"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

lørdag den 31. januar 2009

Eli Lilly's kriminelle samvittighedskvaler

Hvad gør man, når man har erklæret sig skyldig i illegal markedsføring af et medikament, der alene i USA har slået over 3.400 mennesker ihjel - for ikke at tale om alle de mange tusinde, der har fået ødelagt deres helbred af stoffet uden ligefrem at dø - og derfor står til at betale - foreløbigt - 2,7 milliarder dollars, med udsigt til at skulle punge ud med yderligere 4 milliarder dollars, når indtil videre åbne beskyldninger en gang i fremtiden bliver bilagt - med endnu et forlig?

Jo, klart: man siger undskyld. Til investorerne. Til dem, der har lidt og lider økonomisk tab pga. ens kriminelle* handlinger. Ikke til dem, der har lidt menneskelige tab pga. dem.

" 'Firmaet beklager dybt de af erklæringen omfattede handlinger,' sagde Phil Johnson, direktør for investeringsforbindelser, i en udtalelse til investorerne."

*Philip Dawdy konstaterer, at Eli Lilly efter at have erklæret sig skyldig, nu officielt kan kaldes for et kriminelt foretagende, og opfordrer til at gøre det. Det er hermed gjort, Philip, også på dansk.

Kilde: Philip Dawdy, "Eli Lilly Formally Pleads Guilty, Apologies To Investors, Ignores Victims"

P.S.: ...og lad os lige rekapitulere: Vioxx forårsagede i sin tid 932 dødsfald, før det blev taget af markedet...

onsdag den 28. januar 2009

MFI Ray Update: "Miracle": Today's Forced Shock Postponed 1/28/09

Nyt fra MindFreedom om Ray's tvungne elektrochok:

"In the past, Ray has complained about various physical ailments that
he felt should cancel his electroshock. "They would just bring me
into Dr. Coelho's office, and he would say I could have the
electroshock anyway."

This time Ray brought up the fact that about two weeks ago he had
been brought to Regency Hospital by ambulance because of physical
complaints. Lab tests said his ammonia levels were too high, and he
brought this up today.

This time, Ray's electroshock was called off."

Pga. forhøjet leverværdi blev Ray's elektrochok i dag altså aflyst i sidste sekund. Men sandsynligvis står han til endnu et chok om en uge, den 04. februar, eller om 14 dage, den 11. februar. Så, take action!

tirsdag den 27. januar 2009

MFI Ray Alert: Another Forced Shock 1/28/09 - Protest

MindFreedom International - 27 January 2009
Win Human Rights in Mental Health - Please Forward

   Another involuntary outpatient "maintenance"
   electroshock for Ray Sandford is scheduled
   for tomorrow, 28 January 2009.

   How you may easily and peacefully protest
   from wherever you are.

Unless there is a miracle, it is confirmed that Ray Sandford is
having another involuntary electroshock tomorrow, Wednesday, 28
January 2009, just north of Minneapolis, Minnesota, USA, all funded
by taxpayer dollars.

After more than three dozen forced electroshocks, Ray knows the drill.

Tonight, staff will prepare by removing all of Ray's food from his
mini-fridge in his basement room in a small assisted living home
called "Victory House" in Columbia Heights, Minnesota. This is
because Ray is not supposed to eat for a number of hours before
anesthesia is administered.

Early tomorrow morning Ray will be woken up extra early, and an
escort will bring Ray the 15 miles north on streets near the
Mississippi River to Mercy Hospital, in Coon Rapids, Minnesota.

Ray's mental health workers always manages to find an escort for
Ray's forced electroshocks or psychiatrist visits.

On the other hand, a few days ago Ray said he had to miss a dental
appointment that was supposed to help with his severe teeth problems,
because no attendant could be found that day.

Since Ray's campaign started, an attendant is required to accompany
Ray any time he leaves his home. MindFreedom volunteers have been
banned from visiting. One such visitor, a disability advocate, even
had her employment threatened after Ray's "helpers" filed a complaint
with her employer for bringing Ray to a Minnesota center for
independent living for people with disabilities.

Ray says the waiting room of his electroshock doctor, Bernard M.
Coelho, MD, at Mercy Hospital is often full with about 10 patients
who Ray believes are also scheduled for electroshock. Giving multiple
electroshocks on the same morning is a common practice, sometimes
called a "Shock Mill," and can be very lucrative. Mercy Hospital is
owned by Allina Hospital and Clinics of Minnesota.

Ray will lay in a bed and feel an injection as anesthesia and a
muscle paralyzer are administered to suppress muscle writhing. Ray
says Dr. Coelho will then run electricity through Ray's brain,
inducing a convulsion.

Ray calls the MindFreedom office almost every day, including just
before and just after his forced electroshocks. He says forced shock
is always scary, that it's harming his memory and ability to
concentrate more and more.

Ray is asking us all to peacefully protest his forced electroshock.

The nightmare of involuntary electroshock over the expressed wishes
of the subject has happened regularly since the very first
electroshock in Italy in 1937. But now the atrocity of forced
electroshock has climbed over the institutional walls, and is out in
our towns and cities, in our neighborhoods and homes.

Do not let this become "normal."

Do not wait to see your neighbor escorted out into some early winter
morning for this.

Do not wait for that to be you.

MindFreedom reminds everyone that Ray's campaign is nonviolent. Ray
values his religious principles, and MindFreedom has strict
nonviolence guidelines.

If you communicate with any potential opponent, please be strong but
civil. Anything else can be used against Ray.


Here are a few easy ways you may protest Ray's electroshock from
wherever you are:

Please forward this alert far and wide.


   *** ACTION *** ACTION *** ACTION ***

1) Protest to Richard Pettingill, Chief executive officer (CEO) of
Allina Hospital and Clinics:

Ask that your civil verbal protest be placed in Ray Sandford's
medical record using their online web form:


Sample message (your own words are best):

"Dear Mr. Richard Pettingill:

"I request that my message be placed in the permanent medical record
of your patient Ray Sandford, who states that he is receiving ongoing
involuntary electroshock at Mercy Hospital administered by Allina
psychiatrist Bernard M Coelho, MD.

"While you cannot violate the privacy of a patient, I ask that you
respond in general about your policy of allowing involuntary
electroshock over the expressed wishes of the subject.

"Whether or not you feel this is legal, it is unethical, immoral and
traumatic to everyone in mental health care.

"The reason(s) I protest this forced electroshock are:

"My name and contact information: _______"

You may also try to phone Mr. Richard Pettingill's office at
612-262-0601 or 612-262-5000.

You may try to leave a phone message for Dr. Coelho at the above
numbers, or at Mercy at 763-236-6000, but the phone number listed for
him on the Allina web site is now disconnected, even though he still
works there. If you are disconnected, call back.


2) Bishop Mark Hanson of the Lutheran Church

While the Lutheran Church is not directly in charge of Ray's
electroshock, they are supposed to help "guard" Ray, they are
supposed to care deeply about social justice, yet they are not
supporting Ray's campaign to end his forced electroshock.

The six Minnesota Synods of the "Evangelical Lutheran Church in
America" [ELCA] -- which is the largest Lutheran denomination in the
USA -- own Lutheran Social Service of Minnesota [LSSMN], which is
Ray's court-appointed general guardian.

ELCA and LSSMN have refused to speak out for Ray.

MindFreedom has been in touch with the office of Bishop Mark Hanson,
who leads ELCA. Bishop Hanson asked Ruth Reko, ELCA's Director of
Social Ministry Department, to respond to MFI. Today, Ms. Reko told
MindFreedom, "Supervision is not a concept we enter into with
affiliates like LSSMN or our 299 other social service agency

Please ask Bishop Mark Hanson, to encourage ELCA, its Synods and its
agencies to engage in productive dialogue on human rights and mental
health, especially involuntary electroshock.

Please e-mail to Bishop Mark Hanson here:


Sample message (your own words are best):

"Dear Bishop Hanson:

"Please engage in dialogue about human rights and mental health. I am
not saying ELCA is directly in charge of anyone's forced
electroshock, but ELCA could take a stand against it. In the name of
social justice, ELCA ought to have more oversight over its affiliated
social service agencies that receive taxpayer funds to guard clients.

"Your name and contact info: ___________"

You may also try phoning Bishop Hanson or Ms. Ruth Reko by calling
(773) 380-2700, wait for an attendant.


3) Engage your local religious organizations in dialogue on human
rights and mental health

Ray has given us all an opportunity to encourage our local faith-
based communities to address the justice issues involved in mental
health care today.

Ask that your local church, synagogue, mosque, etc. find a way to
raise issues about human rights and mental health.

Those in the USA may also seek to engage in dialogue with
participants and leaders in your local ELCA church, which you may
easily locate here:



Please act today!

Ray's scheduled electroshocks for this Winter and Spring are below.

Unless there's a miracle.

And maybe you -- and all of us -- are Ray's miracle.

* 18 February 2009

* 4 March 2009

* 25 March 2009

* 8 April 2009

* 29 April 2009

* 13 May 2009

* 3 June 2009

* 17 June 2009


   Minnesota Nonviolent Protests for Ray

Several individuals and groups in Minnesota have told MindFreedom
they would like to help support and attend peaceful protests on
behalf of Ray in Minnesota.

Several MindFreedom members have even said they are willing to travel
from out of state and from out of the country to participate in

MindFreedom will broadcast more information as it is received.


   How to do and learn more on the Ray Campaign

For links to latest news, Ray Campaign blog, to hear the NPR radio
story on Ray, and read Frequently Asked Questions about the "No More
Shock For Ray Campaign" go here:


I Australien chokker de småbørn

Ifølge den australske sygesikring Medicare's registre blev der igennem sidste finansår givet 203 elektrochok"behandlinger" til børn under 14 år gammel, deraf 55 til børn på fire år og yngre. Nicholas Tonti-Filippini, professor i bioetik, bakker op om elektrochok for børn, og siger, nogle af småbørnene var "forstyrrede", hedder det i artiklen her.

For en gangs skyld kan jeg ikke andet, end at dømme: det hér er simpelthen sindssygt. Hvad bliver mon det næste? At man - igen - åbent påstår, den bedste "behandling" for "de psykisk syge" er at befrie dem en for alle gange fra deres lidelser, som det blev påstået for 70 år siden i Tyskland??


...og så var der noget andet i debatten på fyldepennen.dk, jeg bemærkede. "Skrevet godt" hedder det i svar #23 om Shanya's og mine indlæg. Jamen, tak! Jeg gør, hvad jeg kan. Og så svar #39. Øh, hvad har jeg nu gjort forkert??

Som jeg ser det, sker der to ting. Den ene er, at man måske virkeligt ikke forstår, rent sprogligt. Selv om jeg synes, jeg holder mig på måtten. Den anden, som sandsynligvis er den afgørende, er, at man ikke er enig med mig, og derfor vælger, at betegne mine synspunkter som "volapyk".

Hvis det nu var, at man bare ikke forstod, rent sprogligt, så kunne man jo have spurgt, hvad jeg mener. Men det kan man selvfølgeligt ikke, når man frygteligt gerne vil devaluere mine synspunkter, ikke min sproglige/skriftlige stil, mens man altså er løbet tør for saglige argumenter.

Det der sker i denne debat, mellem "Blop" og mig, er sådan set detsamme, som det der sker, mellem mennesker i krise og deres omgivelser. Omgivelserne forstår meget godt, om end som oftest ubevidst, intuitivt. Men siden det, der forstås ikke kan og må være virkeligt ifølge ens eget verdensbillede, så lukkes der for al bevidst forståelse med et "volapyk", eller et "vrøvl". Et "det/du er jo fuldstændigt sindssyg/t". Voilà. Det er, hvad man får ud af, at bryde respektive - oj, undskyld! henholdsvis - forbryde sig mod reglerne A, A1 og A2...

P.S.: Godt, at man - indtil videre i hvert fald - ikke kan blive psykiatriseret for brugen af fremmedord!!!

mandag den 26. januar 2009

Minutviserens tyranni - Hvordan man normaliserer naturen

Jeg så i går et ganske interessant pogram på DR1. Af og til falder jeg for fristelsen og udsætter mig for propagandaboksens sansebombardement, mens det jo er dejligt, at man ikke behøves at de facto have en stor boks alene til formålet stående og forurene miljøet visuelt, men kan se f.eks. DR online :) "Kærlighed og kaos" hedder serien, der egentligt er norsk, på dansk, og her på NRKs site kan man læse om programmet, jeg så i går. Programmet ledte mine tanker, atter en gang, hen til Madness Radio-interviewet med Derrick Jensen.

Will Hall be'r Derrick Jensen i interviewet om at fortælle lidt om hans syn på skolens rolle, mht. at vi, af vores kultur, bliver "indoktrineret ind i en falsk realitet" - Will Hall.

"Det er noget, der er sandt for de fleste mennesker jeg kender: jeg har altid elsket at lære noget, og det er også noget, der er sandt for de fleste mennesker jeg kender: jeg har altid hadet skolen. Hvorfor er det sådan? Skolen klarer at fuldføre denne overordentlige bedrift, der er (...) at den får os til at ikke kunne lide at lære noget, til at ikke værdsætte denne proces."

Derrick Jensen fortæller så, at han altid har undret sig meget, hvorfor skolegangen tager så lang tid, mens den faktiske viden, der formidles igennem al den tid sagtens kunne formidles på meget, meget kortere tid. Til at starte med troede han, det var fordi man også, ved siden af at formidle viden, måtte slås med elevernes uvane at dagdrømme. En uvane, han selv dyrkede rigtigt meget, og han er bestemt ikke alene om det! Hvilket jeg ved af egen erfaring...

"Til sidst forstod jeg, at grunden til at skolegangen tager så lang tid er, at børn ikke opgiver deres vilje så nemt. Det tager så lang tid, at knække deres vilje i tilstrækkeligt omfang, så de er klare til at gå ind i et liv præget af beskæftigelser, der er meget lidt fornøjelige.

Og hvad er den vigtigste mekaniske ting i et klasseværelse? Det er minutviseren på uret. Fordi formålet er, at lære alle elever densamme bøn: 'Kære Gud, lad denne tingest bevæge sig hurtigere!' "

"Let's get to the future. Fast." (ved 04.00 i videoen) -Eckhart Tolle. Vor kulturs credo: "Lad os komme til fremtiden. Hurtigt."

Hér kommer så programmet, jeg så i går, ind i billedet. Programmet havde et indslag, der viste en samisk familie. En af sønnerne i familien fortalte, at han havde fået en opdragelse, han havde oplevet som meget fri. Familien havde f.eks. ingen faste spisetider. Når man var sulten, gik man og tog noget mad i køleskabet. Samerne er oprindeligt nomader, og jægere og samlere. Så: "Sulten? Gå og fang/find noget spiseligt." I køleskabet. Siden civilisationen som bekendt efterhånden også har indhentet samerne. Vi er jo allesammen oprindeligt nomader, og jægere og samlere. Samerne har bare klaret, at bibeholde denne livsform, den eneste i menneskets historie, der nogensinde har vist sig, at være bæredygtig, som Derrick Jensen for resten påpeger, i noget længere tid, end de fleste af os.

Nu hører man jo konstant, hvor vigtigt det angiveligt er, at ens hverdag har struktur. Faste spisetider, faste sengetider - som den samiske familie i programmet heller ikke dyrkede - faste ditten-tider, faste datten-tider. Især når det kommer til børn, men også til folk med emotionelle problemer, lader det til, at det at skulle undvære et ur, ville grænse til intet mindre end en katastrofe. Roden til alt ondt: at mennesker i krise f.eks. ofte mangler enhver struktur i deres hverdag. De spiser, når det falder dem ind, og de sover, når de er trætte. I stedet for på klokkeslættet.

Og så må man jo "hjælpe dem med at strukturere deres hverdag". Så må man hjælpe dem, med at finde sig i, at blive tyranniseret af klokkeslæt - og datoer. Siden klokkeslæt er hellige i vores civilisation. Og det at rebellere mod dem dermed er blasfemi. - I øvrigt en tanke, der gav mig både myrekryb og mareridt, den gang, jeg følte, en (ufrivillig) indlæggelse var en mulighed, der ikke helt kunne udelukkes. At jeg i givet fald - også - havde været underlagt denne form for tyranni igen.

Mit personlige forhold til klokkeslæt er, og har altid været, yderst ambivalent, for at sige det mildt. Bortset fra de indbyggede ure, der automatisk følger med en computer eller en mobiltelefon, ejer jeg f.eks. ikke noget ur. Jeg spiser, når jeg er sulten, og jeg går i seng, når jeg er træt. Og i øvrigt orienterer jeg mig ved dagslyset, der giver mig en god fornemmelse af, hvad "klokken" virkeligt er. Dvs. hvad jeg f.eks. stadigt kan nå at få gjort udenfor, før det bliver mørkt. Et ur har jeg kun brug for om morgenen, og primært i den periode af året, hvor det stadigt er mørkt udenfor, når jeg skal stå op for at komme på arbejde.

I modsætning af hvad der ellers påstås mht. struktur, oplever jeg klokkeslæt, vores kulturs hellige tidsstruktur, som stressende. Meget stressende. Og fremmedgørende. Og jeg kan egentligt også kun undre mig, at man på den ene side forguder klokkeslæt som uundværlige, i form af struktur i hverdagen, mens man på den anden side ikke møder andet, end mennesker, der konstant føler, at tiden løber fra dem, mens de halser efter, respektive at den går alt for langsomt. Klokkeslættets, minutviserens tyranni. "Let's get to the future. Fast."

Og siden denne diskussion på fyldepennen.dk, eller måske skulle jeg sige: denne limpind, som jeg hoppede på..., tog en drejning fra at handle om akutte kriser til at handle om "ADHD": Måden at reagere på skolens indoktrination er individuelt forskelligt, alt efter, hvad ens forebilleder tidligere har lært én, og hvad der har vist sig, at være effektiv for én. Nogle vælger at dagdrømme, som Derrick Jensen gjorde, og som jeg selv gjorde. Andre vælger at protestere mere åbenlyst. Ved at udvise adfærd, der så kan diagnosticeres som "ADHD".

Nu vil nogle nok indvende, at vores civilisation jo ikke kan fungere uden klokkeslæt. Ja, netop.

Hvor ikke andet er angivet, stammer citaterne fra Madness Radio-interviewet.

søndag den 25. januar 2009

Hvor mange vilde dyr ser du? - Mere om vrangforestillinger, og noget om psykoser, civilisation, misbrug og dinosaurer

Da jeg forleden hørte om kvinden, der var blevet fundet i en skov i Schweiz, efter at hun havde været savnet i tolv år, kom jeg til at tænke på Madness Radio-interviewet med Derrick Jensen, som jeg også har citeret fra i mit sidste indlæg her, og lyttede altså til det igen, siden det er næsten et år siden, at jeg hørte det første gang. Hvor ikke andet er angivet, er citaterne taget fra Madness Radio-interviewet.

I tv2's nyhedsnotits hedder det: "Hun [kvinden, der blev fundet i skoven] kunne føre en almindelig samtale, men hun talte også om en mission, hun skulle fuldføre," (min fremhævelse) og videre, at hun "skal have et ordentligt sted at bo". Det gav mig anledning til at fundere over, hvorfor det egentligt skulle være en modsigelse - "men" - at kvinden kunne føre en almindelig samtale og at hun talte om sin mission. Ligesom det gav mig anledning til at se nærmere på, hvad det har med dette "ordentligt" på sig.

Af en artikel på sueddeutsche.de fremgår det, at myndighederne overvejede, at få kvinden indlagt på en psykiatrisk klinik, ganske som jeg havde anet. Heldigvis fortæller artiklen også, at man alligevel vil se bort fra en indlæggelse. Kvinden opfordres bare til at forlade skoven. Hun bliver altså hverken psykiatriseret eller anbragt i en eller anden "ordentlig" étværelses i en eller anden "ordentlig" 70'er-social-boligbyggeri-betonklods. Mirakler sker.

I min kommentar ovre på Different Thoughts skriver jeg også, at jeg har den dybeste respekt for kvindens mission, og at jeg ønskede, jeg selv "ikke var så spoleret af vores civilisation og/eller havde modet til at gøre noget så radikalt som det, denne kvinde har gjort." Jeg har mange gange været tæt på. Følt et "kald". Jeg har dog nøjedes med at flygte fra civilisationen indad, i stedet for også bogstaveligt at flygte ud af den. "Virkelighedsflugt" kaldes det. Og det er unormalt. Men er det virkeligt en virkelighedsflugt?

"Fra fødslens øjeblik af, når stenalderbabyen konfronteres med den 20. århundrede-mor, er babyen underkastet disse kræfter af vold, kaldt kærlighed, ligesom dens mor og far har været det før den. Disse kæfter er hovedsagligen beskæftiget med at ødelægge størsteparten af dens potentiale. Foretagendet er i det store og hele successfuldt." -R.D. Laing

Nytårsaften, som jeg tilbragte med min kollega, hendes kæreste og et par af deres venner, kom vi på et tidspunkt til at snakke musik. Få dage forinden var min kollega kommet forbi hos mig mens jeg sad og lyttede til Paul Van Dyk's remix af Ghostland/Sinéad O'Connor, Guide Me God for fuld udblæsning, og nu spurgte hun, hvad det egentligt havde været, jeg den dag havde siddet og lyttet til. Da jeg sagde: "Sinéad O'Connor", så hun spørgende på mig: "Hvem?" Det blev selvfølgeligt aftenens brøler, for min kollegas vedkommende, og griner for alle os andre. Alle vidste jo godt, hvem Sinéad O'Connor er. Alle undtagen min kollega altså. Og det ved "man" da, ikke? Ligesom "man" ved, om det er mandag, tirsdag eller fredag, hvad dato det er, og/eller hvad statsministeren hedder.

Det er vel bare normalt, at vide disse ting, ikke? Ligesom det er normalt, at sætte færdigretten i microovnen, hvor det tager maks fem minutter før den er transformeret fra frossen tilstand til rygende varm, chatte lidt med én, der bor godt 7.000 km langt væk i USA, og tage et varmt brusebad, selv om det kun har et par grader over nul udenfor.

Det er vel bare normalt, at bo i en firkantet betonæske, omgivet af flere firkantede betonæsker, der tilsammens udgør en firkantet betonklods, omgivet af andre firkantede betonklodser, indimellem dem firkantede og firkantet korttrimmede grønne pletter. Det er vel bare normalt, at kende forskellen mellem en Grand Vitara og en Grand Vitara Van, og vide, hvor langt de kører på literen, og det er da også helt normalt, at kunne høre om det er vaskemaskinen eller støvsugeren, der kører mens det er mindst lige så normalt, hvis man aldrig har hørt en musvåge skrige, og dårligt aner, hvad en sådan lever af, vel? Og det er da også helt normalt, at synes E 627 og E 631 smager delikat, mens man synes, det er helt vildt klamt, når musvågerne slås om et afdødt rådyr, ikke? - Ja, de spiser også større dyr, der er døde af en eller anden årsag, musvågerne. De recycler. Og de skriger. Også om natten.

Derrick Jensen opfordrer til et eksperiment i interviewet: Se dig omkring, der hvor du sidder, og læg mærke til hvor mange maskiner du ser i en radius af tre, fire meter omkring dig. Og læg så mærke til, hvor mange vilde dyr du ser i en radius af 30 meter omkring dig.

Det er vel bare normalt, at synes, det er unormalt, at vende microovnen, computeren, det varme vand fra hanen, betonæsken, blikkassen på fire hjul og alle E'erne ryggen, og f.eks. flytte ud i en skov. Ud til musvågerne og rådyrene. Uden avanceret trekkingudstyr. Eller uden at vende tilbage til microovnen og alt det andet, når E-ditten- og E-datten-forsyningerne i den avancerede trekkingudstyrs avancerede rygsæk slipper op. Ligesom det er normalt at synes, det er unormalt, når nogle reagerer med angst på civilisationens lyde og syn. På civilisationens øredøvende larm og store armbevægelser.

Blandt dyr betyder øredøvende larm og store armbevægelser én ting: fare på færde. Men siden mennesket er dyrene så meget overlegent, så nej, så må man altså som menneske ikke overreagere på øredøvende larm og store armbevægelser. Man må helst slet ikke reagere, andet end på den slags øredøvende larm og den slags store armbevægelser, som i vores kultur officielt er anerkendt som faresignaler. Medmindre man gerne vil blive stemplet som "unormal", må man altså lade som ingenting, helst sørge for, at blive såpas afstumpet, at man ikke en gang behøves at lade som om mere, men simpelthen ikke hører og ser støjen længere. Faktisk er blevet blind og døv. Så er man civiliseret, kultiveret. Og normal. At reagere på civilisationens støj er et symptom. På unormalhed.

Man må endeligt ikke lade sig forstyrre af dobbeltbudskaber, double binds, og lignende, påpege dem, og reagere forstyrret - og normaliteten forstyrrende - på dem. Naturen kender ikke til dobbeltbudskaber. Dobbeltbudskaber er et resultat af kulturen. Især af vores moderne, vestlige kultur. "R.D. Laing siger, at den første regel i dysfunktionelle familier er: Regel A er Du skal ikke. Regel A1 er Regel A eksisterer ikke, og Regel A2 er Diskutér aldrig eksistensen eller ikke-eksistensen af Reglerne A, A1 eller A2, så hvad det betyder er at du må tale om alt det du vil, undtagen om den voldelighed, du må lade som om ikke eksisterer. Det er hvordan alle dysfunktionelle familier foregiver ikke at være dysfunktionelle, de ignorerer ganske enkelt alle de meget åbenlyse ting lige foran næsen på dem." -Derrick Jensen, citeret i artiklen "Derrick Jensen on Sexual Abuse" Og det, der gælder for dysfunktionelle familier, gælder selvfølgeligt også i en større sammenhæng, for dysfunktionelle kulturer.

Man må heller ikke tro, at dyrene, planterne, floden, havet, skyerne, månen, naturen i det hele taget måske har et budskab til én. At de ved noget, der kunne være værd at lytte til. Og at naturen, gud, har udvalgt én til at høre dette budskab, denne visdom, og viderebringe det. At tro noget sådant, er et symptom. På unormalhed. "Før man kan udnytte noget, er det første man må gøre, at gøre det tavs. (...) Det har fra starten af været den fundamentale arrogance af denne kultur [den moderne, vestlige civilisation], at alt og alle er hér for os til at udnytte."

Og man må så afgjort ikke i passiv modstand trække sig tilbage, når civilisationen med al sin akustiske, visuelle og ideologiske støj truer med at tage lydhørheden fra én og kvæle éns menneskelighed, ens menneskelige natur, til fordel for normaliteten. Og man må endeligt heller ikke finde den ro og fordybelse, der skal til for at bevidstgøre og forstå. Tilbagetrækning er et symptom. På unormalhed. Og så skal man aktiveres. På et værested, for eksempel.

"Siden hvornår er du overfølsom overfor lyde?" blev jeg i sin tid spurgt. Jeg har aldrig nogensinde været overfølsom. Men jeg har altid været følsom overfor lyde. Og overfor store armbevægelser. Overfor støj. Overfor akustisk, visuel og ikke mindst også ideologisk støj. Jeg er nemlig liv. Ligesom al natur.

Det er vel også bare normalt, at vide hvem Brad og Angelina er, men ikke at ane, hvad ens nabo hedder. Og det er vist lige så normalt, at vide, hvad en pakke Senseo koster i Netto, Brugsen, eller hvor det nu er, man handler, men ikke at kunne nævne ti spiselige planter respektive svampe, der gror i en omkreds af hundrede meter af ens hjem.

Jo, det er helt normalt.

"Jeg taler om [ved foredrag], hvor sindssygt det er, at jeg ved hvem Brad og Angelina er (...) og at jeg på samme tid ikke kan nævne ti spiselige planter og svampe, der gror indenfor hundrede meter fra mit hjem."

Det kaldes for "fremmedgørelse". Fremmedgørelse fra den virkelige verden. Fra vores sande selv. Fra naturen. Fra livet. Og det er helt normalt. Og at være normal er vel detsamme som at være glad, ikke? (svar #19) Hvis man skal tro på, hvad "eksperterne" fortæller os, nemlig at med mindre vi er konstant og stabilt tilpas glade, så er vi diagnosticerbar defekte, unormale, så ja, så er normal detsamme som glad. Lige tilpas glad. For, når vi bliver for glade, duer det heller ikke. Så er vi "hypomane", eller simpelthen "maniske", alt efter hvor meget for glade vi er. Og så er vi altså også defekte, unormale.

Hverken i DSM'en eller i ICD-10, kapitel V, findes der en definition af "normalitet". Det vil sige, "normalitet" findes ikke. I hvert fald ikke i normalitetens egne øjne. Og for en gangs skyld rammer normaliteten dermed plet. "Normal" findes ikke. Normalitetens realitet er en vrangforestilling, en hallucination. En kollektiv massehallucination. "Normalitet" er et kunstigt konstrukt, konstrueret på basis af et forvrængt verdensbillede, på basis af en vrangforestilling, en fantasi, der tages som virkelighed. Normalitet er som at "gå ind i et ekkorum, hvor den eneste stemme du hører, er din egen", det vil sige civilisationens altoverdøvende stemme.

"Vi identificerer os mere med denne måde at leve [civilisationen], end med livet selv."

"Man kan også sige, at et menneske, som har en psykose, ikke kan skelne mellem fantasi og virkelighed. Evnen til at afgøre, hvad der er virkelighed, er forsvundet." -fra psyknet.dk

"Det er ikke muligt at overbevise patienten om det forkerte i vrangforestillingen." -fra psykiatrifonden.dk

"Normalitet", vores civilisation, er således en kollektiv massepsykose. Som nogle reagerer på. Naturligt. Man kunne måske godt sige, at det er naturen selv, der reagerer. Men siden vores kultur nu er så arrogant, at den tror, den er fuldstændigt hævet over naturen, siden den er så arrogant, at den tror, det, der udgør et kultiveret, civiliseret og normalt menneske er at dette menneske har overvundet naturen, sin natur, så betegner den naturens reaktion som "syg", "defekt". "Psykisk sygdom".

Jeg er enig med Derrick Jensen: Det er ikke "de sindssyge", der er sindssyge. Det er en kultur, der udnytter og mishandler naturen hensynsløst, og der betegner den som "sindssyg", når den reagerer naturligt på udnyttelsen og mishandlingen, der er sindssyg. - For, det der sker, de dynamiker, der er på spil, på et overordnet niveau, på verdensplan, er ikke andet end det, der sker i en familie, hvor der misbruges. - Og ligesom han, ser jeg at vores civilisations kamp mod naturen vil ende med, at mennesket som art går samme vej som dinosaurerne. Og, ja, som Derrick Jensen siger, det er faktisk meget, meget værre, det der sker i dag, end det, der skete i dinosaurernes dage. I modsætning til dinosaurerne har mennesket nemlig potentialet (teknologien) - og er godt i gang med - at tage en stor del af naturen med i faldet. Vi har faktisk teknologien til at tage hele planeten jord med i faldet.

Intet er for evigt. Ikke engang universet. Hvorfor skulle menneskeheden så være det? Ingen kan kæmpe mod naturen, mod livet, og vinde.

Skynd jer, at tænde for fjerneren, eller surfe lidt på nettet. Skynd jer, at spekulere over finanskrisen, klimakatastrofen, Gaza*, eller over Trine Michelsen - eller Brad og Angelina. Eller skynd jer på værestedet. Skynd jer, at få tankerne adspredt af den kollektive massepsykoses vrangforestillinger, og afledt fra virkeligheden. Skynd jer, at flygte fra den virkelige virkelighed. Hvis i ikke vil betragtes som unormale.

"What the age needs is awakening." -Kierkegaard. (Desværre har jeg ikke lige det danske originalcitat her.)

*Misforstå mig ikke. Selvfølgeligt er det vigtigt at se på ting som finanskrisen, klimakatastrofen, og ikke mindst Gaza. Et problem ser jeg dog, når det, der er enkelte brikker i det store puslespil, tages for hele billedet. Så bliver selv så forfærdelige ting som Gaza til dope, der mere hindrer os i at vågne op af den kollektive massepsykose, end at ruske os op.

Jeg kunne for resten rigtigt godt lide, at mine kommentarer til debatten på fyldepennen.dk, som jeg har kastet mig ud i de sidste par dage, blev betegnet som virkelighedsfjerne (svar #23). For nogle vil sikkert også dette indlæg, og mange andre her på bloggen, virke virkelighedsfjern. Jeg tager det imidlertid som et kompliment, da det jo viser mig, at jeg faktisk har formået, at fjerne mig tilstrækkeligt fra vor civilisations kollektive massepsykoses vrangforestillingsvirkelighed, til at det bemærkes.

tirsdag den 20. januar 2009

"Jeg tror ikke på håb" - Nogle tanker om afmagt, håb og recovery

Der tales meget om håb. Lige nu, mens jeg skriver disse linier, sidder der rigtig mange mennesker verdenen over limet til TV-skærmen, og bevidner deres håb, personificeret i Barack Obama, overtage magten i USA. Mens også Obama selv taler om håb.

Magt - Den enes magt er den andens afmagt... Bare en tanke.

Håb er noget man har, når man identificerer sig som værende afmægtig, offeret.

"Jeg tror faktisk ikke på håb. Jeg tænker, at håb er en meget, meget, meget, meget dårlig ting. Fordi håb, hvad det virkeligt betyder, hvad det virkeligt er, er længsel efter en fremtid, som jeg ikke har indflydelse på. (...) Jeg håber ikke, at jeg spiser noget i dag. Jeg gør det. På den anden side, når jeg går ombord på et fly, håber jeg, det ikke styrter ned. Fordi, når først det er lettet, har jeg ikke længere nogen indflydelse." -Derrick Jensen, Madness Radio-interview "Environmental Insanity w/Author Derrick Jensen".

Håb ikke på, at Obama vil redde dig, og verdenen. Håb ikke på, at de professionelle vil løse dine problemer for dig. Håb ikke på fremtiden. Håb ikke på recovery. Vær. Nu.

søndag den 18. januar 2009

Forhindrer eller forårsager psykiatrisk tvang selvmord?

Jeg læste i går en kommentar på Gianna's blog, der fortæller en af de desværre talrige historier om hvordan alle de mis- og ikke-forståelser (eller måske skulle man sige: al den uforstand), der både præger systemet og er årsag til, at systemet overhovedet blev skabt, førte til - endnu et - selvmord. I stedet for at minimere risikoen for, at selvmord overhovedet blev til en mulig udvej.

I Storbritannien tager en ung familiefar livet af sig, efter at være blevet tvangsindlagt (frihedsberøvet) og tvangs"behandlet" ("dopet fra sans og samling", som det står i kommentaren). Efter udskrivelsen fortsatte tvangs"behandlingen" med neuroleptika (ambulant tvang er lovlig i Storbritannien). Bivirkningerne (akatesi, rastløshed) blev uudholdelige, og manden valgte til sidst, efter knapt et år med psykiatrisk "behandling", at springe ud fra altanen i familiens højhuslejlighed.

Manden havde været i "behandling" på Homerton Hospital, hvor selvsamme Trevor Turner, der er én af de stemmer, der betegner Rufus May's tilgang som uforsvarlig, er ansat.

"...psykiatrien havde ikke bare ødelagt ét liv, men livet for en hel familie", hedder det i kommentaren på Gianna's blog. Og: "Nu har vi beviset, at din slags er den virkelige trussel, Dr. Turner", slutter kommentaren. Ja. I hvert fald er det psykiatriens urokkelige tro på alle sine mis- og ikke-forståelsers (eller: hele sit uforstands) korrekthed, der udgør den største fare for mennesker i krise. En langt større fare, end krisen i sig selv nogensinde kunne udgøre. Mens en sidste, kæmpestor misforståelse som en uovervindelig mur står i vejen for, at psykiatrien kan erkende sin fejltagelse: misforståelsen, der hedder at psykiatriserede mennesker begår selvmord som følge af det, der i psykiatriens uforstandige øjne umisforståeligt er ikke-forståelig hjernesygdom.

lørdag den 17. januar 2009

Hvad de danske medier ikke fortæller om Stilnoct og det at gå i søvne

Den 14. marts 2006 kunne man på washingtonpost.com læse nyhedsnotitsen "Ambien and Sleepwalking Risk". Notitsen fortæller, at søvnforskere har gjort opmærksom på at "et usædvanligt højt antal af folk, der tager Ambien [Zolpidem, sælges i Danmark under navnet Stilnoct], går i søvne". I nogle af tilfældene både spiste og kørte folk bil i søvne. I nogle tilfælde er der blevet begået kriminelle handlinger af folk, der gik i søvne efter at have taget Ambien.

Et entydigt, biologisk bevis på, at Ambien forårsager at folk går i søvne, har man indtil videre ikke kunnet finde. Jeg vil dog mene, at det påfaldende høje antal af tilfældene taler sit eget sprog, og jeg er ikke den eneste, der ser en tydelig forbindelse. I hvert fald er Sanofi-Aventis, producent af Ambien, pga. denne bivirkning blevet sagsøgt i USA.

Interessant er dette i forbindelse med torsdagens nyhedsnotits på nyheder.tv2 om en 51-årig mand fra Wisconsin (USA), Timothy Brueggeman, der var død af kulde mens han gik i søvne. I nyhedsnotitsen hedder det, at "mandens familie har fortalt politiet, at den afdøde var tilbøjelig til at gå i søvne." Hvad nyhederne her i Danmark har valgt, ikke at fortælle er at manden åbenbart også var tilbøjeligt til at tage Ambien. Og mandagens tragedie var ikke første gang, at Timothy Brueggeman gik i søvne efter at have taget stoffet, som artiklen på startribune.com oplyser. I sommers foretog han sig således en lille køretur i sin pickup mens han gik i søvne under indflydelse af Ambien, og kørte ind i et træ.

fredag den 16. januar 2009

Eli Lilly erklærer sig skyldig i illegal markedsføring af Zyprexa

I går har farmakoncernen Eli Lilly, producent af Zyprexa, erkendt sig skyldig i illegal markedsføring af Zyprexa for Alzheimers/demens, og i at overtræde levnedsmiddel-, lægemiddel- og kosmetikloven (Food, Drug and Cosmetic Act). I alt skal Eli Lilly betale 1,42 milliarder dollars i denne ombæring.

Philip Dawdy spørger, hvad der mon "er blevet af anklagerne omkring Eli Lilly's løgne angående sikkerheden af medikamentet ved godkendt brug som ved skizofreni og bipolar lidelse". Tja.

"Opbyggelig" læsning er Eli Lilly's egen stillingtagen: "...vi ved, at vi har et enormt ansvar overfor de patienter og professionelle i sundhedssektoren, som vi tjener. Hver dag og i alle vores handlinger stræber vi efter, at handle ansvarsbevidst og pligtopfyldende. At gøre det rigtige, er en selvfølge hos Lilly, og jeg garanterer personligt for, at alle os hos Lilly opretholder de højeste standards i vores handlinger."

Skulle der være nogen, der nogensinde har tvivlet på farmakoncernerner som Eli Lilly's ydmyghed overfor og hengivenhed til deres kunder???...

onsdag den 14. januar 2009

Flere misforståelser, og nogle betragtninger om vrangforestillinger, selvmord, og om virkelig selvmordsforebyggelse

I det følgende to, lettere redigerede og oversatte, svar til et diskussionsindlæg på Beyond Meds, som Gianna syntes, jeg skulle poste på bloggen også.

1. Der findes denne (mis-)forståelse, at, når bare det bliver "mærkeligt" nok, altså når det ikke længere er nemt forståeligt, så må der bestemt være noget rigtigt rigtigt galt med en persons hoved. I en biologisk forstand. Denne opfattelse tjener som en slags "forklaring", når nogens opførsel ikke længere nemt kan forstås og forklares i henhold til den til enhver tid gældende opfattelse af "normal" menneskelig adfærd som sådan. Det er dog ikke en forklaring. Det er en bortforklaring. Det vi ikke forstår umiddelbart, frygter vi. At frygte det, der er fremmed for os, er en naturlig reaktion, en forsvars- og overlevelsesmekanisme. Specielt for byttedyr. Og mennesket er såvel bytte- som rovdyr. Så, vi foretrækker at forklare det os fremmede bort. For at holde det på sikker afstand. Én af flere grunde, hvorfor den biologiske model er så tiltrækkende for mange.

Den lidelse, som mennesker i krise oplever, er forårsaget af en mangel på forståelse, en mangel på selv-/bevidsthed. Delvis er den forårsaget af en mangel på forståelse for dem selv, for hvad der sker for dem, og delvis er den forårsaget af en mangel på forståelse fra omverdenens side. Det faktum, at mennesker, der får forstående, empatisk, støtte, der fokusserer på, at hjælpe dem selv til at forstå deres oplevelser under en krise, som regel ikke lider i samme omfang som dem, der ikke får denne støtte, der bare får piller, der gør dem ligeglade, og måske endda noget traumatiserende, tvungen "behandling" oven i købet, og det faktum, at de førstnævnte klarer sig langt bedre i det lange løb, end de sidste, beviser dette.

Hér ser jeg en sammenhæng med det, du skriver i dit indlæg her. At bortforklare ser ud til at være den sikreste og nemmeste vej ud. Men det fører uvægerligt til mere og mere lidelse. Såvel kvalitativt som kvantitativt. Vi ønsker perfektion. Vi vil gerne være (og vi forventes at være) i stand til at passe ind. Og ligeså vi ikke passer ind, går vi i panik. Og/eller vores omgivelser gør. Noget må være grundlæggende forkert med os. Lad os få det lappet, så vi kan passe ind igen. Hvad vi misser i vores utrættelige kamp for "perfektion" - det der anses som perfektion i henhold til vor tids kulturelle normer og værdier (!), vel at mærke - er at vi allerede er perfekte i vores uperfekthed. Vi er ikke mente, at skulle passe ind i et bestemt skema. Vi er mente, at bare skulle være. Virkelig perfektion kan ikke defineres som "anderledes end" eller "forskelligt fra". Virkelig perfektion er enheden af alle dualiteter. Så, mens vores kultur desperat jagter hvad den betragter som "perfektion", mister den faktisk den virkelige perfektion mere og mere af syne.

2. Et ønske om at dø, om det giver sig udtryk igennem ens egne tanker, eller igennem en stemme, der opfordrer én til at begå selvmord (at høre stemmer er intet andet, end at tænke højt), er aldrig et ønske om at ende værendet som sådan. Det er et ønske om at ende det, der er, og lade noget nyt blive til. Døden er et symbol på forandring. Og det ubevidstes sprog er et rent symbolsk sprog.

Jeg ved ikke, om du kender til det, men Oraklet i Delfi i den græske mytologi svarede stort set aldrig på et spørgsmål andet end metaforisk. Man fik svar på sit spørgsmål. Men svarets betydning måtte man selv finde frem til. Eller: man gav faktisk svaret på sit spørgsmål selv. Ens ubevidste, ens intuition, gjorde. Oraklet i Delfi er det ubevidste, projiceret i ytterverdenen.

I dag lever vi i en kultur, der ikke er videre bevidst om det ubevidste. Vi er ikke på samme måde bevidst om symbolik, metaforik, som andre kulturer var/er det. Det der tæller, er det bogstavelige, de hårde facts, videnskaben, den "rationelle" tanke (med "den rationelle tanke" værende den slags tanke, der nemt kan forstås af alle, fordi alle tænker på samme, normative måde). Ja, og så symbolik på trafikskiltniveau. Men hvis nu jeg var rådgiver, lad os sige af den danske statsminister, og han kom til mig, spurgte mig om min mening om hans næste valgkampagne, og jeg sagde: "Gør din egen natur, og ikke andres råd, til vejlederen i dit liv", ville jeg sandsynligvis miste mit job, og blive, mindst, betragtet som sær.

Så, spørgsmålet er altid hvem eller hvad du virkeligt ønsker, skal dø, når du overvejer selvmord. En ting er sikker: det er ikke dig selv. Dit selv (det er ikke en stavefejl) er hvem/hvad du virkeligt er, og det er væren, liv. Liv kan ikke dø. Døden er en del af livet, ikke dets modsætning. Og livet er forandring: noget ender, "dør", noget nyt begynder. Hvert øjeblik. Livet er konstant ankomst og afsked. Intet er faktisk stabilt. Der kan være balance, men ikke stabilitet. Perfekt stabilitet (som i "stemningsstabiliserende middel"), fuldkommen uforanderlighed og forudsigelighed er en mytos. Og vores kultur forveksler den med "perfektion" - og jagter den.

Nogle ønsker at deres ytre form, deres krop, skal dø. Mennesker, der lider af en dødelig sygdom f.eks. Men hvad de fleste i en eksistentiel krise ønsker skal dø, er heller ikke den ytre form. Det er deres ego, hvem/hvad de tænker, de er, og hvem/hvad de tænker, andre tænker de er. Dog manifesterer egoet sig delvis igennem ens ytre form. Kroppen bliver til et symbol for egoet. Og så har du det: i stedet for at give slip på dit ego, og være det/den, du virkeligt er, interpreterer du et symbol bogstaveligt, og giver følgeligt slip på din krop: selvmord. Bogstaveligt. Og siden vores kultur er så uvidende om symbolisme som den er, er chancen for at du vil kunne finde meget hjælp blandt kulturens medlemmer (i det psykiatriske system) til at nå frem til denne erkendelse, ekstremt ringe. Da alle sandsynligvis vil interpretere på samme bogstavelige måde, som dine tanker gør.

Jeg forstod langt om længe, pga. den "vrangforestilling", at det/den, jeg virkeligt var, ikke var et menneske, men noget à la en dryade, en ånd, navnløs, alders-/tidløs, uden historie (alt der var sket i mit liv, var ikke sket for mig, men for den krop, mit sande selv var fanget i), immateriel, om end fanget i en - materiel - krop. Og hvad mit sande selv ønskede, var ikke at dø, men at blive fri - af denne krop, der repræsenterede et ego, et selvbillede, jeg aldrig har følt mig mindre ens med end i krisesituationerne.

En anden aspekt af samme fænomen er "ude-af-kroppen-oplevelser", der som regel også bare bortforklares som værende meningsløs symptom på hjernesygdom.

Nu er det betegnende for vores kultur, at man identificerer sig med sin krop, sine tanker, sit sind, sin livshistorie, sit ego. Vores kultur lærer os, at gøre det. I den østlige filosofi findes der imidlertid en yderligere dimension hinsides denne formelle, materielle: det rum, hvori det formelle, materielle kommer til udtryk. Hvem/hvad du virkeligt er, dit "sande selv" med Laing, er dette rum. Så, "vrangforestillingen" var faktisk ikke nogen vrangforestilling, men selve sandheden.

Langt om længe forstod jeg, at det at give slip på identifikationen med min krop, mit ego, mine tanker, etc., betød den frihed, jeg havde troet, jeg kun kunne opnå ved at give slip på min krop. Et symbolsk selvmord, ikke et bogstaveligt et. Eller: "egomord" i stedet for selvmord. Det er enden på lidelsen. - Dermed ikke sagt, at jeg ikke lider mere. Intet er for evigt. Heller ikke "enlightenment". Det er meget fristende, at identificere sig med sit ego. Specielt i en kultur, der dyrker egoet i den grad, som vores kultur gør det. Jeg falder for fristelsen, igen og igen, og så lider jeg. Men eksistentiel lidelse er menneskelig. Det er ikke en sygdom. Tværtimod. Vejen til friheden går som oftest igennem en hulens masse lidelse. Uden lidelse ville der ikke være nogen nødvendighed til at ændre noget som helst, til at udvikle sig og vokse. På den måde bliver eksistentiel lidelse snarere til en velsignelse, end til den forbandelse, vores kultur gerne vil gøre den til.

Som sagt, i reglen får folk ikke nogen virkelig hjælp. (Siden "hjælperne" ikke har den ringeste anelse selv, hvordan skulle de kunne hjælpe nogen til at forstå, hvad de selv ikke har forstået?*) Forestillingen, at eksistentielle kriser skulle være hjernesygdomme, forhindrer forståelse, ligesom de stoffer gør det, hvis ordinering alene kan forsvares, hvis hvad der egentligt er et vågn-op-kald defineres som biologisk hjernesygdom.

Problemet er at jo mere dit sande selv har været undertrykt, jo mere det er belvet krævet af dig, at du identificerer dig med et falsk selv (hvem/hvad andre vil have dig til at være, men hvem/hvad du ikke er), jo dybere bliver splittelsen mellem hvem/hvad du virkeligt er og denne falske ego-identifikation selvfølgeligt. Jo dyber splittelsen bliver, jo mere vil du lide, og jo mere du lider, jo mere højlydt vil vågn-op-kaldene blive. Om du bliver stemplet med "OCD", "depression" eller "skizofreni" er ikke et spørgsmål om at lide af tydeligt forskellige sygdomme. Det er et spørgsmål om i hvilken udstrækning du lider, og i hvilken lydstyrke de vågn-op-kald kommer, som du følgeligt får. Med såkaldte "psykoser" værende de højest tænkelige vågn-op-kald. Og kaldene vil ikke stoppe med at komme før du faktisk lytter til dem og vågner op. Det er årsagen, hvorfor medikamenterne har en kronificerende effekt på krisen. Det vil uundgåeligt ske igen og igen, indtil du forstår. Og der findes ingen stoffer, der er stærke nok til at gøre det ubevidste tavs. Medikamenter kan ikke engang sigte mod det ubevidste. Det ubevidste er almægtigt og uangribeligt. Du kan ikke bekæmpe det og vinde. Det eneste, du kan gøre, er at transformere det fra at være din herre til at være et af dine redskaber, ved at blive dig bevidst om det.

* Det er faktisk lidt komisk, at en mangel på evne til at tænke abstrakt, og interpretere ting i overført, symbolsk betydning er oplistet som et "symptom" på "skizofreni", mens "eksperternes" evne til at erkende et symbol, når det stirrer dem lige i øjnene, nærmer sig nul...

Concerta - abstinenser

Til den person, der er havnet på min blog via en Google search med søgeordene "concerta" og " abstinenser": http://bipolarblast.wordpress.com/about/, en af de bedste og mest omfangsrige resourcer på nettet om udtrapning - og de dermed forbundne problemer som abstinenser.

mandag den 12. januar 2009

En sang for Gaza

Michael Heart - We Will Not Go Down (Song For Gaza)

Tak til Gianna for at gøre opmærksom på videoen.

søndag den 11. januar 2009

still listening

Mindre kendt sang - som jeg bare faldt for. Desværre en lidt brat slut.

Sinéad O'Connor - still listening

torsdag den 8. januar 2009

Det er en ommer, Obama!

Hva' sa' jeg... Jeg ville først se det ske, sagde jeg. Og det var ikke lige det hér jeg allerhelst ville have set ske. "Change"??? Det er vist en ommer!

Mere interessant om Sanjay Gupta hér.


I forgårs kom jeg forbi én af de blogs, jeg bare besøger en gang imellem - bare en gang imellem, da den er noget bio-orienteret, og når jeg trænger bio-ævlet, foretrækker jeg ellers "profesionelle" sites, hvor jeg kan få det rendyrket. Men denne blog er nu "alternativt bio-orienteret" (ortomolekulær), så, jeg kigger forbi, en gang imellem.

I forgårs, på en af mine lejlighedsvise besøg, læste jeg den - triste - nyhed, at et af bloggerens familiemedlemmer - Det er arveligt, ikk'? Yep. Ikke-genetisk, familiær arvelighed. - er blevet frihedsberøvet og sat på et neuroleptikon. Bloggeren fortæller, at familiemedlemmet er ved at "få det bedre".

Det betyder altså, en uge, måske to eller sådan, mere på dette neuroleptikon, og familiemedlemmet skulle være i stand til at klare sig uden, bedret som hans/hendes helbredstilstand så gerne skulle være, takket "medicinen", ikk'? Niks.

Folk får det ikke bedre af disse stoffer. Lidt firkantet sagt findes der to slags medikamenter: dem, der hjælper en syg/skadet organisme til at læge sig selv ved at styrke organismen respektive dens immunforsvar, og dem, der simpelthen tilslører symptomerne. Desværre ofte med det resultat, at organismen afholdes fra at læge sig selv, da symptomer som regel er drivkraften bag en helingsproces.

Psykofarmaka tilhører den sidstnævnte gruppe. Selv om nogle af dem, især LSD, en gang i tidernes morgen blev betragtet som tilhørende den første gruppe. Og stadigt bliver det af nogle. Ikke af mig.

Psykofarmaka tilslører og undertrykker symptomer. Det ser ud som om det dopede - "medicinerede" - individ får det bedre. Både for omverdenen, og ofte også for det dopede individ selv. Alt imens stofferne sørger for, at den tilbundsliggende problematik, der forårsagede organismens egen helende reaktion, symptomerne, stortrives og blomstrer. Uforstyrret. Individet får det ikke bedre, ofte får han/hun det faktisk værre. Under låget. Eller: bagved sløret.

Giv en person, der er forvirret, angst, vred, ophidset, etc., et neuroleptikon, altså en "major tranquilizer", en god gang bedøvelse, på dansk, og ja, klart, siden, som begrebet indikerer, denne vil reducere personens generelle livsenergi, vil vedkommende heller ikke længere være i stand til at reagere på den underliggende problematik med densamme forvirring, angst, vrede, ophidsethed, etc., som før. Sandsynligvis vil vedkommende ikke en gang længere have den fornødne energi og åndsnærværelse til selv at fornemme, at hans/hendes problemer stadigt består. Det kaldes så for "bedring". Hvad med at give et menneske, der har brækket benet noget stærkt smertestillende, der sætter vedkommende i stand til at fortsat bevæge sig rundt, og så kalde det for "bedring"?

"Du giver nogen en pille, og den lukker munden på dem. Den gør dem tavs og sløv. Folk er så efterfølgende ignorante nok til at tænke, at medikamenterne gør, at dem der tager dem får det bedre. Du hjælper ikke nogen til at få det bedre. Du hjælper dem til at blive sløv." Rufus May i The Doctor Who Hears Voices.

Intet er mere afgørende for et menneske, der går igennem en eksistentiel krise og forsøger at løse sin problematik, for virkeligt at "få det bedre", end dette menneskes evne til at kunne bearbejde og forstå, intellektuelt, emotionelt, spirituelt, etc. Et menneske med et brækket ben, der ikke gjorde andet end at tage stærkt smertestillende midler, mens vedkommende fortsatte med at bevæge sig rundt som om intet var sket, ville til sidst falde død om, pga. koldbrand (en intellektuel, emotionel, spirituel, etc., død mht. krise). Eller pga. de smertestillende midlers bivirkninger.

torsdag den 1. januar 2009

Ray Alert #9 - Og noget om at være dømt på forhånd

Fra MindFreedom's blogindlæg om Ray's høring:

"Den gode nyhed er, at Ray havde mulighed for at sige lidt om hvad han har været igennem.

Men jeg er ved at miste tal på, hvor mange dårlige nyheder der er. Her er nogle af dem:

- Høringer bliver almindeligvis afholdt på offentlige steder, der udstråler en vis æstetik af værdighed. Ray's høring fandt sted i kælderen på Region's Hospital, sandsynligvis for de vidnende lægers skyld.

- Forsvarsadvokater forventes at være engagerede fortalere for den anklagedes sag. Ray's forsvarer Jon Duckstad har ikke været interesseret i Ray eller allierede, der ville hjælpe Ray. Mr. Duckstad var ikke i stand til at finde et eneste vidne, der kunne vidne på Ray's vegne mod hans tvungne elektrochok.

- Psykiateren, der deltog som vidne, har før behandlet Ray, og han sagde, han havde givet mere end 2.000 elektrochok. Selvfølgeligt talte han for tvungen elektrochok.

- Den juridiske værge, der er ansvarlig for beslutningen om tvungen elektrochok - Terri Bradley - sagde hun har været involveret i mere end 200 høringer om psykiatrisk tvangsbehandling, deriblandt flere angående tvungen elektrochok. Terri sagde, hun støtter tvungen chok for Ray, det menneske, hun angiveligt værner om. (...)

Så, hér har vi det. En dommer skal lytte til ekspertvidner, og hvor er ekspertvidnet for Ray?

Og sikken ansamling af skyts der er opstillet mod Ray."

Ja, Ray tabte altså, og fik en uønsket julegave i form af endnu et tvunget elektrochok juleaftensdag. Ikke engang en uges udsættelse for at kunne deltage i hans families julefest kunne "eksperterne" få sig selv til at bevillige ham. Det må virkelig kaldes for "hjælp", der helt sikkert kun er ment til at bidrage til Ray's velbefindende! Bare ærgerligt - og helt klart endnu et tegn på, hvor "behandlings"trængende Ray er - hvis han ikke selv kan se det, ikk'?!

MindFreedom har den 24. december 2008 sendt et åbent brev (se alert #9 forneden) til Evangelican Lutheran Church in America (ELCA), der står for organisationen Lutheran Social Services of Minnesota (LSSMN). Tonya Wilhelm fra LSSMN er Ray's "general guardian", dvs. hans værge mht. alt, der ikke direkte vedrører hans tvungne elektrochok.

Både ELCA og LSSMN har forholdt sig meget tilbageholdende i sagen om Ray's tvungne elektrochok, for at sige det pænt, og undskyldt deres manglende engagement med det faktum, at hverken ELCA eller LSSMN har direkte indflydelse på den juridiske side af sagen. Faktisk er man gået så langt som til at bede Ray om at se bort fra at søge hjælp hos MindFreedom.

Hvorfor en, oven i købet kristelig (!), organisation imidlertid forholder sig på en måde, der må betegnes som ligegyldigt, når et menneske, hvis interesser organisationen er sat til at varetage, igen og igen bliver udsat for grove krænkelser af sine menneskerettigheder, er mig en gåde. På den anden side er det bestemt ikke første gang, at kirken skuffer: "...jeg troede vi ville blive støttet af den hvide kirke. Jeg troede de hvide pastorer, præster og rabbier i Sydstaterne ville være blandt vores stærkeste allierede. I stedet for har nogle været direkte modstandere, har nægtet at forstå frihedsbevægelsen og har misfortolket dens ledere; og alt for mange andre har været mere ængstelige end modige, og er blevet ved med at være tavse bag den bedøvende sikkerhed af vinduer af skudsikkert glas..."

"Dagens kirke er så tit en svag, ineffektiv stemme med usikker lyd. Den er så tit en ærkeforsvarer af status quo'en. Magtstrukturen i gennemsnitssamfundet konsolideres af kirkens tavse og ofte endda udtalte godkendelse af tilstandene som de er, i stedet for at blive forstyrret af kirkens tilstedeværen." -Martin Luther King Jr.

ELCA kan kontaktes via deres e-mail eller deres website (se alert #9 forneden), og bedes om at tage stilling. Både til Ray's individuelle sag, men også til menneskerettighedskrænkelser i psykiatrien generelt.

Ray alert #9

   Christmas Eve 2008

   What Would Jesus Do About Forced Electroshock?

   An Open Letter to the Lutheran Church [ELCA] from MindFreedom
International [MFI]

   by David W. Oaks, Executive Director, MFI

As we send you this, we understand Ray Sandford of Minnesota is
receiving another involuntary electroshock this Christmas Eve
morning, 24 December 2008.

As you know, your agency Lutheran Social Services of Minnesota
(LSSMN) is charged with being General Guardian for Ray. This is a
reply to your recent misleading public statement about the
MindFreedom Campaign to End Ray Sandford's Forced Electroshock
(copied at bottom).

Regularly for months -- presently every other week -- attendants wake
Ray up early in his group home, Victory House. He is escorted the few
miles to a hospital. Under court order and against his repeated and
clear objections, Ray is put under anesthesia, electricity is run
through brain head, and he is given another electroshock, also known
as electroconvulsive therapy or ECT.

Ray has received about 35 so far.

Ray calls our office most days, and it's always good to hear from
him. He told me yesterday, "It's a painful, awful experience. Every
time. It takes away memory viciously. It is scary as hell every time
I go."

Ray says he always objects. "I say, 'I don't want to do this. I don't
want to do this,' which I've known since the first time. Everyone
figures I'm totally nuts."

One day Ray asked his local library about groups working on human
rights in mental health, and Ray contacted MindFreedom International.
Ray asked us to start a public campaign to support his right to say
"no" to electroshock.

I had hoped your church would be an ally in Ray's campaign. Instead,
I have found you to stand by silently with arms folded, or even worse
your spokespeople appear to at times oppose Ray's campaign.

In my 32 years of human rights activism, Ray is one of the most
focused individuals I've ever encountered in his persistent and
reasonable requests to end his forced electroshock. The fact that his
forced shock is outpatient and ongoing is especially outrageous.

Ray's heroism has moved me and many others. Countless people have
responded to support the Ray Campaign, and Ray reached millions of
people on National Public Radio.

On 16 December 2008, the "Evangelical Lutheran Church in
America" [ELCA] issued a reply to a number of people who have
expressed concern about Ray as a result of MindFreedom's human rights
alerts. (See below.)

It is significant for ELCA to issue a public statement about a
MindFreedom International campaign. With more more than four million
baptized members, ELCA is the largest Lutheran denomination and one
of the largest Christian denominations in the USA. We at MindFreedom
are eager for dialogue with ELCA.

Unfortunately, Miriam L. Woolbert of ELCA's Communication Services
replied to those contacting ELCA that groups like MindFreedom are
"misdirecting you and many other people."

Ms. Woolbert did not provide any example or quote of such
"misdirecting." Her main points appear to be that ELCA is not a
"participant" in any involuntary electroshock, and that ELCA cannot
speak about Ray because of confidentiality.

MindFreedom's alerts never claimed that ELCA is in charge of the
involuntary electroshock of Ray. MindFreedom International encourages
people to contact ELCA to ask you "to stand with Ray."

Even if ELCA representatives feel you cannot speak specifically about
Ray, we ask ELCA to stand shoulder to shoulder with all their agency
clients, like Ray, who are receiving involuntary electroshock. ELCA
could at least begin by expressing concern or joining in dialogue.

We continue to encourage all people who care to contact ELCA, and
ELCA's local congregations, with strong but civil messages.

Because of ELCA's misleading statement about the Ray Campaign this
action is especially urgent, including for those who have already
contacted you.

Most importantly, Ray is asking us all to take this action.



People may e-mail ELCA headquarters at info@elca.org. Or use their web
form by clicking on "e-mail" on this web page:


We also encourage all concerned people in the USA to contact local
ELCA congregations, which they can find by entering their postal code



MindFreedom Suggested Message to ELCA and Local Congregations [your
own words from the heart are best]:

I am not being misdirected by MindFreedom International or anyone else.

I am not saying you are in charge of anyone's forced electroshock.

I am not asking you to break confidentiality of any client.

I am simply asking:

Will you stand now with Ray Sandford, and all those who are oppressed
by extreme psychiatric abuse?

What is ELCA's position on the forced, outpatient, maintenance
electroshock of clients you and your agencies are charged to guard?

Why isn't ELCA expressing concern about these human rights
violations, which amount to torture?

How can ELCA use this opportunity to seek dialogue on human right and
alternatives in the mental health system?

[your name & contact]

[Please copy your e-mail to news@mindfreedom.org; selected e-mails
will be published on the web and/or mailed to Ray.]


For more info the Ray Campaign see:


The MindFreedom Board of Directors includes several individuals who
have personally experienced the unimaginable horror of an involuntary

The board endorses this public statement to ELCA, and asked me to
quote from the famous letter written by Rev. Martin Luther King, Jr.
in the Birmingham Jail on 16 April 1963.

Forty-five years ago, Rev. King was responding to church leaders who
discouraged his own activist campaign:

"...I felt we would be supported by the white church. I felt that the
white ministers, priests and rabbis of the South would be among our
strongest allies. Instead, some have been outright opponents,
refusing to understand the freedom movement and misrepresenting its
leaders; and too many others have been more cautious than courageous
and have remained silent behind the anesthetizing security of stained-
glass windows...

"So often the contemporary church is a weak, ineffectual voice with
an uncertain sound. So often it is an archdefender of the status quo.
Far from being disturbed by the presence of the church, the power
structure of the average community is consoled by the church's silent
and often even vocal sanction of things as they are."

[More excerpts below.]


For those who would like more detail about this exchange between
MindFreedom and ELCA about the Ray Campaign:

FREQUENTLY ASKED QUESTIONS about Lutheran Church [ELCA] and Forced
Electroshock of Ray Sandford

*** How does Ray Sandford's feel about Lutheran Social Services of
Minnesota (LSSMN)?

Ray has approved this alert, and asks everyone to contact the
Lutheran Church [ELCA]. Ray knows that their agency LSSMN is not
directly in charge of his forced shock. Ray said, "In some ways
Lutheran Social Services is compassionate and helpful. They've
visited me and are a support system. They manage my finances my
fairly. But Lutheran Social Services does not listen to me. They
don't see you. They asked me to not do this campaign. They should
support the person who doesn't want electroshock. Tell them I don't
want shock!"

*** Does ELCA oversee Ray's forced electroshock?

To repeat, ELCA is not directly in charge of Ray's forced
electroshock. We can understand ELCA being sensitive to this
question. Media are starting to pay attention, and National Public
Radio covered Ray's story.

The legal jargon can get complicated. On 16 December, television
station WCCO-TV in Minnesota mis-reported that Ray's "guardian ad
litem" Terri Bradley, who is the court-appointed person specifically
and narrowly in charge of overseeing Ray's forced electroshock, and
who testified in court for Ray's forced shock, works for LSSMN. WCCO-
TV has since issued a public retraction.

Legally speaking, LSSMN is "general guardian" for Ray, but not
"guardian ad litem" specifically on the electroshock.

*** What has ELCA said about forced electroshock?

Representatives of Luthern Social Services of Minnesota (LSSMN), an
agency that is sponsored by ELCA, have refused to speak out about the
abuse of their clients like Ray by repeated, "maintenance" forced
oupatient electroshock.

On the contrary, LSSMN representatives, including their employee
Tonya Wilhelm, have sought to discourage Ray and advocates such as
myself from speaking out publicly about Ray's abuse. My first contact
with Ms. Wilhelm ended with her laughing loudly, saying this would be
between our lawyers, and hanging up.

Helpful MindFreedom voluteers in Minnesota are now prohibited from
even visiting Ray. Ray is kept from a follow-up visit to the
Minnesota Center for Independent Living. Ray is not being offered
humane alternatives to electroshock. Mail sent to Ray is re-directed
to LSSMN for screening. LSSMN attorney George Borer wrote MFI on 1
December "emphasizing" that they do not consent to MFI disseminating
info that Ray provided for the campaign that they consider "private."

In a newspaper report on 18 November, Eric Jonstaard, director of
LSSMN, did speak out about Ray to a reporter. Unfortunately, Mr.
Jonstaard took the opportunity to chastise MindFreedom for using
Ray's full name in the Ray Campaign, as Ray has specifically and
repeatedly authorized MindFreedom and NPR to do.

For more info on the Ray Campaign see:


*** What is ELCA's link to LSSMN?

Through his bravery, Ray has offered us all an opportunity to create
dialogue. Instead, Mr. Jonstaard seeks to distance ELCA from the
situation by saying that ELCA is "not related to the situation"
except for a "loose" sponsorship of LSSMN.

Not related?


ELCA's sponsorship of LSSMN is official, financial, legal, direct,
public and documented.

LSSMN's web site states that LSSMN is "owned" by six Minnesota synods
of ELCA, and credits ELCA as one of its "primary" funding sources for
their 2009 budget of $90 million.

Owned? A primary funding source?

How is that "loose"? Perhaps a lack of close oversight is part of the

This dialogue should not be about technical quibbling. ELCA has a
deep moral obligation to address oppression of any of their clients,
or any human being for that matter. ELCA's agencies receive millions
of dollars in scarce taxpayer funding to guard these clients.

In Minnesota alone, Mr. Jonstaard says that LSSMN is responsible for
800 "vulnerable adults." How many have experienced involuntary
psychiatric drugging and electroshock? LSSMN's Tonya Wilhelm told
MindFreedom's David Oaks that involuntary electroshock of LSSMN
clients like Ray in Minnesota is "not uncommon."

The moral failure of involuntary electroshock over the expressed
wishes of the individual is not only committed by the individual
flipping the switch, but by all those aware of the torture but who
remain silent.

*** What about Ray's confidentiality?

First and foremost, Ray has repeatedly, consistently, and
passionately spoken out, as he puts it so clearly, for "No more shock
for Ray." He has signed a release of information form. He approved
MFI and National Public Radio using his full name in a broadcast that
reached an estimated two million people. LSSMN's attorney admits the
First Amendment protects the rights of this campaign.

The ELCA statement claims that "confidentiality" keeps them from
addressing Ray specifically. In MindFreedom's opinion, agencies such
as LSSMN have the legal discretion and moral obligation to speak out
about abuse of their clients to legislators, media, and the public if
they choose. Ray has asked for LSSMN to do this.

At what point does confidentiality become cover-up?

However anyone interprets privacy laws, everyone admits it is
completely legal for ELCA and LSSMN to speak out in general to the
media and legislators about the policy of involuntary electroshock
itself, which can impact a number of their agency's clients.

ELCA has addressed other tough issues over the years. For instance,
one of ELCA's predecessor churches ordained female pastors as early
as 1970. ELCA publicly wrestles with other controversial topics
including abortion and homosexual pastors.

So what about joining a discussion about issues impacting people
diagnosed with psychiatric disabilities? Isn't it time? Isn't it past

*** Isn't ELCA right that this is a matter entirely up to the courts?

According to eye witnesses, and Ray himself, his most recent court
hearing on 16 December, held in a hospital basement, was a mockery of
justice. Ray was not able to secure a better attorney. His court-
appointed attorney, Jon Duckstad, who Ray says has barely
communicated with him, did not call one independent expert witness to
defend Ray, and has refused offers of free help from other attorneys.

Social justice requires not just courts, but a sense of individual
and group moral responsibility.

Washing ones hands as Ray is escorted to a forced shock on Christmas
Eve is not acceptable.

*** Where else can people raise concerns with the ELCA community?

You may choose to bring this matter up with your own faith community,
and ask them to begin to address these topics themselves and contact
local ELCA congregations.

Also, by coincidence, the next ELCA Churchwide Assembly will take
place 17 to 23 August 2009 in Minneapolis, the very region where Ray
is receiving his regular, outpatient, forced electroshock.

It is time for all religious organizations to dialogue about the
human rights and dignity of some of society's most oppressed
citizens, people who experience psychiatric atrocities.

One would expect many of ELCA's participants would want to lead the
faith community on the neglected social justice issue of human rights
in mental health, rather than silence public discussion.

To quote ELCA's web site about their church:

"It's a story of a powerful and patient God who has boundless love
for all people of the world, who brings justice for the oppressed."

*** Why do you quote a civil rights leader such as Martin Luther
King, Jr. about psychiatric oppression?

The civil rights movement was the inspiration for many social change
movements, including the movement led by survivors of psychiatric
abuse that began in the USA in 1970.

Other relevant quotes by MLK from his letter from a Birminham Jail
include the following:


"I am cognizant of the interrelatedness of all communities and
states. I cannot sit idly by in Atlanta and not be concerned about
what happens in Birmingham. Injustice anywhere is a threat to justice
everywhere. We are caught in an inescapable network of mutuality,
tied in a single garment of destiny. Whatever affects one directly,
affects all indirectly....

"An unjust law is a human law that is not rooted in eternal law and
natural law. Any law that uplifts human personality is just. Any law
that degrades human personality is unjust. All segregation statues
are unjust because segregation distorts the soul and damages the

"You may well ask, 'Why direct action? Why sit-ins, marches, and so
forth? Isn't negotiation a better path?' You are quite right in
calling for negotiation. Indeed, this is the very purpose of direct
action. Nonviolent direct action seeks to create such a crisis and
foster such a tension that a community which has constantly refused
to negotiate is forced to confront the issue...

"I have almost reached the regrettable conclusion that the Negro's
great stumbling block in his stride toward freedom is not the White
Citizen's Counciler or the Ku Klux Klanner, but the white moderate,
who is more devoted to 'order' than to justice; who prefers a
negative peace which is the absence of tension to a positive peace
which is the presence of justice; who constantly says: 'I agree with
you in the goal you seek, but I cannot agree with your methods of
direct action'; who paternalistically believes he can set the
timetable for another man's freedom; who lives by a mythical concept
of time and who constantly advises the Negro to wait for a 'more
convenient season.' Shallow understanding from people of good will is
more frustrating than absolute misunderstanding from people of ill
will. Lukewarm acceptance is much more bewildering than outright


Here is the reply ELCA has been sending to many people who have
expressed concern about Ray:

Statement from Evangelical Lutheran Church in America [ELCA] About
Campaign Against Forced Electroshock of Ray Sandford


From: Info@elca.org

Date: December 16, 2008 7:36:03 AM PST

Thank you for writing concerning a story you have heard or seen in
the public media. The ELCA is not related to the situation, except as
a sponsor of Lutheran Social Service of Minnesota, one of 280 such
organizations in the Lutheran Services in America network.
Sponsorship is a fairly loose term from a churchwide perspective, and
usually means that people in the area of the affiliated agency
represent the church on the agency's board, and individuals and
congregations may also contribute some funding to the agency.

Here is a response from Lutheran Services in America which explains
the situation about which you are concerned:

To respond to your inquiry and comments regarding a recent story
about the medical situation of a vulnerable adult under a civil
commitment proceeding, who also has a court appointed guardian:

As a guardian, Lutheran Social Service has both a legal and ethical
duty to keep the specific details of clients' care and treatment
confidential. While we can't discuss the client specifically, we can
speak in general about how we carry out our work.

Lutheran Social Service is appointed by the court to serve as a
guardian or conservator to over 800 vulnerable adults in Minnesota.
We are court-appointed to take on this role when individuals lack the
capacity to make decisions about their affairs and there are no
family members who are either able or willing to take on that

A civil commitment is a separate proceeding in the State of
Minnesota. When a person is civilly committed, a decision to impose
electroconvulsive therapy ("ECT") is a decision made by a commitment
court and not the court appointed Guardian. In the commitment process
someone, normally a health care professional, brings a petition for
ECT treatment for the individual. The individual is assigned an
attorney and a guardian ad litem (not Lutheran Social Service) who
act as advocates either to oppose or to consent to the petition. The
commitment court hears evidence from medical professionals and then
makes a decision on whether to impose the ECT treatment. The court
decision is then appealable by the client and the client's attorney.
Under Minnesota Statute §524.5-313, a general guardian such as
Lutheran Social Service has no authority to impose ECT treatment
against the known conscientious, religious or moral beliefs of the
individual. The general guardian is not a participant in the civil
commitment process regarding the forced imposition of ECT treatment.

Lutheran Social Service of Minnesota has a long tradition of serving
vulnerable children and adults, and careful systems are in place to
ensure that decisions are made with the person's best interest in mind.

Eric Jonsgaard, Senior Director
LSS Guardianship Options

I hope this helps you understand the situation, and that you will
tell whoever suggested that writing to the Evangelical Lutheran
Church in America might help make a difference that they are
misdirecting you and many other people.

Miriam L. Woolbert
ELCA Communication Services


The above was sent by ELCA to a number of people in response to Ray
Alert #7 about National Public Radio coverage of Ray's campaign,
which you can hear or read here:


For more information on the Ray Campaign see:





For information about joining MindFreedom today, click here: