fredag den 7. december 2007
Psykofarmaka livreddende??
I en artikel af Janne Larsson på
transworldnews.com fortælles der om en svensk undersøgelse, der viser at 80% af alle personer der begik selvmord i Sverige i 2006 var på psykofarmaka. Godt 50% tog antidepressiva og godt 60% antidepressiva eller neuroleptika. Psykiatrien såvel som medierne har prøvet at feje rollen, psykofarmaka spiller med hensyn til selvmord ind under tæppet ved at påstå selvmordene ikke skyldtes medikamenterne, men selve "sygdommen".
Imidlertid giver en sammenligningsstudie, publiceret i British Journal of Psychiatry et lidt andet billede. Studien sammenligner selvmordsdata fra henholdsvis perioden 1875 - 1924 og 1994 - 1998. Det viser sig, at selvmordsraten i perioden 1994 - 1998, altså efter at psykofarmaka fandt udbredt anvendelse, er 20 gange højere end i perioden 1875 - 1924.
At selvmordsraten, især for personer der tager antidepressiva, er høj, tilskriver Janne Larsson den bivirkning af medikamenterne, der betegnes som akatisi, rastløshed. Akatisi er en udbredt bivirkning af især SSRIs, men også af andre antidepressiva og neuroleptika. Rastløsheden kan nemt eskalere og føre til ekstrem irritabilitet og aggressivitet, både rettet mod omverdenen og personen selv. Som nævnt i et tidligere indlæg, var de fleste school-shooters på psykofarmaka, ligesom den 19-årige Robert A. Hawkins, der skød 8 mennesker og begik selvmord i et indkøbscenter i Omaha/Nebraska i onsdags var begyndt at tage et antidepressivum 2 måneder inden tragedien skete, som hans ven i dette nyhedsclip oplyser.
Man kan spørge sig, hvorfor undersøgelser som den svenske og studier som den britiske sammenligningsstudie ikke giver anledning til at stille spørgsmålstegn ved psykofarmakas livreddende potentiale, og konsekvent bliver "overset" af offentligheden/medierne. Dette har primært to årsager: For det første ville en nærmere beskæftigelse med sagen ikke være i medicinalindustriens interesse, og det er, som bekendt, medicinalindustrien, der financierer størsteparten af forskningen i feltet. Og for det andet ville det heller ikke være i psykiatriens interesse, at, offentligt, måtte indrømme at have fejlbedømt deres egne "behandlings"metoder, respektive at have bagatelliseret deres "behandlings"metoders bivirkninger i så omfattende, nærmest kriminel, grad som det faktisk er sket. Og som det fortsat sker.
transworldnews.com fortælles der om en svensk undersøgelse, der viser at 80% af alle personer der begik selvmord i Sverige i 2006 var på psykofarmaka. Godt 50% tog antidepressiva og godt 60% antidepressiva eller neuroleptika. Psykiatrien såvel som medierne har prøvet at feje rollen, psykofarmaka spiller med hensyn til selvmord ind under tæppet ved at påstå selvmordene ikke skyldtes medikamenterne, men selve "sygdommen".
Imidlertid giver en sammenligningsstudie, publiceret i British Journal of Psychiatry et lidt andet billede. Studien sammenligner selvmordsdata fra henholdsvis perioden 1875 - 1924 og 1994 - 1998. Det viser sig, at selvmordsraten i perioden 1994 - 1998, altså efter at psykofarmaka fandt udbredt anvendelse, er 20 gange højere end i perioden 1875 - 1924.
At selvmordsraten, især for personer der tager antidepressiva, er høj, tilskriver Janne Larsson den bivirkning af medikamenterne, der betegnes som akatisi, rastløshed. Akatisi er en udbredt bivirkning af især SSRIs, men også af andre antidepressiva og neuroleptika. Rastløsheden kan nemt eskalere og føre til ekstrem irritabilitet og aggressivitet, både rettet mod omverdenen og personen selv. Som nævnt i et tidligere indlæg, var de fleste school-shooters på psykofarmaka, ligesom den 19-årige Robert A. Hawkins, der skød 8 mennesker og begik selvmord i et indkøbscenter i Omaha/Nebraska i onsdags var begyndt at tage et antidepressivum 2 måneder inden tragedien skete, som hans ven i dette nyhedsclip oplyser.
Man kan spørge sig, hvorfor undersøgelser som den svenske og studier som den britiske sammenligningsstudie ikke giver anledning til at stille spørgsmålstegn ved psykofarmakas livreddende potentiale, og konsekvent bliver "overset" af offentligheden/medierne. Dette har primært to årsager: For det første ville en nærmere beskæftigelse med sagen ikke være i medicinalindustriens interesse, og det er, som bekendt, medicinalindustrien, der financierer størsteparten af forskningen i feltet. Og for det andet ville det heller ikke være i psykiatriens interesse, at, offentligt, måtte indrømme at have fejlbedømt deres egne "behandlings"metoder, respektive at have bagatelliseret deres "behandlings"metoders bivirkninger i så omfattende, nærmest kriminel, grad som det faktisk er sket. Og som det fortsat sker.
Labels:
farmaindustrien,
information,
psykofarmaka,
selvmord
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar