Alice Miller dør, og den danske presse tier

Flere danske Google-søgninger på Alice Miller, både i går og i dag, har indtil videre ikke frembragt så meget som ét eneste resultat mht. hendes død. Det ser ud til, at Alice Miller er en "persona non grata" som det er bedst, ikke at nævne med et ord, i danske jounalisters øjne. Man gør sig her til lands ikke engang den umage, at misfortolke og diskreditere hende, som den udenlandske presse mener, det er på sin plads at gøre.

Umiddelbart kan det jo overraske, med al den opblæste sensationsjournalistik omkring mishandling og seksuelt misbrug af børn, vi har set på det seneste. Ved nærmere eftertanke bekræfter det dog bare, hvad jeg skrev i mit indlæg fra i tirsdags. Alice Miller havde ikke så meget fokus på "monstrene", som hun havde det på følgerne af "monstrenes" handlinger for "monstrenes" ofre. Og det er selvsagt ikke specielt populært i en tid, hvor disse følger allerhelst allesammen bortforklares som ofrenes medfødte, iboende fejl og mangler, i en tid, hvor Thomas Werges eugeniske forskning gør overskrifter i landets førende aviser, hvor bagatelliseringen af overgreb belønnes med Den Gyldne Skalpel, og hvor ingen midler skys for at få lukket munden på overgrebsofrene, som Alice Miller var talskvinde for.

I en kommentar på Tara Parker-Popes NYTimes-blog Well skriver "Kelli":

"I was deeply saddened to learn of Miller’s death, and then disappointed in the lack of response to honoring her life and work. I thought certainly there would be some fantastic obituary coverage for a woman who so profoundly affected many people with her simple, yet groundbreaking ideas."

Og "diana" skriver:

"Miller’s obituaries are not honouring her life’s work. But people are doing it here. Professionals, common people. Which is something she deserved."

Jeg må indrømme, at jeg var skuffet, faktisk også rystet, ja, da jeg læste nekrologerne i den udenlandske (amerikanske) presse. Måske er det så alligevel bedre med slet ingen omtale overhovedet, end en, der må betegnes som villet misforstående, og nærmest nedværdigende og fornærmende, ja.

Selv kan jeg kun tilslutte mig k, og sige Thank you Alice Miller!

Rehabiliteret eller recoveret? Dresseret eller frigjort?

Her en beskrivelse af, hvordan "full recovery" ser ud ifølge systemet: Godt nok kan man måske lægge "medicinen" på hylden - og hvad jeg mener om artiklens overskrift, kan man læse noget om i denne diskussionstråd - men altså kun, hvis man har hørt godt efter i CBT-timen, og altså har lært, at leve med sin kroniske sygdom - og jeg var lige ved at skrive, at leve som slave af sin kroniske sygdom. Og af systemet.

Hvis det er "full recovery", så er jeg i hvert fald ikke fuldt recoveret.

Så meget for resten også for de 19%, der ifølge Merete Nordentoft skulle have opnået "full recovery", og som Mai Pedersen (læg i øvrigt mærke til, hvilken stemning artikelillustrationen formidler: Der er vitterligt ikke meget sjovt ved et liv som "skizofren", nej! Alle de hensyn, man må tage, alt det, man må undvære pga. sin sygdom, mens man hele tiden skal frygte for nye indlæggelser. Tragisk, dybt tragisk.) indgår i.

Jeg kan kun sige, hvad jeg har sagt før, at det hér ikke er "full recovery". Ganske enkelt også, fordi det hér aldeles ikke er det ultimative, man kan opnå. Med eller uden "medicin", det hér er rehabilitering, social recovery. Ikke fuld recovery. Så, i realiteten er det nok nærmere de 0%, der i Merete Nordentofts undersøgelse har opnået virkeligt fuld recovery. Men hvad havde jeg egentligt regnet med? Deltagere til den slags forskning rekruteres som regel blandt "brugere", blandt folk altså, der er tilknyttet systemet. Ikke blandt dem, der har valgt systemet fra. Eller, for at sige det på en anden måde, der har valgt "skizofrenien" fra. "Skizofren" er man i sidste ende jo kun i det omfang, som man selv vælger, at være det. Men hvorfor skulle man egentligt vælge det, når man kan vælge, ikke at være det??...

Ja ja, så beholdt kommentarskriveren alligevel ret. Det er CBT'en, der gør forskellen, der kan gøre én til en så dygtig slave af ens kroniske sygdom, at man måske endda kan undvære pillerne. Hvis man er lidt lærenem. Og i hvert fald til næste gang, traumerne, de ikke-bevidstgjorte, ubearbejdede, banker på.
_______________

Relateret: "'Skizofrene' klarer sig bedre uden 'medicin'"

Merete Nordentoft bagatelliserer overgreb

Merete Nordentoft, citeret i Lise Juls artikel "Man bliver ikke syg af ingenting" fra 2007:

"Udsættes man for et seksuelt overgreb, tyder nye, engelske undersøgelser på at flere får en psykose senere. Men vil man bevise en sammenhæng, skal man være helt sikker på at det er på grund af dette eller hint at en given hændelse er indtruffet. Ud over et seksuelt overgreb kan der være mange andre problemer i familien".

De der udvikler en psykose, kommer i tre ud af fire tilfælde fra ganske almindelige familier, siger hun.

"Ingen går gennem livet uden prøvelser. Størstedelen af patienterne har ikke været udsat for andet end hvad alle mulige andre oplever. Der er hverken tale om seksuelle eller fysiske overgreb. Hverken forældre der ikke kom hjem, eller hjem præget af et voldsomt alkoholmisbrug. Gik man under deres skolegang ind i de flestes klasser, ville man ikke kunne få øje på noget bemærkelsesværdigt, hverken i deres familier eller hos dem selv."

Ahhh, åhhh, det vil dels sige, at overgreb er "prøvelser", som man ligesom må tage i stiv arm, og kan man ikke det, ja, så må man sgu finde sig i at få en "skizofreni"-diagnose smidt i hovedet, og blive erklæret for genetisk defekt. Og dels vil det sige, at, hvis der ikke er tale om, at man er blevet gennemtævet, respektive seksuelt misbrugt tre gange dagligt, og hvis ens forældre ikke har drukket mindst tre flasker billig sprut dagligt, hver, ja, så kan der umuligt være tale om overgreb eller svigt. For alt andet, såsom verbale og emotionelle overgreb og svigt, er jo bare normalt, "ganske almindeligt", ikke? Ja, desværre er det vist ganske almindeligt og normalt i vores overgribersamfund. Mens Merete Nordentoft med et sådant udsagn klart tilkendegiver sin egen overgribermentalitet. Tillykke Merete!



Iøvrigt synes jeg, det er ret interessant, at en sammenhæng mellem traumer og "psykisk sygdom" ikke kan anerkendes, før denne er entydigt bevist, mens det åbenbart ikke kræver andet, end nogle pengegriske farmakoncerners og nogle magtsyge behandleres hjernespind som legitimation for en "behandling", der ødelægger liv på stribevis.

"Skizofrene" klarer sig bedre uden "medicin"...

...og Merete Nordentoft er overrasket over dette forskningsresultat. I hvert fald ifølge artiklen "Studenterhuen er et godt våben mod skizofreni" i Dagens Medicin fra den 5. marts 2010.

I artiklen fra afdelingen ""Hvad du ikke kan læse på B.T.s forside" hedder det: "Forskning fra Psykiatrisk Center København ved Bispebjerg Hospital tegner et nyt, nuanceret billede af en sygdom, som ofte ligestilles med voldelige og psykotiske grænsetilfælde, som fylder for meget i politiets voldsstatistikker."

Nyt er billedet nu aldeles ikke, hvis man er bare lidt bekendt med forskningen på området. - Og mon ikke Merete Nordentoft, som den "ekspert" på området hun anses til at være, burde være bekendt med denne forskning?? - Denne nye forskning bekræfter bare, hvad diverse langtidsstudier, såsom Harding, et al., 1987, og Harrow, Jobe, 2007, igen og igen er nået frem til igennem tidernes løb. Nemlig at fuld recovery er mulig, og langt mere sandsynligt uden brug af psykofarmaka.

Merete Nordentoft citeres i artiklen: "De fleste af dem, der har opnået full recovery, får ikke medicin efter fem år. Nogle af dem har endda klaret sig igennem helt uden medicin. Det havde jeg ikke troet."

Artiklen lægger sin hovedvægt på at slå fast, at uddannelse er et vigtigt redskab i recovery'en. Imidlertid bliver der hverken præciseret, hvilken rolle denne uddannelse kan have i recoveryprocessen, eller hvordan psykofarmaka hindrer folk i at kunne opnå og gøre brug af uddannelse, viden som sådan. For, det er jo ikke, som artiklens overskrift postulerer, studenterhuen som sådan, der er det afgørende.

Det afgørende er evnen til at kunne tænke analytisk, fokusseret, og selvstændigt. En evne som neuroleptika som bekendt nedsætter betydeligt ved at nedsætte aktiviteten i frontallapperne, den hjerneregion, hvor kognitionen, tænkningen, foregår. Der skal noget tankevirksomhed til at afkode og tyde det ubevidstes budskaber, der kommer til udtryk igennem "symptomerne", igennem stemmerne, "vrangforestillingerne", osv.

Men inden man overhovedet kan komme i gang med at analysere, afkode, tyde, så skal der noget andet til, der relaterer til uddannelse: der skal til, at man har såpas megen tiltro til de egne kognitive evner, såpas megen "intellektuel selvsikkerhed", at man tør sætte spørgsmålstegn ved "eksperternes" "ekspertise". I stedet for at tro blindt på "autoriteterne". Jo mere man kan gøre sig til sin egen autoritet mht. den egne problematik, jo mindre vil man acceptere og underordne sig andres, for eksempel Merete Nordentofts, autoritet mht. den. Det kan så for eksempel føre til, at man bevidst vælger de såkaldte "antipsykotika" fra, fordi man har formået at tilegne sig tilstrækkeligt med viden angående stofferne, til at erkende, at deres virkninger kun ville nedsætte ens chancer for recovery.

At have studenterhuen "liggende hjemme på loftet" betyder jo gerne, at man har opnået en vis færdighed i at opsøge information på egen hånd, også information på fremmedsprog som engelsk - og især når det kommer til "psykisk sygdom", er det jo tyndt med virkelig information på dansk - og at man ikke nødvendigvis slår sig til tåls med hvad de første fem resultater af en Googlesøgning indeholder.

Det er derfor, der er noget der hedder "empowerment", der er så vigtigt i recoveryprocessen. Empowerment betyder netop det, at man gør sig til sin egen ekspert mht. den egne problematik: "Jeg ved bedst, hvad der er godt for mig." Det betyder, at man tror på sig selv, i stedet for at være skræmt fra vid og sans for de egne tanker, følelser og reaktioner, fordi "eksperter" som Merete Nordentoft med deres "autoritet" har fortalt én, at man ikke kan stole en meter på sig selv, bør tvivle på enhver af ens tanker, følelser, reaktioner, det udtryk for "sygdom", som disse angiveligt er. Det betyder, at man tager ansvar for sig selv, tager sit liv i egen hånd. I stedet for at lade "eksperter" som Merete Nordentoft om at styre showet. I blind autoritetstro.

Iøvrigt omtaler artiklen i Dagens Medicin Opus-projektet som et "psyko-socialt" "behandlings"tilbud. Jeg ved ikke, hvor meget "psyko-socialt" der er ved et projekt, der lægger sin hovedvægt på medicinsk "behandling" og biologiske forklaringsmodeller. "Psyko-socialt" er i min verden noget andet. Soteria, for eksempel, eller Åben Dialog.

Derudover er både artiklen og den forskning, der omtales, endnu et lysende eksempel på, at psykiatrisk "videnskab" ikke indeholder et gran empiri - og dermed ikke kan betegnes som videnskab. Resultatet af studien kan i princippet kun overraske den, der aldrig har gjort sig den umage, at inddrage "viden igennem erfaring" (= empiri) i sin forskning. For, ikke bare svarer resutatet til stort set alle andre langtidsstudiers, der er gennemført i tidernes løb, men det svarer så afgjort også til de erfaringer, kriseramte mennesker lige siden "eksperterne" kom til magten for godt 250 år siden, forgæves har prøvet at skaffe sig gehør med. Og siden heller ikke denne studie indeholder viden igennem erfaring, empiri, kan Tommy Jørgensen i hans kommentar til artiklen konkludere, at det må være den kognitive adfærdsdressur, aka kognitiv adfærds"terapi", der gør forskellen. Suk.

Lundbeck-betalte "eksperter" rådgiver om "depression" på DepNet.dk

...og politikerne er rystede?! Hvor bor de henne, de rystede politikere?? På hvilken planet?? Jeg kan næsten ikke få mig selv til at tro, at nogen, der bor her omkring på jorden virkeligt kan være så naiv at tro, at der er mere end måske en håndfuldt læger, der ikke er i lommen på farmaindustrien.

Her i listen kan man finde dem, hvis tilknytning til Big pHARMa er så tidskrævende, og derfor vanskeligt at hemmeligholde, at de så sig nødsaget til at søge om tilladelse for den. Her finder vi f.eks. Jes Gerlach, Henrik Day Poulsen, Martin Balslev Jørgensen (alle tre BristolMyersSquibb), Merete Nordentoft (Eli Lilly), Henrik Rindom (der åbenbart ikke kan få nok på bankkontoen: AstraZeneca, Janssen Cilag, Eli Lilly, Pfizer, Wyeth), og mange mange flere.

Nemmere, da noget mere overskueligt, er nok, at tjekke om ens læge ikke tager sig betalt af farmagiganterne for at skrive et bestemt præparats navn på receptblokken, ved at klikke sig ind på Læger uden sponsor's medlemsliste. Og man må faktisk konstatere, at det ikke engang drejer sig om en håndfuld psykiatere, der er med her.

"Det er dybt rystende at både en række læger og en af landets største medicinalvirksomheder, Lundbeck, har handlet så uetisk, som 21 SØNDAG påviste," citerer DR-artiklen SF's sundhedsordfører Jonas Dahl. Set i forhold til det antal psykiatere, der figurerer på Læger uden sponsor's medlemsliste - hele fire - kan man jo så spekulere lidt over, hvor etisk hele faget egentligt er. - Selv spekulerer jeg ikke længere. Jeg har fundet ud af det. For længst. - Og i øvrigt også over, hvem der ellers skulle rådgive på DepNet.dk, når der nu åbenbart kun er fire "eksperter" i hele Danmark, der ikke har fingrene i farmaindustriens kagedåse.

For resten hørte jeg for noget tid siden, at farmaindustrien også her til lands mere end villigt giver salgsprovision per hver enkel ny aftager af deres produkt. Der var tale om ca. DKr 5.000,- per hver ny "patient", det var lykkedes "eksperten", at få hooked på et bestemt præparat. Lige i lommen, selvfølgeligt, de ca. DKr 5.000,-. Så, hvis du bare føler det mindste ansvar for din shrinks økonomiske ve og vel: Værs'go', take your meds! Og velbekomme!
_______________

Læs også: politiken.dk, "Danske læger bijobber ulovligt"

"Åbenhed gør stærk" - En film om skizofreni

Lad mig sige det med detsamme: jeg har ikke selv set den af PsykInfo⁴ udgivede film Åbenhed gør stærk, og jeg påtænker heller ikke at se den, da jeg synes, at selv 100 kroner, som jo er en forholdsvis fornuftig pris for en DVD, er 100 kroner for meget i det her tilfælde. Og dermed har jeg egentligt allerede sagt om filmen, hvad der efter min mening er at sige om den. Jeg vil dog lige komme lidt nærmere ind på, hvad det specifikt er, der får mig til at vælge denne film fra.

I følge anmeldelserne fortæller filmen "solskinshistorien" om to unge, Helle og Emil, begge midt i tyverne, der er stemplede med en "skizofreni"diagnose, mens "skizofreni" defineres af filmens "ekspert"konsulent overlæge Gertrud Krarup fra OPUS-projektet i Århus, som værende en sygdom i hjernen. Citat, taget fra Kurt Ladefoged's anmeldelse af filmen i Socialpædagogen¹:

"Den kan opstå, hvis man er genetisk disponeret for sygdommen. Man ved i dag, at der er flere gener, der er koblet til sygdommen, og man kan altså have en større eller mindre sårbarhed over for sygdommen, afhængig af, hvor mange af disse sygdomsgen, man har."

"Den genetiske sårbarhed medfører, at der sker en fejludvikling i hjernen. Det er dog ikke alle med denne arvelige belastning, der får sygdommen. Der skal andre belastninger til, for at sygdommen kan komme til udbrud."

Faktum er, at man i dag ved lige så lidt, som for hundrede år siden. Man har hverken fundet et eller flere gener, der kan bringes i forbindelse med såkaldt "skizofreni". Genteorien er, ja, en teori, og mangler som sådan ethvert videnskabeligt bevis for sin gyldighed. Detsamme gælder teorien om en fejludvikling i hjernen. Sagt på dansk: Gertrud Krarup, som så mange af hendes kollegaer, fortæller os en løgnhistorie, når hun formulerer en ren antagelse som om det drejede sig om et videnskabeligt bevist faktum.

Mens overlæge Lennart Jansson faktisk er på sporet af noget, der må betegnes som langt mere korrekt, end Gertrud Krarups udtalelser, når han i hans anmeldelse² af Åbenhed gør stærk skriver: "Her burde det nok understreges, at psykosen er slutresultatet af en længere sygdomsudvikling, hvor f.eks. traumer kan spille ind."

At traumer ikke bare kan spille ind, men med stor sandsynlighed er årsag til den posttraumatiske stressreaktion, der af psykiatrien kaldes for "skizofreni", er der i nyere tid igen en del forskning, der er nået frem til.

Men, som Lennart Jansson, mht. filmens "læs-let-niveau", også skriver: "Forenklingen kan være nødvendig af pædagogiske grunde for at se fremad, indgyde håb og fjerne skyldsfølelsen hos de unge og deres familier. Dette er måske et af filmens vigtigste formål." (Min fremhævelse)

"Biologisk forårsagede hjernesygdomme' er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Vi er alle bare hjælpeløst fanget i en hvirvel af hjernepatologi, som ingen, bortset fra DNA'en, har ansvaret for."

Det er vist ikke bare "måske", men med stor sikkerhed filmens vigtigste formål, at levere denne ingen-skyld-forsikring, som Loren Mosher kalder genteorien i hans "Letter of Resignation from the American Psychiatric Association".

Mens det eneste "håb" man som kriseramt, "skizofren", står tilbage med, hvis man lader sig narre til at tro på en biologisk hjernesygdom, der skyldes defekte gener, er at den såkaldte "medicin" måske kan forhindre tilbagefald, og at man kan lære at leve med en kronisk sygdom. Det er ikke recovery-orientering, som Inger-Liss Christoffersen betegner det i hendes anmeldelse³ i LAP's medlemsblad, det er ikke at "indgive håb", som Lennart Jansson skriver. Det er endnu en opfordring til at resignere og finde sig i en skæbne med livslang sygdom, det er endnu en opfordring til at overlade styringen af ens liv til "eksperterne" og deres "ekspertise", i stedet for at lytte til sin egen intuition, og tage ansvar for sit eget liv. Det er disempowerment, for at bruge recovery-bevægelsens terminologi.

Ligesom det ikke er en "forløsning", som Kurt Ladefoged skriver, en af de to i filmen portrætterede unge kalder det, at have fået diagnosen, at have fået "sat ord på og få svar på det, der har været uafklaret for dig i store dele af dit liv", men en bortforklaring af det uafklarede:

“(…) Alle har behov for at skabe en mening med deres liv. Mennesker er skabninger der bebor såvel tid som rum - andre skabninger lever meget mere i øjeblikket med kun lidt sans for for- og fremtid. Vi har behov for at skabe en topografi af tiden, et kort over livet, og det er vores historie. Herfra stammer vores fascination for historier og historiefortælling - fra dette behov for at kortlægge tiden og finde vores plads i den.

En diagnose er en erstatning for en personlig fortælling. Det er et forsøg på, at give nogen en historie når de ikke kan finde mening selv, men den er i sagens natur utilfredsstillende. Den placerer personen i en kasse og tilpasser individet til historien i stedet for at historien tilpasses individet. Del af recovery-processen er processen af at kræve din egen historie tilbage - den historie, der giver mening i dit liv, ikke i nogen andens. (…)” som "Pablo" skriver her.

Det er helt afgjort både en lettelse og en nødvendighed for at komme sig helt, at få sat ord på det uafklarede, når dette uafklarede selv baner sig vej ind i ens bevidsthed og oversvømmer den, som det sker i "psykosen". Det er en lettelse og en nødvendighed for at komme sig helt, at bevidstgøre og skabe mening i det uafklarede. Kun ad den vej kan man nogensinde opnå acceptance, og, som følge af denne, forandring og altså recovery. Fuld recovery.

Diagnosebegreber som "psykose" og "skizofreni" bliver i kombination med budskaber om genetisk betinget, biologisk hjernesygdom til synonymer for "meningsløs". Og forløser dermed ingenting. Tværtimod. I det øjeblik ordet "psykose" accepteres som endegyldig forklaring på de "psykotiske" oplevelser man har, bliver enhver søgen efter en dybere mening meningsløs. Og det "psykotiske" menneske bliver låst fast i meningsløsheden, med en kronificering af "psykosen" til følge.

Det ser ud til, at Åbenhed gør stærk benytter sig af lignende formelle virkemidler (krydsklip, interviews) som Daniel Mackler's Take These Broken Wings. Men mens Lennart Jansson mener, at "Den [filmen Åbenhed gør stærk] kan varmt anbefales til patienter og pårørende. Filmen anbefales også til psykiatrisk personale, medicinske studenter og læger," tænker jeg, at det snarere må frarådes alle på det kraftigste, at kaste 100 kroner ud af vinduet. Med mindre man synes, man trænger til en gang massiv indoktrination med håbløse, inkorrekte budskaber om ubalancer i transmitterstofskiftet, fejludviklede hjerner, defekte gener, nødvendigheden af livslang "vedligeholdelsesmedicinering", og en recoverychance, der nærmer sig nul (mht. virkelig recovery, ikke mht. psykiatriens udvandede fejlfortolkning af begrebet), eller med mindre man synes, man mangler dokumentation for, hvordan establishmentet diskriminerer og undertrykker kriseramte mennesker.

For, det er netop hvad budskabet i Åbenhed gør stærk er. Diskriminering og undertrykkelse af kriseramte mennesker som værende genetisk defekte, og afhængige af "ekspert"hjælp for livet.

På den ene side er det meget rosværdigt, at filmen lader kriseramte mennesker selv komme til orde. På den anden sider lader heller ikke denne film, lige så lidt som mainstreammedierne ellers, et eneste af de mennesker komme til orde, der er kommet sig helt, men tyr "politisk korrekt" til at interviewe et par af den psykiatriske imperialisme kolonialiserede mennesker og deres lige så kolonialiserede pårørende. Men, selvfølgeligt, fuld recovery findes ikke i psykiatriens bevidsthed, da den kun opnås af mennesker, der magter at befrie sig fra vor tids diskriminerende og undertrykkende system, og gå alternative veje. Det kunne nu være interessant at høre Gertrud Krarup, for eksempel, forklare tilfældet Joanne Greenberg, eller Catherine Penney, Ron Bassman, Dorothea Buck, Rufus May eller eller eller... For vi er mange, os, der er kommet sig helt. Men vi har jo nok bare været "fejldiagnsticeret", eller også skal vi bare vente og se, det sker sikkert (IKKE!) igen...

At på den måde, som filmen gør det, alene ty til udsagn fra kolonialiserede kriseramte mennesker, er således ikke andet end et forsøg på, at dække over filmens forudindtagethed. Det, vi hører, når Helle og Emil taler, er ikke deres egne, men systemets ord. Det er, hvad der kendetegner kolonialisering: at styre, erstatte eller udrydde det oprindelige. I stedet for at lade det oprindelige selv komme til udtryk, i stedet for at give plads til det oprindeliges eget sprog, som Daniel Mackler's film, og i øvrigt også Leo Regan's The Doctor Who Hears Voices , og Edgar Hagen's Someone Beside You, gør det, foregøgles seeren af Åbenhed gør stærk, at systemets budskab er det eneste sande budskab med hensyn til emotionelle kriser. Tilsyneladende underbygget af kriseramte mennesker selv.

Daniel Mackler spørger i Take These Broken Wings Joanne Greenberg, hvad hun tror, systemets "sandhed" og den deraf følgende tilgang til kriser havde gjort ved hende: "Lad os sige, du var ung i dag, lad os sige 14, 15, 16..."
Joanne Greenberg: "Gud forbyde!"
D.M.: "...og du havde skizofreni i dag..."
J.G.: "Det, der ville ske for mig i dag er, at jeg ville blive indlagt på en ungdomsafdeling et eller andet sted hen, og så ville jeg dø."

Joanne Greenberg blev psykiatriseret før de såkaldte "antipsykotika" fandt større udbredelse. Hun var indlagt på Chestnut Lodge, hvor hendes terapeut, Frieda Fromm-Reichmann successrigt prakticerede intensiv psykoterapi med som "skizofren" stemplede mennesker. Joanne Greenberg opnåede fuld recovery, blev verdenskendt forfatter (bl.a. I Never Promised You a Rose Garden) og professor i litteraturvidenskab.

Åbenhed gør stærk fortæller os, at Helle bor på et psykiatrisk bosted. Sandsynligheden for, at Helle og Emil bliver professor i hvad det end måtte være, er lig med nul. De vil højst sandsynligvis tilbringe deres liv med førtidspension, på bo- eller væresteder i udkanten af samfundet, kronisk syg og afhængig af systemets recoveryforhindrende,
hjerneskadende "behandling" resten af deres, takket være "behandlingen" med ca. 25 år forkortede, liv.

Daniel Mackler spørger i filmen Take These Broken Wings Joanne Greenberg også, hvad hun tror, Frieda Fromm-Reichmann ville sige til nutidens "behandling" af "skizofreni". "This is nonsense," er Joanne Greenberg's bud på Frieda Fromm-Reichmann's mest sandsynlige svar. Og nonsense er det. Ligesom filmen Åbenhed gør stærk.
_______________

¹ Kurt Ladefoged, "Skizofreni: Dert starter i de unge år"
² Lennart Jansson, Anette Vårlind, "Åbenhed gør stærk - om skizofreni i familien"
³ Inger-Liss Christoffersen, "Anmeldelse: 'Åbenhed gør stærk - om skizofreni i familien' "
⁴ PsykMISInfo? PsykMISInfo!!!

Merete Nordentoft, OPUS-projektet og The International Society for the Psychological Treatments of the Schizophrenias and other Psychoses, ISPS

Jeg må jo indrømme, at jeg blev en smule glad, da jeg så, at The International Society for the Psychological Treatments of the Schizophrenias and Other Psychoses, ISPS, også har en dansk afdeling. "De gemmer sig godt," skrev jeg til Daniel Mackler.

Men bortset altså fra, at man selv i en organisation, der prioriterer psykoterapi respektive -analyse meget højt som hjælpeforanstaltning ved ekstreme sindstilstande, har sine problemer med at se bort fra en patologisering af individet, troede jeg, naiv som jeg en gang imellem godt kan være, at der i Danmark måske virkeligt fandtes ikke bare nogle få enkelte hjælpere (der nok kan tælles på fingrene af én hånd...), men måske endda en hel organisation af hjælpere, der tog mennesker, der oplever ekstreme sindstilstande, seriøst, og der virkeligt satte sig ind for at tilbyde disse mennesker hjælp efter deres præmisser. Og patologiseringen, den kan vi jo i sidste ende takke Freud for, ligesom vi kan takke ham for psykoanalysen, så...

Men jeg må vist tro om.

Et øjeblik overvejede jeg, at linke til ISPS fra min sidebar, og ja, den US-amerikanske afdeling af organisationen har da nogle meget interessante artikler på hjemmesiden, og på startsiden kan man læse: "Vi støtter en human, vidtspændende og dybdegående behandling af psykotiske forstyrrelser." Meget tiltalende. Så, måske var der her et link til min samling af links til læsværdige danske hjemmesider?

Nu linker jeg ikke bare til noget, uden at først undersøge lidt nærmere, hvad det er, jeg anbefaler. - Hvilket ikke betyder, at jeg udelukkende går efter 100% overensstemmelse med mine synspunkter. Men der er altså grænser for galskaben, som man siger.

Det første navn, jeg faldt over, var, som tidligere bemærket Bent Rosenbaum. Det gav en mixed-emotions-resonans hos mig. Det næste navn gav ikke længere en mixed-emotions, men en rød-alarm-resonans: Merete Nordentoft.

Hvorfor rød alarm? Merete Nordentoft, et navn, vi jo nok er en del, der genkender fra medierne, er initiativtager til OPUS-projektet. Akronymet "OPUS" står for "tidlig opsporing og behandling af unge psykotiske", og det siger mig allerede en del. Alene ordvalget: de ("psykotiske") - og os.

Men lad os lige se på, hvad dette, angiveligt så revolutionerende, projekt går ud på. Ifølge den rapport, jeg linker til foroven, består behandlingen af fem forskellige tiltag: Individuelle samtaler, medikamentel behandling, psykoedukation, social færdighedstræning og familiearbejde.

'Ah,' tænker man så, 'individuelle samtaler. Det lyder jo lovende.' Men lad mig sige det med det samme, jeg må skuffe. Af en anden projektbeskrivelse, der imidlertid er forsvundet fra nettet, fremgik det, at de individuelle samtaler under den maksimalt toårige tilknytning til projektet, man kan have, er begrænsede til 12 - TOLV! - i visse tilfælde til allerhøjst 24 - FIRE OG TYVE! - samtaler med en terapeut, og at samtaleemnerne gerne skal aftales på forhånd. Ja, det er - desværre - ikke en joke. Men samtalerne i sig selv, de bliver altså til en joke under disse omstændigheder.

Mit eget forløb omfattede 45 samtaler, fordelt over en periode på tre og et halvt år. Et (absolut) minimum, når vi taler "psykoser". Og kun muligt, fordi jeg a) ikke længere var 20 år gammel, men godt og vel to gange 20 år, med den deraf følgende livserfaring og en vis baggrundsviden indenfor relevante fagområder (såsom filosofi, litteratur og, ja, psykologi/-analyse).

Fordi jeg b) var så motiveret, som man bare kan være - aldeles ikke til at lære at leve med en begrænsende, kronisk sygdom, men til at erkende, forstå og løse min eksistentielle problematik.

Fordi jeg c) skrev - stort set 24/7 ("Jeg plejer at sige, at en psykose ikke passer ind i en 50-minutters-session - fordi den foregår 24 timer." -Loren Mosher) og ikke til skrivebordsskuffen, men for min terapeut at læse. Dvs. jeg kunne til enhver tid have en godt nok imaginær men dog også ret så konkret samtale med min terapeut, på papiret. Også kl. 3 om natten, hvis det var det, der skulle til.

Fordi jeg d) ikke blev yderligere traumatiseret af et ophold på den lukkede respektive af det tillidsbrud, det havde været fra min terapeuts side, at arrangere et sådant ophold mod min udtalte vilje. Noget, der uvægerligt ikke bare havde kastet mig betydeligt tilbage med hensyn til recovery'en, men under alle omstændigheder en for alle gange havde ødelagt tillidsforholdet til min terapeut. Og til enhver anden professionel hjælper med. Mens jeg samtidigt var ret afklaret med, hvad jeg i givet fald ville foretage mig, skulle det vise sig, at man altså åbenbart ikke kan stole på menneskeheden overhovedet. "Suicide was my ticket out," siger Catherine Penney i Take These Broken Wings, adspurgt om, hvordan hun tror, det var gået, havde hun ikke mødt Daniel Dorman. Det var også min billet ud.

Fordi jeg e) ikke var medicineret på noget tidspunkt,

fordi der f) ikke blev aftalt noget som helst på forhånd - andet end tid og dato for den næste terapitime,

og sidst men bestemt ikke mindst fordi jeg g) ikke hoppede på den biologiske limpind, bortset fra i en, heldigvis meget kort, periode, hvor jeg, takket være den massive propaganda alle vegne, havde mine tvivl. I øvrigt den eneste periode nogensinde i mit liv, hvor jeg seriøst overvejede selvmord: man ændrer ikke uden videre på sine gener, og heller ikke på en kronisk ubalance i transmitterstofskiftet. Man kan alene passivt håbe på, at "medicinen" virker. Men man kan altid blive aktiv, og ændre på tillærd adfærd - og komme sig helt.

Hvorved vi er ved OPUS-projektet igen. Af rapporten fremgår det, at de individuelle samtaler, der nævnes her, er ugentlige samtaler med det, der hedder en kontaktperson. Begrebet "terapeut" er altså fra denne, åbenbart nyere, rapport helt forsvundet. Men hvad, det var jo alligevel bare en joke, ikk'?

Og her i rapporten hedder det så under "Individuelle samtaler" bl.a.:

"Samtalebehandlingen kan indeholde mange elementer: rådgivning, vejledning, kriseintervention, psykoedukation, tilbagefaldsforebyggelse, psykologisk støtte til indsigt og egentlig kognitiv terapi [Ah, da er de måske alligevel, de 12, maks 24 psykologtimer??? Jamen, fabelagtigt!].

Generelt kan samtalerne skematiseres efter den fase, patienten befinder sig i, således:
Akut fase:
Der skabes kontakt og etableres en behandlingsalliance. Samtalerne har overvejende støttende og psykoedukativ karakter, (...)
Stabiliseringsfase:
Patienten støttes i at fortsætte med at følge behandlingen, selv om han har fået det bedre. Der ydes psykologisk støtte til indsigt og accept, (...)
Vedligeholdelsesfase:
Der ydes støtte til at fortsætte behandlingen. (...)"

Under "Medikamentel behandling" kan man så læse nøjagtigt hvad der så målrettet og ihærdigt skal støttes:

"Hos størsteparten af patienterne har der været indikation for antipsykotisk medikamentel behandling."

Og rigtigt hyggeligt bliver det lidt længere nede, hvor der konstateres, at mange kriseramte mennesker har "depressive" perioder - meget besynderligt, at de bliver så kede af at få indbildt, de har en kronisk biologisk hjernesygdom - der jo så selvfølgeligt gerne behandles med antidepressiva, SSRIs, ifølge rapporten. Siden "depressionen" jo må anses at være del af den biologiske sygdom, og bestemt ikke resultat af både nedværdigende og desillusionerende budskaber fra hjælpernes side, der efterlader det kriseramte menneske fuldstændigt magtes- og hjælpeløst, nej nej! Og så har de jo vist sig, at være så effektive, SSRIs'ene, ja! Og, nej nej, det er heller ikke den såkaldt "antipsykotiske medicin", der kan have nedtrykthed som bivirkning!

Ja, og siden både "psykotiske og depressive tilstande kan være forbundet med megen angst" - nej nej, det er i hvert fald ikke en bivirkning af de anbefalede SSRIs! - så rører vi da også lige nogle benzoer ind i cocktailen, der ved konstateret misbrug (og et sådant må vi ved daglig indtagelse af tre forskellige typer psykoaktive stoffer på ubegrænset tid - det er kronisk, remember?! - vist under alle omstændigheder tale om) yderligere kan krydres med lidt metadon eller lignende. Velbekomme!

Hvis man så er heldig, så ender man som Gianna, der efter knap 20 år i et medicinsk tågedis gennemskuede charaden, og nu i sit femte år, fysisk svært skadet af "medicinen", kæmper for at komme ud af det lægeordinerede misbrugshelvede. Hvis man er knapt så heldig, så ender man som mere eller mindre total grøntsag på et bosted - eller som Luise.

Og hvis man nu skulle være indehaver af en sund portion skepsis, så har OPUS også en løsning på det problem:

"Det forekommer hyppigt, at patienter ikke ønsker at tage medicin, specielt den antipsykotiske medicin. (...) I OPUS har filosofien været, at når patienten ikke ville have den medicin, der fandtes nødvendig for ham, havde patienten sine grunde til det, og det var personalets opgave at undersøge baggrunden, undervise om, hvad medicinen kunne bruges til og hvilke bivirkninger der kunne forventes, og forsøge stadig at motivere for at modtage den relevante behandling. Erfaringen har været, at de fleste patienter alligevel efter nogen tid har accepteret behandlingen." Ja, og så ender man alligevel som Gianna, eller Luise. Når man, i sin i forvejen ret så sårbare sindstilstand, ikke orker psykoterroren (at blive "motiveret") længere. Sund skepsis eller ej.

Bemærk, at "behandling" her fuldstændigt sidestilles med "medicin". Anden behandling skal man altså heller ikke i OPUS-projektet regne med at kunne få, og de ugentlige samtaler er mindre ment som "behandling" i en virkeligt terapeutisk betydning, end i en indoktrinerende betydning. Hvilket sådan set er det modsatte af terapeutisk.

Endeligt afgået ved døden som et "mesterværk" er OPUS for mig med følgende citat, hvilket man betegnende nok, kan finde under "Familiearbejde", der ifølge rapporten omfatter "individuelle møder ved behandlingsstart" med de pårørende, "uden patienten, men med patientens accept" - Hvad prøver man her at redde? "Intet om os uden os"-konceptet? Jeg er ked af det, det er en ommer! Se dertil foroven, psykoterror af mennesker i meget sårbare sindstilstande - :

"- psykoedukation med vægt på en biologisk årsagsmodel (skyldreducerende)"

Hvad var det lige, Loren Mosher sagde? "Biologisk forårsagede hjernesygdomme er sikkert belejligt for familier som læger ligeledes. Det er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar. Og: "Biologiske forskelle 'gør dem grundlæggende anderledes end os,' siger han. 'De er på en måde lidt en anden race end os.' Mosher tænker, at det hele er 'en måde at forsigtigt sige, ' Disse mennesker er virkeligt anderledes. Og derfor har vi ret til at gøre med dem hvad fanden vi ønsker.' ' "

Eller, sagt på en anden måde: Om det så koster "de skizofrene" livet - "medicin"betinget, eller fordi det, ganske logisk og ikke spor sygt, som jeg vil mene, er billetten ud af en tilværelse med kronisk hjernesygdom - hovedsagen er, at læger og pårørende kan vaske deres hænder.

Meget mere passende, end man umiddelbart skulle tro, at Merete Nordentoft fik tildelt Den Gyldne Skalpel for OPUS-projektet. Det minder mig om en vis Nobelpristager...

Og dermed, med denne ret så uforbeholdent tilkendegivne ringeagtning af mennesker i krise, er den danske afdeling af ISPS, som Merete Nordentoft som nævnt, er medlem af, og ved hvis internationale symposium i København i juni 2009 hun deltager i det lokale videnskabelige komité, også afgået ved døden i sin form som en glædelig overraskelse og et potentielt link i min sidebar.
_______________

Hvad anden end den "indsigts-" og "compliance-"fremmende "støtte", OPUS tilbyder, angår: Jeg havde en bekendt, der blev tilknyttet OPUS. "Et sted at bo? Det kan vi desværre ikke hjælpe med. Et job? Det kan vi desværre ikke hjælpe med." Men pillerne fik han med hjem. Uden omsvøb. Og helt gratis. Han behøvede ikke engang at spørge efter dem.

Det må virkeligt kaldes for eksemplarisk støtte af mennesker i krise.

Og nej, jeg tog fejl. De gemmer sig slet ikke. De er der, synligt for alle, midt i biobiobiopsykiatrien stortrives de biobiobiopsykiatrisk. ISPS' medlemmer. Når "psykologiske behandlinger" skal fremmes, menes der således åbenbart ikke så meget andet, end at "the slightly more sophisticated" version af den kulsort-pædagogiske psykoedukation skal finde mere udbredelse. Trist men sandt. Men i sidste ende jo ikke så overraskende igen, i dette jantelovens land.

I øvrigt er også Lene Falgaard Eplov, der mener, recovery ikke kan være andet, end at lære at leve med en kronisk sygdom, og biopsykolog Torben Schjødt medlemmer af ISPS' danske afdeling. Uhm, jah. R.I.P., ISPS Danmark.
_______________

P.S.: Bemærk, hvis du læser rapporten om OPUS-projektet, at der på intet tidspunkt er tale om at behandlingen bare så meget som eventuelt kan omfatte traumerelateret terapi. At emotionel lidelse kan være resultat af traumatiserende oplevelser, udelukkes dermed på forhånd. Apropos at overgribere til enhver tid vil gøre alt i deres magt stående, for at forhindre offeret - og omgivelserne - i at gennemskue misbruget/mishandlingen.
_______________

P.P.S.: Merete Nordentofts navn kan man for resten også finde på denne liste over læger med en så intens tilknytning til farmaindustrien - i Merete Nordentofts tilfælde til bare alt for velkendte Eli Lilly, producent af Zyprexa - at de så sig nødsaget til at søge om tilladelse for deres lille bierhverv. Som salgsrepræsentant for firmaet.