"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

tirsdag den 28. oktober 2008

fra glashuset

"Måske har vi alle sådan et poesisprog i en eller anden form som vi kan bruge til at lege med. Finde os selv med. Nå andre med.

Hvis vi altså kan høre det midt i alle konventionerne?"


"Finde os selv med." 'Ja', tænkte jeg, da jeg læste Jannes blogindlæg forleden dag. Genkendelse. På svensk i 90'erne, på engelsk før og i dag. I perioder på fransk. Og afstikkere til spansk og norsk. Bokmål og nynorsk. En søgen efter Ordet blandt ordene. Blandt lydene. En vandring gennem koncentriske labyrinter af vilkårlige mønstre. Klangmønstre. Lydbilleder. Og i midten altid stilheden. Silence. Sacred silence. Stillness.

"Nå andre med." 'Nå andre med?' Det poetiske sprog - eller et poetisk sprog - byder måske på flere genkendelsesmuligheder, end et helt rationelt sprog. Intuitiv genkendelse. Flere og flere muligheder for genkendelse, jo mere poetisk. Mening ikke i ordene, men mellem linierne, der står med større og større afstand, løsere og løsere sammenhæng, der kan rumme flere og flere meninger. Indtil ordene sprænger rationalitetens glasramme, falder, styrter ned i irrationalitetens afgrund, hvor ingen kan nå dem længere, og de ikke kan nå nogen længere. Fordi der ikke findes ord for det usigelige. Les mots pour les mots. Dada - eller vanvid. Hvor ordene finder deres mening. Finder sig selv. Og jeg finder mig i ordene. Når mig selv. Og måske andre.

Hvem kan sige, hvornår ordene falder og styrter? Over the edge? I afgrunden? Hvem andre end ordene selv? - "...todo se pasa, Dios no se muda,..." Teresa de Ávila. Jeg ville måske have læst denne bog. Jeg ville have læst den for fem, ti år siden. I dag viger jeg tilbage for den patologisering, bogen foretager af Teresas ord. Patologisering, ja. Ødipuskomplekset som den endelige patologisering af alt menneskeligt. Et kulturelt konstrukt, der forsøger at forklare det uforklarlige, og rationalisere det irrationelle. Jeg viger tilbage, forlader, efterlader. Ødipuskomplekset. Og tager Teresas ord med mig: "Nada te turbe, nada te espante, todo se pasa, Dios no se muda, la paciencia todo lo alcanza. Quien a Dios tiene, nada le falta. ¡Sólo Dios basta!" Hvorfor fordrive stilheden med 768 sider ord, når Ordet er lige dér, i stilheden mellem disse få linier, i stilheden hvis omrids ordenes mønster tegner? En søgen, måske. En søgen, der er gået sig vild i konventionernes rationelle tankeblindgyder.

'En søgen, eller en flugt måske?' tænkte jeg. Siden der ikke bare var ord, der ikke måtte findes, men hele sprog. Siden jeg valgte at vige tilbage, forlade, efterlade, flytte - eller flygte? Krydse en grænse, også en sproggrænse. Siden jeg valgte at krydse og overskride sproggrænser, falde, i ny og næ, styrte ned, af og til.

'Skizofrene kan ikke tænke abstrakt, tager alt bogstaveligt', hedder det. Jeg ser ordene styrte ned i afgrunden, ind i irrationalitetens hav. Hvor de opløses af saltvandet. Dér dukker et 'a' op af bølgerne, og dér, et 's' og et 'v'. Bogstaver. Bogstaveligt. Jeg ser djævlen og det dybe blå hav. Og ved, hvad jeg ville vælge. Selv om jeg nok har det som Teresa de Ávila, og ikke frygter djævlen nær så meget, som jeg frygter dem, der frygter ham. Og jeg ser et menneske sidde i et glashus og holde sten i hænderne. 'Nej!' Fordi glasskårene ville være fortabte som bogstaverne i havets saltvandsbølger. Fordi jeg gerne ville bo i et glashus. Mellem skårede lerpotter med basilikum og salvie og rosmarin og blomsterkarse. Og vinterrosens bløde blade, i flere meters højde. - Det vidste du måske ikke, at vinterroser kan blive fem meter høje? - Winter Rose - Rose Bay Willow Herb - A rose is a rose is a rose... Flight of thought. Flight of word. - Fordi jeg har brug for et hus, hvor lyset kan nå ind. Derfor må man ikke kaste med sten, når man bor i glashus. Forkert svar. Ifølge konventionerne. Mit svar. Ifølge mig.

Er det en modsigelse, at flygte fra konventionerne, fra den rationelle tanke, der overdøver - alt? For at finde sig selv, og nå andre? At frigøre sig fra et sprog, der ikke kan rumme én, og som man ikke kan rumme, og for-søge sig selv i et andet? Ikke 'eller', men 'og'. Ikke 'flygte', men 'frigøre'. For-søgen og frigøren.
_______________

Hvad er vigtigst for mig, mit budskab eller min stil? Ingen af delene. Jeg skriver mine ord, og mine ord skriver mig.

4 kommentarer:

silhuet sagde ...

Hvis ikke indlægget var en anelse for langt for en gravstensinskription, måtte dette gerne være mine asluttende od til verden.
Men jeg kan også bare vælge stilheden. En sen uden inskription. Så må græsset synge mig, og fuglen flyve mig og de efterladte g(l)emme mig. I stedet.

"Fordi jeg gerne ville bo i et glashus. Mellem skårede lerpotter med basilikum og salvie og rosmarin og blomsterkarse"....det vil jeg også Marian. Det vil jeg også. Jeg værner om min sårbarhed og min svaghed. Fordi det er min styrke

Kærlige tanker

Harning sagde ...

Ord.

Janne sagde ...

Kære Marian,
hvordan skal jeg udtrykke hvad dette indlæg kalder frem i mig? Jeg tror ikke jeg kan. Det skyller ind over mig som bølger af genkendelse.

Du når mig, tro mig.

Jeg ser alle de tråde du trækker og samler. Jeg genkender. Ved at jeg er blevet set, og det er o.k. (For en gangs skyld).

Resten håber jeg du kan finde i min stilhed. Mellem linjerne.

Jeg poster et lille Kierkegaard-citat om lidt. Til os alle sammen.

Bevægede hilsner fra mig

Marian sagde ...

Silhuet: Sårbarhed og "svaghed" som styrke - nemlig!

Harning: Ord, ja. For-søgene(n) fortsætter... :)

Janne: Jeg finder. I stilheden mellem linierne.