Psykoanalysens bidrag til sikringen af hakordenen

Ofte kan man høre, at Freud "opfandt" muligheden for at løse livskriser ved at tale om dem: psykoanalysen, og, i forlængelse af den, psykoterapien. Det er ikke helt korrekt. Mennesker har altid løst problemer, kriser, ved at tale om dem. Med familien, vennerne, med præsten, med resten af samfundet. Freud har analyseret dette fænomen, stillet teorier op omkring det, systematiseret og institutionaliseret det i form af psykoanalysen.

Psykoanalysens systematisering og institutionalisering af mellemmenneskelig kommunikation og konfliktløsning falder tidsmæssigt sammen med en udvikling i det vesterlandske samfund væk fra fællesskabet og hen til tiltagende isolation og ensomhed: industrialiseringen, landflugt, befolkningseksplosion i storbyerne, kernefamilien i stedet for storfamilien, uddelegering af ansvar for samfundet til institutioner i stedet for til den enkelte, osv.

I massens isolation betyder det intet, om et enkelt element falder ud. Enkelte elementer er erstattelige. Massens overlevelse er ikke afhængig af, at hvert enkelt element fungerer som det unikke individuum, det er. Massen kender ikke til unikke individuer. Den kender kun til normerede, udkiftelige elementer. Ensformighed i stedet for mangfoldighed, det unikt individuelle. Man kommer ikke hinanden ved i massen og føler ikke noget ansvar for samfundet.

Den enkeltes overlevelse i massen afhænger af hans/hendes evne til at leve op til massens normer. Problemet med disse normer er, at de er af kulturel art, ikke af en naturlig menneskelig. Et problem, som Freud kommer ind på i "Das Unbehagen in der Kultur" (vantrivseln i kulturen). Normeret og normerende kultur er nu ikke bare et fænomen, der præger massesamfund. Det er et særegent menneskeligt fænomen. Det præger dog massesamfund langt tydeligere end samfund, hvis overlevelse er afhængig af hvert enkelt, unikt individuum. I de sidstnævnte er sandsynligheden for, at man bærer over, giver plads til, føler ansvar for og ved at benytte sig konstruktivt af den enkeltes særheder noget større, end i et samfund, der bygger på og fungerer efter ensformigheds-princippet. Her er individuelle særheder til gene og altså uønskede. Siden der er rigeligt at tage af, kan enkelte, sære individuer undværes, frasorteres og udelukkes af samfundet. De SKAL endda undværes, frasorteres og udelukkes, fordi de per definition er til fare for den masseideologi, massesamfundet bygger på. Og så er det iøvrigt betydningsløst, om denne masseideologi hedder marxisme, liberalisme, kristendom, New Age, konsumerisme, individualisme etc., eller om den hedder - psykoanalyse. I det øjeblik, en idé bliver til en ideologi er mangfoldigheden truet. Bliver den til en masseideologi, dør mangfoldigheden. Og demokratien med den. Og det naturligt menneskelige.

Psykoanalysen, ja... Freud havde nogle befriende idéer. Han analyserede og forstod, hvordan mennesket i samfundet fungerer. Hvordan kommunikation fungerer. Men han blev offer af ideologierne, der gjorde sig hans forståelse af mellemmenneskelige relationer til nytte. Psykoanalysen blev ikke, hvad den havde potentiale til at blive: En befriende form for konfliktløsning, som enhver form for mellemmenneskelig kommunikation kan være, hvis de kommunikerende parter behandler hinanden som ligeværdige, respekterer hinanden, lytter forstående til hinanden. Psykoanalysen blev til et opdragelsestiltag. Et redskab til dressur. Den hjalp og hjælper ikke mennesker til en større selvforståelse med det mål, at opnå større selvkontrol og kunne frigøre sig på en kreativ, konstruktiv måde. Den hjalp og hjælper mennesker til en større selvforståelse med det mål, at opnå større selvkontrol og kunne undertrykke sig selv, sin egen natur, mere effektivt og derved blive mere kultiveret: tilpasset massesamfundet. Som gennemgående opstået på grundlaget af psykoanalysen, og derfor grundlæggende influeret af den, gælder dette for alle psykologiske terapiformer. Mest tydeligt træder det måske frem i de behaviouristisk orienterede. F.eks. CBT ( Cognitive Behavioural Therapy - Kognitiv Adfærdsterapi).Men faren for at levere opdragelse i stedet for frigørelse, er alle terapiformer inherent.

Alice Miller vendte i sin tid psykoanalysen ryggen til fordel for Janov's Primal Therapy. Ganske rigtigt så hun i psykoanalysen mere sort pædagogik end frigørelse. - Det er iøvrigt ret interessant, at følge hendes erkendelser igennem hendes skrifter. - Men heller ikke primalterapien slap under massesamfundets indflydelse fra at blive en begrænset og begrænsende ideologi og derved endnu en anvendelsesform, måske endda en af de farligste, for sort pædagogik: Primal "Scream" Therapy... Jo større det direkt frigørende potentiale i en terapiform, jo større er faren for at den bliver til sort pædagogik, kunne man være fristet til at sige. Opdragelsestiltagene i CBT, f.eks., er noget nemmere at gennemskue, og således at afværge, end opdragelsestiltag der kommer i frigørelsens forklædning.

Det kan virke paradoksalt, men psykoanalysen fungerer efter desamme principper - og underbygger dem - som den moderne, biologiske psykiatri. Og det moderne massesamfund. Ansvarligt for "dårlig" tilpasning er ikke yderverdenen, samfundet, men det "dårligt" tilpassede individuum selv. Omend kun på et indirekt niveau. Hos Freud i kraft af sine drifter, hos den moderne, biologiske psykiatri i kraft af gener og transmitterstoffer. Både psykoanalysens teorier i Freuds senere (efter 1897) fortolkning og psykiatrien fritager samfundet for enhver form for ansvar, og kræver en pseudo-konfliktløsning: lær at undertrykke dine drifter, dine umiddelbare emotioner, dine naturlige reaktioner - og dermed dig selv - enten ved at udøve intellektuel kontrol over dem (psykoanalysen), eller ved at holde dem nede ved hjælp af "medicin" respektive ECT (psykiatrien), og bliv igen et tilpasset, "normalt", normeret individuum.

Siden hverken gener, transmitterstoffer eller Freuds drifter er noget, den enkelte kan vælge frit til eller fra, men noget, mennesket er født med, "skæbne" så at sige, er også det enkelte individuum fritaget fra et direkt ansvar. Hvilket gør disse teorier umiddelbart meget attraktive for mennesker i krise. I det lange løb bidrager det dog væsentligt til at øge hjælpeløsheden, afhængigheden af andre og umyndiggørelsen. "Hjælpeløshed bygget ind i recovery-planen", som Hugh Massengill udtrykker det i et interview med David Oaks. Og i yderste konsekvens bliver recovery, fuld recovery, på denne måde udelukket på forhånd.

"Recovery beskrives som en dyb personlig unik proces, hvor man tilstræber, at en person kan leve et tilfredsstillende liv, SELV MED DE BEGRÆNSNINGER EN KRONISK SYGDOM GIVER", hedder det således i en artikel i "Ugeskrift for læger", der betegner recovery-begrebet som "gammel vin på nye flasker", og ligestiller recovery med rehabilitering (min fremhævelse). Og selvfølgeligt er forfatterne til denne artikel undtagelsesløst - psykiatere.

Tager man udgangspunkt i at psykiske kriser er genetisk, fysiologisk eller også driftsmæssigt betinget og dermed befinder sig udenfor såvel samfundets som den enkeltes direkte ansvar, er konklusionen af den citerede artikel logisk nok: Fuld recovery er kun opnåeligt, hvis både samfundet og den enkelte erkender og vedkender sig deres ansvar for krisesituationen. Fra "kronisk sygdom" kan der ikke findes fuld recovery. Opnåeligt bliver kun "social recovery", som de facto ikke er andet, end et nyt begreb for det gamle "rehabilitering": Tilpasning til samfundet.

Både psykiatriens og den "sorte terapis" behandlingstiltag bunder altså i en opfattelse af personlige, psykiske kriser som værende "skæbne". Et sådant syn KAN ikke give anledning til andet end opdragende , tilpassende foranstaltninger overfor det kriseramte individuum.

Personligt spørger jeg mig hver gang, jeg støder på udtalelser som den citerede - og det gør jeg desværre ofte - hvor man her har gjort af alle de mennesker, der faktisk HAR opnået fuld recovery fra det, udtalelsen betegner som "kronisk sygdom". Disse mennesker burde ifølge udtalelsen ikke findes. Faktum er jo, at de findes i allerhøjeste grad. Dog er de udelukkende at finde, og det kan være forklaringen, hvorfor de ikke eksisterer i psykiatriens eller den "sorte terapis" bevidsthed, blandt de mennesker, der har valgt, at tage ansvar for deres eget liv, dem selv, støttet af ansvarsbevidste medmennesker, og vende både psykiatrien og den "sorte terapi" ryggen. Indenfor psykiatrien og den "sorte terapi" vil man lede forgæves efter dem