De pårørende som allierede i psykiatriens kamp mod kriseramte mennesker

Mens jeg har fokus på de "kære" pårørende: jeg blev gjort opmærksom på en artikel på politiken.dk, der i den trykte version af Politiken, fredag 24. oktober 2008, følges op af to artikler i 1. sektion, side 5. Alle tre artikler formidler detsamme budskab om hvor vigtigt det er, at inddrage de pårørende.

Jeg har to ting at sige til dette. For det første mener jeg, at det kriseramte menneskes eventuelle ønske om ikke at få sine pårørende involveret, skal respekteres. Ubetinget. Som regel er de pårørende ikke uvæsentligt medansvarlige for krisens opståen, og siden kriser, om de nu stemples som "skizofreni", "bipolar lidelse" eller hvad det end måtte være, således er en posttraumatisk belastningsreaktion på dysfunktionelle kommunikationsmønstre og lignende, er det kriseramte menneskes eventuelle ønske om ikke-indblanding af sine dysfunktionelt kommunikerende pårørende mere end forståeligt, og, i hvert fald indtil de traumatiserende oplevelser er nogenlunde bevidstgjort og bearbejdet, kun hensigtsmæssigt. Den "geografiske kur", at få lagt en fysisk afstand til det "stof" (de pårørendes dysfunktionalitet), der har forgiftet ens sjæl, ens væren, er for mange et vigtigt, om end ikke det afgørende, skridt på vejen til recovery. Med det afgørende skridt at være psykisk, emotionel afstandtagen fra "giftstoffet".

Min personlige erfaring er, at alene nævnelsen af det traumatiserende element i mit liv kunne få mig til at reagere kraftigt og lade "symptomatiken" tiltage betydeligt. I øvrigt en reaktion, som bl.a. især Gregory Bateson beskriver eksplicit i hans artikel "Towards a Theory of Schizophrenia". Jeg var selv i lang tid hverken i stand til at udtale eller skrive benævnelsen på dette traumatiserende element i mit liv: ordet "mor".

I starten af mit terapiforløb blev jeg spurgt, hvor mine forældre levede. Selvfølgeligt med den "bagtanke" at kontakte og inddrage dem. Min umiddelbare reaktion var at stivne af skræk. De få skræksekunder, inden det gik op for mig, at det var umuligt at kontakte og inddrage mine forældre som begge i årevis havde været døde på tidspunktet, føltes som en evighed.

Et par måneder senere svarede jeg på spørgsmålet, om jeg havde fortalt min mor om mit problem, hvis det havde været muligt: "Nej, faktisk tror jeg ikke jeg havde fortalt hende det... ikke med mindre jeg havde opnået uafhængighed fra hende... sådan at jeg, i tillæg, kunne have bedt hende om at skride, forsvinde, fise af... Mand, hvor jeg havde nydt det!" Hævn - og sikkerhed, som Jane siger. Langt om længe, efter et helt liv hvor det var mig, der, om end ubevidst så dog systematisk, var blevet nægtet et følelsesliv, en emotionel identitet, hvor jeg var blevet "jordet" gang på gang, ville jeg måske endeligt for en gangs skyld have været den, der "jordede", tilintetgørende, endegyldigt. Og samtidigt frigjorde mig, en for alle gange, fra yderligere "jordning". At den egentlige frigørelse ikke så meget finder sted på et sådant fysisk plan, men snarere netop på det emotionelle plan, at den ikke er et resultat af at "skubbe væk", fortrænge, men snarere af at se og acceptere, var noget, der krævede en hel del bearbejdning og tid at nå frem til.

I dag, godt fire år senere, er jeg ved at forstå, at f.eks. Loren Mosher har ret, når han siger, at de fleste forældre gør deres bedste, at "de prøver", men går "galt i byen", fordi de ofte selv er ofre for dysfunktionaliteten. Den dysfunktionalitet, man finder overalt i vores samfund, i vores kultur. I allerhøjeste grad også i psykiatrien, den institution, der foregiver at ville hjælpe de af dysfunktionaliteten skadede, mens den de facto kun hjælper dysfunktionaliteten selv i at bestå.

Jeg har ikke tilgivet. Jeg er stadigt ofte "såret", er ikke færdig med at bearbejde. Men jeg er mindst lige så ofte, og oftere og oftere, også taknemmeligt. Uden at direkte selv have oplevet dysfunktionaliteten, er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde havde fået øjnene op for hverken dysfunktionaliteten eller vejen ud af den. "It was just perfect", siger Jon Kabat-Zinn om hans "ulykkelige", traumatiserende opvækst i en dysfunktionel familie.

Men, og her kommer jeg til den anden ting, jeg vil sige om inddragelsen af de pårørende, jeg havde måske heller aldrig fået øjnene op, hvis jeg var havnet i systemet.

Hvad f.eks. Bateson også bemærker, er at det kan føre til en spontan løsning af krisen, hvis de pårørende kan opbringe modet til at se sig selv i spejlet og vedkende sig deres egen dysfunktionalitet. I stedet for at holde spejlet op foran de pårørende, gør systemet dog desværre det, at det dækker spejlet til: der findes ingen dysfunktionalitet i vores perfekte samfund. Kriser skyldes udelukkende individets gener og en mystisk hjernesygdom, som ingen har ansvar for. Og siden ingen har ansvar for den, kan heller ingen tage dette ansvar og komme sig: "Din bror er skizofren, og du skal ikke regne med, at han nogensinde får et normalt liv,..." hedder det i artiklen "Min bror har ingen fremtid" i Politiken, fredag 24. oktober 2008, 1. sektion, side 5. Og alt i alt beklager artiklen intet andet, end at søsteren til denne "skizofrene" bror ikke har fået dette at vide langt før hun fik det at vide. Jeg beklager meget, at hun overhovedet får en sådan løgn serveret. En løgn, som både hende og Politikens journalist, gerne, tror på. Siden det nu er "eksperterne", der har serveret den. "Gerne", fordi løgnene om biologisk hjernesygdom, som Loren Mosher siger, "er en ingen-skyld-forsikring mod personligt ansvar", og dermed meget belejligt for såvel samfundet som den enkelte pårørende.

Jeg finder det intet mindre end uhyrligt, at man bliver ved med at frejdigt fortælle folk disse løgne, selv om der ikke findes et eneste videnskabeligt bevis for, at de er holdbare. Tværtimod. Når broren siger til sin søster at "hun er en 'dum tøs', der ikke aner hvad hun snakker om" (Politiken, op.cit.), når hun prøver at overbevise ham om, at "eksperterne" har ret, når de påstår han skulle være "syg", er det ham der faktisk har ret. Han er ikke "syg". Han er kørt fast i en krisesituation, fordi systemet holder ham fast i netop denne krisesituation via den eneste "hjælp" psykiatrien har at byde på: "medicin", og ved at undlade at informere om og tilbyde menneskeligt hjælp.

Under de bestående omstændigheder - fastholdelse af kriseramte mennesker i krisesituationen i stedet for hjælp til at komme igennem og ud af den - vil en udvidet inddragelse af de pårørende kun kunne gøre én ting: sikre "sygdomsindsigten" og "behandlingscompliancen". Altså indsigten i at man ingen fremtid har, og compliancen med en "behandling", der definitivt sørger for, at man ingen fremtid har. Så længe systemet ikke holder op med at fortælle sine løgne, og så længe de pårørende blind tror på disse løgne, vil inddragelsen af de pårørende kun være til yderligere skade end til gavn for det kriseramte menneske.