"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

søndag den 29. marts 2009

Psykofarmaka, førtidspension og recovery - Madness-Radio-interview med Robert Whitaker

Madness Radio har et nyt interview med Robert Whitaker, videnskabsjournalist og forfatter (Mad In America), hvor han bl.a. taler om effekten, den massive anvendelse af psykofarmaka har på recoveryraten med hensyn til alle psykiske problemstillinger.

Her er nogle tal fra interviewet, der skulle kunne give stof til eftertanke:

I 1955, lige umiddelbart før psykofarmaka begynder at blive standardbehandling, er der ca. 360.000 mennesker institutionaliseret i USA på grund af psykiske problemer.

I 1978, i forbindelse med at de nyere psykofarmaka kommer på markedet, er antallet af personer, der grundet psykiske problemer er på førtidspension ca. 1.300.000.

Fra 1978 til i dag stiger dette tal til 3.750.000. Det vil sige, at antallet af mennesker, der er kronisk syge, der er permanent handicappede på grund af psykiske problemer, i dag er godt tidoblet i forhold til for halvtreds år siden.

Her et par tal med hensyn til børn, diagnosticeret med en "psykisk sygdom":

I 1987 er der i USA 18.000 personer under 18 år, der er på førtidspension. I dag er antallet 600.000.

Så, i modsætning til f.eks. introduktionen af penicillin, der nedbragte antallet af infektioner betydeligt i sin tid, har introduktionen af psykofarmaka som "behandling", bevirket en drastisk stigning af antallet kroniske tilfælde med hensyn til psykisk lidelse.

Er psykiateres evner til at diagnosticere blevet ti gange bedre igennem de sidste halvtreds år? Eller forholder det sig måske snarere som et hav af langtidsstudier indikerer: at psykofarmaka forhindrer recovery og kronificerer krisen (om den nu er af "skizofren", "depressiv", "manio-depressiv", eller en hvilken som helst anden karaktér)?

Jeg har før skrevet om den kendte amerikanske psykiater Frederick K. Goodwin, i offentligheden en varm fortaler for brugen af psykofarmaka. Robert Whitaker fortæller, at han oplevede Frederick K. Goodwin ved APA's, det Amerikanske Psykiatriske Selskabs, årlige konference tidligere i år. Goodwin deltog i et møde under konferencen, der beskæftigede sig med langtidsprognosen for mennesker med psykiske problemer. Goodwin, og ikke kun han, udtalte ved mødet, at anvendelse af psykofarmaka forværrer prognosen. Med andre ord: selv om psykiatere i offentligheden kun har lovord for psykofarmaka, er de meget godt klar over, at stofferne under stregen faktisk gør ondt værre.

At psykofarmaka alligevel af psykiatrien deles ud til højre og venstre som slikpinde, og i stigende grad, og at psykiatrien alligevel lovpriser dem i offentligheden som det eneste saliggørende, skyldes bl.a. psykiatriens mere end enhver anden lægespeciales intense tilknytning til farmaindustrien. Der findes snart ikke så meget som én psykiater, der ikke på en eller anden måde er sponsoreret af farmaindustrien.

Men lyt selv til interviewet - og bliv rystet.
_______________

Robert Whitaker siger i interviewet, at Joseph Biederman, Harvard-børne- og ungdomspsykiateren som jeg har skrevet om her og her, med hensyn til hans professionelle karriere sandsynligvis vil slippe stort set uden en skramme fra den sag, den amerikanske stat kører mod ham pga. interessekonflikter. Og det ville jo heller ikke have forbavset nogen.

Hvad Robert Whitaker imidlertid ikke kunne vide, da interviewet blev optaget, var, at statsadvokaterne i sidste uge har søgt om indblik i alle dokumenter, der vedrører Biederman's (og to af hans kollegaers) transaktioner. Dermed risikerer Biederman (og hans to kollegaer) nu en straffesag. Om det skyldes, at man i USA er ved at få øjnene op for psykiatriens korrupthed og bedrageriskhed generelt, eller om det skyldes grovheden i overtrædelsen af alt, hvad der hedder etiske regler i specielt Joseph Biederman's tilfælde, må tiden vise.

Ingen kommentarer: