Projektioner III

Nogle tanker om det at tage ansvar, Abraham Maslow og selvforvirkligelse, ordene og Ordet, og om ønsket om at blive pakket i vat. Med tak til Astrid for inspiration.

Er et ønske om at blive respekteret som den man er, et ønske om at få den plads, man har brug for som et levende væsen for at kunne være til, detsamme som et ønske om at blive "pakket i vat", som Astrid mener?

Lige så mange pårørende som jeg ser, der desperat klamrer sig til det halmstrå, psykiatrien, samfundet holder op foran os i form af genetisk betingede, biologiske hjernesygdomme, som ingen har et ansvar for, lige så mange brugere ser jeg, der gør detsamme.

At kunne gribe efter og holde fast i halmstrået, forudsætter imidlertid at man er villig til at fornægte sig selv, at man er villig til at give afkald på den frihed og de muligheder til udvikling og forandring, der ligger i det, at tage ansvar for sig selv. Specielt tydeligt bliver det, når det drejer sig om "psykotiske" kriser, der som bekendt ofte går hånd i hånd med hvad psykiatrien kalder for "manglende sygdomsindsigt". Jo mere man overvældes af sit ubevidstes "vågn op!"-råb, jo mindre vil man selv være villig til at betragte "vågn op!"-råbet som en sygdom, der skal bekæmpes. Selv om man i "psykosen" ikke er bevidst om "vågn op!"-råbets helbredende, udviklende og forandrende potentiale på et rationelt tænkende niveau, men "kun" på et emotionelt, spirituelt og intuitivt niveau. Vores "rationelle" tanker er konditioneret, farvet af det samfund og den kultur, vi er opvokset i og lever i. Vores intuition er oprindelig og oprigtig. Et udtryk af hvem og hvad vi er, hver især og som mennesker i al almindelighed. Vores tanker er udtryk af tillærte samfunds- og kulturnormer. De er udtryk af, hvem og hvad vi ifølge disse normer burde/skulle være. Ikke af hvem og hvad vi er. Ser man på udsagnet isoleret, kunne "I begyndelsen var Ordet" også oversættes til: "I begyndelsen var den rationelle tanke". I begyndelsen af kulturen, af det, der adskiller mennesket fra alle andre livsformer. Liv behøves ikke den rationelle tanke, ordet, for at kunne komme til udtryk. Men liv uden intuition er ikke liv. Hvad den rationelle tanke er for egoet, er intuitionen for livet.

I en kultur, i hvilken den rationelle tanke (videnskaben, egoet) modarbejder intuitionen (naturen, væren), er krisen resultat af en kulturelt skabt ubalance mellem den rationelle tanke og intuitionen til fordel for den rationelle tanke. Den er et forsøg på genoprettelse af balancen. Og derudover et forsøg på at etablere et samarbejde mellem den rationelle tanke og intuitionen, hvor den rationelle tanke bliver til et udtryksmiddel for intuitionen, snarere end til et våben i kampen mod intuitionen. Og så bliver "I begyndelsen var Ordet" til "I begyndelsen var bevidstheden", den altrummende, transcendente bevidsthed. Integration i stedet for adskillelse. Enhed med i stedet for kamp mod. Yin og Yang. Gud. "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud", hedder det i Johannesevangeliet. Og det er netop fordi det ikke står for den rationelle tanke, at "Ordet" staves med stort "O" i denne sammenhæng.

Splittelsen ("schizein", græsk: at splitte) er afsplittelsen og den fornægtende bekæmpelse af intuitionen til fordel for den rationelle tanke, for egoet. Krisen er et ubevidst forsøg på ophævelse af denne splittelse. "Jeg har aldrig følt mig splittet under mine akutte sygdomsperioder, men altid kun grebet af en overvældende, eventyrlig-apokalyptisk meningssammenhæng, som var meget svært at gennemleve, hvorfor de fjernede mig fra hverdagslivet. Mine medmennesker, der bare så disse episoder og mine forsøg på udredning af de krav, der blev stillet til mig, udefra, måtte selvfølgeligt se mine reaktioner som mærkelige eller sindssyge... Min livs- og verdensforståelse svarede snarere til den af et menneske, der pludseligt forstår, at der findes dybere- og højereliggende etager under og over sit eget tilholdssted, og for hvem disse etager, der hører til det store menneskehus, pludseligt bliver oplyste. Således vandt det levede livs naive realitet pludseligt en ny betydning, i hvilken mytisk fortid væltede op og religiøse, apokalyptiske visioner væltede ned over mig. Men denne erfaring modsiger grundfølelsen af splittethed. Snarere formidler den erfaringen af en større enhed", citerer Dorothea Buck i Auf der Spur des Morgensterns fra et brev af en veninde. Hun fortsætter: "Mange skizofrene oplever åbenbart disse, under normale omstændigheder ikke mærkede meningssammenhænge. De kan forføre til meningsløs selvovervurdering ["storhedsvanvid"], og den af angst overvældede vil opleve dem som forfølgelsesidéer ["paranoia"]. For den indeni isolerede [ensomme] kan erfaringen af en tættere forbindelse med det hele være til stor hjælp. Kun på baggrund af denne, normaltilstanden overstigende meningserfaring kan de for den skizofrene som typisk betegnede "relations- og betydningsidéer", hans/hendes symbolsprog og symbolhandlinger, forstås. En psykiater opfatter dem som meningsløse, fordi han/hun ser dem som isolerede symptomer og fordi han/hun ikke kender til meningssammenhænget."

Psykiatrien som den institution i vores af troen på videnskaben og den rationelle tanke dominerede samfund, der har som opgave at sikre den rationelle tankes dominans, kender ikke til andet end til den isolerede og isolerende, rationelle tanke. Og må således nødvendigvis misse pointen, når det kommer til kriser, hvis mening kun kan an-/erkendes i det omfang som også den menneskelige natur bliver an-/erkendt.

I citatet ovenfor nævner Dorothea Buck angst. Jo mere identificeret med den rationelle tanke, med sit ego, et menneske er, jo mere angst- og dermed lidelsespræget vil en krisesituation være for dette menneske. Dorothea Buck fortæller, at hendes egne kriser stort set var angstfrie. Hun havde et solidt identifikationsfundament af religion i en spirituel forstand som hun kunne gennemleve sine kriser ud fra. For mig, der var meget identificeret med min evne til rationel, analytisk tænkning, var kriserne meget angstprægede. Mens det, at jeg valgte at gå igennem kriserne med åbne øjne, i stedet for at lade mig bedøve af neuroleptika, skyldes min teoretiske viden om at mennesket er mere og andet end rationel, analytisk tænkning. "...jeg ville ikke have kunnet holde mig selv ud mere... fordi det ikke havde været 'mig selv' mere." Nej. Jeg havde været en ansamling af bedøvede symptomer, en bedøvet intuition, og derudover af vor kulturs menneskets natur, intuitionen, livet, fornægtende og fordømmende ("sindssyg", "skizofren"), rationelle tanker. Jeg havde ikke engang været en "grøntsag". Fordi selv grøntsager er en livsform, har en intuition og udvikler sig, vokser. Jeg kunne "forsvare" min intuition med teoretisk viden, med min egen rationelle tænkning. Rationel tænkning som et udtryksmiddel for intuitionen. Mens den kulturelle konditionering - eller indoktrination - om meningsløse, biologiske hjernesygdomme, om egoets og videnskabens almagt, om ordenes, den rationelle tankes, afgrænsende betydning gjorde min oplevelse af egodød, af enhed med alt og af Ordets universelle betydning angst- og lidelsesfuld. Hvis jeg oplevede en splittelse, så var det her, at jeg oplevede den. Ikke indeni mig selv, men mellem mig selv og dette kulturkonditionerede konstrukt, der er mit ego.

Det havde været nemt, at undgå angsten og lidelsen. Jeg havde kunnet frasige mig ethvert ansvar, både for mig selv og mine medmennesker, og havde kunnet give en mystisk hjernesygdom ansvaret for, at jeg ikke kunne tage ansvar. Et kulturelt, videnskabeligt-rationelt konstrukt, der lå udenfor mig selv, mit ansvarsområde: "skizofreni". Jeg havde nemt kunnet projicere min angst og min lidelse i dette konstrukt, der intet havde haft at gøre med mit væren som menneske. Som jeg som den jeg er ikke havde haft nogen som helst indflydelse på. Jeg havde kunnet lade "eksperterne", myndighederne og kemien overtage styringen af og ansvaret for mit "liv". Og så havde jeg kunnet eksistere i dette af vores kultur skabte meningsvakuum til mine dages ende. Uansvarligt, uforanderligt. Pakket i vat. Jeg kan godt forstå, at mange vælger denne "løsning". Især når de i tilstrækkeligt lang tid og med tilstrækkelig intensitet er blevet plaget konstant, uden ende, af samfundets kun velmenende "almægtige moralapostler" til at fornægte sig selv og overgive sig til meningsvakuumet.

Det havde været nemt, men for mig var det en umulighed. Ifølge den amerikanske psykolog og grundlægger af den humanistiske psykologi* Abraham Maslow er "self-actualization", selvforvirkligelse, et menneskeligt behov. I hans "Hierarchy of needs", behovspyramiden, ligger selvforvirkligelse på toppen. Det er det menneskelige livs ultimative mål, kunne man sige. "Enlightenment" med et spirituelt, "Satori" med et Zenbuddhistisk begreb. Mens opfyldelsen af alle andre behov danner grundlag for, at dette sidste behov kan blive opfyldt.

For kriseramte menneskers vedkommende kan det siges, at et eller flere af de fire selvforvirkligelsen forudgående behov ikke er opfyldt. Udviklingen er gået i stå. Krisen er et forsøg på, at bevidstgøre denne mangel og indhente det forsømte, på små 5 - 6 uger, med selvforvirkligelsen som muligt resultat. Ikke uden grund føler mange kriseramte mennesker sig ikke "voksne", "modne", mens de samtidigt kan opleve sig som alvidende og almægtig. Fra det ene ekstrem til det andre på 0,5 i en nærmest eksplosionsagtig udvikling, der gør det svært, om ikke umuligt, for den rationelle tanke at følge med ("tankeforstyrrelser"). Min egen selvopfattelse var symboliseret af et sandkorn i en østersskal i den ene ende, og millioner af lysår i den anden. Lys - bevidsthed - Gud. Spurgt efter min alder, havde jeg svært ved at svare. Jeg havde ingen og al alder på samme tid. Tid som en måleenhed eksisterede kun i en kulturel sammenhæng, og var dermed for mig, der stod udenfor denne kulturs begrænsninger, ubetydeligt. Detsamme gjalt ordene. Skrevne ord blev til virkårligt tegnede mønstre, udtalte ord til virkårligt komponerede lydbilleder. Ordenes betydning blev dobbelt, tredobbelt og vilkårligt udskifteligt. Samtidigt med, at jeg ledte efter Ordet. Trylleordet, der betød alt og intet på samme tid.

"I takt med at ordene mister deres (af kulturen tildelte) mening, (...) eller om det er pga. en psykologisk usikkerhed i det at være i verdenen, der forårsager at symboler ikke længere automatisk tages for tingen, der forårsager en adskillelse af symbolet (signifikanten, ordet) fra det symboliserede (det signifierede, tingen), rettes al opmærksomhed mod tingen, mens symbolet efterlades mere eller mindre tømt for enhver symbolsk indhold, og bliver til et vilkårligt lydmønster, fri til at blive fyldt med og anvendt til at betegne rent individuel mening, fri til at blive transformeret fra at være en almenforståelig kode til at være en mere eller mindre privat, individuel kode, grænsende til at blive en ting i sig selv.

Evnen til at bruge sprog er en naturlig evne, men sprogene i sig selv er ikke et naturligt fænomen. De er et kulturelt fænomen. Var det et naturligt fænomen, ville forskellig kodning [forskellige sprog] ikke være muligt. Lige så lidt som et 'poetisk sprog' eller 'psykotisk tale', med begge værende en leg med ord, en kode, hvert på sit niveau, ville eksistere", skrev jeg for noget tid siden i et indlæg på min engelske blog.

Erkendelsen af at ord altid kun kan være "pointers", ikke tingen i sig selv, og af at deres betydning er kulturelt og ikke naturligt betinget, er forudsætning for, at man kan forstå, hvad der sker i "psykosen" mht. tanker og deres manifestation i ordene, i sproget.

Mig selv trak denne erkendelse skiftesvis i to retninger: ind i tavsheden, som den logiske konsekvens af erkendelsen af ordenes utilstrækkelighed mht. Tingen, og i sidste konsekvens mht. det Reelle, og ind i et utrætteligt søgen efter Ordet. Jeg skrev og skrev og skrev. Jeg ledte efter Ordet i forskellige sprog, i forskellige ordkombinationer, i ordspil og i leg med ord.

"Måske har vi alle sådan et poesisprog i en eller anden form som vi kan bruge til at lege med. Finde os selv med. Nå andre med.

 Hvis vi altså kan høre det midt i alle konventionerne?" skriver Janne i et af sine blogindlæg (min kursivering).

"...og Ordet var Gud." Den rene bevidsthed, vores sande selv, vores væren.

Mht. ønsket om at blive pakket i vat, så mener jeg at det er dem, der "vælger" en neuroleptika- (eller for den sags skyld generelt psykofarmaka-, stof-) omtåget ubevidsthed i mere eller mindre total ansvarsfrasagt afhængighed af andre, der ønsker at blive pakket i vat. Ikke dem, der tager udfordringen op, konfronterer sig med deres egen lidelse, og begiver sig ud på opdagelsesrejsen ind i deres eget værens afgrunde. "Vælger" i anførelsestegn, fordi der ofte ikke er tale om et frit valg, men om en beslutning, andre har truffet på forhånd for én, om tvang. Andre, der selv har valgt udfordringen fra. Til fordel for den skinbarlige sikkerhed, vattet byder på. Andre, der har valgt, at pakke sig selv i vat, mens de, om end kun ubevidst så dog, er udmærket klar over at vattet kvæler livet, og derfor ikke kan tåle synet af et menneske, der vælger at tage udfordringen "liv" op.

Jeg er selv nået til et punkt, hvor jeg som oftest bevidst kan se diskrimineringen i øjnene, sige "Is that so?", og gå min vej, uden at måtte tage itu med alt for voldsomme reaktioner. Fordi jeg har taget ansvar for mine reaktioner, dem allesammen, inklusive dem, psykiatrien ville have kaldt for "symptomer", og som jeg derfor nemt kunne have frasagt mig ethvert ansvar for. Andre, der først lige er startet på deres rejse, har ikke densamme afklarethed omkring hverken deres egne reaktioner eller diskrimineringens årsager og mål endnu, og derfor må man som den diskriminerende regne med, at reaktionen kan blive voldsom. Vold avler som bekendt vold. Og ord som "sindssyg" er udtryk for vold. Ligeom det svarer til voldtægt, at betegne et andet menneskes realitet for "ikke virkelig". Det er en voldsom krænkelse af dette menneskes ret til at definere sin egen virkelighed og væren i denne virkelighed.

Man kan ikke forvente af et menneske, der aldrig har fået lov til at tage ansvar for sig selv, der aldrig har fået en chance, at lære hvordan man gør, at dette menneske pludseligt, og bare fordi det lige passer ind i en andens kram, tager ansvar. Som både Heidi er inde på ovre på sin blog, og jeg i min kommentar, så er det noget, der tager tid og ofte kræver støtte og også et vist "hensyntagen" - hvis man kan betegne det, at respektere et andet menneske uanset hvor dette menneske befinder sig i sin udvikling for "hensyntagen" - fra omgivelsernes side at få lært. Og som Amanda med sit indlæg "People can be a bit like water" understreger, kan det ikke nytte noget, at kræve, at et menneske tager ansvar for sig selv, når det passer én, og kræve i næste øjeblik, at dette menneske overlader ansvaret for sig selv til andre igen, fordi det passer de andre. Enten tager man ansvar, og så tager man ansvar for hele sig selv, eller også gør man ikke. Og på samme måde gælder at man enten giver et menneske plads og lov til at tage ansvar, for hele sig selv, eller ikke gør det. I sidste tilfælde skal man så bare ikke regne med, at dette menneske overhovedet nogensinde er i stand til at tage det mindste ansvar for sig selv.

At tage ansvar for sig selv er en menneskeret og i sidste ende også et livsprojekt. Ligesom det er et livsprojekt at respektere sig selv nok til at man kan respektere andre tilstrækkeligt til at kunne give dem plads og lov til at tage ansvar for sig selv og være sig selv. At fordømme et andet menneske som værende "sindssyg" og dette menneskes realitet som "ikke virkelig", som ikke bare Astrid gør, men med hende størsteparten af samfundet og den samlede biopsykiatri, krænker dette menneskes ret til at tage ansvar, og forhindrer livsprojektet i at blive gennemført. Det forhindrer selverkendelse, selvbevidsthed og selvværd i at kunne blive til. Det forhindrer forandring og udvikling. Det forhindrer de fire øverste behov, og i visse ekstreme tilfælde alle fem behov, i Maslow's pyramide i at kunne blive opfyldt. Det forhindrer muligt liv i at blive til. Detsamme gør et valg, der fravælger det at tage ansvar for sig selv, og uddelegerer det til andre, til "eksperter", myndigheder og Zoloft, Risperdal eller Ritalin - eller for den sags skyld til alkohol og fritidsstoffer i al almindelighed. Og detsamme gør også et valg, der måske godt nok vælger det etablerede behandlingsapparat og kemien fra, og alternative tilgange til, men samtidigt stadigt ikke tager ansvar for sig selv, og overlader det til terapeuten, healeren, akupunktøren etc., med en forventning om, at recovery'en, selverkendelsen, enlightenment'en serveres på et sølvfad for én.
_______________

Universel erklæring af mentale rettigheder og friheder

Alle mennesker er skabt forskellige. Ethvert menneske har retten til at være mentalt frit og uafhængigt.

Ethvert menneske har retten til at føle, se, høre, fornemme, forestille sig, tro eller opleve hvad som helst, på en hvilken som helst måde, til en hvilken som helst tid.

Ethvert menneske har retten til at opføre sig på en hvilken som helst måde, som ikke skader andre eller bryder retfærdige love.

Intet menneske skal uden samtykke blive underkastet indespærring, fiksering, straf, eller psykologisk eller medicinsk indgriben i et forsøg på at kontrollere, undertrykke eller forandre individuets tanker, følelser eller oplevelser.
fra: Adbusters.org
_______________

*Til forskel fra de fleste andre retninger indenfor psykologien, og til stor forskel fra psykiatrien, søger den humanistiske psykologi at fokussere på og definere det sunde i et menneskes væren, ikke det "patologiske", "syge". Hvorfor den humanistiske psykologi ikke på samme måde stirrer sig blind på "symptomer" som andre retninger indenfor psykologien og psykiatrien, men ser menneskets væren som i bund og grund sund og rask. En lignende tilgang havde Edward Podvoll, grundlæggeren af Windhorse, hvis tilgang baserer på at fokussere på det, han kalder for "islands of clarity" (øer af klarhed), i stedet for på "sygdomssymptomer". Og også Loren Mosher's udgangspunkt i at recovery fra "psykoser" ikke bare er mulig, men til at forvente fokusserer mere på det sunde end det "syge". Tilgangen er i mine øjne afgørende for, om man ser mennesket, eller om man ser en "patient", en "sygdom". Og den kan være afgørende for resultatet af terapien: "Du starter dér [med fokus på det sunde], og du har et kæmpe forspring."