"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

onsdag den 14. januar 2009

Flere misforståelser, og nogle betragtninger om vrangforestillinger, selvmord, og om virkelig selvmordsforebyggelse

I det følgende to, lettere redigerede og oversatte, svar til et diskussionsindlæg på Beyond Meds, som Gianna syntes, jeg skulle poste på bloggen også.

1. Der findes denne (mis-)forståelse, at, når bare det bliver "mærkeligt" nok, altså når det ikke længere er nemt forståeligt, så må der bestemt være noget rigtigt rigtigt galt med en persons hoved. I en biologisk forstand. Denne opfattelse tjener som en slags "forklaring", når nogens opførsel ikke længere nemt kan forstås og forklares i henhold til den til enhver tid gældende opfattelse af "normal" menneskelig adfærd som sådan. Det er dog ikke en forklaring. Det er en bortforklaring. Det vi ikke forstår umiddelbart, frygter vi. At frygte det, der er fremmed for os, er en naturlig reaktion, en forsvars- og overlevelsesmekanisme. Specielt for byttedyr. Og mennesket er såvel bytte- som rovdyr. Så, vi foretrækker at forklare det os fremmede bort. For at holde det på sikker afstand. Én af flere grunde, hvorfor den biologiske model er så tiltrækkende for mange.

Den lidelse, som mennesker i krise oplever, er forårsaget af en mangel på forståelse, en mangel på selv-/bevidsthed. Delvis er den forårsaget af en mangel på forståelse for dem selv, for hvad der sker for dem, og delvis er den forårsaget af en mangel på forståelse fra omverdenens side. Det faktum, at mennesker, der får forstående, empatisk, støtte, der fokusserer på, at hjælpe dem selv til at forstå deres oplevelser under en krise, som regel ikke lider i samme omfang som dem, der ikke får denne støtte, der bare får piller, der gør dem ligeglade, og måske endda noget traumatiserende, tvungen "behandling" oven i købet, og det faktum, at de førstnævnte klarer sig langt bedre i det lange løb, end de sidste, beviser dette.

Hér ser jeg en sammenhæng med det, du skriver i dit indlæg her. At bortforklare ser ud til at være den sikreste og nemmeste vej ud. Men det fører uvægerligt til mere og mere lidelse. Såvel kvalitativt som kvantitativt. Vi ønsker perfektion. Vi vil gerne være (og vi forventes at være) i stand til at passe ind. Og ligeså vi ikke passer ind, går vi i panik. Og/eller vores omgivelser gør. Noget må være grundlæggende forkert med os. Lad os få det lappet, så vi kan passe ind igen. Hvad vi misser i vores utrættelige kamp for "perfektion" - det der anses som perfektion i henhold til vor tids kulturelle normer og værdier (!), vel at mærke - er at vi allerede er perfekte i vores uperfekthed. Vi er ikke mente, at skulle passe ind i et bestemt skema. Vi er mente, at bare skulle være. Virkelig perfektion kan ikke defineres som "anderledes end" eller "forskelligt fra". Virkelig perfektion er enheden af alle dualiteter. Så, mens vores kultur desperat jagter hvad den betragter som "perfektion", mister den faktisk den virkelige perfektion mere og mere af syne.
_______________

2. Et ønske om at dø, om det giver sig udtryk igennem ens egne tanker, eller igennem en stemme, der opfordrer én til at begå selvmord (at høre stemmer er intet andet, end at tænke højt), er aldrig et ønske om at ende værendet som sådan. Det er et ønske om at ende det, der er, og lade noget nyt blive til. Døden er et symbol på forandring. Og det ubevidstes sprog er et rent symbolsk sprog.

Jeg ved ikke, om du kender til det, men Oraklet i Delfi i den græske mytologi svarede stort set aldrig på et spørgsmål andet end metaforisk. Man fik svar på sit spørgsmål. Men svarets betydning måtte man selv finde frem til. Eller: man gav faktisk svaret på sit spørgsmål selv. Ens ubevidste, ens intuition, gjorde. Oraklet i Delfi er det ubevidste, projiceret i ytterverdenen.

I dag lever vi i en kultur, der ikke er videre bevidst om det ubevidste. Vi er ikke på samme måde bevidst om symbolik, metaforik, som andre kulturer var/er det. Det der tæller, er det bogstavelige, de hårde facts, videnskaben, den "rationelle" tanke (med "den rationelle tanke" værende den slags tanke, der nemt kan forstås af alle, fordi alle tænker på samme, normative måde). Ja, og så symbolik på trafikskiltniveau. Men hvis nu jeg var rådgiver, lad os sige af den danske statsminister, og han kom til mig, spurgte mig om min mening om hans næste valgkampagne, og jeg sagde: "Gør din egen natur, og ikke andres råd, til vejlederen i dit liv", ville jeg sandsynligvis miste mit job, og blive, mindst, betragtet som sær.

Så, spørgsmålet er altid hvem eller hvad du virkeligt ønsker, skal dø, når du overvejer selvmord. En ting er sikker: det er ikke dig selv. Dit selv (det er ikke en stavefejl) er hvem/hvad du virkeligt er, og det er væren, liv. Liv kan ikke dø. Døden er en del af livet, ikke dets modsætning. Og livet er forandring: noget ender, "dør", noget nyt begynder. Hvert øjeblik. Livet er konstant ankomst og afsked. Intet er faktisk stabilt. Der kan være balance, men ikke stabilitet. Perfekt stabilitet (som i "stemningsstabiliserende middel"), fuldkommen uforanderlighed og forudsigelighed er en mytos. Og vores kultur forveksler den med "perfektion" - og jagter den.

Nogle ønsker at deres ytre form, deres krop, skal dø. Mennesker, der lider af en dødelig sygdom f.eks. Men hvad de fleste i en eksistentiel krise ønsker skal dø, er heller ikke den ytre form. Det er deres ego, hvem/hvad de tænker, de er, og hvem/hvad de tænker, andre tænker de er. Dog manifesterer egoet sig delvis igennem ens ytre form. Kroppen bliver til et symbol for egoet. Og så har du det: i stedet for at give slip på dit ego, og være det/den, du virkeligt er, interpreterer du et symbol bogstaveligt, og giver følgeligt slip på din krop: selvmord. Bogstaveligt. Og siden vores kultur er så uvidende om symbolisme som den er, er chancen for at du vil kunne finde meget hjælp blandt kulturens medlemmer (i det psykiatriske system) til at nå frem til denne erkendelse, ekstremt ringe. Da alle sandsynligvis vil interpretere på samme bogstavelige måde, som dine tanker gør.

Jeg forstod langt om længe, pga. den "vrangforestilling", at det/den, jeg virkeligt var, ikke var et menneske, men noget à la en dryade, en ånd, navnløs, alders-/tidløs, uden historie (alt der var sket i mit liv, var ikke sket for mig, men for den krop, mit sande selv var fanget i), immateriel, om end fanget i en - materiel - krop. Og hvad mit sande selv ønskede, var ikke at dø, men at blive fri - af denne krop, der repræsenterede et ego, et selvbillede, jeg aldrig har følt mig mindre ens med end i krisesituationerne.

En anden aspekt af samme fænomen er "ude-af-kroppen-oplevelser", der som regel også bare bortforklares som værende meningsløs symptom på hjernesygdom.

Nu er det betegnende for vores kultur, at man identificerer sig med sin krop, sine tanker, sit sind, sin livshistorie, sit ego. Vores kultur lærer os, at gøre det. I den østlige filosofi findes der imidlertid en yderligere dimension hinsides denne formelle, materielle: det rum, hvori det formelle, materielle kommer til udtryk. Hvem/hvad du virkeligt er, dit "sande selv" med Laing, er dette rum. Så, "vrangforestillingen" var faktisk ikke nogen vrangforestilling, men selve sandheden.

Langt om længe forstod jeg, at det at give slip på identifikationen med min krop, mit ego, mine tanker, etc., betød den frihed, jeg havde troet, jeg kun kunne opnå ved at give slip på min krop. Et symbolsk selvmord, ikke et bogstaveligt et. Eller: "egomord" i stedet for selvmord. Det er enden på lidelsen. - Dermed ikke sagt, at jeg ikke lider mere. Intet er for evigt. Heller ikke "enlightenment". Det er meget fristende, at identificere sig med sit ego. Specielt i en kultur, der dyrker egoet i den grad, som vores kultur gør det. Jeg falder for fristelsen, igen og igen, og så lider jeg. Men eksistentiel lidelse er menneskelig. Det er ikke en sygdom. Tværtimod. Vejen til friheden går som oftest igennem en hulens masse lidelse. Uden lidelse ville der ikke være nogen nødvendighed til at ændre noget som helst, til at udvikle sig og vokse. På den måde bliver eksistentiel lidelse snarere til en velsignelse, end til den forbandelse, vores kultur gerne vil gøre den til.

Som sagt, i reglen får folk ikke nogen virkelig hjælp. (Siden "hjælperne" ikke har den ringeste anelse selv, hvordan skulle de kunne hjælpe nogen til at forstå, hvad de selv ikke har forstået?*) Forestillingen, at eksistentielle kriser skulle være hjernesygdomme, forhindrer forståelse, ligesom de stoffer gør det, hvis ordinering alene kan forsvares, hvis hvad der egentligt er et vågn-op-kald defineres som biologisk hjernesygdom.

Problemet er at jo mere dit sande selv har været undertrykt, jo mere det er belvet krævet af dig, at du identificerer dig med et falsk selv (hvem/hvad andre vil have dig til at være, men hvem/hvad du ikke er), jo dybere bliver splittelsen mellem hvem/hvad du virkeligt er og denne falske ego-identifikation selvfølgeligt. Jo dyber splittelsen bliver, jo mere vil du lide, og jo mere du lider, jo mere højlydt vil vågn-op-kaldene blive. Om du bliver stemplet med "OCD", "depression" eller "skizofreni" er ikke et spørgsmål om at lide af tydeligt forskellige sygdomme. Det er et spørgsmål om i hvilken udstrækning du lider, og i hvilken lydstyrke de vågn-op-kald kommer, som du følgeligt får. Med såkaldte "psykoser" værende de højest tænkelige vågn-op-kald. Og kaldene vil ikke stoppe med at komme før du faktisk lytter til dem og vågner op. Det er årsagen, hvorfor medikamenterne har en kronificerende effekt på krisen. Det vil uundgåeligt ske igen og igen, indtil du forstår. Og der findes ingen stoffer, der er stærke nok til at gøre det ubevidste tavs. Medikamenter kan ikke engang sigte mod det ubevidste. Det ubevidste er almægtigt og uangribeligt. Du kan ikke bekæmpe det og vinde. Det eneste, du kan gøre, er at transformere det fra at være din herre til at være et af dine redskaber, ved at blive dig bevidst om det.
_______________

* Det er faktisk lidt komisk, at en mangel på evne til at tænke abstrakt, og interpretere ting i overført, symbolsk betydning er oplistet som et "symptom" på "skizofreni", mens "eksperternes" evne til at erkende et symbol, når det stirrer dem lige i øjnene, nærmer sig nul...

12 kommentarer:

Anonym sagde ...

Som jeg ser det starter problemet lang før selve forståelsen - det starter ved den manglende anerkendelse af at et andet menneske kan føle og opføre sig anderledes end en selv - uden derved at være "mærkelig" eller "forkert" eller "syg".

Marian sagde ...

Ja. Vil give dig ret. Men ser det, at anerkende et andet menneske helt og holdent, som den vigtigste grundforudsætning for forståelse, vil nærmest sætte lighedstegn mellem respekt/anerkendelse og forståelse. "Erkende" er jo del af ordet "anerkende". Egentligt er det et forståelsesproblem helt fra starten af. "Jeg forstår dig simpelthen ikke", var standardkommentaren, jeg fik derhjemme, ved enhver passende eller upassende lejlighed. Og selvfølgeligt kom jeg på den måde heller aldrig til en forståelse af mig selv. For ikke at tale om verdenen.

Anonym sagde ...

Også kun nærmest. For vist er forudsætningen for forståelsen anerkendelsen, men..
Jeg kan sagtens respektere og anerkende, lytte til og høre på et andet menneske uden dog overhoved være i stand til egentlig at forstå hvad de føler. Gætte kan jeg måske nok,finde analogier til mig selv kan jeg måske nok også - men reelt forstå...

Marian sagde ...

Hmmnja, har det sådan, at hvis jeg giver et andet menneske plads til at være (sig selv) i min bevidsthed, altså hvis jeg kan rumme dette andre menneske helt forbeholdsløst - og det er déri, jeg ser anerkendelse - så kommer forståelsen helt af sig selv. Måske ikke lige umiddelbart som en intellektuel forståelse, men som en intuitiv sådan - som intellektuel forståelse nogle gange måske kan stå i vejen for. Jeg kan så godt lide, at Laing f.eks. kontrasterer "forståelse" med "forklaring". Med "forklaring" helt klart værende en intellektuel, en tankeproces.

Anonym sagde ...

Semantik. :-)

måske.. ""forklaring" helt klart værende en intellektuel, en tankeproces." - er jo nok tæt på hvad jeg mener med: "finde analogier til mig selv ".

Forståelse i den forstand - at jeg godt kan forstå selve følelserne - vrede, afmagt, glæde, sorg lykke m.v - men rent praktisk så kan jeg ikke til fulde sætte mig ind i og reelt forstå enkeltdetaljerne som hvordan det fx føles at have hallucinationer eller at tro på gud. :-) Eller...

Anonym sagde ...

Men selv om jeg ikke ved hvordan det føles at have hallucinationer eller tro på gud eller... - så betyder det jo ikke, at jeg mener at folk som oplever/føler dette ikke har ret til det eller at de nødvendigvis er mærkelige eller syge - jeg anerkender bare at de er mennesker ligesom mig - med andre oplevelser/erfaringer/følelser end mig. :-)

Marian sagde ...

Jeg elsker semantik :)

Tror egentligt heller ikke, at det er så nødvendigt med enkeltdetaljerne. De er nok bare interessante mht. en - individuel - forklaring. Mindre til slet ikke mht. forståelse. Som Eckhart Tolle så rigtigt siger: I grund og bund er alle vores livshistorier, som vi hver især tror, er sååå forskellige fra hinanden, én og samme (lidelses-)historie.

Mht. hallucinationer: har du aldrig oplevet, at du har tænkt en tanke, som du har undret dig lidt over, hvordan du kunne komme til at tænke den? Som bare sådan helt "uprovokeret" (tilsyneladende) fór igennem hovedet på dig? Så skal du bare skrue lidt op for en sådan tankes lydstyrke, så har du en akustisk hallucination.

Som Tolle i øvrigt også siger: tænkning er noget, der sker for os alle ;)

- selv om man mht. nogle kan være i tvivl... :(

Anonym sagde ...

Tænke over de mest besynderlige ting er en fornøjelig (og til tider meget irriterende)vane jeg har - men at ligefrem kalde det for en hallucination uanset hvor meget jeg så end skruer op for lyden tror jeg vist er at stramme den lidt. men igen - hvad ved jeg om hvordan en hallucination føles. :-)

(der mangler en kommentar. :-)

Marian sagde ...

Bemærk formuleringen i Tolle-udtalelsen. Der godt nok ikke er et ordret citat, men formuleringen er densamme mht. at det er noget, der sker for os. Hvorfor sagde han ikke, at det er noget, alle gør? Fordi de fleste ikke styrer tankevirksomheden. Tankevirksomheden styrer dem. - Nu kan jeg høre dig - højlydt - protestere. Jeg troede også. Lige indtil. Lige indtil det blev højt nok, så jeg ikke længere kom udenom at skulle realisere, at der var tankerne - og så var der mig. "We all hear voices".

Marian sagde ...

Nu er den der. Mystisk, havde da "publish" -et den. Hm.

Anonym sagde ...

mystisk eller en hallucination?. :-)

Marian sagde ...

Tja, hvem ved... :S