"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

lørdag den 21. marts 2009

The God Delusion

Hvis nu nogen skulle tro, at Dr. Joseph Biederman på nogen måde er plaget af de mindste tvivl angående den etiske forsvarlighed af hans handlinger, så er her en lille "godbid" til fra sidstnævnte afhøring (via Gianna's fra Stephany's blog):

Spørgsmål: Og De indrømmer, at De er en af de mest ihærdige fortalere for aggressiv [medikamentel] behandling af førskolebørn?

Svar (Biederman): Det siger hun [en journalist fra Washington Post] om mig.

Spørgsmål: Jeg spurgte ikke, om det var hendes udsagn om Dem. Jeg spørger Dem, om De er en af de mest ihærdige fortalere for aggressiv behandling af førskolebørn.

Svar (Biederman): Det er jeg.

Læseren vil måske spørge sig, hvilken relevans Dr. Joseph Biederman egentligt har med hensyn til den danske psykiatri. Han er vel bare en af de der lettere storhedsvanvittige, amerikanske "freaks", der på ingen måde kan sammenlignes med sine samvittighedsfulde, retskafne, danske kollegaer, der intet andet har i tankerne, end deres patienters vel og ve?

Forkert. Ganske konkret har vi herhjemme for eksempel Per Hove Thomsen fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionscenter i Risskov, der er en engageret fortaler for dopingen af børn og unge med psykoaktive stoffer, og der bl.a. mener, det er helt fint at supplere "behandlingen" af med "OCD" diagnosticerede unge med en SSRI (antidepressivum) med Risperdal, og at give SSRIs til femåringer, der er stemplet med "OCD". Mens Per Hove Thomsen godt nok ikke lige umiddelbart kan sættes i forbindelse med Johnson&Johnson, men dog med Pfizer, producent af lykkepillen Zoloft.

Måske var det på tide, at vi i Danmark fik en lov, svarende til den amerikanske som Senator Grassley handler ud fra, der gør det obligatorisk for læger, at indberette hver og én halvtredsøre, de modtager fra farmagiganterne "ved siden af"?? Måske var det på tide, at også Danmark gjorde det strafbart, at "glemme" at fortælle om lønsomme, venskabelige forbindelser til Big Pharma, eller pHARMa, som nogle meget træffende staver til det, mens man arbejder for det offentlige?? Én ting er sikkert: det ville også her i landet ramme psykiatere hårdere, end enhver anden specialist. Netop fordi, som Alison Bass skriver i sit blogindlæg, nærmest enhver emotionel, menneskelig oplevelse og adfærd kan psykiatriseres, sygeliggøres, og dermed gøres til en lukrativ indtægtskilde for farmaindustrien. Uden at der findes konkrete, videnskabelige fakta, på hvis grundlag "normalt" entydigt kunne afgrænses fra "unormalt".



Biopsykiatrien er en uovertruffen guldgrubbe for farmaindustrien. Netop fordi ingen psykdiagnose kan bevises at stå for en reel sygdom.



Og det er netop dette stort set totale fravær af videnskabelighed i psykiatrien, der gør dette medicinske speciales protagonister, eller måske skulle jeg sige: denne trosretnings præster, psykiaterne, så sårbare for vrangforestillinger af storhedsvanvittig karaktér. Alle. Ikke kun Dr. Joseph Biederman. Han er bare en af dem, der udviser symptomerne på disse vrangforestillinger mest tydeligt. Et andet dansk eksempel er Benedikte Volfing, der mener, det er helt i orden, at misbruge mennesker i dybe eksistentielle kriser som forsøgskaniner efter hendes forgodtbefindende.

Lider psykiatere af den samme sygdom, som de ser og diagnosticerer i deres klientel? Værre endnu. For, som jeg skriver i en kommentar på Stephany's blog, når psykiatere identificerer sig med Gud, eller bare næsten-Gud, med Gud som den eneste i rangen højere instans end dem selv, så mener de det. Bogtaveligt. Ikke symbolsk, som mennesker i krise mener det.

Ingen kommentarer: