Hønemødrene - Hjælpersyndromet og "over"-medicinering i psykiatrien

"Alle er frustrerede", lyder en mellemrubrik på en nyhedsnotits på DR Nyheder fra den 23.12.07, som giver mig anledning til at se nærmere på, hvorfor der i psykiatrien satses i så høj grad, stort set udelukkende, på at fastholde kriseramte mennesker i deres krise, bl.a. ved hjælp af "medicin", i stedet for at hjælpe dem videre og gerne ud af krisen.

Én ting er jo, at samfundet har etableret institutionen psykiatri med hovedopgaven i at opsamle, opmagasinere og, såvidt i vores moderne, "humane" tider acceptabelt, uskadeliggøre, ikke hjælpe, de af samfundet som ubekvem frasorterede elementer.

Én helt anden ting er, hvad der får mennesker til at "udføre et arbejde, de indimellem har det dårligt med", som notitsen citerer Poul Videbech, dvs. hvad der får den enkelte ansatte i psykiatrien til at behandle de frasortrede på en måde, der tydeligvis og beviseligt langt mere er til skade end til gavn for dem. Især siden der findes behandlingstiltag, der, i modsætning til de etablerede, ville være til virkelig hjælp for de kriseramte. Hvad får mennesker, der har aflagt en ed, bl.a. om ikke at tilføje nogen skade, til alligevel og fortsat at gøre det, selvom skadeligheden af deres "behandling" er bevist, og der findes kendte, ikke-skadelige alternativer? Hvad får de ansatte i psykiatrien til at, i bedste fald, ignorere disse alternativer, i værste at lobby'ere voldsomt imod dem? (Som f.eks. sket i starten af året i "Dagens Medicin"s debat om Vestlaplandsmodellen.) Hvad er til hinder for, at disse alternativer kan komme i brug og afløse de, faktisk i høj grad og både på et psykologisk (fastholdelsen i krisen, "kronificering", i stedet for løsningen af krisens eksistentielle problematik) som et fysiologisk (hjerneskader, forårsaget af "medicin" og ECT) niveau, skadelige tiltag? - Bortset fra medicinalindustriens "julegaver" altså, og, for de fleste psykiateres vedkommende, en mangel på relevant uddannelse, der ville kræve at overlade feltet til de til opgaven bedre rustede?

Sidst i 1970'erne prægede den tyske psykoanalytiker Wolfgang Schmidbauer begrebet "Helfersyndrom" (hjælpersyndrom). Lidt firekantet kan man sige, at personer, der rammes af dette syndrom, som regel har et meget lavt selvværd og således en udpræget trang til at hæve sig - i forhold til andre mennesker, ved at holde disse andre mennesker nede. Det gør de hjælpende professioner (læge, sygeplejer, terapeut etc.) ekstremt attraktive for dem, da de her er omgivet af mennesker, der som oftest har det (endnu) dårligere end dem selv. Ikke desto mindre betyder virksomheden i en hjælpende profession også en catch 22 for disse personer. Læger arbejder jo som regel altid hen imod en helbredelse af deres patienter, terapeuter hen imod løsningen af en eksistentiel problematik. Men i det øjeblik dette mål er opnået, patienten er helbredt, den eksistentielle problematik er løst, har det vedkommende menneske ikke længere brug for hjælp, og, hvad værre er, det vedkommende menneske har måske fået det endda BEDRE end hjælperen. Hvilket gør hjælperen sin egen misere smerteligt bevidst: Vingeklippede høns kan dårligt tåle at se ørnen flyve afsted i friheden...

Det er altså, ubevidst, den af et lavt selvværd ramte person magtpåliggende, at FORHINDRE helbredelse respektive problemløsning. Det er ham eller hende magtpåliggende, at fastholde sit "offer" i offerrollen, hjælpeløs, så afhængig af hjælperen som muligt. I sundhedssektoren er det svært, at gennemføre en sådan fastholdelse. Men ikke i psykiatrien. - Jeg betragter IKKE psykiatrien som en del af sundhedssektoren. - I sundhedssektoren ville unødvendig fastholdelse af mennesker i sygdom nemt kunne koste én jobbet. Ikke mindst også siden en sådan fastholdelse ville kunne bevises videnskabeligt. I psykiatrien er det nærmest en forudsætning for at kunne få ansættelse, at man er villig til en fastholdelse af mennesker i krisesituationen, siden alle psykiatriens "behandlings"tiltag sigter mod en sådan fastholdelse, ja faktisk mod en forværring af krisesituationen.

Karakteristisk for mennesker med et potentiale til at udvikle hjælpersyndromet er, udover det ekstremt lave selvværd, at de som regel ikke kan vente med at "hjælpe" til de bliver bedt om det. De kommer styrtende, ligeså de ser deres snit til det, og PÅTVINGER andre nærmest deres "hjælp", samtidigt med at de er overbeviste om, at det er dem, og kun dem, der ved bedst, hvad andre måtte have brug for af "hjælp". Intet ligger dem mere fjernt, end at lytte til, hvad disse andre, deres ofre, selv ønsker af hjælp, for ikke at tale om at tage højde for disse ønsker. Bemærk parallelerne til psykiatrisk tvangsanvendelse og umyndiggørelse: "Vi ved bedst, hvad der er godt for jer", "I kan ikke bedømme jer selv" (underforstået: "Men vi kan og vil bedømme jer").

Som sagt blev psykiatrien etableret for at opsamle, opbevare og uskadeliggøre ubekvemme, af samfundet frasorterede elementer. For at sige det ligeud: Jo mere disse elementer kan omdannes til grøntsager, jo nemmere bliver opbevaringen. Og det gør psykiatrien til den med afstand mest attraktive arbejdsplads for mennesker med et lavt selvværd. Til enhver tid, og uanset hvor elendigt man måtte have det med sig selv, vil man kunne føle sig hævet langt over en grøntsag, hvis hjerne af "medicin" og/eller ECT er såpas ødelagt, at vedkommende har problemer med at stave til sit eget navn og lægge to og to sammen.

Problematisk bliver det, og her har vi catch 22'en, i det lange løb, fordi et lavt selvværd også af og til kræver successoplevelser. Uden successoplevelser brænder man ud, går man ned med stress, "dyb frustration", som Poul Videbech siger, og eventuelt "depression". Især, hvis man har et lavt selvværd. Og så har vi hjælpersyndromet. Selvsagt, hvis man holder mennesker fast i hjælpeløsheden for at tilfredsstille et behov om at hæve sig over dem, hvis man systematisk fratager dem muligheden for at få det bedre, så fratager man på samme tid sig selv muligheden for at vise, at man faktisk dur som hjælper og er i stand til virkeligt at hjælpe andre.

Så, i alt har vi fire årsager til, at "de (psykiatere) agerer mod deres egen lægelige overbevisning" og medicinerer (respektive chokker) mennesker fra sans og mening:

- Psykiatriens opgave i samfundet som en institution, der skal hjælpe samfundet, ikke de kriseramte,

- medicinalindustriens aggressive markedsføring af psykofarmaka og (bl.a.) psykiateres uformåen at afvise "belønning" for en god "salgsindsats" fra denne medicinalindustris side,

- angsten for at miste sin ekspertstatus, hvis alternativer, som man ikke er uddannet til at kunne gennemføre, skulle komme i brug,

- og et svagt punkt i personligheden (skulle man sige: en personlighedsforstyrrelse?...), der får én til at holde andre nede, om muligt træde et par ekstra gange på dem, i stedet for at hjælpe dem op.

Fire grunde til at bibeholde den etablerede praksis af at medicinere mennesker ikke bare fra sans og mening, men også fra enhver recovery-mulighed, mod en enkel grund til at forlade den til fordel for virkelig hjælp for de kriseramte mennesker: Det utilfredsstillende, frustrerende, deprimerende i ikke at opleve nogle behandlingssuccesser.

I psykoanalysen har man prøvet at skabe en uddannelsesordning, der er ment at skulle forebygge at mennesker, der selv står med et uløst problem, kan komme som behandlere til at have med andre i samme situation at gøre: Læreanalysen. Desværre fungerer systemet langt fra fejlfrit, siden, som sagt i gårsdagens indlæg, pykoanalysen ofte er mere opdragende end at den fremmer selverkendelse med virkelig problemløsning og frigørelse som følge. Interessant læsning om emnet er iøvrigt Dörte von Drigalski's Blumen auf Granit, hvis man altså kan læse tysk.

Windhorse gør brug af et lignende system ved at sende medarbejderaspiranter i et retreat. Med større success end psykoanalysens læreanalyse-system. Og både Loren Mosher's Soteria som Windhorse foretrak respektive foretrækker kriseerfarne mennesker, der er kommet sig, som medarbejdere. Har man selv gennemgået en krise og klaret sig igennem og ud af den, er chancen for, at man har de fornødne erfaringer og egenskaber til at kunne hjælpe andre igennem og UD AF deres krise langt større, end hvis man kun har teoretisk viden om sagen og, i tillæg hertil, aldrig har haft anledning (f.eks. i form af en eksistentiel krise) til at arbejde med sig selv, lære sig selv at kende og frigøre sig selv.

Og hvorfor sætter jeg "over" i "overmedicinering" i anførelsestegn? Fordi jeg mener, at enhver form for medicinering med psykofarmaka, uanset dosen, er OVERmedicinering. I en akut krise kan der opstå situationer, der gør medicinering meningsfuldt. Dog kun med almindelige, beroligende midler, og kun mens situationen påkræver det. Langtids-, "vedligeholdelses-"medicinering med psykofarmaka, anvendelsen generelt af psykofarmaka som antidepressiva, neuroleptika eller de såkaldte "stemningsstabiliserende" midler, er ALTID overmedicinering, og gør beviseligt mere skade end gavn.