Criticism Anxiety, del II

"Vil du vide noget, spørg en erfaren, ikke en lærd." -Kinesisk ordsprog

Og her var den så, Outsideren nr. 62. Med afslutningen af ECT-debatten og altså artiklen "Nej, nej og aldrig!", baseret på et interview med mig. Som tidligere lovet, her min kommentar, både til artiklen men også til Martin Balslev Jørgensens svar på nogle af mine bemærkninger om ECT: "Kun når det virkelig gælder".

Fra Outsiderens side mener man ikke, at ECT-(psykiatri-)modstanderne er villige nok til dialog. Det er simpelthen forkert, som eksemplet Dresden har vist. Vi er mere end villige til dialog. Hvad vi dog ikke er villige til er netop det, psykiatrien som oftest konsekvent forlanger af os, nemlig at fornægte vores egne erfaringer og de deraf resulterende holdninger. Vil man i dialog med os, må man respektere vores erfaringer og holdninger. Ligesom man forventer, at vi respekterer andres erfaringer og holdninger. Interessant er her, at psykiatrisk personale som regel mangler det første. Psykiaternes holdninger baserer i reglen alene på teoretisk viden, de har tilegnet sig igennem kloge bøger, skrevet af personer med rent teoretisk viden, som de har tilegnet sig igennem kloge bøger, skrevet af osv. Dermed er grundlaget for deres holdninger af mere eller mindre rent teoretisk art, ikke baseret på erfaring. Empiri er et fremmedord for den psykiatriske forskning.

En dialog forudsætter at man lytter til hinanden. Med ganske få undtagelser har psykiatrien altid været præget af, og er det den dag i dag, at nægte at lytte til sit klientel. Også Martin Balslev Jørgensen (M.B.J.) - og jeg gyser ved tanken om, at manden også er virksom som terapeut. "De mennesker der er imod ECT ud fra eksempelvis et filosofisk standpunkt, har ingen forståelse for hvor dårligt de her mennesker har det", siger han. Kære Martin Balslev Sørensen, får jeg her lyst til at sige, de fleste af de mest ihærdige modstandere af ECT har selv været udsat for denne form for mishandling. Vil du påstå, at de ikke ved, hvad de taler om???

"At psykiatere ikke kan finde på andet end at give ECT hurtigst muligt passer ikke" svarer M.B.J. på min bemærkning, at "psykiatere gør (...) det eneste de kan og det eneste de er uddannet til: SKRIVER RECEPTER og giver stød", som det hedder i Outsiderens ord (min fremhævelse). M.B.J. sejler her elegant (?) udenom halvdelen, den afgørende, af min argumentation. Ser man på patientklagenævnets afgørelser angående klager over ECT, givet under tvang, fremgår det klart og tydeligt, at den eneste, mindre indgribende foranstaltning, der er afprøvet inden ECT kom til anvendelse, er medicinering. I ingen af afgørelserne nævnes der forsøg på samtaler, som ikke bare ville være mindre indgribende end ECT, men også langt mindre indgribende end medicinering. MEN: Psykiatere er de facto ikke uddannede til at tale med deres klientel. De er uddannede til at administrere "medicin" og ECT. Som nævnt i et tidligere indlæg: Længere er den ikke! Ikke uden grund bruger psykiatere i de engelsksproglige lande i tiltagende grad betegnelsen "psykofarmakolog" om sig selv. Det siger vist alt.

M.B.J. "vil hellere sammenligne psykiske lidelser med diabetes end et brækket ben", hedder det i artiklen "Kun når det virkelig gælder" som svar på min bemærkning, at psykiatriens menneskesyn er af ren naturalistisk natur, at det ikke tager højde for sindet, psyken, og dermed psykiske kriser, som metafor. Jeg må indrømme, at jeg kunne være fristet til at grine, hvis det ikke var så trist. Igen bliver den simple sammenligning, Outsideren her vælger at trykke fremfor den lidt mere komplicerede, jeg også kom ind på i interviewet, misforstået (med vilje?). Spøgsmålet drejer sig aldeles ikke om, hvorvidt psykiske kriser mere er sammenlignelige med et brækket ben eller diabetes. Spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt psykiske kriser overhovedet er fysiske skader, sygdomme, "reguleringsmekanismer der ikke fungerer" (interessant omformulering af det efterhånden lidt slidte "ubalancer i hjernekemien"!) eller ej.

Og, kære Martin Balslev Jørgensen, hvis du overhovedet er i stand til at lytte for en kort bemærkning - og igen gyser jeg...: Min egen ERFARING (og ikke bare min) er den, at det er de så afgjort ikke. Uanset hvor gerne i vil have folk til at tro det, for at kunne sælge dem jeres "behandling", jeres piller og jeres ECT. Og uanset om man prøver at redde sin ære som terapeut på stregen ved at sige at psykiske kriser ikke er "et RENT fysiologisk fænomen" (min fremhævelse).

At M.B.J. selv er et menneske, "der ikke vil se virkeligheden i øjnene", som han anklager ECT- (og psykiatri-)modstanderne for at være, beviser udsagn som: "...kun meget få klager over vedvarende hukommelsesproblemer.", "Det har endnu ikke kunne afgøres med sikkerhed, om hukommelsesproblemerne er en bivirkning ved ECT, eller om de skyldes depressionen der kommer før" og:"Som psykiater (bruger man) det der er dokumenteret virksomt." Igen kan jeg kun gøre opmærksom på Sackeim-studien - som Outsideren, desværre og mig uforståeligt, valgte ikke at referere til - som den nyeste af talrige studier, der igennem tidens løb helt entydigt har vist vedvarende hukommelsestab og vedvarende nedsatte kognitive evner hos helt op til 50% af de personer, der har været udsatte for ECT. Hvor "virksomme" psykiatriens "behandlings"metoder i realiteten er, viser ikke mindre talrige studier, der sammenligner både ECT med foregivet ECT og "medicin" med placebo: "Virksomheden" er densamme, om det drejer sig om den "ægte vare", eller placebo/foregivet ECT. Skulle M.B.J., som den "ekspert" på området, han så gerne vil fremstå som at være - i modsætning til de, ifølge ham, ak så dumme modstandere - ikke have kendskab til disse studier?? Det ville nu, i mine øjne, ikke ligefrem være tegn på specielt stor ekspertise.

Hvor "strenge" kravene for ECT givet under tvang er, viser en sammenligning af tallene fra 2005 og 2006: I 2005 blev 90 personer udsat for ECT, anvendt under tvang, i 2006 er tallet femdoblet (!): 450 personer udsattes for ECT under tvang. Tendens stigende. Hæmningerne svinder tydeligt ind, kravene bliver mindre og mindre strenge. At man angiveligt ikke kan klare sig uden tvang, modbeviser det faktum, at der findes lande, heriblandt Tyskland og Norge, hvor ECT ikke må anvendes under tvang.

Uforståeligt for mig er, at Outsideren vælger at linke til Dansk Psykiatrisk Selskabs 2002-rapport om ECT i Danmark, som bærer præg af densamme forudindtagethed og misinformation, som hele det psykiatriske system i sin helhed bærer stærkt præg af, men fravælger ethvert link til kritisk og uafhængig information, som jeg har ladet Outsideren tilkomme i diverse udgaver. Tilstået: Virkelig kritisk og af farma- og ECT-lobby'en uafhængig information er kun tilgængeligt på udenlandske, primært engelsksproglige, sites. Information på dansk er, mig bekendt, ikke tilstede.

Isoleret set er den artikel, Outsideren her bringer om ECT-modstandernes argumenter, ikke tilnærmelsesvis fyldestgørende, og grænser til det ærgerlige i sin simplicitet, der indbyder til misforståelser, som M.B.J.'s, af min argumentation. Ærgerligt er også, at man lader M.B.J. slippe afsted med at tale udenom i hans forsvar af ECT, at man åbenbart ikke retter misforståelserne. Alt i alt, taget hele bladets indhold i betragtning, kan man dog konstatere en lidt større differentiering, hvilket redder en del af æren på falderebet. En del. Stadigt undgår man, at tage stilling, og, hvad værre er, at lade en udenforstående, som jeg i dette tilfælde er, tage en stilling, der ikke svarer mainstream psykiatriens, FULDT UD. Hvad mig personligt angår, føler jeg nærmest en trang til at undskylde overfor mennesker som Leonard Roy Frank, og jeg vil i fremtiden meget nøje overveje, hvem jeg giver et interview.