Loren Mosher og Soteria House II - Har vi brug for flere sengepladser, eller har vi brug for et radikalt paradigmeskift?

Hér fortsættelsen af gårsdagens indlæg om Loren Mosher og Soteria House. Selv om denne anden del er meget lang, besluttede jeg, at poste den i sin helhed for ikke at rive de enkelte dele ud af deres sammenhæng. Jeg håber, mellemrubrikkerne kan gøre det hele lidt mere overskueligt.

Indledningsvis vil jeg gøre opmærksom på, at Loren Mosher selv ikke var tilhænger af de i interviewartiklen forekommende begreber "skizofreni" og "skizofren". "Hvorfor ikke kalde det en 'alvorlig, personlig krise'? Eller en 'alvorlig, psykologisk krise'? Hvorfor ikke kalde det forstyrret og forstyrrende adfærd - en ganske god beskrivelse, fordi sådan ser det ud udefra. Der findes masser af måder, hvorpå man kan anerkende, at disse mennesker agerer på en usædvanlig måde - og hvorpå man stadigt anerkender, at de oplever alvorlig, psykologisk lidelse", citeres han.

Recovery fra psykoser - ikke bare mulig men til at forvente

"Mosher understreger, at den terapi, der blev prakticeret i Soteria House var grundlæggende anderledes end det arbejde, der foregik på det berømte psykiatriske hospital Chestnut Lodge i 50'erne og 60'erne [Joanne Greenberg/Hannah Green beskriver Chestnut Lodge i sin bog I Never Promised You a Rose Garden (Ingen dans på roser)] Dér havde psykiatere prøvet at kurere patienter med traditionel Freudiansk psykoterapi. 'Jeg plejer at sige, at en psykose ikke passer ind i en 50-minutters-session - fordi den foregår 24 timer,' siger Mosher. 'Så, du er nødt til at tilpasse din behandling til problemet.' I stedet for at aftale faste terapisessions, gik engagementet af de Soteria-ansatte ud på at stå til rådighed hvert øjeblik under de skizofrene beboeres vågne timer. Mosher siger, den overordnede atmosfære havde meget tilfælles med 'moral treatment'-institutionerne, der dukkede op i Amerika i den første halvdel af det 19. århundrede. I små, humane og behagelige omgivelser gik disse institutioner ind for tanken, at mange tossede kunne genvinde fornuft, hvis de blev behandlet med anstændighed, kultiverethed og respekt. (...) mellem 50 og 91% af patienterne kunne vende tilbage til et normalt liv i samfundet. Resultaterne lod en institutionsleder udtale i 1843 at galskab 'er mere kurerbar end en hvilken som helst anden sygdom af samme alvor...'.

Ligesom denne mand, gik de Soteria-ansatte ud fra at 'recovery fra psykoser ikke bare var mulig, men sandsynlig og til at forvente,' hævder Mosher, og tilføjer, 'Du starter dér [med denne forventning om recovery], og du har et kæmpeforspring fra starten af.' "

"Skizofreni" og "PTSD"

I starten af 70'erne anser Mosher psykoser mere og mere til at være en fuld forståelig forsvarsmekanisme "snarere end et uransageligt mysterium". Han sammenligner "symptomerne" med dem, der opleves af et menneske med granatchok - i dag ville man sige "PTSD" (posttraumatisk belastningsreaktion). Med den eneste forskel værende den, at årsagen til "PTSD" ligger klart og tydeligt for alle at se, mens de traumatiske begivenheder, der fører til "skizofreni" ligger gemt i en mørk fortid, ofte ikke er tydeligt genkendeligt som traumatiserende, og som regel ikke bare består af en enkel traumatisk oplevelse, men en række af sådanne, der til sidst ikke kan rummes længere, og, ofte udløst af en "trigger"-begivenhed, fører til psykosen som værende en form for posttraumatisk belastningsreaktion.

Han beskriver to kommunikationsmønstre, der, om end ikke nemt gennemskueligt så dog, er traumatiserende: "Det ene er blevet oversat til 'kommunikationsafvigelse'. Det er simpelt. Betyder ganske enkelt, at når du sidder med disse forældre, kan du ikke finde ud af, hvad søren de egentligt snakker om. De kan ikke koncentrere sig om noget. De farer ud ad tangenten. Deres tænkning er usammenhængende." Det andre mønster går ud på at gøre et familiemedlem til familiens sorte får, og udsætte dette familiemedlem konstant for kritik og fjentlighed.

"At falde fra hinanden [originalcitat: "going to pieces"] er en måde at takle dette på, (...) 'Hvad de [mennesker der reagerer psykotisk] i grund og bund siger er 'Hey, folks, jeg melder mig ud. Jeg konstruerer denne verden som det passer mig, og jeg behøves ikke tage hensyn til verdenen derude. Jeg kommer til at leve i denne her verden, fordi den derude gør ondt.' ' Han siger, et menneskes chancer for at vende tilbage til et normalt liv i verdenen udenfor afhænger af hvor langt fra den verden mennesket har fjernet sig. 'Nogle mennesker er blevet så såret i relationer til andre, at de opgiver alt håb. Men det er et lille mindretal. Størsteparten vil prøve igen.' "

Penge, gener, social kontrol og de "kære" pårørende

Nu fejes "miljøargumenter" som Mosher's gerne af bordet med et "Skal det nu være forældrenes skyld igen?!" Hvilket i sig selv ikke er et gyldigt modargument, men intet andet end en såret ego-stoltheds angreb. Og nej, det skal ikke være forældrenes skyld - medmindre de fuldt bevidst har misbrugt/mishandlet deres børn - men det skal være forældrenes ansvar, ligesom det skal være samfundets, kulturens ansvar, siden vi alle er et produkt af det samfund, den kultur, vi er opvokset i. "Med få undtagelser, tror jeg forældre gør deres bedste. De prøver. Men der er mange måder, hvorpå man kan gå galt i byen", siger Mosher. Som én af dem nævner han, hvis forældrene selv er opvokset i hjem med dårligt fungerende kommunikationsmønstre: ikke-genetisk, familiær arvelighed. Men det er altså ingen undskyldning for ikke at tage ansvar for dårligt fungerende kommunikationsmønstre.

"Han [Mosher] mener, at med den rette terapi kunne disse mennesker lære at 'tænke lidt mere klart og kommunikere bedre. (...) Men vi har så travlt med medikamenterne, at man ikke kan opdrive en nickel til den slags forskning. (...) I dag er skizofreni for første gang blevet en kilde til enorme virksomhedsprofitter. De skrizofrene har været nogenlunde profitable siden midten af 50'erne [da det første neuroleptikon kom på markedet], men det var ingenting i forhold til i dag. Salget af antipsykotika indbragte ca. 600 millioner dollars om året i mange år frem til 90'erne, hvor de nye atypiske stoffer kom på markedet. Siden da er regningen for antipsykotika steget til mere end 4 milliarder om året. Det er en hel del penge.' "

I hans "Letter of Resignation from the American Psychiatric Association" skriver Loren Mosher:
"I tillæg [til at indgå et samarbejde med farmaindustrien] har APA [American Psychiatric Association] ingået en uhellig alliance med NAMI [Nartional Alliance for the Mentally Ill, USA's største, landsdækkende pårørendeorganisation] (jeg husker ikke, at medlemmerne blev spurgt, om de ville støtte et sådant samarbejde) således at de to organisationer har overtaget lignende offentlige trossystemer angående vanviddets natur. Mens APA fremfører sig som "sine klienters forsvarer", støtter man ikke-klienterne, forældrene, i deres ønske om at kunne kontrollere, igennem lovligt gennemtvunget afhængighed [han hentyder her til umyndiggørelse og tvangsbehandling i eget hjem, som NAMI går ind for], af deres skøre/onde ["mad/bad" i originalteksten - et ordspil] afkom. (...) Jeg ønsker ikke at være del af en undertrykkende og socialt kontrollerende psykiatri.

'Biologisk forårsagede hjernesygdomme' er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Vi er alle bare hjælpeløst fanget i en hvirvel af hjernepatologi, som ingen, bortset fra DNA'en, har ansvaret for."

At se mennesket i stedet for en sygdom

Med en indstilling som Loren Mosher's til mennesker i krise er bunden lagt for at komme i kontakt med disse mennesker selv, også når de befinder sig i en dyb krisesituation, hvor mainstream-psykiatrien gerne påstår, at kommunikation ikke skulle være muligt, da man angiveligt kun ville kunne kommunikere med en sygdom: "Hvis du tror på, at mennesket er derinde, og at du virkeligt kan komme til at tale med det, er der meget få situationer, hvor du ikke vil kunne det. Det er et spørgsmål om din indstilling. (...) Det er et spørgsmål om hvordan du nærmer dig mennesker. Hvis du behandler dem værdigt og respektfuldt og prøver at forstå dem, virkeligt vil indleve dig i deres situation, kan du gøre det."

"I vores dage, siger [Mosher], 'hvis du siger 'psykose', viger folk tilbage og siger 'Vel, jeg taler til dem efter du har givet dem medicin.' Men det er der slet ikke noget ved! Virkeligt. De bedste oplevelser, jeg har haft, var bare at sidde og snakke i timevis med folk, der var skrupskøre. Og det kræver ikke nogen speciel træning. Det kræver kun den rette indstilling og interesse og nærvær og viljen til at ligesom lade din egen realitet stå tilbage og ikke bekymre dig om den.' "

Det er unægteligt langt nemmere at tale (ned) til 20 - 30 mg Zyprexa, end at indlade sig betingelsesløst på et levende menneske i krise, og udsætte sit eget selv- og verdensbillede, sit eget lille ego, for den udfordring, et møde med den anden altid er. Også hér afspejler psykiatrien i bund og grund kun på ekstremt vis, hvad der kendetegner vores samfund som helhed i tiltagende grad: uviljen og uformåen til at se den anden som den han/hun er. Psykiatrien ser ikke mennesker. Den ser medicineret eller umedicineret sygdom. Som bl.a. dette blogindlæg af en ung, entusiastisk læge, under uddannelse til psykiater, beviser: "Menneskelige problemer?? Du godeste! Skynd jer at give ham nogle "magiske" piller, så jeg uforstyrret kan tale neurotransmittere - mine interesser!"

14 dage eller to uger

Fra 1975 af kommer Soteria-projektet, som Loren Mosher er involveret i som projekt- og, senere også, forskningsleder fra starten i 1970 frem til projektets endelige afslutning i 1992, igen og igen i skudlinien af den traditionelle mainstream-psykiatri. Resultaterne er simpelthen for gode. For gode, ja. Soteria-beboerne kom sig lige så hurtigt fra deres akutte psykoser som sammenligningsgruppen af hospitaliserede og medicinerede mennesker. Ligesom en forkølelse varer 14 dage eller to uger, så varer en akut psykose ca. 5 - 6 uger, med eller uden "medicin". Interessant er i denne forbindelse, at det påstås, at neuroleptika "virker" optimalt efter ca. seks uger. Ja. Fordi psykoser efter seks uger alligevel går i sig selv. Også uden "medicin", der i sidste ende endda gør en kronificering af krisen mere sandsynlig, da krisens indhold ikke bliver bearbejdet, men bare fortrængt.

Kun 16% af Soteria-beboerne tog "medicin" over længere perioder, 76% blev aldrig medicineret. Og det var dem, der i det lange løb klarede sig bedst, med en meget lavere tilbagefaldsrate end i den hospitaliserede og systematisk medicinerede kontrolgruppe. Alt imens Soteria kostede 45% mindre end den traditionelle "behandling" med neuroleptika, selv om de indlagde og medicinerede mennesker i kontrolgruppen allerede blev udskrevet efter 12 dage - "hovedsagligen ved at man gav dem så meget medicin, at de ikke kunne se ud ad øjnene mere", som Mosher citeres i artiklen - og Soteria-beboerne blev fra nogle uger til flere måneder på stedet.

Besparelserne skyldtes tildels det meget lavere forbrug af neuroleptika, de, i forhold til især alle de omstændelige og kostbare sikkerhedsforanstaltninger på en lukket afdeling på et sygehus, meget ringere krav til etablissementets indretning, men også i væsentlig grad, at størsteparten af Soteria-personalet bestod af "halvprofessionelle", som f.eks. studerende, der ikke nødvendigvis havde en uddannelsesmæssig baggrund i psykiatrien. De af Mosher højest prioriterede egenskaber, som empati og evnen til at kunne lytte uforbeholdent, erhverver man sig som bekendt ikke igennem en uddannelse indenfor psykiatrien.

Om at blive frosset ud

Mainstream-psykiatrien er allerede i 70'erne i stor udstrækning og tiltagende domineret af farmaindustrien, og såvel Soteria som Loren Mosher bliver i tiltagende grad betragtet som forstyrrende, ubekvemme elementer i psykiatriens og farmaindustriens fælles markedsføring af psykofarmaka. I 1980 tager Loren Mosher på studietur til Italien for at se nærmere på den norditalienske psichiatria democratica (demokratisk psykiatri). Da han vender tilbage efter otte måneder, har hans stedfortræder overtaget hans post ved Center for Studies of Schizophrenia. Mosher har, som han siger, stadigt et skrivebord og en sekretær, men intet at lave længere. Som ansat af staten, bliver han, der er faldet i unåde hos sine overordnede, ikke afskediget, men forflyttet, først til Bethesda, Maryland, som professor og vice-dekan på den medicinske fakultet, senere som medicinsk direktør til Montgomery County, også Maryland, hvor han formår at revolutionere distriktspsykiatrien i moderat omfang. I 1996 henter man ham til San Diego, Californien, hvor man ønsker en lignende distriktspsykiatri, som den Mosher har etableret i Montgomery County. Det bliver dog af økonomiske årsager ved planerne og i 1998 forlader Mosher ikke bare sin post i San Diego, men også statstjenesten som sådan.

Han etablerer sig efterfølgende med "Soteria Associates", hans eget rådgivningsforetagende, og som klinisk professor for psykiatri ved School of Medicine ved University of California, San Diego.

Soteria-projektet, der i perioden 1974 - 1980 også omfattede et Soteria-hus, "Emanon", i San Mateo, Californien, kom til en ende i sin prakticerende form i 1983, efter NIMH, der i de forgående år ikke havde undladt en eneste lejlighed til at stikke kæppe i hjulet for projektet, stoppede helt med at støtte projektet økonomisk.

Røre i andedammen

"Deinstitutionaliseret", som han selv kalder sin tilværelse udenfor statens institutioner, beslutter Mosher i 1998 at forlade APA - under højlydt protest. Hans "Letter of Resignation from the American Psychiatric Association" forbliver godt nok, om end ikke overraskende, ubesvaret fra APA's side, men skaber dog en vis opstandelse i pressen.

I begyndelsen af brevet skriver Mosher: "Hovedårsagen til dette [at han skriver brevet] er at jeg faktisk tror, at jeg melder mig ud af American Psychopharmacological Association. Heldigvis kræver organisationens sande identitet ikke nogen ændringer i dets akronym [APA]. (...) Vi prøver ikke længere at forstå hele mennesker i deres sociale kontekst - vi er snarere ansat til at omstrukturere vores patienters neurotransmittere. Problemet er, at det er meget svært at have et forhold til en neurotransmitter, uanset dens art. Så, vores famøse organisation leverer med sit neurobiologiske tunnelblik en grund til at holde sig langt fra disse konglomerater af molekyler, som vi definerer som patienter. Vi bukker under og fremmer den udbredte brug og misbrug af giftige kemikalier, som vi ved, forårsager alvorlige langtidsskader - tardiv dyskinesi, tardiv demens og alvorlige abstinenssymptomer. Så, vil jeg være farmakoncernernes nar, der behandler molekyler med deres formler? Nej tak."

I slutningen af brevet spørger han: "Er psykiatrien et fupnummer - sådan som den prakticeres i dag? Desværre er svaret for det meste ja."

Jeg vil i et senere indlæg komme tilbage til brevet, som i dag, hvor skandaler om bl.a. interessekonflikter i psykiatrien nærmest er på dagsordenen, er mindst lige så aktuelt som da det blev skrevet for ti år siden.

Blandt reaktionerne på Mosher's "Letter of resignation" er specielt en udtalelse af Frederick K. Goodwin, psykiater og forhenværende direktør af NIMH, interessant:
" 'Han [Mosher] er meget på linie med en gruppe kaldet Psychiatric Survivors [psykiatrioverlevere, Loren Mosher var bl.a. medlem af MindFreedom International], hovedsagligen bestående af folk, der, når du taler med dem, stadigt har deres paranoide processer kørende. Og de føler, at de ikke skulle tvinges, til at tage deres medicin.' Ifølge Goodwin er problemet 'at et af de kritiske symptomer af disse alvorlige sygdomme - både bipolar* lidelse og skizofreni - er manglende sygdomsindsigt.' " En lidt mere sofistikeret formulering af: "I er jo allesammen syge i hovedet!" Kan man ikke finde virkelige argumenter, ja, så kan man altid erklære den anden for sindssyg... I øvrigt også et godt eksempel på, hvordan destruktiv "argumentation" kan komme tilbage til én selv som en boomerang: Hvis "paranoia" virkeligt eksisterer som symptom på en hjernesygdom, som Goodwin mener, hvem siger så, at det ikke er Goodwin selv, der lider af denne hjernesygdom, siden han åbenbart forestiller sig, Mosher og psykiatrioverleverne er ude efter ham og hans profession? Jeg vil mene, hvis Goodwin har rent mel i posen, er denne tanke vel uden enhver realitetssammenhæng og dermed klart tegn på "sindssyge".

"I dag [2003] kalder Mosher sig selv 'en frafalden psykiater' fordi han synes, de biologiske forklaringer på psykotisk adfærd, som så mange af hans kollegaer går ind for, ligner mere en religion end videnskab. (...) 'Vi er alle bange for at blive forrykt. Og så længe vi har nogen derude, der så at sige kan gøre det for os, er det ikke vores bekymring.' Han tænker, at det er beroligende at tro, at skizofrene opfører sig som de gør, fordi deres hjerner er syge. Biologiske forskelle 'gør dem grundlæggende anderledes end os,' siger han. 'De er på en måde lidt en anden race end os.' Mosher tænker, at det hele er 'en måde at forsigtigt sige, ' Disse mennesker er virkeligt anderledes. Og derfor har vi ret til at gøre med dem hvad fanden vi ønsker.' ' "

Loren Mosher døde den 10. juli 2004.

Har vi brug for flere sengepladser, eller for et grundlæggende paradigmeskift?

Udover flere afdelinger på tyske sygehuse, der arbejder efter Soteria-principper, findes der siden 1984 en Soteria i Bern/Schweiz, siden 2003 en i München, og hér i efteråret åbner Soteria Alaska, bl.a. initieret af Jim Gottstein. Derudover har Soteria inspireret mange lignende projekter verden over. Desværre må de fleste af dem, ikke helt ulig deres forebillede, Soteria House, kæmpe en daglig overlevelseskamp mod biopsykiatriens og farmaindustriens overmagt.

Som Gianna skrev i en kommentar på sin blog forleden: "...vi har brug for én [Soteria] i enhver by af enhver størrelse... de bør erstatte sygehuse nærmest fuldstændigt." Eller, som Bruce Levine siger i forbindelse med den U.S.-amerikanske kongres' seneste undersøgelser og afsløringer af mainstream-psykiatriens forbindelser til farmaindustrien: "Et virkeligt valg står ikke mellem Prozac og Zoloft, ikke mellem Zyprexa og Risperdal. Eksemplet på et virkeligt valg, er valget mellem den etablerede psykiatri og Soteria House."

...og mens jeg sidder hér og skriver disse linier, kan jeg ikke lade være med at, igen, smile lidt sørgmodigt ved tanken om en bemærkning fra en bruger, jeg for noget tid siden så mig konfronteret med i en debat på nettet : "Jamen, hvis der fandtes virkningsfulde alternativer [til hospitalisering og medicinering], så ville man [psykiatrien] da tilbyde dem!"

Som Soteria's skæbne tydeligt illustrerer: Nej. Det vil "man" ikke. Men man kan stadigt håbe, at politikerne en skøn dag måske vågner op af deres "ekspert"snakomtågede naivitet.
_______________

*Ja, jeg ved godt, at danskerne staver "bipolar" med "æ". Men jeg foretrækker den engelske stavemåde.
Update, 10.10.08: Og dog...
_______________

P.S.: For resten så søger Soteria Alaska personale. Så, hvis det er lige dig, at sidde i timevis og snakke med skrupskøre mennesker, så er chancen dér nu! Og hvis det ikke var for min lille hyphest, som jeg ville være nødt til at efterlade, hvilket jeg simpelthen ikke kan, så havde jeg pakket rygsækken for længst...

Loren Mosher og Soteria House I

I talrige indlæg har jeg nævnt den U.S.-amerikanske psykiater Loren Mosher og hans Soteria-projekt. Jeg har indtryk af, at både han og Soteria er meget lidt kendt hér i Danmark. Imidlertid er Loren Mosher stadigt i dag, fire år efter hans død, en af de mest markante personligheder på verdensplan, når det drejer sig om psykiatrikritik og alternativer. Især siden det lykkedes ham, at omsætte R.D.Laing's filosofi, idéer og forsøg til dokumenteret successrig praksis i form af Soteria House. I dette og et par opfølgende indlæg vil jeg derfor give et lidt mere detaljeret billede af både Loren Mosher og Soteria House, end lejlighedsvise citater kan give.

Af et væld af kilder om både Loren Mosher og Soteria, har jeg valgt at primært bygge indlæggene op omkring Jeanette De Wyze's interviewartikel "Still Crazy After All These Years", der udkom i San Diego Weekly Reader, Vol 32, No. 2, 09. januar 2003. Hvor ikke andet er nævnt, er citaterne taget fra denne interviewartikel.

Kingsley Hall

Loren Mosher (1933 -2004) bestod sin lægeeksamen i 1961 "cum laude" ved Harvard Medical School, hvor han også opfølgende fik sin uddannelse som speciallæge i psykiatri.

I 1966 tager Mosher på et længere studieophold til London, hvor især Ronald David Laing's Kingsley Hall gør et stort indtryk på ham:

"Mosher havde læst The Divided Self [Det spaltede selv], da bogen først udkom, og han havde fundet at skildringerne passede så godt til hans egne erfaringer med patienterne, 'at jeg undrede hvorfor bogen forårsagede sådant et påstyr.' "

Mosher beskriver Kingsley Hall som et sted hvor "man havde samlet mennesker, der var blevet stemplet som havende alvorlige problemer. Den oprindelige idé var, at de professionelle skulle bo sammen med de mennesker, der var (som det blev betegnet) 'mindre velafbalanceret.'... Miljøet i sig selv skulle være det terapeutiske instrument... et ligeværdigt fællesskab, hvor grænserne mellem normal og sindssyg ikke var defineret igennem status."

Selv om Kingsley Hall i Mosher's øjne bestemt ikke var fejlfri - forholdene var delvis ret kaotiske, især mht. rengøring, madlavning og besøgende, der altid var velkomne, hvilket resulterede i at Kingsley Hall på et tidspunkt begyndte at ligne en zoologisk have, med beboerne som aberne... - "følte Mosher, at Kingsley Hall i det mindste havde bevist, at skizofrene kunne komme sig i en åben institution, hvor beboernes roller ikke var strengt delt op, og hvor status og magthirarkier var af minimal betydning. Medicinsk og psykiatrisk stads var 'i bedste fald uvigtigt og i værste fald skadeligt for de gale.' "

Mosher tager bl.a. indsigten med sig fra Kingsley Hall "at galskab ikke behøves at blive behandlet - og helst heller ikke skal behandles - på et sygehus."

Yale 1967/68

Tilbage i USA, bliver Mosher ansat ved Yale University's medicinske fakultet, hvor han kommer til at stå for en afdeling med 20 sengepladser på universitetshospitalet. Hér får han chancen til at omsætte nogle af de idéer, han havde fået ved at studere Kingsley Hall, til praksis:

"Resultatet var 'totalt åbent, frivilligt, alle gjorde, hvad de havde lyst til. Det var folk tilladt at dekorere deres værelser. Det lignede meget et kollegium.' Mosher afskaffede gradvist de rene personalemøder, låste dørene op, og gjorde det klart, at patienter kunne organisere deres egne aktiviteter. Patienterne skulle behandles som kunder snarere end som patienter, (...) 'Patienterne elskede det! Og de psykiatriske praktikanter jeg havde, var henrykte. Det hér var de sene 60'ere... Vi gjorde alt muligt mærkeligt, som for eksempel, nogen kom som en tvangsindlæggelse, og jeg sad mig ned og snakkede med dem. Jeg sagde, 'Hvad kan vi gøre for at hjælpe dig?' Og hvis de ikke kunne komme på noget, sagde jeg, 'Hvis det hér ikke er stedet for dig, kan du gå.' '

Efter Yale-standards var det et 'afvigende sted', tilstår Mosher tilbageblikkende. 'Der fandtes andre afdelinger, der var meget, meget anderledes - meget mere traditionelle.' Han siger, at sygehusets ledelse til foråret [1968] var blevet tiltagende bestyrtet. Man så det føre til et øget antal selvmordsforsøg, voldelige episoder, og patienter, der måtte sendes til et statsligt sygehus [Dette sker i USA, når ens egen, private sygesikring udløber. De statslige sygehuse er ofte af ringere kvalitet end de private. Frygten var, at folks sygesikring ville nå at udløbe, inden de ville komme sig tilstrækkeligt til at kunne blive udskrevet.] Efter et års tid gik Mosher med til at forlade stedet.

Efter han var rejst gennemgik han imidlertid tallene, både fra hans frie afdeling og fra de andre, traditionelle afdelinger. Han siger, at han fandt intet bevis på, at patienter på hans afdeling skulle have klaret sig dårligere end dem på andre afdelinger. 'Det viser sig, at hvis folk får lov til at være frie, opfører de sig faktisk meget godt,' hævder Mosher. 'Sandsynligvis bedre end under tvang.' Han siger, hans studie også havde lært ham noget andet. Før han havde analyseret tallene, havde han accepteret hvad hans magtfulde og respekterede medicinske vejledere havde sagt om hans eksperiment. 'Det er magtens og opfattelsens rolle. Hvis de mere magtfulde siger, at sort er hvid, er du tilbøjelig til at sige, at sort måske er hvid.' Ofre kan komme til at overtage den måde, deres forfølgere ser verdenen på - 'et paradigme, der desuden kan anvendes på udviklingen af galskab.' "

Leder af Center for Studies of Schizophrenia

I 1968 bliver Loren Mosher den første leder af det nyetablerede Center for Studies of Schizophrenia under USA's National Institute for Mental Health, NIMH. Om hans syn på "skizofrenien" som sådan siger han, at "han ikke er overbevist om, at det drejer sig om en organisk sygdom. 'For mig var det et slags åbent spørgsmål. Der var så mange forskelle mellem mennesker, der havde detsamme stempel, at det gjorde mig helt paf.' (...) 'du kan få dette stempel uden at dele et enkelt symptom med en anden person med detsamme stempel,' understreger Mosher. Ingen blodtest, eller hjernescanning eller andet underbyggende kriterium for skizofreni er nogensinde blevet etableret. I stedet for 'er [diagnosticeringen] afhængig af interviewerens subjektive indtryk.' (...)"

Mosher's personlige syn på "skizofrenien" er at den meget sandsynligt er en reaktion på psykosociale oplevelser. Som leder af Center for Studies of Schizophrenia er han dog åben for alle tilgange, også de biologiske, men mener samtidigt, at forskningen bør tage hensyn til alle modeller, biologiske som psykosociale, under lige vilkår mht. tid og penge. Allerede i 1968 er dette dog ikke tilfældet. De fleste forskningsprojekter beskæftiger sig med at efterlyse en biologisk årsag til "skizofreni". I dag er uligevægten til fordel for biologisk forskning som bekendt endnu større. Psykosocial forskning finder stort set ikke sted.

Nogle californske forskere foreslår imidlertid et forskningsprojekt, der vækker Mosher's interesse: man vil sammenligne behandlingsresultater fra traditionel medicinsk behandling - den gang med de ældre, "typiske" neuroleptika, der dog, som vi idag ved, ikke adskiller sig væsentligt fra de nye, "atypiske" - med resultaterne fra en form for behandling, der læner sig langt hen ad vejen op ad Kingsley Hall-modellen, og kun anvender "medicin" i meget begrænset omfang.

Selv om Mosher er leder ved Center for Studies of Schizophrenia, kan han ikke bare egenmægtigt godkende et forskningsprojekt og afsætte penge til det, og allerede under godkendelsesprocessen prøver man, at standse projektet, ved at bevillige færre midler, end der blev søgt om.

Soteria House

Ikke desto mindre lykkes det, at få projektet op at køre. I april 1971 åbner Soteria:
"Et større, klassisk to-etagers-træhus fra 1912, der lå mellem et plejehjem og et to-familiers-hus ved en trafikeret vej i et fattigt område af San José [Californien], dannede rammen om projektet. Husets 12 værelser blev indrettede til at kunne huse højest seks skizofrene. To fuldtidsansatte og flere, skiftende frivillige og deltidsassistenter skulle leve med dem; en husdirektør og en psykiater skulle stå til rådighed.

De ansatte og beboerne deltes om madlavningen og andre husholdningspligter, og de ansatte 'stræbede efter at skabe enkle, hjemlige, sikre, varme, støttende, stressfrie, tolerante og ikke-påtrængende omgivelser,' (...) De fleste 'arbejdede i 36- til 48-timers-skift for at kunne tilbyde optimal mulighed for at skabe et over længere tid sammenhængende forløb for 'skæve' (deres ord) beboere... [De ansatte] var opdagelsesrejsende i et uudforsket grænseområde; de bevægede sig i et område, hvor få mennesker uden forudfattede meninger før havde begivet sig ind i, og de bevægede sig dér uden det vanlige magtudstyr til at kontrollere galskaben med.' De bar ikke ' de meget symbolske nøgler til friheden: Der fandtes ikke låse på dørene. Der fandtes ingen sprøjter og kun få medikamenter; og der fandtes ingen våde pakninger, bælter eller isolationsrum.' "

"Soteria" er græsk og betyder "befrielse", "redning"

Hvis du stadigt tror, at "skizofreni" forårsager svind af hjernematerie...

...så kan du blive klogere af dette New York Times interview med Nancy C. Andreasen, der siden 1989 har fulgt en gruppe som "skizofren" stemplede mennesker og en rask kontrolgruppe, for at finde ud af, om "sygdommen" faktisk forårsager svind af hjernematerie eller ej.

Allerede for flere år siden stod resultatet af hendes forskning klart for Nancy C. Andreasen: Ikke "sygdommen" men "behandlingen", neuroleptika, forårsager svind af hjernematerie.

Neuroleptika blokkerer for at specielt pandelapperne, den region i hjernen, hvor de kognitive evner, hukommelsen, personligheden etc. lokaliseres, dvs. den del af hjernen, der gør mennesket til menneske, bliver stimuleret. Som følge af denne mangel på stimulation svinder hjernen i denne region ind.

Nancy C. Andreasen har holdt resultaterne tilbage, da hendes "største frygt var, at mennesker, der har behov for disse medikamenter, vil holde op med at tage dem".

Ron Unger mener hertil: "Jeg tænker, det er for ærgerligt, at hun ikke overvejede, hvordan det at blive siddende på disse data kunne bidrage til at millioner af mennesker fik mere af disse medikamenter, end nødvendigt, og hvordan udviklingen af alternativer blev forsinket af folk, der troede, at disse stoffer er helt ufarlige og alternativer ikke er nødvendige."

I konklusionen på hans blog skriver Ron Unger endvidere: "Det er lidt af en trist spøg at tale om at 'empowere' brugere, og så at gøre en indsats for at holde dem på medikamenter, der forårsager svind i den hjernedel, der gør det muligt for dem, at træffe beslutninger. Det duer simpelthen ikke. Vi er nødt til at sigte mod, at få folk væk fra disse medikamenter, ikke hensynsløst, men metodisk. Og vi er nødt til at sigte mod, at behandle andre uden nogensinde at få dem startet på så farlige medikamenter overhovedet."

Han citerer i det følgende fra Wikipedia-artiklen om pandelapperne: "Denne hjerneregion er indblandet i planlægningen af kompleks kognitiv adfærd, udtrykke personligheden, og styre korrekt social adfærd. Den grundlæggende aktivitet menes at være harmoniseringen af tanker og handlinger i forhold til interne målsætninger." Bl.a. lokaliseres her også evnen til "at arbejde hen imod et bestemt mål, til at forudsige resultater, til at forbinde handlinger med bestemte forventninger, og til social 'kontrol' (evnen til at undertrykke drifter, der, hvis ikke undertrykt, kunne føre til socialt ikke-acceptable resultater)."

Det er altså netop i denne region, de evner lokaliseres, der er så vigtige for at et menneske kan arbejde målrettet hen imod recovery, for eksempel.

Richard Wright - 1943-2008

David Gilmour - Breakthrough (In Memoriam - Richard Wright)

catnap

Og så råbes der selvfølgeligt efter flere sengepladser i psykiatrien igen...

Selvfølgeligt benytter man sig af de seneste dages fokus i pressen på selvmord i forbindelse med psykiatrisk "behandling" til - også og igen igen - at komme med det uundgåelige ramaskrig over nedlæggelsen af sengepladser.

En seng på en psykiatrisk afdeling koster ca. 5.000,- Dkr. om dagen - femtusinde, ja, om dagen, ja - og hvis nogen tror, at prisen skulle inkludere "behandling", så kan de godt tro om. De mere end rundhåndet til højre og venstre uddelte nervegifte, psykiatrien betegner som "medicin", koster ekstra.

Mens jeg sidder hér og drømmer: hvad kunne man ikke altsammens gøre for 5.000,- om dagen for jeg ved ikke hvor mange, men uden tvivl flere end et, kriseramte mennesker i et Soteria- eller lignende setting! Dertil med gode udsigter til at virkeligt kunne hjælpe. I stedet for bare at parkere i en seng i omgivelser, der, såfremt man ikke allerede er dybt deprimeret, sørger for, at man bliver det i løbet af no time.

Min terapeut nævnte en gang kaffepolitiken på Sct. Hans, hvor der, ifølge hende, findes én slags kaffe - og jeg formoder vi taler automatkaffe hér - for de indsatte, mens der findes en anden - jeg formoder vi ikke taler automatkaffe - for de ansatte. Mine tanker omkring dette og andet miljørelateret:

"Det er ikke mindre end uhyrligt, de ydre omstændigheder mennesker i krise som oftest udsættes for: Mad (kaffe inklusive) af elendig kvalitet, mens der ikke tages det mindste hensyn til en sund ernærings betydning også for sjælen - specielt kaffe, sukker og tilsætningsstoffer kan forårsage, at "symptomerne" tiltager. Kurvefletning som den eneste fritidsbeskæftigelse - dette oplevede [en veninde af mig i midten af 1990'erne], og da hun sagde, hun ikke havde lyst til kurvefletning, blev hun slæbt derhen, med vold og magt (...) . Matt Morrissey fortæller, at da Full Spectrum Center skulle indrettes, blev der taget udgangspunkt i tanken, at mennesker i emotionelle kriser fortjener et smukt opholdssted. Men, klart, et smukt sted, sund og lækker mad, og et bredt udvalg af muligheder for at blive kreativ, når man selv har lyst til at blive det, gør det ikke ligefrem nemmere, at overkomme modstanden... [Jeg hentyder hér til John M. Friedberg: "Ethvert psykiatrisk symptom indeholder et element af modstand. Kan modstand overkommes med tortur? Åbenbart."]. Masser af tredjerangs kaffe, en trist, grå sygehusatmosfære, hvor man er stuvet i et værelse med fem andre mennesker i krise - (...) mens det, man allermest har behov for er privatliv, fred og ro - og tvungen kurvefletning, måske suppleret med lidt ergoterapi og kognitiv terapi, der konditionerer ["konditionering" som i "Pavlov", eller som i "dressere", for dem, der ikke lige kan forbinde navnet Pavlov med noget, netop] mennesket i krise til at passe sin sengetid, ordne vasketøjet og tage sine piller, gør."

Det skal bemærkes, at "tvangskurvefletningen", der er overgået min, i øvrigt frivilligt (!) indlagte, veninde, i denne sammenhæng nærmest kan stå som et synonym for alle de regler, der generelt præger de fleste institutioner, og især psykiatriske institutioner. Regler, der både er egnede til at gøre livet let for personalet, men også til at give personalet et meget håndgribeligt magtmiddel, egnet til at yderligere dehumanisere det institutionaliserede individ ved at omfanget af individets selvbestemmelsesret minimeres til noget i nærheden af 0.

Regler, der må betragtes som den rene chikane, og ofte også bliver oplevet af det institutionaliserede individ som sådan, er egnede til at fremprovokere konflikter. Konflikter, der giver personalet rig mulighed til magtdemonstration og til at iværksætte "terapeutiske behandlingstiltag" såsom bæltefiksering, der i sidste ende er afgørende for, om den af John M. Friedberg omtalte modstand kan overkommes, om det institutionaliserede individs vilje og personlighed kan knækkes. Se hértil i øvrigt Loren Mosher's observationer omkring de faktorer, der forårsager aggressivitet.

En institution, og hér især et sygehus, men også et bosted, er det mindst egnede opholdssted for mennesker i eksistentielle kriser. Forudsat man ønsker at give disse mennesker en reel chance for recovery, og ikke at straffe, underkaste og kontrollere disse mennesker, som man nemt kunne være fristet til at tro er ønsket i dagens Danmark, når man ser på den "behandling" og de omgivelser og almene omstændigheder, mennesker i krise her udsættes for - koste det, hvad det ville. F.eks. 5.000,- Dkr. per dag, alene for en sengeplads.

Så, nej, jeg er ikke engang enig med Vibeke Storm Rasmussen, der i politiken.dk's artikel citeres: "Vi skal tilstræbe, at de sindslidende får en så almindelig tilværelse som muligt, og i den forbindelse er det da bedre at bo på en institution end på et hospital". Ingen institution vil nogensinde kunne muliggøre en "almindelig tilværelse" - medmindre man altså anser det for "almindeligt", som individuum at befinde sig konstant under den ene eller anden autoritets kontrol, og udleveret dens vilkår, på godt og, især i en psykiatrisk sammenhæng desværre ofte, på ondt. Og jeg kan undre mig - igen og igen - at det ikke falder nogen her i landet ind, at tænke "alternativt", at tænke "Soteria", eller i det mindste "Vestlaplandsmodellen". Ligesom jeg - igen og igen - kan undre mig over en tilsyneladende grænseløs naivitet, der tror, et par flere sengepladser kunne løse alle psykiatriens problemer, mens problemet så åbenlyst er psykiatrien i sig selv. Ikke et par sengepladser mere eller mindre.

Mere om selvmord i psykiatrien

I går havde politiken.dk en opfølgende og uddybende artikel om selvmord på psykiatriske afdelinger, især omhandlende et konkret tilfælde.

Det der for mig er mest iøjenfaldende, er formuleringen "kampen mod selvmord", der, i en nøddeskal så at sige, gengiver systemets holdning til problematiken som en holdning, der vender det essentielle i problematiken på hovedet - og på denne måde mere eller mindre elegant dækker over det essentielle som over systemets uvilje og uformåen at indlade sig konstruktivt på det.

Selvmord er altid det ultimative "nej" til verdenen og til den egne identitet. En verden og en identitet, mennesket der vælger selvmord ikke længere kan klare at skulle leve i og med. At føre en "kamp mod selvmord" ved hjælp af mere vurderende observation og skærpet opsyn, tager det sidste mulige valg fra dette menneske, det er en kamp mod dette menneske selv. I stedet for at det giver mennesket valgmuligheden for at definere sig selv og verdenen på en ny, livsbekræftende måde.

Modstand kan brydes. Ved at bryde modstanderens vilje. Modstand kan også omdannes til samarbejdsvilje. Ved at respektere den. Et liv kan kun den redde, der ønsker at leve det. Det er ikke om at tvinge en biologisk eksistens til at fortsætte. Det er om at få et muligt liv til at ønske sig selv.
_______________

P.S.: Hér er nogle betragtninger fra Jane's side om emnet, der også fylder meget i de U.S. amerikanske medier, igen og igen, dog mere med fokus på skydevåben, og om mennesker med en psykiatrisk diagnose skulle registreres og forbydes at eje våben. Hvilket nogle mener, ville forebygge selvmord. Ganske som man hér i Danmark mener, skærpet opsyn ville kunne forebygge.

Suicide prevention? Let's get real
af Jane Alexander



New York Times artiklen, Jane taler om, kan læses hér.

Hér er Jane's tilhørende blogindlæg om emnet.

En "Peter Gabriel-fan-blog"? Hvorfor ikke...

Den hér kunne jeg lytte til igen og igen og igen... den gang i 1977, og jeg kan lytte til den igen og igen og igen... i dag.

Hér i to udgaver (den tredje må så blive den med rolator :D)

Skal vi have flere lukkede døre og mere tvang - aka "skærpet opsyn" - for at forhindre selvmord på psykiatriske afdelinger?

Ifølge en artikel på politiken.dk har indtil videre ti personer i år begået selvmord under indlæggelsen på en psykiatrisk afdeling. Sundhedsstyrelsen mener, at en øget indsats mht. vurderingen af selvmordsfaren og et efterfølgende skærpet opsyn med de som selvmordstruede vurderede personer må være løsningen på problemet.

"Indsatsen er aldrig god nok, så længe indlagte patienter begår selvmord", citers sundhedsstyrelsens Jesper Fisker i artiklen, og jeg vil give ham ret. Hvad jeg bestemt ikke vil give hverken ham eller nogen anden ret i, er at mere vurdering og mere skærpet opsyn skulle være løsningen.

Af de 200 mennesker, der blev behandlet indenfor rammerne af Loren Mosher's Soteria-projekt, var der ikke én, der begik selvmord under sit ophold på stedet. Og det, selv om dørene aldrig var låste, og selv om der både var elpærer og andre "brugbare" genstande frit tilgængeligt for alle.

I sin bog Soteria. Through Madness to Deliverance beskriver Mosher årsagerne til aggressivitet, også den, der måtte rette sig mod personen selv, som bl.a. frustration, f.eks. over at få afslået et ønske, og vrede, f.eks. over at få overskredet personlige grænser, eller over at blive afvist.

Jeg spørger bare: hvor mange af de, måske somme tider lidt "sære" ønsker, som f.eks. at få lov til at stå på rulleskøjter i køkkenet kl. 03.00 om natten, mennesker i krise kan have, får man opfyldt på en psykiatrisk afdeling - især hvis man skulle være under "skærpet opsyn"?? Og jeg spørger endvidere: i hvor stor omfang er personalet på en psykiatrisk afdeling gearet, menneskeligt i stand, til at give et menneske i krise netop den opmærksomhed og det nærvær, men også netop den respekt og den personlige plads, dette menneske har så meget mere behov for, end for noget som helst andet (medicinsk "behandling" inkluderet)??

Indsatsen er ikke god nok, nej. Og den vil aldrig være det, uanset hvor meget vurdering og skærpet opsyn, så længe mennesker i emotionelle kriser bliver både rent fysisk, men også i allerhøjeste grad psykisk mishandlet, som de bliver det i det psykiatriske system.

Se i øvrigt dette indlæg ovre hos Johnnie for flere interessante betragtninger om emnet.

Psykdiagnonsense - II

Torsdagens indlæg kom til at hedde "Psykdiagnonsense - I", da jeg havde i tankerne, at skrive i hvert fald et opfølgende indlæg om emnet. Imidlertid har jeg vist sagt, hvad der er at sige om emnet i kommentarerne til torsdagens indlæg.

Så, i stedet for et yderligere indlæg om et mindre glædeligt emne, hér lidt totalt genialt og vildt glad "vanvid", både musikalsk, lyrisk og visuelt:


Genesis with Peter Gabriel - Live at Shepperton 1973

Psykdiagnonsense - I

Jeg har ikke fundet helt tilbage til min Buddhistiske ro endnu. Er dermed ikke i stand til at skrive en længere, sammenhængende betragtning om psykiatriske diagnoser. Da emnet nu alligevel ikke ville lade mine tanker være i fred, har jeg fundet nogle citater frem. Udtalelser fra mennesker, der selv, på deres egen krop og deres eget sind har oplevet, hvad psykiatrisk diagnosticering - som den ultimative stempling af et menneske de er - gør ved det stemplede menneske.
_______________

"Magtfulde ord med meget og lidt mening. De hjælper med at klassificere, men ikke med at forstå. De er undskyldninger, men ikke svar. de gør det nemt at beskrive, men ikke at virkeligt forklare. De adskiller os fra os selv og andre. Så, frygter du mig eller stoler du på mig, hjælper du mig eller straffer du mig, tror du på mig eller kalder du mig en løgner hvis jeg er diagnosticeret med et af disse klistremærker? Tror du ikke, det gør ondt på mig at være mærket på denne måde? Tror du ikke, det tager min værdighed, mit håb, og mit initiativ til at gøre det bedre og bedre i livet fra mig?" - Janie Lee, M. Ed.
_______________


"Psykiatriske diagnoser som skizofreni risikerer altid at skade mennesker, risikerer altid at blive til en selvopfyldende profeti, nægter mennesker altid at definere og forstå sig selv for sig selv, vildleder altid mennesker angående de fakta om hvad der er kendt og ikke kendt om psykisk sygdom, reklamerer altid for snæver medicinsk behandling i modsætning til holistiske alternativer, og pålægger altid en forståelse, der er baseret på underordning under magten. Psykiatriske diagnoser forfølger en lang tradition af mishandling af psykisk syge, der skulle anerkendes som mennesker, fortjenende fuld værdighed, ikke stemples som værende i stykker og anderledes.

Jeg er overbevist om, at vores system af hjælp for mennesker med ekstreme bevidsthedstilstande og alvorlig lidelse kan og burde komme af med pseudovidenskabelige psykiatriske diagnoser. Jeg er overbevist om, at vi kan finde muligheder, at tage os af mennesker uden at skade dem." - Will Hall, medgrundlægger af Freedom Center
_______________

"Jeg havde en oplevelse i de tidlige 1950'ere, kort efter jeg var startet i privat praksis, af hvordan psykiatrisk diagnosticering kan skade. En ung mor var blevet henvist til mig for opfølgende behandling efter hun var blevet udskrevet fra Hillside Hospital, hvor jeg havde været under min uddannelse og hvor jeg også havde været ansat. Vi mødtes, jeg så på hendes historie og så ingen hindring i at arbejde psykoterapeutisk med hende.

Til sidst under mødet spurgte hun mig om hendes diagnose og jeg fortalte hende 'skizofreni' - hendes hospitalsdiagnose som jeg, selv på det tidspunkt, ikke anså som værende irreversibel. Men det er åbenbart som hun så det, siden hun tog hjem og hængte sig.

Siden den dag har jeg aldrig anvendt begrebet overfor en patient eller familien; mht. dem, der er forvirret nok til at opfylde diagnosekriterierne, siger jeg bare, at de er noget forvirret og at vores terapeutiske opgave er at få ryddet op i forvirringen.

Det grundlæggende problem med psykiatriske diagnoser er, som jeg ser det, deres fornægtelse af den lethed med hvilken menneskers sind kan ændre sig. Et menneske i en vanskelig situation kan være bange mandag, deprimeret tirsdag og lidt forvirret - 'skizo' - onsdag. Hvilken dag mennesket ses af en psykiater afgør 'diagnosen', der på sin side vil forøge de relaterede symptomer og dæmpe de andre.

Endnu mere vigtigt er den bestandighed en 'diagnose' (skizofreni specielt) angiveligt har. Selv om jeg havde en skizofren episode (min reaktion på medicineringen er beskrevet i Bob Whitaker's fantastiske bog 'Mad In America'), insisterede mange af mine psykiatriske kollegaer, at diagnosen måtte have været forkert, da jeg var kommet mig. Det betyder, at når som helst disse kollegaer diagnosticerer et menneske med 'skizofreni', er de af hele deres hjerte overbevist om, at patienten aldrig vil komme sig. Denne holdning er næppe hjælpfuld for deres patienter!" - Nathaniel S. Lehrman, M.D.
_______________

En bemærkning til Nathaniel S. Lehrman's betragtning: Såkaldt "skizofreni" - psykiatriens hellige ko - er altid blevet betragtet som en uhelbredelig sygdom, en "dom for livet", og bliver det den dag i dag af psykiatrien - uagtet det store antal mennesker, der altid er kommet sig helt og den dag i dag kommer sig helt. Som nævnt i andre sammenhænge før, så er det dog kun de mennesker, der enten magter at undgå systemet helt, eller der magter at forlade systemet, der kommer sig helt. Mennesker der forbliver i systemet kommer sig ikke helt. Det er dermed kun dem, der figurerer i psykiatriens statistiker, og således gør 'skizofreni' til en uhelbredelig sygdom.

Fra psykiatriens side tøver man den dag i dag ikke med at fortælle enhver med en "skizofreni"diagnose, at denne diagnose er irreversibel, en "dom for livet". Mens man samtidigt prøver at bortforklare den høje procentdel især blandt førstegangspsykotikere, der tager deres liv, som værende et "symptom" af "sygdommen" - snarere end at erkende, at selvmord er en helt naturlig og meget rationel - ikke spor "sindssyg" - reaktion på at få budskabet om livslang, uhelbredelig hjernesygdom, anerkende muligheden for fuld recovery og tage konsekvensen af det efterhånden mere end veldokumenterede faktum, at psykiatrisk "behandling" forhindrer fuld recovery. I stedet for går man i bogstaveligste forstand over lig for at legitimere sig selv som "lægevidenskab"... 
"Forgive them, for they don't know what they do"?

De ovenstående citater er taget fra Paula J. Caplan's website, PsychDiagnosis.net. Paula Caplan har været medlem af udarbejdelseskommitéen for DSM V - med DSM'en værende det amerikanske modstykke til ICD'en, kapitel V, psykiaternes bibel - men forlod kommitéen i protest, da hun så på hvilke uvidenskabelige grundlag diagnoser blev godkendt respektive afvist af kommittéen. Det skal hér nævnes igen, at psykiatrien er den eneste "lægevidenskab", der godkender respektive afviser diagnoser ved afstemning, og altså ikke på grundlag af at en hvilken som helst given adfærd skulle være videnskabeligt beviseligt et symptom på sygdom, eller at der skulle findes andre videnskabeligt beviselige kriteria for diagnosticeringen af "psykisk sygdom". Et interview med Paula Caplan kan lyttes til hér.

Jeg vil kontrastere de ovenstående citater med et citat fra en artikel på helse.dk, der i mine øjne meget godt gengiver den af psykiatrien og dens diagnoser fremmede falske ego-identifikation, der på afgørende vis er med til at låse det diagnosticerede menneske fast i uforanderlig krise, "kronisk psykisk sygdom":

"Jacob bliver herefter indlagt på en psykiatrisk afdeling og får efter tre måneders indlæggelse at vide, at han har skizofreni.

»Herefter stiftede jeg bekendtskab med projekt OPUS og kom i gang med den såkaldt sociale færdighedstræning sammen med fire andre unge psykisk syge«. Han beskriver selv sine erfaringer med OPUS således: »Jeg oplevede det som en opvågning…det var som om, jeg fandt min identitet, en forklaring på de følelser og tanker jeg havde. Fra før at føle mig udenfor, var det som om, jeg var kommet på den rette hylde«."

Eksemplet er taget fra J.A. Larsen (ed.), Sindets Labyrinter. Seks beretninger fra mødet med psykiatrien. Hans Reitzels Forlag, 2002.

Ja, Jacob fandt en identitet - som "skizofren". Men er det hans identitet? Og hvad sker der i det øjeblik, Jacob realiserer, at han er blevet offer for et kæmpestort selv-/bedrag, samtidigt med at han realiserer, at han ikke kan forlade den hylde, han er kommet på - som "skizofren"?

Oh boy!

Ja, her kommer et indlæg mere. Erfaringen viser, at folk ofte misser det førstpostede indlæg, når man poster et lige oveni. Så: gå ikke glip af indlægget om "Psykoaktive stoffer og meditation" nedenunder dette indlæg!
_______________

Atter en gang ser jeg mig konfronteret med en vist nok ret så urokkelig tro på den angiveligt "videnskabelige" forskning, der skulle finde sted indenfor psykiatrien, og der angiveligt skulle have frembragt beviser på, at "psykisk sygdom" er biologisk hjernesygdom.

Nu har jeg gjort indehaveren af den vist nok ret så urokkelige tro opmærksom på faglitteratur, der entydigt beviser, at dette ikke er tilfældet:

Robert Whitaker, Mad In America. Recension hér. Interview med Robert Whitaker hér. Dog kommer man - selvsagt - ikke helt udenom at læse bogen, for at få hele argumentationen med.

Mary Boyle, Schizophrenia. A Scientific Delusion?. Recension hér. Den ultimative afsløring af psykiatrisk "videnskab" som junk-videnskab. Desværre både videnskabeligt og sprogligt noget krævende.

Ja, og så er der Bruce Lipton, hvis foredrag "The Biology of Perception" jeg har samlet sammen til en playlist på YouTube.

Skal der virkeligt mere til?

Ok. Se hér:

"The symptoms of schizophrenia are thought to be caused by an imbalance of chemicals in the brain." (min kursivering) - Fra abilify.com

"Doctors and researchers believe that it [bipolar disorder] may be caused by chemicals imbalances in the brain." (min kursivering) - Fra seroquel.com

"It is believed that ADHD is caused by either a lower level, or an imbalance, of chemicals, called neurotransmitters." (min kursivering) - Fra concerta.net

"There are many theories about the cause of depression. One of the most commonly accepted theories suggests that two naturally occurring substances, serotonin and norepinephrine, are believed to affect core mood and pain symptoms of depression." (min kursivering) - Fra cymbalta.com

"Two natural chemicals in the brain, serotonin and norepinephrine, are thought to be linked to this condition, as well as to other anxiety disorders and depression. Prescription medications that affect these chemicals may help eliminate the symptoms of GAD." (min kursivering; GAD = General Anxiety Disorder) - Fra effexor.com

Jeg kunne blive ved. Der er ikke én af disse websites, der ikke helgarderer sig med formuleringer som de i citaterne kursiverede. Tror indehaveren af den vist nok ret så urokkelige tro virkeligt, at man ville gøre sig denne umage - og derudover risikere, at læserne snublede over den, hvilket de fleste desværre ikke gør - hvis ikke der var grund til at anvende disse helgarderende (mod retsforfølgelse) formuleringer?! Hvis der f.eks. fandtes entydige, videnskabelige beviser for, at "psykisk sygdom" var genetisk betinget, biologisk sygdom?

Det der dog straks er meget, meget værre er at jeg også ser mig, atter en gang, direkte konfronteret med en opfattelse af min person som værende genetisk defekt, syg i hovedet. Og en dertil relaterende opfattelse af psykiatrisk diagnosticering som værende god for den diagnosticerede. Oh boy!!! Jeg har bebudet nogle betragtninger i form af et indlæg, også om dette emne. Men det kræver, at jeg først finder tilbage til min Buddhistiske ro, der er så dejligt ligeglad med, hvad andre måtte mene om mig og min hjerne. Desværre er ting som denne konfrontation til stadighed major triggers - trigger, som i trauma, ja - for mig. Må se, at få mediteret noget mere.
_______________

P.S.: Når jeg ser, at man hos AstraZeneca ikke engang er i stand til at stave korrekt i en tekst, der ligger offentligt tilgængeligt på nettet, repræsentativt for firmaet, så at sige, (jeg har brugt copy-paste-metoden til citaterne), mens disse firmaer som oftest selv står for den "forskning", der gennemføres vedrørende deres egne "medikamenter", så spørger jeg mig, hvor dygtig man så måske er til denne "forskning"...

Psykoaktive stoffer og meditation

I et kort klip på YouTube, der desværre ikke længere er tilgængeligt, fra en workshop med Eckhart Tolle, taler han om psykoaktive stoffers potentiale til at frembringe en vis lindring af den lidelse det er, at være et ego-identificeret individ i vores moderne, vestlige verden.

Ved at tage udgangspunkt i alkoholen, siger han:

"Det [at drikke alkohol] får larmmaskinen i hovedet [sindet] til at falde til ro i et stykke tid. Men der er en omkostning. Omkostningen er, at du bevæger dig hen imod ubevidstheden. Men på din vej hen til ubevidstheden føler du dig lidt bedre tilpas. Så, stoffer, hvilke det end måtte være, smøger - tag en smøg! - selvfølgeligt er pot ikke et stof, det er et blad, så... Så, det blad kan give dig lidt befrielse fra sindet. Men prisen du betaler, er at du bevæger dig hen imod ubevidstheden. (...) Der er en anden vej [end at opsøge en tilstand af ubevidsthed igennem indtagelsen af psykoaktive stoffer] til at blive fri [af lidelsen] ..." (min kursivering)

Jeg faldt over klippet mens jeg egentligt planlagde et indlæg om videoen forneden. Klippet giver en indledende afklaring angående nogle desværre meget udbredte misforståelser med hensyn til psykofarmaka og meditation, og meditationens potentiale til at føre til en højere bevidsthed, "enlightenment" - ligesom med hensyn til psykofarmaka og terapi, og terapiens potentiale til at føre til fuld recovery - mens det samtidigt giver svaret på spørgsmålet, om det er muligt, at opnå fuld recovery fra emotionel lidelse ("psykisk sygdom") ved at bruge psykofarmaka - eller andre psykoaktive stoffer - eller ej.

Det korte svar, som Eckhart Tolle giver i talen, er nej, det er ikke muligt at opnå recovery fra emotionel lidelse mens et individs bevidsthed er under indflydelse af psykoaktive stoffer. Simpelthen fordi disse stoffer hindrer individet, der befinder sig under deres indflydelse, i at komme i kontakt med sit sande selv, fordi disse stoffer hindrer individet i at blive bevidst. Alle psykoaktive stoffer "virker" ved at øge ubevidstheden. Stofferne står som en uovervindelig mur mellem individet og dets sande selv.

Mens vedvarende emotionel lidelse meget vel kan skabe en personlighed, en ego-identitet, der er præget af en negativitet, der på sin side igen, skaber mere og mere lidelse, og derved nedbryder personligheden, er det dog også netop denne tiltagende lidelse, der er forudsætning for at lidelsen kan vedvarende overvindes, netop ved at egoet, personligheden, nedbrydes.

"...den medicin vi giver i dag, medvirker til at bevare personligheden", siger psykiater Jan Nielsen (Outsideren nr. 64, s.11) næsten korrekt. Psykofarmaka bevarer individets identifikation med sit ego og sin lidelse, altså individets personlighed, ved at fryse lidelsen fast på et ubevidst og derfor tåleligt niveau. Prisen er, at individet som oftest forbliver kemisk låst fast i ubevidsthed, i sin lidelse, i "kronisk psykisk sygdom", og at transcendens, fuld recovery, forbliver umuligt at opnå. Mens prisen somme tider, og ikke sjældent, endda er, at selv det falske selv, personligheden, langsomt men sikkert nedbrydes, ikke for at vige for en højere bevidsthed, men for at vige for tiltagende ubevidsthed, som resultat af en reduceret hjernekapacitet.

Interessant er, at Jan Nielsen, om end ubevidst og altså ufrivilligt, afslører sig selv som "sindslidende", lidende under sit sind, sin ego-identifikation: "Hvis du altid er stresset af for eksempel stemmer eller - Jan Nielsen kigger sig ironisk omkring - din arbejdsplads,..." (Loc.cit.)

Jan Nielsen lider dog ikke nok (endnu) til at han ikke længere er i stand til at opretholde illusionen om en velfungerende personlighed. En illusion, han stadigt klarer at opretholde ved at afgrænse sig selv mod "de sindslidende", sit klientel. Han er låst fast i ubevidsthed, måske ikke af psykofarmaka, men af sin professionalisme, sin formentlige ekspertise, illusionen om at udføre et meningsfuldt arbejde og derigennem om at være noget/nogen - og derudover af den drink, han måske i ny og næ skænker sig selv, når han vender hjem fra atter en slidsom arbejdsdag, atter et slidsomt felttog mod den opvågning, der er så ekstremt nedbrydende for egoet, for personligheden, ikke mindst for hans egen personlighed. Atter en dag, hvor det lykkedes at kæmpe x antal (hans eget) ego-truende opvågninger ned med en gedigen dosis Zyprexa. Skål på det!

Mens enhver seriøs spirituel lærer ved, at psykoaktive stoffer og meditation ikke går godt sammen, ligesom Loren Mosher vidste at psykofarmaka og terapi ikke går godt sammen, mener de fleste psykiatere, psykologer og andre behandlere indenfor psykiatrien stadigt, at, ligemeget hvilken form for emotionel krise, så må en kombination af "medicin" med terapi, en kombination altså af to diametralt modsat virkende behandlingstiltag, være den optimale tilgang.

Forståeligt er dette kun, hvis man ser det i sammenhæng med samfundets, og dermed psykiatriens, eksistentielle angst for de ego-nedbrydende opvågningsprocesser eksistentielle kriser er. Mens denne angst til stadighed lader de angste behandlere fornægte eksistensen af muligheden for fuld recovery, anerkender spirituelle lærere ikke bare mulighedens eksistens, men sigter med al deres gøren og laden faktisk netop mod fuld recovery, eller "enlightenment", med et spirituelt begreb.

Konsekvensen af psykiatriens fornægtelse af at et højere bevidsthedsniveau er muligt at opnå, der på sin side er en konsekvens af psykiatriens definition af kriser som værende kroniske, biologiske hjernesygdomme, er at psykiatrien sigter mod det stik modsatte af hvad en spirituel lærer ville sigte mod, og altså prøver med alle midler at reducere det kriseramte individs tiltagende - eller vågnende - bevidsthed. Ikke bare "back to normal", men desværre som oftest på et niveau langt under "normal", og lige så ofte vedvarende, igennem "vedligeholdelsesmedicinering" med meget stærke kemiske nervegifte, som ikke kun reducerer hjernens kapacitet mens de tages, men som også forårsager hjerneskader, og således reducerer hjernens kapacitet permanent og i tiltagende grad jo længere stoffet tages.

Så, hvis du er ved at vågne op, hvis du går igennem en emotionel krise, så pas på med psykoaktive stoffer, specielt kemiske substanser, såsom alle psykofarmaka, hvis hjerneskadende potentiale er noget større end rene, naturlige stoffers, såsom "bladets".

I videoen forneden siger Jane bl.a. at specielt stimulerende stoffer som koffein og amfetamin, altså speed men også "ADHD-medikamenter", ikke går godt sammen med meditation. Simpelthen fordi de gør det meget svært, om ikke umuligt, at nå til den indre stilhed, der er grundforudsætningen for meditation. Janes konklusion angående brug af psykoaktive stoffer i forbindelse med meditation er derudover:

"At tage hallucinogener og meditere samtidigt er som at køre med en fod på bremsen og den anden på gassen samtidigt: held og lykke! Men jeg anbefaler det altså ikke.

Uanset hvor meget kemi du måtte have i din krop, vil du gøre nogle fremskridt, hvis du bliver ved med det [at meditere]. Men du vil også nå til en grænse, hvor du ikke kommer videre, hvis du beholder stofferne i dit system. Og dette gælder alle stoffer, og det er hvorfor jeg må give dig den skuffende nyhed. Så, dette gælder hvis du ryger hash og elsker pot, og det gælder hvis psykofarmaka er din ting. Hvis du er på antipsykotika eller antidepressiva eller hvad det måtte være, eller hvis du ryger pot 24 timer i døgnet, eller hvad det måtte være, så har du forurenet dit sind med en bestemt forestilling, en hallucination, en falsk virkelighed.

Og det er, hvad meditation be'r os om at gøre, at fritlægge virkeligheden, at tillade virkeligheden..., at tillade vores sanser at åbne op for en virkelig oplevelse af vores subjektive realitet.

Den eneste vej, hvordan du vil få et sandt billede af hvad der er virkeligt, er hvis du mediterer med udgangspunkt i hvordan du er kommet i denne verden. Og hvis dine forældre overhovedet interesserede sig for dig, blev du formodentligt født med et minimum af stoffer, hvis overhovedet nogen, i din krop. Hvis dine forældre ikke interesserede sig for dig, eller din mor ikke kunne lide sig selv særligt godt, eller hvad ellers, blev du måske født under indflydelse af alle mulige stoffer. Men faktum er: du behøver dem ikke, og de forvrænger dit mentale billede og dine indre sansninger.

Så, grundlæggende, hvilke stoffer du er på, ligemeget hvilke det er, syre eller..., pot eller..., hvis du gør ikke andet end at drikke kaffe og ryge cigaretter, eller hvis du tager seks forskellige slags psykofarmaka, alle disse substanser agerer som begrænsning, som regulator for hvor dybt ind i meditationen du kan komme. Fordi før eller siden vil du være nødt til at bryde igennem disse lag af tåge for at nå frem til sandheden. Og når den dag kommer, og du prøver at finde dig selv, og går dybere og dybere og dybere, og tættere og tættere, vil du finde dig bogstaveligt talt afskåret fra din indre verden af dine stoffer. Hvilke de end måtte være.

Så, ja, du kan anvende stoffer og meditere. Det er ok. Ja, du kan få noget ud af det. Det kan hjælpe, helt sikkert. Jeg siger ikke, at det ikke gør. Men der kommer et punkt, hvor vi må give slip på stoffernes støtte og gå selv i meditationen.

Og indtil du er klar til at opgive dine psykofarmaka permanent, eller opgive dit pot permanent, eller i det mindste så længe det er nødvendigt, vil du altid opleve disse forvrængninger inde i din virkelighed. Og de vil skjule dit sande selv. Meditationsoplevelserne vil være fejlagtige og farvede, fordi de vil være begrænsede af stofferne.

Så, hvis du virkeligt vil nå til dit inderste indre, hvis du vil finde universet, eller Tao'en, eller hvad det nu er, du er ude efter, hvad du vil få ud af meditationen, må du komme af med stofferne, før eller siden. Og det kan være en svær beslutning at skulle tage. Men du er nødt til det. Der er ingen vej udenom."


Meditation, spirituality and drug effects
af Jane Alexander

Hvorfor så mange "psykisk syge" dropper "behandlingen"

"I Danmark mangler vi kurser og netværkssamtaler og andre tilbud til den sindslidende og pårørende, der kan medvirke til et bedre forløb," citeres Anders Fink Jensen i en nyhedsnotits på tv2 nyheder i går mht. det store antal mennesker, der dropper psykiatrisk, medicinsk "behandling" af deres problemer.

Med "et bedre forløb" menes hér selvfølgeligt, som altid i en psykiatrisk sammenhæng, at kriseramte mennesker holdes nede i et medicinsk tågedis, og under fuld kontrol af deres omgivelser. Dvs. "et bedre forløb" for omgivelserne, ikke for det kriseramte menneske selv.

I sin bog A Fight To Be citerer Ron Bassman en artikel i Washington Post om en af den amerikanske regering financieret studie:

"Denne 67 millioner dollar dyre, statsligt financierede studie... tegner et nøgternt billede af behandlingstilbudets tilstand mht. skizofreni, [...]: Alle medikamenter, ældre som nye, forårsagede alvorlige bivirkninger, og størsteparten af patienterne holdt op med at tage dem. [...]

Studien kan meget vel give næring til en af de mest kontroversielle diskussioner i psykiatrien - om medicinsk behandling skal påtvinges uvillige patienter. Det faktum, at tre fjerdedele af patienterne afbrød behandlingen på grund af bivirkningerne eller manglende positiv effekt, viste, at patienter der 'prøvede at sige nej til tvungen neuroleptika-behandling havde en bedre forståelse af virkeligheden, end den medicinske profession', siger David Oaks [grundlægger og formand for MindFreedom International], en talsmand for patienter, der selv blev behandlet med fem forskellige antipsykotika på forskellige tidspunkter og for forskellige diagnoser, deriblandt skizofreni."

Ron Bassman fortsætter med at konstatere, at der er alt for lidt fokus på alle de mange mennesker, der har droppet "behandlingen", og er kommet sig helt. Uden brug af "medicin" altså. Langtidsstudier som for eksempel Martin Harrow og Thomas H. Jobe's viser, at disse mennesker ikke bare findes, men at de faktisk er de eneste, der opnår fuld recovery. "Medicin", neuroleptika, anvendt som "forebyggende" langtids"behandling", udelukker muligheden for fuld recovery. Men jo, de er dermed også den eneste "behandling", der, tilsammen med den medicinske model, som de er den logiske følge af, sikrer omgivelsernes ubegrænsede kontrol over det kriseramte menneske, ved at holde dette menneske fast i hjælpeløs afhængighed af behandlingsapparatet. For livet.

At så mange dropper den medicinske "behandling" er for mig knapt så meget tegn på, at vi skulle mangle "kurser og netværkssamtaler og andre tilbud til den sindslidende og pårørende". Det er for mig, som for David Oaks, et tydeligt tegn på, at kriseramte mennesker udmærket godt ved, hvad der er bedst for dem. Og det er i hvert fald ikke "behandling" med højt giftige, hjerneskadende stoffer, der forhindrer, at man kan komme sig helt.

Men også hér: jo, flere "kurser og netværkssamtaler og andre tilbud til den sindslidende og pårørende" ville selvfølgeligt give større mulighed for hjernevask. Og dermed større mulighed for at holde kriseramte mennesker fast i for omgivelserne fuldt kontrollerbar hjælpeløs afhængighed.

"De farlige sindssyge" - Kronisk psykose og hjerneskader på recept

Dette indlæg kunne også hedde: "Hvad 'antipsykotika' gør ved dig og din hjerne. - Et illustrativt eksempel."

Som alle andre steder i verden, så udkæmpes der også jævnligt kampe på YouTube. Indenfor en af mine foretrukne genrer på YouTube blev der således for ikke så lang tid siden blæst til angreb på bl.a. Mike og Jane. Angrebet kom fra Mel, der åbenbart har et stort problem med mennesker, der siger deres uforbeholdne mening. Især når denne mening ikke svarer 100% til hendes egen.

Men Mel har også et andet problem. Hun er nemlig stemplet som værende "skizofren", og - og dette er hendes største problem - hun er en "god patient". Mel tror på "eksperterne" og tager artigt sin "medicin". Det har hun gjort i lang tid. Så, dette hér er altså ikke, som mange intetanende sikkert ville tro, et resultat af, at hun ikke skulle være "medicineret" og derfor skulle være "syg i hjernen". Tværtimod. Det er resultatet af mangeårig konsum af såkaldte "antipsykotika": Mel er kronisk psykotisk, og hendes kognitive evner, hendes koncentrationsevne, hukommelse, etc. er tydeligt nedsat. "Antipsykotika" forhindrer en løsning af krisen , og de skader hjernen, ja.

Det skal lige bemærkes, at hverken Mike eller Jane har noget med stopthelying at gøre. Videoen, hvor Mel truer bl.a. Mike og Jane, er blevet fjernet fra YouTube. Den var af ca.samme skuffe som den, jeg i dette indlæg linker til.
_______________

P.S.: "Jeg mener, at den medicin vi giver i dag, medvirker til at bevare personligheden", citeres "ekspert" Jan Nielsen i Outsideren nr.64, s. 11. Én ting er sikkert: hvad jeg ser i Mel's video, er desværre (eller måske skulle jeg sige: heldigvis) ikke Mel's sande personlighed. Det jeg ser, er ruinerne, der er tilbage af hendes personlighed. Efter mange år på "antipsykotika" har ødelagt Mel's sande personlighed. Så meget for at den "medicin" der gives i dag skulle medvirke til at "bevare personligheden".