, per domsafsigelse. Med seks forskellige psykofarmaka, bl.a. Abilify, der til sidst gav hende tics i ansigtet: tardiv dyskinesi. Felice stoppede med Abilify. Hendes psykiater var indforstået. Myndighederne ikke. Så de ansatte nogle studerende, der kunne sikre, at Felice ikke slap for Abilify's vansirende "bivirkning". Jo flere kendetegn, jo bedre!

"Tvangsmedicinering har før drevet mennesker i selvmordet...", hedder det på MindFreedoms hjemmeside. Tvang er per se et dysfunktionelt, destruktivt kommunikationsmønster, og kan således ikke skabe andet end dysfunktionalitet, destruktivitet, dvs. yderligere traumatisering og krise.

"...jeg forstod langsomt (...) at jeg, igen og igen, bliver drevet og manipuleret ud i bizar og syg adfærd. (...) ...jeg bliver drevet ud i kriserne - af mennesker, der holder af mig, og der er dybt overbevist om, at jeg ville have det bedre, hvis jeg var medicineret. Jeg bliver behandlet på denne forfærdelige måde ud af kærlighed", skrev en ven til mig for noget tid siden.

Ja. Ud af et dysfunktionelt samfunds dysfunktionelle kærlighed. Betinget kærlighed. "Vi ved hvad der er bedst for dig." Vi ved det også i Danmark. Omklamrende, opslugende, kvælende, tilintetgørende. "Kærlighed"??

Felice vil gerne have hjælp. Hun vil bare ikke længere udsættes for den nedværdigende og handicappende behandling, vores moderne, vestlige samfund betragter som "hjælp". Hun har lidt held med sig i sit uheld. Hun er medlem af MindFreedom International og har mulighed, for at bede om støtte via MindFreedom's "Shield". Og det har hun gjort. Utallige mennesker verdenen over er ikke så heldige. De er uden den mindste form for beskyttelse udleverede til, hvad andre mener, er bedst for dem.

Det tog mig tre dage, at finde ord til en mail til guvernøren af Wisconsin. Et tilbagevendende problem: målløs ansigt til ansigt med dysfunktionaliteten.
_______________

P.S.: Ja ja, jeg ved, det er kontroversielt at nævne "Bedre Psykiatri" i samme åndedræt med USA's største, landsdækkende og vel nok mest fascistiske og korrupte pårørendeorganisation "NAMI". Heeelt så fascistisk og korrupt er vi ikke (endnu) hér i Danmark. Faktisk synes jeg, det er yderst rosværdigt, at man, i samarbejde med LAP, f.eks.udarbejder pjecen "En bedre hjælp", der giver plads til andet end den biologiske model og endda understreger, at fuld recovery er en mulighed. Noget, "NAMI" ikke gør.

Alligevel får jeg myrekryb, når jeg finder gode råd og vejledning om hvordan man som pårørende får lirket ellers tavshedspligtbelagte oplysninger ud af personalet på "Bedre Psykiatri"s hjemmeside. Yuck!

Psykiatrisk brøler - endnu én

I artiklen "Børn indlægges blandt psykisk syge voksne" på jp.dk kan man i dag læse følgende:

"Ledende overlæge på Børnepsykiatrisk Hus i Odense, Jan Jørgensen, kalder det skræmmende [at mange børn og unge indlægges på voksenafdelinger]:

"De voksne patienter, der er indlagt her, er virkelig syge. Det er det syn, der møder børnene, og det er både uhensigtsmæssigt og forkert. På voksenafdelingen bliver børnene meget hurtigt medicineret, mens man bruger helt andre behandlingsmetoder på børneafdelingen," forklarer Jan Jørgensen, der påpeger, at det er imod FN's børnekonvention." (min fremhævelse)

Mon de voksne bliver "meget hurtigt medicineret" fordi de er "virkeligt syge", eller...?