Why We're Bipolar: Normal Life Sucks!
af bipolarorwakingup/Sean Blackwell
(Sammenfatning af videoens indhold på dansk følger senere.)
lørdag den 29. november 2008
fredag den 28. november 2008
The Infinite Greed
Under sine efterforskninger med hensyn til psykiatriens forbindelser til farmaindustrien, har den U.S. amerikanske kongres også kigget lidt nærmere på Frederick K. Goodwin's regnskaber. Frederick K. Goodwin, forhenværende direktør af NIMH (National Institute of Mental Health) og radiovært i det populære NPR (National Public Radio)-program "The Infinite Mind", har mellem 2000 og 2007 kasseret 1,3 millioner dollars af farmaindustrien "under bordet" for at promovere psykofarmaka, bl.a. i dette radioprogram.
En lille smagsprøve: I programmet, der blev sendt den 20. september 2005, påstod Goodwin, at børn, der led af "bipolar lidelse" og ikke blev behandlet - medicinsk selvfølgeligt - risikerede at få hjerneskader, forårsaget af "sygdommen". Videnskabeligt er dette ikke dokumenteret, og dermed ikke holdbart - tværtimod, nyere studier viser, at "medicinen" kan forårsage hjerneskader. MEN: Samme dag havde Goodwin modtaget 2.500 dollars af GlaxoSmithKline mod at holde en reklame-forelæsning for Lamictal, et "stemningsstabiliserende" middel, der anvendes - netop - ved "bipolar lidelse". Og i alt modtog Goodwin i året 2005 mere end 329.000 dollars af firmaet mod at promovere Lamictal.
NPR har nu fyret Frederick K. Goodwin, og "The Infinite Mind" er taget af programmet. Striden om hvorvidt NPR var klar over Goodwin's forbindelser til farmaindustrien, fortsætter imidlertid.
Som det bl.a. også fremgår af Bruce Levine's blogindlæg, er Frederick K. Goodwin ikke den eneste "ekspert"med "dobbeltindkomst". Listen bliver længere og længere for hver dag, og omfatter også andre illustre navne fra "ekspert"verdenen.
Interessant ville det være, at gennemføre en lignende undersøgelse af danske "eksperters" økonomiske situation og "bijobs". "Men! Men! som enhver ved, penge fra farmaindustrien er god for psykiaternes psykiske sundhed. Korrekt? Korrekt!" som det hedder så fint i en af kommentarerne til Bruce Levine's indlæg.
Og ja, det er for øvrigt densamme Frederick K. Goodwin, der i sin tid mente, Loren Mosher, og med ham den amerikanske bruger/eks-bruger/overlever-bevægelse, måtte være paranoid, når han anklagede psykiatrien for at være i lommen på farmaindustrien...
Læs også: NPR, "Controversy Follows Science Host's industry Ties".
En lille smagsprøve: I programmet, der blev sendt den 20. september 2005, påstod Goodwin, at børn, der led af "bipolar lidelse" og ikke blev behandlet - medicinsk selvfølgeligt - risikerede at få hjerneskader, forårsaget af "sygdommen". Videnskabeligt er dette ikke dokumenteret, og dermed ikke holdbart - tværtimod, nyere studier viser, at "medicinen" kan forårsage hjerneskader. MEN: Samme dag havde Goodwin modtaget 2.500 dollars af GlaxoSmithKline mod at holde en reklame-forelæsning for Lamictal, et "stemningsstabiliserende" middel, der anvendes - netop - ved "bipolar lidelse". Og i alt modtog Goodwin i året 2005 mere end 329.000 dollars af firmaet mod at promovere Lamictal.
NPR har nu fyret Frederick K. Goodwin, og "The Infinite Mind" er taget af programmet. Striden om hvorvidt NPR var klar over Goodwin's forbindelser til farmaindustrien, fortsætter imidlertid.
Som det bl.a. også fremgår af Bruce Levine's blogindlæg, er Frederick K. Goodwin ikke den eneste "ekspert"med "dobbeltindkomst". Listen bliver længere og længere for hver dag, og omfatter også andre illustre navne fra "ekspert"verdenen.
Interessant ville det være, at gennemføre en lignende undersøgelse af danske "eksperters" økonomiske situation og "bijobs". "Men! Men! som enhver ved, penge fra farmaindustrien er god for psykiaternes psykiske sundhed. Korrekt? Korrekt!" som det hedder så fint i en af kommentarerne til Bruce Levine's indlæg.
Og ja, det er for øvrigt densamme Frederick K. Goodwin, der i sin tid mente, Loren Mosher, og med ham den amerikanske bruger/eks-bruger/overlever-bevægelse, måtte være paranoid, når han anklagede psykiatrien for at være i lommen på farmaindustrien...
Læs også: NPR, "Controversy Follows Science Host's industry Ties".
torsdag den 27. november 2008
Mangler du en identitet?
Mangler du ikke bare et job, men også en identitet? Så skynd dig at flytte til Randers kommune! Jobcentret dér tilbyder dig nemlig en identitet som lidende af "ADHD" - eller muligvis andet fra ICD-10, kapitel V. Du kan gøre dit til, at du får din ønskeidentitet. Der findes nemlig - stadigvæk - ingen objektive, videnskabelige tests for hverken "ADHD" eller nogen anden diagnose fra ICD-10, kapitel V. Held og lykke!
onsdag den 26. november 2008
Modsigelser
I forlængelse af gårsdagens indlæg, inklusive kommentarerne - og alt andet, der vedrører "de kriminelle sindssyge" og tvang: "Contradictions".
"The beauty of the horror of a religion turned into a science and backed by the courts and justice system." Kan vist ikke siges bedre.
"The beauty of the horror of a religion turned into a science and backed by the courts and justice system." Kan vist ikke siges bedre.
Revolution
Som nogle måske har overværet, havde jeg jo mine problemer med at finde mig tilrette på et sted og i en sammenhæng som Outsideren, ligesom jeg også stadigt har problemer med at finde mig tilrette blandt (og hér var jeg lige ved at skrive "omringet af", hvilket sådan set rammer min følelsesmæssige oplevelse af situationerne meget godt) psykiatribrugere generelt. Mens jeg knapt har så mange problemer, når jeg færdes i overleverkredse - hvis jeg endeligt skal kategorisere lidt, for en gangs skyld.
Jeg har vendt og drejet problematiken en del, fordi jeg havde på fornemmelsen, at der manglede nogle brikker i puslespillet, og i går fik jeg så langt om længe sat nogle ord på nogle af de manglende brikker. I form af en mail, som jeg i lettere redigeret form vil gengive forneden. Mailen er et svar på delvis bemærkningen, at der måske var noget, jeg fornægtede, og delvis spørgsmålet om hvordan jeg helt konkret ville gribe sagen an, hvis jeg stod f.eks. på et værested, og skulle formidle noget, der måske kunne skabe forandring.
Det hér er mailen, jeg skrev:
"Ja, jeg fornægter noget. Er, i hvert fald i perioder, et eller andet sted hen, nødt til det. Jeg kan simpelthen ikke klare afhængighed, hverken i den ene eller anden form, og uanset omfang.
Det er lidt et tveægget sværd. Man kan sige, min ekstreme uafhængighedstrang og manglende lyst til at gå ind i en offerrolle, har sørget for, at jeg har kunnet opbringe den energi det krævede, at knokle mig igennem og ud af krisen ("ud af" og "ud af"... det er jo nok et livsprojekt, men i hvert fald ud af hvad der kunne hedde "akut krise"). På den anden side har den gjort det (og gør det stadigt ofte) enormt svært for mig at acceptere, at jeg ikke er perfekt, og derfor af og til kan blive nødt til at be' om og modtage hjælp. Uden at det nødvendigvis hver gang behøves at indebære, at jeg havner i total afhængighed, og som offer.
Psykiatribrugerverdenen kommer ind i det hér billede, som du måske kan regne ud, i det omfang som jeg ser, at andre er fanget i en eller anden form for afhængighed af systemet (afhængighed af "medicin" f.eks.), og specielt når jeg ser, at denne afhængighed "godtages", at offerrollen god- og antages, f.eks. udtrykt i at man betegner sig selv som "patient", "psykisk syg", lidende af en sygdom, etc.etc. Jeg ser det, identificerer mig, og, vupti, så rejser nakkehårene sig: "Det kunne være mig." Skræk og rædsel. "Lad mig komme væk!" eller: "Næ nej, kamp til stregen!"
Nu mener jeg ikke, at jeg er heeelt forkert på den, når jeg tænker, at et stort skridt på vejen ville være, hvis folk kunne frigøre sig fra afhængigheden og offerrollen, i hvert fald i størst mulig omfang. Der er jo noget, der hedder "empowerment", og det har noget med det at frigøre sig af afhængigheder og offerrollen at gøre. Jeg mener heller ikke, at jeg er heeelt galt på den, når jeg anser psykiatrien som værende den samfundsinstitution, der er dygtigst til at skabe afhængighed og holde folk fast i en offerrolle, og at man måske skulle ruske lidt mere i folk, gøre dem opmærksomme på de her "slaveforhold", "empowere" dem. - Bortset fra, at folk selvfølgeligt heller ikke har ubegrænsede ressourcer ellers, ser jeg hér også en årsag til hvorfor den brugerstyrede psykiatri, eller bedre: brugerstyrede alternativer til psykiatrien, stadigt er så langt fra at være en realitet, som den/de er. Slaverne kan selvsagt ikke være dem, der styrer plantagen, så længe de er "slaverne", og da slet ikke, så længe de i deres egne øjne er "slaverne".
Men selvfølgeligt behøvede jeg ikke hver gang at tage det så voldsomt personligt, når jeg ser mig konfronteret med denne afhængighed. At jeg gør det, siger noget om, hvor jeg selv er henne i det... At jeg ikke er så frigjort af mine egne afhængigheder, som jeg gerne vil være. Hvis jeg var det, ville jeg næppe så nemt føle, at min egen frihed stod på spil, og at jeg måtte drage i krig og forsvare den, bare fordi jeg genkender min egen afhængighed i andres.
Det er måske noget, jeg ville tage op til diskussion med folk på et værested, helt konkret: Hvorfor ikke tænke i lidt andre baner, end "sygdom"? Hvorfor er der nogle, der holder urokkelig fast ved deres identifikation som "syg"? Hvilke fordele har det, at være "syg", "offeret", afhængig af andre? Og hvad ville der ske, hvis man gav slip på det?
Og, også helt konkret, så ville jeg fortælle om diverse alternativer, der findes rundt omkring i verdenen. Alt fra Soteria til Vermont Recovery, eller/og sådant som Giannas og andres helt personlige vej ud af slaveriet. Der er alt for få virkelige recovery-historier derude. Folk aner jo ofte ikke, at det er muligt. Ingen fortæller dem det. (Recovery i modsætning til og som noget helt andet end rehabilitation, altså.)"
Frihed, uafhængighed, autonomitet, har altid betydet utroligt meget for mig. Måske mere, end noget andet. Det har det selvfølgeligt, fordi jeg har været enormt ufri, afhængig og fremmedstyret. Ikke bare i mine handlinger, men også i mine tanker og følelser. Bedømt og defineret af andre. Underlagt et totalitært styre. Årsagen til krisen som værende mit oprør, min revolution, mod totalitær styring. - Og så mener man, at det skulle være en hjælp for folk, når man pålægger dem endnu mere totalitær styring???
Jeg har vendt og drejet problematiken en del, fordi jeg havde på fornemmelsen, at der manglede nogle brikker i puslespillet, og i går fik jeg så langt om længe sat nogle ord på nogle af de manglende brikker. I form af en mail, som jeg i lettere redigeret form vil gengive forneden. Mailen er et svar på delvis bemærkningen, at der måske var noget, jeg fornægtede, og delvis spørgsmålet om hvordan jeg helt konkret ville gribe sagen an, hvis jeg stod f.eks. på et værested, og skulle formidle noget, der måske kunne skabe forandring.
Det hér er mailen, jeg skrev:
"Ja, jeg fornægter noget. Er, i hvert fald i perioder, et eller andet sted hen, nødt til det. Jeg kan simpelthen ikke klare afhængighed, hverken i den ene eller anden form, og uanset omfang.
Det er lidt et tveægget sværd. Man kan sige, min ekstreme uafhængighedstrang og manglende lyst til at gå ind i en offerrolle, har sørget for, at jeg har kunnet opbringe den energi det krævede, at knokle mig igennem og ud af krisen ("ud af" og "ud af"... det er jo nok et livsprojekt, men i hvert fald ud af hvad der kunne hedde "akut krise"). På den anden side har den gjort det (og gør det stadigt ofte) enormt svært for mig at acceptere, at jeg ikke er perfekt, og derfor af og til kan blive nødt til at be' om og modtage hjælp. Uden at det nødvendigvis hver gang behøves at indebære, at jeg havner i total afhængighed, og som offer.
Psykiatribrugerverdenen kommer ind i det hér billede, som du måske kan regne ud, i det omfang som jeg ser, at andre er fanget i en eller anden form for afhængighed af systemet (afhængighed af "medicin" f.eks.), og specielt når jeg ser, at denne afhængighed "godtages", at offerrollen god- og antages, f.eks. udtrykt i at man betegner sig selv som "patient", "psykisk syg", lidende af en sygdom, etc.etc. Jeg ser det, identificerer mig, og, vupti, så rejser nakkehårene sig: "Det kunne være mig." Skræk og rædsel. "Lad mig komme væk!" eller: "Næ nej, kamp til stregen!"
Nu mener jeg ikke, at jeg er heeelt forkert på den, når jeg tænker, at et stort skridt på vejen ville være, hvis folk kunne frigøre sig fra afhængigheden og offerrollen, i hvert fald i størst mulig omfang. Der er jo noget, der hedder "empowerment", og det har noget med det at frigøre sig af afhængigheder og offerrollen at gøre. Jeg mener heller ikke, at jeg er heeelt galt på den, når jeg anser psykiatrien som værende den samfundsinstitution, der er dygtigst til at skabe afhængighed og holde folk fast i en offerrolle, og at man måske skulle ruske lidt mere i folk, gøre dem opmærksomme på de her "slaveforhold", "empowere" dem. - Bortset fra, at folk selvfølgeligt heller ikke har ubegrænsede ressourcer ellers, ser jeg hér også en årsag til hvorfor den brugerstyrede psykiatri, eller bedre: brugerstyrede alternativer til psykiatrien, stadigt er så langt fra at være en realitet, som den/de er. Slaverne kan selvsagt ikke være dem, der styrer plantagen, så længe de er "slaverne", og da slet ikke, så længe de i deres egne øjne er "slaverne".
Men selvfølgeligt behøvede jeg ikke hver gang at tage det så voldsomt personligt, når jeg ser mig konfronteret med denne afhængighed. At jeg gør det, siger noget om, hvor jeg selv er henne i det... At jeg ikke er så frigjort af mine egne afhængigheder, som jeg gerne vil være. Hvis jeg var det, ville jeg næppe så nemt føle, at min egen frihed stod på spil, og at jeg måtte drage i krig og forsvare den, bare fordi jeg genkender min egen afhængighed i andres.
Det er måske noget, jeg ville tage op til diskussion med folk på et værested, helt konkret: Hvorfor ikke tænke i lidt andre baner, end "sygdom"? Hvorfor er der nogle, der holder urokkelig fast ved deres identifikation som "syg"? Hvilke fordele har det, at være "syg", "offeret", afhængig af andre? Og hvad ville der ske, hvis man gav slip på det?
Og, også helt konkret, så ville jeg fortælle om diverse alternativer, der findes rundt omkring i verdenen. Alt fra Soteria til Vermont Recovery, eller/og sådant som Giannas og andres helt personlige vej ud af slaveriet. Der er alt for få virkelige recovery-historier derude. Folk aner jo ofte ikke, at det er muligt. Ingen fortæller dem det. (Recovery i modsætning til og som noget helt andet end rehabilitation, altså.)"
Frihed, uafhængighed, autonomitet, har altid betydet utroligt meget for mig. Måske mere, end noget andet. Det har det selvfølgeligt, fordi jeg har været enormt ufri, afhængig og fremmedstyret. Ikke bare i mine handlinger, men også i mine tanker og følelser. Bedømt og defineret af andre. Underlagt et totalitært styre. Årsagen til krisen som værende mit oprør, min revolution, mod totalitær styring. - Og så mener man, at det skulle være en hjælp for folk, når man pålægger dem endnu mere totalitær styring???
mandag den 24. november 2008
Miljøforurening
Jeg blev allerede i går gjort opmærksom på denne artikel på politiken.dk, der selvfølgeligt med det omfang af ignorance, der kommer til udtryk især i Benedikte Volfings udtalelser (som om der ikke fandtes andet end bæltefiksering og "medicin"...), skriger efter en kommentar herfra.
Men siden det ikke bare er begrænset, hvor meget miljøforurening, f.eks. i form af junk food eller smog, ens krop kan tåle, men også hvor meget intellektuel og emotionel miljøforurening ens sind kan tåle, og siden jeg fornemmer, at min tolerancegrænse i disse dage er ved at være nået, især efter en mindre behagelig diskussion om retten til at definere sig selv, som jeg lod mig friste til at engagere mig i så sent som i går og i dag, vil jeg undlade at kommentere mere dybdegående. Bare lige det her: Ikke engang Machiavelli selv var så kynisk, at han mente, målet altid og uden enhver etisk hensyntagen skulle hellige midlerne.
Men siden det ikke bare er begrænset, hvor meget miljøforurening, f.eks. i form af junk food eller smog, ens krop kan tåle, men også hvor meget intellektuel og emotionel miljøforurening ens sind kan tåle, og siden jeg fornemmer, at min tolerancegrænse i disse dage er ved at være nået, især efter en mindre behagelig diskussion om retten til at definere sig selv, som jeg lod mig friste til at engagere mig i så sent som i går og i dag, vil jeg undlade at kommentere mere dybdegående. Bare lige det her: Ikke engang Machiavelli selv var så kynisk, at han mente, målet altid og uden enhver etisk hensyntagen skulle hellige midlerne.
onsdag den 19. november 2008
"The Doctor Who Hears Voices" - En film om stemmehøring
Dokumentarfilmen "The Doctor Who Hears Voices" kan ses på YouTube eller her nedenunder i indlægget som playlist. Filmen omhandler den britiske terapeut Rufus May's tilgang til stemmehøring, mens den tager udgangspunkt i hans arbejde med en af hans klienter, den unge læge "Ruth". Ruth, der i virkeligheden hedder noget andet, og hvis part i dokumentaren spilles af en skuespillerske, for at garantere den virkelige Ruth anonymitet*, søger hjælp hos Rufus, fordi hun hører en stemme, der siger, hun skal tage livet af sig.
Rufus May er en meget kontroversiel figur i systemet. Til forskel for systemet, mener han ikke, at mennesker som Ruth hører hjemme i et psykiatrisk sygehus, mere eller mindre stærkt medicineret. Han mener heller ikke, at f.eks. "skizofreni" er en legitim diagnose. Han mener derimod, at "medicin kan ødelægge liv, og at alle psykiatriske sygehuse skulle lukkes."
Han spørges af Leo Regan, filmens direktør:
"Her er en kvinde, der kommer til dig i en krisetilstand. Du arbejder med hende, og (...) du tror, det er bedre, at hun ikke bruger medicin, bedre for hendes recovery. Ville nogle professionelle ikke mene, at det er meget uprofessionelt?"
Rufus May: "Jeg tænker, det er et forsøg værd..."
Leo Regan: "Sagen er, du opfordrer hende ikke til at tage medicin. Du opfordrer hende ikke til at søge..."
Rufus May: "Nej. Jeg mener, det er bare at neddæmpe alting, fortrænge de oplevelser, der så vil dukke op igen og igen."
Ved en podiumsdiskussion griber Rufus May chancen og konfronterer Trevor Turner, en af Storbritanniens førende psykiatere og forfatter af bl.a. bogen Schizophrenia: Your Questions Answered: "Der findes ikke noget i bogen om hvordan psykotiske oplevelser faktisk er meningsfulde. Når folk kommer frem med hvad du kalder 'ordsalat', kan du faktisk... og du virkeligt lytter til folks oplevelser, er der en mening i det. Du er nødt til at afkode den. Trevor, det er virkeligt..., du er en klog mand, ved du. Den [bogen] er velskrevet. Men der mangler en hel del. Meningen. 'Recovery' er ikke i indeksen."
På Rufus May's bemærkning, at Trevor Turner ikke lytter til sine "patienter", spørger Turner, om Rufus May nogensinde har været tilstede under en konsultation med ham, Turner. Rufus May svarer: "Ja." Og spurgt om hvornår, siger han: "Du var en af mine læger. For 20 år siden." Som 18-årig oplevede Rufus May selv en eksistentiel krise, blev stemplet som værende "skizofren", og fik at vide, at han aldrig ville komme sig, altid ville være nødt til at tage "medicin". Bl.a. altså af Trevor Turner.
I et forløb, der varer tolv måneder, lykkes det Ruth med hjælp fra Rufus May at få så meget selvindsigt og dermed kontrol over stemmen, at hun kan vende tilbage til sit arbejde. Stemmen er ikke forsvundet, men Ruth siger, at hendes oplevelse med stemmen og arbejdet med sig selv har gjort hende stærkere som personlighed. I sidste ende en oplevelse, hun har haft gavn af, er vokset af at have.
Lige siden Mary Maddock for nogle måneder siden gjorde opmærksom på filmen, har jeg ventet spændt på, at den skulle blive tilgængeligt i en eller anden form, så jeg kunne se den. Nogle passager var lidt barske at se. Meget "tæt på". Og jeg kan forestille mig, at de også er det for andre. Men uanset er filmen uden tvivl et meget vigtigt bidrag til en bedre forståelse af "psykotiske" oplevelser og især stemmehøring. Helt klart en af de film, jeg ville ønske blev vist i dansk fjernsyn også. I "prime time".
Her er filmen "The Doctor Who Hears Voices":
_______________
*Der findes mennesker, der mener, Ruth burde meldes til NHS, National Health Service, det britiske sundhedsvæsens øverste myndighed, og ikke have lov til at prakticere, da hun i deres øjne er "psykisk syg" og til fare for sine patienter.
Rufus May er en meget kontroversiel figur i systemet. Til forskel for systemet, mener han ikke, at mennesker som Ruth hører hjemme i et psykiatrisk sygehus, mere eller mindre stærkt medicineret. Han mener heller ikke, at f.eks. "skizofreni" er en legitim diagnose. Han mener derimod, at "medicin kan ødelægge liv, og at alle psykiatriske sygehuse skulle lukkes."
Han spørges af Leo Regan, filmens direktør:
"Her er en kvinde, der kommer til dig i en krisetilstand. Du arbejder med hende, og (...) du tror, det er bedre, at hun ikke bruger medicin, bedre for hendes recovery. Ville nogle professionelle ikke mene, at det er meget uprofessionelt?"
Rufus May: "Jeg tænker, det er et forsøg værd..."
Leo Regan: "Sagen er, du opfordrer hende ikke til at tage medicin. Du opfordrer hende ikke til at søge..."
Rufus May: "Nej. Jeg mener, det er bare at neddæmpe alting, fortrænge de oplevelser, der så vil dukke op igen og igen."
Ved en podiumsdiskussion griber Rufus May chancen og konfronterer Trevor Turner, en af Storbritanniens førende psykiatere og forfatter af bl.a. bogen Schizophrenia: Your Questions Answered: "Der findes ikke noget i bogen om hvordan psykotiske oplevelser faktisk er meningsfulde. Når folk kommer frem med hvad du kalder 'ordsalat', kan du faktisk... og du virkeligt lytter til folks oplevelser, er der en mening i det. Du er nødt til at afkode den. Trevor, det er virkeligt..., du er en klog mand, ved du. Den [bogen] er velskrevet. Men der mangler en hel del. Meningen. 'Recovery' er ikke i indeksen."
På Rufus May's bemærkning, at Trevor Turner ikke lytter til sine "patienter", spørger Turner, om Rufus May nogensinde har været tilstede under en konsultation med ham, Turner. Rufus May svarer: "Ja." Og spurgt om hvornår, siger han: "Du var en af mine læger. For 20 år siden." Som 18-årig oplevede Rufus May selv en eksistentiel krise, blev stemplet som værende "skizofren", og fik at vide, at han aldrig ville komme sig, altid ville være nødt til at tage "medicin". Bl.a. altså af Trevor Turner.
I et forløb, der varer tolv måneder, lykkes det Ruth med hjælp fra Rufus May at få så meget selvindsigt og dermed kontrol over stemmen, at hun kan vende tilbage til sit arbejde. Stemmen er ikke forsvundet, men Ruth siger, at hendes oplevelse med stemmen og arbejdet med sig selv har gjort hende stærkere som personlighed. I sidste ende en oplevelse, hun har haft gavn af, er vokset af at have.
Lige siden Mary Maddock for nogle måneder siden gjorde opmærksom på filmen, har jeg ventet spændt på, at den skulle blive tilgængeligt i en eller anden form, så jeg kunne se den. Nogle passager var lidt barske at se. Meget "tæt på". Og jeg kan forestille mig, at de også er det for andre. Men uanset er filmen uden tvivl et meget vigtigt bidrag til en bedre forståelse af "psykotiske" oplevelser og især stemmehøring. Helt klart en af de film, jeg ville ønske blev vist i dansk fjernsyn også. I "prime time".
Her er filmen "The Doctor Who Hears Voices":
_______________
*Der findes mennesker, der mener, Ruth burde meldes til NHS, National Health Service, det britiske sundhedsvæsens øverste myndighed, og ikke have lov til at prakticere, da hun i deres øjne er "psykisk syg" og til fare for sine patienter.
tirsdag den 18. november 2008
Zyprexa - The killing continues
Takket være denne post på Gianna's blog endte jeg alligevel hos Philip Dawdy her til aften.
Philip skriver, at han har kigget lidt i nogle FDA (Food and Drug Administration, den amerikanske levneds- og lægemiddelstyrelse) dokumenter, af hvilke det fremgår at 3.455 mennesker*er døde af bivirkninger, forårsaget af Zyprexa i perioden mellem 1997 til forår 2008. I perioden 1998 til 2005 døde 1.005 mennesker af Zyprexa, de resterende 2.450 døde altså alene i 1997 og i perioden 2005 til forår 2008. De fleste af dem formodentligt i det sidstnævnte tidsrum, hvor Zyprexas markedsandele, på trods af afsløringerne omkring stoffets sundhedsskadelighed, bare steg og steg.
Philip spørger meget relevant: "Hvorfor får Vioxx** ubegrænset opmærksomhed fra mediernes side, mens Zyprexa ikke gør? Hvorfor er Zyprexa stadigt på markedet, med omkring 4 milliarder dollar i årlig omsætning, mens Vioxx er taget af markedet? Hvorfor i al verden er dette middel blevet markedsført for tilfældig brug langt ud over dets oprindelige anvendelsesområde som neuroleptikon?"
Eli Lilly har i øvrigt søgt om at få Zyprexa godkendt også til brug for børn og unge, der er stemplet som "skizofrene". Grådigheden kender ingen grænser.
Og man kan vidst godt sige, at Philip giver svaret på spørgsmålene selv: 4 milliarder dollars. Mens det - selvfølgeligt! - ved sådanne summer må betragtes som en ubetydelighed, at det koster nogle mennesker livet, at andre kan tjene dem. Især - og det er den afgørende forskel til sagen om Vioxx - når dem, der betaler med deres liv, egentligt ikke rigtigt er mennesker, men "farlige sindssyge", som samfundet mere end gerne vil af med i forvejen. Så, hurra for Zyprexa, og muligheden for at slå to fluer med et smæk!
I øvrigt skal det lige nævnes, at det "argument", jeg hører igen og igen, at Zyprexa skulle være mere effektiv og virke hurtigere end andre neuroleptika, mangler enhver basis i videnskabelige fakta. Zyprexa bliver af Eli Lilly markedsført som værende mere effektiv og hurtigere virkende end andre neuroleptika. Men der er altså væsentlig forskel mellem markedsføring og videnskabelig (og etisk) redelighed. I hvert fald i min verden. Men åbenbart altså ikke i psykiaternes.
_______________
*Og dette er kun de dødsfald, der er indberettet til den amerikanske FDA. Dertil kommer dødsfald blandt mennesker af anden end US-amerikansk nationalitet - og en del af dem, hvor dødsårsagen blev bortforklaret med "psykose"...
**Gigtmidlet Vioxx forårsagede i sin tid 932 dødsfald, hvilket gav anledning til hvad der nærmest må kaldes en skandale, der førte til, at midlet blev taget af markedet.
Philip skriver, at han har kigget lidt i nogle FDA (Food and Drug Administration, den amerikanske levneds- og lægemiddelstyrelse) dokumenter, af hvilke det fremgår at 3.455 mennesker*er døde af bivirkninger, forårsaget af Zyprexa i perioden mellem 1997 til forår 2008. I perioden 1998 til 2005 døde 1.005 mennesker af Zyprexa, de resterende 2.450 døde altså alene i 1997 og i perioden 2005 til forår 2008. De fleste af dem formodentligt i det sidstnævnte tidsrum, hvor Zyprexas markedsandele, på trods af afsløringerne omkring stoffets sundhedsskadelighed, bare steg og steg.
Philip spørger meget relevant: "Hvorfor får Vioxx** ubegrænset opmærksomhed fra mediernes side, mens Zyprexa ikke gør? Hvorfor er Zyprexa stadigt på markedet, med omkring 4 milliarder dollar i årlig omsætning, mens Vioxx er taget af markedet? Hvorfor i al verden er dette middel blevet markedsført for tilfældig brug langt ud over dets oprindelige anvendelsesområde som neuroleptikon?"
Eli Lilly har i øvrigt søgt om at få Zyprexa godkendt også til brug for børn og unge, der er stemplet som "skizofrene". Grådigheden kender ingen grænser.Og man kan vidst godt sige, at Philip giver svaret på spørgsmålene selv: 4 milliarder dollars. Mens det - selvfølgeligt! - ved sådanne summer må betragtes som en ubetydelighed, at det koster nogle mennesker livet, at andre kan tjene dem. Især - og det er den afgørende forskel til sagen om Vioxx - når dem, der betaler med deres liv, egentligt ikke rigtigt er mennesker, men "farlige sindssyge", som samfundet mere end gerne vil af med i forvejen. Så, hurra for Zyprexa, og muligheden for at slå to fluer med et smæk!
I øvrigt skal det lige nævnes, at det "argument", jeg hører igen og igen, at Zyprexa skulle være mere effektiv og virke hurtigere end andre neuroleptika, mangler enhver basis i videnskabelige fakta. Zyprexa bliver af Eli Lilly markedsført som værende mere effektiv og hurtigere virkende end andre neuroleptika. Men der er altså væsentlig forskel mellem markedsføring og videnskabelig (og etisk) redelighed. I hvert fald i min verden. Men åbenbart altså ikke i psykiaternes.
_______________
*Og dette er kun de dødsfald, der er indberettet til den amerikanske FDA. Dertil kommer dødsfald blandt mennesker af anden end US-amerikansk nationalitet - og en del af dem, hvor dødsårsagen blev bortforklaret med "psykose"...
**Gigtmidlet Vioxx forårsagede i sin tid 932 dødsfald, hvilket gav anledning til hvad der nærmest må kaldes en skandale, der førte til, at midlet blev taget af markedet.
mandag den 17. november 2008
Ray Sandford - Alert #3
MindFreedom International - 16 November 2008
Ray Human Rights Alert #3: Please Forward
Now see a photo of Ray here:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray
Media ought to ask, "What is Minnesota Governor Pawlenty's
position on Involuntary Outpatient Electroshock (IOE)?"
Ray gets a one week reprieve.
First the good news.
Within days of MindFreedom launching its campaign on 7 November 2008
to stop the weekly involuntary outpatient electroshock of Ray
Sandford, his doctor has decided to "skip a Wednesday."
Ray says that this coming Wednesday, 19 November 2008, for the first
time in months, Ray will not be escorted against his will, under
court order, from his Minnesota home out in the community to his 34th
involuntary outpatient electroshock.
So there's a reprieve for Ray.
For one week.
The bad news is that Ray's doctor said Ray's forced outpatient
electroshocks will resume on Wednesday, 26 November 2008, the day
before the USA holiday of Thanksgiving.
Ray said his involuntary shock will then continue every other week.
We don't know if the one-week reprieve is because of the MindFreedom
campaign, but we know MindFreedom News readers are having an impact.
Since the MindFreedom first alert went out nine days ago, on 7
November 2008:
*** Many people from all over the world have e-mailed and phoned
the offices of the Governor of Minnesota, along with social service
agencies, media, and the hospital where Ray receives his electroshock
against his expressed wishes.
*** For the first time, thousands of people are now aware of the
existence of IOE -- Involuntary Outpatient Electroshock.
*** A few national and local media are now actively investigating.
*** Several advocacy agencies and human rights organizations are
expressing concern and getting involved.
*** Several volunteer attorneys are now in touch to provide
assistance.
*** Volunteers are visiting Ray and sending him their support,
and Ray tells us he is grateful. One volunteer took the photo of Ray
shown on the web version of this alert:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray
*** MindFreedom's "Zapback" e-mail list is coordinating the
campaign.
*** A disability professor and her class of students have called
up Ray and are taking on his campaign as a project.
*** And more.
Thank you, everyone.
Keep up the pressure and the support!
KEEP IT UP!
First, keep phoning and e-mailing, especially if you have not so far.
Show there is national and international concern!
Here are the links to the original two MindFreedom alerts, which have
information about how to e-mail and phone the Governor of Minnesota,
and how to write or visit Ray:
7 Nov: Alert #1:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray-sandford
12 Nov: Alert #2 - Governor Phone-In Campaign:
http://www.mindfreedom.org/shield/pawlenty-electroshock
16 Nov: Alert #3 - Link to this alert with photo of Ray:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray
SOLVE A MYSTERY!
Second, help MindFreedom answer the main mystery.
Despite all this public interest the question remains, "What is
Governor Pawlenty's position on Minnesota laws allowing involuntary
outpatient electroshock?"
Is this Governor, who campaigns for "limited government," for such
laws or against them?
Unfortunately, the Governor's office has not responded to any of the
many e-mails or phone calls requesting his policy position. The
Governor's office is immediately forwarding citizen inquiries to a
voice mail, and then not replying to the voice mail.
We need media to ask the Governor for us. Please forward this alert
to all media, small and large, from newspapers to bloggers.
Media can direct questions to:
Brian McClung
Director of Communications for Minnesota's Governor
phone: (651) 296-0001.
Media ought to ask, "What is Governor Pawlenty's position on
Minnesota laws allowing involuntary outpatient electroshock?"
Sometimes the Governor's office is re-directing calls to the
Minnesota Department of Human Rights. At first that sounds good. But
this office says it is only focused on determining whether narrow
discrimination complaints are legally valid. A spokesperson said this
department makes no statements about policy.
This Minnesota agency said they are planning a major one-day human
rights conference and forum on 5 December. One barrier is the "forum"
costs $200.
For information on this Minn. Dept. of Human Rights, and their
"forum," click here:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray/minnesota-human-rights-conference
or use this link:
http://tinyurl.com/mn-human-rights
You can also keep up with some of the latest developments about the
Ray Campaign on the MindFreedom blog by MindFreedom director David
Oaks, here:
http://www.mindfreedom.org/mfi-blog
Disclaimer: Because the State of Minnesota won't reply, portions of
these alerts are based on Ray's personal statements. By Ray's own
admission, he now has severe memory problems. Therefore, journalists
may want to find a second source to confirm accuracy.
Ray Human Rights Alert #3: Please Forward
Now see a photo of Ray here:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray
Media ought to ask, "What is Minnesota Governor Pawlenty's
position on Involuntary Outpatient Electroshock (IOE)?"
Ray gets a one week reprieve.
First the good news.
Within days of MindFreedom launching its campaign on 7 November 2008
to stop the weekly involuntary outpatient electroshock of Ray
Sandford, his doctor has decided to "skip a Wednesday."
Ray says that this coming Wednesday, 19 November 2008, for the first
time in months, Ray will not be escorted against his will, under
court order, from his Minnesota home out in the community to his 34th
involuntary outpatient electroshock.
So there's a reprieve for Ray.
For one week.
The bad news is that Ray's doctor said Ray's forced outpatient
electroshocks will resume on Wednesday, 26 November 2008, the day
before the USA holiday of Thanksgiving.
Ray said his involuntary shock will then continue every other week.
We don't know if the one-week reprieve is because of the MindFreedom
campaign, but we know MindFreedom News readers are having an impact.
Since the MindFreedom first alert went out nine days ago, on 7
November 2008:
*** Many people from all over the world have e-mailed and phoned
the offices of the Governor of Minnesota, along with social service
agencies, media, and the hospital where Ray receives his electroshock
against his expressed wishes.
*** For the first time, thousands of people are now aware of the
existence of IOE -- Involuntary Outpatient Electroshock.
*** A few national and local media are now actively investigating.
*** Several advocacy agencies and human rights organizations are
expressing concern and getting involved.
*** Several volunteer attorneys are now in touch to provide
assistance.
*** Volunteers are visiting Ray and sending him their support,
and Ray tells us he is grateful. One volunteer took the photo of Ray
shown on the web version of this alert:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray
*** MindFreedom's "Zapback" e-mail list is coordinating the
campaign.
*** A disability professor and her class of students have called
up Ray and are taking on his campaign as a project.
*** And more.
Thank you, everyone.
Keep up the pressure and the support!
KEEP IT UP!
First, keep phoning and e-mailing, especially if you have not so far.
Show there is national and international concern!
Here are the links to the original two MindFreedom alerts, which have
information about how to e-mail and phone the Governor of Minnesota,
and how to write or visit Ray:
7 Nov: Alert #1:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray-sandford
12 Nov: Alert #2 - Governor Phone-In Campaign:
http://www.mindfreedom.org/shield/pawlenty-electroshock
16 Nov: Alert #3 - Link to this alert with photo of Ray:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray
SOLVE A MYSTERY!
Second, help MindFreedom answer the main mystery.
Despite all this public interest the question remains, "What is
Governor Pawlenty's position on Minnesota laws allowing involuntary
outpatient electroshock?"
Is this Governor, who campaigns for "limited government," for such
laws or against them?
Unfortunately, the Governor's office has not responded to any of the
many e-mails or phone calls requesting his policy position. The
Governor's office is immediately forwarding citizen inquiries to a
voice mail, and then not replying to the voice mail.
We need media to ask the Governor for us. Please forward this alert
to all media, small and large, from newspapers to bloggers.
Media can direct questions to:
Brian McClung
Director of Communications for Minnesota's Governor
phone: (651) 296-0001.
Media ought to ask, "What is Governor Pawlenty's position on
Minnesota laws allowing involuntary outpatient electroshock?"
Sometimes the Governor's office is re-directing calls to the
Minnesota Department of Human Rights. At first that sounds good. But
this office says it is only focused on determining whether narrow
discrimination complaints are legally valid. A spokesperson said this
department makes no statements about policy.
This Minnesota agency said they are planning a major one-day human
rights conference and forum on 5 December. One barrier is the "forum"
costs $200.
For information on this Minn. Dept. of Human Rights, and their
"forum," click here:
http://www.mindfreedom.org/shield/ray/minnesota-human-rights-conference
or use this link:
http://tinyurl.com/mn-human-rights
You can also keep up with some of the latest developments about the
Ray Campaign on the MindFreedom blog by MindFreedom director David
Oaks, here:
http://www.mindfreedom.org/mfi-blog
Disclaimer: Because the State of Minnesota won't reply, portions of
these alerts are based on Ray's personal statements. By Ray's own
admission, he now has severe memory problems. Therefore, journalists
may want to find a second source to confirm accuracy.
søndag den 16. november 2008
"Tvang i psykiatrien" - Et norsk dokumentarprogram, version II
Efter jeg havde skrevet et noget mere omfangsrigt indlæg om "Tvang i psykiatrien", med detaljeret sammenfatning af dokumentarens indhold, til min engelske blog, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne oversætte dette, mere udførlige indlæg, og poste det hér også. Det findes vidst også danskere, der har problemer med det norske...
Så hér altså den nye, redigerede og udvidede version af "Tvang i psykiatrien" - Et norsk dokumentarprogram, der også kan ses ved simpelthen bare at scrolle lidt ned på denne side.
Så hér altså den nye, redigerede og udvidede version af "Tvang i psykiatrien" - Et norsk dokumentarprogram, der også kan ses ved simpelthen bare at scrolle lidt ned på denne side.
lørdag den 15. november 2008
Lidt lørdag-morgen-morskab
Jeg er ellers ikke den, der jævnligt sidder og studerer sin blogtrafik indgående. Men her til morgen gjorde jeg det altså. Og det gav faktisk anledning til megen morskab. F.eks. når folk via en google search med søgeordene "psykisk syg - hjælp - pårørende" havner ved mit Özlem-Cekic-indlæg... Oops!... Men virkeligt flad af grin var jeg over en stakkels dansker, der også via en google search, var havnet på min engelske blog - for så at smide et indlæg, jeg i sin tid havde oversat efter et dansk indlæg her, i google-translate... Måske skulle jeg tilføje et link til eventuelle tilsvarende indlæg på henholdsvis dansk og engelsk til hvert oversatte indlæg? "Marian-translate"??
fredag den 14. november 2008
Spring Tide
Jeg har besluttet, at ændre settings'ene for Spring Tide til at være åben kun for inviterede læsere, siden jeg har planer om at lægge nogle mere personlige skriv ud dér, som jeg ikke er helt parat til at dele med enhver, der tilfældigvis kommer forbi. Sandsynligvis vil jeg med tiden ændre settings'ene igen til "åben for alle". Hvis du ikke vil vente på det, kan du sende mig en e-mail (til marian(dot)bgst(snabela)gmail(dot)com), og jeg vil invitere dig ind i varmen :)
ECT-nyhederne
På MindFreedom's blog kan du læse nyt om Ray Sandford's situation. Hvis du har nerver til det, så klik på linket og læs om 2002-dommen. Femten elektrochok"behandlinger" om ugen i fem uger. Det giver i alt 75, FEMOGHALVFJERDS, elektrochok"behandlinger" på fem uger. Jeg er ret sikker på, at det vil "afhjælpe den indstævnedes psykose (...); forbedre den indstævnedes sociale tilbagetrækning; og føre til forenkling af hendes medicineringsprogram ved at reducere antallet af neuroleptika, hun vil være nødt til at tage for at kontrollere hendes symptomer." Ja. Hvor der ikke er nogen personlighed, kan der dårligt være "symptomer" på "psykose". Eller: "The operation was a success, but the patient died."
_______________
Hvis man er lidt skrap til engelsk, så findes der på Philip Dawdy's blog Furious Seasons en ganske interessant diskussion om elektrochok givet under tvang, i kommentarerne til indlægget "Neuroscientist Defends Forced ECT". Interessant er specielt det syn på sagen, mange af dem, der selv har været ofre for tvangs"behandling" med elektrochok, giver til kende. - Mindre interessant, men derfor ikke desto mindre ret så opslidende, er skærmydslen mellem "E" og en vis "Marian". Suk!
_______________
Og til sidst, selv om jeg egentligt ikke havde til hensigt, at kommentere, så her alligevel et par, eller tre, bemærkninger til 24timer-artiklen "Flere tvinges til elektrochok", der citerer Jes Gerlach: "Successraten [for elektrochok] er højere end for medicin, og de forskningsresultater, jeg er bekendt med, viser, at forstyrrelserne i hjernen kun er midlertidige." Dette ytret som svar til Karl Bach's (LAP) konstatering, at elektrochok "kan forårsage varige hjerneskader".
1. "Success" ser ud til at være lidt af et gummibegreb. Hvis det anses som en "success", at det chokkede individs hukommelse ødelægges tilstrækkeligt, at vedkommende også glemmer, at han/hun egentligt var blevet såpas meget invaderet, dehumaniseret, diskrimineret, traumatiseret, trådt på, svigtet, etc.etc., at der var grundlag for at blive dybt deprimeret, og/eller gøre modstand, f.eks. i form af at lukke helt ned, ja, så har vi vidst med en sand success at gøre, når det kommer til elektrochok.
2. Åbenbart er Jes Gerlach, "ekspert" på området, kun bekendt med et meget begrænset udpluk af forskningsresultater angående "bi"virkninger af elektrochok. Forskningsresultater, der viser varige hjerneskader, forårsaget af elektrochok, er talrige og derudover ikke svære, at finde frem til. Hvis man vil være bekendt med dem, altså. Den seneste kan læses i sin fulde længde her, flere litteraturhenvisninger findes her og her. - I øvrigt et interessant fænomen, man igen og igen kan observere på psykiatriens område, at mange psykiatrierfarne, såsom Karl Bach, ved mere, end "eksperterne"...
3. ...hvilket fører mig til min sidste, meget korte, bemærkning til Gerlach-citatet: "informeret ??? samtykke"...
_______________
Hvis man er lidt skrap til engelsk, så findes der på Philip Dawdy's blog Furious Seasons en ganske interessant diskussion om elektrochok givet under tvang, i kommentarerne til indlægget "Neuroscientist Defends Forced ECT". Interessant er specielt det syn på sagen, mange af dem, der selv har været ofre for tvangs"behandling" med elektrochok, giver til kende. - Mindre interessant, men derfor ikke desto mindre ret så opslidende, er skærmydslen mellem "E" og en vis "Marian". Suk!
_______________
Og til sidst, selv om jeg egentligt ikke havde til hensigt, at kommentere, så her alligevel et par, eller tre, bemærkninger til 24timer-artiklen "Flere tvinges til elektrochok", der citerer Jes Gerlach: "Successraten [for elektrochok] er højere end for medicin, og de forskningsresultater, jeg er bekendt med, viser, at forstyrrelserne i hjernen kun er midlertidige." Dette ytret som svar til Karl Bach's (LAP) konstatering, at elektrochok "kan forårsage varige hjerneskader".
1. "Success" ser ud til at være lidt af et gummibegreb. Hvis det anses som en "success", at det chokkede individs hukommelse ødelægges tilstrækkeligt, at vedkommende også glemmer, at han/hun egentligt var blevet såpas meget invaderet, dehumaniseret, diskrimineret, traumatiseret, trådt på, svigtet, etc.etc., at der var grundlag for at blive dybt deprimeret, og/eller gøre modstand, f.eks. i form af at lukke helt ned, ja, så har vi vidst med en sand success at gøre, når det kommer til elektrochok.
2. Åbenbart er Jes Gerlach, "ekspert" på området, kun bekendt med et meget begrænset udpluk af forskningsresultater angående "bi"virkninger af elektrochok. Forskningsresultater, der viser varige hjerneskader, forårsaget af elektrochok, er talrige og derudover ikke svære, at finde frem til. Hvis man vil være bekendt med dem, altså. Den seneste kan læses i sin fulde længde her, flere litteraturhenvisninger findes her og her. - I øvrigt et interessant fænomen, man igen og igen kan observere på psykiatriens område, at mange psykiatrierfarne, såsom Karl Bach, ved mere, end "eksperterne"...
3. ...hvilket fører mig til min sidste, meget korte, bemærkning til Gerlach-citatet: "informeret ??? samtykke"...
søndag den 9. november 2008
"Tvang i psykiatrien" - Et norsk dokumentarprogram
Den norske tv-station NRK 1 sendte den 28. oktober i år dokumentarprogrammet "Tvang i psykiatrien" i serien "Brennpunkt". Programmet kan ses her.
To kvinder, Kristina og Hege, fortæller i programmet om deres oplevelse med tvang i psykiatrien, og den tanke, der lige umiddelbart kom til min bevidsthed, da jeg havde set programmet, var: 'grotesk'. Samtidigt med, at jeg igen en gang næsten ikke kunne fatte mit eget held.
Kristina
Kristina S. Larsen kommer i berøring med psykiatrien som følge af at blive så groft overfaldet, at hun mister det barn, hun på overfaldstidspunktet er gravid med. Hun siger, at det hun havde behov for, var at blive lyttet til, rolige og sikre omgivelser, og at hendes følelser blev anerkendt som værende reelle nok.
Omkring julen 2007 bemærker hendes mor, at Kristina bliver mere og mere stresset, sover dårligt, og mister appetiten. Kristina indlægges på et psykiatrisk hospital, hvor hun vurderes til at trænge skærmning - med "skærming" og "skærmet afdeling" værende eufemismer for isolation, der officielt ikke findes i det skandinaviske, psykiatriske system - for at "falde til ro", som hendes psykiater siger.
Kristina beskriver situationen som meget nedværdigende, specielt det, at blive tvangsmedicineret og ikke at vide, hvornår hun ville kunne forlade hospitalet igen. Hun siger, den eneste måde, at få et nogenlunde tåleligt ophold på hospitalet var ved ikke at blive vred, ikke at kritisere, ikke at græde, altså ikke at vise følelser, og i øvrigt "tilfredsstille personalet". "De [personalet] optræder som om de var guder. De kan definere, de kan dømme, og ingen kan på nogen måde efterprøve det de siger og har gjort."
Efter noget tid på den "skærmede" afdeling, flyttes Kristina, men kun for at blive sendt tilbage kort tid efter, da hun, som hendes psykiater siger, har en meget "ugunstig indflydelse" på sine medpatienter, som hun får til at holde op med at tage deres "medicin".
I marts 2008, efter to og en halv måned på hospitalet, udskrives Kristina, men er underlagt ambulant tvang, og skal holde kontakten til distriktspsykiatrien. Hun ber om en kvindelig behandler, gerne med erfaring i at hjælpe kvinder, der har oplevet vold og det, at miste et barn ved spontan abort. Hun henvises til en ung, mandlig psykiater under uddannelse, som ikke har meget forståelse for hendes situation, og som hun tit kommer op at skændes med. I juli 2008 vælger denne unge mand, at bedømme, at Kristina ikke er vred på ham, men "hypoman". Han kontakter hendes psykiater ved sygehuset, og det besluttes, at hun skal indlægges igen, siden en ny "episode" ser ud til at være på vej.
Kristina går i panik da hun erfarer dette, og hendes mor arragerer, at hun kan gemme sig ved Store Torungen fyr. Fyrmesteren fortæller, at der ikke var problemer med Kristina under hendes ophold. Tværtimod, hun laver mad, kaffe, og falder godt til i lokalsamfundet.
Imidlertid vælger hendes psykiater at anse hendes flugt som "et tegn på, at hun har en dårlig dømmekraft. Hun kunne være kommet og vist, at hun er rask, og være gået igen. Men hun valgte, ikke at komme. Det oplevede jeg som dårlig dømmekraft, og det er typisk ved disse anfaldslidelser, at dømmekraften forsvinder."
Tre uger efter Kristina er flygtet, lykkes det hendes mor at arrangere et møde mellem hende selv, Kristina og psykiateren. På neutral grund. Selvfølgeligt nægter Kristina, at gå og tale med sin psykiater på sygehuset så længe indlæggelsesordren er i kraft. "Du ved aldrig, hvad de kan finde på", siger hun, mens hun holder nøje øje med parkeringspladsen, hvor hendes mor venter på psykiateren. Han kommer dog alene, og efter en halvanden time lang samtale på et nærtliggende hotel går han med til at ophæve indlæggelsesordren, hvis Kristina er villig til at holde kontakten til distriktspsykiatrien og gå i terapi.
Hege
Den anden kvinde i dokumentaren er Hege J. Orefellen. I sommeren 2003 har Hege været nogle uger igennem i kontakt med Folloklinikken pga. emotionelle problemer. - Interessant, at ordene "åbenhed", "fællesskab", "respekt" og "engagement" vises på skift øverst på hjemmesiden. Bare en - lidt sjov - observation. - Hege, hvis datter lider af en sjælden sygdom, og er meget afhængig af at Hege ammer hende, er ikke gearet til at tage psykofarmaka, og vil slutte med sine jævnlige samtaler på Folloklinikken.
Den 3. juli 2003, mens Hege forbereder sig til at tage til universitetet for at tale med sin vejleder om hendes doktorafhandling, får hun en opringning fra Folloklinikken og får at vide, at hvis hun ikke er dér i løbet af en time, vil politiet blive sendt for at hente hende. Efter hun har rådført sig med sin prakticerende læge, beslutter Hege, der føler sig truet af opringningen, og ligesom Kristina siger, at man aldrig kan vide, hvad de kan finde på, at tage "frivilligt" på klinikken, stadigt overbevist, at hun kan gå igen, lige så hun har gjort klart, at hun ikke har behov for "behandling". Hvad hun ikke ved, er at psykiateren på Folloklinikken vurderer, at hun lider af en "svær depression" og er "til fare for sig selv", "akut selvmordstruet".
Hege siger om samtalen med psykiateren: "Da forstår jeg, at mine ord ikke er af betydning længere. Uanset hvad jeg måtte sige, er det ikke længere af betydning." Hun nægtes at tage telefonisk kontakt med sin samlever eller sin prakticerende læge, og bliver overført til Blakstad sygehus. Dér skal en anden psykiater vurdere hende indenfor 24 timer og bekræfte, at hun er akut selvmordstruet, hvis indlæggelsesordren skal kunne opretholdes. På Blakstad lader man Hege, der af Folloklinikkens psykiater vurderes som værende akut suicidal, vente i et slags hobbyrum med sakse, lim, farve og andet, der nemt kunne (mis-)bruges til at begå selvmord med...
Om natten skriver Hege en klage til Blakstad sygehusets kontrolkommission: "Jeg skriver denne klage i håb om at nogen skal se, hvad en tvangsindlæggelse kan gøre ved et menneske. Min historie er lang, men vejen hit til Blakstad er skræmmende kort. Jeg indrømmer, at jeg har haft behov for hjælp og støtte. Men i stedet fik jeg en traumatisk tvangsindlæggelse."
Den følgende dag vurderer psykiateren på Blakstad, at Hege ikke er selvmordstruet, og hun udskrives. Siden hun ikke har været tilbageholdt i mere end 24 timer, registreres indlæggelsen som "frivillig".
Hege beslutter, at sagsøge Aker sygehus, som Folloklinikken hører ind under, for krænkelse af menneskerettigheder, illegal frihedsberøvelse, og krænkelse af privat- og familieliv, i henhold til indlæggelsesproceduren, og hun får medhold i retten.
Tvangsindlæggelsen har givet Hege en dyb følelse af utryghed ved sundhedssystemet, telefonopringninger og politiet, og få måneder efter sin udskrivning fra Blakstad, mens hun på vej til sin prakticerende læge kommer forbi en politistation, forårsager en udrykning derfra Hege et voldsomt angstanfald. Hendes læge giver hende et par valium og en recept på flere. Hege, der før har oplevet allergiske reaktioner på medikamenter, er ikke meget for at tage valium'en, men gør det alligevel. Valium'en forårsager en allergisk reaktion. Fra hun forlader sin læges kontor til hun dagen efter kommer til sig selv igen på Moss sygehus, husker Hege intet. Hun erfarer, at hun har været på et apotek, hentet valium'en hendes læge havde ordineret, og taget det hele.
På Moss sygehus vurderes Hege af en psykolog mens hun stadigt er under indflydelse af valium'en - hun husker heller ikke samtalen med psykologen - og det besluttes, at hun bør sendes til Blakstad psykiatrisk sygehus. På Blakstad opfordres Hege til at aflevere sin mobiltelefon, hvilket hun nægter, da den er hendes "sidste livline til verdenen udenfor", som hun siger. Alarmen går, og Hege bliver kastet i gulvet af fire ansatte, hendes arm vredet rundt på ryggen, og mobiltelefonen revet ud af hånden på hende, så hun forstuver fingrene. Det hele tager kun få øjeblikke, og Hege siger, at hun ikke engang nåede at forstå, hvad der var sket, kun følte sig "utrolig meget trådt på".
"De første tre dage på Blakstad var en nedadgående spiral for mig, mentalt set", siger Hege. "Jeg klarer ikke flere indlæggelser, jeg klarer ikke flere overgreb. Iværksætter de tvangsmedicinering, det klarer jeg ikke, og iværksætter de elektrochok - jeg klarer ikke flere indgreb mod mig nu. Så kommer det punkt, hvor jeg måtte vælge den eneste løsning, og ikke leve videre, men så var det heller ikke nogen løsning, for jeg havde aldrig klaret, at gøre det mod mit barn."
Også denne gang klager Hege til Blakstads kontrolkommission. Ved et møde med kommissionen på sjette dagen af hendes indlæggelse, vurderer kommissionen, at hun hverken er depressiv eller suicidal overhovedet, og hun bliver udskrevet.
Hege, der har en doktorgrad i kemi, har efter hendes erfaringer med menneskerettighedskrænkelser i psykiatrien læst til jurist, og specialiseret sig i menneske- og patientrettigheder. Hun er aktiv i brugerbevægelsen, og medlem af MindFreedom International.
Tilfældigt faldt jeg over Sørlandet sygehusets reaktion til en udtalelse fra Hege fra 2005, citeret i en norsk avis, hvor hun siger, at en af hovedårsagerne til at psykiatriserede mennesker begår selvmord er psykiatriens "egne selvmordsudløsende mekanismer". En udtalelse, der klart er baseret på hendes egne dehumaniserende og nedværdigende erfaringer. Selvfølgeligt mener man ved Sørlandet sygehus ikke, at Hege kan have ret med sin antagelse. Selv tror jeg - også baseret på min egen (om end kun hypotetisk) erfaring - at Hege rammer plet. Mine planer, i tilfælde af en tvangsindlæggelse, stod meget klare for mig.
Nogle tanker om filmen
Dokumentaren har flere bemærkelsesværdige aspekter. Først og fremst lagde jeg specielt mærke til, hvor stor forskellen er mellem hvordan det vedkommende menneske oplever sig selv og sine behov, og vurderingen og bedømmelsen af vedkommendes situation og behov ved en "ekspert".
Mens Kristina siger, at det hun følte mest behov for, var nogen, der spurgte hende, hvad der var sket, hvad der havde fået hende til at reagere, som hun nu gjorde, og mens hun iøvrigt selv bedømte, at hun ikke havde brug for hverken "skærmning" (isolation) eller at blive medicineret ind i et bevidstheden udviskende, mentalt tågedis, mener "eksperten", at han ikke kunne "udsætte" Kristina for den "belastning" en dialog med hende på krisetidspunktet efter hans mening havde været. "Kristina havde efterlyst dialog, det er rigtigt. Men i den akutte fase arbejder jeg ikke med dialog, da arbejder jeg med behandling for at stabilisere. Og når en person er stabil, så er meningen at dialog i forhold til det Kristina efterlyser, behandling af sine psykiske traumer, er relevant. For det i sig selv, at blive behandlet for de psykiske traumer, er en belastning. Jeg kan ikke arbejde med belastning i en akut fase."
Jeg undrer mig, hvordan det kan være, at denne "ekspert" åbenbart ikke er i stand til at se, at det kan være langt mere belastende for et menneske i en akut krise, at blive nægtet opfyldelsen af det vigtigste behov i en sådan situation, behovet for at komme til en forståelse af sig selv via dialog, end en dialog i sig selv nogensinde kunne være. Og jeg spørger mig, om projektion også hér er på spil, således at en dialog med Kristina først og fremst havde været belastende for "eksperten", ikke for Kristina.
For mig selv blev behovet for dialog, for at blive lyttet til, altoverskyggende på krisetidspunkter. Og at jeg bestemt ikke er den eneste, der føler dette behov, viser bl.a. denne oplevelse. Vi kender det jo i princippet allesammen: Jo mere overvældende en oplevelse vi har/har haft, jo mere trænger vi til at bearbejde den, i dialogen med andre.
Det er som om der sker en form for kortslutning i manges, især i "eksperternes", tanker omkring dette. På den ene side anerkendes det, at mennesker, der har/har haft en overvældende oplevelse, har brug for at tale om det, og der tilbydes krisehjælp. Men hvis den overvældende oplevelse på den anden side ikke umiddelbart kan genkendes af omverdenen, bliver reaktionen på den defineret som "syg", og det reagerende menneske bliver defineret som værende hjernesyg og krævende "behandling" i stedet for dialog - med "behandlingen" i disse tilfælde værende det modsatte af en åben dialog: "skærmning" (isolation) og administration af kemiske stoffer, der sløver bevidstheden, og gør både det at tænke og tale klart til en by i Rusland. En dialog tilbydes først, hvis overhovedet, efter det vedkommende menneske er såpas meget "behandlet", at en åben dialog med potentiale til bearbejdning ikke længere er mulig. Den omvendte verden.
Yderligere belastende og, som jeg gerne vil videreføre Heges betragtning angående selvmord, symptom-udløsende bliver situationen, når mennesket i krise ikke bare nægtes en dialog, men når dette menneske derudover også isoleres. Som antydet foroven, betragter jeg den såkaldte "skærmning" som intet andet, end et andet og mere acceptabelt ord for isolation, beregnet til at lede opmærksomheden bort fra det destruktive i et begreb som "isolation", og hen til langt mere acceptable associationer som "beskyttelse".
Optagelserne fra den skærmede afdeling taler deres eget sprog: fire hvide vægge, en stol, et skrivebord og en seng, i skandinavisk-minimalistisk institutionsdesign - "mindst mulig indtryk". Selv om jeg bestemt ikke befinder mig så meget som i nærheden af en akut krise, kunne jeg tydeligt fornemme, hvad alene synet af lokaliteterne og forestillingen om at skulle tilbringe bare så meget som en enkel dag i disse omgivelser, gjorde ved mig. Firkantet, koldt og nærmest fjentligt, er de indtryk, synet af disse omgivelser efterlod. Med angst, fortvivlelse og vrede som min emotionelle reaktion på indtrykkene og tanken om at være udleveret til disse sanseindtryk - bare så meget som en enkel dag.
I alle andre end psykiatriske sammenhænge betragtes den slags berøvelse af sanseindtryk som tortur, "hvid tortur". "Udførelsen af denne form for tortur får den fængslede til at miste sin personlige identitet...", hedder det i Wikipedia-artiklen. Det kan ikke andet end forbavse mig, at man betragter en behandling, der får mennesker til at miste deres personlige identitet, som "terapeutisk" i en psykiatrisk sammenhæng, hvor det ofte er mennesker, der i forvejen har identitetsproblemer, der udsættes for denne "behandling". 'Kortslutning', tænker jeg igen hér. Og: 'Den omvendte verden.'
Og, ja, indtrykkene kan blive for mange. Men den observation, jeg gjorde med hensyn til mig selv var, at det var de indtryk, der var udtryk af den kulturelle del af vores verden, såsom fjernsynet, maskinstøj og lignende, der var "for meget". Mens jeg nød alle indtrykkene i og fra naturen - og ser omgivelser, der består af fire hvide vægge og lidt skandinavisk-minimalistisk institutionsdesign, som et af mange mulige udtryk af - øredøvende - kulturel støj. - Og også héri kan man i øvrigt finde et spirituelt element. Apropos "spirituel krise".
Selvfølgeligt sætter "eksperten" i udsendelsen også spørgsmålstegn ved Kristinas dømmekraft. Per definition er dømmekraften hos mennesker, der befinder sig i en krisesituation, hvis årsag ikke umiddelbart er genkendelig for omverdenen, sat ude af spil. Af den formentlige hjernesygdom, der formentligt er årsag til krisen. Meget nemt.
Desværre (for "eksperterne") viser udfaldet af historien, at Kristinas dømmekraft åbenbart, og stik modsat "ekspertens" mening, var helt i top. Hun gjorde intuitivt, hvad der var bedst for hende i situationen. Mens hun bemærker, at hendes reaktion på hospitalisering og "behandling" som det modsatte af, hvad hun selv følte, hun havde behov for, som regel var vrede.
Kristinas historie viser tydeligt, hvad der, i stedet for "behandling", er virkelig hjælp for mennesker i krise: selvbestemmelse, personlig frihed og tryghed - for selv om hun befinder sig tre uger på flugt, er denne situation mere tryg for hende, end en indlæggelse med det dermed uundgåeligt forbundne tab af personlig frihed og af retten til selvbestemmelse nogensinde kunne have været. Tryghed er ikke at være udleveret på godt og ondt til andres "omsorg". Tryghed er at blive betingelsesløst respekteret.
Når man står med en meget overvældende oplevelse, er det værste, der kan ske, at man føler yderligere tab af kontrol over situationen. F.eks. ved at blive kontrolleret af andre, ved at få ordre om, hvad man må og ikke må, ved at blive isoleret ("skærmet") , ved at blive "medicineret" med stoffer, der gør, at man mister kontrollen over den egne tænkning, intuition og kropsoplevelse, ved at få at vide af andre, hvad og hvordan man skal tænke og føle, og hvordan man skal definere sig selv, etc. En sådan indgriben i deres personlige frihed vil de fleste allerede under "normale" omstændigheder opleve som grænseoverskridende. Absolut utåleligt bliver det, når man på forhånd befinder sig i en meget sårbar position pga. krisen. Mens den logiske reaktion på overgrebene i form af angst og vrede, bliver betragtet som en forværring af "symptomatiken", en forværring af "sygdommen", der således kræver yderligere "behandling", dvs. yderligere overgreb. En ond spiral, der desværre ofte ender med, at det kriseramte menneske bukker under og knækker. Psykisk - eller fysisk.
Interessant er også systemets definition af "frivillighed", i udsendelsen illustreret af Heges historie. "Hvis du ikke er her i løbet af en time, bliver du hentet af politiet", er budskabet, og advokaten understreger, hvor gerne man vil have folk til at komme frivilligt, men at man jo må oplyse om konsekvenserne, hvis folk - helt frivilligt - vælger, ikke at møde op. En sær definition af "frivillighed", systemet arbejder med. 'Kafka', tænker jeg også hér igen. Ligesom jeg tænker 'Kafka', når Hege fortæller om sin samtale med psykiateren på Folloklinikken i Ski: "Jeg skjønner [forstår], at mine ord har ingen betydning lengere. Uansett hva jeg sier [siger], så spiller det ingen rolle.'
Jeg spørger mig, hvornår systemet mon vil begynde at respektere og behandle sit klientel som mennesker. Og om systemet overhovedet nogensinde vil kunne opbringe den ydmyghed, dette ville kræve. At der foreløbigt ikke er meget håb forude, viser også denne udsendelse igen.
Det der adskiller denne dokumentar fra de fleste andre udsendelser om emnet, jeg har set, er at ikke kun Hege, men også Kristina får mulighed til at stå frem som fuldt tilregneligt menneske, fuldt bevidst om sin egen situation og absolut i stand til at træffe fornuftige beslutninger angående denne situation. At hun får mulighed til at tale for sig selv, og, selv om også "eksperten" får mulighed til at fremlægge sit syn på sagen, uden at det mindste forsøg foretages til at devaluere Kristinas fremstilling som værende den af et "psykisk sygt" menneske, og således ikke troværdig. Tværtimod, filmen viser faktisk, at den i establishmentet udbredte tanke, at "patienter", der er stemplet med "alvorlige sindslidelser" skulle have manglende indsigt i deres egen situation, og derfor skulle være ude af stand til at træffe beslutninger, er forkert.
Kristina vælger i øvrigt, ikke at nævne sin diagnose direkt i dokumentaren - pga. psykdiagnosers stigmatiserende egenskab - men at den ikke er i kategorien "social angst" eller lignende, står temmelig klart. Hendes mor siger, at psykiateren vælger at se Kristinas irritation og vrede over ham som "hypomani", så, regn den ud. - Mens jeg, hvis jeg overhovedet skulle stemple noget som helst med hensyn til både Kristina, min egen erfaring, og/eller alt andet, der bliver stemplet som "psykisk sygdom", ville sige, at der ikke findes flere end en eneste "psykisk sygdom": PTSD.
Uanset hvor kritiske overfor psykiatrisk "behandling", vælger alle danske udsendelser om emnet udelukkende at interviewe mennesker, der, i modsætning til Kristina, udviser "sygdomsindsigt", og, også til stor forskel fra Kristina, er "behandlings-compliant", dvs. tager psykofarmaka. De danske medier har stadigt til gode, at give mennesker, der er stemplet med en "alvorlig sindslidelse" og samtidigt ikke har "sygdomsindsigt" og ikke er "behandlings-compliant", en fair chance til at stå frem og tale på deres egne veje.
Indtil i dag bliver denne gruppe af "patienter" kun omtalt. Fortrinsvis i sammenhæng med begivenheder, der er ment til at bevise disse individers "sindssyge" og mangel på tilregnelighed på den ene side, og, på den anden side, til at understrege den angivelige nødvendighed, at få vedkommende så hurtigt og intensivt som muligt i psykiatrisk "behandling", så yderligere skade og forværring forhindres. På denne måde fremstillende psykiatrisk "behandling" - altså "medicin" og elektrochok - som både værende livreddende "behandlings"tiltag, og de eneste fornuftige, "evidensbaserede", "behandlings"muligheder. Således værende helt på linie med biopsykiatriens doktrin.
Mennesker, der er stemplet med en "alvorlig sindslidelse", og der har valgt systemets "hjælp" fra med success, har indtil i dag ikke fået en chance i de danske medier endnu, til at stå frem og fortælle om deres valg og årsagerne dertil. Hatten af for norske NRK 1 for at have modet til at lave denne banebrydende dokumentarfilm! Og for Kristina og Hege for at stå frem.
Mere om Kristina, Hege og programmet kan læses på MindFreedoms hjemmeside.
To kvinder, Kristina og Hege, fortæller i programmet om deres oplevelse med tvang i psykiatrien, og den tanke, der lige umiddelbart kom til min bevidsthed, da jeg havde set programmet, var: 'grotesk'. Samtidigt med, at jeg igen en gang næsten ikke kunne fatte mit eget held.
Kristina
Kristina S. Larsen kommer i berøring med psykiatrien som følge af at blive så groft overfaldet, at hun mister det barn, hun på overfaldstidspunktet er gravid med. Hun siger, at det hun havde behov for, var at blive lyttet til, rolige og sikre omgivelser, og at hendes følelser blev anerkendt som værende reelle nok.
Omkring julen 2007 bemærker hendes mor, at Kristina bliver mere og mere stresset, sover dårligt, og mister appetiten. Kristina indlægges på et psykiatrisk hospital, hvor hun vurderes til at trænge skærmning - med "skærming" og "skærmet afdeling" værende eufemismer for isolation, der officielt ikke findes i det skandinaviske, psykiatriske system - for at "falde til ro", som hendes psykiater siger.
Kristina beskriver situationen som meget nedværdigende, specielt det, at blive tvangsmedicineret og ikke at vide, hvornår hun ville kunne forlade hospitalet igen. Hun siger, den eneste måde, at få et nogenlunde tåleligt ophold på hospitalet var ved ikke at blive vred, ikke at kritisere, ikke at græde, altså ikke at vise følelser, og i øvrigt "tilfredsstille personalet". "De [personalet] optræder som om de var guder. De kan definere, de kan dømme, og ingen kan på nogen måde efterprøve det de siger og har gjort."
Efter noget tid på den "skærmede" afdeling, flyttes Kristina, men kun for at blive sendt tilbage kort tid efter, da hun, som hendes psykiater siger, har en meget "ugunstig indflydelse" på sine medpatienter, som hun får til at holde op med at tage deres "medicin".
I marts 2008, efter to og en halv måned på hospitalet, udskrives Kristina, men er underlagt ambulant tvang, og skal holde kontakten til distriktspsykiatrien. Hun ber om en kvindelig behandler, gerne med erfaring i at hjælpe kvinder, der har oplevet vold og det, at miste et barn ved spontan abort. Hun henvises til en ung, mandlig psykiater under uddannelse, som ikke har meget forståelse for hendes situation, og som hun tit kommer op at skændes med. I juli 2008 vælger denne unge mand, at bedømme, at Kristina ikke er vred på ham, men "hypoman". Han kontakter hendes psykiater ved sygehuset, og det besluttes, at hun skal indlægges igen, siden en ny "episode" ser ud til at være på vej.
Kristina går i panik da hun erfarer dette, og hendes mor arragerer, at hun kan gemme sig ved Store Torungen fyr. Fyrmesteren fortæller, at der ikke var problemer med Kristina under hendes ophold. Tværtimod, hun laver mad, kaffe, og falder godt til i lokalsamfundet.
Imidlertid vælger hendes psykiater at anse hendes flugt som "et tegn på, at hun har en dårlig dømmekraft. Hun kunne være kommet og vist, at hun er rask, og være gået igen. Men hun valgte, ikke at komme. Det oplevede jeg som dårlig dømmekraft, og det er typisk ved disse anfaldslidelser, at dømmekraften forsvinder."
Tre uger efter Kristina er flygtet, lykkes det hendes mor at arrangere et møde mellem hende selv, Kristina og psykiateren. På neutral grund. Selvfølgeligt nægter Kristina, at gå og tale med sin psykiater på sygehuset så længe indlæggelsesordren er i kraft. "Du ved aldrig, hvad de kan finde på", siger hun, mens hun holder nøje øje med parkeringspladsen, hvor hendes mor venter på psykiateren. Han kommer dog alene, og efter en halvanden time lang samtale på et nærtliggende hotel går han med til at ophæve indlæggelsesordren, hvis Kristina er villig til at holde kontakten til distriktspsykiatrien og gå i terapi.
Hege
Den anden kvinde i dokumentaren er Hege J. Orefellen. I sommeren 2003 har Hege været nogle uger igennem i kontakt med Folloklinikken pga. emotionelle problemer. - Interessant, at ordene "åbenhed", "fællesskab", "respekt" og "engagement" vises på skift øverst på hjemmesiden. Bare en - lidt sjov - observation. - Hege, hvis datter lider af en sjælden sygdom, og er meget afhængig af at Hege ammer hende, er ikke gearet til at tage psykofarmaka, og vil slutte med sine jævnlige samtaler på Folloklinikken.
Den 3. juli 2003, mens Hege forbereder sig til at tage til universitetet for at tale med sin vejleder om hendes doktorafhandling, får hun en opringning fra Folloklinikken og får at vide, at hvis hun ikke er dér i løbet af en time, vil politiet blive sendt for at hente hende. Efter hun har rådført sig med sin prakticerende læge, beslutter Hege, der føler sig truet af opringningen, og ligesom Kristina siger, at man aldrig kan vide, hvad de kan finde på, at tage "frivilligt" på klinikken, stadigt overbevist, at hun kan gå igen, lige så hun har gjort klart, at hun ikke har behov for "behandling". Hvad hun ikke ved, er at psykiateren på Folloklinikken vurderer, at hun lider af en "svær depression" og er "til fare for sig selv", "akut selvmordstruet".
Hege siger om samtalen med psykiateren: "Da forstår jeg, at mine ord ikke er af betydning længere. Uanset hvad jeg måtte sige, er det ikke længere af betydning." Hun nægtes at tage telefonisk kontakt med sin samlever eller sin prakticerende læge, og bliver overført til Blakstad sygehus. Dér skal en anden psykiater vurdere hende indenfor 24 timer og bekræfte, at hun er akut selvmordstruet, hvis indlæggelsesordren skal kunne opretholdes. På Blakstad lader man Hege, der af Folloklinikkens psykiater vurderes som værende akut suicidal, vente i et slags hobbyrum med sakse, lim, farve og andet, der nemt kunne (mis-)bruges til at begå selvmord med...
Om natten skriver Hege en klage til Blakstad sygehusets kontrolkommission: "Jeg skriver denne klage i håb om at nogen skal se, hvad en tvangsindlæggelse kan gøre ved et menneske. Min historie er lang, men vejen hit til Blakstad er skræmmende kort. Jeg indrømmer, at jeg har haft behov for hjælp og støtte. Men i stedet fik jeg en traumatisk tvangsindlæggelse."
Den følgende dag vurderer psykiateren på Blakstad, at Hege ikke er selvmordstruet, og hun udskrives. Siden hun ikke har været tilbageholdt i mere end 24 timer, registreres indlæggelsen som "frivillig".
Hege beslutter, at sagsøge Aker sygehus, som Folloklinikken hører ind under, for krænkelse af menneskerettigheder, illegal frihedsberøvelse, og krænkelse af privat- og familieliv, i henhold til indlæggelsesproceduren, og hun får medhold i retten.
Tvangsindlæggelsen har givet Hege en dyb følelse af utryghed ved sundhedssystemet, telefonopringninger og politiet, og få måneder efter sin udskrivning fra Blakstad, mens hun på vej til sin prakticerende læge kommer forbi en politistation, forårsager en udrykning derfra Hege et voldsomt angstanfald. Hendes læge giver hende et par valium og en recept på flere. Hege, der før har oplevet allergiske reaktioner på medikamenter, er ikke meget for at tage valium'en, men gør det alligevel. Valium'en forårsager en allergisk reaktion. Fra hun forlader sin læges kontor til hun dagen efter kommer til sig selv igen på Moss sygehus, husker Hege intet. Hun erfarer, at hun har været på et apotek, hentet valium'en hendes læge havde ordineret, og taget det hele.
På Moss sygehus vurderes Hege af en psykolog mens hun stadigt er under indflydelse af valium'en - hun husker heller ikke samtalen med psykologen - og det besluttes, at hun bør sendes til Blakstad psykiatrisk sygehus. På Blakstad opfordres Hege til at aflevere sin mobiltelefon, hvilket hun nægter, da den er hendes "sidste livline til verdenen udenfor", som hun siger. Alarmen går, og Hege bliver kastet i gulvet af fire ansatte, hendes arm vredet rundt på ryggen, og mobiltelefonen revet ud af hånden på hende, så hun forstuver fingrene. Det hele tager kun få øjeblikke, og Hege siger, at hun ikke engang nåede at forstå, hvad der var sket, kun følte sig "utrolig meget trådt på".
"De første tre dage på Blakstad var en nedadgående spiral for mig, mentalt set", siger Hege. "Jeg klarer ikke flere indlæggelser, jeg klarer ikke flere overgreb. Iværksætter de tvangsmedicinering, det klarer jeg ikke, og iværksætter de elektrochok - jeg klarer ikke flere indgreb mod mig nu. Så kommer det punkt, hvor jeg måtte vælge den eneste løsning, og ikke leve videre, men så var det heller ikke nogen løsning, for jeg havde aldrig klaret, at gøre det mod mit barn."
Også denne gang klager Hege til Blakstads kontrolkommission. Ved et møde med kommissionen på sjette dagen af hendes indlæggelse, vurderer kommissionen, at hun hverken er depressiv eller suicidal overhovedet, og hun bliver udskrevet.
Hege, der har en doktorgrad i kemi, har efter hendes erfaringer med menneskerettighedskrænkelser i psykiatrien læst til jurist, og specialiseret sig i menneske- og patientrettigheder. Hun er aktiv i brugerbevægelsen, og medlem af MindFreedom International.
Tilfældigt faldt jeg over Sørlandet sygehusets reaktion til en udtalelse fra Hege fra 2005, citeret i en norsk avis, hvor hun siger, at en af hovedårsagerne til at psykiatriserede mennesker begår selvmord er psykiatriens "egne selvmordsudløsende mekanismer". En udtalelse, der klart er baseret på hendes egne dehumaniserende og nedværdigende erfaringer. Selvfølgeligt mener man ved Sørlandet sygehus ikke, at Hege kan have ret med sin antagelse. Selv tror jeg - også baseret på min egen (om end kun hypotetisk) erfaring - at Hege rammer plet. Mine planer, i tilfælde af en tvangsindlæggelse, stod meget klare for mig.
Nogle tanker om filmen
Dokumentaren har flere bemærkelsesværdige aspekter. Først og fremst lagde jeg specielt mærke til, hvor stor forskellen er mellem hvordan det vedkommende menneske oplever sig selv og sine behov, og vurderingen og bedømmelsen af vedkommendes situation og behov ved en "ekspert".
Mens Kristina siger, at det hun følte mest behov for, var nogen, der spurgte hende, hvad der var sket, hvad der havde fået hende til at reagere, som hun nu gjorde, og mens hun iøvrigt selv bedømte, at hun ikke havde brug for hverken "skærmning" (isolation) eller at blive medicineret ind i et bevidstheden udviskende, mentalt tågedis, mener "eksperten", at han ikke kunne "udsætte" Kristina for den "belastning" en dialog med hende på krisetidspunktet efter hans mening havde været. "Kristina havde efterlyst dialog, det er rigtigt. Men i den akutte fase arbejder jeg ikke med dialog, da arbejder jeg med behandling for at stabilisere. Og når en person er stabil, så er meningen at dialog i forhold til det Kristina efterlyser, behandling af sine psykiske traumer, er relevant. For det i sig selv, at blive behandlet for de psykiske traumer, er en belastning. Jeg kan ikke arbejde med belastning i en akut fase."
Jeg undrer mig, hvordan det kan være, at denne "ekspert" åbenbart ikke er i stand til at se, at det kan være langt mere belastende for et menneske i en akut krise, at blive nægtet opfyldelsen af det vigtigste behov i en sådan situation, behovet for at komme til en forståelse af sig selv via dialog, end en dialog i sig selv nogensinde kunne være. Og jeg spørger mig, om projektion også hér er på spil, således at en dialog med Kristina først og fremst havde været belastende for "eksperten", ikke for Kristina.
For mig selv blev behovet for dialog, for at blive lyttet til, altoverskyggende på krisetidspunkter. Og at jeg bestemt ikke er den eneste, der føler dette behov, viser bl.a. denne oplevelse. Vi kender det jo i princippet allesammen: Jo mere overvældende en oplevelse vi har/har haft, jo mere trænger vi til at bearbejde den, i dialogen med andre.
Det er som om der sker en form for kortslutning i manges, især i "eksperternes", tanker omkring dette. På den ene side anerkendes det, at mennesker, der har/har haft en overvældende oplevelse, har brug for at tale om det, og der tilbydes krisehjælp. Men hvis den overvældende oplevelse på den anden side ikke umiddelbart kan genkendes af omverdenen, bliver reaktionen på den defineret som "syg", og det reagerende menneske bliver defineret som værende hjernesyg og krævende "behandling" i stedet for dialog - med "behandlingen" i disse tilfælde værende det modsatte af en åben dialog: "skærmning" (isolation) og administration af kemiske stoffer, der sløver bevidstheden, og gør både det at tænke og tale klart til en by i Rusland. En dialog tilbydes først, hvis overhovedet, efter det vedkommende menneske er såpas meget "behandlet", at en åben dialog med potentiale til bearbejdning ikke længere er mulig. Den omvendte verden.
Yderligere belastende og, som jeg gerne vil videreføre Heges betragtning angående selvmord, symptom-udløsende bliver situationen, når mennesket i krise ikke bare nægtes en dialog, men når dette menneske derudover også isoleres. Som antydet foroven, betragter jeg den såkaldte "skærmning" som intet andet, end et andet og mere acceptabelt ord for isolation, beregnet til at lede opmærksomheden bort fra det destruktive i et begreb som "isolation", og hen til langt mere acceptable associationer som "beskyttelse".
Optagelserne fra den skærmede afdeling taler deres eget sprog: fire hvide vægge, en stol, et skrivebord og en seng, i skandinavisk-minimalistisk institutionsdesign - "mindst mulig indtryk". Selv om jeg bestemt ikke befinder mig så meget som i nærheden af en akut krise, kunne jeg tydeligt fornemme, hvad alene synet af lokaliteterne og forestillingen om at skulle tilbringe bare så meget som en enkel dag i disse omgivelser, gjorde ved mig. Firkantet, koldt og nærmest fjentligt, er de indtryk, synet af disse omgivelser efterlod. Med angst, fortvivlelse og vrede som min emotionelle reaktion på indtrykkene og tanken om at være udleveret til disse sanseindtryk - bare så meget som en enkel dag.
I alle andre end psykiatriske sammenhænge betragtes den slags berøvelse af sanseindtryk som tortur, "hvid tortur". "Udførelsen af denne form for tortur får den fængslede til at miste sin personlige identitet...", hedder det i Wikipedia-artiklen. Det kan ikke andet end forbavse mig, at man betragter en behandling, der får mennesker til at miste deres personlige identitet, som "terapeutisk" i en psykiatrisk sammenhæng, hvor det ofte er mennesker, der i forvejen har identitetsproblemer, der udsættes for denne "behandling". 'Kortslutning', tænker jeg igen hér. Og: 'Den omvendte verden.'
Og, ja, indtrykkene kan blive for mange. Men den observation, jeg gjorde med hensyn til mig selv var, at det var de indtryk, der var udtryk af den kulturelle del af vores verden, såsom fjernsynet, maskinstøj og lignende, der var "for meget". Mens jeg nød alle indtrykkene i og fra naturen - og ser omgivelser, der består af fire hvide vægge og lidt skandinavisk-minimalistisk institutionsdesign, som et af mange mulige udtryk af - øredøvende - kulturel støj. - Og også héri kan man i øvrigt finde et spirituelt element. Apropos "spirituel krise".
Selvfølgeligt sætter "eksperten" i udsendelsen også spørgsmålstegn ved Kristinas dømmekraft. Per definition er dømmekraften hos mennesker, der befinder sig i en krisesituation, hvis årsag ikke umiddelbart er genkendelig for omverdenen, sat ude af spil. Af den formentlige hjernesygdom, der formentligt er årsag til krisen. Meget nemt.
Desværre (for "eksperterne") viser udfaldet af historien, at Kristinas dømmekraft åbenbart, og stik modsat "ekspertens" mening, var helt i top. Hun gjorde intuitivt, hvad der var bedst for hende i situationen. Mens hun bemærker, at hendes reaktion på hospitalisering og "behandling" som det modsatte af, hvad hun selv følte, hun havde behov for, som regel var vrede.
Kristinas historie viser tydeligt, hvad der, i stedet for "behandling", er virkelig hjælp for mennesker i krise: selvbestemmelse, personlig frihed og tryghed - for selv om hun befinder sig tre uger på flugt, er denne situation mere tryg for hende, end en indlæggelse med det dermed uundgåeligt forbundne tab af personlig frihed og af retten til selvbestemmelse nogensinde kunne have været. Tryghed er ikke at være udleveret på godt og ondt til andres "omsorg". Tryghed er at blive betingelsesløst respekteret.
Når man står med en meget overvældende oplevelse, er det værste, der kan ske, at man føler yderligere tab af kontrol over situationen. F.eks. ved at blive kontrolleret af andre, ved at få ordre om, hvad man må og ikke må, ved at blive isoleret ("skærmet") , ved at blive "medicineret" med stoffer, der gør, at man mister kontrollen over den egne tænkning, intuition og kropsoplevelse, ved at få at vide af andre, hvad og hvordan man skal tænke og føle, og hvordan man skal definere sig selv, etc. En sådan indgriben i deres personlige frihed vil de fleste allerede under "normale" omstændigheder opleve som grænseoverskridende. Absolut utåleligt bliver det, når man på forhånd befinder sig i en meget sårbar position pga. krisen. Mens den logiske reaktion på overgrebene i form af angst og vrede, bliver betragtet som en forværring af "symptomatiken", en forværring af "sygdommen", der således kræver yderligere "behandling", dvs. yderligere overgreb. En ond spiral, der desværre ofte ender med, at det kriseramte menneske bukker under og knækker. Psykisk - eller fysisk.
Interessant er også systemets definition af "frivillighed", i udsendelsen illustreret af Heges historie. "Hvis du ikke er her i løbet af en time, bliver du hentet af politiet", er budskabet, og advokaten understreger, hvor gerne man vil have folk til at komme frivilligt, men at man jo må oplyse om konsekvenserne, hvis folk - helt frivilligt - vælger, ikke at møde op. En sær definition af "frivillighed", systemet arbejder med. 'Kafka', tænker jeg også hér igen. Ligesom jeg tænker 'Kafka', når Hege fortæller om sin samtale med psykiateren på Folloklinikken i Ski: "Jeg skjønner [forstår], at mine ord har ingen betydning lengere. Uansett hva jeg sier [siger], så spiller det ingen rolle.'
Jeg spørger mig, hvornår systemet mon vil begynde at respektere og behandle sit klientel som mennesker. Og om systemet overhovedet nogensinde vil kunne opbringe den ydmyghed, dette ville kræve. At der foreløbigt ikke er meget håb forude, viser også denne udsendelse igen.
Det der adskiller denne dokumentar fra de fleste andre udsendelser om emnet, jeg har set, er at ikke kun Hege, men også Kristina får mulighed til at stå frem som fuldt tilregneligt menneske, fuldt bevidst om sin egen situation og absolut i stand til at træffe fornuftige beslutninger angående denne situation. At hun får mulighed til at tale for sig selv, og, selv om også "eksperten" får mulighed til at fremlægge sit syn på sagen, uden at det mindste forsøg foretages til at devaluere Kristinas fremstilling som værende den af et "psykisk sygt" menneske, og således ikke troværdig. Tværtimod, filmen viser faktisk, at den i establishmentet udbredte tanke, at "patienter", der er stemplet med "alvorlige sindslidelser" skulle have manglende indsigt i deres egen situation, og derfor skulle være ude af stand til at træffe beslutninger, er forkert.
Kristina vælger i øvrigt, ikke at nævne sin diagnose direkt i dokumentaren - pga. psykdiagnosers stigmatiserende egenskab - men at den ikke er i kategorien "social angst" eller lignende, står temmelig klart. Hendes mor siger, at psykiateren vælger at se Kristinas irritation og vrede over ham som "hypomani", så, regn den ud. - Mens jeg, hvis jeg overhovedet skulle stemple noget som helst med hensyn til både Kristina, min egen erfaring, og/eller alt andet, der bliver stemplet som "psykisk sygdom", ville sige, at der ikke findes flere end en eneste "psykisk sygdom": PTSD.
Uanset hvor kritiske overfor psykiatrisk "behandling", vælger alle danske udsendelser om emnet udelukkende at interviewe mennesker, der, i modsætning til Kristina, udviser "sygdomsindsigt", og, også til stor forskel fra Kristina, er "behandlings-compliant", dvs. tager psykofarmaka. De danske medier har stadigt til gode, at give mennesker, der er stemplet med en "alvorlig sindslidelse" og samtidigt ikke har "sygdomsindsigt" og ikke er "behandlings-compliant", en fair chance til at stå frem og tale på deres egne veje.
Indtil i dag bliver denne gruppe af "patienter" kun omtalt. Fortrinsvis i sammenhæng med begivenheder, der er ment til at bevise disse individers "sindssyge" og mangel på tilregnelighed på den ene side, og, på den anden side, til at understrege den angivelige nødvendighed, at få vedkommende så hurtigt og intensivt som muligt i psykiatrisk "behandling", så yderligere skade og forværring forhindres. På denne måde fremstillende psykiatrisk "behandling" - altså "medicin" og elektrochok - som både værende livreddende "behandlings"tiltag, og de eneste fornuftige, "evidensbaserede", "behandlings"muligheder. Således værende helt på linie med biopsykiatriens doktrin.
Mennesker, der er stemplet med en "alvorlig sindslidelse", og der har valgt systemets "hjælp" fra med success, har indtil i dag ikke fået en chance i de danske medier endnu, til at stå frem og fortælle om deres valg og årsagerne dertil. Hatten af for norske NRK 1 for at have modet til at lave denne banebrydende dokumentarfilm! Og for Kristina og Hege for at stå frem.
Mere om Kristina, Hege og programmet kan læses på MindFreedoms hjemmeside.
lørdag den 8. november 2008
Hjælp Ray Sandford
Her på MindFreedom's hjemmeside kan du se, hvad du kan gøre for at Staten Minnesota holder op med at udsætte Ray for tvungen elektrochok. Take action!
"What am I supposed to do, run away?"*
Ray Sandford, der bor i en beskyttet bolig, "Victory House" i Minnesota, USA, bliver hver onsdag morgen hentet af nogle ansatte fra "Mercy Hospital" og kørt til hospitalet for at modtage elektrochok. På basis af ambulant tvang.
Ray har i sin fortvivlelse henvendt sig til menneskerettighedsorganisationer og er blevet henvist til MindFreedom International. Hér var David Oaks til at begynde med ikke sikker, om han skulle tro på Ray. David har aldrig før hørt om elektochok, der blev givet på basis af ambulant tvang.
David talte bl.a. med Tonya Wilhelm, Ray's værge. Tonya Wilhelm bekræftede, at Ray fik elektrochok på basis af ambulant tvang. Minnesotas lovgivning tillader dette, og Ray er langt fra den eneste, der er offer for denne lovgivning. "Det er helt legalt, og jeg kan ikke gøre noget", sagde Tonya Wilhelm i telefonsamtalen til David.
Krista Erickson, formand for MindFreedom's Shield Campaign siger hertil: "Det her er forfærdeligt. Det er en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne, der skulle blive bragt til en ende. Selv om Minnesota følger den nuværende lovgivning, må lovgivningen ændres. Og Ray har ikke haft mulighed til at anke til en højere domstol."
Ikke nok med, at Ray's værge, Tonya Wilhelm, stiller sig ligeglad, og ikke ønsker, at foretage sig noget som helst for at hjælpe Ray. Da hun fandt ud af, at MindFreedom ville organisere en alert, truede hun David: "Kun jeg kan give jer lov til at sige noget om det hér i offentligheden." Da David gjorde hende opmærksom på den også i den amerikanske forfatning indskrevne ytringsfrihed, svarede hun: "Lad vores advokater tale", og lagde på.
Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad Tonya Wilhelm er så bange for, at hun lader sig henrive til at gå så langt som til at true David. Når nu alt er i sin bedste, juridiske orden, ifølge Minnesota's lovgivning. Skulle hun have hørt om, at ikke bare MindFreedom men også FN's specialrapportør Manfred Nowak synes, elektrochok givet under tvang er en krænkelse af menneskerettighederne, og således tortur?
Jeg har sent en mail til Tim Pawlenty, guvernøren af Minnesota, og bedt ham om at ende både Ray's og al anden tvungen "behandling" med elektrochok. David arbejder lige p.t. på, at få alerten ud på MindFreedom's website. Jeg vil poste linket, lige så jeg har det. Og hvis du nu tænker 'Minne-hvad-for-noget?? Ray?? Jeg kender ikke nogen Ray. Hvad rager det mig', så:
First they came for the Socialists, and I did not speak out -
because I was not a Socialist.
Then they came for the Trade Unionists, and I did not speak out -
because I was not a Trade Unionist.
Then they came for the Jews, and I did not speak out -
because I was not a Jew.
Then they came for me - and there was no one left to speak out.
_______________
*Ray Sandford
Ray har i sin fortvivlelse henvendt sig til menneskerettighedsorganisationer og er blevet henvist til MindFreedom International. Hér var David Oaks til at begynde med ikke sikker, om han skulle tro på Ray. David har aldrig før hørt om elektochok, der blev givet på basis af ambulant tvang.
David talte bl.a. med Tonya Wilhelm, Ray's værge. Tonya Wilhelm bekræftede, at Ray fik elektrochok på basis af ambulant tvang. Minnesotas lovgivning tillader dette, og Ray er langt fra den eneste, der er offer for denne lovgivning. "Det er helt legalt, og jeg kan ikke gøre noget", sagde Tonya Wilhelm i telefonsamtalen til David.
Krista Erickson, formand for MindFreedom's Shield Campaign siger hertil: "Det her er forfærdeligt. Det er en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne, der skulle blive bragt til en ende. Selv om Minnesota følger den nuværende lovgivning, må lovgivningen ændres. Og Ray har ikke haft mulighed til at anke til en højere domstol."
Ikke nok med, at Ray's værge, Tonya Wilhelm, stiller sig ligeglad, og ikke ønsker, at foretage sig noget som helst for at hjælpe Ray. Da hun fandt ud af, at MindFreedom ville organisere en alert, truede hun David: "Kun jeg kan give jer lov til at sige noget om det hér i offentligheden." Da David gjorde hende opmærksom på den også i den amerikanske forfatning indskrevne ytringsfrihed, svarede hun: "Lad vores advokater tale", og lagde på.
Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad Tonya Wilhelm er så bange for, at hun lader sig henrive til at gå så langt som til at true David. Når nu alt er i sin bedste, juridiske orden, ifølge Minnesota's lovgivning. Skulle hun have hørt om, at ikke bare MindFreedom men også FN's specialrapportør Manfred Nowak synes, elektrochok givet under tvang er en krænkelse af menneskerettighederne, og således tortur?
Jeg har sent en mail til Tim Pawlenty, guvernøren af Minnesota, og bedt ham om at ende både Ray's og al anden tvungen "behandling" med elektrochok. David arbejder lige p.t. på, at få alerten ud på MindFreedom's website. Jeg vil poste linket, lige så jeg har det. Og hvis du nu tænker 'Minne-hvad-for-noget?? Ray?? Jeg kender ikke nogen Ray. Hvad rager det mig', så:
First they came for the Socialists, and I did not speak out -
because I was not a Socialist.
Then they came for the Trade Unionists, and I did not speak out -
because I was not a Trade Unionist.
Then they came for the Jews, and I did not speak out -
because I was not a Jew.
Then they came for me - and there was no one left to speak out.
_______________
*Ray Sandford
torsdag den 6. november 2008
Ved ikke med jer...
...men jeg trængte til et godt grin i dag. Jeg fandt det her:
Things You Do Not Say to a Psychiatrist
Things You Do Not Say to a Psychiatrist
onsdag den 5. november 2008
tirsdag den 4. november 2008
Özlem Cekic - Mere om de "kære" pårørende
Der er en grund til, at jeg nævner Özlem Cekic ved navn i mit seneste indlæg. Grunden er den, at jeg har overværet Özlem fortælle om hvor hårdt det er - for hende og andre - at være pårørende til en "psykisk syg". Ved "Bedre vilkår"-forhøringen i marts i år. Jeg har hørt hende fortælle om hendes hårde skæbne og alle hendes gode intentioner som politiker - til at forbedre skæbnen, skabe "bedre vilkår", mens hun var på kanten til at græde krokodilletårer.
Men på trods af en Oscar-værdig præstation fra Özlems side, skal man ikke gå galt i byen: det er ikke så meget "de psykisk syges" vilkår, Özlem vil gøre alt for at forbedre. Det er de pårørendes. Syn for sagen kan man få på Özlems hjemmeside, bl.a. her.
Det Özlem stejler over, er at pårørende bliver holdt ansvarlige, når deres familiemedlem bryder sammen, efter at have været familiens sorte får i årevis, efter at være blevet misbrugt af resten af familien i årevis.
"Den slags bemærkninger ville man aldrig høre, hvis man var pårørende til en kræftpatient eller en nyrepatient eller en patient med enhver anden sygdom, der rammer kroppen og ikke sjælen !" udråber Özlem fornærmet i klummen, med henblik på udtalelser, der drister sig at antyde et gran af sandhed, og gøre de pårørende - mindst - medansvarlige. Udtalelser, man af og til kan være heldig at fornemme, i et ellers mere og mere øredøvende brægen om genetisk betingede, biologiske hjernesygdomme.
Nej, det ville man ikke. Og det er også for dårligt, siden fysiske sygdomme som kræft f.eks. er menneskekroppens reaktioner på miljøgifte. Miljøgifte, som politikerne tillader der tilsættes f.eks. madvarer i form af konserveringsmidler og kunstige søde-, farve- og aromastoffer. Mens "psykisk sygdom" er sjælens reaktion på miljøgifte. I form af misbrug, seksuel og/eller emotionel misbrug, og/eller dysfunktionelle kommunikationsmønstre, der er meget velegnede til at udløse reaktioner, der af "eksperterne" så kan stemples som "skizofreni" f.eks. Men også i form af en fremmedgørende, umenneskelig verden, der får flere og flere mennesker til at reagere på en måde, der så af "eksperterne" kan stemples som "ADHD" eller "depression" f.eks. Og, vupti, så er der ikke længere nogen, der er ansvarlig. Bortset fra det "syge" individs gener.
Selv mener jeg, at man som pårørende, og her især som forældre, er fuldt ansvarlig for det, når man udsætter sine børn for miljøgifte, om det er i form af junk-food med et utal af kunstige tilsætningsstoffer, eller om det er i form af de egne projektioner, den egne narcissisme, der kræver et udpeget sort får, som man i den egne selvgladheds navn kan nedgøre og distancere sig fra, igen og igen.
Nu er Özlem ikke bare pårørende, men har derudover også en karriere indenfor faget. Ja, altså på den "rigtige" side af faget, selvsagt! Så hun ved i hvert fald, hvad hun taler om, når hun taler om "psykisk sygdom", og om de "psykisk syge".
Men uden den holdning, Özlem tilkendegiver på sin hjemmeside, ville hun heller næppe være nået så langt som til at blive SF's psykiatriordfører. Hvad der sker karrieremæssigt med mennesker, der har selvindsigt, og storhed nok, til at stå frem og fortælle sandheden, i stedet for at have selvmedlidenhed nok, til at stå frem og fortælle "hvor ondt det gør" på dem selv som pårørende (og måske også som en stakkels, stakkels ansat i psykiatrien, der er nødt til at udøve tvang??), er og bliver Loren Mosher jo et fremragende, om end langt fra det eneste, eksempel på.
Selv synes jeg ikke, det er specielt pinligt, at de pårørende bliver ansvarliggjort. Jeg synes derimod, det er mere end pinligt, at de pårørende, her i Özlem Cekic's person, synes det er pinligt i stedet for nødvendigt at tage ansvar for deres misbrug af familiemedlemmer. Og jeg mener heller ikke, det er nødvendigt med yderligere ståen frem og afgiven af ingen-skyld-erklæringer fra de pårørendes side. Derimod er det vist mere end nødvendigt med et ståen frem og fortællen fra kriseramte menneskers egen side. Fra de kriseramte menneskers side, for hvem det lykkedes at undgå at blive "kolonialiseret", indoktrineret, hjernevasket af psykiatrien, politikerne, de "kære" krokodilletåregrædende pårørende, og offentligheden som helhed.
Hermed et ståen frem fra et ikke-kolonialiseret, forhenværende sort får. Jeg håber ikke, det gjorde for ondt, Özlem! Og ellers kan du jo græde et par krokodilletårer, ikke?
Men på trods af en Oscar-værdig præstation fra Özlems side, skal man ikke gå galt i byen: det er ikke så meget "de psykisk syges" vilkår, Özlem vil gøre alt for at forbedre. Det er de pårørendes. Syn for sagen kan man få på Özlems hjemmeside, bl.a. her.
Det Özlem stejler over, er at pårørende bliver holdt ansvarlige, når deres familiemedlem bryder sammen, efter at have været familiens sorte får i årevis, efter at være blevet misbrugt af resten af familien i årevis.
"Den slags bemærkninger ville man aldrig høre, hvis man var pårørende til en kræftpatient eller en nyrepatient eller en patient med enhver anden sygdom, der rammer kroppen og ikke sjælen !" udråber Özlem fornærmet i klummen, med henblik på udtalelser, der drister sig at antyde et gran af sandhed, og gøre de pårørende - mindst - medansvarlige. Udtalelser, man af og til kan være heldig at fornemme, i et ellers mere og mere øredøvende brægen om genetisk betingede, biologiske hjernesygdomme.
Nej, det ville man ikke. Og det er også for dårligt, siden fysiske sygdomme som kræft f.eks. er menneskekroppens reaktioner på miljøgifte. Miljøgifte, som politikerne tillader der tilsættes f.eks. madvarer i form af konserveringsmidler og kunstige søde-, farve- og aromastoffer. Mens "psykisk sygdom" er sjælens reaktion på miljøgifte. I form af misbrug, seksuel og/eller emotionel misbrug, og/eller dysfunktionelle kommunikationsmønstre, der er meget velegnede til at udløse reaktioner, der af "eksperterne" så kan stemples som "skizofreni" f.eks. Men også i form af en fremmedgørende, umenneskelig verden, der får flere og flere mennesker til at reagere på en måde, der så af "eksperterne" kan stemples som "ADHD" eller "depression" f.eks. Og, vupti, så er der ikke længere nogen, der er ansvarlig. Bortset fra det "syge" individs gener.
Selv mener jeg, at man som pårørende, og her især som forældre, er fuldt ansvarlig for det, når man udsætter sine børn for miljøgifte, om det er i form af junk-food med et utal af kunstige tilsætningsstoffer, eller om det er i form af de egne projektioner, den egne narcissisme, der kræver et udpeget sort får, som man i den egne selvgladheds navn kan nedgøre og distancere sig fra, igen og igen.
Nu er Özlem ikke bare pårørende, men har derudover også en karriere indenfor faget. Ja, altså på den "rigtige" side af faget, selvsagt! Så hun ved i hvert fald, hvad hun taler om, når hun taler om "psykisk sygdom", og om de "psykisk syge".
Men uden den holdning, Özlem tilkendegiver på sin hjemmeside, ville hun heller næppe være nået så langt som til at blive SF's psykiatriordfører. Hvad der sker karrieremæssigt med mennesker, der har selvindsigt, og storhed nok, til at stå frem og fortælle sandheden, i stedet for at have selvmedlidenhed nok, til at stå frem og fortælle "hvor ondt det gør" på dem selv som pårørende (og måske også som en stakkels, stakkels ansat i psykiatrien, der er nødt til at udøve tvang??), er og bliver Loren Mosher jo et fremragende, om end langt fra det eneste, eksempel på.
Selv synes jeg ikke, det er specielt pinligt, at de pårørende bliver ansvarliggjort. Jeg synes derimod, det er mere end pinligt, at de pårørende, her i Özlem Cekic's person, synes det er pinligt i stedet for nødvendigt at tage ansvar for deres misbrug af familiemedlemmer. Og jeg mener heller ikke, det er nødvendigt med yderligere ståen frem og afgiven af ingen-skyld-erklæringer fra de pårørendes side. Derimod er det vist mere end nødvendigt med et ståen frem og fortællen fra kriseramte menneskers egen side. Fra de kriseramte menneskers side, for hvem det lykkedes at undgå at blive "kolonialiseret", indoktrineret, hjernevasket af psykiatrien, politikerne, de "kære" krokodilletåregrædende pårørende, og offentligheden som helhed.
Hermed et ståen frem fra et ikke-kolonialiseret, forhenværende sort får. Jeg håber ikke, det gjorde for ondt, Özlem! Og ellers kan du jo græde et par krokodilletårer, ikke?
Mere tvang i psykiatrien, tak!
Ja, det er jo klart, at "de psykisk syge" begår kriminalitet, fordi de alt for nemt slipper for at tage deres "medicin". Så, flere tvangsindlæggelser skal der til, mener Sundhedsstyrelsen ifølge denne artikel på politiken.dk. Flere tvangsindlæggelser, hvor mennesker i krise så igen kan blive tvunget til at sluge den "medicin", der allerede på kort sigt kan være meget invalidiserende for dem, og der på længere sigt afkorter deres liv med gennemsnitligt 25 år. Men hér, når vi taler om mennesker i krise, "de psykisk syge", der er så grundlæggende forskellige fra "normale" mennesker, at de knapt nok kan betegnes som "mennesker" overhovedet, taler vi selvfølgeligt ikke om "drab". Nej. Hér taler vi om "behandling".
Det påstås jo gerne, at især "skizofrene" har en tendense til at se tingene meget sort - hvidt. Jeg mener, man knapt finder grellere eksempel på sort-hvid-tænkning, end når man ser på systemets, politikernes (Özlem Cekic) og mediernes totale ignorance overfor spørgsmålet, hvorfor mennesker i krise vælger den eneste "behandling", systemet tilbyder i dag, fra. Man finder næppe mere udpræget sort-hvid-tænkning end i "behandlings"tilbuddet som sådan: "medicin" - eller ingenting. Mens systemets, politikernes og mediernes sort-hvide tunnelblik retfærdiggøres med det ikke mindre sort-hvide "argument", at fravælgelsen af det invalidiserende og langsomt men sikkert dræbende "behandlings"tilbud er et "sygdomssymptom", og bestemt ikke sund fornuft, som "de psykisk syge" selvsagt ikke ejer det mindste af. Kafka kunne ikke have "argumenteret" bedre.
Det er "[s]vært at se, hvem der har ansvaret", lyder en mellemrubrik af politiken.dk's artikel. Mens det dog er en selvfølge, at det ikke er mennesket i krise, der kan få lov til at tage det mindste ansvar for sig selv: "Patienterne må ikke sejle deres egen sø." Nej. De må ikke holde på deres menneskeret til at definere sig selv, deres egen oplevelse af krisen. De må ikke holde på deres menneskeret til at vælge invalidiserende og langsomt men sikkert dræbende "behandling" fra. Ellers kunne systemet, politikerne og medierne blive nødt til at tage skyklapperne af og lytte til disse "patienter", disse ikke-mennesker.
"Hvis man vil udnytte noget, er det første man skal gøre, at gøre det man vil udnytte tavs", siger miljøaktivisten og forfatteren Derrick Jensen i et interview med Will Hall. Og "[d]e begyndte med konklusionen og udfyldte så alle de tomme felter til spørgsmålene. Så, det var fuldstændigt drevet af behovet - eller ønsket - om at HAVE terrorister. Hvis du bygger antagelse på antagelse, kan du gå hvor som helst hen", siger forsvarsadvokaten William Swor i Adam Curtis' The Power of Nightmares, 3. del "The Shadows in the Cave", om den U.S.-amerikanske regerings konstruktion af terrorismen som en fare, stor nok til at retfærdiggøre bl.a. Irakkrigen.
På overfladen drejer det sig om økonomiske fordele. Ligesom biopsykiatriens "kamp mod 'psykisk sygdom' " ved hjælp af neuroleptika drejer sig om økonomiske fordele for både farmaindustrien og den enkelte psykiater. Ser man nærmere på det, drejer det sig dog også om helt andre end rent økonomiske fordele. Det drejer sig om den magt det giver, at udpege nogle "sorte får", og så selv fremstå som "frelseren" fra den fare, disse udpegede sorte får angiveligt udgør. Det giver både politisk magt, at kunne fremstå som frelseren i andres øjne, og det giver, måske endnu vigtigere, en fornemmelse af sikkerhed og kontrol i forhold til den egne, indre usikkerhed og mangel på kontrol, de egne, indre "terrorister", de egne, indre "psykisk syge", når man kan se sig selv som frelseren, bekræftet af andre. Jo større den egne, indre "terrorist", eller "psykisk syge", eller "indvandrer", jo større det egne, indre sorte får, jo større er behovet - det narcissistiske, i sit eget strålende hvide, pletfrie image forelskede - for at udpege andre som værende de sorte får. Og jo mere sorte er disse udpegede sorte får nødt til at blive tegnet. Så man trygt kan fornægte det egne, indre sorte får, og se sig selv som strålende og pletfrit hvid. Sort - hvidt. Det er heri, udnyttelsen ligger. Udnyttelse af andre som repræsentanter for det egne, indre sorte får. Projektioner.
Desværre er mekanismen selvdestruktiv. Den skaber terrorister, den skaber "de farlige andre". Fordi den, ved at kæmpe, føre krig mod disse andre, styrker dem. Terrorisme har aldrig før været et så stort problem, som det er i dag, efter den internationale politik, med USA i fronten, har erklæret terroristerne for at være samfundets sorte får nr. 1. Tæt fulgt af "de psykisk syge", indvandrerne, og andre minoriteter. Aldrig før er der blevet kæmpet mere og hjulpet, faktisk "frelst", mindre.
Derfor må de sorte får selv endeligt ikke lyttes til. Derfor må de sorte får ikke få en stemme, men må gøres tavse. Med rhetorik, propaganda - og meget gerne med invalidiserende og livsforkortende, dræbende "medicin". Når de sorte får ikke kan erklæres for direkte værende kriminelle, kan man altid forfølge og straffe dem under dækket af "hjælp", af "behandling". Og, om nødvendigt, hvis de sorte får prøver at emancipere sig fra at skulle tjene som de sorte får, med tvang.
Men selvfølgeligt er sådanne betragtninger intet andet, end et "sygdomssymptom", et "symptom" på "paranoia". Set med Kafka's øjne.
Det påstås jo gerne, at især "skizofrene" har en tendense til at se tingene meget sort - hvidt. Jeg mener, man knapt finder grellere eksempel på sort-hvid-tænkning, end når man ser på systemets, politikernes (Özlem Cekic) og mediernes totale ignorance overfor spørgsmålet, hvorfor mennesker i krise vælger den eneste "behandling", systemet tilbyder i dag, fra. Man finder næppe mere udpræget sort-hvid-tænkning end i "behandlings"tilbuddet som sådan: "medicin" - eller ingenting. Mens systemets, politikernes og mediernes sort-hvide tunnelblik retfærdiggøres med det ikke mindre sort-hvide "argument", at fravælgelsen af det invalidiserende og langsomt men sikkert dræbende "behandlings"tilbud er et "sygdomssymptom", og bestemt ikke sund fornuft, som "de psykisk syge" selvsagt ikke ejer det mindste af. Kafka kunne ikke have "argumenteret" bedre.
Det er "[s]vært at se, hvem der har ansvaret", lyder en mellemrubrik af politiken.dk's artikel. Mens det dog er en selvfølge, at det ikke er mennesket i krise, der kan få lov til at tage det mindste ansvar for sig selv: "Patienterne må ikke sejle deres egen sø." Nej. De må ikke holde på deres menneskeret til at definere sig selv, deres egen oplevelse af krisen. De må ikke holde på deres menneskeret til at vælge invalidiserende og langsomt men sikkert dræbende "behandling" fra. Ellers kunne systemet, politikerne og medierne blive nødt til at tage skyklapperne af og lytte til disse "patienter", disse ikke-mennesker.
"Hvis man vil udnytte noget, er det første man skal gøre, at gøre det man vil udnytte tavs", siger miljøaktivisten og forfatteren Derrick Jensen i et interview med Will Hall. Og "[d]e begyndte med konklusionen og udfyldte så alle de tomme felter til spørgsmålene. Så, det var fuldstændigt drevet af behovet - eller ønsket - om at HAVE terrorister. Hvis du bygger antagelse på antagelse, kan du gå hvor som helst hen", siger forsvarsadvokaten William Swor i Adam Curtis' The Power of Nightmares, 3. del "The Shadows in the Cave", om den U.S.-amerikanske regerings konstruktion af terrorismen som en fare, stor nok til at retfærdiggøre bl.a. Irakkrigen.
På overfladen drejer det sig om økonomiske fordele. Ligesom biopsykiatriens "kamp mod 'psykisk sygdom' " ved hjælp af neuroleptika drejer sig om økonomiske fordele for både farmaindustrien og den enkelte psykiater. Ser man nærmere på det, drejer det sig dog også om helt andre end rent økonomiske fordele. Det drejer sig om den magt det giver, at udpege nogle "sorte får", og så selv fremstå som "frelseren" fra den fare, disse udpegede sorte får angiveligt udgør. Det giver både politisk magt, at kunne fremstå som frelseren i andres øjne, og det giver, måske endnu vigtigere, en fornemmelse af sikkerhed og kontrol i forhold til den egne, indre usikkerhed og mangel på kontrol, de egne, indre "terrorister", de egne, indre "psykisk syge", når man kan se sig selv som frelseren, bekræftet af andre. Jo større den egne, indre "terrorist", eller "psykisk syge", eller "indvandrer", jo større det egne, indre sorte får, jo større er behovet - det narcissistiske, i sit eget strålende hvide, pletfrie image forelskede - for at udpege andre som værende de sorte får. Og jo mere sorte er disse udpegede sorte får nødt til at blive tegnet. Så man trygt kan fornægte det egne, indre sorte får, og se sig selv som strålende og pletfrit hvid. Sort - hvidt. Det er heri, udnyttelsen ligger. Udnyttelse af andre som repræsentanter for det egne, indre sorte får. Projektioner.
Desværre er mekanismen selvdestruktiv. Den skaber terrorister, den skaber "de farlige andre". Fordi den, ved at kæmpe, føre krig mod disse andre, styrker dem. Terrorisme har aldrig før været et så stort problem, som det er i dag, efter den internationale politik, med USA i fronten, har erklæret terroristerne for at være samfundets sorte får nr. 1. Tæt fulgt af "de psykisk syge", indvandrerne, og andre minoriteter. Aldrig før er der blevet kæmpet mere og hjulpet, faktisk "frelst", mindre.
Derfor må de sorte får selv endeligt ikke lyttes til. Derfor må de sorte får ikke få en stemme, men må gøres tavse. Med rhetorik, propaganda - og meget gerne med invalidiserende og livsforkortende, dræbende "medicin". Når de sorte får ikke kan erklæres for direkte værende kriminelle, kan man altid forfølge og straffe dem under dækket af "hjælp", af "behandling". Og, om nødvendigt, hvis de sorte får prøver at emancipere sig fra at skulle tjene som de sorte får, med tvang.
Men selvfølgeligt er sådanne betragtninger intet andet, end et "sygdomssymptom", et "symptom" på "paranoia". Set med Kafka's øjne.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
