Ord, del II

En anmærkning til min "Dem - og os"-post fra i lørdags: Selvom jeg ikke sætter "alkoholikere" i anførelsestegn, som jeg har gjort det med "skizofrene", så er min holdning med hensyn til den slags begreber densamme.

Laing skriver i forordet til "Det spaltede selv", at han ikke ville forklare men forstå. Forståelse er grundlaget for en forklaring, der ikke BORTforklarer, mens en forklaring uden forståelse umuligt kan være andet end en BORTforklaring.

Forudsætningen for forståelse er at jeg kan sætte mig ind i det menneske, jeg ønsker at forstå. For at forstå må jeg sætte mig selv til side, min egen opfattelse af virkeligheden, og prøve at se den anden som den, han er i hans egne øjne, ikke i mine. Jeg må acceptere den andens selvopfattelse og verdensbillede, hans syn på sig selv og verdenen, hans virkelighed, som absolut gyldig og meningsfuld for ham. Jeg må se den anden som mig ligeværdig.

Det indebærer et faremoment: Hvis jeg accepterer et andet menneskets virkelighed som lige så virkelig, mulig og gyldig som min egen er for mig, svækker denne accept forestillingen om, at min egen virkelighed er generel korrekt, siden der ikke er to virkeligheder, der er fuldstændig ens. Hvis min virkelighed kun er af relativ korrekthed og gyldighed, hvis den kun er gyldig for mig i stedet for at være almengyldig, bliver den usikker og udskiftelig. Det er ikke farligt i sig selv. Tværtimod er det grundlaget for personlig udvikling og forandring, som jeg ser det, og derigennem for autentisk væren. Men hvis jeg er hvad Laing kalder "ontologisk usikker", hvis jeg konstant tvivler, om jeg ville overleve personlig udvikling og forandring, eller om disse ville disintegrere min personlighed i udslettende omfang, hvis hele min personlighed står på meget usikker grund, bliver det til noget livstruende at skulle acceptere en andens virkelighed. Jo mere et andet menneskets virkelighed afviger fra min egen, jo mere usikker bliver den grund, min egen virkelighedsopfattelse er bygget på. Og jo mere usikker denne grund, jo farligere bliver det, at acceptere gyldigheden af en andens virkelighed. Medmindre jeg har en solid selvbevidsthed, der tillader mig at udvikle og forandre mig personligt.

Set på den måde, er det, at erklære en andens virkelighed for at være ugyldig, ikke andet end en selvbevarende forsvarsmekanisme. Ikke desto mindre udelukker det enhver mulighed for forståelse fra starten af, og det diskriminerer og devaluerer den anden, og fratager ham hans værdighed som menneske. Derved er det klart i strid med menneskerettighederne og de demokratiske værdier. Faktisk er det en totalitær fremgangsmåde. Totalitære systemer er per definition ufleksible. Udvikling, forandring og mangfoldighed er deres største fjender.

Der er to muligheder at komme af med en fjende på: Man kan kæmpe eller forhandle, på lige vilkår, og man risikerer at tabe, eller i det mindste at måtte indgå kompromis. Eller man kan erklære fjenden for uværdig, og vinde før en kamp eller forhandling overhovedet har fundet sted. Den sidstnævnte fremgangsmåde udmærker totalitære systemer.

At kalde et andet menneske for "narkoman", "alkoholiker", "skizofren", "psykotisk", "manisk", "skør", "dum" osv. osv. svarer derfor til den totalitære fremgangsmåde af at devaluere dette menneske, i den hensigt at, så effektiv som muligt, komme af med ham som den trussel jeg oplever han er for mig. "...psykosen er og bliver i sin natur meningsløs", siger Lars Søndergård, afdelingslæge, Psykiatrisk Center Rigshospitalet, således, svarende til den moderne, biologiske psykiatris interpretation af virkeligheder, der afviger fra samfundets dogmer og sætter spørgsmålstegn ved dem. Læs angsten og den deraf resulterende aggression mellem linierne. Det "psykotiske" menneske bliver BORTforklaret. Truslen er borte. Og detsamme er en enestående mulighed for udvikling og forandring.