"Psykisk sygdom" - en mytos

" 'Psykisk sygdom' er en mytos", siger Thomas Szasz. - Og her vil jeg lige understrege, dobbelt og tredobbelt, at jeg IKKE er scientolog! Jeg kan nemlig allerede høre nogle mumle noget i den retning, når jeg tillader mig at citere Thomas Szasz, som jeg iøvrigt er en stor beundrer af. - Han bliver gerne misforstået (med vilje?) i den retning at han skulle mene, mennesker ikke kan have ondt i deres sind. Pointen med hans udsagn er, at en metaforisk enhed, som sindet er det, ikke kan blive eller være syg på samme måde som kroppen kan det. "Sygdom", nævnt i forbindelse med en metaforisk enhed som sindet, fungerer derfor selv som en metafor, på samme måde som et "knust hjerte" er en metafor og ikke en faktisk skade på hjertet.

Psykiatrien har imidlertid gjort det, at den har ligestillet sindet med hjernen. I psykiatriens øjne ER sindet hjernen. Hvorfor man koncentrerer sig nærmest udelukkende om at finde en fejl, en skade i hjernen hos de mennesker, der har ondt i sindet. Det er detsamme som at lede efter knusningsstedet i hjertet hos nogen, der har et "knust hjerte". Psykiatrien har efterhånden ledt i over 100 år, i alt, og ikke fundet noget som helst. Men i stedet for at udvide søgningsfeltet, i stedet for at tage andre end de rent fysiske muligheder op til nærmere vurdering, holder man indenfor psykiatrien hårdnakket fast ved teorien om at et "knust hjerte" må have et faktisk knust hjerte som årsag. - Jeg hørte en gang en neurokirurg sige, at nu havde han jo igennem sin professionelle karriere kigget i et utal af hjerner, men han havde altså ikke set en eneste tanke endnu.

Det er ikke uden grund, at psykiatrien holder så hårdnakket - og faktisk uvidenskabeligt; virkelig videnskab udelukker aldrig en mulighed før noget er bevist - fast ved hypoteserne om hjernesygdom. En udvidelse af forskningsfeltet, der anerkender sindets metaforiske natur, ville automatisk medføre en falliterklæring for psykiatrien til fordel for psykologien, filosofien og sociologien. Man skal jo have in mente, at psykiatere per definition og uddannelse er læger, fagfolk i menneskets fysiske tilstande, og ikke humanister, hvis speciale er menneskets eksistentielle forhold, mellemmenneskelige relationer og samfundsmæssige forhold. Deres psykiatriske uddannelse er på det humanistiske område til ingen verdens nytte. Lige så lidt, som en automekanikeruddannelse ville være det. For stadigt at kunne være med på et fagligt niveau, ville psykiaterne være nødt til at starte helt fra bunden af og få sig en uddannelse. En humanistisk uddannelse, som Thomas Szasz f.eks. har den i tillæg til sin uddannelse som psykiater. Psykiaterne ville være nødt til at se i øjnene at deres naturvidenskabelige, lægelige interesse dårligt respektive slet ikke går sammen med en eventuel interesse for menneskets psyke. "Eventuel", da jeg hos mange psykiatere faktisk ikke kan spore en sådan interesse overhovedet, andet end, som sagt, hvis man ligestiller psyken, sindet, med hjernen, eller, og dette er det springende punkt mht. psykiatrien som fagområde, hvis man udelukkende interesserer sig for hvordan menneskets sind kan kontrolleres.

Selv tilhører jeg, ligesom Thomas Szasz og mange andre humanister, den gruppe mennesker, der ikke, som psykiatrien gør det, skelner mellem "psykisk sygdom" og en eksistentiel krise. I mine øjne er det første psykiatriens, og samfundets, diskriminerende betegnelse af det sidste. Samtidigt med at et syn på eksistentielle kriser som værende hjernesygdomme giver psykiatrien dens eneste, i en demokrati moralsk acceptable eksistensberettigelse. Om end den, lægevidenskabeligt set, heller ikke helt holder, da hjernesygdomme er neurologiens speciale, ikke psykiatriens.

Jeg skelner altså ikke, som psykiatrien gør det, mellem f.eks. "skizofreni" som en "alvorlig sindssygdom", der uundgåeligt kræver psykiatrisering, hospitalisering og medicinering, og f.eks. "PTSD" som en eksistentiel krise, hvis "symptomer" KAN behandles med "medicin", men egentligt kræver bearbejdning f.eks. ved samtaleterapi. I mine øjne, og efter min egen erfaring, er "skizofreni" lige sådan udtryk for en eksistentiel problematik der kan løses i et mellemmenneskeligt samspil som f.eks. samtaleterapi gør brug af, som "PTSD" er det.

I det øjeblik, man generelt anså "psykisk sygdom" som værende en eksistentiel krise, en reaktion på ens livshistorie i stedet for en ubalance i hjernekemien, ville psykiatrien fremstå som det, jeg med den schweiziske terapeut Marc Rufer mener den i realiteten er: en ordensmagt. Og som en sådan ville den ikke længere være acceptabel at opretholde i en demokrati. Psykiatrien, som den ordensmagt den er, er et fænomen, der hører til i totalitære systemer. Det er nemlig kun totalitære systemer, der udøver kontrol over deres borgeres tanker og følelser, ligesom psykiatrien udøver denne kontrol over sit klientels tanker og følelser (ved hjælp af "medicin", ect og psykoedukation). I en demokrati er den enkeltes tanker og følelser frie, uanset deres natur, den enkelte er fri til at tro, mene, tænke og opleve hvad det måtte være og hvordan det måtte være, både mht. sig selv og omverdenen. Virkelig demokrati ville aldrig devaluere et individuums selv- eller verdensbillede som "vrangforestilling", den ville aldrig devaluere et individuums oplevelse af sig selv og omverdenen som "hallucination", som meningsløst "symptom" på sygdom.

Det er derfor, neurologien ikke gerne bliver indblandet i psykiatrien, ikke interesserer sig noget videre for de såkaldte "psykiske sygdomme", der altså, hvis der virkeligt var grund til at antage, de var hjernesygdomme, ville falde under neurologiens specialområde. Psykiatrien er et fag, der beskæftiger sig med at finde frem til muligheder til at manipulere menneskers tanker, følelser og handlinger, i det øjemed at få størst mulig kontrol og magt over disse. Vi har set det mere tydeligt end nogensinde før eller efter i Nazityskland. Der er flere, om end måske ikke helt så tydelige og kendte eksempler på det, som f.eks. CIAs mind control eksperimenter, og generelt psykiatriens rolle i åbenlyst totalitære systemer igennem tiderne. De facto er denne kontrolopgave det eneste, der afgrænser psykiatrien mod neurologien på den ene og de humanistiske fag på den anden side og derved legitimerer fagets eksistens.

Mindst tydeligt fremtræder denne, psykiatriens egentlige, totalitære interesse og opgave, hvis man kan få mennesker i krise til, frivilligt - og dog..., at betegne og betragte sig selv som værende syge og få dem til selv at ønske psykiatriens hjælp, ønske at psykiatrien griber ind og overtager styringen. Derved kan man nemt og effektivt dække over sin totalitære ideologi og sælge den som en demokratisk service, en del af sundhedsvæsenet i et land, hvis politiske system går under betegnelsen "demokrati". Det er lidt af en bedrift, at få et offer for overgreb til selv at ønske at overgrebene skal begåes. I Nazityskland var man ikke så avanceret endnu, at denne bedrift lykkedes. Dér koncentrerede man sig stadigt udelukkende om at retfærdiggøre diskrimineringen af enkelte befolkningsgrupper overfor resten af samfundet. I dag er vi ved at være der, hvor denne diskriminering ikke kun ønskes af resten af samfundet, men endda af de diskriminerede selv. Ikke kun med henblik på psykiatrien.

At selv de aller"sygeste", de, der er hårdest ramt af krise, kan hjælpes uden psykiatriens indblanding, udelukkende under anvendelse af ikke-psykiatriske metoder, i helt andre omgivelser end på sygehuse, og med langt bedre resultater end psykiatriens, har bl.a. Laing bevist med Kingsley Hall. At man den dag i dag, næsten et halvt århundrede senere, til stadighed stort set ignorerer både hans og mange andres (Loren Mosher, John Weir Perry, Edward Podvoll, Bertram P. Karon etc.) idéer og resultater, fortæller mig noget om det samfund, vi lever i, og det politiske system, vi lever under, som Ghandi betegnede som "nominel demokrati" - demokrati på papiret (og kun på papiret).

Begrebet og konceptet "psykisk sygdom" tjener, som nævnt, først og fremst til at diskriminere det menneske, der betegnes som "psykisk sygt". Et menneske med en sygdom i hjernen kan man ikke tage alvorligt. Og man kan heller ikke lade dette menneske stå til ansvar for sig selv, hvilket resulterer i umyndiggørelse. At en sådan holdning i dagens Danmark faktisk er en (trist) realitet, oplever vi jo gang på gang igen, bare vi følger hvordan medierne omtaler "de psykisk syge" - ofte uden så meget som at overveje, at tale MED en repræsentant af denne befolkningsgruppe overhovedet.

Begrebet og konceptet tjener endvidere til at frikende samfundet for ethvert ansvar i forbindelse med den enkeltes mistrivsel i tilværelsen, i samfundet. For, selvsagt, når det hele skyldes gener og hjernekemi, kan samfundet ikke gøre noget videre til eller fra, og har ikke det mindste ansvar for opståelsen af problemerne.

Og sidst men ikke mindst tjener det til at frikende det kriseramte menneske selv: "Hvis jeg tror, det er mine gener og transmitterstoffer, der er noget i vejen med", hvis jeg tror, jeg har en genetisk betinget, kronisk, uhelbredelig hjernesygdom, "kan jeg lige så lidt gøre noget ved det, som jeg kan gøre noget ved det, at jeg har brune øjne og ikke blå", siger Jakob Litschig (eks-psykiater, terapeut og psykose-erfaren). Jeg kan kun følge psykiatriens anvisninger mht. "medicin", og derved overlade ansvaret for mig selv til psykiatrien.

Det kan være en stor lettelse for nogle, at, via psykiatriens sygdomskoncept, blive frataget ansvaret for deres tanker, følelser og handlinger. Men i sidste ende bidrager en sådan selvopfattelse kun yderligere til umyndiggørelsen og øger betydeligt hjælpeløsheden. Som oftest med det resultat, at fuld recovery udelukkes som opnåeligt mål på forhånd, og derfor heller ikke bliver opnået. En selvopfyldende profeti, så at sige. Og altså, når man tager højde for psykiatriens rolle som ordensmagt, det ønskede resultat.

Hvad enestuer angår, så mener jeg, alle, undtagelsesløst, har ret til en sådan én. Især når man er psykotisk, har man brug for privatliv. For mit vedkommende havde det, at skulle dele værelse med så mange som én anden person betydet et merforbrug af "medicin", da jeg ikke kunne klare, ikke at kunne trække mig tilbage, når jeg var psykotisk. Nu betegner psykiatrien denne tilbagetrækning jo gerne som "symptom", der skal bekæmpes. Selv har jeg oplevet muligheden for tilbagetrækning og uforstyrret selvreflektion som afgørende for min recovery. Og jeg er ikke den eneste.

Så er der nok nogle, der vil indvende, at det jo bliver alt for dyrt. Ja, hvis enestuerne befinder sig på en psykiatrisk afdeling. De eneværelser, som Soteria og lignende projekter selvfølgeligt stiller til rådighed, er derimod langt billigere end psykiatriens, ligesom hele Soteria-konceptet er langt billigere end psykiatrien, uden derfor at blive så ineffektiv, som det krisecenter, Michalla nævner i sin kommentar til min forrige post. Som sagt i forbindelse med Kingsley Hall foroven, så er Soteria og lignende projekter beviseligt langt mere effektive end psykiatrien. Dog ikke på et "mind control niveau"... Soteria kontrollerer ikke, Soteria frigør.