Byrådet i Eugene, Oregon, anerkender psykiatriserede menneskers rettigheder

Mens danske politikere har travlt med at få lovforslag om at indføre ambulant tvang, og dermed om at gøre flere menneskerettighedskrænkelser overfor psykiatrisk stemplede mennesker muligt, igennem, er byrådet i den amerikanske by Eugene, Oregon, kommet med en resolution, der fastslår disse menneskers ret til selvbestemmelse, også når det kommer til behandling.

Fra resolutionen:

"C. Mange mennesker finder psykofarmaka ganske hjælpfulde for deres mentale og emotionelle tilstand, og er taknemmelige, at have muligheden for at tage dem. Andre oplever medikamenter som skadelige for deres helbred, ikke hjælpfulde, og/eller meget indgribende og problematiske. Når mennesker søger behandling og alene tilbydes medicin som behandling, kan de føle sig tvunget til at vælge denne mulighed. Mange af de for tiden eksisterende medikamenter er typisk forbundet med betydelige helbredsmæssige risici, opleves ofte som subjektivt skadelige, og deres langtidseffekt er omstridt. Derudover findes der veldokumenterede psykosociale alternativer, der anses som mindst lige så effektive for manges vedkommende, og der har færre skadelige bivirkninger.

D. Mange psykiske problemer er forårsagede af trauma og menneskerettighedskrænkelser som overgreb i barndommen, krig, racisme, hjemløshed og mangel på økonomiske muligheder, vold i hjemmet, og andet. Et nøgleelement i al slags trauma er fraværet af valgmuligheder. Når mennesker, der er blevet traumatiserede, nægtes valgmuligheder i behandlingen, kan effekten være retraumatisering."

Resolutionen har ikke direkte indflydelse på behandlingstilbuddet, men må mere ses som en kraftig opfordring til de bestående tilbud i Eugene til at gøre flere, også medicinfrie, tiltag tilgængelige. Desuden er den selvfølgeligt også, som Ron Unger skriver, en stor anerkendelse af mennesker med emotionelle problemers rettigheder, en moralsk støtte til dem, om man vil.

Godt gået, Eugene! Og tillykke til Ron Unger, der ikke uvæsentligt har bidraget til, at dette blev muligt.

Mere kan man læse her på Ron's blog. Og her er hele resolutionens tekst:

RESOLUTION NO. __________

A RESOLUTION AFFIRMING THE CITY’S COMMITMENT TO HUMAN RIGHTS AND MENTAL HEALTH CARE.
The City Council of the City of Eugene finds that:

A. The City Council of the City of Eugene recognizes that the diversity of our population is vital to our community's character, and that we have a long tradition of protecting and expanding human rights and civil liberties protections for all of our residents, including persons with all types of disabilities.

B. U.S. Courts have affirmed a number of rights for people diagnosed with mental disabilities. At the national level, the right to choose to live in the least restrictive environment that is reasonably available has been affirmed. At the state level, a number of courts have affirmed a person's right to refuse psychotropic medications, even when the state has a "compelling interest" in providing treatment, if less intrusive, effective treatment alternatives exist. These decisions are consistent with the principle that all people have the right to lives free of unnecessary restrictions and intrusions.

C. Many people determine that psychiatric medications are quite helpful for their mental and emotional conditions, and are grateful to have the opportunity to take them. Others find medications to be harmful to their health, unhelpful and/or excessively intrusive and problematic. When people seek treatment and are offered medication as the only treatment option, they may feel coerced into choosing that option. Many of the medications currently provided are typically associated with significant medical risk, are often experienced as subjectively harmful, and their long-term effectiveness remains controversial. Furthermore, there are widely researched psychosocial alternative treatments likely to be at least as effective for many, with fewer harmful effects.

D. Many mental health problems are caused by trauma and human rights violations, such as child abuse, war, racism, lack of housing and economic opportunities, domestic violence, and others. A key element in any kind of trauma is the denial of choice. When people who have been traumatized are denied choices in recovery, an effect may be retraumatization.

E. Serious psychiatric disorder is often thought of as inevitably a permanent condition requiring a lifetime of medication, however research shows that a substantial fraction of those with even the most serious diagnoses do fully recover, eventually not requiring treatment. Treatment choices, designed to foster rehabilitation and recovery, which include working, living, and participating in the life of the community, have been shown to increase such recovery.

NOW, THEREFORE, BE IT RESOLVED BY THE CITY COUNCIL OF THE CITY OF EUGENE, a Municipal Corporation of the State of Oregon, as follows:

Section 1. All mental health service providers within the City of Eugene are encouraged to incorporate self determination and consumer choice as much as possible, with accurate information provided to consumers and to families about those choices. Special emphasis should be placed on providing diverse alternatives in treatments, including non-drug alternatives, whenever possible.

Section 2. All mental health service providers within the City of Eugene are urged to offer a full range of choices designed to assist in complete recovery. Section

3. This Resolution shall become effective immediately upon its adoption.

The foregoing Resolution adopted the ____ day of October, 2009.

____________________________________
Acting City Recorder

Bogfilmatiseringer - A Beautiful Mind og I Never Promised You a Rose Garden

Almindeligvis er jeg ikke den største tilhænger af bogfilmatiseringer. Specielt, hvis jeg har læst bogen, filmen baserer på, inden jeg ser filmen, og når bogens hovedvægt ligger på, at skildre mere komplekse psykologiske sammenhænge, har filmen ofte efterladt mig med en lidt flad fornemmelse. Et godt eksempel på et sådant, i mine øjne mere eller mindre mislykket, projekt er A Beautiful Mind med sin noget overdreven og fordrejet fremstilling af "hallucinationer", ment til at hjælpe publikum til en nemmere forståelse af fænomenet, der imidlertid må siges, at være mest egnet til at opnå den modsatte effekt. Og egentligt et stilistisk faux pas, som man skulle mene, filmregisseurer som Bergman og Tarkovsky f.eks. har lært filmen at undgå for lang tid siden. Men, ok, på den ene side har vi Bergman's og Tarkovsky's sans for de fine nuancer, på den anden Hollywood's forkærlighed for de brede penselstrøg. Som at sammenligne æbler med appelsiner.

En anden ting, der kan give mig en flad fornemmelse, er når filmen bevidst fordrejer bogens "budskab" indholdsmæssigt, bogens, forfatterens eller protagonistens popularitet udnyttende for at få sit eget "budskab" frem. Også dette er A Beautiful Mind jo et glimrende eksempel på, når den misbruger John Nash's celebrity-status, og lader ham udtale, at han tager "de nyere medikamenter", da han i 1994 får at vide, at han vil modtage Nobelprisen i økonomisk videnskab. Mens John Nash i det virkelige liv aldrig har taget neuroleptika, hverken nyere eller gamle, andet, end når han var pinedød nødt til det, såsom under indlæggelser, og slet ikke efter 1970.

Filmproducenterne undskyldte denne forfalskning af facts ved at sige, at man ikke ville have, folk skulle smide deres piller ud. Imidlertid fremgår det på intet tidspunkt direkte af filmen, at John Nash ikke tog "medicin" i længere, sammenhængende perioder. Der findes altså ingen grund til overhovedet at nævne emnet. Andet, end hvis man altså ønskede, at udnytte John Nash's popularitet, og lade hans navn gøre lidt reklame for farmaindustrien.

Så, alt i alt var det med forbehold at jeg i går kastede mig ud i at se filmatiseringen af Joanne Greenberg's autobiografiske roman I Never Promised You a Rose Garden, som en venlig sjæl sidste måned har uploaded på YouTube i sin helhed.

På nær i et enkelt tilfælde, er visualiseringen af protagonisten Deborah's "hallucinationer" noget mere subtilt gennemført, end i A Beautiful Mind, og derfor en del mere udholdelig og troværdig. Generelt undgår filmen de alt for brede penselstrøg, bortset fra i de sidste sekvenser, der både virker lidt forhastede - mens man nok skal huske på, at standardlængden for spillefilm i 1977, filmens produktionsår, lå på omkring 90 minutter, der helst ikke blev overskredet - og, især i forhold til romanen, lidt overfladisk happy-ending-agtige.

Med et så komplekst tekstgrundlag som Joanne Greenberg's roman, kan en filmatisering næsten kun komme til kort. Specielt når filmatiseringen altså, som i dette tilfælde, prøver, ikke at overskride de 90 standardminutter væsentligt. Ikke desto mindre formår filmen i mine øjne overordnet at få det bedste ud af sine 96 næsten-standardminutter, både fordi den lykkes med at udvælge nogle af de mest essentielle af bogens mange aspekter til sine emner, og ikke mindst også takket fremragende skuespillerpræstationer (Kathleen Quinlan, Bibi Andersson), og jeg var positivt overrasket over at se, at man havde valgt, at lade bogens "budskab" uforfalsket stå.

Som jeg svarede på en YT-kommentar, der mener, hvad bogen lærer os er, at vi skal have "compassion" med "the mentally ill" (what?! vel, alt kan åbenbart blive misforstået, også Joanne Greenberg):

"What both the book and the movie teach us is that so-called "mental illness" is a choice (out of necessity though). Not a chronic brain disease. And they both teach us that we should make it possible for people to choose freedom, like Frieda Fromm-Reichmann made it possible for Joanne Greenberg. Instead of indefinitely locking them up in helplessness and dependency with toxic chemicals and hopeless messages about defective genes and chronic brain disorders."*

Men jeg havde nu også et øjeblik glemt alt om filmens produktionsår, 1977, dvs. om at filmen blev optaget på et tidspunkt i historien, da psykofarmaka ikke spillede den alt andet overskyggende rolle, de spiller i dag, og da man stadigt var åben for psykologiske respektive psykosociale forklaringsmodeller. Interessant og positivt overraskende er i denne sammenhæng også, at filmen undgår, at køre rundt i diagnoser og deslige usmageligt. Bortset fra, at "psykotisk" lejlighedsvis dukker op i dialogen, nævnes "skizofreni" f.eks. ikke en eneste gang. Dejligt! Men vist også dette et 1977-fænomen.

Alt i alt en ganske seværdig filmatisering af Joanne Greenberg's autobiografiske roman, der dog ikke kan erstatte læsningen af bogen.

Se filmen her. (Engelsk tale, ingen undertekster)
_______________

*Man kunne lidt sarkastisk, men sikkert ikke helt urealistisk, tilføje, at, som jeg skrev til en veninde, et 2009-Hollywood-remake formodentligt politisk korrekt ville erstatte Dr. Fried's part med en æske Zyprexa eller Abilify, og lade happy ending'en udspille sig på et bosted, hvor Deborah sidder, lykkeligt "compliant" og indsigtsfuldt zombificeret...

Kan det betale sig, at konfrontere sine forældre?

Få skilsmisse!

"You can divorce an abusive spouse. You can call it quits if your lover mistreats you. But what can you do if the source of your misery is your own parent?" spørger psykiater Richard A. Friedman i denne artikel i New York Times.

Og jeg tænker, at han har ret ikke bare med hensyn til terapeuter, men generelt, når han siger: "All too often, I think, therapists have a bias to salvage relationships, even those that might be harmful to a patient. Instead, it is crucial to be open-minded and to consider whether maintaining the relationship is really healthy and desirable.

Likewise, the assumption that parents are predisposed to love their children unconditionally and protect them from harm is not universally true."

Så, mens systemet har travlt med at overbevise dig om, at dine problemer i hvert fald ikke kan skyldes dine forældre, der jo, siden de er dine forældre, ikke kan andet end elske dig højt og inderligt og helt uselvisk, er det måske en idé, at revurdere sagen - og søge om skilsmisse. Da en revurdering som oftest jo vil afsløre, at de kære pårørende ikke er så kære alligevel.

Bortset fra det nærmest uundgåelige "antidepressiva er godt for din hjerne"-nonsense sidst i artiklen, en overraskende radikal og helt klart meget nødvendig betragtning af Dr. Friedman.

Jeanette Winterson, "In Praise of The Crack-Up"

Via Ron Unger's blog kom jeg i går over den britiske forfatter Jeanette Winterson's artikel "In Praise of The Crack-Up".

Nogle citater fra artiklen:

"My creativity pulled me out of a hopeless childhood, and gave my life meaning and shape. But I have always had various forms of manic depression, (just can't bring myself to call it "bipolar"— whoever invented that dismal term must have been uni-polar—a condition I define as being permanently tethered to the banal)."

"...I'd rather have my own suffering than someone else's solution."

"Wounding—real or symbolic—is both mark and marker. It is an opening in the self, painful but transformative."

"We know from 100 years of psychoanalytic investigation that an early trauma, often buried or unavailable to consciousness, is the motif that plays through our lives. We meet it again and again in different disguises. We are wounded again in the same place. This doesn't turn us into victims. Rather, we are people in search of a transformation of the real."

Jeg kunne blive ved... Læs artiklen - på, og miraklernes tid er åbenbart ikke forbi, Wall Street Journal's hjemmeside.

Åbent brev fra Intervoice til Oprah Winfrey

På Intervoice's hjemmeside kan man læse "Open letter to Oprah Winfrey in response to the programme about "The 7-Year-Old Schizophrenic". Brevet er en reaktion på Oprah Winfrey's ekstremt ensidige fremstilling af sagen omkring den syvårige January (Jani) Schofield, der hører stemmer og er stemplet som "skizofren" - efter hendes far, Michael Schofield, har "kæmpet", som han selv siger, for at Jani skal få netop denne diagnose.

Faren er også den, der på sin blog detaljeret har beskrevet hvordan han, især op igennem Jani's første seks leveår, gentagne gange har slået hende (og også Jani's mor Susan, der dog selv også har været med til at begå overgreb mod sin datter) "i blind raseri" (hans egne ord), sultet hende, og f.eks. taget hendes legetøj fra hende, "for at knække hende" (igen farens egne ord). Bloggen er imidlertid taget af nettet i sin oprindelige form, efter den pådrog sig en del negativ/kritisk opmærksomhed, og lige i rette tid, inden opmærksomheden - som Michael Schofield ellers ikke kan få nok af... - kulminerede i kølvandet af Oprah's show fra den 6. Oktober i år, omhandlende Jani. Originalcitater fra bloggen kan dog stadigt læses f.eks. her, og her. Jeg har skrevet om sagen på min engelske blog, under label'et"Jani".

Hvis du er enig i vores syn på sagen, kan du tilføje din underskrift til brevet via Facebook-gruppen "Intervoice", kontakt Paul Baker (admin). Du må også meget gerne gøre andre opmærksom på initiativet, både på internettet og andre steder.

Lundbeck-betalte "eksperter" rådgiver om "depression" på DepNet.dk

...og politikerne er rystede?! Hvor bor de henne, de rystede politikere?? På hvilken planet?? Jeg kan næsten ikke få mig selv til at tro, at nogen, der bor her omkring på jorden virkeligt kan være så naiv at tro, at der er mere end måske en håndfuldt læger, der ikke er i lommen på farmaindustrien.

Her i listen kan man finde dem, hvis tilknytning til Big pHARMa er så tidskrævende, og derfor vanskeligt at hemmeligholde, at de så sig nødsaget til at søge om tilladelse for den. Her finder vi f.eks. Jes Gerlach, Henrik Day Poulsen, Martin Balslev Jørgensen (alle tre BristolMyersSquibb), Merete Nordentoft (Eli Lilly), Henrik Rindom (der åbenbart ikke kan få nok på bankkontoen: AstraZeneca, Janssen Cilag, Eli Lilly, Pfizer, Wyeth), og mange mange flere.

Nemmere, da noget mere overskueligt, er nok, at tjekke om ens læge ikke tager sig betalt af farmagiganterne for at skrive et bestemt præparats navn på receptblokken, ved at klikke sig ind på Læger uden sponsor's medlemsliste. Og man må faktisk konstatere, at det ikke engang drejer sig om en håndfuld psykiatere, der er med her.

"Det er dybt rystende at både en række læger og en af landets største medicinalvirksomheder, Lundbeck, har handlet så uetisk, som 21 SØNDAG påviste," citerer DR-artiklen SF's sundhedsordfører Jonas Dahl. Set i forhold til det antal psykiatere, der figurerer på Læger uden sponsor's medlemsliste - hele fire - kan man jo så spekulere lidt over, hvor etisk hele faget egentligt er. - Selv spekulerer jeg ikke længere. Jeg har fundet ud af det. For længst. - Og i øvrigt også over, hvem der ellers skulle rådgive på DepNet.dk, når der nu åbenbart kun er fire "eksperter" i hele Danmark, der ikke har fingrene i farmaindustriens kagedåse.

For resten hørte jeg for noget tid siden, at farmaindustrien også her til lands mere end villigt giver salgsprovision per hver enkel ny aftager af deres produkt. Der var tale om ca. DKr 5.000,- per hver ny "patient", det var lykkedes "eksperten", at få hooked på et bestemt præparat. Lige i lommen, selvfølgeligt, de ca. DKr 5.000,-. Så, hvis du bare føler det mindste ansvar for din shrinks økonomiske ve og vel: Værs'go', take your meds! Og velbekomme!
_______________

Læs også: politiken.dk, "Danske læger bijobber ulovligt"

"De farlige sindssyge" langt mindre farlige end din "normale" nabo

Sigrun har skrevet om det på sin blog, og her kan man læse på dansk om hvor farlige "de farlige sindssyge" faktisk er. Nemlig langt mindre farlige end "rationelt" tænkende mennesker.

Det forundrer mig ikke, da "psykoser" som regel netop er en protestreaktion på drabsforsøg (i symbolsk betydning, drab på et spirituelt plan), og alene sigter mod at bevare, ikke tage, liv. "Psykotiske" mennesker bliver kun voldelige, når de trænges op i en krog, altså i selvforsvar.

»Det yderst begrænsede antal gerningsmænd og mangelen på særlige kendetegn hos disse mennesker betyder, at det vil være umuligt at forudsige, hvem der kan begå handlingerne, og hvornår det kan ske«, citerer artiklen på politiken.dk dr. Olav Nielssen fra University of New South Wales, der dermed bekræfter, hvad kritikere længe har sagt, nemlig at psykiatere faktisk er ekstremt dårlige til at forudse voldelig adfærd.

Over halvdelen af drabene blev desuden begået af mennesker, der ikke før hændelsen havde været i kontakt med systemet, og man kan så spørge sig, hvordan f.eks. et tiltag som ambulant tvang under disse omstændigheder skal kunne nedbringe antallet af drab begået af "psykotiske" personer. Især siden et sådant tiltag uden tvivl også, og forståeligt nok, vil føre til, at endnu færre i første omgang henvender sig til systemet og be'r om hjælp, mens mennesker, der allerede er i systemet, også forståeligt nok, i nogle tilfælde vil vælge, at "gå under jorden" for at undgå yderligere overgreb mod sig selv.

Jeg er enig med Sigrun: lavtærskeltilbud i stedet for mere tvang må være løsningen. Lavtærskeltilbud, der fokusserer på andet end stempler og piller, og hvor personer, der henvender sig, kan være sikker på, ikke at blive udsat for yderligere overgreb.
_______________

Og her en lille oversættelsesservice, siden der forleden var nogen, der ledte efter det engelske begreb for "øksemorder": "pickaxe killer". Og hvis man lige vil tilføje lidt ekstra "krydderi", så siger man "maniacal pickaxe killer". Angst sælger, ja.

60 - 90 % af den samlede befolkning genetisk prædisponeret til "skizofreni"

Bortset fra, at artiklen her ellers kun indeholder det bare alt for velkendte, men derfor ikke mere sande volapyk om for meget dopamin og "skizofrene" mus, synes jeg det er ret interessant, at man vil udvikle både diagnose- og screeningsredskaber og ny "medicin" på grundlag af nogle gener, der forekommer hos 60 - 90 % af den samlede befolkning.

Nærmest som at påstå, at gener for at være menneske forårsager såkaldt "skizofreni", hvorfor disse gener egner sig til at diagnosticere respektive screene for denne "sygdom".

Jeg forstår pludseligt så godt, hvorfor jeg ved min bedste vilje ikke har kunnet finde nogle hurraråb angående Thomas Werges i følge de danske medier så banebrydende opdagelser i den udenlandske presse. Ikke meget at råbe hurra for.

Jeg forstår imidlertid endnu mindre end før, hvorfor man vælger at poste yderligere 30 millioner kroner i Thomas Werge og hans kollegers "forskning". Mens man ikke har så meget som en halvtredsøre til etableringen af dokumenteret virkningsfulde psykiatrialternativer.

"Verdens mentale sundhedsdag"

...eller måske snarere "Verdensdag for markedsføringen af psykisk sygdom"? Whatever. Onsdag den 7. var R.D. Laing's fødselsdag. Here's to Ronnie Laing!

The condition of alienation, of being asleep, of being unconscious, of being out of one's mind, is the condition of the normal man.
Society highly values its normal man. It educates children to lose themselves and to become absurd, and thus to be normal.
Normal men have killed perhaps 100,000,000 of their fellow normal men in the last fifty years. -The Politics of Experience
_______________

Long before a thermonuclear war can come about, we have had to lay waste to our own sanity. We begin with the children. It is imperative to catch them in time. Without the most thorough and rapid brain-washing their dirty minds would see through our dirty tricks. Children are not yet fools, but we shall turn them into imbeciles like ourselves, with high I.Q.s if possible. -The Politics of Experience
_______________

As long as we cannot up-level our 'thinking' beyond Us and Them, the goodies and baddies, it will go on and on. The only possible end will be when all the goodies have killed all the baddies, and all the baddies all the goodies, which does not seem so difficult or unlikely since, to Us, we are the goodies and They are the baddies, while to Them, we are the baddies and They are the goodies.

Millions of people have died this century and millions more are going to, including, we have every reason to expect, many of Us and our children, throttled by this knot we seem unable to untie.

It seems a comparatively simple knot, but it is tied very, very tight - round the throat, as it were, of the whole human species.
But don't believe me because I say so, look in the mirror and see for yourself. -The Politics of the Family
_______________

There is no such condition as "schizophrenia", but the label is a social fact and the social fact a political event. -The Politics of Experience

Smid nøglen væk!

When it bleeds it leads... Det er næsten ikke til at afgøre, hvad man skal linke til i det her tilfælde. Det er over det hele. Selvfølgeligt. Angst sælger, og alle vil jo gerne sælge. Med ønsket om at sælge som oftest værende noget større, end ønsket om at informere. Her bare et, tilfældigt valgt, link af utallige mulige.

Tja, når vi nu skal have gummicellerne og tvangstrøjerne tilbage, hvorfor så ikke også overveje, at lade de store galeanstalter få deres renaissance? Retro er in!

Bare lige et par tanker i forbindelse med den forskning, der henvises til: hvad har man sammenlignet? Jo, indespærring med - ingenting. Socialpsykiatrien har jo aldrig virkeligt fungeret. Fordi den stadigt er psykiatri, dvs. bygger på, for kriseramte menneskers vedkommende, ikke specielt effektive "behandlings"tiltag. Alternative tilgange, der havde kunnet betyde virkelig hjælp, har jo aldrig været afprøvet, og indgår således heller ikke i Peter Kramp og Gorm Gabrielsen's "forskning".

Og: selvfølgeligt ville det kunne nedbringe kriminaliteten, begået af "de psykisk syge" ude i samfundet, hvis vi kunne spærre dem inde og smide nøglen væk. Ligesom det ville kunne nedbringe kriminaliteten ude i samfundet generelt, hvis vi kunne spærre alle potentielle forbrydere præventivt inde og smide nøglen væk. Men så ville der næppe findes noget frit samfund udenfor fængselsmurerne mere. Hvilket får mig til at spekulere, hvorvidt samfundet udenfor de faktiske fængsels- respektive galeanstaltsmure egentligt er frit overhovedet. Når jeg f.eks. ser, hvor begrænset horisonten for den ovennævnte "forskning" er.

En tredjedel af USA's befolkning psykotisk

Nej, det er ikke en - politisk - joke, eller noget sådant. Det er der en større undersøgelse, i hvilken der indgik flere titusinde individer, tilfældigt udvalgt blandt USA's befolkning, der har vist. Forsøgsdeltagerne blev spurgt, om de hørte stemmer, nogle gange troede, at ting som fjerneren eller computeren styrede deres tanker, eller CIA var efter dem. En tredjedel af deltagerne svarede ja.

Videnskabsfolkene bag undersøgelsen troede ikke rigtigt deres egne øjne, da de så resultatet. Det ville jo betyde, at en tredjedel af hele befolkningen var "psykotisk". Så man bad en gruppe psykiatere at tage en snak med denne tredjedel. Der måtte jo være noget galt her.

Psykiaterne kom frem til, at det kun var 0,7%, der kvalificerede sig til en diagnose fra "psykose"-spektret. Hvorfor denne enorme forskel? Jo, psykiaterne havde, i deres fortvivlelse, gjort indtagelse af neuroleptika til et diagnosekriterium. Ja, det er bestemt ikke en joke. Kun de individer, der svarede ja til spørgsmålet, om de tog "antipsykotisk medicin", blev af psykiaterne vurderet til at være "psykotiske". Og det var altså kun 0,7% af forsøgsdeltagerne.

Konklusion: det ultimative diagnosekriterium for, om man er "psykisk syg" eller ej er, om man be'r om "hjælp" hos de professionelle, eller ej, til at takle livets udfordringer. Man er "psykisk syg", når man er stemplet "psykisk syg", og man er stemplet "psykisk syg", når man er stemplet "psykisk syg", og... ja, så videre. Som Ron Coleman sagde i hans tale ved Hearing Voices Congress: problemet er ikke stemmerne som sådan. Problemet opstår, når man har brug for hjælp til at integrere dem meningsfuldt i sit liv.

Poul Nyrup Rasmussen "taler de psykisk syges sag" - mens jeg foretrækker at lytte til Jim van Os

Siden jeg i dag er i et meget lidt "enlightened" humør, og simpelthen trænger til at splitte et par madrasser ad: Her kan man få fornøjelsen af at lytte til en overordentligt rørstrømsk Poul Nyrup Rasmussen, der på forebilledligt tårevædende manér "taler de psykisk syges sag" - og, og det ikke mindst!, de kære pårørendes - mens man som seer af programmet sidder som på nåle, fordi man frygter, stakkels Poul hvert øjeblik kunne drukne i sin egen selvmedlidenhed.

Ja, Poul, det er frygteligt - at både du og alle de andre kære pårørende derude har et ansvar. Ikke mindst også for de psykiske lidelser i har forvoldt jeres "psykisk syge" familiemedlemmer. Hvor er det synd for jer!

Poul Nyrup Rasmussen vil gerne række en hånd ud til "de psykisk syge". Poul, du kan stå med hånden rakt ud så længe du vil. Jeg kommer i hvert fald aldrig til at tage den hånd! - Men nu identificerer jeg mig jo heller ikke som "psykisk syg", så...

NAMI is alive - også i Danmark. For de, der ikke kender til NAMI's historie: Pårørendeorganisationen blev grundlagt tilbage i 1970erne af to mødre til "psykisk syge", der var trætte af, at blive gjort ansvarlige for deres børns psykiske ve og vel. Det gjorde psykiatrien nemlig stadigt den gang. At holde de pårørende, især mødre, i hvert fald tildels ansvarlige. Overflødigt at nævne, at organisationens "Vi er uskyldige ofre!"-budskab fandt overvældende tilslutning, og gjorde NAMI til USA's største nationale pårørendeorganisation i løbet af ingen tid. Og også overflødigt at nævne, at NAMI i dag har et gnidningsfrit samarbejde med både biobiobiopsykiatrien og farmaindustrien...
_______________

En, især sammenlignet med Poul Nyrup Rasmussens usmagelige pårørende-patos, noget mere opbyggelig oplevelse er forskellige foredrag fra Hearing Voices Congress, som Will Hall har postet her på Madness Radio's blog. Her kan man bl.a. lytte til Ron Coleman og den hollandske psykiater Jim van Os' intet mindre end brilliante foredrag. Desværre er lydkvaliteten ikke ligefrem i top, og ja, selvfølgeligt, sproget er engelsk.

Gummiceller og tvangstrøjere tilbage ind i psykiatrien!

Ja, de har jo nu aldrig været helt ude af psykiatrien, gummicellerne og tvangstrøjerne. De er bare i en årrække gået under andre betegnelser. Såsom "medicin", og "skærmning". Men siden holdningen i samfundet, takket være bl.a. mediernes skrækpropaganda, ser ud til at tiltagende være den, at målet helliger midlerne i kampen mod "de psykisk syge", så kan man vel også roligt kalde en spade for en spade igen, og i øvrigt også ruste yderligere op. Uden at risikere det store ramaskrig i medmenneskelighedens navn.

Det hele er selvfølgeligt kun og udelukkende ment til "de psykisk syges" bedste. Vi ved jo allesammen godt, at disse skabninger fungerer efter love, nærmest diametralt modsat dem, der gælder for jordiske skabninger som mennesker og dyr. Så, ja, tortur er godt for dem!

Der fandtes for resten en "gummicelle" i Diabasis, et rum med en masse gamle madrasser og lignende, som beboerne kunne opsøge sammen med et personalemedlem, når de følte behov for at udleve noget vrede eller frustration. For at kunne udleve sine følelser virkeligt effektivt, så de ikke indhenter én igen og igen, og tager magten, så er det jo en vigtig detailje, at man har vidner, der kan se og anerkende dem.

Rummet i Diabasis blev imidlertid kun sjældent brugt. Så sjældent, at man, som John Weir Perry sagde, godt kunne have undværet det helt. Fordi beboerne generelt blev behandlet med så megen respekt, at der dårligt opstod situationer, der skabte så megen vrede og frustration, at det gjorde det nødvendigt, at splitte en madras, eller to, ad.

Men, som artiklen på politiken.dk slår fast, gummicellerne i den danske tvangspsykiatri er inspireret af tvangspsykiatrien i en række andre europæiske lande. Ikke af John Weir Perry's tvangsfrie psykiatrialternativ Diabasis. Så de kan næppe betegnes som et frirum, hvor ekstreme følelser kan udleves og blive, respekterende, anerkendt. De vil, tværtimod, skabe mere og mere vrede og frustration hos den i gummicellen efterladte "psykisk syge". Vrede og frustration, der, fordi de netop ikke ses og anerkendes, uvægerligt kastes tilbage fra gummivæggene på "den psykisk syge", som en boomerang, og med tidobbelt styrke, og derved udgør et effektivt middel til at få "den psykisk syge" til at bekæmpe sig selv.

Og så er det at jeg spørger mig, om beslutninger som denne hér, angående psykiatriens "behandlings"metoder, skyldes en himmelskrigende mangel på viden om menneskets psykologi, eller om de måske snarere skyldes meget indgående viden om selvsamme...