lørdag den 28. marts 2009
Virkelighed og vrangforestillinger
Tre videoklip om den virkelige voldelighed - og et par tanker om normalitet.
Selv om jeg mener, hvad Derrick Jensen siger i de tre videoklip er enormt vigtigt: jeg orker ikke at oversætte. Jeg kan dog sige så meget - og det gør det måske lidt nemmere at forstå - at han taler om den voldelighed, vores civilisation er baseret på. Og om de fortrængnings-/fornægtelsesmekanismer, vi anvender, for ikke at skulle se vores egen voldelighed i øjnene.
Noget, jeg igen og igen lægger mærke til er, at det som oftest er mennesker, der har oplevet voldeligheden meget direkte, i meget koncentreret form, der opnår en bevidsthed og en forståelse af den, som Derrick Jensen og R.D. Laing for eksempel har/havde opnået den.
Det er virkeligt som om man skal helt derud først, hvor det bliver uudholdeligt, før man tør, at give afkald på alle vrangforestillingerne og se virkeligheden i øjnene. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, at det at arbejde i psykiatrien faktisk er den ultimative beskyttelse mod at skulle se virkeligheden i øjnene, og give slip på vrangforestillingerne. Ubevidst så tæt på erkendelse, som man bare kan komme, uden at opnå den. Og samtidigt, bevidst, lysår fra den. Den ultimative sindssyge: normaliteten.
Selv om jeg mener, hvad Derrick Jensen siger i de tre videoklip er enormt vigtigt: jeg orker ikke at oversætte. Jeg kan dog sige så meget - og det gør det måske lidt nemmere at forstå - at han taler om den voldelighed, vores civilisation er baseret på. Og om de fortrængnings-/fornægtelsesmekanismer, vi anvender, for ikke at skulle se vores egen voldelighed i øjnene.
Noget, jeg igen og igen lægger mærke til er, at det som oftest er mennesker, der har oplevet voldeligheden meget direkte, i meget koncentreret form, der opnår en bevidsthed og en forståelse af den, som Derrick Jensen og R.D. Laing for eksempel har/havde opnået den.
Det er virkeligt som om man skal helt derud først, hvor det bliver uudholdeligt, før man tør, at give afkald på alle vrangforestillingerne og se virkeligheden i øjnene. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere tror jeg, at det at arbejde i psykiatrien faktisk er den ultimative beskyttelse mod at skulle se virkeligheden i øjnene, og give slip på vrangforestillingerne. Ubevidst så tæt på erkendelse, som man bare kan komme, uden at opnå den. Og samtidigt, bevidst, lysår fra den. Den ultimative sindssyge: normaliteten.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar