Endnu en ny pille mod "skizofreni"

Farmakoncernen Schering-Plough søger lige p.t. om godkendelse for sit neuroleptikon Sycrest, der i USA hedder Saphris, både i USA og i Europa. Sycrest er et såkaldt "atypisk antipsykotikon", ligesom alle de andre, og dog... Stoffet påvirker en række forskellige receptorer, både for serotonin, dopamin m.fl., og er dermed vitterligt noget af en kanon - at skyde efter spurve med. Og hvad sker der med spurvene, når man skyder med kanoner efter dem? Stephany har fundet svaret frem på side 895 af de 1067 sider materiale som USA's lægemiddelstyrelse FDA er i besiddelse af:

"Død af asenapine (Saphris) [Sycrest] kan indtræffe pludseligt og uden advarsel hos ellers unge og sunde individer, forårsaget af hjertearytmier og slagtilfælde."

Ikke desto mindre ser det ud til, at også Sycrest/Saphris nok vil blive godkendt. Først til "behandling" af "skizofreni" og "manier", senere sikkert også som tillægs"behandling" ved "depression", og så kan midlet passende ordineres off-label mod søvnløshed, angst, "OCD", rygsmerter,... Hm, er der noget, det ikke passende kunne ordineres mod? Ja, og så, som Philip Dawdy skriver, om nogle år, vil de første beretninger om "patienter", der døde og blev skadet af stoffet komme frem. Jeg kan heller ikke vente. - Måske skulle jeg i mellemtiden investere i nogle Schering-Plough-aktier, som jeg så om et par år kan sælge med astronomisk gevinst og tids nok, inden der er alt for mange spurve, der er blevet ramt plet af kanonen.

"ADHD" eller omsorgssvigt?

Nordjyske.dk har i disse dage en ret interessant artikelserie om ADHD. Det er adjungeret professor i klinisk barnepsykologi Karen Vibeke Mortensen, der er ude at skabe lidt røre i andedammen med udtalelser som: "Børnene får med diagnosen [ADHD] et stempel, og så åbnes der nogle døre til specialundervisning og andet [læs: Ritalin & Co.]. Men det er symptombehandling. Alt for ofte undersøger man ikke barnets forhold i hjemmet. Det er dér, man skal tage fat. For det er ofte dér, årsagen til symptomerne ligger," og: "ADHD-symptomerne ligner de symptomer, børn får, når de er udsat for omsorgssvigt af den ene eller anden art". Hun uddyber: "Det er ikke grove sociale svigt. Men der kan have være[t] problemer med følelsesmæssig tilknytning til barnet i det første leveår. Det kan være en mangel hos forældrene. Forældrene selv kan have manglet omsorg, og så kan de have svært ved at forstå børns behov eller de kan blive alt for omklamrende."

Karen Vibeke Mortensen træder varsomt. Blandt andet denne studie når frem til, at mennesker, der er stemplet med "ADHD", noget oftere end den ikke stemplede kontrolgruppe også har oplevet fysisk mishandling og seksuel misbrug. Udover emotionel mishandling og den emotionelle omsorgssvigt, Karen Vibeke Mortensen er inde på. Så det kan meget vel også være "grove sociale svigt", der lader børn reagere på "ADHD"-vis. Ligesom det altså kan være rent emotionelle, og dermed somme tider endda næsten usynlige, svigt.

I en anden artikel i serien citeres socialrådgiver Inge Gorm Andersen: "Der er børn og unge, hvor vi kan se, at det ikke kan forklares med forholdene i hjemmet". Omsorgssvigt kan være ganske så usynlig, Inge. Den kan være så usynlig, at den betragtes som del af en almen som "normal" accepteret hverdag. Personligt anser jeg det, at kræve af et barn, at sidde pænt stille og koncentrere sig time efter time, kun afbrudt af korte pauser, hvor mulighederne for udfoldelse på alle områder er begrænsede af både mangel på personale og fysiske rammer, allerede som omsorgssvigt. Ikke alle børn tilpasser sig gnidningsløst den fremmedgørelse, vores kultur prøver at påtvinge os allesammen fra barnsben af. Nogle reagerer. På "ADHD"-vis for eksempel.

Men selv om Karen Vibeke Mortensen altså træder en del mere varsomt, end jeg kunne ønske, er ord som "omsorgssvigt" selvfølgeligt en rød klud for overgriberværnet, aka psykiatrien, og Jan Jørgensen, formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selkab i Danmark, citeres i artiklen " - Det er ikke omsorgssvigt - ADHD er en sygdom": "Der er masser af undersøgelser, der viser, at ADHD er en arvelig sygdom. Man har bare ikke påvist et bestemt gén. Der er en række gener involveret og dermed ligner ADHD andre psykiske sygdomme," der bare imidlertid har vist sig, ikke at være så arvelige igen, Jan. Medmindre vi taler miljøarv altså.

Min kommentar på nordjyske.dk:

Rystende at overvære, hvor hårdnakket psykiatrien bliver ved med at erklære teorier, der på trods af mange årtiers intens forskning ikke har ladet sig verificere det mindste, og der derudover faktisk modsiges af nyere, epigenetisk forskning, for at være beviste fakta. Især rystende, når det er børn, der gøres til målskive for at blive stemplet genetisk defekt, og for at blive medicineret med yderst sundhedskadelige stoffer.

Tak til Karen Vibeke Mortensen for at - omend i moderat omfang, så dog - tale børnenes sag!

_______________

Artiklerne i serien:

"Børn får fejldiagnose"

" - Børn med ADHD-diagnose svigtes"

" - Vi har svært ved at hjælpe børnene"

" - Det er ikke omsorgssvigt - ADHD er en sygdom"

Og nogle mener seriøst, jeg er paranoid når jeg siger, det ene og alene drejer sig om at lukke munden på folk...

Her er et af de mest slående eksempler på, hvad den egentlige hensigt med psykdiagnoser er, jeg indtil videre er stødt på. Jeg undrer bare, om tanken nogensinde har strejfet kommentarens forfatter, at hendes egne meninger kunne være et produkt af en syg hjerne, og således af mere end tvivlsom værdi. Såvidt jeg ved, er hun selv psykiatrisk stemplet.

Cool

...syntes mit lille ego det her det var.

I øvrigt, mht. risikospørgsmålet (jf. min IMDb-kommentar), så var det egentligt først forleden, at det gik op for mig, hvor stor en risiko en hjælper skal være parat til at løbe, da en bekendt fortalte, at det faktisk var kikset for vedkommende. Ikke på grund af vedkommendes hjælpeindsats, men fordi mennesket i krise i en periode netop var afskåret fra at modtage vedkommendes hjælp. En lille detailje, som myndighederne har det med at overse, når de skal finde syndebukken i sådanne tilfælde. Og der så kan koste vedkommende ikke bare karrieren, men i værste tilfælde friheden. Mens bl.a. Luises drabsmand/-kvinde stadigt render frit omkring, med sin license to kill (autorisation som psykiater) i bedste behold.

Respekt til de hjælpere, der, som min og Rufus May, har integritet nok, til at løbe denne risiko!

Emory University får røde ører og trækker sig med halen mellem benene

Før jeg fortsætter min serie om Big pHARMa's felttog mod ytringsfriheden med en ny episode, her et update til sidste episode, der omhandlede Emory University vs. Doug Bremner: Den 10. juli, altså samme dag, som jeg havde skrevet om sagen her på bloggen, besluttede Emory University, efter at have foretaget en risk - benefit - vurdering af deres behandling af Doug Bremner, at det dog var ved at blive en anelse for pinligt, med al den opmærksomhed sagen fik i (det amerikanske) blogland, og ophævede forbudet mod at Doug Bremner nævnte universitetets navn på sin blog.

Læs mere på Amy Philo's blog, og ja, skrivelserne fra Emory University til Doug Bremner kan downloades her.

1:0 til ytringsfriheden!

Hvordan den farmasponsorerede forskning takler den akademiske frihed, eller: Hvordan Emory University takler Doug Bremner

Hvad sker der, når man er professor i psykiatri og radiologi ved Emory University School of Medicine og samtidigt er blogger, med en vis hang til at skrive om videnskabelig uredelighed, korruption og deslige indenfor ens fag?

Lige umiddelbart skulle man tro, at Emory University ville sætte stor pris på J. Douglas Bremner's bedrift, der jo unægteligt må være i videnskabens ånd. Men, ak, sådan tænker man ikke på Emory University, i øvrigt indtil sidste efterår Charles Nemeroff's stolte arbejdsgiver. Nej. Mens man gør hvad man kan for at redde Dr. Nemeroff's ære, eller hvad der nu var tilbage af den, efter senator Grassley var færdig med Dr. Nemeroff, så gør man vores bloggende professor Bremner til syndebuk for at redde Emory University's gode forbindelser til farmaindustrien, og sender ham et brev - per kurér! - hvori han bedes om at fjerne universitetets navn, EMORY altså, fra hans blog. For bloggen er jo privat, ikk'? Så, den har ikke noget med Emory University at gøre! Never mind, at der er andre, der både er ansat på Emory University og blogger, privat, mens de ikke gør nogen hemmelighed ud af deres tilhørighed til Emory University på deres blog, og heller ikke bliver bedt om det, af Emory University.

Men ikke nok med, at man altså fornyligt beordrede Doug Bremner til at fjerne Emory University's navn fra hans blog, nej, allerede sidste år, da hans bog, Before You Take That Pill. Why The Drug Industry May Be Bad For Your Health, udkom i marts måned, besluttede man fra Emory University's side, at undlade at udsende en pressemeddelelse annoncerende bogens udgivelse. Noget, man ellers nødigt forsømmer, når det drejer sig om udgivelsen af diverse ukritiske cheers for farmakalogiens velsignelser, skevet af Emory University-tilknyttede. Og da slet ikke, når pressemeddelelsen allerede er skrevet, færdig og klar til at blive udsendt...

Jeg vil ikke forsømme at gøre opmærksom på, at Doug Bremner ikke nødvendigvis er "radikal". Nogle gange er han, andre gange måske knapt så meget (kan være den var "halvfærdig", den blogpost, Doug, meeen...). Han er bare ærlig, og synes ikke, der er noget i vejen med at sige sin mening. Men det er altså nok til at lade Emory University, et internationalt anerkendt, privat forskningsuniversitet i Atlanta, USA, reagere og blive ubehagelig. Og så er der sikkert stadigt nogle, der tror, videnskab og forskning bestemt ikke kan være andet, end lig med retskaffenhed og etisk uanfægtbarhed...

Og, for resten, så vil jeg heller ikke forsømme at gøre opmærksom på, at nævnte Charles Nemeroff er/var den førende kapacitet på området "depression". På verdensplan.
_______________

Tak til Matt Holford for stilistisk inspiration til dette indlæg.

Seksårige Jani: "skizofren", eller endnu et overgrebsoffer?!

'Hva' sa' jeg?!' var jeg lige ved at sige, da jeg læste det følgende på Stephany's blog:

"Det gør mig ked af det, for at sige det mildt, at læse på Jani's fars blog, at faren snakker om at slå og sulte Jani, tage hendes legetøj fra hende, og slutteligt medicinere hendes væsen (for at knække hende). Før dette barn blev sat på psykofarmaka, blev dette barn udsat for mishandling."

Jeg havde tidligere i går aflagt farens blog et besøg, og læst dette indlæg med opfølgende kommentarer. Dvs. jeg nåede frem til kommentar nr. 11, Jani's fars svar til David Oaks, der slog mig pga. sin udtalte fjentlighed, oven i det lige så udtalt patetiske i selve indlægget - Peter Gabriel, Don't Give Up... herregud! - to ting, der ved første øjenkast kan virke som modsætninger, men faktisk er to sider af samme sag.

Når man læser indlægget, kunne man måske umiddelbart være fristet til at tro på de altopofrende, til sammenbruddets grænse medtagne forældre, der elsker deres Jani af hele deres hjerte, og ville gøre alt for hende. Billedet bliver lidt et andet, senest når man når ned til nævnte svar til David fra Jani's far: ja, forældrene ville gøre alt for Jani, selv det, at banke hende igennem , lade hende sulte og tage legetøjet fra hende. Alt det ville de gøre, og har de gjort mod et barn, der ikke har eller har haft den mindste chance for at forstå, hvad der foregår.

Og ikke nok med det, nej. Forældrene er endda parate til gå så langt som til at ofre Jani for det, de virkeligt er forelskede i: deres egen lidelse. For, det mangler jo ikke med advarsler om neuroleptikas farlighed, eller tilbud om information angående alternativer. Men mens en mor som Stephany i sin tid sagde: "Hey, det lyder interessant, lad mig høre mere!", mens hun indrømmer sine fejltagelser, accepterer sin andel af ansvar for sin datter, og i dag kæmper for at kunne tilgive sig selv, så vælger Jani's far altså at reagere ved at både afvise alle tilbud om støtte på forhånd, benægte enhver fejltagelse, frasige sig ethvert ansvar, og gå i forsvarsposition. Forsvarende hvad? Tja, forældrenes egen lidelse, og muligheden til at drukne i selvmedlidenhed over den. Metalidelse. Narcissisternes specialitet.

"Det er ikke slemt, at gøre noget forkert," husker jeg at Ewa Jälmbrant sagde ved rideseminaret sidste måned, "men det er utilgiveligt, at gøre noget forkert, og så bagefter påstå at det var det rigtige man gjorde, selv om man ved, at det var forkert." Fordi man ikke er i stand til at tilgive sig selv, har jeg lyst til at tilføje.
_______________

Flere overgreb (fra "About Me" på Jani's fars blog):

"Volden [han mener Jani's reaktioner på forældrenes overgreb...] blev så slem, at Susan [Jani's mor] og jeg begge mistede besindelsen og slog Jani så hårdt som vi kunne. Vi slog i blindt raseri.

(...)

I dag er Jani ikke længere en møgunge. I dag er Jani skizofren."

Traumatiske barndomsoplevelser årsag til "psykoser" og "skizofreni"

Gianna gjorde i går opmærksom på en artikel i Journal of Postgraduate Medicine, "Childhood trauma and psychosis: Evidence, pathways and implications", bl.a. af australske John Read, der sammen med Paul Hammersley gennemførte metastudien, der viste, at omkring 75% af alle med "skizofreni" stemplede havde været overgrebsofre som børn.

Her nogle citater fra artiklen:

"En nyere gennemgang af den nordamerikanske, psykiatriske litteratur fra de seneste 40 år nåede frem til at mulige sociale årsager for psykoser, inklusive skizofreni, er blevet overset for at fremtone genetiske og biologiske sygdomsårsager. Dog er kraepelinske opfattelser af psykotiske tilstande som alene værende symptomer på en syg hjerne blevet udfordret af kendte akademikere som Richard Bentall og andre, der sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden og nyttigheden af skizofreni som begrebsmæssig og diagnosticerbar enhed, og argumenterer, at psykotiske oplevelser ligger i forlængelse af "normal" fungeren og henstiller at nutidige forståelser af "skizofreni", "bipolar lidelse" og lignende skulle tage højde for ugunstige miljømæssige faktorer. Endvidere har der igennem de seneste ti år været et fornyet interesse og et stigende antal litteratur, der undersøger sociale og miljømæssige faktorers rolle i forbindelse med udviklingen af psykoser og skizofreni. En stor del af denne forskning har specielt rettet fokus på forholdet mellem traumatiske barndomsoplevelser, psykose og skizofreni. "

"Overordnet set viser den gennemgåede forskning et sammenfald af evidens i mange studier, og, omend ikke uden forbehold, lader den ane, at traumatiske barndomsoplevelser er årsagsfaktorer for psykoser og specifikke oplevelser, der anses som værende tegn på psykose og skizofreni."

"Som vi har set, er traumatiske barndomsoplevelser blevet sat i forbindelse med adskillige negative udfald mht. psykisk sundhed, fysisk sundhed og sociale omstændigheder, både i barndommen og senere i livet. Det er tvingende nødvendigt, at vi rutinemæssigt spørger ind til traumatiske oplevelser og overgreb, når vi prøver at hjælpe mennesker, der har psykotiske eller usædvanlige og pinefulde oplevelser. (...) Meget få overgreb erkendes af psykiatrisk personale i den daglige praksis, men når mennesker spørges angående disse, stiger antallet af erkendte overgreb dramatisk."

"Der findes en række evidensbaserede psykosociale behandlingstiltag for psykoser, og disse skulle tilbydes alle, der oplever psykotiske fænomener." (min fremhævelse)

Amen!!! Specielt til det sidste.

En relateret artikel kunne man fornyligt læse i den norske psykologforeningens tidsskrift. I artiklen "Ingen gener for psykiske lidelser" slår Roar Fosse fast, at "vi må ændre vores syn på årsagerne til psykologiske problemer", og at der ikke er "støtte i forskningen for at sige at der findes gener for psykiske lidelser." Med udgangspunkt i epigenetikken siger Roar Fosse, at "forskningen viser at kvaliteten på omsorgen som modtages fra mor i tidlig alder, styrer udviklingen af både hjernen og af adfærd ved at ændre epigenetiske processer, der kontrollerer DNA-udtrykket."

Også Roar Fosse når frem til, at psykosociale behandlingstiltag er påkrævede:

"Mens farmakologiske interventioner ved psykologiske problemer ofte bruges for at opnå symptomdæmpning, tyder den nye viden på, at man dårligt kan blive rask af en sådan behandling. (...) Det kan være, at epigenetisk reprogrammering bedst kan opnås gennem at påvirke individet gennem dets naturlige kommunikationskanaler for psykosocial erfaring; altså at man via hjernens naturlige funktioner for informationsbehandling specifikt kan nå de biologiske processer, der er ændret af stress, og der ligger bag psykologiske problemer. Et positivt miljø, præget af trygge relationer og gode samtaler kan give et grundlag for at blive rask fra psykologiske problemer."

Tryghed er nøgleordet for Roar Fosse. Ligesom det var nøgleordet for R.D. Laing i sin tid.

Trenden, vi ser repræsenteret i den nye forskning, væk fra en biologisk og hen til en traumarelateret årsagsforståelse, er jo alt andet end ny. Og ligesom R.D. Laing m.fl. i sin tid, så kræver også John Read og Roar Fosse altså et paradigmeskift mht. vores syn på "psykisk sygdom" og dens årsager.

Detsamme gør imidlertid den biologiske psykiatri, der endda prøver, at gennemtvinge dette paradigmeskift via udgivelsen af en ny version af DSM'en. Udgivelsen af DSM V, planlagt til 2012, retfærdiggøres ikke mindst af påstande om, at psykiatrien skulle være nået frem til entydige beviser på "psykisk sygdoms" genetiske, biologiske årsager, hvilket der ikke tages højde for i DSM IV endnu. En påstand, der ved nærmere undersøgelse viser sig at være ikke andet end ønsketænkning.

Man kan så spørge sig, hvad der driver værket mht. denne åbenlyse ønsketænkning. Hvordan kan det være, at både adskillige klarsynede fagpersoner som R.D. Laing eller Loren Mosher, og et utal af mennesker, der selv har oplevet ekstreme sindstilstande, "psykoser", "skizofreni", aldrig er blevet hørt? Hvorfor er det usandsynligt, at John Read, Roar Fosse og detsamme utal af mennesker, der har oplevet ekstreme sindstilstande, denne gang vil blive hørt? Og "Hvorfor tror dere ikke på det vi forteller om de negative konsekvensene vi ble påført som følge av tvangsinnesperring og tvangsmedisinering i det tvangspsykiatriske systemet?!!" og "Ser psykiatrien selv at feilaktige tvangstiltak begås?" kan man spørge som Jan Olaf gør det.

Hæng på. Svar følger.

Husk: Demo for Abdulle i dag!!!

Så er det i dag, at der skal demonstreres for frigivelsen af Abdulle Ahmed. Læs mere her, og mød op!

Og: Tillykke med fødselsdagen, Abdulle!

"Abilify mod tics"?!

Siden hvornår ordinerer man noget, der har potentiale til at forårsage både dystoni og tardiv dyskinesi mod tics???



Det er nogle gange skræmmende at se, hvad folk googler. Og derfra kunne regne ud, hvad danske læger foretager sig.

Hvad er mon det næste? Zyprexa som slankekur???... Det er vist på tide, at tilføje et label.

"Hjælper Seroquel mod PTSD?"

Ja, altså, hvis man tror på det. Men hvis man tror på det, så hjælper også håndspålæggelse mod PTSD. Og hvis man vælger at tro på det sidste, så slipper man immervæk for alt det her.

Jeg kan kun sige: hold fingrene fra disse stoffer!

Jakob Axel Nielsen's psykiatriske fremtidsplaner: at medicinere vores børn - men ikke kun vores børn - til døde

Apropos angiveligt "skizofrene" seksåringer og apropos Jakob Axel Nielsens planer om, at få antallet af "psykisk syge" børn og unge hurtigst muligt bragt op på - ja, hvor mange procent, Jakob? Kan 100 procent gøre det monstro? - her noget interessant læsestof til ansvarsbevidste forældre:

Den forhenværende salgsrepræsentant for den farmaceutiske industri Gwen Olsen har skrevet artiklen "Drugging Our Children to Death", der kan læses her på HealthNewsDigest.com.

Et par citater fra artiklen:

"I apriludgaven af Pediatrics opfordrede regeringens U.S. Preventive Services Task Force (arbejdsgruppe for forebyggende services) læger til at screene alle amerikanske teenagere rutinemæssigt for depression, under anvendelse af uvidenskabelige spørgeskemaer, der producerer en høj rate af falske diagnoser på psykisk sygdom. En diagnose er lig med en anbefaling for behandling. Behandling er lig med piller og udsætter vores børn for farerne, der er forbundet med bevidsthedsforandrende kemikalier, hvis effekt er blevet bevist at være ubetydeligt."

"Omfanget af den kollektive grådighed og ondskab har efterhånden nået epidemiske proportioner, og kan, trist nok, måles i dødsfald, hvoraf mange vedrører vores børn."

Siden det altså ser ud til, at Jakob Axel Nielsen ønsker at bringe epidemien også til Danmark, kan jeg egentligt kun anbefale ansvarsbevidste forældre, at overveje emigrering til - tja, i hvert fald ikke til Canada! I USA er det nemlig sådan, at man meget hurtigt kan miste forældremyndigheden, hvis man modsætter sig "anbefalingerne" for "behandling". "Omsorgssvigt" hedder det derovre, når man prøver, at beskytte sine børn mod de bevidsthedsforandrende, og ikke så sjældent altså også drabelige, kemikalier, som "eksperterne" "anbefaler" at man zombificerer sine børn med. Og jeg har indtryk af, at Jakob Axel Nielsen ser ansvarsbevidste forældre med meget amerikanske øjne. Siden billedunderskriften på politiken.dk fortæller, at han mener, alle kun vil have glæde af hans Big Brother-tiltag.

"Skizofreni", eller: gør offeret ansvarligt!

Noget, der virkeligt virker forstyrrende på mig, er folk, der synes det er forstyrrende, at en seksåring zombificeres med massive doser hjernegift, aka "psykofarmaka", mens desamme folk misser at se det overgreb det er på seksåringen at blive stemplet med "skizofreni" - et stempel, der, ligesom alle psykiatriske stempler, mangler ethvert videnskabeligt bevis for sin gyldighed - og således misser at se, at det er gør-offeret-ansvarligt-stemplet, der retfærdiggør luk-munden-på-offeret-dopingen.