"What we call 'normal' is a product of repression, denial, splitting, projection, introjection and other forms of destructive action on experience. It is radically estranged from the structure of being. The more one sees this, the more senseless it is to continue with generalized descriptions of supposedly specifically schizoid, schizophrenic, hysterical 'mechanisms.' There are forms of alienation that are relatively strange to statistically 'normal' forms of alienation. The 'normally' alienated person, by reason of the fact that he acts more or less like everyone else, is taken to be sane. Other forms of alienation that are out of step with the prevailing state of alienation are those that are labeled by the 'formal' majority as bad or mad." 

R. D. Laing, The Politics of Experience

torsdag den 20. december 2007

Ørnen Sofie og hønsene, del I

Ting som historien om Sofie går mig på. Meget, rigtig meget. Det har de nu altid gjort, og det kommer de vist altid til at gøre. Nogle mener jo, at terapi, ligesom psykofarmaka og ECT, må være til for at få et "filter" til at fungere (igen). Man kunne også sige: for at gøre en mere ligeglad (igen). Overfor verdenen og sig selv. Overfor Irakkrigen, f.eks., eller nedrivningen af ungdomshuset og lukningen af Christiania. Overfor mishandlingen af udviklingshæmmede på bosteder og Rikke Hvilhøjs udtalelser om flygtningebørnene. Overfor den tiltagende følelse af fremmedgjorthed og ensomhed, der er prisen for et par krummer af den økonomiske væksts kage. Producér og konsumér! Og glem, at du kunne og skulle have været et levende menneske, i stedet for det ubetydeligt lille hjul i den frie markedsøkonomis maskineri, du er. Ja, og overfor historier som Sofies.

Ingen tvivl, at både psykofarmaka og ECT har som mål, at gøre mennesker ligeglade. Emotionel og intellektuel afstumpning på recept. Legal dope. Som nævnt før: Den eneste forskel på "medicin" respektive ECT og narkotika. Det ene er legalt, det andet ikke. Hvorfor? Det ene tjener en hel skatbetalende industri, og dermed også staten, fed på. Afkastet ved salg af det andet går direkte i lommen på sælgeren, grossisten og producenten. Ingen skat. Staten tjener ikke en krone. Og: Det ene er kontrollerbar, via statslige institutioner, det andet ikke.

Men det var nu Sofies historie og spørgsmålet om hvad terapi egentligt er respektive skal og kan være godt for, jeg kom fra. Spørgsmålet interesserer mig specielt for tiden, dels fordi jeg fik en forespørgsel om et interview, bl.a. netop om forskellen mellem "toxic therapy" og "liberating therapy" - og DETTE interview kan jeg nu uden et øjebliks tøven sige "ja" til... - og dels fordi jeg i mandags havde min, forhåbentlig, sidste terapisession. "Forhåbentligt" ikke fordi terapien måske var en negativ oplevelse. Tværtimod, det var nok noget af det bedste, der overhovedet er sket for mig i det her liv. "Forhåbentligt" fordi jeg håber og fornemmer, at jeg ikke vil have brug for professionel støtte i fremtiden.

Men hvad er det egentligt ved Sofies historie, der går mig sådan på? For bare tre, fire år tilbage, havde jeg haft mere eller mindre store problemer med at besvare dette spørgsmål konkret og detailjeret. Jeg havde ikke haft ord til at beskrive følelsen af, at noget rivende galt, noget, der rækker langt udover Sofies personlige historie, kommer til udtryk igennem den. For ikke at tale om at have ord for, hvad dette noget er.

For dem, der ikke læser Outsideren: Sofie fik ECT pga. en "svær depression" og "spiseforstyrrelse". Psykiatrien mente og mener stadigt, at ECT er "den helt rigtige behandling" for Sofie. Hun gik også i terapi og hendes terapeut prøvede at stoppe ECT-"behandlingerne", fordi Sofie var en af de "få", af de ca. 50%, der oplevede vedvarende hukommelsestab pga. ECT-"behandlingen". I dag får Sofie tre gange ugentligt (!) "vedligeholdelses-ECT" og kan næppe huske mere, end sit eget navn. Terapi er blevet til et meningsløst foretagende. Psykiatrien har gjort hende til et historieløst menneske. Den har taget hendes minder, hendes livshistorie, den del af det særegent menneskelige, som udgjorde personligheden "Sofie" fra hende. Jeg vil gå så langt som at sige: Den har taget hendes liv - fra hende. Under det falske påskud, at ville redde det - for hende.

Vil nogen nogensinde blive anklaget for dette mord? Eller for bare et af alle de mange andre som psykiatrien jævnligt begår, sanktioneret, bestillet og dækket over af samfundet, politikerne, staten? Nej, bare roligt. Det sørger "eksperterne", Martin Balslev Jørgensen f.eks., for, at det aldrig vil ske. Ved at, ekspertisisk, forsvare anvendelsen af tortur på for samfundet, politikerne, staten ubekvemme elementer overfor almenheden. Ved at lokke de ubekvemme elementer ved hjælp af løgne og fortielser - og i specielt M.B.J.'s tilfælde måske endda ved hjælp af den TERAPEUTISKE autoritet, hvilket under alle andre end de psykiatriske omstændigheder går under betegnelsen "magtmisbrug" - selv til at sætte deres lid i denne tortur. Og ved at sørge for, at de ubekvemme elementer sidenhen aldrig får en chance til at finde ud af sandheden, for ikke at tale om at sætte ord på denne sandhed. Bare roligt, Sofie kommer aldrig til at skrive en artikel eller et blogindlæg. Lige så lidt som hun nogensinde kommer til at anklage nogen for at have taget hendes liv. Det er der godt og grundigt sørget for, at det aldrig mere vil være hende muligt. Der vil allerhøjest blive skrevet OM hende.

"Toxic therapy", giftig terapi, sort pædagogik - det er netop det, det er: Magtmisbrug. Mere eller mindre grov udnyttelse af den tillid, et menneske er nødt til at have til sin terapeut, hvis terapien skal kunne bevæge noget. "Toxic therapy" er udnyttelse af denne tillid til at opdrage, manipulere et menneske fra at være ubekvemt, vanskeligt at håndtere, fra at være en ubevidst rebel med et ubevidst, og derfor ikke almenforståeligt, sprog, til at være bekvemt og nemt at håndtere, til at være en ubevidst eksistens, frarøvet enhver form for sprog, forståeligt eller ej, bevidst eller ubevidst. Fra liv til eksistens. Fra højlydt forstyrrende individuum til tavs og vilkårligt håndterbar ting.

Terapi alene kan have svært ved at opnå dette mål. Hvorfor en kombination af terapien med henholdsvis psykofarmaka og ECT gerne bliver anbefalet. Og, selvfølgeligt, jo mere ubekvemt et element, jo mere forstyrret og forstyrrende, jo "alvorligere sygt" et individuum det drejer sig om, jo mere vægt lægges der på både psykofarmaka og ECT som "behandling" og jo mindre bliver der satset på terapi. Med den begrundelse, at der angiveligt mangler dokumentation for, at terapi alene i de "svære" tilfælde kan gøre det. Og nej, sort pædagogik alene kan her ikke gøre det. Det siger Laing allerede: Opbyggelsen af et falsk selv, fører uvægerligt ind i krisen igen. Jo mere rebel man er, jo mindre vil man finde sig i at blive kuet. Hverken bevidst eller ubevidst.

Den tyske antipsykiatribevægelse sammenligner "behandling" med psykofarmaka (og ECT) gerne med kanoner, der skydes efter spurve med. Men er vi egentligt spurve? Er vi ikke snarere ørne? Ørne, der ikke har lært at flyve fordi man har indbildt dem, at de ikke er andet end vingeklippede høns? Psykofarmaka, ECT og "toxic therapy" nøjes så ikke bare med at undlade yderligere , i forlængelsen af opvæksten, at opklare misforståelsen og lære os at flyve, nej. De klipper vores vinger, faktisk, så vi aldrig nogensinde vil være i stand til at lære det. Ligesom man gør med høns, for at hindre dem i at flyve over hegnet og ud af hønsegården. Og ja, alt i alt er det et langt mere effektivt tiltag, at tilføje mennesker en fysiologisk hjerneskade, ved hjælp af kemi eller strøm, når det gælder om at permanent frarøve dem muligheden for at finde deres eget sprog. Når det gælder om at gøre dem ligeglade. Med verdenen og sig selv. Mens den sorte pædagogik, den "giftige terapi" som prikken over i'et på det psykologiske niveau sørger for at overbevise ørnen endeligt om, at han ikke er andet end en høne i hønsegården, for hvilken det er bedst at holde sig nede på jorden og indenfor indhegningen. Den indhegnede og indhegnende "normalitet" med sin af hønsetråd begrænsede horisont.

I Sofies tilfælde har man ikke nøjet sig med at klippe vinger. Her har man vitterligt skudt med kanoner. Efter en spurv, der kunne og skulle være blevet til en ørn. Pletskud. Tilbage er ikke engang en vingeklippet høne. Tilbage er bare nogle fjer, der vidner om, at der engang var mulighed for liv. Før psykiatrien fik også denne mulighed for liv i sigtekornet. Som så mange andre før. Sofie er jo desværre ikke noget enkelttilfælde. Ellers havde vi næppe behov for bosteder.

Sofies terapeut har prøvet at skride ind. Men for sent, og ikke ihærdigt nok. Hvad afholder terapeuter fra at gøre oprør? Hvordan kan det være, at så mange terapeuter hopper med på vognen og endda selv anbefaler psykofarmaka og ECT?

"En af hovedindvendingerne mod anvendelsen af antipsykotisk medicin i akutte krisesituationer er, at de, pga. deres stærkt undertrykkende virkning på det centrale nervesystem, meget vel kan forhindre en løsning af krisen. Stofferne er stærke nok til at kunne forhindre en psykologisk proces, der, hvis støttet og forstået, ville løse sig selv i en mellemmenneskelig sammenhæng", siger Loren Mosher her, og detsamme kan siges om alle andre psykofarmaka og ECT. Mht. benzodiazepiner blev det faktisk sagt, i Danmark, allerede 1996. Men at sige det generelt om al psykiatrisk "behandling", dvs. alle psykofarmaka og ECT, ville være detsamme som at sige "enten eller", i stedet for "både og". Og selvfølgeligt er terapeuterne bange for at trække det korteste strå i en enten-eller-situation, og havne ude i kulden igen. Med rette. Desværre. Så må man hellere makke ret og begrænse sig til at prakticere sort pædagogik i psykiatriens ånd, og på den måde blive lidet inde i varmen. Selv om det betyder, at man må gå på kompromis med sine egne holdninger og sin egen integritet.

Det er den ene gruppe "sorte" terapeuter. Den anden, og meget mere "sorte", repræsenterer en Martin Balslev Jørgensen forebilledligt: De magtsyge. Magtsyge er et resultat af angsten for at se sig selv i spejlet. Angsten for at blive konfronteret med sit eget ubevidste. En uundgåeligt konfrontation, hvis man indlader sig uden forbehold på et andet menneske. Jeg har skrevet om det i "Ord, del II". Hvis man bliver angst, fordi man ikke kender sig selv, og derfor ikke føler man kan kontrollere sig selv tilstrækkeligt til at kunne klare konfrontationen med andre mennesker og deres andre virkeligheder, må man kompensere ved at underkaste disse andre mennesker sin egen kontrol, nedværdige disse andre mennesker fra at være personligheder til at være sjæleløse ting, objekter, der kan opdrages og manipuleres efter behag. Det giver den magtsyge den eftersøgte og momentan tilfredsstillende fornemmelse af at være mere værd, være klogere, vigtigere, bedre end den anden. "Det er mennesker uden et behandlingsansvar, der ofte ikke kan læse en undersøgelse korrekt, og forskellen mellem fortalere og modstandere af ECT er oftest, at den første gruppe ved hvad den taler om", siger Martin Balslev Jørgensen således til Outsideren. Dertil kan jeg sige at jeg sjældent, og da slet ikke i det psykiatriske miljø, har mødt mennesker med så meget medmenneskeligt ansvar som i psykiatrikritiske kredse, og at jeg lige så sjældent, og lige så slet ikke i det psykiatriske miljø, har mødt mennesker, der ved bedre, hvad de taler om. Dels fordi mange i høj grad er, bl.a., intellektuelt begavede og faktisk har gjort sig den umage, at sætte sig grundigt og selvstændigt ind i tingene, dels, og vigtigst, fordi de har den erfaring, psykiatere, inklusive Martin Balslev Jørgensen, så totalt mangler.

Karakteristisk for magtsyge terapeuter er at de bestræber sig på, at holde deres klientel i et afhængighedsforhold for evigt. De kan nemlig ikke tåle synet af en spurv, der spreder sine vinger og viser sig at være en ørn, klar til at flyve. Det kan vingeklippede høns som regel dårligt. - Hvad prøver jeg her at sige? At magtsyge terapeuter inderst inde lider af densamme "sygdom", som de så gerne vil have deres klientel til at tro, det lider af? Netop. - Meget belejligt for de magtsyge kommer i denne sammenhæng psykiatriens historier om genetisk betingede hjernesygdomme, der måske har haft en traumatisk oplevelse som UDLØSENDE FAKTOR, men altså ikke som ÅRSAG. Så kan man med ro i sindet nøje sig med at lære de "kronisk hjernesyge" coping strategies og ellers anbefale vingeklipning: psykofarmaka og ECT. Man behøves ikke at indlade sig på noget menneske personligt. Hønsegårdens hakorden er sikret. Og ingen ørn vil nogensinde flyve fra hønsegården og derigennem gøre de vingeklippede høns deres af hønsetråd begrænsede eksistens smerteligt bevidst.

Grænserne er, også her, flydende. Både mellem den ene og den anden gruppe "sorte" terapeuter, men også mellem de "sorte" og de befriende terapeuter, som jeg vil komme nærmere ind på i morgen.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg genkender mønstret.

Og kan tilføje, at det OGSÅ er yderst smertefuldt, når man opdage sin egen familie forsøge at "tingsliggøre og regulere" een til følelsesløsheden, tavsheden og tilpasningen..

Det ser jeg først klart - efter min brors selvmord. Han orkede heller ikke presset. Vi var nær gået ned sammen, men hans død - vækkede rebellen i mig, igen..

Systemet har RIGTIG MANGE blindt loyale støtter...

SUK !

Shreya

Marian sagde ...

Shreya: Jeg er næsten mere tilbøjeligt til at sige, at systemet er blevet til som støtte for alle dem, der ikke orker konfrontationen med deres egen utilstrækkelighed - f.eks. som forældre. Hvis alle, eller bare størsteparten af alle, pårørende grundlæggende var uenige i stemplingen og tavsgørelsen af deres "psykisk syge" familiemedlemmer, så ville psykiatrien aldrig har opnået den magtposition, den har i dag, og antageligt ville den ikke engang findes som institution. I stedet for ville der findes en masse ikke-medicinske tilbud til mennesker med emotionelle problemer. Samtidigt som emotionelle, psykiske problemer næppe ville vokse sig så stort, at "ekspert"hjælp blev nødvendigt, men ville kunne løses igennem mellemmenneskelig kommunikation mellem de involverede parter, hér og nu, før de virkeligt udviklede sig til gedigne problemer.

Psykiske problemer, ligesom al anden dysfunktionalitet som stofafhængighed og kriminalitet, er produkt af fortrængning og fornægtelse, af angsten for at blive konfronteret med sig selv. Det samme er det psykiatriske system, der blev etableret for at sikre, at fortrængning og fornægtelse i samfundet uforstyrret kan fortsætte.

Men ligemeget hvad man tror kom først, institutionen psykiatri eller vores på fortrængning og fornægtelse baserende kultur som sådan, så er det vist noget af det mest smertefulde, at opdage sin egen familie gå over lig, bogstaveligt talt, for at opretholde en sjælefred, der alene bygger på (livs-)løgne og (selv-)bedrag, ja.

Godt, at du har fundet rebellen frem igen!

Anonym sagde ...

Når min far, kunne få min lillebror til at føle sig reduceret til ingenting. (Min brors egne ord)

Så kender jeg jo godt følelsen fra mig selv.

Når min far støtter systemets udnyttelse og stigmatiering af mig - så skyldes det, at han så bliver fri for at se sin egen rolle.

Jeg siger alt det ubehagelige. DET er IKKE populært. Så er det nemmere at opleve mig som syg.

Men for mig er det unægteligt mere SYGT, at fornægte sine børn og lade dem lide - uden at gribe ind - fordi man selv er så forbandet konfliktsky - at man altid har overladt ansvaret for sin kone til os børn.

"Min far og lægen" har "besat mit liv.

Symboltolkning eller realitet. Se det er lige PRÆCIS - forskellen på ideen om sygdom eller ej.

Da jeg blev medicinfri; sagde min bror bekymret; "hvordan har du det så, nu?"

Han har "købt" min fars FORTOLKNING....Og har arvet hans konflikskyhed.

Min X. glædede sig til gengæld på mine vegne. For han anerkender mit antiautoritære sind.

Familien er nogen gange ens værste fjende. Hvilket er svært at forstå for mig og min afdøde bror, der troede på illusionen om familie og har gjort ALT - for at bevare drømmen om en familie.

Min bror og jeg talte også tit om den absolutte loyalitet, der blev krævet af os - fra min far og mor. Mens de til gengæld aldrig har værdiget os retten til selvstændig tænkning.

Ja, du har ret. Det ved jeg...

Der er en REEL årsag til, at jeg er vred (og utilpasset). :)

Shreya